“Nøden bryder alle Love”
Er hos os et gammelt Ord,
som i Hytten som til Hove,
Høres paa den hele Jord,
Har hos Mahomed og Tyrken
Dog sit rette Hjem i Ørken.
Troen paa den blinde Skæbne,
Den som Fæ slaar Folk ihjel,
Giør, hvor godt de sig end væbne,
Hvem den vil til Tyv og Træl,
Den, som Tyrker og som Trolde,
Fødtes kun til ondt at volde.
Dog har Nøden i Nød-Værge
Bryde-Ret med hver en Lov,
Der forbyder sig at bjerge,
Som man kan, for Mord og Rov,
Den har Kæmper, den har Dværge,
Folk på Sletter som på Bjerge.
Skjoldung-Folk paa Danmarks-Sletten!
Som med Sværd, med Mund og Pen,
Ogsaa du Nødværge-Retten
Har mod dine Banemænd,
Om saa end al Verdens Love
Dig forbød derpaa at vove.
Haanlig nok vil Mange sige:
Hvad er Ret foruden Magt!
Har vel Ret til noget Rige
Alen eller Ager lagt?
Har trods Magten, Retten givet
Natte-Frist til Folke-Livet?
Dog kan du frimodig svare:
Hvad er Magt foruden Ret!
Kan den vinde vel og vare,
Skiøndt altid den bruges slet?
I al ret er Sandhed inde,
Må tilsidst ei Sandhed vinde?
Megen Uret Folk kan bære,
Taal-Mod er det bedste Mod,
Men for “Liv og Gods og Ære”
Flyde maa hver Dråbe Blod,
I den kamp, det maa vel mindes,
Intet voves, Alt kan vindes!
Det var Skjoldung-Folkets Tanke
Giennem et Par Tusindaar,
og de Smaa, som rede Ranke
Paa vort Knæ endnu igaar,
Af vor Sang har alt udgrundet,
Hidindtil har Dansken vundet.
Fire, fem Aar kun tilbage,
Det blev os i Øine sagt:
“Vi er stærke, I er svage,
Hvad er Ret foruden Magt!
Trods al Verdens Skifte-Breve,
Tydsken høit i Danmark leve!”
Til os kom den Røst som Torden,
Trued grumt med Knald og Fald,
Døe dog pleier i vort Norden
Trolde kun af Tordenskrald.
Hvad af Trolde Livet skrækker
Dansken kun af Søvne vækker!
Saa den tyske Tordentale
Vakde op i Danevang
Som af Søvne og af Dvale,
Heltemod og Folkesang,
Kæmpe-Aanden, Folke-Magten,
Bavne-Blusset, Grændse-Vagten!
Ja, den stolte Tordentale,
Som en Tydsker barsk og vred,
Vakde op af Søvn og Dvale
Danskens gamle Kiærlighed,
Af hvis Moderskiød udspringer
Ret og Magt med Englevinger.
Kiærlighed til Fædrelandet
Er den rette Odels-Ret,
Kiærlighed og intet andet
Elsker op en Helte-Æt,
Kiærlighed i Pagt med Aanden
Den faaer altid Over-Haanden!
Ja, i Kiærlighedens Rige
Ret og Magt gaaer Haand i Haand;
Knytter som hinandens Lige
Frit Fuldkommenhedens Baand,
Løser paa en yndig Maade
Saa Nødvendighedens Gaade!
Kiærlighed alt Sit udretter
Som nødvendigt, men dog frit,
Flytter frit, hvad Loven sætter:
Skiellet mellem Mit og Dit,
Er ei blot dog at undskylde,
Men er hele Lovens fylde!
Kiærlighedens Himmerige
Er endnu at vente paa,
Kiærlighedens Jorderige
Lukkes dog med Bølgen blaa,
Er endnu og var alt længe
“Danmark, deiligst Vang og Vænge!”
Derfor, Danmark! frygt kun ikke!
Frygt er ei af Kiærlighed,
Morgen-Dugg, som Mjød at drikke,
Faldt til Dig fra Himlen ned,
Den dig midt i Ragna-Mørke
Skiænker Lys og Liv og Styrke!*
Frygt ei for hvad Verden kalder
Sin Nødvendighed af Staal!
Anderledes deilig falder
Ord på Himlens Tungemål,
Dens Nødvendighed herneden
Det er netop Kiærligheden!
Derfor, hvad end Verden siger,
Og hvad Verdens-Magten vil,
Staaer og falder Jordens Riger
Dog med Kiærlighedens Ild,
Hvor den blusser, boer Livsgrøden,
Hvor den slukkes, hersker Døden!
Blus da op i Lys og Lue,
Danmarks gamle Kiærlighed!
Atter til din Blomster-Tue
Da Lysalfer svæve ned,
Bringe med fra høie Sæde
Danmarks Livslys: Hjertensglæde!
—————-
Digtet er først trykt i “Dannebrog”. Et ugeblad for den danske Forening, udg. af Fred Barfod. 17.6.1853. Teksten her er efter N.F.S. Grundtvig, Værker i Udvalg VIII, s. 375-378.
*Det er et gammelt Sagn i Norden, at under den store Ødelæggelse (Ragnaroke) skal nogle Smaafolk leve af Morgendug (Grundtvigs Anmærkning).