Omkring 1970 plus minus et par år sagde en præst, at billetten til himlen er dåben og troen. Billetten består af to halvdele. Den ene halvdel er dåben, der er Guds værk. Den anden halvdel er troen, som mennesket skal komme med. Kun hvis disse to halvdele sættes sammen, er billetten hel og giver adgang til himlen.
Det, præsten sagde, er et præcist udtryk for en fatal fejludvikling i den lutherske tradition, hvor man nu altid taler om dåben og troen. Dåben først og derefter troen. – Måske følger troen efter, det beror på mennesket.
Det siger jo sig selv, at efter den tankegang kommer et menneskes frelse til helt og holdent at afhænge af mennesket selv. Troen er blevet en menneskelig præstation. Dette er stik imod Luthers opdagelse, da han læste i Bibelen: At det hele er Guds gave ved Jesus Kristus.
Grundtvig så lige gennem tågerne og vandt ny klarhed over evangelisk-luthersk kristendom med tråden intakt tilbage til Kristus, apostlene og oldkirken. Det kommer for eksempel til udtryk i en karakteristisk sprogbrug hos ham, som man let overser, nemlig det, at han altid, som i ALTID, både i prosaskrifterne og i salmer og digte har den modsatte rækkefølge: Tro og dåb. Læs selv efter! Altid: Tro og dåb. Det betyder, at troen er Guds gave i dåben, ikke noget, vi selv bagefter skal forsøge at lægge til. Tro og dåb er een billet. Den kan ikke deles i to.
Det at have Gud til Fader, det at frelses ved troen på Jesus Kristus og det at eje syndernes forladelse og det evige livs håb er alt sammen Guds gave til os i badet til genfødelse og fornyelse ved Helligånden. Det hænger sådan sammen, at den opstandne og levende Herres eget mægtige ord i Fadervor, Troens Ord og velsignelsen “Fred være med dig” gør dåben til frelsens vand. Ordet skaber troen. Sådan er det jo også i almindelige menneskelige forhold. Vores tiltro til et menneske kommer af det menneskes ord.
Den skæbnesvangre fejludvikling i den lutherske tradition består i, at troen er blevet adskilt fra dåben. Evangeliet bliver ganske vist forkyndt mange steder, men det er meget svært at se, at det har at gøre med dåben, der ellers er det grundlæggende i et kristent menneskes liv.
Hos Grundtvig hænger det sammen:
Vi er Guds hus og kirke nu,
bygget af levende stene,
som under kors med ærlig hu
troen og dåben FORENE.
Ikke adskiller, men forener.
Hvorfor skrive om dette emne igen igen? Fordi kristendom er godt budskab til de små. Ganske vist har kristendom ret forstået med alt at gøre, alt i livet, i samfundet og i verden, naturen inklusive, men grundlæggende er kristendom et budskab om frelse, ikke et ideologi, der skal forbedre verden. Kristendom er godt budskab til de små. Dem uden tro, uden håb og uden kærlighed. Derfor bredte kristendommen sig som en steppebrand i Romerriget i de første århundreder. Og derfor fængede evangeliet på reformationstiden. Det blev hørt som et budskab om befrielse, hvad det netop er. Det er et budskab om, at nu slår befrielsens time.
Jeg er ikke reformator. Luther var det. Og Grundtvig var det også. Han mente i hvert fald, at den lutherske reformation skulle fortsættes. Det er jeg enig i.
Villy Klit-Johansen 31. januar 2020