The Hill We Climb
Ligesom mange andre blev jeg umiddelbart bevæget ved at høre den kun 22-årige Amanda Gormans tale ved Joe Bidens indsættelse som præsident. Ikke blot var talen en imponerende oratorisk præstation, den unge dame brugte også ord, der mindede om noget, man genkendte som noget godt.
Tag sådan noget som dette: “If we merge mercy with might, and might with right, then love becomes our legacy and change, our children’s birthright.” I min ubehjælpsomme oversættelse: Hvis vi sammenholder barmhjertighed med magt og magt med ret, da bliver kærligheden vor arv og forandring og vore børns førstefødselsret.
Minder det ikke om Grundtvigs beskrivelse af “kærlighedens jorderige” i sangen “Kærlighed til fædrelandet? Han bruger netop også begreberne kærlighed, ret og magt. I Grundtvigs sang hedder det: “Ja, i kærlighedens rige / ret og magt går hånd i hånd.”
Der er dog den forskel, at mens Grundtvig taler om kærligheden som en given ting, bogstaveligt: en gave, er den hos Gorman et resultat af gode menneskers bestræbelser. Grundtvig taler om, at “kærlighed i pagt med ånden / den får altid overhånden.” “I pagt med ånden” betyder, at kærligheden er ovenfra. Derfor kan han også i et senere vers sige, at “kærlighedens jorderige … / er endnu og var alt længe / “Danmark dejligst vang og vænge.” Kærlighedens jorderige, som vi har fået lov til at høre til, er det land, vi har fået i arv. Og hvad man har fået i arv, skal man selvfølgelig forvalte på forsvarlig vis. Det er forudsat.
Anderledes i Amanda Gormans tekst. Den er udpræget politisk-aktivistisk. Kærligheden bliver vor arv, hvis vi forener barmhjertighed med magt og magt med ret. Dette er den egentlige grund til, at det er farligt med smukke ord og fikse retoriske greb at fyre op under folks følelser, som hun gør.
I hendes tankegang skaber de idealistiske mennesker selv kærlighedens rige. “En gang spurgt: Hvordan kunne vi overhovedet sejre over en katastrofe? fastslår vi nu: Hvordan kunne katastrofen overhovedet sejre over os?”
Her viser sig den vigtige forskel, at Grundtvig taler op imod et mægtigt rige, der med militær magt ville undertrykke en folkelig virkelighed. Det var det tyske Preussen, der truede os med sin overvældende militære magt. Gorman derimod taler imod et bæst, der indefra i unionen har truet freden og retfærdigheden, men nu er bæstet overvundet. De gode har sejret over de onde. De onde er vel sådan ca. halvdelen af befolkningen i Amerikas Forenede Stater. Sådan må det forstås ud fra hele konteksten.
Det er i øvrigt vigtigt at være opmærksom på, at Grundtvig skelner mellem kærlighedens himmerige og kærlighedens jorderige. “Kærlighedens himmerige / er endnu at vente på.” Guds evige rige kan vi ikke skabe, vi kan faktisk ikke engang skabe et kærlighedens jorderige.
For Gorman drejer det sig, i modsætning til for Grundtvig, om et projekt, en nation skabt gennem en revolution, som ikke er bragt til ende. Og ikke mindst et demokrati, som midlertidigt kan forsinkes, men det kan aldrig permanent besejres. “På denne sandhed, på denne tro, stoler vi.” Det er en religiøs bekendelse til noget, som hun kalder demokrati. Men kan det være demokrati, hvis det er en slags religion? Det religiøse islæt understreges af hentydningen til den hellige skrift, der ”beder os om “at forestille os, at enhver skal sidde under sit eget vintræ og figentræ, og ingen skal skræmme dem.”
Grundtvigs folkelige syn er også religiøst, men han taler om en given virkelighed. Gorman taler bevægende, appellerende om en utopi, hun og hendes ligesindede skal virkeliggøre.
Mod slutningen bruger hun udtrykket “vort folk, der vil stige frem, forskelligt og smukt, forslået og smukt.”
Vort folk. Det klinger godt i grundtvigske ører. Men hvad betyder det, når det skal være resultatet af en fælles bestræbelse, en fælles kamp mod de onde i det samme land?
Der er meget mere at tage fat på, men jeg slutter her. Til sidst understreger jeg, at jeg endnu ikke er færdig med Amanda Gormans The hill we climb. Måske misforstår jeg hende i visse henseender? I alt fald tør jeg fastslå, at Amerikas forenede Stater er noget radikalt andet end Danmark. Det er svært at forstå dem, ligesom det sikkert er svært for dem at forstå os. Vi lever i to forskellige verdener, og vi skal passe meget på med at tro, at det er det samme. Hvis vi efterligner dem, går det helt sikkert galt.
Villy Klit-Johansen 26. januar 2021