Med inspiration fra Grundtvigs klassiske konfirmationssalme
Hvad er konfirmationen? Et svar kan vi søge inspiration til i Grundtvigs salme fra 1843 og 1845, Den danske Salmebog nr. 479. Man tør vel betegne den som den klassiske konfirmationssalme.
Salmen begynder med Gud. Det er ikke så almindeligt i vore dage at begynde med Gud, almindeligvis tager man hellere udgangspunkt i mennesket. Gud, eller måske Herren Kristus, men det gør i denne sammenhæng ingen forskel, introduceres som “Han, som på jorden bejler til troskab uden svig.” Der tænkes på troskab mod Herren Kristus, der i dåben har indgået sin nådepagt med os. Dette er for Grundtvig et centralt tema ved konfirmationen. Troskaben. Bemærk udtrykkene “troskab uden svig” (1, 2) og “tro og huld” (4,4)!
Hvad der er interessant, er at salmen egentlig ikke har konfirmationshandlingen som tema. Grundtvig holdt ganske vist fast ved konfirmationen som kirkeskik, men han fulgte ikke pietismens teologi. Og den ellers ritualtro Grundtvig knytter ikke sin konfirmationssalme til noget konfirmationsritual.
Nej, emnet er kristenlivet, levet på dåbspagtens grund. Salmedigteren opmuntrer konfirmanderne, og alle andre døbte, til troskab mod Herren Kristus og dåbens pagt, hvori han har skænket os alt. Når perspektivet ved konfirmationen er livet i dåbspagten fra dåbens øjeblik og frem mod fuldendelsen, sættes der spotlight på troskabs-aspektet af troen. Det hele forudsætter selvfølgelig, at konfirmanderne vedkender sig deres dåbspagt.
Salmens disposition er klar: Kristenlivets vandring mod målet begynder med dåben (1. strofe), og går om ad nadveren (2. strofe), og vandringsstaven på vejen frem er Bibelen (3. strofe). Vandringen ender i et vældigt lovsangs-crescendo i evigheden (4. og 5. strofe).
1. strofe handler som sagt om dåben. Tankegangen er den, at hovedsagen i dåben er den pagt, som Gud opretter med et menneske. Vi bliver spurgt med troens ord, og når vi svarer ja, besegler Gud pagten ved at døbe os med Helligånden. “Når vi kun vil”, jf. spørgsmålet “Vil du døbes” i det klassiske lutherske dåbsritual. Spørgsmålet skulle sikre, at dåben virkelig skete frivilligt. At Gud besegler pagten forklares nærmere i den næste sætning “på ord, som aldrig fejler”. Pagten oprettes ved det ord, som Gud selv taler; det er pagtens ord, altså forsagelsen og trosbekendelsen i spørgende form, og hans ord fejler aldrig, det kalder selv den tro frem, som det spørger om. Ordet besegle (græsk: sfragizå) er ordet for meddelelsen af Helligånden i dåben (Se 2. Kor. 1,22 og Ef. 1,13 og 4,30). 1. strofe handler altså om dåben.
KONFIRMATIONSHANDLINGEN
Indledningsvis vil jeg herom sige, at vi bør undgå fantasifulde fortolkninger af det fra pietismen stammende begreb konfirmation/konfirmere/bekræftelse/bekræfte/bekræftes. Ofte hører man præster sige, at det i virkeligheden er Gud, der bekræfter. Men Gud behøver ikke bekræfte noget, han én gang har sagt. Populært hedder det modsat altid, at konfirmanden nu selv svarer ja til det, som en anden svarede ja til ved dåben. Det er den “folkelige” forståelse af “bekræftelsen”. Den sætter på en uheldig måde mennesket i centrum og overbelaster potentielt individet.
Udelad tilspørgsel og svar!
Jeg vil anbefale ikke at lade tilspørgsel og svar indgå i konfirmationshandlingen, fordi konfirmationen derved gøres til en selvstændig kirkelig handling i konkurrence med dåben. Grundtvig gør netop ikke konfirmationen til en selvstændig handling, der skal “gøre dåben færdig”, for der mangler ikke noget. I dåben har Gud givet den hele og fulde frelse, altså netop også troen, der ikke beror på en bevidst viljesbeslutning, men i absolut forstand er en gave.
Ritualbogen af 1992 har to muligheder for tilspørgsel og svar til hver enkelt konfirmand. Enten 1. tilspørgsel med forsagelsen og en forkortet trosbekendelse, der går tilbage til den af Chr. den 6. i 1736 indførte konfirmation. Eller 2. den noget problematiske nydannelse, der kom til i 1992. Den lyder som følger. Præsten spørger: ”N.N. vil du konfirmeres i den kristne tro? Konfirmanden svarer: ”Ja!”. Problemet er ikke mindst, at forbindelsen til dåbspagten forstået som Guds gave er pst væk. Hvad betyder det at konfirmeres i den kristne tro? Det er meget ukonkret. Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle forklare det for et konfirmandhold. Men hovedproblemet er, at denne form giver konfirmationen nærmest sakramental karakter.
”Konfirmationsvelsignelsen”
Allerede anordningen om konfirmation af 1912 åbner imidlertid for den mulighed, at man helt udelader tilspørgsel og svar og lader den egentlige konfirmationshandling bestå i, at præsten nævner konfirmandens navn og under håndspålæggelse af konfirmandens hoved siger ”bekræftelsen/bønnen”, der i ritualbogen kaldes ”konfirmationsvelsignelse”. Den form foretrækker jeg.
Jeg foretrækker nr. 2 af de tre mulige ”konfirmationsvelsignelser”, som anføres i ritualbogen af 1992. Hvis der skal tales om bekræftelse, er det dermed menigheden, der bekræfter dåben over for konfirmanden. Det er netop det, der siges i ”konfirmationsvelsignelsen”: ”Den almægtige Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i dåben har genfødt dig ved vand og Helligånden og skænket dig syndernes forladelse, han styrke dig med sin nåde til det evige liv!” Denne ”konfirmationsvelsignelse” er en gentagelse af bekræftelsen/forbønnen efter dåben. Den kan ikke forstås som Guds ord, for det er en bøn henvendt til Gud. Den er derfor at forstå som menighedens ord, udtalt på dennes vegne af præsten. Så det er menigheden, der bekræfter, at konfirmanden er døbt, og menigheden bekender sin tro på, hvad dåben gavner, og ”konfirmationsvelsignelsen” går så over i menighedens bøn om, at Gud vil ”styrke dig med sin nåde til det evige liv”. ”Med sin nåde” betyder ved sine nådemidler, evangeliet og nadveren. Det er konkret og til at forstå. Og med dette ældgamle led fra dåbsritualet er vi på sikker grund.
Konfirmationen er således kort sagt menighedens bekræftelse af dåben og dens forbøn for de unge.
Afslutning
Og lad os så i øvrigt bruge konfirmationsgudstjenesten til at forkynde dåbspagten for de unge, simpelthen minde dem om dåbens pagt, hvori de har fået alt, hvad der skal til, så der intet er at tilføje. Og så, ligesom Grundtvig i den bestemt ikke forældede salme, tale om kristenlivet som en vandring i dåbspagten fra dåbens stund, til livet ender. På denne vandring kræves der troskab. Intet i vort liv må få den plads, der tilkommer Kristus. Det lykkes kun ved troskab mod nådemidlerne.
Sådan kan man med rimelighed forstå konfirmationen i lyset af Grundtvigs konfirmationssalme.
Villy Klit-Johansen, 2022