Har Grundtvigs folkelige syn noget at sige ind i den aktuelle situation med Ruslands forfærdelige krig mod Ukraine? Umiddelbart skulle man ikke tro det, men hvem ved? Hvis svaret skulle være et ja, kan det skyldes, at Grundtvigs folkelige syn graver mindst et par spadestik dybere ned end de “international politik-teorier”, der er på markedet.
Idealismen
Det er idealismens fortalere, der styrer slagets gang. Vi i Vesten går ind for individuelle rettigheder og demokrati. Derfor støtter vi ukrainernes heroiske kamp mod de indtrængende russiske horder. Vore værdier er jo universelle og bør derfor også komme ukrainerne til gode. Tankegangen lyder besnærende, men IP-idealismens frugter har ikke udelukkende været smukke. Tænk på Vietnam, Afghanistan, Irak og Libyen. I Vestens krige i disse lande viste idealismen sin vrangside. Viljen var måske (?) god, alligevel var krigene dybest set overgreb på folkeslag, som de vestlige politikere næppe forstod. Vi gør ret i at støtte Ukraines forsvarskrig, også med alle nødvendige midler. Men begrundelsen er ikke altid god.
Realismen
Når talen er om realismen i international politik henviser man ofte til John J. Mearsheimer, der er professor i statskundskab ved University of Chicago. Realismen siges at have bred tilslutning blandt forskerne på universiteterne. Ofte lyder der også fra debattører i aviser og på sociale medier herhjemme røster, der taler for, at vi bør forstå russernes tankegang. Rusland er en stormagt – en tidligere supermagt, der stadig har atomvåben – og sådanne magter har behov for en sikkerhedszone langs deres grænser. På ydersiden af grænserne altså. Det betyder, at stormagter altid ser sig berettigede til at udøve hegemoni, overherredømme, over deres nabolande. Vi vurderer ikke, om det er godt eller skidt, at det er sådan, mener IP-realisterne. Vi giver os ikke af med at vurdere moralsk. Vi konstaterer blot, at det er sådan. Og vi er nødt til at indrette os efter det.
Sådan argumenterede venstreorienterede intellektuelle politikere i øvrigt under den kolde krig med den unge Mogens Lykketoft i spidsen. (Se Jesper Vinds meget oplysende klumme i WeekendAvisen 5. august 2022, s. 6) Nej, de var bestemt ikke tilhængere af sovjetkommunismen, men vi i Vesten måtte prøve at forstå Sovjetunionens behov for sikkerhed. Det var NATO, der måtte bære hovedskylden for kaprustningen under den kolde krig, mente de. Det skrev de om i 1968, netop det år, da Sovjetunionen sammen med flere Warszawapagtlande med militær magt knuste foråret i Prag! Det skete den 21. august 1968. En dato, som man ikke glemmer, hvis man fulgte begivenhederne dengang.
I 2022 kan man høre de samme argumenter fra nationalkonservative. Udskift Sovjetunionen med Putin-Rusland, så behøver man ikke ændre andet. Historikeren Kasper Støvring og folketingsmedlem Marie Krarup er realister. De støtter sandelig ikke Ruslands krig mod Ukraine, uhada nej, men vi bør forstå russerne. Rusland har som stormagt brug for en sikkerhedszone o.s.v. Vi bør arbejde på en forhandlet retfærdig fred mellem Rusland og Ukraine. Ja, det ville være godt, om der kom fred, men hvis man er virkelig realist, må man vide, at det er de krigsførende parter, der afgør den sag, og kan nogen være i tvivl om, at i tilfælde af våbenhvile eller fredsslutning, så varer det ikke længe, før det er de baltiske lande, der står for tur.
Jeg tillader mig at rejse det spørgsmål, om “realisternes” forståelse for Putins Rusland skyldes, at de dybest set har den samme nationalistiske tankegang som russerne. Ligesom de venstreorienterede “realister” i 1968 dybest set havde et ideologisk slægtskab med kommunismen.
Det ukrainske folk
Men hvad med ukrainerne? Er der ikke forskel på et Rusland, der i styrets og efter alt at dømme de fleste russeres tankegang ikke kan blive stort nok og på den anden side et – ja, et hvad? Det er svært at indfange den ukrainske virkelighed. Dog er det et ubestrideligt faktum, at der findes et ukrainsk folk. Og det er en afgørende kendsgerning. Det ukrainske folks grænser falder ganske vist ikke sammen med den ukrainske stats grænser, men det ukrainske folk findes, selv om russerne benægter det og hævder, at ukrainerne i virkeligheden er russere. Når russerne tænker sådan, afslører de en fatal sygdom i deres tankegang. Deres utilslørede nationalisme er en perverteret folkelighed. I den forbindelse må vi også være opmærksomme på, at Ukraines nuværende territorium og grænser ikke er et resultat af ukrainsk udvidelsestrang, men af russernes, både det kejserlige Ruslands og Sovjetruslands forsøg på at russificere ukrainerne. Det må ikke glemmes.
Grundtvig
IP-realisterne tænker i stater og i magt, ikke i folk og folkenes ret. Det er her, Grundtvig kan bringes i spil. Han skrev digtet “Den danske nødvendighed” i 1853 efter treårskrigen, hvor tysksindede slesvig-holstenere og den tids militære supermagt Preussen forsøgte at erobre hele Slesvig, også den af en klart dansksindet befolkning beboede nordlige del, som vi kalder Sønderjylland.
Grundtvig var ikke en teoretiker indenfor international politik. Han var et menneske, der tænkte dybere. Han tænkte ikke i stater og magt, men i folkets liv. Folket har ifølge Grundtvig en indlysende ret til landet, de bor i fra ældgammel tid. Og til frit at råde over egne anliggender. Det gælder ethvert folk. Det folkelige syn rummer den sande universalisme. De vestlige, liberale værdier er ikke universelle, men folkeligheden er, for den betragter ethvert folk som villet af Gud. Alle folk er lige værdifulde, og intet folk bør betragte sig som værende bedre end andre.
Ha, lyder det hånligt fra realisterne. Hvad hjælper det at have ret, når man ikke har magt til at hævde retten? Hertil svarer Grundtvig:
Dog kan du frimodig svare:
Hvad er Magt foruden Ret!
Kan den vinde vel og vare,
Skiøndt altid den bruges slet?
I al ret er Sandhed inde,
Må tilsidst ei Sandhed vinde?
Retten og sandheden, det er, hvad Grundtvig sætter op mod den aggressive magt. Grundtvig tror, at sandheden og retten til sidst vil sejre.
Derfor kan han trøstende sige et “Frygt ikke”:
Frygt ei for hvad Verden kalder
Sin Nødvendighed af Staal!
Anderledes deilig falder
Ord på Himlens Tungemål,
Dens Nødvendighed herneden
Det er netop Kærligheden!
Verdens nødvendighed, dens nødvendighed af stål, det er den, realisterne sammen med verdens store magter holder sig til. Og de håner Grundtvigs enfoldige tro.
Det hører med til Grundtvigs folkelige tro, at kærlighed ikke bare er en følelse. Den følgende strofe fra “Den danske nødvendighed” er ikke med i Højskolesangbogen og heller ikke i salmebogen. Men dette hører med:
Megen Uret Folk kan bære,
Taal-Mod er det bedste Mod,
Men for “Liv og Gods og Ære”
Flyde maa hver Dråbe Blod,
I den kamp, det maa vel mindes,
Intet voves, Alt kan vindes!
Troen på sandheden, retten og kærligheden gælder vel i Ukraine såvel som i Danmark. Trods realisternes “nødvendighed”. Der findes ikke nogen nødvendighed, heller ikke i international politik. Der er altid valg mellem muligheder. Også den valgmulighed at gribe til våben for at forsvare sit hjem.
Nu må man ikke tro, at jeg forestiller mig, at ukrainerne tænker som Grundtvig. Men Grundtvigs tanker om folkeligheden kaster unægtelig et andet lys over konflikten end IP-teoretikerne er i stand til. Og historien viser, at teoretikerne ofte tager fejl. Ligesom verdensmagterne i øvrigt ofte gør. Magterne stiger op og synker ned. Sommetider kan de forbavsende hurtigt miste deres status.
Jeg giver mig ikke ud for at være politolog. Jeg beskriver bare de to teorier, sådan som jeg møder dem. Min interesse er ikke teorierne i sig selv, men at vise, at teorierne og de analyser af storpolitikken, som politologer og andet godtfolk bruger dem til, er utilstrækkelige til at forholde sig til virkeligheden. Virkeligheden er større, end hvad rationel tænkning kan beskrive. Jeg siger ikke, at teorierne er unyttige, men at de er utilstrækkelige. Det jødisk-kristne historiesyn er universelt, og det er nødvendigt at tage det i betragtning, hvis man vil være virkelig “realistisk”. Ånd et det mest realistiske, der findes. Det var Grundtvigs syn, som han jo blev hånet for.
Villy Klit-Johansen, 10. august 2022