Et par smagsprøve fra min bog “Menneske først… – Ateisme, religion og folkelighed i evangeliets lys”. De er fra kapitlet om “Islam og evangeliet”:
Teokrati kontra sekularisme
Et af de store problemer er, at islam efter sit væsen er en lovreligion og en ideologi, der vil bestemme, hvordan samfundet skal indrettes. Islams ideal er gudsstaten (den teokratiske stat), hvor alle styrets bestræbelser sigter imod at gennemføre, hvad man opfatter som Guds vilje i alle forhold i samfundet, også i den enkeltes personlige liv, vel at mærke ikke efter den enkeltes frie valg, men som tvang ovenfra, sådan som vi kender det fra præstestyret i Iran og Taleban-regimet i Afghanistan og flere andre steder i verden. Det er altså et totalitært syn, hvor de gode mennesker, der kender Guds lov, vil regere på Guds vegne. Og det er selvfølgelig kun godt for alle mennesker! Det er mildest talt en tankegang, der er anderledes end den, vi er vant til her til lands, hvor vi skelner mellem kirke og stat, hvad islam jo altså ikke gør.
Hvordan skal et islamisk samfund i Danmark kunne forenes med vores sekulære samfundsmodel? Et sekulært samfund betyder et verdsligt samfund, hvor lovgiverne ikke er underlagt forskrifter fra religiøse autoriteter, eller fra religiøse dogmer for den sags skyld.
——–
Lovreligion kontra evangeliets frihed
Men det nytter ikke at skjule, at der er noget stærkt problematisk i islam. Ufriheden, lovreligionen og den direkte kristusfornægtelse strider selvsagt imod evangeliet.
Og så er der problemet med islams manglende evne til at tåle kritik. Ved at forbyde kritik kaster muslimerne et odiøst skær over deres religion.
Vi er jo i den grad præget af kristendommen, der i sit udgangspunkt og efter hele sit væsen er religionskritisk. Den er blevet til som kritik af den gravalvorlige og selvglade lovreligion. Evangelierne viser, at Jesus brugte en meget stor del af sit liv på at gøre op med farisæerne og de skriftkloge, der, nøjagtig som muslimerne langt senere, mente, at deres overholdelse af lovens mange, mange regler var vejen til frelsen. Jesus fordømte ikke et eneste menneske, der ikke opfyldte loven. Han lærte mennesker, at Guds nåde gør os fri af den slags lovreligion, som farisæerne repræsenterede. Guds nåde gør livet nyt.
Og Paulus, apostlen, kæmpede for friheden mod de religiøse kredse, der ville tvinge de nye kristne ude i den store verden til at overholde Guds lov, inklusive omskærelse, forbud mod svinekød, overholdelse af sabbatshvilen osv. Man sagde til de unge kristne menigheder, at de var fortabte, hvis de ikke overholdt loven, så kunne de nok så meget tro på Guds nåde i Kristus, det hjalp dem ikke. Paulus var helt klar i mælet i den kamp, og hans indsats blev af verdenshistorisk betydning.
Det ville være urimeligt at påstå, at kristne altid har været gode til at holde friheden fast. Det er langtfra. Men så drejer kampen sig om at vende tilbage til evangeliets frihed. I evangeliet er der et mægtigt frihedspotentiale, som vi står os ved at finde frem, også overfor muslimernes lovslaveri og den dermed sammenhængende nedvurdering af alle andre.
Friheden, personligt og i samfundet, må vi ikke give køb på. Den skal vi kæmpe for.