i anledning af lektor, dr. teol. Nils Arne Pedersens artikel Guds børn og Fadervor (I), Dansk Teologisk Tidsskrift 2019 nr. 3-4
Jeg vil benytte mig af den journalistiske metode og ikke forskerens. Forskeren begynder med undersøgelse og argumenter og slutter med konklusionen. Jeg vil tillade mig gøre som journalisterne; jeg begynder med konklusionen.
Lad mig til indledning understrege, at jeg er enig med Nils Arne Pedersen (herefter NAP) om dåbens sakramentale (engangs)karakter. Jeg er også enig med ham om, at vi i dåben bliver Guds børn. Herom er der ingen divergens mellem vore respektive opfattelser.
Dernæst: Problemet i NAPs artikel er ikke et trivielt spørgsmål om Fadervors placering. Fadervors placering kan forekomme at være en ligegyldig detalje. Men det viser sig, at det er en sag med teologiske konsekvenser. Der står noget på spil. Det tror jeg faktisk også vi er enige om.
Uenigheden opstår, når NAP hævder, at Grundtvig mente, at det egentlige frelsesmiddel er vandoverøsningen ledsaget af døbeordene “jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.” Denne påstand yder ikke Grundtvigs “mageløse opdagelse” retfærdighed. Påstanden om, at overøsningen ledsaget af “døbeordene”, er dåbens “centrum”, er faktisk tvivlsom, grundtvigsk set, men også historisk, for “døbeordene” er en ret sen opfindelse. Det er ikke uden betydning at være opmærksom på, at vi ikke har en beretning om dåbens indstiftelse og dermed intet indstiftelsesord, uanset hvad Grundtvig måtte have udtrykt på et tidspunkt. Døbeordene er først slået igennem i tidlig middelalder, og “dåbsbefalingen” fra Mattæusevangeliet kap. 28 er først kommet ind i ritualet i 1883.
Jeg mener, at NAPs udvælgelse og tolkning af grundtvig-citater er lagt til rette, så de understøtter hans påstand eller tese, der så atter skal retfærdiggøre flytningen af Fadervor i 1912. Biskopperne bemærkede i fortalen til ritualforslaget i 1910: “Endelig er Fadervor flyttet hen efter Daaben; derved udtrykkes det, at den døbte nu er optaget blandt dem, der har Ret til at bede Guds Børns Bøn.” Selv har jeg en anden læsning af Grundtvig. Jeg mener ikke, der kan være tvivl om, at Fadervor for Grundtvig hører med til dåbens kerne, netop i kraft af den klassiske placering i ritualet, og jeg er af den opfattelse, at den noget brutale ændring af dåbsritualet i 1912 i høj grad har medvirket til at cementere en ny forståelse af dåben. Ny i forhold til Grundtvig, Luther og apostlene.
NAP’s tese peger bort fra Grundtvigs forståelse af dåbspagten og fredlysningen og, vil jeg mene, Fadervor som en nødvendig del af selve dåben, og den peger bort fra Grundtvigs stadigt gentagne ord om, at tro og dåb hører sammen og ikke må skilles ad, netop i dåbsritualet, men selvfølgelig også i livet.
Derved peger den tilbage til højmiddelalderens skolastik, der gjorde dåben til en handling, der virker i og med, at den er udført; den virker ex opera operato, som det hed. Derved bliver dåben noget, der gøres ved det lille barn, ligesom når man i jødedommen omskærer det. Den døbtes person og tro bliver koblet af. Det stemmer ikke med Grundtvigs opfattelse og bestemt heller ikke med Luthers. Derimod passer det godt til den lutherske ortodoksi og pietisme.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at Grundtvig i opgøret med sin tids rationalisme og i sin drøm om en kirkelig fornyelse netop ikke søgte tilbage til ortodoksien og pietismen, men længere tilbage, nemlig til Luther og faktisk endnu længere tilbage. Grundtvig har en pointe i titlen på afhandlingen “Dåben efter Christi indstiftelse” fra 1840. Udtrykket “efter Kristi indstiftelse har han fra Luther. (WA 50, s. 630).
Grundtvig var ikke en pæn pietist, han havde venner, der var det, men selv var han, jeg havde nær sagt en profetisk fornyer. Men udtrykket kan misforstås, som om Grundtvig var en sværmer eller religionsstifter. Det var han langtfra, han var en fornyer i samme forstand som Luther. Han førte den lutherske reformation videre i Luthers ånd ved at gå til kilderne.
NAP bruger, naturligt nok, en del krudt på at imødegå Christian Thodbergs Grundtvig-tolkning. Naturligt, fordi Thodberg vitterligt fylder godt op i landskabet. NAP skriver, at Thodbergs “eksistensteologiske tilgang har en spiritualiserende, antisakramental tendens; alt skal helst baseres i forkyndelsen eller ordet.” Det er muligt, at NAP i nogen grad kan have ret i dette; jeg vil dog mene, at han overdriver, for Thodberg betragter ikke uden videre, ud fra det 20. århundredes Guds ord-teologi, alle ordene som “tiltale”, som “forkyndelse”, som NAP skriver. Thodberg skriver ligefrem et sted med tilslutning, at dåbens ord for Grundtvig var sakramentalt. Det er et virkekraftigt ord ligesom skaberordet. Det stemmer ikke med beskrivelsen af ham som antisakramental.
Lad mig gøre facit op således: Hvis jeg skulle vælge mellem Thodberg og Nils Arne Pedersen, så ville jeg vælge Grundtvig.
———–
Flytningen af Fadervor i dåbsritualet 1912 er et emne, der stadig kalder på debat. At NAP ser et behov for at forsvare ændringen i en lang artikel i det, der er Danmarks Danmarks førende fagteologiske tidsskrift, Dansk Teologisk Tidsskrift, viser, at den voldsomme ombygning af ritualet i 1912 stadig er omstridt.
Jeg enig med NAP om dåbens sakramentale (engangs)karakter, ligesom jeg ikke ser det som et problem, at det i den indledende bøn siges om dåben: “hvori du gør os til dine børn”. Det er ikke forkert at sige sådan, når vi ellers husker på, at det i virkeligheden er en genoprettelse af barneforholdet, der sker i dåben. Mennesket er jo skabt af Gud i hans billede til at høre ham til som hans barn. Men der gik noget galt, så alle mennesker nu er i samme situation som den fortabte søn i Jesu lignelse. Vi er fortabte i os selv, indtil Vor Fader tager imod os og favner os, som han gør det i dåben. Både Luther og Grundtvig taler om, at vi bliver Guds børn i dåben.
NAP bør roses for, at han ikke i sin artikel udtrykker et ønske om at ændre dåbsritualet, for eksempel afskaffe det ene eller andet led, som (af mig) må regnes for hørende nødvendigt med til dåben.
Endelig noterer jeg med glæde, at NAP betragter Grundtvigs omfattende arbejde med dåben som værende af betydning for den aktuelle debat.
Når det er sagt, kommer vi ikke uden om, at der stadig er udestående problemer.
Villy Klit-Johansen 12. oktober 2020