Af Villy Klit-Johansen
Der står meget om tro i Det Ny Testamente. Tænk bare på det centrale og ofte citerede ord i kap. 3, v. 16: ”Således elskede Gud verden, at han gav sin elskede søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” Når så store sager som det evige liv er på spil, er det ikke sært, at mange, mange mennesker gennem tiderne har spekuleret over, hvordan man kommer til at tro på Jesus.
De fleste har hørt, at tro er en gave, men hvad hjælper det et menneske, der ikke synes, det kan konstatere nogen tro hos sig selv. Det må fristes til at tænke: Det er altså en gave, der ikke er mig beskåret.” Men vi må svare: ”Det passer ikke”. I hvert fald ikke hvis det er et menneske, der er døbt. For svaret er, at troen bliver givet os i dåben.
Det betyder ikke, at der ikke kan tales om tro forud for dåben. Det at ønske og bede om dåben, også når bønnen er fremsat af et spædbarns forældre, er i sig selv udtryk for en begyndende tro, skabt ved undervisning i evangeliet. Men det er vigtigt at fastholde, at troen bliver givet os i dåben.
Lige før overøsningen med vand lyder dåbspagtens ord som et ord talt af Gud til den, der skal døbes (her i stærkt forkortet og let omskrevet form): ”Forsager du Djævelen – Tror du på Gud, din skaber, din frelser og din levendegører?” Dette spørgsmål er Guds eget tilbud om syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv som en virkelighed, der gør livet nyt, nu og i al evighed. Og det ja, der svares til Guds tilbud, det er troen.
Vi kan med fuld ret kalde hjertets ja til Guds tilbud i dåbspagten en personlig tro. Det forhold, Gud i dåben opretter med et menneske, er unægtelig et personligt forhold. Kristen tro er et personligt forhold mellem et menneske og Gud, et forhold, hvori Gud skænker frelsen. Som sagt et forhold, som Gud opretter. Det er den mest afgørende vending, der kan ske i et menneskes liv.
Som oprettet af Gud er dåbspagten en urokkelig pagt. Den kan ikke mistes, for Gud fortryder den ikke. Troen kan være ubevidst, i nogle tilfælde må den nødvendigvis være ubevidst, fx hos det spæde barn. Troen kan falde i søvn, den kan måske dø af mangel på næring, og et menneske kan bevidst frasige sig troen. I alle tilfælde er der kun ét at gøre, det er at vende tilbage til dåbspagten og stole på den. Den er Guds urokkelige ord, talt personligt til det enkelte menneske.
Alternativt kan man selvfølgelig begynde at rode rundt i sit sjæleliv og på moderne vis forsøge sig med ”personlig udvikling”. Den vej kan ikke anbefales, for den ender i skuffelse. Personlig udvikling er, ligesom en viljesbeslutning eller forsøg på at fremkalde bestemte følelser, kun menneskeværk.
Eller man kan sætte sin lid til teologernes udlægning af Bibelen. Problemet med dette er, at teologerne udlægger Bibelen meget forskelligt. Hvem skal man stole på? Løsningen er at indse, at ingen har ret til at gøre sig til en autoritet, der står mellem Gud og mennesket. Hvis man vil have fast grund under fødderne, er der intet bedre råd end at lytte til Guds levende ord, talt personligt til den enkelte i dåbspagten.
Dåbspagten i forening med vanddåben kaldes genfødelsens bad. Dette udtryk viser, hvor afgørende det, der sker i dåben, er. Det er en så gennemgribende fornyelse, at den kan kaldes en fødsel til et nyt liv. Paulus skriver om det i brevet til Titus. Det er ord så gode, at jeg vil citere dem. I vers 4-6 står der: ”Men da Guds, vor frelsers, godhed og kærlighed til mennesker blev åbenbaret, frelste han os, ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig; det gjorde han ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden, som han i rigt mål udgød over os ved Jesus Kristus, vor frelser, for at vi, gjort retfærdige ved hans nåde, i håbet skulle blive arvinger til evigt liv – troværdigt er det ord!”
Genfødelsen hører uløseligt sammen med dåben, dåbspagtens ord og troen. Uden dåben, dåbspagten og troen ingen genfødelse.