Et par nedslag i vigtige prosatekster af Grundtvig
For et par dage siden havde jeg et opslag med fem eksempler i Grundtvigs salmer på brug af udtrykket “troens ord”. En læser efterlyste belæg i Grundtvigs prosaskrifter for hans forståelse af begrebet “troens ord” (Rom. 10, 8). Det bringer jeg her et par eksempler på.
Men tillad mig allerførst at bemærke, at vi har haft en strålende søndag. Vi deltog i en dejlig gudstjeneste i Vor Frue Kirke i Aarhus. Et øjeblik under gudstjenesten troede jeg, at jeg var i himlen. Min søde hustru sagde, da jeg bagefter fortalte det, at hun er glad for, at jeg er her endnu. Mit øjeblik, der føltes som evigheden, indtrådte under fremførelsen af Bachs kantate “Freue dig, erlöste Schar”, BWV 30. I Vor Frue har vi nemlig hvert år den første søndag i Aarhus Festuge en kantategudstjeneste, hvor en af Bachs talrige kirkekantater opføres som en integreret del af gudstjenesten, nøjagtig som kantaterne er tænkt fra komponistens side.
Grundtvig kommer ind i billedet, fordi dagens epistel (11. søndag efter trinitatis) er Romerbrevet kap. 10, v. 4-13. Og netop denne tekst havde Grundtvig valgt til en hverdagsprædiken i 1844. Teksten var ikke med i alterbogen på Grundtvigs tid, det er den først kommet med 2. tekstrække, der blev indført i 1889, hvis jeg ikke husker galt. Men Grundtvig kendte og brugte sin bibel! Da han vendte tilbage til tjenesten som præst i Vartov efter den alvorlige krise i foråret 1844, aflagde han så at sige regnskab for sin kristne tro (og sin udvikling). Det skete i hans onsdagsprædiken den 1. maj 1844 (Grundtvig, Prædikener i Vartov, Bind 6, Kirkeåret 1843-44, Forlaget Vartov).
Jeg mener at kunne fastslå, at troens ord i denne prædiken forstås både som det forkyndte evangelium og som bekendelsens ord. Ligesom i paulusteksten. Grundtvig antyder ikke den mening, at troens ord skulle være ordret identisk med den apostolske trosbekendelse, som vi kender den. Men han siger udtrykkeligt, at det er bekendelsen til den treenige Gud (de Christnes ældgamle tre Troes-Artikler og Børne-Lærdom!). Det er muligt, at Paulus ved troens ord har tænkt på den urkristelige bekendelse “Jesus er Herre” (Rom. 10, 9), men det gør ikke nogen saglig forskel. Jeg mener at kunne argumentere for, at Grundtvigs tolkning af Paulus er sagligt forsvarlig.
Jeg lægger umiddelbart mærke til, at Grundtvig ud fra Rom. 10 om troens og bekendelsens ord må sige, at det er (for nu at tage det vigtigste frem):
- et levende, lydeligt Guds ord, altså et mundtligt ord
- et ord, der lyder i dåben
- et ord, der skænker os troen i hjertet
- et ord, der lægger os bekendelsen i munden; bekendelsens ordlyd er givet os
- et ord, der skænker saligheden
- et ord, der er fælles for alle kristne
- et ord, som alle kristne må kende, lærde og ulærde
- et ord, som alle kristne må have i hjertet og bekende med munden.
- et ord, der er skjult for de lærde, men åbenbart for de umyndige
- et ord, som han kalder Guds ord
- et ord, der ikke hans eget påfund
- et ord, der ikke er fundet ved hans egen skriftkundskab og skriftklogskab
- et ord, der ikke er udledt af hans egne indre følelser og erfaringer
- et ord, som han finder er i overensstemmelse med skriften, hvor det er “beskrevet”
Her bringer jeg nu et længere citat af prædikenen. Læs selv! Det er en meget væsentlig tekst til forståelse af Grundtvigs hårdt (og forgæves) tilkæmpede, men lykkeligt fundne kristendom. Den er både alvorlig og hjertelig. Bedre ord kan jeg ikke finde. Jeg citerer:
“Det var langtfra, at det i Begyndelsen stod saa klart for mine Øine, som det staaer nu, hvad det er for et Troens og Bekendelsens Ord, Apostelen gav det store Vidnesbyrd, at det giver hvert troende Hjerte Fred og Fyldestgørelse, saa vi ikke spørge, hvem der vil hente os Herren, men føle, Han er os saa nær, som det Ord, Han har sendt os med sine Apostler, ligesaa nær vor Mund og vort Hjerte, som dette Ord; men altid var det dog et levende, lydeligt Guds Ord, Herrens og ikke vort eget, som jeg gav Vidnesbyrd, et Guds Ord altsaa, som alle Kristne, baade Lærd og Læg, baade Vise og Uvise, maatte kende, have, troe, elske, i Hjertet bevare tilfælles, og med Munden enstemmig bekiende, thi saaledes fandt jeg Guds saliggiørende Ord beskrevet i Skriften, og saaledes følde jeg Dets Kraft og Velsignelse i mit eget hjerte.
Derfor blev jeg glad, som En, der finder et stort Bytte, ja, som den Kiøbmand, der ledte om ægte Perler og fandt en saa dyrebar, at Han solgte Alt, hvad han havde, og kiøbde den, da jeg i Morten Luthers Cathekismus, i de Christnes ældgamle tre Troes-Artikler og Børne-Lærdom, og fremfor Alt i den fælles Troes-Bekiendelse ved Daaben, fandt det eneste Guds Ord, som alle Christne har hørt og enstemmig bekiendt, det Guds Ord, som alle Christne skal troe og bekiende, retfærdiggøres og blive salige ved; thi nu kunde jeg klare det baade for mig selv og for Menigheden, at det var ikke mig selv, men Herren Jesus Christus, jeg forkyndte, ikke mit eget Paafund, eller min egen Skrift-Kundskab og Skrift-Klogskab, eller mine egne indvortes Følelser og Erfaringer, jeg kalder det Guds Ord, som er mægtigt til at saliggiøre Sjæle, men at det er et fælles Troens Ord, fra de hellige Apostlers Mund, hørt og bekiendt over hele Christenheden, vel skjult for de Lærde, men aabenbart for de Umyndige, et saadant netop, som Apostelen beskriver i vor Text, hvilket ogsaa jeg byggede mit Saligheds-Haab alene paa, og gav villig mit ringe Vidnesbyrd.
See, derfor kan jeg nu rolig, naar Gud vil, fuldende min Tale og slutte mit Vidnesbyrd; thi jeg veed, at dette Troens Ord er Guds eget Vidnesbyrd om Sin Søn, saa Enhver, som har dette Ord i sin Mund og i sit Hjerte, har, som Apostelen Johannes skriver, Guds eget Vidnesbyrd inden i sig, Guds Vidnesbyrd, at Han haver skænket os det evige Liv, og at dette Liv er i Hans Søn, Vorherre Jesus Christus, saa hvem der i Troen har Ham, har ogsaa Livet.”
——–
Også i Den Kristelige Børnelærdom, foruden mange andre steder, skrev Grundtvig om troens ord: “Da det nu igjen er Tros-Ordet ved Daaben, hvorigennem den Helligaand, som den guddommelige Ordfører og Talsmand, personlig virker den tilsvarende Kristen-Tro …”
(Den kristelige Børnelærdom, US 9, s. 478-479).
Villy Klit-Johansen 28. august 2022