Præsidenten for den franske republik, Emmanuel Macron, holdt den 11. november i anledning af 100-årsdagen for våbenhvilen efter 1. Verdenskrig en tale, hvori hans hovedpointe var, at vi skal skelne mellem patriotisme og nationalisme. Patriotismen sagde han god for. Hvad han så siden lægger i det ord. Sandsynligvis en indre følelse. Nationalismen sagde han fra overfor: “Vores gamle dæmoner rejser sig igen.” Med dæmoner mente han nationalismen, som han hævder trækker Europa tilbage mod væbnet konflikt, som han tidligere har udtalt.
Macron har naturligvis ret i, at nationalisme er en fare. Nationalisme er et afskyeligt fænomen. Og det hvad enten den er konservativ-autoritær eller liberalistisk. Men desværre er hans anliggende i virkeligheden et helt andet end at advare mod nationalismen. Der er ingen tvivl om, at det er nationalstaten, han er ude efter, konkret den folkeligt baserede nationalstat. Nationalstat er nemlig mere end én ting. Danmark og flere andre lande er folkeligt baserede nationalstater. Eksempelvis Frankrig er en nationalstat af en helt anden type. Den er multietnisk og har et andet udgangspunkt og et andet grundlag. Det kommer jeg tilbage til. Præsident Macron dæmoniserer som sædvanlig nationalstaten, altså den folkeligt baserede af slagsen. Han overser totalt, at den franske stat har nationalismen indbygget i sit væsen. Det skal jeg forklare nærmere.
Macron taler ud fra den franske universalistiske tradition. Dens udspring er den franske oplysning, der forkastede den gamle jødisk-kristne tankegang. Det er typisk, at man i den dominerende franske tradition benytter udtrykket “menneskeheden”. I stedet for Bibelens historiske og konkrete tale om menneskeslægten, der er forgrenet i folk og stammer og tungemål, udtænkte man i oplysningstiden et menneskesyn, baseret på den abstrakte fornuft.
Den grundlæggende påstand i den franske universalisme er således, at der ikke er forskel på mennesker. Folkelige forskelle er uden betydning, eller i hvert fald af underordnet betydning for statsdannelser.
I jødisk-kristen tankegang er det derimod en uomgængelig kendsgerning, at mennesket er folkeligt præget. Det nøgne menneske, der ikke hører til et af verdens mange folk, findes ikke i virkeligheden. Men det findes altså i den franske universalisme. Uanset hvor meget man påberåber sig den næsten gudommeliggjorte fornuft, er “det nøgne menneske” dog et fantasiprodukt.
Karakteristisk for den franske universalistiske tradition er, at den ikke skelner mellem folk og nation. Udgangspunktet for statsdannelsen er nationen. Hvad er nationen da? Det er den samlede befolkning indenfor de grænser, som staten har været i stand til at etablere og kontrollere. Der tænkes altså i tal, territorium og magt. Der tænkes ovenfra og ned, hvilket også tydeligt er slået igennem i fransk politik, der har ringe folkelig deltagelse. Nationen går ganske vist til valg hvert femte år. Men bortset herfra høres vælgerbefolkningen stort set kun, når masserne går på gaden og laver revolte. Frankrig er revolternes land. Folkelig deltagelse i politik har man ikke i vores forstand. Landet styres af en politisk elite. Det er karakteristisk, at man i Frankrig ikke, som i Danmark, har haft bønder og arbejdere som statsministre.
Det er måske en lidt forenklet fremstilling, jeg giver, naturligvis, men den rummer en kerne af sandhed. Hvad der er væsentligt, er, at det rationalistiske menneskesyn medfører, at den franske stat ikke anerkender folkelige mindretal. Frankrig er jo en multietnisk stat. Det findes flere mindre folkeslag i landet foruden den franske flertalsbefolkning. Men denne kendsgerning undertrykkes på grund af det forfejlede menneskesyn. Frihed, lighed og broderskab hedder det nok så flot. Alle er lige. I virkeligheden mener man, at alle er ens. Alle, der bor inden for den franske stats grænser betragtes som franske, enten de så er det eller ej. Baskere, korsikanere, bretonere og andre er det faktisk ikke.
Det er hele dette kompleks, der gør, at Frankrig er nationalistisk. De franske, der udgør flertallet, undertrykker faktisk de forskellige mindre folk, som de har fået magten over. De franske betragter sig som berettigede til at herske over en række mindre nabofolk. Det er ren nationalisme. Historisk har denne franske ideologi ført til grove nationalistiske og militaristiske excesser. Nationalismen er indbygget i det franske politiske system, dets væsen er nationalistisk, og det skyldes altså et bestemt menneskesyn og en politisk ideologi, der udspringer af menneskesynet.
I Danmark har vi til stor lykke for folket og landet haft en grundtvigsk åndsstrømning. I den er det selvfølgeligt at skelne mellem folk og nation. Nationen er som sagt den samlede befolkning indenfor landets grænser. Nationen er let at definere. Det er et spørgsmål om at tælle. Det er sådan noget, Danmarks Statistik tager sig af. Den danske nation omfatter foruden det danske folk bl.a. et tysk mindretal i Sønderjylland, et befolkningselement af jøder, der har været her i århundreder, samt i den nyeste tid en meget stor indvandret muslimsk befolkningsdel. Nogle af de nævnte er sikkert kommet til at høre til det danske folk, eller vil måske komme til det engang i fremtiden. Folket er noget andet end nationen. Folket kan ikke som nationen defineres og gøres til genstand for optælling.
Ej heller kan folket defineres ved ideologisk-politiske synspunkter eller særlige kulturelle træk. Derfor er det lidt af en misforståelse, når forskellige politiske partier excellerer i at opstille en række kendetegn, der skulle definere danskhed. Bare det, at de forskellige partier opstiller egne kendetegn til forskel fra andre partier, viser, at det ikke er gangbart. At forsøge at definere folket ud fra politisk-ideologiske kriterier virker simpelthen splittende. Det har jo ført til et bestandigt skænderi mellem kulturradikale, nationalkonservative og nationalliberale om, hvem der er mest dansk.
At man kan pege på kulturtræk, der kendetegner det danske folk, siger sig selv. Det følger af de livsvilkår, vi har levet under gennem århundreder, og det følger af de forskellige åndsstrømninger, der gennem tiderne har præget os. Men disse kulturtræk definerer heller ikke folket.
Folket kan slet ikke defineres ved en rationel udredning. Folket er heller ikke blevet til ved en indsats af filosoffer og politiske tænkere. Folket skabes ikke ved hjælp af politiske ideologier. Folket er slet ikke noget, som mennesker har skabt. Grundtvig forstod bedre end nogen anden, at folket en åndelig størrelse. Det betyder, at der i det jødisk-kristne begreb om folket, som han udfoldede meget rigt i prosa og poesi, er et moment af gave. At høre til folket er en gave, som den enkelte kan tage imod og tage på sig som en opgave, eller den enkelte kan forsøge at frigøre sig fra folket. Det fører sjældent til noget godt.
Folket har med afstamning at gøre. Det er indlysende. Vi danske er næsten alle i familie med hinanden. Men det er vigtigt at slå fast, at folket ikke kan identificeres med “stammen”. Grundtvig befandt sig så lang som tænkeligt fra “stammetænkning”. Folket er ikke et biologisk-racistisk begreb. Grundtvig udtrykker det klart i et af versene i sin sang om folkeligheden:
Byrd og blod er Folke-Grunde,
Ikke Luft og mindre Staal,
Fælles Ord i Folke-Munde
Det er Folkets Modersmaal,
Som det klinger, som det gløder,
Saa hos Danskere og Jøder
Holder det i skjulte Baand
Luftens eller Himlens Aand!
Folkeligheden får sit liv af Ånden gennem ord på folkets modersmål (herunder mytefortællingen, historiefortællingen og den folkelige sang). Ånden er Guds Ånd, forstået som folkeånden, ikke Ånden i specifik kristen forstand som Ånden, der i Kristus bringer os frelsen fra syndens og dødens magt. Det er altså en misforståelse, at man skal være kristen for at være dansk. Men det er indlysende, at det kristne budskab har virket mildnende på den i grunden hedenske (før-kristne) størrelse, som folket er.
“Byrd og blod” er det stof, som folket er skabt af, men et folk er der først tale om, når Ånden puster liv i det døde stof og skaber nyt. For Grundtvig var det helt afgørende at tage afstand fra den racistiske tankegang og i lige så høj grad fra den nationalistiske tankegang, der en ekspansionistisk (Luft) og militaristisk (Staal).
Hermed har jeg beskrevet forskellen på nationalisme og folkelighed, og dermed skulle det være klart, hvad jeg mener med, at Frankrig i virkeligheden er nationalistisk. Jeg mener: I ideologisk forstand nationalistisk. Folkenes ret til selvbestemmelse er fremmed for den franske universalisme. I modsætning til, hvad der er tilfældet i nordisk tankegang, der ikke er ideologisk, men åndsrealistisk, historisk og praktisk orienteret. I den nordiske tankegang kan ånd og legeme ikke skilles ad. Fædrelandskærligheden (patriotismen) er aldrig blot en indre følelse.
Macron og ligesindede forsøger, som nævnt, at dæmonisere den folkeligt baserede nationalstat, der ellers har vist sig at være en succes uden lige med hensyn til indbyrdes tillid, tillid til myndighederne, folkelig deltagelse i politik, afkald på magtanvendelse overfor nabostater m.v. Hvorfor dæmoniserer Macron den? Svaret er enkelt: Det er fordi hans mål er at udbrede den franske stats ideologiske forudsætninger og disses praktiske konsekvenser til de europæiske lande. De europæiske stater skal efter hans mening sammensluttes i en stadig snævrere union, der er bygget efter den franske stats forbillede. Det mener han i ramme alvor. Det er derfor han i sin tale den 11. november igen en gang forsøgte at dæmonisere de europæiske folk og deres endnu delvis selvstændige stater. Og desværre bliver han langt på vej bakket op af kristelige sværmere som den magtfulde kansler Merkel i Tyskland.
Man må spørge præsident Macron: Hvordan synes De selv, det går i Deres republik? Set herfra er den alt andet end stabil. Jævnlig må De ty til undtagelsestilstand, fordi gaderne sættes i brand. Mener De virkelig, hr. præsident, at vi bør efterligne Deres republik? Mener De virkelig, at De har ret til at ville omforme Europa i den franske stats billede?
Nationalismen er og bliver en pervertering af det folkelige. Det er nationalismen, der er dæmonisk, ikke folkene og deres stræben efter frihed og selvbestemmelse inden for deres legitime grænser.
Selvfølgelig kan en hvilken som helst form for statstænkning og statsdannelse udarte til nationalisme. Det ved vi af erfaring. Man tænke på Tyskland i det 20. århundrede, men vi kender det også herhjemme fra. Det er en kendsgerning, at de nationalliberale i forrige århundrede forsøgte at fordanske den tyske folkedel i Slesvig efter “sejren” i treårskrigen. Det lykkedes som bekendt ikke. De grundtvigske, folkelige kræfter, som man ofte beskylder for nationalisme vendte sig netop med stor kraft imod denne nationalisme, hvis mantra var storhed og enhed. Storhed og enhed er alle vegne nationalismens mantra, også den franske nationalismes.
Adskillige internationale samfundsforskere arbejder på det for mig helt uforståelige projekt at tale nationalismen op. Det er i Grundtvigs Danmark et umuligt forehavende. En sund stat og et sundt demokrati bygges ikke på ideologi, men har en levende folkelighed som sin nødvendige forudsætning. Det interessante ved en given stat og dens forfatning er aldrig “systemet” i sig selv, men de åndelige forudsætninger. Dem skal vi derfor interessere os for. Lidenskabeligt.
Jeg tillader mig at slutte med et godt citat, der sætter tingene på plads. Det er af Poul Erik Søe: “Det er en dyb lykke for et folk, at det tør være et folk – og dybest set er det at tilhøre et folk det, som knytter os mest til andre mennesker over hele jorden, som også er del af et folk eller ønsker at være det. At være et folk er ikke det, der skiller os fra de andre, men knytter os til dem.”
Villy Klit-Johansen