Grundtvig og dåbspagten igen
Når Grundtvigs dåbssyn bliver bragt på bane, vækker det ofte en af to reaktioner: tavshed eller protest. Lettest er det at forholde sig til protesten, fordi den ikke er tavs. Teologerne siger: Jo, det er sandt nok, at det hele tilbydes os i dåben, både syndernes forladelse og det evige liv; med Grundtvigs ord i nedenstående digt: “Nådens trøst og livets håb”. Jo, det er rigtigt nok. Men – for der kommer altid et men, MEN vi skal jo tro det!
Men Grundtvig var overbevist om, at det hele er givet os i dåben, også troen, uden hvilken der som bekendt ikke er nogen frelse. Hvis ikke det hele var givet i dåben, ville det stride mod Jesu evangelium. Guds Guds nåde ville så være givet på betingelser, men betinget nåde er ikke nåde, men tuskhandel. Noget for noget! Evangeliet er ikke noget for noget, men nåde for nåde. Det lyder næsten lige sådan, men er det modsatte.
Grundtvig har i Sangværket (mindst) to digte om dåbspagten, IV nr. 277 og V nr. 170. Det første har jeg slået op og kommenteret her i gruppen. Det andet følger nedenfor – under mine kommentarer. Jeg kommenterer især det, der er nyt i forhold til IV nr. 277. I kommentarerne har jeg udblik til aktuelle forhold. Digtet er både let tilgængeligt og åndeligt af stor dybde. Og så er det også poetisk af høj karat. Læg f. eks. mærke til udtrykket “himmeldybe Alvors-Tanker”! Himlen er vist ellers højt oppe! I det udtryk viser digteren sig.
Først: For Grundtvig har kristendom at gøre med hele tilværelsen, derfor spænder hans digtning og prosa over så bredt et spektrum af menneskelivets forhold, og derfor fik den så stor en virkning i folket. Men samtidig er det enkelte menneske absolut i centrum. I dåben opretter Gud sin pagt med det enkelte menneske. Det betyder, at kristendom er en personlig relation mellem Gud og mennesket. Et forhold, hvor Gud er den givende. Han giver “nådens trøst og livets håb”.
Men vi skal jo tro det! siger teologerne igen. Svaret er, at det med troen er afklaret i dåben. Både omvendelsen og troen er afklaret i dåben. Det er pointen i dåbspagten. Se strofe 1 og 2! For hver en barnesjæl, der banker på ved dåben, vil Guds riges dør åbne sig. En barnesjæl betyder ikke just et barn, men det betyder en, der trænger til og beder om det, som Gud giver i dåben. Hos os endnu som oftest et spædbarn, der får hjælp af forældrene i dette som i alle forhold.
Spørgsmålet for Grundtvig er derfor ikke det bekymrende, om jeg har troen, for så er troen uvægerlig blevet min præstation, og alt er gået i sort. Bemærk, at det i Grundtvigs forståelse er Herren, Jesus selv, der spørger: Forsager du? og tror du? I strofe 2 er det klart, at vi kun kan tro “i Jesu navn”, i frelserens navn, i hans kraft, fordi hans ord er mægtigt til at skabe og fremkalde troen hos et menneske. Derfor kan et menneske tro “med ærlig hu”, af et ærligt hjerte.
Nej, spørgsmålet er ikke det ængstende, om jeg har troen, men det alligevel alvorlige, om ja-svaret er uskrømtet. Strofe 3: “Når uden skrømt du svarer ja”. Hvad betyder det? Det betyder uden falskhed. Det kommer igen i strofe 5: “Men svares ja der kun på skrømt”… “På skrømt” betyder uden at man i virkeligheden mener det. Det er med andre ord hykleriet, Grundtvig er ude efter.
Hykleriet havde gode kår i statskirkens tid, da dåb, konfirmation og kirkegang skete under tvang. Mange sagde ja ved døbefonten uden at mene det, det er klart, for sand tro forudsætter frihed. Det er et spørgsmål, om vi er kommet helt ud over statskirkelighedens tvang. Ganske vist er det mange præsters erfaring, at dåben nu langtfra altid blot er tradition og konvention. Der er et større moment af tilvalg i det. Det må betragtes som en god udvikling.
Men hvad med Folkekirkens meget store interesse i dåbsprocenten? Jo, den er forståelig ud fra den interesse, vi har i, at Folkekirken består, også om nogle årtier. Dog er der noget problematisk i meget af det, der gøres og siges for at overtale forældre til at få deres børn døbt. Ofte siger man: Tænk på, at man i dåben bliver en del af noget større! Eller: I dåben får et menneske at vide, at det er Guds barn. Men giver det overhovedet mening? Hvis det skal give mening at få noget at vide, må man have en alder, hvor bevidstheden har nået et vist niveau. Man må spørge, om sådan et fortyndet argument for dåb ikke kan være med til at fremme det, som Grundtvig advarede imod: “Men svares ja der kun på skrømt” o.s.v. Svaret skal ske med ærlig hu og i Jesu navn, altså i den hensigt at få netop det, som Kristus vil give os i dåben.
Så er det unægtelig noget helt andet, vi møder i den centrale strofe 3 i “Daabs-Pagten”:
Naar uden Skrømt du svarer Ja,
Du er af Sandhed, du til Livet,
Til evigt Liv gienfødes da,
Som det i Jesu Navn er givet,
af Vand og Aand i Jesu Daab,
Med Herlighedens visse Haab;
Saa frit som Guds eenbaarne Søn
Du bede kan Vorherres Bøn!
Når du svarer ja “uden skrømt” er du af sandhed. Det er sikkert en hentydning til Johannesevangeliet 18, 37: “Enhver, som er af sandheden hører min røst.” Det er netop, hvad der sker i dåben: Vi hører Herrens levende ord, der genføder til evigt liv. Herrens levende og nyskabende ord er nok at forstå som selve Jesu navn. Der døbes i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, men det kan udmærket udtrykkes ved Jesu navn. Det gør ingen forskel. I dåben knytter Kristus sit store frelsernavn sammen med et lille menneskes navn, og så er alting nyt for tid og evighed. At genfødes til evigt liv ved Jesu mægtige, skabende ord er noget andet end at “få noget at vide, som man ikke vidste før”.
Der er meget mere i den strofe, men det må blive en anden gang.
Hvorfor ikke udbasunere, hvad dåben i virkeligheden er? Vi ønsker vel alle herinde, at Folkekirken må bestå. Den er et næsten umisteligt gode for vort land og vort folk. Men det vigtigste er dog, at der med ærlig hu svares ja i Jesu navn. For dåbens indhold er Ham, der alene giver “nådens trøst og livets håb”.
Nå, jeg arbejder ikke længere i marken, og jeg ved hvor svært det er. Jeg ved også, at der arbejdes alvorligt med det mange steder. Disse overvejelser skal ikke forstås som en sur kritik, men kun nogle spørgsmål, som læsningen af den gamle rejser.
Det er et herligt digt. Kommer her:
Daabs-Pagten.
Grundtvigs Sang-Værk, bind V, No. 170.
1
Guds Riges Dør sig aabne skal
For hver en Barnesjæl, som banker,
Men dog Vorherre med sit Kald
Har himmeldybe Alvors-Tanker,
Han spørger brat med hellig Hu,
Forsager og undsiger du
Min Avindsmand, som, fræk og kaad,
Dig friste vil med Raad og Daad?
2
Dernæst han spørger: troer du,
I Navnet mit det velbekiendte,
Mit Jesus-Navn, med ærlig Hu
Paa Faderen, som mig udsendte,
Paa Verdens Skaber, Enegud,
Fra hvem min Sandheds-Aand gaaer ud,
Og kalder Alle til min Daab
Med Naadens Trøst og Livets Haab?
3
Naar uden Skrømt du svarer Ja,
Du er af Sandhed, du til Livet,
Til evigt Liv gienfødes da,
Som det i Jesu Navn er givet,
af Vand og Aand i Jesu Daab,
Med Herlighedens visse Haab;
Saa frit som Guds eenbaarne Søn
Du bede kan Vorherres Bøn!
4
Og bliver Barnligheden stor,
Med Aand og Viisdom af Guds Naade,
Da stædes du til Herrens Bord,
Hvor selv sig løser Livets Gaade;
Thi evigt Liv med Christi Sind
Du æder og du drikker ind
Med Guddoms-Ordet: tager frit
Alt hvad jeg har i Legem mit!
5
Men svares Ja der kun paa Skrømt
Ved Herrens Daab, som en Forræder
Sig Hykleren da selv har dømt,
Sin Dom ved Herrens Bord han æder,
Som Judas fiin og falsk i Sind
Grund-Løgneren han lukker ind,
Iskariot han følger med
Fra Herrens Aasyn til sit Sted!
Villy Klit-Johansen, 17. august 2022