“Vogt dit hjerte for derfra udgår livet.” Sådan står der i Ordsprogenes Bog kapitel 4, vers 23 i Det gamle Testamente.
Hjertet er menneskets inderste, dér hvor dets følelser, vilje og tanker bor. Måske kunne man i vore dage gengive begrebet hjerte med personlighedens centrum. Når vi for eksempel siger af hjertet tak, kommer det helt inde fra.
Hjerte er i hvert fald et af de store og dyrebare ord i vores sprog. Vi har det fra Bibelen. Paulus beder for eksempel Gud om, at “Kristus ved troen må bo i jeres hjerter.” (Ef. 3,17).
Vi skal vogte vores hjerte, for derfra udgår livet. Vi skal ikke tage det for let med, hvad vi lukker derind, og hvad vi huser af følelser og tanker. Men vi ved godt, at det ikke er så let. Hvem tør sige, at de har styr på det?
Det betyder i virkeligheden, at det at vogte hjertet dybest set er at forsage Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen og tro på Gud, Vor himmelske Fader og hans enbårne Søn Jesus Kristus og Helligånden. I dåbspagtens ord er troen givet os. Det er det samme som, at Kristus bor ved troen i vore hjerter, og det er kun i kraft af ham, at vi kan forsage Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.
*
Som det er med mennesket, er det med kristendommen. Ligesom der er noget ved mennesket, der hedder hjertet, er der noget, der er hjertet i kristendommen. Det, der er hjertet, skal vi holde fast ved. Grundtvig er inde på det i en ikke så kendt salme, som vi her citerer nogle stumper fra:
“Troens ord som Herrens tale,
Hvor han jævner bjerg og dale,
baner vejen for de små!
Pagtens, troens ord ved dåben,
som fra rigets morgenstund,
huset bar med døren åben,
hold det fast i Herrens mund!
… Det levende Guds-Ord.”
(Se Kristenhedens Syvstjerne, Den nordiske Menighed strofe 96-99)
Grundtvig appellerer i salmen indtrængende til os om ikke at slippe dette. Ikke for noget i verden må vi slippe det. Det, vi ikke må slippe, er den levende Herre Kristus, der er til stede i sin menighed. Det er hjertet i kristendommen. HAN er hjertet i kristendommen. Kristendommen er ikke en lære, men den levende Herre og frelser, der i dåben slutter sin pagt om himmerig med et menneske. Hvordan? Ved troens ord, forsagelsen og trosbekendelsen, som dér lyder til os af hans egen mund lige til at sige af hjertet tak til.
Vi skal vogte hjertet, så vi ikke tager troens ord ud af Herrens mund. Der skal vi ikke blot tænke på, at man i den norske og svenske kirke på skammelig vis i dåbsritualet bogstaveligt har taget troens ord ud af Herrens mund og lagt det i menneskers, men især på en almindelig tendens til at forstå trosbekendelsen som et udtryk for, hvad vi “kan og skal tro”. I virkeligheden er det slet ikke et spørgsmål om, hvad vi kan og skal. Tværtimod. I troens ord ved dåben baner Herren vejen for de små. Netop for de små.
*
Der er noget med Grundtvig og “de små”. Han havde en rørende omsorg for de små. De små er ikke spædbørnene, jo, det er også dem, men Grundtvig tænker på dem, der uanset alder er magtesløse og ikke har nogen mulighed for i kraft af deres fornuft, moralske viljestyrke, idealistiske stræben eller spirituelle sans at komme ind i Guds rige.
Med de små tænker Grundtvig på dem, som Jesus talte om, da hans disciple engang spurgte ham om, hvem der er den største i Himmeriget. Da kaldte Jesus et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem og sagde: “Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget.” (Mattæusevangeliet 18, 1-4).
Lille er altså ikke noget, man bare er, når man er spædbarn, men det er noget, man kan blive. Det kan ske når det går op for en, at livet går og mulighederne svinder. Hvad blev det til med alt det gode, du ville? Vil du kunne klare frisag, når du skal aflægge regnskab ikke kun for handlingerne, men for de skjulte motiver?
De små, som Herren Jesus baner vejen for til Guds rige, hvor alt ondt, ikke mindst synden og døden for evigt er overvundet, er dem, Jesus talte om, da han engang sagde: “Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje.” (Mattæusevangeliet 10,25). Det er nok værd at tænke over i en tid, da det er almindeligt at forestille sig, at vi i kraft af vores fornuft og videnskab og teknik kan løse alle problemer og ved politiske reformer skabe et lykkerige for alle, om ikke i dag eller i morgen så med tiden. Hvem tænker i vore dage på, at det vigtigste, det, der er hjertet i menneskelivet, har kun de små adgang til?
Den levende Herre slutter ved dåben sin nådepagt med de små, som beder om det, fordi de ikke har det i deres magt at komme ind i Guds rige. Det gælder liv eller død, det gælder frelse eller fortabelse. Derfor beder de om dét, som den opstandne og levende Frelser alene kan give. Det er hjertet i kristendommen. Det skal vi aldrig give slip på. “Vogt dit hjerte for derfra udgår livet.”
For Grundtvig var det hjertet i hele hans tænkning om og beskæftigelse med både det kristelige liv og med skolen og det folkelige liv, også i bredere samfundsmæssig forstand. Hjertet er “dåbspagtsteologien”, som han udtrykker klart og stærkt i den citerede salmestump. Nogle kalder det for grundtvigsk dogmatik. Intet kunne være mere forkert. Det er hjertet, hvorfra livet udgår.
Villy Klit-Johansen 3. februar 2021