Vedr. begrundet forslag om, at Fredlysningen og Fadervor føres tilbage på deres rette plads fra før 1912.
Udvalget opfordrer til indsendelse af kommentarer og forslag. Den opfordring vil jeg gerne tage op, idet jeg vil koncentrere min henvendelse om et bestemt punkt i dåbsritualet, nemlig Fredlysningens og Fadervors placering i forløbet.
Først: Det er en forudsætning for den følgende tekst, at der klart må skelnes mellem på den ene side dåben selv og på den anden side dåbens tolkning i teologi og forkyndelse såvel som dåbens udfoldelse i den kristnes liv. Her skal udelukkende et forhold ved dåben selv behandles, sådan som den kommer til udtryk i ritualet.
Baggrunden for min henvendelse er forståelsen af, at DÅBENS ORD i en luthersk tradition er en hovedsag. Luther stiller i sin Lille Katekismus spørgsmålet: “Hvordan kan vand gøre så store ting?” Og han svarer: “Det er ikke vandet, der gør det, men Guds ord, som er med og i vandet, og troen, som stoler på dette Guds ord i vandet.” Grundtvig fandt som bekendt, at denne pointe er uomgængelig, hvis vi ikke skal falde tilbage i et magisk dåbssyn à la det katolske “ex opere operato”. Synspunktet blev styrende for Grundtvigs omfattende og meget dybe arbejde med dåben.
Noget polemisk har Grundtvig udtrykt dette syn i følgende ord: “Vi vil derfor slet ikke tvistes med dem, der forsikkre os, de veed bestemt, der hører VÆSENTLIG slet ikke mer til DAABEN end bare Vand og de Ord: Jeg døber dig i Navnet Faderens og Sønnens og den Hellig-Aands — vi vil slet ikke tvistes med dem, men blot bemærke, at hvem der troer, det er ved Daaben og ved den alene de Troende gjenfødes til det evige Liv [og det gør Grundtvig selvfølgelig], umulig kan tage sig det saa let med dens Udførelse eller engang taale den Tanke, at vor Herre Jesus Christus skulde love alle dem det evige Liv, der blot ville lade sig døbe med de ord.”
Citatet er fra afhandlingen “Daaben efter Christi Indstiftelse, 1840-1842, Udv.Skr. bd. 8, ss. 417-418.
Dåben er altså primært Ordet, ikke vandet. Ordet vel at mærke sammen med vandet.
Det luthersk-grundtvigske syn på dåben tilsiger derfor den største varsomhed og omhu i omgangen med dåbens ord. Intet heri kan ændres vilkårligt. Det gælder navnlig de ord, som med stor sikkerhed kan identificeres som hørende med til dåbens væsen, og som altså ikke kan udelades eller ændres væsentligt, hvis dåben stadig skal være den kristne dåb. Det drejer sig om
- dåbspagtens ord – spørgsmål og svar (før neddykkelsen/overøsningen),
- efter neddykkelsen/overøsningen: bønnen/”Forsikkringen” (som Grundtvig kaldte den) med håndspålæggelse af dåbskandidatens hoved,
- og fredlysningen (“Fred være med dig) også med håndspålæggelse.
De fleste vil sikkert være enige om, at Fadervor og enkelte andre led også hører med til dåben.
Grundtvig nævner i afhandlingen “Daaben efter Christi Indstiftelse” ikke døbeordet “Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn” som hørende til dåbens væsen. Vidste han, at det er en nyhed, der indførtes tidligt i Middelalderen, hvor det fortrængte dåbspagtens spørgsmål og svar som døbeord? I hvert fald er det en historisk kendsgerning, at det forholder sig således.
————–
Både fredlysningen og Fadervor blev marginaliseret med det nye ritual i 1912.
Fredlysningen er ord, der under ingen omstændigheder kan fjernes fra ritualet. Alligevel er det, hvad der efter alt at dømme er ved at ske. Skaden begyndte allerede med ritual-ændringen i 1912. Indtil da kom Fredlysningen lige efter vanddåben i forlængelse af den afsluttende bøn: “Den almægtige Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som nu har genfødt dig o.s.v.” Fredlysningen havde altså en særdeles central placering i forløbet og skulle siges under håndspålæggelse på den døbtes hoved. Den var med andre ord en personlig tilsigelse.
Når der er flere dåb, blev det i 1912 “lovligt” at sige “fred være med jer” i stedet for “fred være med dig” og altså udelade den personlige tilsigelse under håndspålæggelse. I praksis er det nu kommet så vidt, at adskillige præster simpelthen udelader fredlysningen. Det er en konsekvens af 1912-ændringen, som man dengang burde have kunnet forudse.
Hvad Fadervor angår, blev bønnen i 1912 skudt ind imellem “Den almægtige Gud …” og “Fred være med dig”. I Luthers ritual af 1526 havde Fadervor en central placering i forbindelse med “børneevangeliet”, der slutter med “og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.” Fadervor følger i Luthers ritual umiddelbart efter. Fadervor blev altså opfattet som et velsignelsesord, en personlig tilsigelse, før den kan være “vores bøn”. Denne gode pointe gik tabt med ændringen i 1912. Der er derfor grund til at henlede opmærksomheden på, at de enkelte elementers placering og rækkefølge i ritualet er ikke ligegyldig. Thi det enkelte element får betydning ud fra konteksten.
For den, der, som undertegnede, hele sin præstetid har levet med Christian Thodbergs, Regin Prenters og N. F. S. Grundtvigs omfattende og grundige arbejde med dåben, er det utåleligt, at det enkelte barn skal snydes for den personlige tilsigelse af Fredlysningen og Fadervor. Selv om det med det nu gældende ritual virker klodset, har jeg derfor følt mig nødsaget til, som Kirkeritualet af 1685 i øvrigt befaler, at gå rundt til de ved adskillige gudstjenester mange dåbsbørn og berøre hver enkelts hoved under Fadervor, ligesom jeg dernæst har måttet gå en runde mere med den såre vigtige velsignelse fra Vor Herre selv, “Fred være med dig”, til hvert enkelt barn – med håndspålæggelse. Dette for at undgå resultatet af den forfaldshistorie, der blev sat i gang i 1912.
Den meget uheldige ændring blev desværre fastholdt i ritualbogen af 1992. Der går vel ikke skår af nogen ved nu endelig at føre Fredlysningen og Fadervor tilbage på deres rette plads. Peder Madsen er vist død. Samtidig kan man passende udelade den lidt mærkelige sætning: “Så vil vi nu hjælpe dette barn til hans velsignelse …” Den bliver nemlig derved overflødig. Dåben er dog mere end en velsignelse.
Med venlig hilsen
Villy Klit-Johansen, pastor emeritus
Præsteager 142, Lisbjerg
8200 Aarhus N
21 46 93 85