Af Villy Klit-Johansen
Reformationen
Hvis der er noget, der bør kunne samle den ellers ret splittede Folkekirke, er det dåbsritualet. I kraft af en række salmer af Grundtvig hænger det godt sammen med salmebogen, som Christian Thodberg viste i sin bog ”En glemt dimension i Grundtvigs salmer”. Den glemte dimension er dåbsritualet. Vi kan glæde os over, at ritualet har fastholdt dåbspagten og ikke har givet slip på kristendommen som et personligt forhold mellem Gud og det enkelte menneske. Det vil jeg uddybe i det følgende.
Reformationsåret er slut, og hvad er det så, man husker det for? Man husker det desværre for, at det i alt for høj grad kom til at handle om udenværkerne. Det er et tegn på tidens åndelige fattigdom, at et af de store emner i medierne blev, om Luther er ophavsmand til demokrati og menneskerettigheder, eller om han tværtimod var en mørkemand af rang. Var han ond eller god? Det blev spørgsmålet. Der var alt for lidt om, hvad der drev ham, og hvad der var hans store og omvæltende anliggende.
Luther levede i en tid, der var stærkt optaget af døden og dommen. Hvad skal der til, for at jeg kan bestå for Guds domstol? Det var det store spørgsmål også for Luther. Og da Luther tog det meget alvorligt og under ingen omstændigheder kunne nøjes med lette løsninger, endte det med, at han måtte fortvivle over sig selv. Han kunne aldrig blive god nok, selv om han fulgte alle kirkens vejledninger for et religiøst liv.
Da det endelig klarede sig for ham, at det slet ikke kommer an på, hvad vi selv kan præstere, moralsk og åndeligt, men at Gud har forbarmet sig og sendt sin Søn som vor frelser fra synden og døden og dommen, blev alting nyt. Han skrev om det i en kendt salme:
Nu fryde sig hver kristen mand og springe højt af glæde!
Ja, lad os alle trindt om land
Med liv og lyst nu kvæde!
For Gud, så god som han er stærk,
Har gjort et herligt underværk,
Betalt i dyre domme.
Luthers personlige kamp for at finde en nådig Gud og den forløsning, han fandt, da han lærte at læse Bibelen, fik meget store konsekvenser for mange, mange mennesker. Mennesker, der havde trang til Guds nåde, fandt trøst, fred og glæde i evangeliet.
Det er netop det, der er kernen i den lutherske reformation. I Paulus´ og Luthers ikke alt for let forståelige sprog kaldes det “retfærdiggørelse af tro alene uden lovens gerninger”. Det blev klart, at kristendom er et personligt forhold mellem Gud og det enkelte menneske. Tydeligst kommer det frem i dåben, hvor Gud bøjer sig ned til et menneske og opretter sin pagt med det. En urokkelig aftale om, at Guds kærlighed gælder mig. Og der er slet ingen menneskelig melleminstans mellem Gud og mig. Kirken har mistet sin magt over, hvem der har adgang til Guds nåde.
Det er værd at bemærke, at optagetheden af det evige, af sjælens frelse, eller hvad man vil sige, førte til, at mennesker fik det jordiske liv tilbage. Slut med klosterliv og religiøst selvpineri. Nu var man sat fri til at leve i ægteskab og familie og hverdagens arbejde. Man fik øje for ”alt stort og skønt her neden”, for nu at bruge et udtryk fra Grundtvig. Luthers glæde ved musikken er f.eks. velkendt. Det viste sig – igen en gang – at den, der er optaget af himlen, altid vil være tro mod jorden.
Og det viste sig, at det personlige forhold til Gud slet ikke er det samme som individualisme eller privateri. Tværtimod. Det personlige forhold til Gud placerer os omgående i et forhold til vort medmenneske. Det personlige står ikke i modsætning til fællesskabet. Det sætter os netop ind i fællesskabet.
Udviklingen op til i dag
Hvor lyser evangeliet klart i dag? Det gør det i Den danske Folkekirke. Hvabehar? Nej, jeg overser ikke, at der er megen forvirring i Folkekirken. Jeg glemmer på ingen måde, at mange, endda mange indenfor præsteskabet, blander evangeliet sammen med religion af mange slags, endda i nogle tilfælde med islam. Hvad mener jeg da med, at evangeliet lyser klart? Jo se, hvis man vil vide, hvad en kirke står for, skal man læse dens dåbsritual. Det vender vi tilbage til.
Det, der begyndte så godt med reformationen, fik ikke altid så god en fortsættelse. Evangeliet blev efterhånden en gammel nyhed, og når evangeliets lys fordunkles, trænger religionen altid ind. I stedet for Guds ord til os i dåben, rettede man interessen mod menneskets tilslutning til flere eller færre dogmatisk korrekte læresætninger, eller man blev optaget af at fremkalde fromme følelser og fromme gerninger, eller den menneskelige fornufts evne til at fatte de dybe sammenhænge i tilværelsen blev placeret i centrum.
Sådan udviklede det sig i historien løb, og i dag finder trangen til at være godkendt og have værdi afløb i en sygelig kropsdyrkelse. Fitness-centrene har kronede dage. Og den finder afløb i en rastløs karrieredyrkelse og i optagethed af selvudvikling, og det i en grad, så der er opstået en hel industri omkring det. I dag angler man efter anerkendelse fra omverdenen og ikke mindst fra sig selv.
Men tag ikke fejl. En skønne dag vender det måske, og flere indser, at det er tomhed og bedrag. Den tid kan komme, da mange flere begynder at spørge mere realistisk og meget dybere: Hvordan bliver jeg godkendt af Gud? Nogle vil der altid være, som stiller det spørgsmål. Og hos mange kan det sagtens tænkes at ligge lige under den hektiske selv-dyrkelses blanke overflade.
Præsten, der står med det store ansvar, det er at føre ordet i kirken, gør klogt i under forberedelsen af prædikenen at gå ud fra, at der altid sidder mindst én dernede, som længes efter at høre det trøstende og forløsende ord fra Gud. Og den, der har det sådan, må aldrig gå skuffet hjem.
En tur til Sverige
Nu kommer jeg til det med ritualet. Disse overvejelser er sat i gang ved læsningen af forskellige dåbsritualer i den sidste tid. Senest det forslag, der er fremlagt i Svenska Kyrkan. Det siger ganske vist så rigtigt, at ”i dåben møder Gud os”, og at ”vi døbes til fællesskab med Jesus Kristus”. Men det ser ud til, at dette er helt glemt, efterhånden som ritualet skrider frem. Der siges meget OM dåben, OM livet o.s.v., ligesom der er en masse bønner. Læsninger af stykker fra Ny Testamente mangler heller ikke.
Men, men, det er ikke muligt at se, at den dåb, der udføres efter dette ritual, skulle være Guds pagtslutning med et menneske. Det personlige er helt fraværende. Luthers udsagn i Den Lille Katekismus: ”Det er ikke vandet, der gør det, men Guds ord, som er med og i vandet, og troen, som stoler på dette Guds ord i vandet.” synes glemt. Guds ord og troen. Vi må forstå det som Guds levende ord til den, der døbes, og troen, der svarer på Guds ord.
I den svenske kirke foregår det hele så at sige hen over hovedet på den, der bliver døbt. Man skulle tro, at den, der skal døbes, var et umælende dyr eller en sten. Trosbekendelsen fremsiges af den forsamlede menighed – til Gud, til hinanden, eller ud i luften? Det er ikke godt at vide. På intet tidspunkt siges der ”du”. Det hedder “vi”: ”Vi tror på Gud Fader den almægtige …” og det hedder “I”: ”Vil I, at jeres barn skal døbes?” Og det hedder ”jeg”: ”Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.” Det eneste sted, hvor der dog tales i 2. person er netop i disse døbeord, der er indført i middelalderen for at fremhæve præstens myndighed: Jeg døber dig o.s.v. Der er en menighed til stede, der er forældre til stede og der er en præst, men hvor er den, der skal døbes?
Fadervor er heller ikke Guds ord til den, der døbes, men de forsamledes fælles bøn.
Ikke engang Vor Herres Jesu eget velsignelsesord, ”Fred være med dig”, til den døbte er med. I stedet siger man til hinanden: ”Lad os gå i fred i Jesu Kristi navn”. Eller: ”Lad os gå i fred og tjene Gud/Herren med glæde.” Bemærk, at der ikke står Gud Herren, men Gud/Herren. Det udtrykker en valgmulighed, der nu bliver indført.
Det store skred i det svenske dåbsritual er i øvrigt sket allerede for mange år siden, da man ophørte med at døbe på dåbspagten. Næste store skridt er så, at der nu lægges op til, at man i stedet for ”Herren” kan sige ”Gud”. Dette i ligestillingens navn. De mandlige gudsbilleder i Bibelen skal renses ud. Ak ja, hvor evangeliet går ud af dåbsritualet, kommer religionen ind. I dette tilfælde ligestillingsreligionen. Det er synd for svenskerne. Hvis jeg skulle forestille mig et mareridts-scenarie, ville det være, at vi fik et dåbsritual som det svenske, hvilket jeg dog ikke anser for muligt.
Så vidt den svenske kirke. Hvad så med den norske? Det er næsten det samme. Nordmændene er også for mange år siden ophørt med at døbe med dåbspagten. I Norge tager de dog forsagelsen med, når de bekender troen. Det er et lille minde om, at den norske kirke også engang har kendt til at døbe på dåbspagten og ikke på menneskers bekendelse af troen.
Men så Den Romersk katolske Kirke da? Grundtvig roser den jo i ”Kristenhedens Syvstjerne” for, at den har holdet fast ved dåbspagten. Men ak! Også i den er dåbspagten afskaffet, og tilbage står alskens religiøst halløj. Jeg ved ikke, hvornår det er sket, men kunne konstatere det, da jeg forleden dag kiggede indenfor i Vor Frue katolske Kirke i Aarhus, hvor der var fremlagt pjecer om diverse ting, herunder dåben. Det vil føre for vidt at komme nærmere ind på ritualet, men det minder i sin kerne slående om det svenske og norske. Den Katolske Kirke oplyser endda på sin hjemmeside, at barnet døbes på forældrenes tro! Også her sker det hele åbenbart hen over hovedet på det sagesløse lille menneske.
… og hjem igen
Jeg elsker Den danske Folkekirke, fordi den har bevaret dåbspagten. Her døber vi på Guds levende ord og menneskets svar herpå. I dyb overensstemmelse med apostlene og den ældste kirke er dåben en pagt, som Gud, Faderen og Sønnen og Helligånden, slutter med et menneske. Det hedder: ”Forsager du…” ”Tror du…” Og det ja, der lyder, det er troen, der svarer på Guds personlige tiltale og tilsagn i dåbspagten. Den, der bærer barnet til dåben, har en såre beskeden rolle, ligesom præsten. I dåben får vi i Guds levende ord det hele givet: Syndernes forladelse og det evige liv. Og troen, som er det eneste, Gud spørger efter. Troen er ikke noget, vi efterfølgende skal lægge til som vores del af aftalen. Den gives os i dåben. Og der er ikke noget at lægge til.
”Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.” Sådan sagde Jesus ifølge Markusevangeliet kap. 16, v. 16, da han efter opstandelsen sendte disciplene ud med det gode budskab. Tænk den tanke, at troen var noget, vi selv skulle præstere! Hvem kunne så være med? Nej, dåben er udtryk for selve evangeliet om, at Gud i Kristus har forbarmet sig over syndere, der skal dø, og skænker os hele frelsen ganske gratis. Syndernes forladelse og det evige liv. Et nyt liv som Guds elskede barn og den frihed, der følger med.
I den danske kirke har vi haft en Grundtvig, som med Åndens klarsyn kæmpede for de enfoldige kristne mod alle de skriftkloge (teologerne). Det, der var den drivende kraft i Grundtvigs indsats, var hans tro på, at Jesus opstod og lever og taler til os i dag, ved døbefonten og nadverbordet helt personligt. Grundtvigs kamp lykkedes, så at vi har bevaret evangeliet med trøst og håb til de fortrykte, der efterspørger Guds nåde. Vores dåbsritual har i sin grundstruktur bevaret det væsentlige fra apostelkirken og den lutherske reformation. Det er ganske tydeligt, at dåbspagten er et personligt forhold mellem to parter: Et menneske, der måske føler sig som et betydningsløst intet mellem magterne, og den mægtige Gud, der har skabt og styrer alt til det bedste, og har udvalgt os til at blive frelst ved sin Søn Jesus Kristus.
Historien ville, at Danmark nok blev det mest lutherske af alle lande. Grundtvig var luthersk kristen. Han er den, der fremfor nogen har fastholdt reformationens anliggende og ført det videre. Han er den største siden reformationen, og han har præget den danske kirke dybt.
I Den danske Folkekirke er politisk korrekthed og en rastløs jagt efter at være med på noderne desværre også kommet til at fylde rigeligt, men der er alligevel et mægtigt potentiale for en kirkelig fornyelse. Når mennesker i større tal begynder at efterspørge Guds nåde, har de mulighed for at erfare, at livets kilde springer i den lokale sognekirke. Her mindes de døbte om deres dåb, og ved nadverens måltid styrkes de til at leve et liv i dåbspagten. Når trangen til Guds nåde vågner, har man lov til at tro, at mennesker, ligesom i tidligere tider, godt kan finde kirken.