Dette i forlængelse af mit opslag på Facebook for nogle dage siden om, at kristen tro ikke er en tro på, at Gud er til. Jeg tog, indrømmet lidt provokerende, udgangspunkt i Hebræerbrevet kap. 11, v. 6: “den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham”, idet jeg påstod, at dette ikke er kristen tro. Det lader sig måske tolke som sådan. Teologer kan jo fortolke alt til at betyde hvad som helst eller slet ingen ting. Men i det mindste har Hebræerbrevets udsagn vist ikke nogen parallel i Ny Testamente, så vidt jeg kan se.
Jeg må fastholde, at spørgsmålet om Guds eksistens er et filosofisk spørgsmål, som filosofferne ganske vist ikke kan besvare endegyldigt. Men de kan ikke lade være med at beskæftige sig med det. Ligesom kristne selvfølgelig med rimelighed kan beskæftige sig med det.
Men det må ikke stilles som en betingelse for at tro på Vor Herre Jesus Kristus og hans og vor himmelske Fader. Antagelsen af, at Gud er til, er ikke begyndelsen på den kristne tro. Tværtimod: Først kommer troen i mødet med Kristi ord og derefter EVENTUELT overvejelser om Guds eksistens. – Hvis man altså har interesse for den slags!
I mellemtiden har jeg kigget i Regin Prenters værdifulde bog “Guds virkelighed, hvori han tolker Anselms Proslogion. Filosofferne med Kant i spidsen plejer at tolke Anselms Proslogion som et (fejlslagent) forsøg på at bevise Guds eksistens, men det er en mistolkning. Det er ikke det, Anselm mener. Hans intention er ikke at levere et filosofisk gudsbevis, der kan overbevise en tid, der gør menneskets fornuft til Gud. Anselms skrift er udtrykkeligt henvendt til kristne.
Hen mod slutningen af sin bog (s. 158) skriver Prenter, at Anselm i Proslogion må “søge tilbage til en forudsætning, der står urokkelig fast: dette væsen (nl. det end hvilket noget større ikke kan tænkes, min parentes) kan tænkes FORDI det selv pånøder os sin virkelighed i troen.” … “Men dette, som vi TROR om Gud, er jo intet andet end det, der bedst kan sammenfattes i begrebet “det, end hvilket noget større ikke kan tænkes.” Altså kan dette begreb tænkes. Og ingen kan tænke det – og den, der tror, tænker det med nødvendighed – uden at tænke det eksisterende.”
Dette væsen, som vi kalder Gud kan tænkes, FORDI det selv pånøder os sin virkelighed i troen. Det er en afgørende sætning til forståelse af denne problematik, sådan som Anselm så den. Og den, der tror på den treenige Gud, Faderen og Sønnen og Helligånden, må selvfølgelig med nødvendighed tro, at han findes.
Proslogion er en kristen teologs dybsindige filosofiske overvejelser om Guds virkelighed. Ikke et gudsbevis (“det ontologiske gudsbevis”).
Alle overvejelser og forestillinger om Guds eksistens er altså frugtesløse uden den kristne tro som forudsætning. Når f.eks. DRs Nina Munk Perrin, for nu at bruge et eksempel, der er kendt fra pressen, i et interview siger: “Jeg tror ikke på Gud”, betyder det med 99 procents sikkerhed: Jeg tror ikke, at Gud findes. Det er ikke i sig selv nødvendigvis en fornægtelse af den kristne tro, ligesom sætningen “Jeg tror, at Gud er til”, ikke er en bekendelse af den kristne tro.
Et kristent svar til Perrin bør altså ikke være en påstand om, at Gud er til, eller et forsøg på at argumentere for, at Gud er til. Det eneste relevante svar vil være en forkyndelse af Kristus som Guds Søn, der blev menneske for ved sin død og opstandelse at frelse os fra synden og døden. En sådan forkyndelse bør hun møde, når hun kommer i kirke. Det er præstens uafrystelige ansvar, at det er dét, der lyder fra prædikestolen. Og i kirke kommer hun efter alt at dømme – i det mindste ved særlige lejligheder, eftersom hun oplyser, at hun har ladet sine børn døbe.
Villy Klit-Johansen, den 13. Marts 2020