Hvad kan vi gøre? Og hvad kan vi ikke gøre?
“så lidt som dit ord,
så lidt kan dit kor,
dit syngende folk, gå til grunde.” (DDS 652, 3. strofe).
Det er Grundtvig, der lærer os at synge sådan i den elskede salme “Vor Herre! Til dig må jeg ty”.
Vi kan til en begyndelse slå fast, at den kristne menighed altså er et syngende folk. Det behøver vi ikke bruge tid på at dokumentere. Men i praksis står det i vore dage i mange kirker sløjt til med menighedens sang.
Hvordan kan det være? Og hvad kan der gøres for at få sangen til at fylde kirkens rum? Disse spørgsmål diskuteres jævnligt i aviser og blade og mand og mand imellem.
En af grundene til, at sangen ofte ikke rigtig klinger i kirken, er, at mange simpelthen er holdt op med at synge. Eller aldrig er kommet i gang med at synge. Den systematiske oplæring i at synge de almindeligste salmer og danske sange, som de ældre blandt os fik gennem folkeskolens ugentlige sangtime og den daglige morgensang, praktiseres næppe i mange skoler i dag.
Og når man ikke synger, mister man evnen til at synge. Hvis man aldrig går, mister man jo også med tiden evnen til at gå. De relevante muskler svinder simpelthen ind. Og det kan ske ret hurtigt.
Hvad kan der gøres for at højne sangen i kirken? Der gøres allerede meget, rigtig meget. Tænk på de mange både børnekor og voksenkor, der er oprettet de seneste årtier.
Her skal nævnes nogle få konkrete tiltag, der kunne iværksættes uden stort besvær.
1. Organister kunne indbyde vidt og bredt til at møde op i kirken en halv time eller tre kvarter, før gudstjenesten begynder. Hvis der den pågældende søndag skal synges en mindre kendt salme, er der en chance for at lære den, så flere kan synge med under gudstjenesten.
2. Men især må øvelsen gå ud på simpelthen at give mennesker mod til at synge. Mange synes jo, det er flovt at synge; de synes, det er at skabe sig. Det kan en pædagogisk set dygtig organist godt gøre noget ved. Vi må på en god måde få dem til at komme, som enten tror, de ikke kan synge, eller synes, det er flovt at synge.
3. Man burde alvorligt overveje korets forhold til menighedssangen. I større bykirker er der et kor af mere eller mindre professionelle sangere, der glæder menigheden med de sange, de undertiden synger som gudstjenestens indgangsmusik (introitus), og den motet, de synger hver søndag efter prædikenen og den eller de stykker, de synger under altergangen. Det er selvfølgelig et stort gode.
Men altså, korets forhold til salmesangen. I princippet er det menigheden, der synger salmerne. Orglet og koret er til for at ledsage og støtte menighedens sang, ikke at erstatte den. I “gamle dage” var der en kirkesanger, der befandt sig på gulvet sammen med menigheden. Netop fordi hans opgave var at lede menigheden i sangen. Nu har vi i mange bykirker ikke en kirkesanger, men så kunne koret under salmesangen flyttes fra orgelpulpituret ned på gulvet og fordeles rundt omkring i kirken mellem de andre medlemmer af menigheden og således udfylde den funktion, som kirkesangeren tidligere havde. Det kunne styrke menighedssangen.
4. Præster og organister burde betænke, at menigheden slet ikke kender så mange salmer, som de selv gør. Repertoiret af salmer kan med fordel indskrænkes. Det er ikke fremmende for sangen at belemre menigheden med alt for mange mindre kendte salmer. Tænk på, at folk skal have lov til at synge de salmer, som de kender og elsker. Der må kun være en enkelt ny eller mindre kendt gammel salme ved hver gudstjeneste.
5. Og hvad melodierne angår, bør repertoiret også indskrænkes. Det er ikke et godt princip, at salmer skal synges på “den originale melodi”. Hvis den originale melodi er enten for lidt kendt eller for svær at synge, går der ikke noget af præst og organist ved at vælge den mere kendte melodi, der næsten altid findes som en valgmulighed. Der må ikke stilles for store krav til menigheden. Den skal gerne kunne følge med.
———
Til sidst: Der er utvivlsomt mange ting, der er overset i disse overvejelser, men det vigtigste af alt skal nævnes. Den kristne menighed er et syngende folk, fordi den har en grund til at synge. Hemmeligheden ved menigheder, der synger af karsken bælg, er, at de har en grund til at synge. Sådan var det i Grundtvigs Vartov, der blev vidt berømt for sangen. Og sådan har jeg selv haft den store glæde at opleve det i en menighed, jeg var præst for i Elling-Strandby ved Frederikshavn. Sangen kom fra hjertet. Hjertet måtte udtrykke sin taknemmelighed til Gud netop i sang. De har sikkert ikke haft smukke sangstemmer alle sammen, men det, som hjertet rummede, måtte ud.
Guds Ord og Ånd havde fornyet hjerterne. Det er noget, vi ikke selv kan gøre, det kan kun Gud. Menigheden vidste, at Herren Jesus selv var til stede som dens liv, dens håb og glæde. “Du blandt vore lovsange bor”.
I får lige hele den 3. strofe af salmen:
“Du er i det hellige ord,
du gav os i hjerter og munde,
du blandt vore lovsange bor
som røsten blandt fugle i lunde;
så lidt som dit ord,
så lidt kan dit kor,
dit syngende folk, gå til grunde.”
—————-
Til allersidst:
At menighedssangen har spillet en stor rolle i den kristne kirke lige fra begyndelsen, fremgår af, at Jesus sang skærtorsdag aften sammen med sine disciple (Matt. 26,30), ligesom Paulus formaner menigheden i Kolossæ til at undervise og formane hinanden “med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres hjerte til Gud.” (Kol. 3,16). For nu bare at nævne et par eksempler fra Bibelen.
Ordene fra Kolossenserbrevet viser, at de kristne sang, fordi de havde noget at synge om. Sangen kom fra hjertet, der måtte udtrykke sin taknemmelighed til Gud netop i sang.
Villy Klit-Johansen, 24. juli 2024