Folk fra Norge og Sverige lægger mærke til, at vi i Danmark har en særlig brug af begrebet dåbspagten. Hvor man i de andre nordiske kirker taler om dåben, taler vi i Danmark almindeligvis om dåbspagten. Det er Grundtvigs indsats, der er årsagen til denne forskel.
Grundtvig kritiserede ofte “lutherdommen”. Lidt forenklet kan man sige, at det er forskellen mellem skriftstedsmatematik og det levende ord, mellem død dogmatik og liv. For Grundtvig var dåbspagten grundlaget for den kristne lære, og det betyder, at den kristne lære er fyldt med liv, for dåbspagten er i denne forbindelse ikke uden videre lig med trosbekendelsen! Det er som dåbspagtens ord, at trosbekendelsen er grundlag for den kristne lære.
Så kan der ikke være tale om, at vi bygger på døde læresætninger. Kristendom er liv, ikke et tankesystem, man bare skal lære udenad.
Lad det i al fredsommelighed være sagt, at Grundtvigs forståelse af dåbspagten er mere i overensstemmelse med Ny Testamente og Luther end mangt og meget i lutherdommen efter Luther.
Grundtvig kunne aldrig blive træt af at skrive om dåbspagten, eller dåbs-pagten, som han skrev. Han havde det med at sætte bindestreg i sammensatte navneord. I det her tilfælde betyder det, at dåben er en pagt. Den måde at udtrykke sig på stammer blandt andet fra 1. Peters Brev 3,21. Jeg citerer efter Frederik den Sjettes Nye Testamente 1822: “… Daaben, hvilken ikke er en renselse fra Kiødets Ureenhed, men en god Samvittigheds Pagt med Gud ved Jesu Christi Opstandelse.” Denne oversættelse går igen tilbage til Luthers bibeloversættelse, og den er ført videre i de autoriserede oversættelser indtil 1992. Men det er ikke et enkelt skriftsted, Grundtvig går ud fra; det er et helhedssyn, et grundlæggende historisk syn på, hvad dåben er.
Som Grundtvig efter den mageløse opdagelse kom til at se det, er dåben og dåbspagten ikke to ting, ikke engang to ting, der hører sammen. De er én ting. Dåben er en pagt, og dåbspagten er dåben.
Vi kunne slå ned på et utal af Grundtvig-tekster, der dokumenterer denne påstand. Vi vælger et meget karakteristisk og meget klart digt fra “Sangværk til den Danske Kirke”. Det hedder slet og ret “Daabs-Pagten”. Jeg har sat det ind til sidst i opslaget.
Det falder straks i øjnene, at det overordnede begreb netop er “Dåbs-pagten”. Ordet “dåb” er indlejret i og underordnet begrebet “dåbs-pagten”.
Dåbspagtens stiftelse begynder (1. strofe) med “himmeldybe (!) alvors-tanker”. Det er spørgsmålet om forsagelsen af djævelen. Men der er netop ikke tale om en dyster alvor. Det ses af ordet “himmel-dybe”, der bryder med sprogets logik. Normalt ville det hedde “himmelhøje” eller “helvedesdybe”. Dåbspagtens alvorstanker kan aldrig være uden glimt af himmelsk munterhed.
Der er en nærmest ubegribelig rigdom samlet i dette korte digt. Guds riges dør åbner sig for enhver barnesjæl, der banker på. Tanken om, at den, der kommer til dåben, banker på Guds riges dør, stammer fra den bøn, Luther indleder dåben med i ritualet af 1526. Bønnen stod stadig i ritualet på Grundtvigs tid.
En barnesjæl er ikke nødvendigvis et spædbarn. Det er et menneske, der ved med sig selv, at ingen kommer ind i Guds rige, hvis han ikke tager imod det som et lille barn. Det vil sige som en, der intet kan gøre til det selv; han eller hun må modtage det som en ren og skær gave. Det er den eneste mulighed for at komme ind i Guds rige.(“Barneevangeliet” fra Markusevangeliet 10,13-16 står stadig i dåbsritualet).
Alle mennesker er ved Helligånden kaldet (indbudt) til Jesu dåb, der rummer “nådens trøst og livets håb”. Det er nærmest ensbetydende med syndernes forladelse og et levende håb, der lyser som en stjerne over vejen frem. Dåb rimer på håb! Dette er vel at mærke ikke døde læresætninger, men det er LIV.
Ved dåben spørger Vorherre, det vil sige Vor Herre Jesus, nemlig selv med forsagelsens og troens ord, “forsager du…?”, “tror du…?” Når du blot svarer JA, bliver du født påny til evigt liv “af vand og Ånd i Jesu dåb”.
Det hedder “du”, for dåbspagten er et personligt forhold til Gud. Det er så stort, at det næsten sprænger sproget. Sprogets største, bedste og mest gådefulde ord hober sig op, når dåbspagtens herlighed skal udtrykkes: Guds rige, nådens trøst, livets håb, sandhed, evigt liv, genfødes, herlighedens visse håb. Mindre kan ikke gøre det, for intet mindre end dét kan opfylde hjertets trang og længsel, som er nedlagt i det fra skaberens hånd og Ånd. Og tag ikke fejl! Det er vel gennemtænkt. Det hele hænger særdeles godt sammen. Men en indgående analyse skal ikke foretages her.
4. strofe handler om, at dåben er en genfødelse til ET LIV i dåbspagten. Det vil sige et liv med Vor Herre Jesus. Et liv, det varer fra vi bliver døbt, til vi sætter træskoene. Og så slutter det altså alligevel ikke med døden! “Thi evigt liv med Kristi sind / du æder og du drikker ind” ved Herrens bord.
Skal vi lige have med, at Grundtvig skriver: “Når UDEN SKRØMT du svarer ja”? Dette i 3. strofe og hele 5. strofe skriver han ikke mindst, fordi dåben var blevet en borgerpligt. Forældre var under trussel om straf blevet tvunget til at lade deres børn døbe. Grundtvig skrev digtet blot elleve år efer religionsfrihedens indførelse med Grundloven af 1849. Det er klart, at tvangen havde medført et hykleri uden lige. Grundtvig var religionsfrihedens mand. Han var restløst den åndelige friheds mand. Når han skriver “uden skrømt” er det den omsorgsfulde sjælesørger, der taler. Det korresponderer med 5. strofe, der handler om den situation, at der svares ja på skrømt.
“UDEN SKRØMT” er altså historisk betinget, men det er klart, at den del af digtet også har bud til os i dag. Vi lever jo i en folkekirke, som er en forlængelse af enevældens statskirke. Alvoren er ikke nødvendigvis Folkekirkens stærkeste side, heller ikke når det gælder administrationen af dåben.
Ikke mere i denne omgang. Her kommer digtet, som vi præster i virkeligheden burde lære udenad. Selv får jeg det nu nok ikke gjort, men det lønner sig i det mindste at læse det langsomt og gentagne gange. Retskrivningen har jeg moderniseret; tegnsætningen er som i Sangværk:
Dåbs-pagten, 1862. Sangværk bind 5, nr. 170
1
Guds riges dør sig åbne skal
for hver en barnesjæl, som banker,
men dog Vorherre med sit kald
har himmeldybe alvors-tanker,
han spørger brat med hellig hu,
forsager og undsiger du
min avindsmand, som fræk og kåd,
dig friste vil med råd og dåd?
2
Dernæst han spørger: Tror du,
i navnet mit det velbekendte,
mit Jesus-navn, med ærlig hu
på Faderen, som mig udsendte,
på verdens skaber, enegud,
fra hvem min Sandheds-Ånd går ud,
og kalder alle til min dåb
med nådens trøst og livets håb?
3
Når uden skrømt du svarer ja,
du er af sandhed, du til livet,
til evigt liv genfødes da,
som det i Jesu navn er givet,
af vand og Ånd i Jesu dåb,
med herlighedens visse håb;
så frit som Guds enbårne Søn
du bede kan Vorherres bøn!
4
Og bliver barnligheden stor,
med Ånd og visdom af Guds nåde,
da stedes du til Herrens bord,
hvor selv sig løser livets gåde;
thi evigt liv med Kristi sind
du æder og du drikker ind
med guddoms-ordet: tager frit
alt hvad jeg har i legem mit!
5
Men svares ja der kun på skrømt
ved Herrens dåb, som en forræder
sig hykleren da selv har dømt,
sin dom ved Herrens bord han æder,
som Judas fin og falsk i sind
grund-løgneren han lukker ind,
Iskariot han følger med
fra Herrens Åsyn til sit sted!
Villy Klit-Johansen 10. marts 2024