Evangelium: Johannesevangeliet kap. 1, v. 19-28
Fire dage til jul. Juleforberedelserne kører ikke, som de plejer. De sidste julegaver skal købes, men butikkerne er lukket, og Postnord og alle de andre pakke-udbringere er ved at bryde sammen under presset fra alle de gaver, der skal transporteres fra netbutikkerne ud til kunderne. Og så er der alt det med julemaden. Hvis man skal undgå katastrofen, kræver det et gedigent stykke logistik og kogekunst. Juletræet skal købes – og det skal have den rigtige højde, det må ikke være skævt, og det skal sættes på fod og pyntes. Og julekortene ikke at forglemme – hvis de ikke er postet, er det allerede for sent.
Jo, vi har travlt. Og så har vi kun nævnt det rent sæsonbetonede. Men der er jo meget mere, vi skal tage os af. Hvis man vi blive til noget her i samfundet, gælder det om at få en god uddannelse, så man kan få et godt arbejde. Og når man har fået et godt arbejde, må man passe det godt, møde til tiden og være en god kollega og til stadighed udvikle sine kompetencer. Man kommer ikke sovende til noget i vore dage.
Men selvom det hele kører som smurt, kan det ske, at spørgsmålet melder sig: Hvad skal det hele gøre godt for? Hvad er meningen med livet? Eller endda spørgsmålet: Hvem er jeg? Og det er jo ikke så ligetil at svare på.
Jeg talte engang med en ung mand, der havde en god uddannelse og en god stilling. Jeg talte med ham, fordi jeg havde brug for den tekniske viden, han sad inde med. Han var dygtig til at hjælpe mig med mit problem. Det var kompliceret og tog et sted mellem en og to timer. Da han undervejs fandt ud af, hvad jeg bestilte, spurgte han: ”Hvordan bliver jeg lykkelig?” Tilsyneladende havde han alt, hvad der skulle til for at være lykkelig, men han var det ikke.
Der er ikke så nemt. Måske var han ikke kommet på den rette hylde. Eller måske – det kunne da også være – måske stak det dybere.
Og hvis det virkelig stak dybere, kunne man give det svære svar, at måske handler livet slet ikke om at være lykkelig. Livet er slet ikke så let.
Måske handler det mere om at have identitet. Vide hvem jeg er, og hvorfor jeg er her.
Den fjerde og sidste søndag i advent slutter vi juleforberedelserne i kirken ved at lytte til Johannes Døber.
Han var en mærkelig skikkelse. Han havde som bekendt slået sig ned i ørkenen, hvor han levede af græshopper og vilde biers honning. Hår og skæg voksede vildt på ham, og hans klædning var så simpel og grov, som den kunne være. Hvem var han? Man kunne fristes til at tro, at manden var gal. Men det er vist ikke derfor, man har opkaldt det store sindssygehospital ved Roskilde efter ham. Det hedder Sankt Hans, ikke sandt. Det må vist være, fordi man fra katolsk tid har anset ham for at være den helgen, man særligt kunne søge hjælp hos for de sindssyge.
I samtiden anså man ham heller ikke for at være sindssyg. Alt det mærkelige ved ham havde en bestemt signalværdi. Han var en hellig mand. Måske ligefrem en profet. Eller der var endda dem, der anså ham for at være Messias. Messias det er hebraisk og betyder ”den salvede”. Det er det samme som Kristus. Kristus er den græske oversættelse af Messias. Så ved vi, hvor det snerper hen ad. Var han virkelig Messias, var han virkelig den frelserkonge, som Gud havde lovet at sende?
Nu kommer der så nogle repræsentanter for de højeste myndigheder i Jerusalem for at få vristet ud af ham, hvad han selv mente. ”Hvem er du?”, spurgte de. Kristus er han ikke, siger han klart. Så går de et trin ned ad stigen. Er du Elias? Det var den store profet fra gamle dage, som man ventede skulle komme igen. Han var jo ikke død, men faret til himmels i en ildvogn. Men nej, Elias er han heller ikke. Hvad så med ”Profeten” da, hvem det så siden er. I hvert fald en budbringer fra Gud, der kunne sætte tingene på plads. Det er igen et trin lavere i hierarkiet. Men igen får de nej. Og det selvom vi i søndags hørte Jesus sige, at han var mere end en profet.
Men et er, hvad ”chefen” siger om ham. Noget andet er, hvad stort Johannes kan få sig til at sige om sig selv. For ham gjaldt det nemlig ikke om at være noget stort i sig selv.
Underligt, ikke? De fleste lægger nok hellere lidt til, når de bliver spurgt om deres titel. I vore dage har vi en meget stor del af vores identitet i vores position i samfundet. Og det siger jeg ikke for at advare de unge mod at stile højt. Slet ikke.
Men gad vidst, om ikke samfundet ville være mere menneskeligt, hvis vi lignede Johannes Døberen lidt mere. Han sagde: Jeg er ikke, jeg er ikke, nej jeg er ikke. Han havde hele sin identitet i sit forhold til den højeste Herre. Hvad han var, var han ikke i kraft af sig selv, men i kraft af ham, der havde givet ham en opgave her i livet.
Hvem er du? Hvem er du? Hvis du kommer for skade at tænke over det spørgsmål, er der to mulige svar:
Enten: Jeg er mig. Jeg er mig selv. Mit liv er kun, hvad jeg selv gør det til.
Eller: Jeg er en skabning, der har en skaber over sig.
Vær ikke i tvivl om, at det gør en forskel, hvad du svarer.
Den første mulighed kan føre til mangt og meget, når den bliver ført ud i praksis.
Den hårde udgave så vi i Sovjetunionen indtil for ikke så mange årtier siden, hvor en politisk elite mente at vide, hvad der var godt for alle mennesker, og derfor havde de også ret til at regere diktatorisk for ikke at sige terroristisk ikke bare over menneskers ydre liv, men også over deres tro. De havde bemægtiget sig staten, og de gjorde staten til Gud. De havde ingen skaber over sig.
Den bløde udgave kender vi i Danmark med den ekstreme individualisme, som råder. Når mit liv ikke er andet end, hvad jeg selv gør det til, og ingen har noget at sige over mig og mit liv, må det føre til stor selvoptagethed. Rastløs selvoptagethed. Da den bølge for alvor tog fart for et halvt århundrede siden, troede man at religionen ville forsvinde. Det troede mange, da jeg begyndte som præst for 45 år siden.
Religionen forsvandt ikke, men det blev en anden religion, der fylder både samfundets institutioner og menneskers hjerter. Den dyrkes i fitnesscentre og hos terapeuter af mange slags, efterhånden mere og mere eksotiske. Jeg skal jo realisere mig selv.
Denne religions logiske og mest sigende udtryk er troen på reinkarnation. Ved at leve på en bestemt måde sikrer jeg mig et bedre liv efter dette. Og næste gang et endnu bedre, o.s.v. I den ægte form af reinkarnationstroen er jeg’et Gud, og der er ingen anden.
Den anden valgmulighed: At jeg er en skabning, og jeg har en skaber over mig, fører i praksis til, at Gud får tak for det liv, han gav mig. Og hvor der er sandhed i hjertet, fører den til en længsel efter guddommelig tilgivelse, fred og liv.
Den længsel var Johannes Døberen eksponent for. Han var ikke ene om den, for den hører med til at være sandt menneske. ”Med hjertet som det skabtes himmelvendt, lysvågent for alt stort og skønt herneden, men med de dybe længsler vel bekendt, kun fyldestgjort af glans fra evigheden.”
Men Johannes var ene om at have den opgave at jævne Herrens vej, altså bane vejen for Vor Herre Jesus. Og det var hans positive svar til dem, der spurgte, hvem han var: ”Jeg er ›en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!‹ som profeten Esajas har sagt.”
Og da de spurgte ham, hvorfor han så døbte, når han ikke var andet end en, der råber i ørkenen, svarede han: ”Jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.”
Det er så den sidste juleforberedelse i kirken, dette dobbelte: En, der råber i ørkenen og en dåb med vand. Det hører vi fra Johannes, og i virkeligheden er det, hvad vi som kristen menighed er forpligtet på. At være en, der råber i ørkenen og at døbe med vand.
Én har fået den særlige opgave – alle kristne er forpligtet på den, men én har fået den særlige opgave – fra prædikestolen at vidne om, hvad han selv har hørt og set, og ved døbefonten og nadverbordet at lægge mund og hånd til Guds eget ord til os, livets ord, der ved troen og dåben genføder os til et levende håb, og i nadveren giver os den nødvendige føde på vandringen frem mod Guds rige. Det er ved nadverbordet, at vi med ”hjertet og med munden kan smage nådens ord.”
Vi ved da godt, at ”den, der råber i ørkenen” kun er et skrøbeligt menneske, og det er også sandt, at vi ligesom Johannes Døber kun kan døbe med vand, og at nadverens måltid er så sparsomt, at det ikke kan mætte nogen. Vi går da også hjem og spiser os mætte bagefter. Men det, vi gør her i kirken, gør vi i bøn og tro. Vi siger ordene, vi øser vandet, og vi deler brødet og vinen ud i tro på, at han, som Johannes banede vejen for, selv er lyslevende til stede med sin Ånd og i sit ord giver os alt hvad vi behøver til liv og salighed og glæde. Det har han lovet, og han svigter ikke sit løfte. Det kan endda være, at vi vil føle os lykkelige over det.
I Jesus, Vor Herre, har vi identitet. Vi er Guds børn, som han aldrig kan svigte. Og vi har fået den opgave at være en røst, der råber i ørkenen.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen
Salmer: 114 – 87 – 441 — 91 – 90
Villy Klit-Johansen den 19. december 2020