I Vor Frue sker det, at vi synger “Herrens røst var over vandet” ved højmesse med dåb. I Vor Frue får vi nemlig lov til at synge vægtige salmer! Den står som nr. 388 i Salmebogen.
“Herrens røst” er en klar demonstration af, hvordan den mageløse opdagelse blev udmøntet i praksis, altså i god gudstjenestelig poesi. Her ser vi, hvad “det levende” ord betyder for dåbssynet.
Salmen er noget redigeret i forhold til den oprindelige version, men salmebogens version går an. Den rummer:
1. To strofer om Guds mægtige ord ved skabelsen.
2. To strofer om Guds mægtige ord i dåben
3. En strofe om Guds mægtige ord i nadveren.
Det at Grundtvig ser en parallel mellem gudsordet i henholdsvis skabelsen og i dåb og nadver viser, hvordan han forstår Herrens ord i dåben og nadveren. Det er virkende ord. Det er ikke forkert at sige, at ordet er sakramentalt.
Ordene i 3. strofe er et prægnant udtryk for hovedsagen i Grundtvigs dåbssyn. “Herrens røst er over vandet, / Herrens røst i dåbens ord, / Herrens røst og intet andet / igenføder liv på jord.”
Også den 4. strofe er interessant ved at vise, at Grundtvig betragter Fadervor som Herrens ord i dåben, altså som en del af dåbens ord. “Herrens røst er dulgt i bønnen / af vor Herres egen mund.” Helge Dahn skriver i sin Salmehåndbog fra 1968: “Fadervor er tilsyneladende vort ord til Gud, men da det er Vor Herre, der har lært os bønnen, skjuler den i sig hans ord til os.” Helge Dahns ord viser, hvor svært det er for lutherske pietister at forstå radikaliteten i Grundtvigs syn. Udtrykket “har lært os bønnen” er for svagt, det kan forstås sådan, at det jo var Jesus, der lærte disciplene Fadervor, og de har skrevet den ned, så den også er nået til os. Men hvad Grundtvig mener, er, at Fadervor i dåben er Herrens levende ord til den, der døbes. Dermed gives dåbskandidaten barnekår hos Gud.
1
Herrens røst var over vandet,
Herrens røst med ånd og liv,
Herrens røst og intet andet
var det store Skaber-bliv;
deraf skinner sol og måne,
deraf sky og bølger blåne,
deraf blomstrer mark og eng.
2
Herrens røst var over støvet,
da han skabte mand af muld,
aldrig vorder overdøvet
efterklangen underfuld;
klart den toner fra vor tunge,
når som mennesker vi sjunge:
I Guds billed skabtes vi.
3
Herrens røst er over vandet,
Herrens røst i dåbens ord,
Herrens røst og intet andet
igenføder liv på jord,
nytårslivet af Guds nåde,
kristenlivet, dåbens gåde,
salighedens visse pant.
4
Herrens røst er dulgt i bønnen
af vor Herres egen mund,
æsker barnlig nådelønnen
for hans dyd af hjertens grund,
for hans kærlighed til sine,
for hans kors og for hans pine,
for hans dybe ydmyghed.
5
Herrens røst er over bordet
i sin kraft og herlighed,
i sin fylde dér livsordet
som Guds manna drypper ned;
kærlighed og sandhed sammen
nydes dér med lyst og gammen
som Guds vin og Himlens brød.
N.F.S. Grundtvig 1860 og 1864.
Villy Klit-Johansen, 20. maj 2022