Svaret er nej. Men da det har vist sig, at synspunktet er meget svært at forstå, gør jeg her rede for det. Mange tror, det er “grundtvigsk” at hævde, at Danmark er et kristent land, og det er pietistisk at benægte det. I virkeligheden forholder det sig omvendt. Hvilket ikke er svært at dokumentere.
Selv om hvert eneste menneske i landet var døbt og gik i kirke hver søndag, og Folkeskolen havde en kristen formålsparagraf og Danmarks Radio fyldte hele fladen med programmer om kristendom osv. osv., burde dansk folkelighed ikke kaldes kristen, og Danmark burde ikke kaldes et kristent land.
Lad mig forklare hvorfor. Eller lad mig først pointere, hvad der ikke er mit anliggende. Jeg er ikke tilhænger af de kulturradikales stadige forsøg på at trænge kristendommen ud af det offentlige rum. Og jeg ser ikke med milde øjne på de kulturradikales overtagelse af Folkehøjskolen. Jeg er ikke kulturradikal-humanistisk sekularist. Det er endda langt fra. Jeg skulle være et radikalt hoved, hvis jeg beklagede den frugtbare vekselvirkning, der gennem århundreder har været mellem folkelighed og kristendom, og hvis jeg bifaldt eller medvirkede til at udrydde de sidste rester heraf.
Hvorfor så sige nej til, at folkeligheden bør kaldes kristen? Det korte svar er, at vi ikke bør sammenblande folkelighed og kristendom.
Folkelighedsbegrebet er formet af Grundtvig. Ikke at han har opfundet det, men i Danmark er det formet af Grundtvig.
Men var Grundtvig ikke præst og teolog? Jo da, men han tænkte ikke folkeligheden udelukkende ud fra kristen teologi. Hele livet igennem var han stærkt optaget af vores hedenske oldtid. I myter, sagn og historie fandt han et rigt åndsliv, der i mange tilfælde var udtryk for sand erkendelse af menneskelivets og folkelivets vilkår.
Denne nordiske ånd beredte kristendommen en frugtbar jordbund, da den dukkede op. Grundtvig betragtede de nordiske sagn og myter som Nordens Gamle Testamente, uden at han dermed forkastede Bibelens Det gamle Testamente. Synet på det nordiske åndsliv følger af hans tro på skabelsen og Guds forsyn og dermed af hans historiesyn. Gud har (selvfølgelig) en finger med i spillet i folkenes historie, også netop de hedenske folks historie, og han har et mål med historien.
Det vigtige er, at det altid stod Grundtvig klart, at folket var der først. Folket var der, før kristendommen kom til det. Folket havde identitet, før det antog kristendommen.
Vel var det teologiske overvejelser, der fik teologen Grundtvig til at fastholde, at folket var der først og havde identitet, før det antog kristendommen. Men det at der ligger teologiske overvejelser bag, betyder ikke, at folket eller landet er kristent. Danmark er det DANSKE folks hjem gennem vel et par tusinde år. Folket har en før-kristen hedensk identitet, som kristendommen ikke har til hensigt at udslette.
Dette understreger Grundtvig stærkt i afhandlingen “Folkelighed og kristendom” fra 1847. Her indrømmer han på given foranledning, at han i sin ungdom ikke var klar i mælet. Han vedgår, at han selv var skyld i, at nogle fik den opfattelse, at han sammenblandede folkelighed og kristendom. Men han lover, at han fra nu af vil skelne klart mellem de to ting.
Vi giver Grundtvig ordet: “Selv derfor, naar Enkelte rose baade min Danskhed og min Christendom, bliver Enden dog gierne den Forbeholdenhed, at Danskheden naturligvis maa christnes før den er værd at nævne, og det er dog langt fra mine tanker, saa jeg stræber stedse tydeligere at holde Danskhed og Christendom ud fra hinanden, vist nok ikke som uforligelige, men dog som høist forskiellige, at den ene kun giælder i en Krog af Norden, den anden over hele verden, den ene giælder kun for en Tid, den anden baade for Tid og Evighed.”
Det er den i grunden hedenske folkelighed, han taler om. Den behøver ikke kristnes, for at den skal være “værd at nævne”.
I denne afhandling skriver han også: ”er Kiærlighed og Sandhed i Christendommens Aand, da følger deraf ikke blot, at den kan aldrig med List eller Vold ville udslette eller undertrykke nogen Folkelighed, men deraf følger ogsaa, at den er meget ilde tjent med, at det giøres i dens Navn, som Papisterne unægtelig gjorde det.”
Det er det samme, sagt med andre ord, når han understreger det meget vigtige, at kristendommen ikke er en lov, der skal beherske verden, men et glædeligt budskab, der skal tjene de mennesker, der frivilligt modtager det.
Her har De, kære læser, grunden til, at det ikke er i Grundtvigs ånd at kalde danskheden kristen.
Og her har vi også grunden til, at det er forkert at fremme islams udbredelse i det danske samfund. Islam har ikke den respekt for folkeligheden, som kristendommen har. Islam er netop en lov, der vil beherske verden. Præcis det, som Grundtvig bebrejder “papisterne”, altså pavekirken. Islam har simpelthen ikke det positive syn på de historisk udviklede folkeslag og deres åndsliv som den kristne teolog Grundtvig havde. Muslimer mener snarere, at de hedenske mennesker er vantro, og derfor skal de omvende sig til Islam. Hvis de “vantro” ikke omvender sig, kan de i bedste fald få lov til at leve som en undertrykt minoritet i den islamiske stat, som Islam tilstræber. Derfor er det ikke forkert at forbyde “bønnekald” fra moskeerne i Danmark. Begrundelsen bør ikke være, at Danmark er et kristent land, men at det er en legitim politisk opgave at hindre islam i at udbrede sin magt i Danmark.
Grundtvig mener stik modsat, at det kristne evangelium har en tjenende funktion i forhold til folkeligheden.
Det er helt afgørende, at vi får dette udtrykt klart og forståeligt. Hvis det altså overhovedet er til at forstå for dem, der bekæmper både dansk folkeligheds og kristendommens stilling i Danmark. Faktisk tror jeg ikke, de kan forstå det, når ikke engang mange teologer og “kirkefolk” kan forstå det, men det skal ikke hindre os i at gøre os vore tanker og udtrykke dem så klart, som vi overhovedet er i stand til. Og det gør vi så i det inderlige håb, at i det mindste de, der vil Danmark og kristendommen det godt, vil overveje det endnu engang.
For til sidst at skære det ud i pap: Ved at kalde folkeligheden kristen og ved at kalde Danmark et kristent land gør man dem begge, altså folkeligheden og kristendommen, en bjørnetjeneste. Man yder ikke folkeligheden den respekt, som Grundtvig lægger op til, og man står i fare for at skabe et forkert billede af, hvad kristendom er. Kristendom er noget andet end danskhed, og kristendom er unægtelig noget andet end islam. Kristendom er ikke en politisk ideologi, som islam i sin rene form er. Når man bruger sætningen “Danmark er et kristent land” som politisk slogan, gør man politik til et kristeligt anliggende, men politik er og bliver en folkelig sag.
Villy Klit-Johansen, 1. juli 2020