Frederiksberg Provsti har siden 2015 arbejdet med dåben og dåbsritualet. På et tidspunkt blev der nedsat en arbejdsgruppe, der skulle formulere et forslag til nyt dåbsritual. Det er det, der er offentliggjort på provstiets hjemmeside, og som med biskoppens tilladelse kan bruges i provstiets kirker. “Frederiksbergritualet” kan læses her: https://folkekirken-frederiksberg.dk/page/875/frederiksberg-ritualet.
Især det at der er givet biskoppelige tilladelse og så den omstændighed, at biskopperne har anmodet Kirkeministeriet om, at der nedsættes en dåbskommission gør det nødvendigt, at vi for kirkens skyld tager stilling til dette dåbsritual. Der er virkelig nok at tage fat på. Jeg håber, at mange vil deltage i arbejdet.
Provst Kirsten Jørgensen, Frederiksberg skriver i “Præsten” 2023 #16, s. 308, at de særlig har været optaget af: “Et ønske om at lade teologiens og traditionens ord mødes af det moderne menneskes erfaring og forventning i forhold til dåb, tro og kirke.” Det er i det mindste al ære værd at være optaget af “det moderne menneskes” erfaring og forventning, forstået som de folkelige religiøse forestillinger. Hvis det altså skal forstås sådan. Meningen med begrebet folkekirke er for mig at se netop, at kirken bør være et mødested mellem den folkelige religiøsitet (læs: mennesker af alle slags) og den kristne forkyndelse og dåb.
På hjemmesiden står der i introduktionen til ritualet i forlængelse heraf: “Hvordan fører vi traditionen videre og fornyr den, så den svarer på nutidens spørgsmål og forbliver en levende del af samfund og kultur.” Her begynder det at blive problematisk, for skal et dåbsritual virkelig svare på nutidens spørgsmål? Det kan jo være, at nutidens spørgsmål er helt forkerte. Det er dog bedre, for ikke at sige, at det er kristeligt set nødvendigt at lade dåben være, hvad den er. Dåben er ikke “vores”, så vi kan lave den om efter tidens spørgsmål. I dåben er det tværtimod Gud, der spørger, og mennesket, der svarer: “Forsager du Djævelen … Tror du på Gud …? Hvis man ønsker at blive døbt, svares der “Ja”.
Det næste, der falder i øjnene, er, at dåbsliturgien er opdelt i to: 1. For hele menigheden og 2. Ved døbefonten. I første del står til indledning den velkendte lovprisning fra 1. Petersbrev: Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader o.s.v. Derefter kommer der en række dåbstaler, en række bønner og en række skriftlæsninger. Jeg vil mene, at det er uheldigt at gøre dåbstaler og forskellige bibeltekster, valgt af præsten eller dåbsforældrene, til en del af dåbsliturgien. Det giver alt for meget rum for præsters mere eller mindre velbegrundede private meninger. Sådan noget bør ikke blandes ind i dåben. Lad dog dåben stå alene! Den står stærkt.
Generelt er det sigende, at bestemte ord er meget hyppigt forekommende i de foreslåede dåbstaler, ligesom også i forslagene til indledende bøn og i faddertiltalerne. Det er ordene fællesskab, kærlighed og velsignelse og de dermed beslægtede udsagnsord. Det må antages, at det er de begreber, de gode frederiksbergske præster mener skal til for at “møde det moderne menneskes erfaring og forventning”. Denne tendens dominerer i en grad, så dåben selv, som vi har modtaget den fra fædrene, blegner noget. Disse ord formodes åbenbart at klinge bedre i “det moderne menneskes” øren end forsagelse af Djævelen, genfødelse ved vand og Helligånden, syndernes forladelse og det evige liv og den slags.
——————–
Nu en kommentar til en af de anførte dåbstaler. Det er den, der er beregnet til dåb af børn. Talen lyder sådan:
“Vi døber vores børn i Faderens navn,
i taknemmelighed over livets gave.
Vi døber vores børn i Jesu navn,
fordi nåden og tilgivelsen gælder dem.
Vi døber vores børn i Helligåndens navn,
for at de skal få kræfter til at leve
og vide, at de aldrig bliver forladt.”
Bortset fra, at perspektivet er udelukkende dennesidigt, hvilket kan kritiseres, så går det galt med treenigheden. Man skal være meget omhyggelig med formuleringerne i en dåbsliturgi. Problemet i denne tale er, at der lægges op til, at vi døber i tre navne. Men så kan det jo forstås som triteisme (treguderi). Den bibeltekst, der må antages at ligge bagved talen, er Mattæus 28,16-20, kaldet missionsbefalingen. Her står ordene: “idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.” Det er vigtigt for forståelsen af stedet, at ordet “navn” er ental. (græsk: eis to onoma, latin in nomine). Vi døber (forhåbentlig) ikke til tre navne, men til det ene navn, som er Guds navn, Faderen og Sønnen og Helligånden. Ét navn, én Gud. Sådan oversatte Luther det: “Ich taufe dich im Namen des Vaters und des Sohns und des heiligen Geistes.” Og sådan har man altid forstået det i Danmark. Det var lettere at se i ældre oversættelser, der fulgte den græske grundtekst mere nøje. Se f. eks. Frederik den Sjettes Nye Testamente: ”… og døber dem i Navnet Faderens, og Sønnens, og den Hellig Aands.” “Navnet” i ental bestemt form. Formuleringen i den frederiksbergske dåbstale skyldes sikkert skødesløshed eller uopmærksomhed, vil jeg tro. Derfor er det godt, at Frederiksbergritualet bliver lagt ud til offentlig debat. Tak for det!
Vi går videre til skriftlæsningerne.
Først anføres Mattæus 28,18-20. Det er den eneste skriftlæsning, som frederiksbergerne mener, bør autoriseres. Det er meget påfaldende, eftersom denne tekst først er kommet ind i dåbsritualet med biskop Balles ritual af 1783. Og det endda kun i form af en kort citering i Balles lange indledning, der er en sammenkædning af en lang række skriftsteder. Balle skriver: “… da han befalede sine Disciple: Gaaer hen, og lærer alle Folk, og døber dem i Navnet Faderens, og Sønnens, og den Hellig Aands.” Kun dette citerer Balle fra Matt. 28,18-20, og det er som sagt en nyhed, at denne tekst overhovedet optræder i dåbsritualet. Teksten er da heller ikke nogen vigtig tekst til forståelse af dåben. Den danner afslutning på Mattæusevangeliet og handler om evangeliets verdensperspektiv. Apostlene (kirken) bliver sendt med evangeliet til alle folkeslag. Det er en farlig mission, der vil koste mange kristne livet. Den trøst, som Herren giver dem, er, at Han selv vil være med dem alle dage indtil verdens ende. Det er ikke en central dåbstekst, men en missionsbefaling. Derfor bør den ikke tildeles den position i dåben, som der lægges op til i Frederiksbergritualet.
Der bør ikke være så mange tekstlæsninger i dåbsritualet, heller ikke valgfrie. Så kan de være så gode, de være vil. De hører hjemme i prædiken og undervisning. Sagen er jo den, at dåben er ældre end Ny Testamente. Jeg mener, vi bør skelne mellem dåben, som Vor Herre har indstiftet den, og så på den anden side apostlenes teologiske undervisning og forkyndelse. De to ting hører sammen i menighedens liv, men de bør ikke blandes sammen. Vi behøver strengt taget ikke skriftstykker i dåbsritualet, for det er ikke skriftstykkerne, der gør dåben til dåb. Biskop Balle indledte i sit ritual 1783 dåben med en hel dogmatik efter loci-metoden. Det er ikke efterlignelsesværdigt.
Det er ikke sådan: Dåben er som bekendt ikke vandet alene, men vandet og Guds ord. Vandet giver sig selv, når der er dåb, men man skal ikke mene, at så kan vi efter teologisk eller privat behag fylde bibeltekster og andet godt ind i ritualet. Det er sandt, at dåben ikke bare er vand, den er vandet og ordet. Men hvilke ord? Det er et afgørende spørgsmål: Hvilke ord er dåbens ord? Svaret er, at det er de ord, der er talt af Herren selv i dåbens situation. Og dermed mener jeg ikke de ord, der i vores ritual indledes med: “Således taler Vor Herre Jesus Kristus”. Det er nemlig ikke den heldigste formulering, for det, der så følger efter, er ord, som han engang talte til nogle bestemte mennesker. Nej, vi skal lytte nøje efter de ord, som Herren taler personligt til den, der døbes. Det er ordene:
1. “Forsager du Djævelen og alle hans gerninger … Tror du på Gud Fader …”
2. “Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.”
3. Fadervor, som tales og dermed gives til den, der døbes.
4. Herrens egen velsignelse: “Fred være med dig.”
Det er alt sammen personlig tiltale. Det er de ord, hvormed Herren Jesus slutter sin pagt med et menneske, forener sig med et menneske, så alt det, der er hans, bliver det menneskes. At det er tiltale til den, der døbes, gælder også Fadervor, selv om der ikke grammatisk bruges 2. person til den, der døbes. Bønnen er selvfølgelig formelt rettet til Gud. Men i dåben er Fadervor at forstå som Herrens ord, som han selv overdrager til den, der døbes. Derved inddrages den døbte i Jesu eget barneforhold til hans himmelske Fader.
I Luthers ritual og i det danske indtil 1912 er der en tæt sammenhæng mellem børneevangeliet og Fadervor. Det kan ingen nægte. Børneevangeliet slutter jo: “og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.” Luther fortsætter direkte med Fadervor uden nogen snak. “Så skal præsten lægge sin hånd på barnets hoved og bede Fadervor, mens fadderne knæler ned.” Fadervor er klart forstået som et velsignelsesord, altså et ord talt af Herren selv til den, der døbes. Fadervor er en bøn, menneskets anråbelse af Gud, men i dåben er den først Herrens levende ord. Altså i Luthers ritual og indtil den hovedløse ændring af Folkekirkens ritual i 1912, der så sørgeligt marginaliserede Fadervor.
For Grundtvig var denne sammenhæng en selvfølgelighed. Det kan man se utallige steder i hans skrifter. Tænk for eksempel på “Sov sødt, barnlille”, v. 4: “et ord af Guds Søn er blevet til bøn.” Med “Et ord af Guds Søn” menes der ikke, at bønnen som bekendt stammer fra Jesus, men at den skal forstås som Herrens levende ord i dåben. I v. 3 har Grundtvig endda lige kaldt Fadervor “det lille Guds ord”.
Dåben er vandet sammen med Herrens levende ord, personlig talt til den, der døbes, og troen, der stoler på ordet. Med andre ord: Dåben er dåbspagten.
Det er kort udtrykt den grundtvigske “dåbspagtsteologi”. Vi skylder at takke Grundtvig for denne mageløse opdagelse (netop ikke opfindelse!). De fire nævnte “ord” er sammen med vandøsningen dåbens kerne. Eller med andre ord: Det er selve dåben.
Derfor må jeg mene, at to tekstlæsninger i dåbsritualet er nok. Det skal så være centrale tekster, og de skal ikke kunne udskiftes med andre, for det vil bringe forvirring ind i dåben og i folks hoveder. Det næste forslag i rækken, Markus 1,9-11, Jesu dåb ved Johannes Døber, er en langt mere central dåbstekst. Den – sammen med børneevangeliet, Markus 10,13-16, så er meningen klar!
Jesu dåb ved Johannes Døber, enten fra Markus eller måske bedre fra Mattæus 3,13-17, holder jeg på, fordi de to store af vore fædre, Luther og Grundtvig, betragtede denne begivenhed som den kristne dåbs indstiftelse, og der findes mig bekendt ikke nogen anden begivenhed i evangelierne, der kommer nærmere på at fortjene denne betegnelse.
Hvad børneevangeliet angår, kan det ikke undværes. Det har stået i dåbsritualet siden oldtiden. Når vi absolut bør beholde det, er det fordi dåben i selve dåbsritualet er forstået som et trosforhold til Gud, og i børneevangeliet gør Jesus det netop klart, hvad troen er. “Som et lille barn” betyder at tage imod gaven uden at kunne gøre sig fortjent til den. Det er en vigtig pointe, der også er det bedste forsvar for barnedåben. Den tekst kan dårligt undværes i dåben.
De to omtalte tekster er centrale tekster omkring dåben. Også børneevangeliet, selv om det ikke bogstaveligt handler om dåben.
Flere af de foreslåede tekster er velegnede som udgangspunkt for prædikener ved dåbsgudstjenester. Tag dem ud af ritualet og bring dem som forslag til prædiketekster andetsteds! Og hvorfor så ikke medtage så væsentlige tekster som 1. Petersbrev 3,20b-21 om dåben som en pagt og Apostlenes Gerninger 8,35b-39 om den etiopiske hofmands dåb. Manden kan blive døbt, da han adspurgt af Filip om troen, svarer: “Jeg tror, at Jesus Kristus er Guds Søn.” Det er også en tekst om dåben som pagt.
———————-
Så kommer vi til det, der er selve dåben. Eller skulle være det, for i Frederiksbergritualet sker der et alvorligt brud med traditionen. Forsagelsen og trosbekendelsen er i dette ritual ikke Herrens levende ord til den, der skal døbes. De er i stedet lagt i menighedens mund. Begrundelsen er, som provst Kirsten Jørgensen skriver i “Præsten”: “Mindre fokus på dåben som individets handling og større fokus på, at vi døbes ind i kirkens fællesskab.” (Der var det igen, fællesskabet). Man har i tidens løb hørt forskellige begrundelser for ønsket om at tage troens ord ud af Herrens mund og lægge det i menneskers mund. Ingen af dem er overbevisende, heller ikke provstens.
Det er indlysende, at et menneske ved dåben bliver et lem på Kristi legeme. Men det er da den enkelte, der bliver det, og det sker ved, at Kristus slutter sin pagt med det enkelte menneske personligt og skænker det troen og håbet og kærligheden som gave i absolut forstand, lige til at tage imod med JA-svaret. Dermed bliver den døbte et lem på Kristi legeme. Dåben har aldrig været “individets handling”. Den er Kristi handling. At han unægtelig har betroet sin menighed den opgave at lægge mund og hånd til, gør provstens modstilling af “individet” og “kirkens fællesskab” uforståelig. Dåben finder i princippet sted i menigheden også ved hjemmedåb.
Så længe der findes grundtvigianere, vil der blive strid, når nogen forsøger at få troens ord flyttet fra Herrens mund til menneskers. Som om det, der står i dåbspagtens ord, er noget, vi med vores fornuft eller viljesbeslutning eller hede følelser er i stand til at stå inde for, bare vi er mange nok om det! Nej, lad Kristus selv stå inde for de store ord i dåbspagten! De er hans ord, som vi kan leve på og vokse i.
Frederiksbergritualet har ikke udeladt tilspørgslen, men beholder den i kort form:
“NN: Tror du, sådan som vi sammen har bekendt, på Gud Fader? – Ja
Tror du på Jesus Kristus? – Ja
Tror du på Helligånden? – Ja
Vil du døbes på denne tro? – Ja”
Der skal altså efter dette ritual svares ja til “hvad vi sammen har bekendt” i stedet for til Herrens store tilbud. Den ændring er den sværeste at kapere.
Tilmed er forsagelsen udeladt i denne forkortede tilspørgsel. Men forsagelsen hører da med til dåbspagten. Hvordan skal dåben ellers kunne forstås som den store omvendelse, hvor Frelseren flytter os fra mørket til lyset i Guds rige? Det er dåben forstået som pagt, der fortoner sig. Det virker, som om frederiksbergerne er blinde for, at dåben er et trosforhold til Gud. Den er ellers velbegrundet, og fastholdelsen af dåben som en pagt kan siges at være Grundtvigs og den danske kirkes vigtige bidrag til den universelle kirke. En lang, lang række salmer vil miste deres mening, skulle Frederiksbergritualet på dette punkt vinde anerkendelse eller endda blive autoriseret.
Det er slemt nok, men lige så slemt er det, at fredlysningen er sendt på pension. Den er simpelthen kasseret. Det er virkelig svært at forstå. Grundtvig mente, at Herrens velsignelse, altså: Fred være med dig!, hører med til dåbens væsen. Den hører nødvendigt med til dåbsritualet. Det kan man mene om, hvad man vil, men der skal meget gode grunde til at slette den af ritualbogen. I ritualet, altså det gældende ritual, står den endda med stor vægt som det sidste ord til den døbte.
”Fred være med dig!”, det var var den hilsen fra den opstandne Herre, som det hele begyndte med påskedag om aftenen. Og det er de ord, det nye liv som Guds barn begynder med for den enkelte.
Velsignelsen siges, ligesom Fadervor, under håndspålæggelse på den døbtes hoved, hvis man ellers følger den gældende ritualbog. Håndspålæggelsen understreger, at der oprettes et personligt forhold mellem Gud og det bestemte menneske. Det er jo personlig tiltale. Den mægtige Herre bøjer sig ned og siger du til et menneske! Der er rigtig meget i salmebogen, der vil blive uforståeligt med udeladelsen af fredlysningen. Den er, trods sin korthed, et af de meget vigtige led i dåben, men den vil man smide ud!
Jeg anerkender absolut intentionen bag det arbejde, man har gjort, og jeg anerkender, at der i frederiksbergernes arbejde findes gode enkelte formuleringer. Men hvis vi skal lade “det moderne menneske” møde “teologiens og traditionens ord”, som det noget nedsættende hedder om den hellige dåb, så må vi først kende “teologiens og traditionens ord”. Jeg ville sige: Vi må først kende dåben, som Herren har indstiftet den. Ellers bliver der ikke tale om et møde mellem mennesker og dåben, men et brud med noget centralt i dåben. Vi må virkelig tænke os om, før vi laver hovedløse ændringer. Dem er der lavet nok af i tidens løb.
Villy Klit-Johansen 1. maj 2023