Forestil dig, at du har et Rolex-ur til 911.295 kr, en rund million. Det er altså et meget kostbart ur med et uhyre forfinet mekanisk værk. Nu synes du, at det ikke længere lever op til tidens krav. Hvad gør du?
Går du til smeden med det? Grovsmeden. Hvis du gør det, må du forvente, at han lægger uret i essen, indtil det er rødglødende. Og derefter lægger han det på ambolten og går løs på det med forhammeren. Nej vel! Det gør du nok ikke.
Sandsynligvis har du ikke engang et Rolex til den pris. Men du – vi – har til gengæld et meget, meget kostbart dåbsritual. Grundtvig mente, at det burde svare til selve Kristi indstiftelse af dåben. Hvis der skulle ændres noget i det, skulle det netop være med henblik på at bringe det mere i overensstemmelse med Kristi indstiftelse.
For Grundtvig betød det i praksis: i nærmere overensstemmelse med Luthers Taufbüchlein af 1526, der er udgangspunktet for vores nuværende dåbsritual. I skriftet “Daaben efter Christi Indstiftelse” og mange, mange andre skrifter går han grundigt til værks. Ikke noget med synsninger og private meninger og hensyntagen til, hvad “folk” ønskede. Hvorfor det? Jo, fordi der for ham ikke fandtes nogen anden sand kristendom end den oprindelige.
Grundtvig fandt, at dåbsritualet i de godt tre hundrede år siden reformationen ad flere omgange havde “været en tur hos grovsmeden”. Statskirkens luthersk-ortodokse teologer havde hamret det igennem, så det var ved at blive fordunklet, at dåbens indhold er, at Kristus, lyslevende til stede, optager et menneske i sit eget liv som Guds Søn, så det bestemte menneske i dåben bliver et Guds barn, i troen og dåben forenet med ham i livet som i døden. Dåben er troens forhold til Kristus, og dermed er den livets kilde. Det var det, ritualet skulle rumme. Dåben er Kristi optagelse af et menneske i dåbspagten. Dåbspagten i uløselig forbindelse med vandet er dåbens essens.
I løbet af ortodoksiens tid blev dåbens ritual ændret, så det mere og mere kom til at dreje sig om den rette lære. Den rette lære blev udtrykt gennem mange skriftsteder fra Det Nye Testamente. Folk skulle forstå dåben fra skriftsteder, som en papegøje kunne lære udenad. De ortodokse havde slet ikke øje for, at dåben er Kristi indstiftelse, og at Ny Testamentes forfattere levede længe efter dåbens indstiftelse. De fattede ikke, at dåben til Kristus er livets kilde. Ny Testamente kan aldrig blive andet end efterfølgende beskrivelse af livets kilde. Tilmed var dåben forbundet med tvang. Alle SKULLE døbes. Det er et under, at den kristne tro overlevede grovsmedenes overgreb på dåbens ritual.
Den pietisme, der fulgte efter ortodoksien holdt i hovedsagen fast ved de ortodokse teologers lærdom, som de havde belemret dåbsritualet med. Det skulle de jo. Så det gjorde de. Men den rette lære er i sig selv død, det viste ortodoksiens historie klart. Den rette lære kan ikke skabe liv. Der kommer ikke liv af noget dødt. Og så blev det jo til, at statskirkepietisterne trods deres tilslutning til ortodoksernes store, tomme ord selvfølgelig kom til at lægge vægten på det subjektive. Den enkeltes subjektive følelser og viljesbeslutning blev det afgørende. Det er en sørgelig historie.
Dåbskommissionens opgave
Nu er der i kommissoriet for den siddende dåbskommission lagt op til, at vor tids åndelige grovsmede for alvor skal til at gå løs på det kostelige og forfinede værk, som dåben efter Kristi indstiftelse er. Kommissionen skal arbejde videre på grundlag af det værste i den lutherske tradition, som netop beskrevet.
“Kommissionen skal overveje evt. behov for og i givet fald komme med forslag til supplerende bibelske læsninger”, vel at mærke i dåbsritualet! Hverken Luther eller Grundtvig indførte bibelske læsninger i ritualet, for de kendte forskel på Herrens levende ord og Ny Testamentes skrifter med deres teologi. Børneevangeliet fra Markus 10 var den eneste tekst fra Ny Testamente, og det fjernede de naturligvis ikke.
Diverse tekster fra Det nye Testamente har deres plads i prædiken og undervisning, og dér har de deres store betydning. I en kommende ritualbog kunne man anføre en række relevante tekster som forslag til prædiketekster ved dåbsgudstjenester.
“Kommissionen skal overveje evt. behov for – og i givet fald komme med forslag til supplerende bønner på den nuværende takkebøns og dåbskollekts plads …” Hvad mon de bønner skal indeholde? Tør man håbe på, at de skal pege hen på dåbens indhold: Kristi levende ord og troen, der griber om det? De bange anelser melder sig, når der i kommissoriet tilføjes: “særligt til brug i forbindelse med dåb af unge og voksne, men også ved dåb af børn:” Men er der da mere end én dåb? Er det den døbtes alder, der bestemmer, hvad dåben er? Eller er det netop Kristi indstiftelse?
“Kommissionen skal overveje evt. behov for – og i givet fald komme med forslag til – mindre sproglige justeringer af den nuværende dåbsbøn og dåbskollekt.” Biskopperne – det er vel dem, der står bag ved formuleringen af kommissoriet – lægger altså op til, at Folkekirken skal fortsætte amokløbet på vejen bort fra dåben efter Kristi indstiftelse hen imod en dåb efter teologernes, eller nu måske en folkeforsamlings indstiftelse. Den nuværende dåbsbøn fra 1912 er jo netop den foreløbige kulmination på ortodoksiens bestræbelse på, med statskirkepietismens tilslutning, ved hjælp af grovsmedens esse, ambolt og forhammer at “omsmede dåben”. I bønnen i Luthers ritual blev der ikke præsenteret ret lære, men der blev BEDT om, at den, der blev døbt måtte få “den saliggørende tro”. Luther vidste nemlig, at livet ikke kommer af god teologi, men god teologi udspringer af livet. Det var netop også, hvad Grundtvig mente.
I den nuværende “bøn” af Peder Madsen bliver menigheden belært om, at vi i dåben bliver Guds børn og får Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv. Men pladsen foran dåben er ikke stedet til belæring, den er stedet til BØN. Bøn om, at Gud ved Helligånden vil give, hvad Kristi levende ord i dåben indeholder. Levende kristendom kommer nemlig ikke af teologernes belæring, men af Kristi levende ord. Livet strømmer fra den levende kilde, ikke fra teologernes døde lærdom. Pladsen tillader ikke citater fra Grundtvigs skrifter om denne sag, men de findes i rigt mål.
Dette er ikke en kritik af kommissionens medlemmer, men af kommissoriet. Man kan kun håbe, at kommissionens medlemmer besinder sig, ikke på den lutherske tradition som netop beskrevet, men på dåbens kostelige og uhyre forfinede åndelige værk, der slet ikke tåler at komme under grovsmedenes behandling endnu en gang.
Villy Klit-Johansen, den 5. november 2024