Professor Christian Thodberg havde for nogle år siden i Grundtvigsk Forum holdt et glimrende foredrag om salmen “Sov sødt, barnlille!” Efter kaffen spurgte en af tilhørerne: Var Grundtvig indremissionsk? Nej, det var han ikke, lød det lakoniske og umisforståelige svar fra Thodberg.
Det var tydeligt, at grunden til, at spørgsmålet kom op, var, at Jesus i salmen forkyndes og bekendes som Frelseren fra døden og Djævelen. Grundtvig havde nemlig samme forståelse af frelsen som Ny Testamente og Luther. Det havde han livet igennem. Evangeliet var for ham en sag om den evige (og timelige) salighed. Det opfattes i vore dage ofte som missionsk. Hvad det selvfølgelig ikke er, selvom det også er indremissionsk. I det stykke er der nemlig ingen divergens mellem Vilh. Becks Indre Mission og den kristendom, som Grundtvig forkyndte.
Men forskel er der selvfølgelig. Forskellen ligger bare et andet sted. Den ligger især i synet på, hvorledes evangeliets gave formidles til mennesker. Mere specifikt ligger der en forskel i forståelsen af dåben. Det skiller på spørgsmålet, om man tager dåbspagten for pålydende, som Grundtvig gjorde det, eller man mener, der skal føjes noget til fra menneskets side, for at dåben “virker”. Når jeg nævner Indre Mission, tænker jeg især på Vilh. Beck og arven fra Vilh. Beck. Det har jeg studeret og kunne skrive meget om, men det skal jeg skåne jer for. Hvis man spørger: Var Vilh. Beck grundtvigsk i sit dåbssyn, er svaret nej. Men der er muligvis også andre strømninger i bevægelsen.
Jeg vil understrege, at jeg intet har imod Indre Mission. Jeg har ingen grund til at have noget imod Indre Mission. Jeg peger bare på en saglig forskel.
Så er der selvfølgelig også forskel i synet på forholdet mellem menneskeliv og kristendom, men det lader jeg ligge.
Min hensigt med denne lille tekst er at slå til lyd for, at der efter flere års teologisk debat om dåben nu sættes fokus på forkyndelsen. Debatten om dåben begynder igen, hvis der bliver lagt op til en yderligere nedbrydning af dåbsritualet. Lige nu er det store spørgsmål: Hvad siges der rent faktisk om dåben i prædikener, dåbssamtaler, dåbstaler og konfirmationstaler? Hvor omhyggelig er Folkekirken i sin dåbspraksis?
Det er jo det, det kommer an på til syvende og sidst.