Det er ikke bibeltekster, der gør dåben til dåb!
Og bibelsk lære er død, hvis den ikke har livet i dåbspagtens som forudsætning.
Grundtvig havde umiddelbart den rationalistiske teologi som modstander. Rationalisterne gjorde den menneskelige fornuft til øverste dommer over Bibelen og teologiske udsagn. Der var ikke meget af arvegodset, der bestod for fornuftens domstol. Resultatet var åndelig død.
Det er værd at lægge mærke til, at Grundtvig i sin søgen efter ånd og liv ikke gik tilbage til den foregående periodes pietisme og heller ikke til 1600-tallets lutherske ortodoksi.
Ortodoksien var optaget af den rette kristelige lære. Bibelen blev brugt til ved hjælp af “skriftsteder” at opstille den rette lære, som den kristne skulle tilslutte sig og holde for sand. Pietisterne lagde vægten på den enkeltes omvendelse. Omvendelsen forstod de som en veljesbeslutning, ofte forbundet med bestemte følelser.
Fælles for både de ortodokse lutheranere, pietisterne og rationalisterne var to ting: 1. de var skriftteologer og 2. de var i større eller mindre grad subjektivister. De ortodokse lagde vægten på menneskets subjektive tilslutning til den rette lære, pietisterne på den personlige omvendelse og rationalisterne på den menneskelige fornufts evne til at luge alt overnaturligt ud af Bibelen og skabe en “fornuftig” religion.
De var som sagt alle skriftteologer. De dyrkede Luthers udsagn om “skriften alene”. Dette udsagn er forståeligt ud fra Luthers front mod den middelalderlige katolske kirke, der byggede på det kirkelige hierarki med paven i toppen som den eneste autoritet. Men desværre var dette “skriften alene” efter Luthers tid udartet til bogstavdyrkelse. Grundtvig deltog ikke i den fest; han mente, at Bibelen var en mageløs bog til at vejlede os i, hvad kristendom er, men han mente bestemt ikke, at livet eller frelsen kom fra skriftens døde bogstaver. Liv kan ikke komme af noget dødt, var han overbevist om.
Hans mageløse opdagelse var, at livet, det åndelige evige liv, får vi fra Herren Kristus selv, når han ved dåben og nadveren taler sit levende og skabende ord. Grundtvig skelnede mellem livet og læren, og livet må nødvendigvis komme først. Efterfølgende kan livet beskrives, med Grundtvigs udtryk: det kan “oplyses” af skriften og teologien. Grundtvig var lige så lidt pietist, som han var luthersk-ortodoks.
Han skrev et lille digt “Lutheranerne” (Sangværk, 5, nr. 316). Ordet lutheranerne er bestemt ikke venligt ment. Selv regnede Grundtvig sig for en luthersk kristen og præst, men lutheranerne var endt i en perverteret forståelse af Luthers “skriften alene”. Lutheranerne gjorde sig til herre over menigheden. De var i virkeligheden endt i et teologernes pavedømme baseret på deres tolkning af Bibelen. Hør engang:
Skriftkloge Mænd i Hundred-Tal
Gik ud af Luthers Skole
Og satte uden Aandens Kald
Sig høit paa Lære-Stole;
De halted mellem Skrift og Daab osv.
De haltede mellem skriften og dåben. De satte i virkeligheden skriften over dåben og mente, at det er de skriftsteder, som de selv “berigede” dåbsritualet med, som gør dåben til genfødelsens bad. De blandede skriften sammen med dåben. Men det er en stor fejl.
“Lutheranerne” har med tiden fået 1. Pet. 1,3 ind i dåbsritualet. Det er selvfølgelig et godt ord: “Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse.”
Så har de fået missionsbefalingen fra Matt. 28 sat ind i ritualet. Det begrundes sommetider med, at det jo står i Luthers lille Katekismus i afsnittet om dåben. Men Luther tog netop ikke missionsbefalingen ind i dåbsritualet. Hvis han havde ment, det var relevant, havde han vel gjort det. Men han havde respekt for forskellen på teologi om dåben og dåben selv, som er Herrens indstiftelse.
Endelig fik “lutheranerne” skubbet Luthers bøn fra 1526 ud til fordel for den bøn, der siden 1912 har stået i ritualet. Det sørgede biskop Peder Madsen for. Det er den bøn, der på baggrund af teologisk gods fra især Paulus´s breve til Galaterne og Romerne takker for, at Gud gør os til sine børn i dåben. Det er selvfølgelig sandt, men det er forkert at sætte det i spidsen for dåben og tage opmærksomheden bort fra dåbens kerne, som er Herrens levende ord sammen med vandøsningen. Det er en sammenblanding af skriften og dåben.
Skriftstedsteologi hører ikke hjemme i dåbsritualet. Dens plads er i prædiken og undervisning. Herrens levende og skabende ord i dåben skænker livet, skriften kaster lys over det liv, der er født i dåben. Vi må ikke glemme Grundtvigs klare skelnen mellem livet og lyset.
—-
Samtidig advarer Grundtvig mod at adskille skriften fra dåben. “Lutheranerne” skiftevis sammenblandede og adskilte livet og lyset (læren). Men de kan ikke adskilles, for lyset må nødvendigvis udspringe af livet, hvis den ikke skal være død lærdom. Det står fast:
I Daabens Bad de søgte Liv,
Men Lyset kun i Skriften,
Saa deres Lys var uden Liv
Og uden Lys Bedriften;
Mens Lyset skinned i en Ørk,
Ved højlys Dag var Kirken mørk
Og sangen en Lig-Psalme.
De søgte liv i dåbens bad. Grundtvig mener sandsynligvis, at de søgte livet i vandet uden at ænse, at det er Herrens levende ord i dåbspagten, der gør dåben til livets vand. De sad fast i skriftteologien.
Skriftteologien, som den bliver drevet i statskirken, fører kun til åndelig død. Hvis vi isolerer skriften fra dåbspagten, er det ødelæggende for det kristelige liv. Lyset, altså teologien, er kun til åndelig gavn, hvis den har dåbspagtens ord af Herren selv som forudsætning. Anderledes sagt: Teologien gavner kun, hvis den er drevet af Ånden.
Læser vi i kommissoriet for den dåbskommission, som Kirkeministeriet har nedsat, er det ganske tydeligt, at “lutheranerne” stadig halter mellem skrift og dåb. Der er ikke de skriftsteder, som kommissionen ikke skal overveje at tage ind i dåbsritualet.
Og tillige forsvarer mange stadig flytningen af Fadervor til efter dåben. Lektor, dr. theol. Nils Arne Pedersen hævder, at “det umiddelbart er klart, at flytningen af fadervor byggede på Grundtvigs teologi, sådan som jeg har påvist i tre sammenhængende artikler.” (Med nåden i favn, fodnote 40 på s. 89).
Men det er bestemt ikke klart, at flytningen af fadervor byggede på Grundtvigs teologi. For at pege på et vigtigt sted, skriver han i fortalen til Christenhedens Syvstjerne: “Betragter vi nemlig det christelige Grund-Ord af Herrens egen mund til hele Folket, som et evigt livsord, da bestaar det ligesom Christen-Livet af tre Hoveddele: Troes-Ordet, Haabs-Ordet og Kiærligheds-Ordet, Troes-Ordet nemlig i Daabs-Pagten, Haabs-Ordet i Daabs-Ordet med Fredlysningen og Herrens Bøn.” (Christenhedens Syvstjerne, Kjøbenhavn 1860, Indledningen s. XV) Kærlighedsordet finder Grundtvig i nadverens indstiftelsesord.
Dåbsordet er ordene, der bliver sagt under vandøsningen: “Jeg døber dig i Faderens o.s.v.” Fredlysningen og Fadervor hører sammen med dåbsordet. De tre “ord” tilsammen udgør håbsordet, der er en del af det christelige Grund-Ord af Herrens egen mund til hele folket, som et evigt livsord. Her lades der ikke tvivl tilbage om, at Fadervor hører hjemme i dåbens kerne og altså ikke efter dåben, “fordi det kun er dem, der i dåben er blevet Guds børn, der har ret til at bede Fadervor”. Sådan begrundede man flytningen af Fadervor i 1912.
Selvfølgelig kan man være af en anden opfattelse end Grundtvig, men hvis man kender Grundtvigs trykte skrifter, hvori han afhandler dåbsritualet, er det uforståeligt, at man kan være i tvivl om, at Nils Arne Pedersens påstand ikke holder. Det er ikke Luther eller Grundtvig, der kan bruges til dette formål, men kun dem, som Grundtvig kalder “lutheranerne”. Man kan mene, at dette er en ubetydelig sag, men hvis sagen er uden større betydning, hvorfor bruger “lutheranerne” så så megen energi på den?
I stedet for at lytte til “lutheranerne”, skulle man hellere hente inspiration hos Luther og Grundtvig. Grundtvigs tolkning af Luthers dåbsritual søger tilbage til Herrens indstiftelse af dåben. Han vidste, at dåben er ældre end og kommer før skriften og teologien! Livet går forud for lyset. Hvis det ikke fastholdes, ender vi i det, som Grundtvig beskriver:
Mens Lyset skinned i en Ørk,
Ved højlys Dag var Kirken mørk
Og sangen en Lig-Psalme.
Villy Klit-Johansen, 2/12 2024