BOGANMELDELSE
Niels Thomsen: Historie, teologi og forkyndelse
– artikler, debat og opbyggelse
Forlaget Eksistensen
Der er tale om en samling af tidligere udgivne artikler, bønner og prædikener, som forfatteren nu på opfordring har udgivet. Udvalget spænder tidsmæssigt fra 1969 til 2022, hvilket gør det muligt at se en udvikling hos forfatteren, selv om artiklerne ikke er ordnet kronologisk, men efter emner. Bogen er redigeret af Flemming O. Nielsen.
Niels Thomsen er født i 13/2 1938, fylder altså 85 den 13/2 næste år. Han har været en markant og selvstændig røst i dansk teologi og kirke gennem mere end fem årtier. Han fylder meget. Niels Thomsen viste tidligt sin teologiske begavelse. Han kunne utvivlsomt have fået en smuk karriere på universitetet. Men det var ikke sådan, det blev, for i 1969 skiftede han spor og fik ansættelse som frimenighedspræst i den i grundtvigsk sammenhæng prestigiøse frimenighed i Ryslinge. Karrieren toppede med stillingen som rektor for Præstehøjskolen i Løgumkloster 1985-2000. Desuden har han engageret sig i et stort antal foretagender af kirkelig og folkelig art. Og så har han altså været flittigt skrivende.
Det er godt, at vi nu har fået et repræsentativt og fyldigt udvalg i den foreliggende bog, der er på 442 sider. Jeg anbefaler den uden forbehold. Læs den og bliv klogere på menneskelivet, Bibelen, kirkehistorien, Den danske Folkekirke, kirkens musik, kunst i kirken, teologien i det 20. og 21. århundrede, moderne kirkearkitektur, missionsteologi, forholdet mellem Luther og Grundtvig og meget, meget mere!
Niels Thomsen er en Grundtvig-læser. Han er i stadig samtale med Grundtvig. Alene det gør ham interessant. Man er muligvis ikke altid enig i hans udlægning og brug af Grundtvig, men med optagetheden af Grundtvigs værk har vi en form for fælles “platform”, der giver mulighed for meningsfuld samtale med Thomsens tekster.
Thomsen har en vid horisont. Han er på højde med tidens kulturliv og er i stadig dialog med det. Han refererer andres synspunkter loyalt, men får altid sin egen kristne pointe tydeligt frem. Han er fordomsfri – undtagen i forhold til Søren Krarup og Jesper Langballe. Overfor deres ægteskabssyn spidser han pennen og spidder de to DF’ere og præster i et sandt fyrværkeri af sarkasme (s. 393-400). Yderst elegant. Men samtale er der næppe blevet ud af denne tekst.
Teologen Niels Thomsen er ikke let at sætte i bås. Han er opvokset i et indremissionsk hjem, men blev præst i en decideret grundtvigsk menighed. Det giver god mening, hvis man ikke er partimand og ikke fra begyndelsen har det udgangspunkt, at man allerede er nået til vejs ende med at få greb på det med kristendommen.
ENKELTHEDER
Hvis min travle læser har mere tid, kan han/hun i det følgende blive oplyst om specifikke emner, som Niels Thomsen behandler i bogen. Der er overskrifter på, så det skulle være let at orientere sig. Prøv at se, om noget fanger interessen!
Det er desværre umuligt i en anmeldelse at omtale bare et repræsentativt udsnit af bogens talrige artikler. Hvilke af bogens tekster, der citeres, refereres og kommenteres i det følgende, beror selvsagt på mine præferencer. Den nødvendige begrænsning har indebåret mange fravalg, som jeg beklager.
Alder som teologisk forudsætning
I den indledende artikel fra 2014, “Alder som teologisk forudsætning”, gør han rede for sin forståelse af teologien. Ordet teologisk kan have mindst tre betydninger, skriver han. 1. den, der er slået igennem på vore universiteter. Her er teologi ikke til at skelne fra religionsvidenskab. 2. den måde at tale om teologi på, som han mødte hos de fleste af sine lærere på universitetet. Det er den, vi kender fra slagordet: Der skal drives teologi, fordi der skal prædikes på søndag. Teologien er til for kirkens skyld. 3. Endelig er der den måde, som fyldte meget i kirkens ældste tid, nemlig “arbejdet med at tale sandt om Gud”. “Hvad man ønsker sig af teologien er vis [viis] tale om Gud, udsprunget af troen.”
Det er i den sidste betydning, Thomsen taler om alder som teologisk forudsætning. “Alder alene gør det ikke”, hedder det, “men den kristelige erfaring, som vokser med alderen, fører hen til en troens teologi. Sådan kan man vokse i teologisk indsigt.” Jeg har citeret ret fyldigt fra artiklen, fordi den er er en god hjælp til at forstå Thomsens position, eller man skulle hellere sige hans vej, for han har netop ikke stået stille. Artiklen slutter med disse ord: “Alderen er en god forudsætning for at finde frem til, hvad der kan bruges af den lærde teologi. Med alderen forstår man også skridt for skridt, at kristendom ikke er en lære, men er som mad og drikke, man lever af.”
Teologi i oldkirken
Troens teologi er i høj grad til stede i det kirkehistoriske kapitel Oldkirke. Man kunne også sige engageret teologi. Thomsen driver ikke teologi med en distance til stoffet, så han lige så godt kunne samle på frimærker. Der er noget på færde. Intentionen er at tale sandt om Gud.
Det er en fornøjelse at blive ført omkring biskop Clemens (år 96) af Roms brug af myten om Fugl Fønix som opstandelsessymbol med Niels Thomsens pointe, at vi også er henvist til at forstå kristendommen både med Bibelen og med de myter og tanker, der er vor tids. Videre til Johannes´ Åbenbaring, som ifølge Niels Thomsen måske er det bibelske skrift, han har læst flest gange. Tesen er, at billederne kommer først. Det gælder også bibellæsning generelt. “Kristendom er ikke et system, som er eksemplificeret i Bibelen. Troen er en virkelighed, der gennem Bibelen og dens billeder kommer til os og giver lys over vor verden, så den bliver klarere henad vejen,”
Meget fine og lærerige er også artiklerne “Bibelen i den gamle kirke”, s. 43-53, og “Gnosticismens skønhed”, s. 55-69. Hvis man ikke forstår, hvorfor gnosticismen er dragende, forstår man heller ikke, hvorledes den var en alvorlig trussel for kirken i det 2. og 3. årh., mener Thomsen, og man forstår heller ikke, hvorfor nyreligiøsiteten i sin gnostiske dragt er så tiltrækkende for mennesker, der hører hjemme i folkekirken nu om stunder. Problemet er, at gnostikerne vil skyde genvej til frelsen, uden om lidelsen. Men prisen er forfærdende høj. Det vil føre for vidt at referere den ret lange artikel. Men læseren får god besked om gnosticismens tankegods og om nogle af de kirkefædre, der bekæmpede den: Ignatius og Irenæus. Ignatius´ kamp mod gnosticismen får bogstavelig talt kød og blod i Ignatius´ martyrium. I de breve, som han skrev på vej til martyrdøden i Rom, bliver vi oplyst om, hvad der drev ham.
Kristendom og religion
Den lange artikel fra 1971, altså ret tidligt i karrieren, “Lad os ikke ringeagte mysteriet og kulten”, s. 115-128, er en diskussion med den tyske teolog Götz Harbsmeier, der havde tætte forbindelser til det danske teologiske miljø. Det emne, der diskuteres, er spørgsmålet, om gudstjenesten er kult, og om Kristus er mysterium. Man kunne også sige, om kristendom er religion.
I artiklen får vi en glimrende redegørelse for, hvordan det forholdt sig med disse spørgsmål i den ældste kirke. Dengang stod det for de kristnes omgivelser klart, at kristendommen ikke var religion, de kristne kaldte man ligefrem ateister.
Det, der ligger Niels Thomsen på sinde er dog efter alt at dømme at gøre gøre op med det forrige slægtleds “dialektiske teologi”. Niels Thomsen knytter i stedet til ved den religionshistoriske skole og mysterieteologien. Han nævner i den forbindelse Odo Casel. “Kristi nærvær, handlende og virkende, har kunnet formuleres intensere og stærkere end ellers netop ved hjælp af de tanker om mysterium, som Casel og andre blev ledt frem til, ved at se den kristne gudstjeneste i sammenhæng med mysteriereligionernes mysterier.”
Det forekommer mig at være en unødvendig omvej at gå. I det hele taget er tankegangen i denne artikel meget kompleks. Man kan selvfølgelig godt forstå, når han skriver: “Det klare ord, det er Guds ord. Men det kan ikke umiddelbart sættes lig menneskets ord i prædikenen.” Nej, det forstår sig. Ja, det vil sige: tidehvervske teologer vil nok vende sig mod det udsagn, men Thomsen er mere grundtvigsk sindet. Når han skriver om “Kristi nærvær, handlende og virkende”, kan jeg også forbinde noget med det, hvis det skal forstås som handlende og virkende i sit levende ord.
Det vil føre for vidt at referere artiklen, der er på et højt akademisk niveau. Sagt med et glimt i øjet kan man som læser næsten føle sig dum. Men heldigvis er der trøst at hente, nemlig i bønnen “Omsorg”, udgivet 2010, s. 252:
“Gud!
Brug lidt af din almagt til at tage dig af de afmægtige.
Tag dig af de dumme.
De kloge indretter samfundet for de kloge
og siger, at der ikke er nogen, der er dumme.
Det gør det sværere at være dum.”
Det gælder ikke kun samfundet, men sandelig også teologien. De kloge driver teologi for de kloge. Det gør det sværere at være dum. Måske tør vi håbe, at Gud vil bruge lidt af sin almagt til at tage sig af os dumme.
Vi er historiske
Når det er sagt, skal det også siges, at Niels Thomsen faktisk er viis, måske: er blevet viis. Som når han i artiklen “Historien og de frie skoler” fra 1989 skriver: “fornuften, den rene fornuft, har netop ikke brug for erfaringer. Når så overtroen på fornuftens almagt lider skibbrud, slår det om. Så begynder man at udgrunde love for menneskeliv, der er så faste som tyngdeloven. Historien bliver til sociologi, et arsenal af sociologiske modeller, hvor man ser bort fra det tilfældige og enestående.” Ligeså med eviggyldige socialøkonomiske love: “Der er ikke stor forskel på, om man tror på stjernemagter, eller man tror på den økonomiske nødvendighed.”
“Overfor det skal sættes forståelsen af, at vi er historiske”, hedder det. (s. 426-27). Det er en vigtig indsigt.
Den samme indsigt udfoldes i artiklen artiklen “Eksperiment eller historie”, s. 411-415. Niels Thomsen er til stede i tiden. Men tag ikke fejl, Han flyder ikke bare med i tidens strøm. Et eksempel: “Menneskeliv er historie.” Det betyder, at “hvis vore handlinger skal blive andet end meningsløse brokker og tilfældigheder, må vi tage ansvaret for dem.” “En nu om stunder udbredt holdning er at dømme historien, dømme fortidens begivenheder og tanker og samfundsforhold. Det kan være rigtigt at gøre det, men man skal huske, at når man gør det, dømmer man samtidig sig selv, fordi det netop er os selv, der er blevet til af den historie.” Her konfronteres nogle af tidens yndlingstanker, eller skal vi sige fordomme.
Opbyggelse
Ind imellem er der god dækning for ordet “opbyggelse” i bogens undertitel. I artiklen Luther 500 år efter (2011), s. 129-131, hævder Niels Thomsen, at for den almindelige folkekirkelige gennemsnitsteologi er Luthers tale om anger, bod og skriftemål noget af det sværest tilgængelige hos Luther. “Moderne mennesker går [nemlig] ud fra, at de kan hjælpe sig selv, og hvis de ikke kan, er det ikke deres skyld. Dermed bliver syndernes forladelse temmelig ligegyldigt.”
Blot et par citater mere fra det korte interview: “Men uden anger, uden at mennesker vedkender sig deres skyld, bliver talen om syndernes forladelse bare en anledning til frækhed.” Og: “Vores mekaniske tale om syndernes forladelse er en moderne afladshandel, hvor vi bilder hinanden ind, at vi kan købe syndernes forladelse for kirkeskatten.”
Der er også opbyggelse i et par enkle tekster om ensomhed og om skyld, s. 211-218. Her er al akademisk tankeflugt lagt bort. I bedste forstand enfoldigt bliver der talt om, at “stillet overfor Gud, alene, står man til ansvar og kan ikke gemme sig mellem de andre.” Lige så enkelt tales der om skyld. Talen om evangeliet som syndernes nådige forladelse mister sin mening uden erkendelse af skylden.
I prædikenen til 2. s. i fasten 1984, s. 219 ff., tager Thomsen Løgstrup til hjælp i forsøget på at hjælpe til rette med troens vanskeligheder med det moderne verdensbillede. Og så kommer denne forløsende sætning: “Men det er vigtigt at huske, at troen ikke først begynder, når man er kommet til ende med alle de tankearbejder og har fået orden på alle anskuelser. Troen er fuldt så meget det at høre til i en sammenhæng og øve sig i at leve ud af den. Prøve om ikke den skulle kunne holde – også uden for kirkedøren. Så må man lade tingene klare sig efterhånden, som man vandrer ad sin vej.”
Folkekirken
Hvis man tror, at kirkepolitik er kedeligt, bør man læse kapitlet om Folkekirken, for her får vi præsenteret et gennemreflekteret syn som grundlag for kirkepolitikken og tillige for en mulig måde for den enkelte at forholde sig på i Folkekirken.
Artiklen “Kirke, folk og stat” (1999), s. 171-176, oprindelig trykt i Ribe Stiftsbog 1999, er en meget god beskrivelse af folkekirkens væsen og ordning. Kirkeordningen er i sammenligning med kirkeordninger i andre lande temmelig enestående. Artiklen burde være pligtlæsning for alle folketingspolitikere – og menighedsrådsmedlemmer for den sags skyld. Det syn på folkekirken, som Thomsen lægger frem i denne og de følgende artikler, var en vigtig grund til, at jeg håbede, at han ville blive valgt til biskop over Helsingør Stift, da han i 1995 var opstillet. Han blev ikke valgt, men han kunne være blevet en god biskop.
Om forholdene i folkekirken hedder det, at der skal meget til, før man går på kætterjagt. “Grundreglen skal være, at der ikke er andre midler til at sætte sin mening igennem end ordet.” Niels Thomsen mener ikke, at bekendelsesskrifterne kan eller bør gøres gældende som juridisk norm. Vi bør skelne mellem Jesu Kristi menighed, der selvfølgelig bygger på bekendelsen, og på den anden side Folkekirken som organisation, altså som den ydre politiske ramme om Kristi menighed, der har en mangfoldighed af skikkelser og udtryksformer i Folkekirken. Thomsen repræsenterer “frihedslinjen” i dansk kirkepolitik.
Kirkens betydning for med sin prædiken om kristen frihed at have medvirket til at at skabe folkelig frihed fremhæves. Forbindelsen med staten får bl. a. disse ord med på vejen: “Den (kirken) har kun grund til at være statskirke, så længe statskirkeordningen kan værne evangeliets frihed bedre, end en anden kirkeordning kan.”
I debatten om “en moderne styringsstruktur for Folkekirken”, s. 183 ff. er Niels Thomsen klar og skarp i sin kritik af den ulutherske teologi, man forsøger at gøre til grundlag for Folkekirkens styrelse.
Thomsen har min fulde sympati, når han “finder det vigtigt, at man i højere grad tager udgangspunkt i de lokale menigheder og nedskruer interessen i at understrege enheden.” Forskydningen fra den enkelte menighed til organisationen med styrkelse af provstens og biskoppens rolle er ikke sund for folkekirken.
Læresagen mod Bent Feldbæk Nielsen
Niels Thomsen var meget aktiv i debatten om læresagen mod Bent Feldbæk Nielsen i 1990erne. I bogen er der to tekster, der ret udførligt behandler sagen, nemlig “Prædiken til 8. s. e. trin. 1996”, s. 227 ff., og artiklen “Kammeradvokaten og Den Treenige Gud”, s. 203 ff. Thomsen kaster et kritisk blik på det uheldige i, at “bekendelsesgrundlaget” ved en retssag bliver gjort til juridisk målestok. Endvidere peger han (med Grundtvigs argument) på, at “præsterne taber troværdigheden, hvis man tror, de siger, hvad de siger, fordi de er bange for at miste indtægten.”
Og så henviser han i øvrigt til muligheden for at bruge den kirkelige frihedslovgivning, hvis man er utilfreds med sin sognepræsts forkyndelse og lære. Thomsen ønskede, at Feldbæk Nielsen ville blive frifundet, selv om han formentlig ikke delte hans synspunkt. Hans mening om præsteretten udtrykkes i ordene: “Det statslige ønske om klarhed er ikke overensstemmende med folkekirkens egenart. Tidligere klarede vi os med fri samtale og meningsudveksling.”
Personligt kunne jeg ønske, at sagen i almindelighed havde givet anledning til dybere teologisk refleksion, end det blev tilfældet. I artiklen formulerer Thomsen det teologiske problem sådan, som det var almindeligt under sagen: “Den kristelige kerne i sagen … er spørgsmålet om, hvorvidt man skal lægge vægten på, at mennesker bliver kristne ved den modne personlige tilegnelse af kristendommen gennem omvendelse, oplevelse m.m. – eller om vægten skal lægges på det “objektive”, der sker i den åbenbare dåbshandling.” Thomsen mener, at hovedlinjen i Danmark har været den “objektive”, kanoniseret af Grundtvig og grundtvigianerne.
Det er måske rigtigt, hvad grundtvigianerne angår, men ikke for Grundtvigs vedkommende. Adskillelsen i objektivt og subjektivt (dåb og tro) var et resultat af enevældens statskirkeortodoksi og statskirkepietisme. De to positioner, som Thomsen ridser op, har den herfra stammende fælles forudsætning, at tro og dåb kan skilles ad. Men det var lige præcis det, Grundtvig efter 1825 bestandig vendte sig imod.
For Grundtvig var omvendelse og tro i den grad en del af selve dåben. Det følger af hans “mageløse opdagelse” og den “dåbspagtsteologi”, der fulgte af opdagelsen. Denne “opdagelse” understøtter på bedste vis det syn på troen, som Niels Thomsen giver udtryk for i prædiken til 2. søndag i fasten 1984: “Troen er fuldt så meget det at høre til i en sammenhæng og øve sig i at leve ud af den.” Når troen er givet i dåbspagten, har vi dermed muligheden for fra dåbens øjeblik at leve i troen og vokse i troen.
Dette syn burde have spillet en større rolle i debatten. Det ville ganske vist ikke have gjort det lettere for Feldbæk Nielsen at blive frifundet, men det ville have haft betydning for forståelsen af dåben og dens forvaltning i en efterkristen tid.
I Prædikenen til 2. s. i fasten 1984 finder vi måske forklaringen på, at Thomsen ikke udfolder Grundtvigs dåbssyn i debatten om Feldbæk Nielsen-sagen. I Ryslinge Frimenighed har de nemlig, længe før Niels Thomsens ansættelse som menighedens præst, brudt med det på et afgørende punkt: “I stedet for at sige: “Tror du på …” tre gange, siger [vi]: “Vil du døbes til den gave, Gud skænker i den tro, vi her sammen har bekendt.” Thomsen indrømmer, at “man kan diskutere formuleringen, men idéen i det er, at de spørgsmål ikke må kunne forveksles med et politiforhør i rigtige meninger, der skal være betingelse for, at barnet kan blive døbt.”
Bortset fra, at det er svært at se, hvordan dåbspagtens spørgsmål skulle kunne forveksles med et politiforhør om de rigtige meninger, spørgsmålene er jo rettet til den, der døbes, også ved barnedåb, så vil jeg mene, at problemet i Ryslinge Frimenigheds ændring af dåbsritualet er, at man har taget ordet ud af Kristi mund og gjort det til sit eget, til menneskers. Dåbspagtens ord i forsagelsen og bekendelsen er ikke længere Kristi levende, mundtlige ord til den, der døbes, men menighedens ord. Men så er man kommet fra asken i ilden, for det er mig ikke muligt at se, hvordan det med den ændring kan fastholdes, at troen i absolut forstand er en gave, skænket i Guds levende ord, hvorved han opretter sin pagt med et menneske. Det ja, der bliver svaret til forsagelsen og trosbekendelsen er jo omvendelsen og troen.
De, der ikke kan gå ind for dette syn, altså for det, der ligger i selve dåben som Guds pagt med et menneske, må nødvendigvis i stedet følge Bent Feldbæk Nielsen, der udtalte, at han foretrak voksendåb fremfor dåb af spædbørn.
Hal Koch
Man fornemmer som læser, at kirkehistorikeren Hal Koch er Niels Thomsens vigtigste lærer. Thomsen forstår også sig selv mere som historiker end som systematisk teolog. Dogmatiker er han slet ikke, teologiske systemer bryder han sig ikke om. Hal Koch var historisk teolog: “Hans teologiske arbejde går ud på at efterspore, hvorledes kristendommen har taget skikkelse i historien. Han leder ikke efter den rigtige teologi.” (s. 281).
Hele fem artikler er viet Hal Koch, der under besættelsen holdt nogle berømte forelæsninger om Grundtvig. Niels Thomsens artikler om Hal Koch er oplysende for en, der har en lidt anderledes tilgang til N. F. S. Grundtvig end Koch og Thomsen. For mig har det betydning, hvordan Grundtvig gør forholdet mellem “kirken og skolen (= teologien)” op. I det følgende citat om denne sag synes Grundtvig at lægge større vægt på bekendelsens fasthed, end Niels Thomsen gør: “Kirken skal med jorden stå, / skolen skal med solen gå, / riget at oplyse!” (Grundtvigs Sangværk, III, 150). Det betyder, at evangeliet og bekendelsen er uforanderlig, men de teologiske formuleringer skifter med tiden. Jeg ved ikke, hvor dyb forskellen på Thomsens og min grundtvigtolkning er, men det er klart, at accenten kan lægges forskelligt.
Man kan også sige, at Grundtvig gjorde det, som Thomsen roser professor Leif Grane for at have arbejdet med til det sidste (s. 306): “at befri Luther for ortodoksiens og rettroenhedens omklamring.” Det er rigtigt, og i det stykke burde man have fulgt Grundtvig i debatten omkring Feldbæk Nielsen-sagen. Men det er ikke for sent at gøre alvor af Grundtvigs indsigt.
Mission og folkelighed
Niels Thomsens nye bog er som sagt en samling artikler. Det betyder, at man kan vælge at læse visse tekster, der umiddelbart har ens interesse og springe andre over. Hvis man skulle vælge den metode, vil jeg personlig stærkt anbefale ikke at overspringe artiklen “Mission og folkelighed – og udvikling – Anne Marie Petersen”. (s. 321-329). Anne Marie Petersens navn er knyttet sammen med det lille missionsselskab Porto Novo Missionen. I sit syn på skole og kristen mission var hun inspireret af både N. F. S. Grundtvig og Mahatma Gandhi.
Anne Marie Petersen og Gandhi var fælles om troen på den religiøse grundtone i det indiske folk, bag ved den hindunationalistiske fundamentalisme og kastevæsenet, som de begge afskyede. Anne Marie Petersen oprettede en pigeskole, Seva Mandir, hvis formål skulle være: “at tildele indiske piger en sådan uddannelse, som på nationalt grundlag sætter dem i stand til at tjene Kristus i Indien i deres forskellige livsområder, enten som husmødre eller på anden vis.” Med ordet “tjene” viser hun ifølge Niels Thomsen en anden vej – med brod imod den vestlige individualistiske egoisme. Det er mig helt umuligt at skjule min begejstring for denne artikel.
Til slut
Bedst er Niels Thomsen næsten, når han læser salmer. Han skriver fint om “Skabelsesglæde og himmellængsel hos Brorson”, s. 133-142. Køb og læs!
Villy Klit-Johansen 15. oktober 2022