Lidt åndeligt husflidsarbejde
Nu trænger vi til noget andet end det politiske kævl, der ellers fylder hele fladen. Noget vigtigere, uden hvilket det hele kan være lige meget.
Grundtvigs store digt fra 1824 med 312 (!) strofer på hver 11 linjer er meget komplekst og derfor uudtømmeligt. Hvad det i øvrigt kan siges at være, er det klart for mig, at det er en udfoldelse af drømmen om en åndelig opvækkelse, folkeligt og kristeligt. Grundtvig skelner ikke så klart mellem det folkelige og det kristelige, som han, så vidt jeg kan se, gør det nogle år senere.
I 1824 er Grundtvig i fuld gang med ikke just at forlade den lutherske bibelkristendom, som han gennem en dyb krise annammede i 1810, han forlader aldrig det syn på frelsen, han fik i 1810, men han er i 1824 i gang at udvide synsfeltet ganske betragteligt. Den nordiske mytologi, Danmarks hedenske oldtid og historien (Saxo) kommer til at spille en stor og positiv rolle.
Hvad der gør digtet så gribende er ikke mindst, at Grundtvig sætter sig selv ind et hundrede procent på denne opvækkelse. Han er ikke den, der betragter og beskriver. Han satser hele butikken. Hans person spiller endda en afgørende rolle i fornyelsen. Det var det, der fik flere af hans samtidige til at beskylde ham for hovmod. Men er det mon retfærdigt? Det mente han i det mindste ikke selv, for det er ikke ham, det drejer sig om, men åndslivets kilder, som han først fik adgang til gennem den handicappede hushjælp og barnepige Malene i præstegården i Udby, “DENGANG JEG BLEV LILLE IGEN”. (strofe 283). Han måtte netop blive lille for at kunne bruges.
Det er denne iagttagelse, jeg vil omtale: At begrebet “de små” spiller en stor rolle i digtet. Og det gælder både i det kristelige og i det folkelige, hvilket bekræfter, at hans folkelige syn har “kirkekalk på ærmet”, som Poul Erik Søe engang bemærkede. De smaa er både Mor Danmarks børn og Guds børn. Alligevel skal man dog ikke blande det folkelige og det kristelige sammen.
“Dengang jeg blev lille igen” hentyder til hans omvendelse i 1810. De små er dem, der erkender egen afmagt, når det gælder det helt afgørende: At nå Gud, at blive forsonet med Gud og vide sig accepteret af ham. Denne erfaring fra 1810 er som allerede nævnt grundlæggende for hans syn hele livet igennem. Også efter at han i 1824 begynder at modificere og nytolke den lutherske kristendom.
I strofe 62 er vi netop tilbage i 1810:
Som Barnet, saa Bordet,
Han dækked i Chor,
til Ære for Ordet,
som Barnet kun troer,
Til Gavn og til Glæde
For alle DE SMAA,
som gerne til sæde
Paa Skamlerne gaae
Og gerne staae Skrifte
For Ham, som vil stifte
Et kærligt, et evigt Forlig!
(Barnet er vist nok det åndsliv, der blev frugten af Luthers indsats)
Skal digteren kunne bruges til noget, også folkeligt, må han blive lille. Ellers kan han ikke bruges i Åndens og Ordets tjeneste for “de små”. Det nytter ikke noget at tale ned til folk, som åndseliten har for vane. Han må helt ned i øjenhøjde med jævne folk. Han skal ikke som den (bedre)vidende akademiker tale dunder til folk, han må stikke fingeren i jorden. Han må gøre det, som han før har været for fin til:
“Om Finger i Jorden
At stikke med flid,
Om Fruen i Norden
At vække med Vid.”
(Strofe 192)
Fruen i Norden er det danske som en åndelig realitet. Her er vi altså ovre i det folkelige. Folket vækkes kun ved en folkelig forkyndelse. Strofe 169:
“Nu lød over Vange
En folke-lig røst,
I Sagn og i Sange
Til Børnenes Trøst
Til Spot for de Store,
Til Gavn for de Smaa,
Som hvad dem kan more
Selv prægtig forstaae,
Til Bro over Belte,
Som skille fra Helte,
Et kortsynet Puslinge-Kuld.
Tanken tages op igen i strofe 198:
O, mærker dog, Blinde!
Hvad Tosser forstaae:
Hvo Marken vil vinde,
Maa prøve derpaa!
Hvo Folket vil træffe
Tilbunds under Øe,
Med Folket maa bjæffe,
Om ei det kan gjøe!
Hvo for det vil sjunge
Maa laane dets Tunge,
og lære at aande paa den!
(Hvo betyder hvem, folkets tunge er folkets sprog, modersmålet, som det lever på det jævne folks tunge).
Jeg vil mene, at det med “de små” spiller en organiserende rolle i Grundtvigs tankeverden, og det er en uomgængelig sag, hvis Grundtvigs drøm om en folkelig og kristelig opvækkelse skal have betydning for Danmark i dag i en situation, hvor ideologierne har taget det åndelige livs plads. Hvilket er ganske ødelæggende.
Men gå selv på opdagelse. Jeg har fundet temaet eksplicit i stroferne 62, 160, 166, 169, 205, 211, 248, 281, 283, 287 og 312. Men jeg tror, det i virkeligheden er allestedsnærværende som et bærende element.
Emnet kunne fortjene en nærmere undersøgelse og behandling.