Regin Prenters dybe grundtvigske inspiration
Det har i årtier været en udbredt antagelse blandt teologer og præster, at tilspørgslen ved dåben med forsagelsen og trosbekendelsen: forsager du …, tror du …, kunne risikere at gøre troen til en menneskelig præstation i en eller anden forstand. For Grundtvig var det modsatte tilfældet. Ved tilspørgsel og ja-svar opretter Gud sin pagt med et menneske, og netop den pagt gør det tindrende klart, at troen er en gave.
Aarhus-teologen Regin Prenter, der var dybt inspireret af Grundtvig, udgav i 1955 sin store “dogmatik”, Skabelse og Genløsning. I den såkaldte prolegomena, en slags indledning, § 5, bruges pagtstanken til at formulere en åbenbaringsforståelse og et skriftsyn. Prenter skriver: “Åbenbaringshistorien som pagtshistorie … er kun åbenbar for den tro, der modtager de historiske begivenheder, hvorigennem Gud øver sine frelsende gerninger, som Guds uforskyldte gave.” Den tro, der er tale om, er “ganske enkelt den lydige modtagelse af frelsens uforskyldte gave, som tilbydes i pagtens ord.” … “Denne tro er identisk med eksistensen i pagten, hvis historie de tre guddommelige navne betegner.”
Det er sandsynligt, at det er i Grundtvigs store digt Kristenhedens Syvstjerne, nemlig i passagerne om “ordet og troen”, at Prenter har lært om sammenhængen mellem ordet og troen.
Eksistensen i pagten er et andet udtryk for troen. Prenter Skriver: “i dåbens bekendelse træder Gud med pagtens historie personligt hen til hver enkelt og spørger: “Vil du modtage denne pagt, som jeg nu åbner for dig?” Dette er kernen i den “kirkelige anskuelse”. Dermed peger Prenter på en meget vigtig og for mig indlysende og uomgængelig pointe, som netop findes i Syvstjernens forståelse af “ordet og troen”.
Den måde, hvorpå Prenter sammentænker Grundtvigs kirkelige anskuelse med åbenbaringsforståelsen og skriftsynet, er original. Vi er stadig § 5 i dogmatikkens prolegomena. Han skriver, at “der er en uløselig sammenhæng mellem åbenbaring og tro, mellem pagtshistorie og pagtslydighed. … I Grundtvigs “kirkelige anskuelse” er denne sammenhæng mellem pagtens historie og eksistensen i pagten erkendt så klart som få andre steder i protestantisk tænkning.”
Udtrykkene “pagtens historie” og “eksistensen i pagten” er originale. De benyttes netop, fordi formålet er at grundlægge åbenbaringssynet og skriftsynet i dåbspagten. Den uopløselige sammenhæng mellem “pagtens historie” og “eksistensen i pagten” er dét, som det kommer an på. Det er Grundtvig inde på utallige steder i sine skrifter. Jeg har for nylig læst Syvstjernen. Derfor citerer jeg fra den. Ordet og troen hører sammen som mand og hustru i ægteskabet:
Ja, fra Nebo-Bjergets Tinde
Luther syned Herrens Land,
Saae hans Ark og Flod derinde,
Leiret mellem Flod og Strand,
Saae, at dér i Ægtestanden
Aanden vied til hinanden
Smukt Guds Ord og Hjertets Tro!
(Kristenhedens Syvstjerne Tysker-Menigheden, strofe 24)
Endnu stærkere udtrykkes den samme tanke i Strofe 103, hvor der gøres den tilføjelse, at sammenhængen mellem ordet og troen faktisk bunder i dåben. Ordet, som troen er uløseligt knyttet til er, dåbspagtens ord:
Thi oplyst er Hjerte-Øjet,
Seer, at Herren ved sit Bad
Ord og Tro har sammenføiet
Til ei meer at skilles ad,
Og velsignet tusind Gange,
Til ved Aanden at undfange
Herlighedens Barne-Haab!
Sådan hænger det hele sammen hos Grundtvig – og hos Prenter. Soteriologien (synet på frelsen) hænger sammen med åbenbaringssynet og skriftsynet. Og i frelsens sag er det afgørende vigtigt, at ordet og troen hænger sammen. Ordet er ikke til uden troen, og troen er ikke til uden ordet.
Det er klart, at dette har betydning for den løbende debat om dåbsritualet. Hvis man er tilhænger af den kirkelige anskuelse, vil man naturligt vende sig imod alle forsøg på at få afskaffet “tilspørgslen” ved dåben, forstået som Herrens mægtige ord til den, der døbes. At den kirkelige anskuelse også har betydning for prædikenens indhold siger sig selv.
Det skal understreges, at dette syn kan opretholdes uafhængigt af det dogmatisk-grundtvigianske syn, der var meget udbredt blandt kirkelige grundtvigianere langt op i 1930’erne, nemlig at Den apostolske Trosbekendelse i den form, vi kender den, historisk går tilbage til Kristus selv. At den altså i den forstand skulle være “ordet af Vorherres egen mund”. Men det er ikke pointen i Grundtvigs kirkelige anskuelse.
Endelig lidt om en indsigt, som Prenter henter ud af Grundtvigs kirkelige anskuelse. Jeg mener ikke, det er overdrevet at kalde Grundtvigs kirkelige anskuelse en reformation. En reformation indenfor den lutherske kirke, men helt klart en reformation, en fornyelse af kirken. Prenter bruger ikke dette ord i paragraf 5 i “Skabelse og genløsning”, men der er en tydelig kritik af udviklingen op gennem den lutherske ortodoksi og pietismen, der kulminerede med Kierkegaards eksistenstænkning. Han medgiver, at der er et moment af sandhed i talen om den kristelige erkendelses eksistentielle karakter. Sandhedsmomentet er “at åbenbaringshistorien eller pagtshistorien … kun er åbenbar for troen, som står i pagten, og ikke for almindelig iagttagelse.”
Problemet, som vi stadig trækkes med, er, at der – sagt med jævne ord, er sket en adskillelse i noget objektivt og noget subjektivt. Det objektive er kristendommen, der som noget objektivt bliver en slags verdensanskuelse, der er noget foreliggende, som, bevares, ikke skal ændres, og som hin enkelte kan tilslutte sig gennem troen. Derved bliver troen noget, som mennesket “lægger til” pagtens objektive kendsgerning, der er givet af Gud. Og vupti er evangeliet blevet til en lov og troen til en menneskelig præstation. Og dermed er kristendommen netop blevet ændret. Således min korte gengivelse af ræsonnementet på s. 56-58 i “Skabelse og genløsning”. Læs selv!
Det, som Prenter krediterer Grundtvig for, er, at han insisterer på troens afhængighed af Herrens LEVENDE ord, livsordet ved dåben. Derved er han i stand til at fastholde troen som GAVE i absolut forstand. Dette i modsætning til den protestantiske skriftteologi, der adskiller troen fra Herrens levende ord.
Hvis der skulle være et problem med trosbekendelsen med hensyn til at gøre troen til en menneskelig præstation, så er det ikke i trosbekendelsens spørgende form ved dåben, problemet ligger, men snarere i den fremsættende form i gudstjenesten. Dér kunne troen lettere opfattes som en menneskelig præstation: VI TROR på – og så en række led, som selvfølgelig godt kan volde den menneskelige fornuft vanskeligheder. Derfor introducerede Prenter i gudstjenesten trosbekendelsen med ordene: “Lad os bekende vor kristne tro I DÅBSPAGTEN.” Nemlig som stående i den tro, der er GIVET os af Herren i dåben. Jeg har ikke haft et personligt forhold til Prenter. Jeg hørte det i en radiotransmitteret gudstjeneste; så vidt jeg husker, var det hans afskedsgudstjeneste i Branderup, som jeg hørte i radioen.
Det var og er i sandhed en mageløs opdagelse,
… at Herren ved sit Bad
Ord og Tro har sammenføiet
Til ei meer at skilles ad,
Og velsignet tusind Gange,
Til ved Aanden at undfange
Herlighedens Barne-Haab!
Herved er evangeliet atter kommet til at skinne klart i mørket.
Jeg huskede faktisk ikke, at Prenter skriver om dette i Skabelse og genløsning, før jeg for nylig genlæste dele af bogen. Men det er for mig en indlysende sandhed, som ikke forældes. Vejen er for mig gået over Grundtvig og derefter tilbage til et godt gensyn med Prenter.
Villy Klit-Johansen, den 8. november 2024.
Artiklen er trykt i “Præsten”, 8. november 2024