VOR HERRE KOM TIL JORDANS FLOD
Dette er ikke en videnskabelig udgave, men en udgave for den, der ønsker at fordybe sig lidt i dåben ud fra Grundtvigs oversættelse af Luthers katekismus-salme med henblik på undervisning eller egen opbyggelse. Derfor indledningen og de fyldige noter.
Indledning
Grundtvig oversatte Luthers katekismus-salme om dåben. Den står i Grundtvigs Sang-Værk, første bind, nr. 382. I en fodnote står: “Luther’s “Christ unser Herr zum Jordan kam” frit fordansket”. Grundtvig er loyal over for forlægget, men har selvfølgelig sin egen tone. Grundtvig får det meste af stoffet i Luthers Lille Katekismus med i salmen, dog ikke helt så meget som Luther selv i den originale salme.
Det interessante er nu, at Luther (og Grundtvig) lader katekismus-salmen tage udgangspunkt i beretningen om Jesu dåb, Mattæusevangeliet kap. 3, vers 13-17. Dermed bliver der tilføjet et afgørende perspektiv på dåben i forhold til, hvad Luther har med i Katekismen.
Det forholder sig jo sådan, at i den lutherske kirkeafdeling hører det med til definitionen på et sakramente, at det er indstiftet af Vor Herre Kristus. Til et sakramente kræves der foruden et ord af Herren noget materielt, ved dåben vandet og ved nadveren brød og vin. Dette er børnelærdom og rimeligt uproblematisk.
Men det betyder ikke, at der ikke er udfordringer for tanken i det. Hvad nadveren angår, er det ganske vist såre enkelt. Nadveren blev indstiftet ved det sidste måltid, Jesus holdt med sine disciple. Ved dette måltid skete den handling, hvorved nadveren blev indstiftet, og nadverens indstiftelsesord er de noksom bekendte ord, Jesus sagde ved den lejlighed. De skal siges ved kirkens nadvermåltid, for at det kan regnes for en ret nadver.
Udfordringen for tanken ligger nu i, at det med hensyn til dåben ikke er så enkelt. Man må nemlig spørge: Hvornår indstiftede Jesus dåben? I Ny Testamente er der som bekendt ikke en “dåbens indstiftelsesberetning”, parallelt med nadverens indstiftelse. Det næste spørgsmål er: Hvad er dåbens indstiftelsesord? Katekismus-salmen giver en slags svar på det første af spørgsmålene. Følger vi salmen, er Jesu dåb ved Johannes Døber i Jordans flod det nærmeste, vi kommer til en indstiftelse af dåben. Luther siger det direkte i sin salme: “Da wollt er stiften uns ein Bad …” Grundtvig gengiver det med et fint poetisk billede: “da blanded han et sjælebad”. Meningen er den samme.
Der ligger en rigdom af åndeligt indhold i, at Luther ser Jesu egen dåb som indstiftelsen af “vores” dåb. Ganske kort kan vi sige: Guds Søn lod sig døbe med synderes dåb og sagde dermed ja til at gå hele vejen til korset for at lide døden i synderes sted (Luther: “von Sanct Johann die Taufe nahm, / sein Werk und Amt zu ‘rfüllen); derfor kan vi syndere blive døbt med Jesu dåb.
Så langt så godt. Men det andet spørgsmål var: Hvad er så dåbens indstiftelsesord? At det må være et ord af Vor Herre selv er indlysende. Men hvilket ord? Vi har jo ikke et ord af Jesus fra indstiftelseshandlingen, kun Gud Faders ord om Sønnen: Hør ham! Men hvad siger han? Der er rigtignok evangelietekster med i dåbsritualet, men historisk er der ingen fast tradition for, hvilke nytestamentlige tekster; det har skiftet i tidens løb. Jesu “dåbsbefaling” i Matt. 28 er for eksempel først kommet ind i ritualet med biskop Balles døbeformular i 1783.
Grundtvigs “mageløse opdagelse” i 1825 førte ham til i flere omgange at arbejde dybt med spørgsmålet. Kernen i “den mageløse opdagelse” er, at frelsen formidles til os ved den opstandne og levende Herres konkrete ord til os i dåben og nadveren. Det kom til at stå ham klart, at dåbens ord derfor måtte være tiltale, Herres tiltale til den, der døbes. Det måtte være tiltale i anden person, det måtte hedde “du”. Ved nadveren hedder det da også “for jer”. Men ved dåben?
Grundtvig og efter ham andre har med stor flid og åndelig indsigt arbejdet med spørgsmålet om, hvilke ord, der hører nødvendigt med til dåben efter Kristi indstiftelse. Grundtvig nåede frem til, at det primære dåbsord er dåbspagtens ord med spørgsmål og svar, “Forsager du …” og “Tror du …” og dåbskandidatens JA. Dåbspagtens ord hører nødvendigt med til dåben, det var han af af mange grunde overbevist om.
Grundtvig var ægte luthersk, når han i sin lære om dåben understregede dåbens uopløselige forbindelse med Guds Ord og troen. Det kommer tydeligt frem i forskellige strofer både i Luthers salme og i Grundtvigs gendigtning. Hos Grundtvig er det med i 2. strofe, vers 7-9: “men vandet er ej bart og blot, / hvor Helligånden svæver, / Guds Ånd det er, os døber! Det sidste markante vers “Guds Ånd det er, os døber” er en hentydning til katekismens ord: Spørgsmål: Hvordan kan vand gøre så store ting?, (nemlig frelse et menneske fra synden og døden). Svar: “Det er ikke vandet, der gør det, men Guds Ord, der er med og i vandet, og troen, som stoler på dette Guds Ord i vandet o.s.v.” Guds Ord og troen. Derved fastholdes det, at Helligåndens redskab ikke er vandet, men Ordet. Det er en meget vigtig pointe i Luthers teologi, at Ånden i Guds åbenbaring for os er eksklusivt bundet til Ordet som Åndens virkemiddel.
Den samme “mageløse opdagelse” ligger også bag ved den indholdsfyldte vending “tro og dåb” i 6. strofe. Og tillige i 7. strofe: “Hvor støvets øje ser kun vand, / Guds Ord dog øret hører.” I ord-parret “tro og dåb” ligger hele Grundtvigs dåbspagtteologi gemt, den, som han udfolder så rigt i sit omfattende forfatterskab. Grundtvig fjernede sig ikke fra Luther, men man kommer ikke udenom, at Grundtvig havde et klarere blik end Luther for, at dåbens ord måtte være en direkte tiltale, udtalt af den levende Herre Kristus, og det er dåbspagtens ord netop. Grundtvig opdagede, at dåbspagten indeholder den vigtige pointe, at troen er gave, i absolut forstand gave. Den er ikke noget, som mennesket selv efterfølgende skal føje til. Den, der tror på Kristus, har derfor ingen ære af det selv, for troen er ikke en præstation, men netop en gave.
Dåben er evangelium og skal tages alvorligt som evangelium. Evangelium betyder godt budskab, i denne sammenhæng et godt budskab fra Vor Herre, der befrier os fra den elementære menneskelige angst for døden og dommen. Jævnfør katekismen: “Dens (dåbens) virkning er syndernes forladelse, den befrier fra døden og Djævelen og giver alle, der tror det, den evige salighed …”
Mel. Johann Walter
J.P.E. Hartmann
Erling Lindgren: Er lyset for de lærde blot (melodien til sidste linje gentages)
1
1. Vor Herre kom til Jordans flod,
2. alt som Gud Fader ville,
3. og af Sankt Hans sig døbe lod,*
4. da udsprang livets kilde,
5. da blanded han et sjælebad,
6. af Ånd og vandets strømme,*
7. som synd og død i allen stad
8. kan herlig oversvømme;
9. i dåben vi genfødes!*
2
1. Så læg da nu ret mærke til
2. Guds eget ord om dåben,
3. så I fordærver fjendens spil
4. og undflyr kætterhoben!
5. Udtrykkelig vor Gud og drot
6. til dåben vand udkræver,
7. men vandet er ej bart og blot,*
8. hvor Helligånden svæver,
9. Guds Ånd det er, os døber!*
3
1. Fra Jordan spurgte himmelsk nyt*
2. man trindt på jorderige,*
3. Gud Faders stemme åbenlydt*
4. man hørte der udsige,
5. hvad hidtil hos sig selv i løn*
6. han holdt fra gamle dage:
7. Du er min elskelige Søn,
8. som mig mon vel behage!*
9. Med Jesu dåb vi døbes!
4
1. Guds egen Søn i støvets bånd*
2. ved Jordan var at skue,
3. der sig nedlod den Helligånd,
4. alt som Gud Faders due,
5. så, skønt kun vand og støv vi se,*
6. vi lære skal med glæde,
7. de himmelske personer tre*
8. i Ånden er til stede,
9. vil hos os bo og bygge!
5
1. Vor Herre sagde til de tolv*
2. hans visse bud hernede:
3. Gå ud, gå trindt på jordens bold,
4. fortabte at oplede,
5. og døb da i Guds trillingnavn*
6. dem med min Faders stemme,*
7. og lær dem og i kærlig favn*
8. mit vidnesbyrd at gemme!
9. Jeg følger med til enden!
6
1. Ja, salighedens store håb,
2. som vinde kan og vare,
3. han bundet har til tro og dåb*
4. med visse ord og klare:
5. Kun født påny af vand og Ånd,*
6. Gud Fader vi behage,
7. men når vor sjæl er i Guds hånd,
8. vi døden ej kan smage,*
9. thi himmerig vi arver!
7
1. Hvor støvets øje ser kun vand,*
2. Guds Ord dog øret hører,
3. og Jesus Kristus, Gud og Mand,*
4. med Ånden vandet rører,
5. da sjælen ser en purpurflod
6. med korsets ægte farve,
7. som skænker den for døden bod*
8. og ret til Gud at arve!
9. Godt pant er Helligånden!
Martin Luther
N.F.S. Grundtvig
Noter
*1. strofe, vers 3: Sankt Hans = Johannes Døberen.
*1, 6: Ånd og vandets strømme: Johannesevangeliet 3, 5: “Jesus svarede: “Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige.”; Efeserbrevet 5, 26: “ligesom Kristus har elsket kirken og givet sig hen for den for at hellige den ved at rense den i badet med vand ved ordet.”
*1, 9: i dåben vi genfødes: Katekismen: FOR DET TREDJE: Hvordan kan vand gøre så store ting? SVAR: … et bad til genfødelse i Helligånden, som apostelen Paulus siger i Titusbrevets tredje kapitel: “Ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden.” (Titusbrevet 3,5).
*2, 2: fjenden = Djævelen
*2, 7: vandet er ej blot og bart o.s.v.: Katekismen: FOR DET FØRSTE: Hvad er dåben? SVAR: Dåben er ikke bare vand, men den er vandet indesluttet i Guds befaling og forbundet med Guds ord.
Og FOR DET TREDJE: Hvordan kan vand gøre så store ting? SVAR: Det er ikke vandet, der gør det, men Guds ord, som er med og i vandet, og troen, som stoler på dette Guds ord i vandet.
*2, 9: Guds Ånd det er, os døber. Udsagnet skal tolkes i lyset af svaret i katekismen på spørgsmålet Hvordan kan vand gøre så store ting, som tages op i 2, 7. Se den foranstående note. Dermed bliver Guds Ånd = Ordet og troen.
*3,-4. Jesu dåb. Mattæusevangeliet 3, 13-17.
*3, 2: Trindt = vidt omkring.
*3, 3: åbenlydt = højlydt, i alles påhør.
*3, 5: i løn = i det skjulte.
*3, 8: som mig mon vel behage, poetisk udtryk = som jeg har velbehag i. Mon er et hjælpeverbum som må, vil og kan.
*4, 1: i støvets bånd = i skikkelse af et virkeligt menneske.
*4, 5: støv = et menneske.
*4, 7: de himmelske personer tre = den treenige Gud, Faderen og Sønnen og Helligånden.
*5: Mattæusevangeliet 28, 19-20, “dåbsbefalingen”.
*5, 5: Guds trillingnavn = den treenige Guds navn.
*5, 6: med min Faders stemme = med Guds ord. (Mattæusevangeliet 3, 17: “Det er min elskede Søn, i ham har jeg fundet velbehag”. Efeserbrevet 5,26: “badet med vand ved ordet”).
*5, 7: lær dem og = lær dem også
*6, 3: Tro og dåb er en hyppigt forekommende, fast vending i Grundtvigs salmer. Ord-parret dækker over det forhold, at dåbspagten og dåben med vand hører uløseligt sammen. Ordet “troen” rummer på én gang dåbspagtens ord og hjertets tro.
Katekismen: FOR DET ANDET: Hvordan lyder da dette Guds ord og løfte? SVAR: Vor Herre Kristus siger sidst i Markusevangeliet: “Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.” (Markusevangeliet 16, 16).
1. Peters Brev 3,21: “Det vand [syndfloden] er et billede på den dåb, som nu frelser jer; ikke en fjernelse af legemets snavs, men en god samvittigheds pagt med Gud, ved Jesu Kristi opstandelse.”
*6, 5-6: født påny af vand og Ånd: Johannesevangeliet 3, 5: “Jesus svarede: “Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige.”
*6, 8: vi døden ej skal smage: Johannesevangeliet 8, 52: “Den der holder fast ved mit ord skal aldrig i evighed smage døden.”
*7, 1: støvets øje = det legemlige, jordiske menneskes øje.
*7, 3: Jesus Kristus, Gud og mand = Jesus Kristus, sand Gud og sandt menneske.
*7, 7: bod = hjælp og trøst
Villy Klit-Johansen 28. november 2020