i Hellevad Kirke søndag den 19. marts 2006 kl. 9.00 u. nadver.
336 Vor Gud han er så fast en borg
Hilsen
Kollekt
NT-læsning: Johannes’ Åbenbaring 2, 1-7
208 Skriv dig Jesus på mit hjerte
Evangelium, Johs. 8,42-51
Trosbekendelsen
Prædiken
289 Løgnens fader vi forsage
Kollekt
Hilsen
Velsignelsen
68 Se, hvilket menneske
—–
Prædiken:
Det er en voldsom strid, vi har hørt om. ”I har Djævelen til fader”, siger Jesus til dem, og de siger til ham: ”du er .. besat af en dæmon.” – Det er beskyldninger så barske, at man må tro, at Jesus her står overfor nogle af sine hårdeste modstandere. Og det er på en måde også tilfældet. Men det uhyggelige ved det er, at de mennesker, Jesus veksler så skarpe ord med, er nogle, der netop er kommet til tro på ham.
Nu kan det sådan set være lige meget, hvad de snakkede om dengang, og hvad det var for et spil, der kørte mellem dem. Men det er ikke lige meget, hvad det har at sige os.
Hvordan ser Jesus på os, og hvordan ser vi på ham? Det er bestemt ikke lige meget.
Men selvfølgelig kan situationen dengang kaste lys ind over vores liv. Så vi ridser den lige op.
Jesus er i Jerusalem i anledning af løvhyttefesten, og dér siger han tydeligt, hvem han er. Dér i templet vidner han om, at han er fra Gud. Han er den, der er sendt af Gud for at befri mennesker fra alt, hvad der vil ødelægge livet. Med de gamle ord hedder det, at han vil befri os fra syndens og dødens og Djævelens herredømme.
Først var nogle af jøderne altså kommet til tro på ham. Det er der fortalt om tidligere i kapitlet. Men resten af det – det af det, vi har hørt nu, og det følgende – det er en virkelig gyser.
Disse jøder, der i hvert fald havde vist en stor interesse for ham – så meget må det i det mindste betyde, at de kom til tro på ham, men meget mere betyder det vist heller ikke – de vendte sig snart imod ham, og det endte endda med, at de tog sten op for at kaste dem på ham. Det står til sidst i kapitlet.
Hvorfor gik det så galt, når det ellers var begyndt så godt? Hvis vi skal forsøge os med at svar, så var det vel, fordi Jesus gik for tæt på – efter deres mening. Han rørte ved ting og sager i deres personlige liv, som de ikke ville finde sig i, at han blandede sig i. Da det kom til stykket ville de være i fred for hans indblanding. Men den går ikke, når det er Gud, man står overfor. Verdens frelser må vi enten lukke ind i vores liv – eller bære følgerne af det. Hvis vi i virkeligheden ikke ønsker, at han skal blande sig i vores liv, så har det den konsekvens, at han ikke når det mål, han havde med at komme til verden og give sig helt for os. Hvis vi ikke vil have med ham at gøre, kommer han til at gå forgæves til os med sit gode budskab og sine gode gaver.
Jamen vel gik Jesus tæt på, det gjorde han, men det var ikke i ond hensigt. Det var mere ligesom når lægen bliver nødt til at fortælle patienten, at han lider af en alvorlig sygdom, og det bliver nødvendigt med en stor operation. Sådan blev Jesus nødt til at fortælle jøderne, hvor hårdt de var angrebet af en sygdom. Ikke en legemlig sygdom, men en åndelig. (Synden). De var faktisk dødssyge. De måtte under den store læges behandling for at blive frelst fra evig ulykke.
Inden vi går nærmere ind på, hvad den sygdom nærmere bestod i, kan vi slå fast, at der er noget i hele situationen her, der er aktuelt også i vore dage. Der er mange, mange mennesker, for hvem det begynder så godt. Jeg mener: De fleste bliver båret til Jesus i dåben, og på den måde bliver de sat ind i troens verden og får lov til at leve deres liv dér i lydighed mod Guds ord og i den fred og glæde, der råder hos Gud. Og forældrene, der i kærlighed bærer børnene til dåben, viser – kan man godt sige – en ganske stor interesse for troen ved at komme med deres børn.
Men trods denne gode begyndelse ender det ofte skidt, fordi Jesus ikke får lov til at blande sig i deres liv, når det kommer til stykket. Han får ikke lov til at blive Herre i deres liv – forældrenes og børnenes. Og så er det, at han kommer forgæves med sit gode budskab og sine gode gaver. Dette er ikke en dom, men det er sagt ud fra det, der høres og ses, og det er en opfordring til hver enkelt til at tænke alvorligt over, hvordan det er fat.
Hvad går hans budskab ud på, og hvad er det for gaver, han giver? Ja, han siger selv, hvad hans gode budskab er. Han siger det kort og klart: ”det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig.”
Det er hans budskab til os – lige netop til os, der lytter i dag. Nu skal du høre: Gud lever, og hvis du er kommet frem til den konklusion, at der ingen Gud er, så stands engang og hør et befriende budskab. Det, du mente, var Gud, findes ganske vist ikke. Det var kun dine egne forestillinger. Det gør ikke så meget, at de ikke er virkelighed. Men GUD lever. Og nu lader han høre fra sig, han, der er så svær at få øje på i alt det, der sker i verden – og for resten i dit eget liv. Nu lader han høre fra sig.
Nu sender han bud til dig for at fortælle, at han gør dig fri af alt det, der binder dig. Dine forestillinger om Gud fx. Men også din synd, det vil simpelthen sige det, at du ikke elsker Gud og ikke bryder dig om at være i hans nærhed og følge hans gode vilje.
Den skyld, der tynger dig, er betalt. Dit mellemværende med livets giver og herre er bragt ud af verden. En anden har betalt i dyre domme for alt, hvad du har både forbrudt og forsømt.
Det er hans gode budskab. Du har lov til at leve dit liv som et frit menneske. Du kan gå gennem livet med løftet hoved i tillid og frimodighed. Den Gud, som du skiftevis fornægter og skælder ud på og gemmer dig for, han findes måske kun i dine forestillinger, men Jesus lærer dig at kende den sande Gud. Han er din Fader i himlen, som tager sig af dig som sit elskede barn.
Hvad er det for en gave, Jesus giver os? Han svarer på de spørgsmål i tekstens sidste vers: ”Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.”
Det betyder ikke, at vi ikke skal dø. Det skal vi. Vi er alle Gud en død skyldige, men hans gave er, at vi ikke skal leve i angst for til sidst at være lukket ud fra Gud. Gud giver dig liv og lykke, også i døden. Livets Gud kan finde dig, også når døden har skjult dig for alle mennesker.
Holder du fast ved Jesu ord, skal du aldrig i evighed se døden, siger han. Det er hans gave til dig.
Men hvad vil det sige at holde fast ved Jesu ord? Det har ikke noget at gøre med at være en Guds riges UG-dreng. Det troede jeg som barn, men der er ingen, der kan tåle at leve et liv uden fejl og nederlag. Sådan et liv tager man skade af. Man bliver indbildsk og selvoptaget.
Nej, at holde fast ved Jesu ord er nærmere at have det som Peter. Kan I huske det? Evangeliet fortæller, at Jesus talte strenge, sande ord, så sande, at han oplevede, at mange af den grund forlod ham. Da spurgte han disciplene: ”Vil I også forlade mig?” Og Peter svarede: ”Herre, til hvem skal vi gå hen, du har det evige livs ord?”
Peter, der svigtede igen og igen, aflagde det vidnesbyrd om Jesus, at han var livets ord.
Ægte fuldkommenhed er at være fuldkommen afhængig af Kristus. Ligesom Peter og andre, der er fulde af fejl – og derfor ikke kan undvære en frelser.
Den falske fuldkommenhed lever mest af de andres fejl. De andres fejl stiver ens egen vaklende selvagtelse af.
Ham eller hende med det perfekte liv, bliver let selvglad.
Var det det, der var galt med jøderne? dem, Jesus talte så strengt til. ”Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig”, sagde han. De var allerede begyndt at pønse på at slå ham ihjel, og de mente, at de tjente Gud ved at slå ham ihjel. Han var en gudsbespotter, og de bekræftede sig selv i den overbevisning ved at slå ham ihjel. ”I har Djævelen til fader” sagde han lige ud til dem.
Dén hårde dom er vel ikke rettet imod os, for vi hader ikke Jesus. Men hvordan er det med vores kærlighed til ham? Hvordan er det med vores lyst til at høre hans ord og følge det? Hvordan er det med vores glæde ved hans ord og hans menighed? Og hvordan er det med vores iver efter at dele den glæde med andre?
Vi skal ikke være i tvivl om, at vi har en farlig modstander, som glæder sig, hvis vores kærlighed bliver kold.
Men vi ved også, at vi har en frelser, der er stærkere end fjenden. Kristus er dødens dødsfjende. Derfor har vi kun ét at gøre, det er igen og igen at vende tilbage til ham. Han kæmper for os, og han vinder for os, når vi er i følge med ham.
Derfor er vi fri af al frygt. Vi har en Herre, der allerede har vundet, dengang da han hang på korset. Da sejrede Guds kærlighed over alle onde magter. Derfor siger vi:
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.