– den indledende bøn og tekstlæsning i dåbsritualet
Siden 1912 har Peder Madsens bøn og “dåbsbefalingen” fra Matt. 28,18b-20 stået i dåbsritualets indledning. Kender man ikke ritualets historie, kunne man tro, at det altid har været sådan, og det er svært at forestille sig, at det kan være anderledes. Men det har været anderledes – og bedre. Den nuværende indledning leder tilhørernes tanker i en bestemt retning. Og desværre i en retning, der fører bort fra det, som dåben er, nemlig en pagt.
Jo mere man fordyber sig i Luthers dåbsritual af 1526, jo mere klart bliver det, i hvilken grad “lutheranerne” har omtolket dåben. Jeg bruger ordet “lutheranerne” i den betydning, Grundtvig giver det i digtet Lutheranerne i Sang-værk bd. 5 nr. 316“. Hvad han kritiserer i digtet, er det, som det lutherske skriftprincip historisk udartede til hos rationalisterne, men også hos statskirkens luthersk-ortodokse og pietister. Problemet er, at deres skriftsyn gjorde dem mere eller mindre døve for Herrens levende ord i dåben. Livets ord.
Luther holdt fast i, at dåben er en pagt. Det er ikke lykkedes “lutheranerne” fuldstændig at fjerne denne virkelighed fra ritualet. Selve pagtens ord står der i det mindste endnu, og det kan vi takke Grundtvig for, men “lutheranerne”, er nået ganske langt med deres nedbrydning af dåbsritualet. Baggrunden herfor er, vil jeg påstå, en form for statskirkeligt magtstræb.
Man forsøgte, og forsøger stadig, at bevare illusionen om enevældens kristne enhedskultur og dermed statskirkens magt over sjælene. Bestræbelsen synes at gå ud på at bevare så mange som muligt som medlemmer af Folkekirken. Derfor er “dåbsbefalingen” som noget nyt indført i dåbsritualet. Den er sat i spidsen som en anden sergent-kommando til præsterne og alle, der hører den. Og fra den henter præsterne rask væk hele dåbens betydning, som så skal være et løfte om, at Herren er med os alle dage. Men dåben adskilt fra pagten er ikke den dåb, Kristus indstiftede. Fokus burde i stedet være på det centralt kristelige: At vi i dåben bliver født til et nyt liv i pagt med Vor Herre og Frelser, Jesus.
Luther var fuldt bevidst om, hvad dåben er. Indledningen i 1912-ritualet erstattede de to bønner i Luthers ritual, bede-banke-bønnen og syndflodsbønnen. Syndflodsbønnen er bygget over ordene i 1. Petersbrev 3,20b-21: “… i [Noas ark] blev nogle få, nemlig otte sjæle, frelst gennem vand. Det vand er et billede på den dåb, der nu frelser jer; ikke en fjernelse af legemets snavs, men en god samvittigheds pagt med Gud, ved Jesu opstandelse.”
Ordet pagt i Petersbrev-stedet er ikke det ord, vi kender fra de velkendte udtryk “den gamle pagt” og “den nye pagt”. I den sammenhæng er det det græske ord, diatækæ, der er oversat med “pagt”. I 1. Pet. er det et andet græsk/latinsk begreb, der er på færde, og det er ret interessant. I den græske tekst står ordet eperåtema. Det svarer nøje til det latinske interrogatio. Peter virkede som bekendt i Rom, der er kendt for sin udviklede juridiske tradition. Så det er ikke så mærkeligt, at han tyer til denne sprogbrug for at gøre sine læsere begribeligt, hvad dåben er. Interrogatio/eperåtema er netop en teknisk term fra juraens område. Jeg citerer den store Jensen og Goldschmidt latin-dansk ordbog: “i det juridiske sprog om en gennem spørgsmål opnået forpligtelse, heraf = kontrakt”. Altså: en person bliver spurgt, og svarer personen ja, er det en bindende aftale.
Da Luther sad på Wartburg og oversatte Ny Testamente til tysk, valgte han at oversætte med ordet Bund, hvilket er gået videre i de danske bibeloversættelser med ordet pagt. I nyere tyske oversættelser er det ændret til “bøn” (wir bitten), i den engelske King James sågar “answer”, svar. I den svenske, jeg er i besiddelse af, står der: “”utan betyder, att man anropar Gud om ett gott samvete …” Man oversætter altså i vore lutherske nabokirker og i England med enten “bøn” eller “svar”.
Men der er ingen tvivl om, at Luther havde ret i at oversætte med Bund/pagt. Og igen må vi takke Grundtvigs indflydelse for, at de danske bibeloversættelser indtil nu står fast på denne oversættelse. Han var åndsbeslægtet med den tyske reformator. Den ikke-grundtvigske professor Peder Madsen, der som sagt har forfattet den nuværende indledende bøn, plæderer i sin posthumt udgivne dogmatik, Den kristelige Troslære, Gads Forlag 1912-1913, ikke overraskende for oversættelsen “en henvendelse til Gud om en god samvittighed.” (s. 612-613). Men det er heldigvis ikke slået igennem i de senere oversættelser af Ny Testamente.
Det bør i parentes bemærkes, at når Luther indleder dåbsritualet med en bøn, bygget over 1. Pet. 3,20b-21, betyder det ikke, at dåbens ritual er formet ud fra dette eller andre steder i Ny Testamente, for dåben er som bekendt ældre end Ny Testamente, men 1. Peter-stedet er et af talrige steder i NT, hvor det skinner igennem, hvad dåben er.
Man kunne nævne dåben af den etiopiske hofmand i Apostlenes Gerninger 8,37-38. Filip har på etiopierens anmodning udlagt et sted fra Ejasas for ham; det handler om Jesus. Ud fra Esajas forkynder Filip evangeliet om Jesus for ham, og etiopieren spørger, om der er noget til hinder for, at han kan blive døbt. Og så kommer det:
Spørgsmål: “Tror du af hele dit hjerte, kan det ske”.
Svar: “Jeg tror, at Jesus Kristus er Guds søn.”
Det er dåbspagten. Og på den blev etiopieren straks døbt.
Om spørgsmålet går på troen på Jesus Kristus, Guds Søn eller på den treenige Gud som i den apostolske trosbekendelse er ikke afgørende. Det afgørende er, at dåben er en pagt. Dåben er en pagt, der skænker os en god samvittighed ved troen på frelseren, Jesus Kristus. Dåben er troens forhold til Kristus.
“Lutheranerne” havde, som sagt, deres dagsorden med den omtolkning af dåben, som Peder Madsens bøn og indførelsen af missionsbefalingen, som ordene i Mattæusevangeliets slutning rettelig bør kaldes, i dåbsritualet er udtryk for. I dagens Folkekirke forsvares nydannelserne i 1912, så vidt det kan konstateres, mest ihærdigt af tidehvervske og indremissionske præster og teologer. De overser vist, at Peder Madsens bøn er meget tidsbestemt, i virkeligheden mere bestemt af tiden dengang end af dåben, og det kan ikke nægtes, at den betegner et skred bort fra det klassiske dåbsritual.
Hvad missionsbefalingen angår, hører den slet ikke hjemme i dåbsritualet. Dens betydning for forståelsen af dåben er snarere, at den er et vidnesbyrd om, at der så tidligt som på Mattæusevangeliets affattelsestid er blevet døbt på et JA til troen på den treenige Gud. Christian Thodberg gjorde ret i at flytte missionsbefalingen hen i faddertiltalen til sidst i sit forslag til dåbsritual i betænkning nr. 973 af 1983.
Vi kan nok ikke genindføre Luthers “syndflodsbøn”. Men vi kan forsyne dåbsritualet med en bøn, der flugter bedre med Luthers bøn og med selve dåben. Og så kan vi udskifte missionsbefalingen med ordene fra 1. Petersbrev og på den måde genoptage pagtsmotivet fra Luthers bøn. Det kunne lyde sådan: “Således står der skrevet hos apostelen Peter: ‘I [Noas ark] blev nogle få, nemlig otte sjæle, frelst gennem vand. Det vand er et billede på den dåb, der nu frelser jer; ikke en fjernelse af legemets snavs, men en god samvittigheds pagt med Gud, ved Jesu opstandelse.'”
Ellers kunne vi på dette sted i ritualet læse beretningen om Jesu dåb, enten i Mattæus´ eller i Markus´ version.
Villy Klit-Johansen, 11. februar 2024