Peder Madsens dåbsbøn og dens baggrund

I 1912 fik vi en ny indledende bøn i dåbsritualet med ordene: “Vi takker dig, himmelske Fader, fordi du har givet os den hellige dåb, hvori du gør os til dine børn og skænker os Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv.”

I tidehvervske og indremissionske kredse er det almindeligt at forsvare Peder Madsens bøn med det argument, at en udskiftning af den med en anden vil være en indrømmelse overfor dem, der hævder, at vi ikke bliver Guds børn i dåben, for det er vi fra fødslen. I dåben får vi det bare at vide. Katrine Winkel Holm har endda påstået, at det kun er dem, der har denne u-lutherske teologi, som ønsker Peder Madsens bøn erstattet af en anden.

Påstanden er forkert, og bekymringen i disse kredse er helt misforstået. Har den lutherske kirke i de næsten 400 år, mens vi havde Luthers indledende bøn, den såkaldte bede-banke-bøn i ritualet, afvist, at vi bliver Guds børn i dåben? Nej, selvfølgelig ikke. Spørgsmålet er, om de tidehvervske og indremissionske selv er kommet lidt for langt væk fra luthersk kristendom. Vi kan til en begyndelse spørge:

Hvad er dåbens indstiftelsesord? Nadverens indstiftelsesord kender vi, men dåbens? Vi har jo ikke i Ny Testamente en beretning om dåbens indstiftelse. Det er blevet almindeligt at betragte missionsbefalingen fra Matt. 28,18-20 som dåbens indstiftelsesord. Tanken dukker op i 1700-tallet i pietismens tid. Peder Hersleb, fra 1737 Sjællands biskop, skrev en lang betænkning om dåben (P.G. Lindhardt: Kirke-Ritualet og pietismen). Hersleb var utilfreds med, at dåbens indstiftelsesord ikke var med i dåbsritualet. Med indstiftelsesordene mente han netop missionsbefalingen.

Den mangel, som Hersleb mente at finde, rådede biskop Balle bod på med sit ritual, der blev autoriseret i 1783. Her danner Matt. 28,19 afslutningen på hans lange mosaik af skriftsteder, der står som indledning til dåbsritualet. Og nu står det der så, endda Matt. 28,18b-20. Det bliver oven i købet introduceret med ordene: “Således taler Vor Herre Jesus Kristus”.

Men det gør han jo ikke. Han TALTE til apostlene; det står der i bogen, i Ny Testamente. Men det er jo ikke noget, han siger til os, når vi er samlet om døbefonten. Det er noget, han sagde engang til nogle andre mennesker.

Den foreløbige kulmination på statskirkens omstøbning af dåbsritualet blev nået med 1912-ritualet, der lægger op til, at hele dåbens betydning og kraft beror på et i øvrigt tekstkritisk usikkert skriftsted fra Matt. 28 og professor Peder Madsens indledende bøn, “Vi takker dig himmelske Fader osv.”

I stedet for at holde krampagtigt fast ved Peder Madsens faktisk ikke ret gamle, og faktisk tendentiøse bøn, er der grund til at undersøge baggrunden for den. Hvorfor var det så vigtigt for Peder Madsen at få Luthers bede-banke-bøn ud af ritualet? Det vil man forstå, hvis man læser paragrafferne 48, Daabens væsen og Velsignelse, og 49, Barnedaaben i Peder Madsens dogmatik, “Den kristelige troslære”, udgivet posthumt 1912-1913. Der er (selvfølgelig) gode overvejelser i Madsens værk, men jeg er nødt til at koncentrere mig om de dele og synspunkter, som jeg finder uholdbare, og som er baggrunden for hans ønske om at udskifte den lutherske bøn med hans noksom bekendte dåbsbøn. Det er synspunkter, som går imod det klassiske lutherske ritual.

S. 611 tager han afstand fra Luthers og Grundtvigs opfattelse af dåbens indstiftelse. Jesu dåb er ikke dåbens indstiftelse. Nej dåbens indstiftelse skete, da Jesus efter sin opstandelse viste sig for apostlene og gav dem sin befaling om at gøre alle folkeslagene til hans disciple. Matt, 28,19-20 er dåbens indstiftelsesord, mente Madsen. Luther og Grundtvig var derimod tilbøjelige til at knytte dåbens indstiftelse sammen med  selve Jesu person og værk, som det kommer så stærkt frem i beretningen hos Mattæus og Markus om Jesu dåb ved Johannes Døber.

Spørgsmålene om forsagelsen og troen ser han bort fra. Det er åbenbart ikke hans opfattelse, at “den, der tror og bliver døbt, skal frelses” (Mark. 16,16), for da han s. 612 citerer ordene i 1. Pet. 3,21, om syndfloden, der er “et billede på den dåb, der nu frelser jer”, er han kun interesseret i at slå fast, at dåben frelser, men han udelader behændigt resten af sætningen, hvor dåben defineres som “en god samvittigheds pagt med Gud ved Jesu Kristi opstandelse.”

I samme forbindelse skriver han, at dåben skænker retfærdiggørelsen, men det er efter alt at dømme ikke paulinsk-luthersk forstået som retfærdiggørelse ved tro. Men hvad er det så? Meget tyder på, at Madsen tænkte i omtrent samme baner som katolikkerne, der har en lære om, at dåben virker ex opere operato, automatisk så at sige, i og med sin udførelse.

Det er derfor logisk, at han s. 612-613 forlader Luthers oversættelse af stedet i 1. Pet. Ordet “eperåtema”, som Luther af særdeles gode sproglige grunde oversætter ved “pagt”, oversætter Madsen til “henvendelse”. Men så er vi pludselig kommet over i en helt anden verden. Så er det ikke dåben som Guds nådige pagtslutning med et menneske, stedet handler om.

I forlængelse heraf hedder det på s. 613, at dåben “meddeler den Hellig Ånd som det nye aandelige Livsprincip.” Her henviser han til Tit. 3,5: “Men da Guds, vor frelsers, godhed og kærlighed til mennesker blev åbenbaret, frelste han os, ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig; det gjorde han ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden.”

Livsprincip! Er det virkelig træffende at beskrive Helligånden som det nye åndelige livsprincip? Jeg har lært, at Helligånden virker gennem ordet, Guds ord, Kristi ord. Ånden er usynlig, men høres kan den. Jeg har lært, at Helligånden simpelthen er den uløselige sammenhæng mellem Ordet og troen. Ved Helligåndens kraft kan ordet aldrig være uden troen, og troen er aldrig til uden ordet. Er det overdrevet at sige, at Helligånden for Madsen er en mystisk indvirkning på barnets underbevidsthed? Sådan kan det let forstås. Men luthersk forstået er Helligånden den uløselige forbindelse mellem ordet og troen.

På side 616 går Madsen over til at polemisere mod den grundtvigske dåbspagsteologi. Måske refererer han Grundtvig-disciplene korrekt, det har jeg ikke undersøgt, men Grundtvigs egne tekster berører han ikke, og det er da en fatal mangel. Enten kender han dem ikke, eller også har han slet ikke forstået dem. Han skriver: ”hvor fuldkomment end Forsagelsen og Troen er paa deres Plads ved Daaben, saa hører de dog ikke med til Daaben efter Herrens indstiftelse.” Her ligger Madsen på linje med den pietistiske tradition fra Peder Hersleb over biskop Balle og Martensen, og efter Grundtvigs tid videre gennem P.A. Fenger, Vilh. Beck og Peder Madsen til lektor Nils Arne Pedersen.

Peder Madsen har ikke forstået eller tilslutter sig ikke troen på Jesu ord i dåben som skaberord, som ord, der ved Helligånden udretter, hvad de lyder på. S. 623 skriver han, at man i forbindelse med en drøftelse af Luthers oprindelige opfattelse, at der kræves tro hos børnene “har henvist til, at der jo virkelig forud for Daabens meddelelse gaar en Forkyndelse, nemlig Ritualets Oplæsning og navnlig Forsagelsen og Trosbekendelsen. Men det er ikke muligt at forbinde nogen Forestilling om en Virkning af en Forkyndelse for et Væsen, som endnu ikke er vaagnet til Bevidsthed, da Forkyndelsen som saadan jo netop henvender sig til Bevidstheden.”

Jeg ved ikke, hvem Peder Madsen her refererer til, men for det første er det ikke retvisende at kalde troens ord ved dåben en forkyndelse. Som om der ikke er forskel på forkyndelse fremført af et menneske og Guds henvendelse til et menneske med hans store tilbud om at få lov til at tro på ham og leve sit liv ved Guds ord genfødt til at leve som et Guds barn, forenet med Guds Søn, vor frelser,.

For det andet er det et tvivlsomt foretagende at gøre en voksen bevidsthed til betingelse for den kristne tro. I så fald udelukker man ikke kun spædbørn, men også mentalt retarderede eller psykisk forstyrrede voksne fra troens gave.

Madsen skriver (s. 624): “Hvad der behøves før Daaben er egentlig kun Hjertets Villighed til at lade Gud tilføre det sin Naade.” “En saadan Trang og Drift maa da høre Menneskenaturen til fra Begyndelsen af.” “Det er Barnet i os, hvortil Guds Ord henvender sig, det inderste og oprindeligste i vort Væsen.” Endelig! Endelig kommer Madsen frem til Guds Ord. Det varede godt nok længe. Og hvad mener han med Guds ord i den forbindelse? Det er uklart. Ganske vist nævner han endelig ordet, men ikke i det lutherske dåbsrituals forstand. Dets omdrejningspunkt er nemlig dåbspagten, enheden af ordet og troen. Og dermed troen som en gave i eksklusiv forstand.

Og desværre synes det mig, at han betragter det naturlige beredskab for Gud som en medfødt psykologisk konstitution. “Der er et slumrende Personlighedsliv til stede fra Begyndelsen.” (s. 625).

Hvorom alting er, så er det klart, at Peder Madsens ønske om at få indført en anden bøn end Luthers skyldes hans stærke modstand mod den luthersk-grundtvigske dåbspagtsteologi. Den går Peder Madsen ikke i seriøs samtale med. Vi kan ellers læse om dette syn overalt i Grundtvigs skrifter efter 1825. Grundtvig har et digt, der ligefrem bærer titlen Indstiftelsens Ord (Sangværk, bd. 4, nr. 280).

I 1. strofe hedder det:

Giv da Agt paa Guddoms-Ordet,
Som ved “Badet” og ved “Bordet”
Lyder med Vorherres Røst!

Og længere fremme:

Derfor alle Mænd og Kvinder,
Som vil staa på Herrens Grund
Leder i hans Huus og finder
Ordet af hans egen Mund,
Kun i det er Guddoms-Livet,
Og kun det er Almagts-Blivet
Hvormed alt er gjort som sagt!

Som han laae i Krybberummet
Ligger han i “Troens Ord”
Saa den Store sig har krummet
For at findes spæd paa Jord
Men dog altid hvor han fødes,
Miskundhed og Sandhed mødes
Voxer op til Gud og Mand.

Som han laae i Klippehulen
Ligger han i Daabens Ord,
Men om Paasken efter Julen
Staar han op hos den, som troer
Og før han til Himmels farer
Sig for Hjertet aabenbarer
Som Gudsherlighedens Haab!

(Strofe 7-9) (fremhævelserne er mine).

Dåbens betydning og kraft skal ikke hentes udenfor dåben, ikke engang i gode skriftsteder, men i dåben selv, nærmere bestemt i Herrens levende ord i dåben. I dette digt siger Grundtvig klart, at dåbens indstiftelsesord er dåbspagtens ord. I andre skrifter medtager han til dåbens ord de ord omkring vanddåben, der er personlig tiltale: Fadervor, døbeordene og “Fred være med dig!”

Her skal også lige henvises til Grundtvigs digt fra 1852-1853, Den christelige Daabs-Pagt, Sangværk, bd. 4, nr. 277. Vi begrænser os til de to vigtige strofer 5 og 6. Som så ofte er det dåbsritualet, Grundtvig parafraserer:

5

See derpaa lyder Pagtens Ord,
Som ingen Magt kan rokke,
Hvo derpaa, som det lyder, troer,
Han staar paa Klippeblokke
Hvoraf den Kilde springer ud
Som vier os paa Herrens Bud
Til evigt Liv af Naade.

6.

See, det er Naade-Pagten ny,
Som trodser Aar og Ælde,
Til Herren dages brat i Sky
Skal Pagten gaae og giælde
Paa den beroer vort christne Haab
Og Kraften i Vorherres Daab
Til evigt Liv af Naade.

Dåbens kraft, altså det, der gør dåben til et genfødelsens bad i den Helligånd, er ikke, som en del teologer og præster i forlængelse af den statskirkelige ortodoksi og pietisme mener, et løfte, som vi kan tro eller ikke tro (“Jeg er med jer alle dage”, sagt til apostlene engang). I bedste fald kommer vi til tro på det, når vi bliver gamle nok til at have en bevidsthed, som pietisten Peder Madsen mener.

Nej, dåben er dåbspagten. Dåben er troens forhold til den levende Kristus, givet os ved hans almagtsord.

Jeg forlanger ikke, at alle i Folkekirken skal tilslutte sig det syn på dåben, som Grundtvig fandt i det lutherske dåbsritual, jeg forventer det ikke engang. Men jeg spørger, hvor meget der kan ændres i dåbsritualet, før vi ikke længere, ligesom Regin Prenter gjorde det, kan prædike, som om vi stadig har det uforfalskede lutherske dåbsritual. (Regin Prenter: Ordet og troen. Prædikener fra Branderup Kirke). Det har jeg gjort rede for i en selvstændig tekst.

En sammenlignende analyse af Luthers og Peder Madsen dåbsbøn

En opmærksom sammenligning med Luthers “bede- og bankebøn” og “syndflodsbønnen” i hans ritual af 1526 gør det klart, hvad der er galt i den nuværende bøn. Der er faktisk sket et alvorligt skred.

Det, der i Luthers bøn netop er bøn, er i Peder Madsens bøn blevet til dogmatiske påstande (der ikke i sig selv er forkerte), nemlig at vi i dåben bliver Guds børn og får Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv. I Luthers bøn derimod bedervi for dåbskandidaten om syndernes forladelse og det evige liv. Det sker med ordene: “at denne frelsende syndflod må bortskylle alt det, han har fra Adam, og det, han selv har gjort” (syndernes forladelse), og “at han med alle dine troende må blive værdig til at få del i din forjættelse om evigt liv ved Jesus Kristus, vor Herre” (det evige liv). Det er virkelig en væsentlig forskel, om kirken så at sige har dåben i sin magt, eller om alt beror på Gud, og vi derfor er henvist til at komme til ham i ydmyg bøn.

Det næste, man bemærker, er, at Luther forudsætter, ligesom i højeste grad Grundtvig, at barnet er en selvstændig person, som Gud kan slutte sin pagt med. I Peder Madsens bøn er der derimod en tendens til at gøre barnet til en genstand, som man gør noget ved. Det er næsten som et ekko af den lutherske ortodoksis syn på dåben som en ækvivalent til den jødiske omskærelse. I Luthers ritual er det helt anderledes. Her foregår det mellem Gud og den, der døbes. Det, der sker i dåben, sker mellem Gud og den, der døbes. Derfor er det heller ikke gudfaderen eller gudmoderen, der bliver spurgt med forsagelsen og trosbekendelsen, det er den, der bliver døbt. Ja-svaret hjælper gudmoderen eller gudfaderen barnet med. Det er som oftest en af forældrene.

Takket være Grundtvig har vi i Den danske Folkekirke bevaret dåbspagten. Spørgsmålet er, om vi ikke skal tage konsekvensen for indledningsbønnens vedkommende og tage tråden op fra den lutherske tradition til og med Balles ritual af 1783. Jeg sigter til, at bede-banke-bønnen forudsætter, at den, der døbes, er et menneske, der beder og banker på hos Gud, også når dåbskandidaten er et lille barn: “Herre, eftersom du har sagt: Bed, så skal I få, søg, så skal I finde, bank på, så skal der lukkes op for jer, så giv nu det gode til den, som beder, åbn døren for den, som banker …”

Det er velkendt, at både pietisterne og rationalisterne mente, at et lille barn ikke kan tro i kristen forstand, og et lille barn kan slet ikke bede. Det var dette syn, der sejrede i 1912 med Peder Madsens bøn. Barnet bliver en passiv genstand, som forældrene bærer frem for Guds åsyn. Ikke så sært, at dåben ud fra denne bøn af professor Anders Klostergaard Petersen kan tolkes som et offer.[1]

I Luthers bøn er dåbskandidaten en, der “begærer din evige nåde ved den åndelige genfødelse”. Tør vi vende tilbage til tankegangen i det klassiske lutherske ritual? I Luthers bøn er dåbsbarnet altså ikke som i Peder Madsens en passiv genstand, men en person, som Gud taler til, hvorved han kalder troen frem i dåbskandidatens hjerte. Det er det, Luther beder om: “at du i nåde vil se på denne N. og saliggøre ham med en ret tro i Ånden.” Dåbspagten er altså tænkt med i Luthers bøn. Det er den ikke i Peder Madsens. Dåbspagten var altafgørende for den lutherske Grundtvig. Vi har et godt eksempel i “Barnelivets favre dage”, 2. strofe:

 Men hvad alle verdens vise
 kun omsonst vil prøve på,
 han, som alle kristne prise,
 har bevist, hans ord formå:
 hver, som tror af hjertens grund,
 hvad han os har lagt i mund,
 de i dåben fødes atter
 til Guds børn, hans søn og datter. (DDS 454)

Det er et meget præcist udtryk for Grundtvigs “dåbspagtsteologi”. Kernen i dåben er Ordet og troen. Ordet, som Gud i dåben har lagt os i munden, er fadervor og forsagelsen og trosbekendelsen. Gud har lagt os ordet i munden, så det kan vende tilbage til ham, når vi svarer ja til dåbspagtens ord, og når vi beder fadervor.

Der er endnu en stor forskel. Peder Madsen forudsætter, at dåbskandidaten er et barn. Man fristes til at sige, at det ligger i forlængelse af den statskirkelige tvangsdåb. Men det er jo langtfra altid tilfældet, at dåbskandidaten er et barn. I dag endnu mindre end på Peder Madsens tid og endnu meget mindre end på Luthers tid. Luther forudsætter derimod, at dåbskandidaten er et menneske, der trænger til frelsen fra syndens og dødens magt. Hos Luther, som hos Grundtvig, er der ingen forskel på, om den, der døbes, er barn eller voksen. Dåben er den samme. Der er kun én dåb.

Endelig kan man pege på det ulogiske i at lade den indledende bøn begynde med tak. Det naturlige må være at indlede med bøn, som det er tilfældet i Luthers ritual af 1526, og slutte med tak. I ritualbogen er dåbskollekten (slutningskollekten) netop en takkebøn: “Herre, vor Gud, himmelske Fader! Vi takker dig af hjertens grund, fordi du har ladet os komme til den nådefulde dåb …” Nadverritualet begynder heller ikke med en takkebøn, men med en bedebøn.

Presset fra moderniteten

Den nuværende dåbsbøn er, ligesom det allermeste af, hvad der bringes i forslag i dag, præget af moderniteten. Med moderniteten menes der subjektivismen, der har rod i pietismen. Man siger tit, at pietismen er individualistisk, hvilket måske er rigtigt, men hvad der er vigtigere: den er subjektivistisk. Den kulminerede med Kierkegaards eksistensteologi.

Rent bortset fra hvad godt der er at sige om Kierkegaard, alvor kan man ikke frakende ham, så er det velkendt, at han ikke regnede dåben for noget. Det, der gør et menneske kristent, er den personlige afgørelse i voksen alder, mente han. Pietisterne og Kierkegaard har på grund af deres subjektivisme store problemer med dåben, især barnedåben. Kierkegaard regnede dåben for “ren objektivitet”, som kun kunne få betydning ved en inderlig, subjektiv tilegnelse i voksen alder.

Det er moderniteten. Troen er en beslutning eller en følelse eller en oplevelse. Den eneste autoritet er selvet. Og det hjælper ikke noget så at flytte vægten til det objektive. Hele skaden er opstået ved opdelingen i objektivt og subjektivt. Det er en filosofisk figur, som er ganske fremmed for evangeliet og Guds Ånd. Det havde Grundtvig et skarpt blik for.

Moderniteten er slået igennem med fuld kraft i Peder Madsens bøn. Han ligger under for moderniteten. Guds ord i dåben og troen på Guds ord i dåben er, som allerede påpeget, ladt ude af betragtning. Det er den afgørende forskel på bønnen i Luthers ritual og den af Peder Madsen forfattede. Analysen viser således, i hvor høj grad den bøn, der indleder det nuværende ritual, er bestemt af moderniteten.

Skal vi ikke benytte lejligheden til nu, da der er nedsat en dåbs­kommission, at prøve at komme tilbage i sporet? Indvendingen kender vi. Et spædbarn kan jo ikke tro, siger man, og det kan ikke svare. Svaret på indvendingen er: Hvis Gud ikke kan slutte sin pagt med et spædbarn ved sit ord og troen, der tager imod dét, han giver i sit ord, bør vi selvfølgelig ikke døbe børn. Så har baptisterne ret i, at barnedåb ikke har noget at gøre med en kristen dåb.

Den indledende bøn kunne med fordel, som nogle har foreslået, udskiftes med en nyformulering af Luthers “bede- og bankebøn” og ”syndflodsbønnen fra hans 1526-ritual. Men bønner, som den enkelte præst selv kan vælge at bruge? Nej, det vil kunne forvirre menigheden, fordi det uvægerligt vil medføre en sammenblanding af dåbsteologi (beskrivelse af dåben) med det levende ord i dåben og skabe det indtryk, at der er mere end én slags dåb.

Dåbsbønnens relation til ritualets kerne

Ved formulering af dåbsbønnen bør det være en forudsætning, at den skal understøtte det, som er dåbens kerne. Dåbens kerne er, hvad ordene angår, de ord, der tæt omgiver vand­øsningen:

 1. Fadervor under håndspålæggelse
 2. Dåbspagtens ord (spørgsmål og ja-svar)
 3. Døbeordene: Jeg døber dig …
 4. Fredlysningen under håndspålæggelse

Bemærk, at disse ord i dåbens kerne er tiltale og tilsigelse, talt af Herren Jesus!

Den indledende bøn skal være saglig. Dermed menes, at den ikke skal forstyrre selve dåbens kerne ved at bringe al mulig teologi ind i ritualet, den være aldrig så god og velment. Det bør man holde sig for øje, når man drister sig ud i det såre vanskelige at formulere en dåbsbøn. Teologisk originalitet skal man gøre alt for at undgå. Dåbsteologi er en god, ja en nødvendig ting, men den skal ikke trænge ind i dåbsritualet.

---

[1]Petersen, Anders Klostergaard, professor, Dåben som offer: En ritualteknisk analyse af barnedåbsritualet, i antologien Stopa, Sasja Emilie Mathiasen og Drejer, Rasmus H.C. red. Med nåden i favn, FØNIX 2024, s. 349 ff.

Villy Klit-Johansen, den 9. november 2024