Overvejelse over dåbsritualet
Den siddende dåbskommissiion skal “overveje evt. behov for – og i givet fald komme med forslag til – supplerende bibelske tekstlæsninger (ud over de to nugældende), særligt til brug i forbindelse med dåb af unge og voksne, men også til dåb af børn. Herudover skal kommissionen vurdere, om de foreslåede læsninger skal være alternative eller supplerende til de allerede autoriserede tekster.”
Denne formulering synes at forudsætte, at man efter forgodtbefindende kan inkorporere forskellige bibeltekster i dåbsritualet. Men det er en farlig vej at betræde. Farlig, fordi dåben ikke bliver sakramente (frelsesmiddel) i kraft af nok så gode bibeltekster. Genfødelsens bad ved Den Helligånd bliver dåben kun i kraft af Herrens indstiftelse. Og farlig at betræde er den vej, også fordi formuleringen i kommissioriet meget let leder til den opfattelse, at der er to slags dåb, en for børn og en anden for voksne. Men der er kun én dåb, for der er kun en vej til frelse, nemlig troen på og bekendelsen til Jesus som Kristus og Guds Søn. Netop den tro og den bekendelse, som Herren selv giver os i dåben. Lad det allerede være sagt, at det er det afgørende argument for, at vi skal ét og kun ét dåbsritual.
Er Luthers ritual 1526 et gennemtænkt barnedåbsritual?
Jeg må først slå fast, at Thodbergs bog “Dåben og dåbsritualets historie”, Forlaget Fønix 2017, ikke er til at komme uden om, når dåbsritualet skal diskuteres. Bogen er en frugt af årtiers arbejde i universitetssammenhæng med dette vigtige emne.
Det er meget fortjenstfuldt, at Thodberg lagde vægt på, at udgangspunktet i dansk sammenhæng er Luthers dåbsritual af 1526. Hans analyse af udviklingen fra reformationen op til vore dage fører til denne konklusion: “Højdepunktet i udvandingen af det lutherske dåbsritual (nåedes) i og med Peder Madsens 1912-ritual.” (s. 207). Da det nyeste autoriserede ritual af 1992 stort set er identisk med 1912-ritualet, gælder Thodbergs vurdering også 1992. Det store lyspunkt i historien er for Thodberg som for undertegnede Grundtvigs store og originale arbejde med dåben med udgangspunkt i hans “mageløse opdagelse”.
Thodbergs bog er god at få forstand af. Alligevel er der et og andet i bogen, som der kan sættes spørgsmålstegn ved. Er det for eksempel rigtigt, når Thodberg hævder, at “Det enestående ved Luthers dåbsritual var, at det var et gennemtænkt barnedåbsritual”? Det vil jeg forsøge at vise, ikke er tilfældet. Ikke at Thodberg i og for sig lægger op til, at der er to slags dåb, men der er alligevel noget i hans fremstilling, der trækker i den retning. Jeg tænker netop på den påstand, at Luthers ritual er et barnedåbsritual, og på det forslag til indledende bøn, som Thodberg præsenterer i bogen.
I Luthers ritual tales der ganske vist flere steder om “barnet”:
(Jeg citerer fra Die Bekenntnisschriften der Evangelisch-lutherischen Kirche, Göttingen, Vandenhoeck und Rupricht 1967). (Min oversættelse).
- Så skal præsten lægge sine hænder på barnets (tysk: Kinds) hoved og bede Fadervor.” (s. 540)
- Derefter skal man føre barnet (das Kindlin) til dåben.” (s. 540).
- “Dernæst lader præsten barnet (Das Kind) forsage Djævelen ved dets faddere (seine Paten)” (s. 540).
- “Så tager han barnet og dypper det i dåben.” (s. 540).
- “Så skal fadderne holde barnet i dåben, og præsten siger … “Den almægtige Gud og Vor Herres Jesu Kristi Fader …”” (s. 541).
Som sagt tales der faktisk om “barnet”. Men det betyder ikke, at Luthers ritual er et særligt barnedåbsritual. Omtalen af barnet afspejler blot den kendsgerning, at dåb på Luthers tid af forskellige grunde normalt var barnedåb. Man bør lægge mærke til, at omtalen af “barnet” udelukkende forekommer i regi-bemærkningerne (foruden en enkelt gang i fortalen), ikke i selve ritualet.
Ritualet er i sig selv ganske tydeligt en døbeformel, der kan bruges, og er tænkt anvendt, både ved dåb af børn og af voksne. Nogle træk, der viser dette:
- “O almægtige, evige Gud, Vor Herres Jesu Kristi Fader, jeg anråber dig over denne din tjener N., der beder om din dåbs gave …” (s. 538).
- Efter henvisningen til Jesu løfte, “bed, så skal I få o.s.v.): “så ræk nu det gode (das Gut) til den, der beder …” (s. 538).
- I “syndflodsbønnen: “vi beder dig ved samme din grundløse barmhjertighed, at du vil se i nåde til denne N og saliggøre ham med en ret tro i Ånden …” (s. 539).
- Tilspørgslen med forsagelsen og troen: “Forsager du Djævelen?… JA. Tror du på Gud …? JA (s. 540).
- “Vil du døbes?” JA. (s. 540).
Som det fremgår, er der intet i selve ritualet, der antyder, at det skulle være et særligt barnedåbsritual. Den, der døbes, er en, der beder. Dåbskanditaden er en, som Gud kan give troen. Og han/hun er en, der personligt bliver spurgt om forsagelsen og troen. Det er ganske enkelt et dåbsritual. Der er i princippet ingen forskel på, om Gud i dåben opretter sin nådepagt med at barn eller en voksen, eller for den sags skyld med en mentalt retarderet.
Det betyder selvfølgelig, at tro er noget andet, end hvad man i vore dage sædvanlig forstår ved tro. I dag kan man ikke tænke tro uden subjektiv bevidsthed og evne til at beslutte og træffe afgørelse, men det var ikke sådan, apostlene og især Jesus talte om tro. Luther og Grundtvig tænkte heller ikke i den forstand “moderne” om troen.
Problemet i det nuværende dåbsritual er ikke, at det er for svært at forstå. Problemet er ikke engang af en slags, der kan afhjælpes ved indførelse af andre (evt. valgfrie) bibeltekster i dåbsritualet, som der lægges op til i dåbskommissionens kommissorium. Nej, problemet er, at det er kommet for langt bort fra udgangspunktet.
Christian Thodberg udtrykker i den omtalte bog forståelse for baptisternes påstande om folkekirkens “dåbsmagi”. (s. 209). Her kan der tænkes på flere af de ændringer i dåbsritualet, der er indført i tidens løb efter reformationen. Jeg bemærker den markante forskel på de indledende bønner i henholdsvis Luthers ritual og Peder Madsens bøn i det gældende ritual. Men mange andre tilsyneladende små ændringer, der er indført, trækker i samme uheldige retning.
Nu må tiden være inde til en “restituering af det gamle ritual til brug i vores tid”, mener Thodberg (s. 221-222). Dette ønske kan jeg tilslutte mig.
Som man vil kunne forstå, er jeg dog ikke enig med Thodberg i et og alt, f.eks. er det svært at forstå, at han ud fra sin (fejl)tolkning af Luthers ritual i sit forslag til indledende bøn gør dåben til et decideret barnedåbsritual.
Til gengæld bør det i høj grad påskønnes, at Thodberg havde et klart blik for, at indledningen til Luthers ritual er bøn. Det er en meget vigtig erkendelse med vide parspektiver. Indledningen kalder han med tilslutning til Richard Fangel “Bønnens forgård”. (Præsteforeningens Blad 1960/6-7, Thodberg s. 106). Ved formulering af en indledende bøn bør man dog være opmærksom på, at den er en del af dåbsritualet, og derfor skal den stemme med det, der er kernen i dåben.
Det samme gælder selvfølgelig de bibeltekster, der indgår i ritualet. De skal ikke forstyrre billedet, men understøtte ritualets kerne, som udelukker tanken om to slags dåb, en slags for børn og en anden for voksne. Ritualets indledning er ikke stedet til at lufte sin dåbsteologi, det er et sted til bøn.
Villy Klit-Johansen, 4. juni 2024