Af Villy Klit-Johansen
Herrens afsluttende velsignelse ved dåben lyder: ”Fred være med dig!” Indtil reformationen var denne velsignelse den eneste, der blev brugt i kirken. Det er de ord, som den opstandne Frelser mødte sine disciple med påskedag om aftenen, da de sad med døren låst af frygt for deres liv. Velsignelsesordet er Herrens levende ord, der giver det, som ordet lyder på, til den, der tror det: Herrens fred.
Grundtvig mente, at Herrens velsignelse, altså: Fred være med dig!, hører med til dåbens væsen. Den hører altså nødvendigt med til dåbsritualet. I ritualet står den endda med stor vægt som det sidste ord til den døbte. Med andre ord: Jesus lever, døden er overvundet!
”Fred være med dig!”, det var var den hilsen fra den opstandne Herre, som det hele begyndte med. Den er begyndelsen på den kristne menighed og gudstjeneste. Bogstaveligt: Den første søndag efter påske fandt i Jerusalem historiens første kristne gudstjeneste sted. Og det er de ord, det nye liv som Guds barn begynder med for den enkelte.
Velsignelsen siges, ligesom Fadervor, under håndspålæggelse på den døbtes hoved, hvis man ellers følger ritualbogen. Håndspålæggelsen understreger, at der oprettes et personligt forhold mellem Gud og det bestemte menneske.
Velsignelsen med håndspålæggelse er desværre ved at gå af brug, hvilket de ansvarlige for de nyere ritualbøger ikke er uden skyld i. Her bliver jeg nødt til at bringe et par oplysninger om ritualets historie. Hvis læseren ikke har tålmodighed til at læse dem, så spring blot de følgende to korte afsnit over!
I Luthers ”Taufbüchlein” lægger præsten ganske vist ikke hånden på barnets hoved under velsignelsen, men iklæder barnet ”dåbsskjorten” (das Westerhembd). Dette var et stærkt tegn på velsignelsens personlige adresse. Da iklædningen gik af brug, gik man i stedet over til at lægge hånden på barnets hoved. Håndspålæggelsen udtrykker også, at der i dåben oprettes et personligt forhold mellem Gud og barnet.
Velsignelsens ordlyd var altid ”Fred være med dig!”, altså 2. person ental. Sådan i Luthers ritual, i Kirkeritualet af 1685 og i ritualet af 1895. I de to sidstnævnte er håndspålæggelsen befalet. Også i ritualet af 1912 er håndspålæggelsen obligatorisk, men alligevel går der noget galt, idet ordlyden er ændret til ”Fred være med dig (Eder)!” Altså 2. person flertal som valgmulighed. Hvordan skal man bære sig ad med at lægge hånden på hvert enkelt barns hoved, hvis man bruger 2. person flertal i velsignelsen? Er det massedåb i bykirkerne, der spøger? Hvis der er mange dåb, rationaliserer man arbejdsprocessen! Desværre blev der ikke rettet op på denne fadæse i den nyeste ritualbog fra 1992.
Skulle vi ikke stå sammen om at holde ”Fred være med dig!” i hævd som Herrens eget ord, talt personligt til den døbte! Og derfor selvfølgelig med håndspålæggelse.
Følgende salmevers vil unægtelig miste sin mening, hvis Herrens velsignelse som en del af dåbspagten skulle gå helt af brug.
Det fredens ord ved dåbens bad
den bange sjæl gør barneglad,
det fredens ord hver Herrens dag
gør rolig midt i våbenbrag.