På denne blog skal der være plads til lidt længere indlæg. Det er ikke sikkert, at de bliver læst, for alle har travlt, men det må ikke hindre mig i at reflektere over vigtige spørgsmål og at dele refleksionerne med andre.
Altså til sagen:
REFORMATIONEN
Så tænker vi på Luther, Calvin og Zwingli, men hvad betyder ordet reformation i grunden? Indførelse af reformer, forandring, omdannelse, gendannelse, fornyelse? Ordbøgerne har forskellige bud på det.
Grundtvig holder sig til den sidste betydning, fornyelse. Han skriver ofte fornyelse og så i parentes: reformation. Det er i øvrigt den oversættelse, man finder i Jensen og Goldschmidts berømte Latinsk-dansk ordbog. I det ord fornyelse ligger der den pointe, at en reformation ikke bare er en gentagelse af noget fra fortiden. Reformationen i 1500-tallet indebar noget nyt. Især at der nu blev lagt vægt på Kristus alene, ligesom Bibelen blev rykket frem i forreste linje.
Det samme gælder den grundtvigske reformation. For, ja, Grundtvig var en reformator. Den grundtvigske reformation var en fornyelse. Den var ikke en gentagelse af den lutherske reformation. Ganske vist stod Luthers “Kristus alene” lysende klart for Grundtvig. Det nye var opdagelsen af, at Herrens levende ord ved dåben og nadveren var livskilden.
Jo, fornyelse er den bedste gengivelse af det latinske fremmedord reformation.
Når det er sagt, må vi tilføje, at der i reformationen, både den lutherske og den grundtvigske er et stærkt element af gendannelse. Den lutherske reformation var stærkt influeret af renæssancens slogan: “ad fontes”, tilbage til kilderne.
Det understregede Grundtvig stærkt i skriftet “Kirke-Spejl” fra 1861 til 1863. Han interesserer sig i skriftet stærkt for, hvad der er “den oprindelige og uforanderlige kristendom” og “hvad der i grunden lige fra begyndelsen har været og til enden må blive den eneste ægte og sande kristendom”. (Udvalgte skrifter 10, s. 84). Det vil ikke være en overraskelse for læserne af dette opslag, at Grundtvig fandt den oprindelige og sande kristendom i trosbekendelsen ved dåben, vel at mærke som et ord af den levende Herre Kristus: “den apostoliske trosbekendelse ved dåben er det ægte grund-evangelium, hvorom det med rette kan siges, at det er en Guds kraft til frelse for hver den, som tror.”
Vi er stærkt på vej mod 200-året for den grundtvigske reformations gennembrud. Det må give os anledning til at besinde sig på, at tiden efter en reformation altid synes at være en forfaldstid. Sådan var det efter den lutherske reformation, og sådan har det været efter den grundtvigske. Den livgivende kilde, der sprang med stor friskhed ved reformationen, tørrede ud. De skikkelser, der prægede tiden, vendte opmærksomheden, deres egen og tidens, bort fra den erkendelse og mageløse opdagelse, der satte reformationen i gang.
Det er nødvendigt, at vi i dag besinder os på den kendsgerning, at vi ikke lever i en reformationstid. I vore dage er der ingen reformator i luthersk og grundtvigsk forstand. Derfor lurer forfaldet. I den bedste mening arbejder mange på at formidle evangeliet på en måde, der gør det relevant for nutidens mennesker. Det gamle budskab må formuleres på en ny måde. Den alvorlige risiko, man løber, er, at de ændrede formuleringer og det ændrede fokus ender med at resultere i ikke en fornyelse af den eneste ægte og sande kristendom, men i en helt “ny kristendom”, altså i virkeligheden noget helt andet end kristendom.
Mit nytårsønske skal være, at enhver, der ikke virkelig er reformator, erkender det klart: Jeg er ikke reformator. Jeg har ikke af Guds Ånd fået indgivet en erkendelse eller en opdagelse af noget nyt, og jeg skal for alt i verden ikke opfinde noget nyt i kirkens sammenhæng. I stedet bør vi alle alvorligt arbejde med det, der af fædrene er erkendt som den eneste ægte og sande kristendom. Nytårsønsket kunne formuleres sådan: Tilbage til kilderne. Vær trofast i bestræbelsen på at komme tilbage til kilderne. Det er derfra, fornyelsen skal komme. Den fornyelse, som vi venter på.
Uvægerligt ser jeg en analogi til, hvad Grundtvig i sangen “Ingen har guldtårer fældet” skriver om forholdet mellem det skabte (og faldne) menneskeliv og det genløste og genfødte menneskeliv:
Ingen har guldtårer fældet,
som ej glimt af guldet så,
og Gudsbilledet forældet
må i glans dog for os stå,
om hos os det skal fornyes,
thi fornyes kan som flyes
kun, hvad gammelt end er til.
(Højskolesangbogen, 18. udg. nr. 93)
Hvad der gælder gudsbilledet i mennesket gælder også fornyelsen af den eneste ægte og sande kristendom. Den kan kun fornyes, hvis den – skønt “forældet” – trods alt stadig er til. Og det er den! Den er til. Derfor gælder det gamle slogan stadig: Tilbage til kilderne. Og kilderne er den lutherske og den grundtvigske reformation.
Fornyelsen skal og kan vel at mærke ikke ske i et “rum” for sig, afsondret fra tiden, men netop ind i tiden.
Hermed ønsker jeg et GLÆDELIGT NYTÅR!
Villy Klit-Johansen, 29. december 2022