Menighedens bekræftelse af dåben og menighedens forbøn for de unge
EN ANALYSE AF SALMEN ”HAN, SOM PÅ JORDEN BEJLER”
Hvad er konfirmationen? Et svar kan vi søge i Grundtvigs salme fra 1843 og 1845, Den danske Salmebog nr. 479. Man tør vel betegne den som den klassiske konfirmationssalme. Det er ganske vist mit indtryk, at den ikke bliver brugt så meget mere, men for nogle årtier siden var den på tavlen ved så at sige hver eneste konfirmationsgudstjeneste. Er den slidt op? Det skal man bestemt ikke være for hurtig til at afgøre. Måske tør man ligefrem håbe, at den får en renæssance.
Salmen begynder med Gud. Det er ikke så almindeligt i vore dage at begynde med Gud, almindeligvis tager man hellere udgangspunkt i mennesket, men sådan var Grundtvig ikke. Gud, eller måske Herren Kristus, men det gør i denne sammenhæng ingen forskel, introduceres som “Han, som på jorden bejler til troskab uden svig.” Der tænkes på troskab mod Herren Kristus, der i dåben har indgået sin nådepagt med os. Dette er for Grundtvig et centralt tema ved konfirmationen. Troskaben.
Der står ikke, at Herren kræver vor troskab, han bejler til den, han ønsker den inderligt og søger at vinde den. Til himlen kan der som bekendt ikke tvinges, kun ringes. Ordet bejler viser det “hjertelige” i Grundtvigs kristendom. Der er en varm og kærlig opmuntring i det.
Hvad der er interessant, er at salmen egentlig ikke har konfirmationshandlingen som tema. Grundtvig holdt ganske vist fast ved konfirmationen som kirkeskik, men han fulgte ikke pietismens teologi. Og den ellers ritualtro Grundtvig knytter ikke sin konfirmationssalme til noget konfirmationsritual.
I denne salme er han også helt fri af den pietistiske forståelse. Der er intet om, at konfirmanderne bør genfødes ved en omvendelse til personlig tro og lignende. Nej, emnet er kristenlivet, levet på dåbspagtens grund. Salmedigteren opmuntrer konfirmanderne, og alle andre døbte, til troskab mod Herren Kristus og dåbens pagt, hvori han har skænket os alt. Bemærk udtrykkene “troskab uden svig” (1, 2) og “tro og huld” (4,4). Når perspektivet ved konfirmationen er livet i dåbspagten fra dåbens øjeblik og frem mod fuldendelsen, sættes der spotlight på troskabs-aspektet af troen. Det forudsætter selvfølgelig, at konfirmanderne vedkender sig deres dåbspagt.
Hvordan ser livet i dåbspagten ud? Ja, det er allerede sagt. Det er et liv, der er spændt ud mellem dåben og døden. Eller rettere sagt mellem dåben og evigheden, for kristenlivets mål fylder overraskende meget i salmen: “lunden, hvor livets lyst er sød”, altså Paradisets have (2,3-4), “den lukker op Guds-haven for os i liv og død”, igen Paradiset, som her viser sig ikke udelukkende at være hinsidigt, det er til stede både i liv og død (3,3-4), opstandelsen: “vinker op fra graven vor krop med kjortel ny” (3,6-7), “hvert hoved kroner med evighedens guld”, her er det igen målet i Guds evige rige (4,1-2) , og “for hvilen efter vånden, for glæden i sin glans” er også et udtryk for den evige salighed (5,6-7). Der er virkelig lyse udsigter for den, der her på jorden er tro mod vor forsoner, Jesus.
Den mørke baggrund ses der i øvrigt ikke bort fra: Guds hånd fører os op “fra afgrunden, hvor syndens sold er død” (2,1-2), hvor prisen for at have vendt Gud ryggen altså er døden i betydningen at være evigt uden Gud. Uden Kristus er vores situation fuldstændig håbløs.
Salmens disposition er klar: Kristenlivets vandring mod målet begynder med dåben (1. strofe), og går om ad nadveren (2. strofe), og vandringsstaven på vejen frem er Bibelen (3. strofe). Vandringen ender i et vældigt lovsangs-crescendo i evigheden (4. og 5. strofe).
Ordene i 5. strofe: “Halleluja for Ånden / som livet os har bragt” betyder ikke, at livet har bragt os Ånden. Det er naturligvis Ånden, der er subjekt. Det er Ånden, der har bragt os livet, det åndelige evige liv.
Det hele er bundet sammen af motivet Guds hånd, som han rækker os, som leder os på vejen, og som til sidst kroner os med evighedens guld.
1. strofe handler som sagt om dåben. Tankegangen er den, at hovedsagen i dåben er den pagt, som Gud opretter med et menneske. Vi bliver spurgt med troens ord, og når vi svarer ja, besegler Gud pagten ved at døbe os med Helligånden. “Når vi kun vil”, jf. spørgsmålet “Vil du døbes” i det klassiske lutherske dåbsritual. Spørgsmålet skulle sikre, at dåben virkelig skete frivilligt. At Gud besegler pagten forklares nærmere i den næste sætning “på ord, som aldrig fejler”. Pagten oprettes ved det ord, som Gud selv taler; det er pagtens ord, altså forsagelsen og trosbekendelsen i spørgende form, og hans ord fejler aldrig, det kalder selv den tro frem, som det spørger om. Ordet besegle (græsk: sfragizå) er ordet for meddelelsen af Helligånden i dåben (Se 2. Kor. 1,22 og Ef. 1,13 og 4,30). 1. strofe handler altså om dåben.
Jeg har altid brugt salmen ved konfirmationsgudstjenesterne. De første mange år lod jeg konfirmanderne lære den udenad. De senere år gennemgik jeg den grundigt med dem. Den eneste salme, de så lærte udenad, var Hil dig Frelser og Forsoner. Den var de meget glade for. Når de fik lov til at være med til at vælge salmer til konfirmationen, var den altid en sikker vinder.
KONFIRMATIONSHANDLINGEN
Indledningsvis vil jeg herom sige, at vi bør undgå fantasifulde fortolkninger af det fra pietismen stammende begreb konfirmation/konfirmere/bekræftelse/bekræfte/bekræftes. Ofte hører man præster sige, at det i virkeligheden er Gud, der bekræfter. Men Gud behøver ikke bekræfte noget, han én gang har sagt. Populært hedder det modsat altid, at konfirmanden nu selv svarer ja til det, som en anden svarede ja til ved dåben. Det er den “folkelige” forståelse af “bekræftelsen”. Den er pietistisk.
Udelad tilspørgsel og svar!
Jeg vil anbefale ikke at lade tilspørgsel og svar indgå i konfirmationshandlingen, fordi konfirmationen derved gøres til en selvstændig kirkelig handling i konkurrence med dåben. Grundtvig gør netop ikke konfirmationen til en selvstændig handling, der skal “gøre dåben færdig”, for der mangler ikke noget. I dåben har Gud givet den hele og fulde frelse, altså også troen, der netop ikke beror på en bevidst viljesbeslutning, men i absolut forstand er en gave.
Ritualbogen af 1992 har to muligheder for tilspørgsel og svar til hver enkelt konfirmand. Enten 1. tilspørgsel med forsagelsen og en forkortet trosbekendelse, der går tilbage til den af den pietistiske konge Chr. den 6. i 1736 indførte konfirmation. Eller 2. den noget problematiske nydannelse, der kom til i 1992. Den lyder som følger. Præsten spørger: ”N.N. vil du konfirmeres i den kristne tro? Konfirmanden svarer: ”Ja!”. Problemet er ikke mindst, at forbindelsen til dåbspagten forstået som Guds gave er pst væk. Hvad betyder det at konfirmeres i den kristne tro? Det er meget ukonkret. Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle forklare det for et konfirmandhold. Men hovedproblemet er, at denne form giver konfirmationen nærmest sakramental karakter.
Konfirmationsvelsignelsen
Allerede anordningen om konfirmation af 1912 åbner imidlertid for den mulighed, at man helt udelader tilspørgsel og svar og lader den egentlige konfirmationshandling bestå i, at præsten nævner konfirmandens navn og under håndspålæggelse af konfirmandens hoved siger ”bekræftelsen/bønnen”, der i ritualbogen kaldes ”konfirmationsvelsignelse”. Den form foretrækker jeg.
Hvis vi skal beholde konfirmationen, og det er der god grund til at gøre, kan jeg bedst forstå den som menighedens bekræftelse af, at konfirmanden er døbt, og dens forbøn for den unge. Det er netop indholdet af konfirmationsvelsignelsen, eller jeg vil hellere sige bekræftelsen/forbønnen, nemlig bekræftelsen ”Den almægtige Gud … som i dåben har genfødt dig ved vand og Helligånden og skænket dig syndernes forladelse, og ”forbønnen om, at Gud ”vil styrke dig med sin nåde til det evige liv”. Bønnens indhold er også det væsentlige anliggende i Grundtvigs stærke salme. Det ligger i den vægt, som Grundtvig i salmen lægger på troskaben.
Ja, jeg foretrækker nr. 2 af de tre mulige konfirmationsvelsignelser, som anføres i ritualbogen af 1992.
Hvis der skal tales om bekræftelse, er det dermed menigheden, der bekræfter dåben over for konfirmanden. Det er netop det, der siges i ”konfirmationsvelsignelsen”, hvis fulde ordlyd er: ”Den almægtige Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i dåben har genfødt dig ved vand og Helligånden og skænket dig syndernes forladelse, han styrke dig med sin nåde til det evige liv!” Denne konfirmationsvelsignelse er en gentagelse af bekræftelsen/forbønnen efter dåben. Den kan ikke forstås som Guds ord, for det er en bøn henvendt til Gud. Den er derfor at forstå som menighedens ord, udtalt på dennes vegne af præsten. Så det er menigheden, der bekræfter, at konfirmanden er døbt, og menigheden bekender sin tro på, hvad dåben gavner, og konfirmationsvelsignelsen går så over i menighedens bøn om, at Gud vil ”styrke dig med sin nåde til det evige liv”. ”Med sin nåde” betyder ved sine nådemidler, evangeliet og nadveren. Det er konkret og til at forstå. Og med dette ældgamle led fra dåbsritualet er vi på sikker grund.
Konfirmationen er således kort sagt menighedens bekræftelse af dåben og dens forbøn for de unge.
Afslutning
Og lad os så i øvrigt bruge konfirmationsgudstjenesten til at forkynde dåbspagten for de unge, simpelthen minde dem om dåbens pagt, hvori de har fået alt, hvad der skal til, så der intet er at tilføje. Og så, ligesom Grundtvig i den gode salme, tale om kristenlivet som en vandring i dåbspagten fra dåbens stund, til livet ender. På denne vandring kræves der troskab. Intet i vort liv må få den plads, der tilkommer Kristus. Det lykkes kun ved troskab mod nådemidlerne.
Sådan kan man med rimelighed forstå konfirmationen i lyset af Grundtvigs konfirmationssalme.
1
Han, som på jorden bejler
til troskab uden svig,
når vi kun vil, besegler
sin pagt om Himmerig.
Han døber med den Helligånd
på ord, som aldrig fejler,
han rækker os sin hånd.
2
Den hånd, som fra afgrunden,
hvor syndens sold er død,
os fører ind i lunden,
hvor livets lyst er sød,
den fører os til Herrens bord,
med hjertet og med munden
at smage nådens ord.
3
Den hånd med bibelstaven
os trøster i al nød,
den lukker op Guds-haven
for os i liv og død;
engang den bryder gennem sky
og vinker op fra graven
vor krop med kjortel ny.
4
Den hånd hvert hoved kroner
med evighedens guld,
som Jesus, vor forsoner,
på jord var tro og huld;
med frydesang der skabes da
et hav af Himmel-toner,
et fuldt halleluja.
5
Halleluja for hånden,
som Herren os har rakt!
Halleluja for Ånden,
som livet os har bragt!
Halleluja for ærens krans,
for hvilen efter vånden,
for glæden i sin glans!
N.F.S. Grundtvig 1843 og 1845.
Villy Klit-Johansen 10. maj 2022