Bemærk de to datoer den 5. juni 1849 – og den 5. juni 1848!
Grundlovsdag bør være en fest for det folkelige Danmark.
Danmarks Riges Grundlov er et værdifuldt dokument, der nok er værd at fejre. Det gør vi i dag, selv om forholdene lige nu umuliggør de sædvanlige grundlovsfester. Vi er nødt til at blive hjemme.
Jeg sidder så her og tænker på, at Grundloven i sig selv kun et stykke papir i en glasmontre. Virkelig eksistens får den kun, hvis der findes en levende dansk folkelighed. Det er alene den, der kan give grundloven reelt indhold.
Det giver mig anledning til at mindes slaget ved Dybbøl den 5. juni 1848, hvor de danske bondesoldater slog en preussisk hærstyrke på omkring 12.000 mand. Kampen blev jo udkæmpet fortrinsvis af indkaldte bønderkarle. Værnepligten gjaldt nemlig endnu kun bondestanden. Det skal dog siges, at der deltog mange frivillige fra byerne.
Under krigen 1848-50 fulgte der langt større slag efter kampen ved Dybbøl. Slagene ved Fredericia 6. juli 1949 og Isted 25. juli 1850 var langt større. Men ved Dybbøl 5. juni havde vi dog 59 døde og 171 sårede. Tyske tropper var allerede på vej langt op i Jylland, mens den danske hovedstyrke var trukket ud til flankestillingen Dybbøl, hvor kampen stod. Det er ikke for meget sagt, at treårskrigen var en eksistenskamp for Danmark.
Det er sikkert ikke tilfældigt, at Grundloven blev vedtaget den 5. juni 1849 på årsdagen for slaget ved Dybbøl. Således mindedes man dem, der var døde for Danmark, og det blev markeret, at fremtiden ikke var en multinational stat under en enevældig konge, men fremtiden tilhørte det folkelige Danmark, der havde manifesteret sig så stærkt siden martsdagene 1948. Man taler som bekendt om “Ånden fra 48”.
Treårskrigen, dens årsager og dens forløb på slagmarken og i de diplomatiske forhandlinger, er et kompliceret stykke historie. Men skal det siges kort, vil jeg mene, at vi med rette kan slå fast, at det oprindelig danske Slesvig (det hed Sønderjylland) gennem århundreder langsomt var blevet fortysket op til en linje omtrent, hvor den nuværende landegrænse mod Tyskland går. Årsagen til fortyskningen var ikke mindst, at kongemagten udelukkende tænkte i dynastiske interesser og på det skammeligste forsømte det jævne folk.
Krigen begyndte i 1848 som et oprør blandt kongens tysksindede undersåtter i Slesvig og Holsten. De tysksindede ville have hele Slesvig løsrevet fra Danmark og sammen med det rent tyske Holsten tilsluttet Det Tyske Forbund. At befolkningen i det nordlige Slesvig, især bønderne, var danske af sind og modersmål blæste de højt og flot på i deres bestræbelse på at virkeliggøre drømmmen om tysk storhed.
Oprørerne fik hurtigt hjælp fra magtfulde tyske stater som Preussen og Østrig. Preussens og Østrigs støtte til oprørererne betød, at Danmarks eksistens reelt var truet.
Det positive, vi skal mindes, er, at i disse år vågnede folket til dåd. Den på mange måder lykkelige udvikling, vi, trods alle vanskeligheder, har haft i Danmark siden midten af 1800-tallet skyldes ikke grundloven, men den folkelige og kristelige opvækkelse i bondestanden. Og arbejderstandens kamp lidt senere skal vi bestemt ikke glemme i den forbindelse.
At genforeningen blev mulig i 1920 skyldes ikke mindst, at der var sket en folkelige vækkelse Sønderjylland. Den blev fastholdt og udbygget gennem de 56 år, 1864-1920, da landsdelen var underlagt Preussen og Det tyske Kejserrige.
Grundloven er en god ramme om det politiske liv i Danmark. Den skal vi fejre som folkets værn mod en politisk elites trang til regereri.
Men især er der grund til at fejre det folkelige Danmark. Dets historie skal fortælles som en opmuntring til at tage kampen op mod alt, hvad der i dag truer friheden og folkets ret til selv at bestemme over det fælles liv med egne love indenfor egne grænser.
Truslen kommer fra EU-ideologerne, fra den liberalistiske internationalisme med dens falske forestilling om universelle rettigheder og fra den muslimske indvandring. Men derom en anden gang. I dag gælder det det folkelige Danmark.
GOD OG GLÆDELIG GRUNDLOVSDAG!
KÆMP FOR ALT, HVAD DU HAR KÆRT!