Af Villy Klit-Johansen
(tidligere trykt i min bog ”Menneske først …”)
Dåbspagtens pointe
Med dåben er vi inde ved noget helt centralt kristeligt, faktisk noget afgørende for den kristne eksistens, og da døbefonten glædeligvis stadig er det store mødested mellem folket og kirken, er det selvsagt af stor vigtighed at få på det rene, hvad dåben er. Læseren vil i denne artikel møde det synspunkt, at dåben i uløselig forbindelse med dåbspagten er det stærkest tænkelige udtryk for evangeliet.
Om ordet pagt blot dette, at “Den nye pagt” er Bibelens ord for selve det store, der er sket i og med Kristus. Gud satte et helt nyt forhold mellem sig og menneskene. Evangeliet er forkyndelsen af denne pagt.
I salmebogen står ordet pagt, eller i bestemt form pagten, flere gange i den betydning. Mange steder i salmebogen er det imidlertid også brugt om dåbens pagt, der knytter det enkelte menneske sammen med Guds store gerning til vor frelse i Kristus.
Mange har ligesom denne artikels forfatter første gang stiftet bekendtskab med ordet dåbspagten, når vi ved gudstjenesten efter trosbekendelsen har sunget det syvende vers af “Her kommer Jesus dine små”: “Lad verden ej med al sin magt os rokke fra vor dåbes pagt!” Vi kan konstatere, at salmens forfatter, Brorson, der levede i 1700-tallet, kendte og brugte ordet dåbspagt. Det er ikke overraskende, for dåbspagten er en velkendt størrelse lige fra apostlene over oldtid, middelalder og reformationstiden til nutiden. Her i Danmark har det op til 1800-tallet været en selvfølgelig størrelse, som vist ingen udfoldede dybt og omfattende. Årsagen hertil er vel, at ingen, så vidt vides, problematiserede dåbspagten.
Med Grundtvig kom der en stærkere bevidsthed om, hvad dåbspagten er. Det skete netop, fordi fremtrædende kirkefolk problematiserede den. Grundtvigs udfoldelse af dåbspagten fulgte af en strid. Og det er karakteristisk for Grundtvig. Han drev aldrig skrivebordsteologi, selv om han unægtelig sad meget ved skrivebordet!
Grundtvig bruger ordet pagt i flere af de velkendte salmer. Blot et par eksempler:
“den pagt, som han har stiftet
med mig udi min dåb.” (Slbg. 141,1)
“sluttet har der med os sin pagt
han, som os Himmerig skænker.” (Slbg. 323,5)
Men det er også dåbspagten, der er på færde de talrige steder, hvor Grundtvig skriver om troen og dåben, altid i den rækkefølge i øvrigt. For eksempel:
“når tro og dåb vi holder ved.” (Slbg. 453,2)
Troen er i dette vers klart ikke hjertets tillid, men ordet, som troen holder sig til. Ellers giver det ikke mening. At holde fast ved troen forstået som hjertets tillid ville jo være som at forsøge at løfte sig selv ved håret. Det giver derimod god mening at holde fast ved ordet og derved leve sit liv i troen eller dåbspagten.
Troen er i Grundtvigs sprogbrug både bekendelsen ved dåben og troen i hjertet. Ordet først og så troen.
Sådan forstået hører troen og dåben uløseligt sammen.
Endnu tættere på pointen kommer vi i den interessante salme “Op til Guds hus vi gå”:
“Guds ord til sjæl og krop
det siger selv: “Luk op!
Afsiger løgnen du
og tror Guds sandhed nu?”
Det er hans Effata,
og tungen svarer ja!
Guds røst, som almagts hånd,
os skar for tungebånd.” (Slbg. 443,4-5)
Dåbspagtens ord er forsagelsen og trosbekendelsen sagt i spørgende form til den, der skal døbes.
Her har vi pointen i begrebet dåbspagten. Den er Guds ord personligt talt til den, der skal døbes: “Forsager du Djævelen … Tror du på Gud Fader den almægtige …” Og så ja-svaret med hjerte og mund.
Det er Guds mægtige ord, der kalder det JA frem, som er troen.
Som resultat af denne lille undersøgelse kan vi sige, at dåbspagten er det personlige forhold, som Gud opretter med os i dåben ved sit ord. Dåbspagten rummer så at sige hele evangeliets glæde og trøst og livgivende kraft. Den er selve indgangsporten både til kirken og til Guds Rige.
Dåbspagtens baggrund
Med hensyn til Det Nye Testamente er det en kendsgerning, at man ikke kan slå op i bogen og finde et dåbsritual. Men der er steder i Det Nye Testamente, hvor det i teksten skinner igennem, at det forudsættes kendt, hvorledes dåben foregår.
Et af de steder er Peters Første Brev kap. 3, v. 21, hvor der står “… den dåb, som nu frelser jer; ikke en fjernelse af legemets snavs, men en god samvittigheds pagt med Gud, ved Jesu Kristi opstandelse.” Det græske ord, der er oversat ved “pagt”, er et ord fra juraens område. Det betyder en kontrakt eller juridisk gyldig aftale, oprettet ved spørgsmål til personen og personens bekræftende svar.
Når man ikke kan finde forskrifter i Det Nye Testamente for dåbens udførelse, skyldes det, at den ældste menighed slet ikke havde Det Nye Testamente. Menigheden var der først. Menigheden, hvor den opstandne Herre er lyslevende til stede. I den kristne menighed, samlet om døbefonten og nadverbordet, lyttede de til det levende ord fra Herren.
I menigheden blev også apostlenes forkyndelse og overleveringen om Jesus givet videre, og senere blev denne mundtlige overlevering skrevet ned og blev til det, vi kalder Det Nye Testamente.
Det væsentlige i dåbsritualet er ikke udledt af Det Nye Testamente. Det er før og på en måde mere basalt end dette. Også sådan at forstå, at hvis man ikke tror på den treenige Gud, som kirken bekender sig til ved døbefonten, kan man få hvad som helst ud af Bibelen.
At det forholder sig således, blev klart for Grundtvig i striden med toneangivende kirkefolk i første halvdel af det nittende århundrede. De underkastede Bibelen den historisk-kritiske forskning, hvad der næppe anfægtede Grundtvig. Den “rationalistiske” omtolkning af evangeliet var derimod skadelig, mente han.
Og når man begyndte at pille ved det centrale i dåbsritualet, opfattede Grundtvig det som en krigserklæring. Menigheden havde gennem hele kirkens historie hørt et klart vidnesbyrd om evangeliet, når den samledes om døbefont og nadverbord. Det havde “de skriftkloge” ikke kunnet hindre, og de skulle heller ikke nu have held til at forhindre eller fordunkle det. Det var Grundtvigs anliggende. Kampen gjaldt dåben som udtryk for og redskab for evangeliet og dermed den jævne mands umiddelbare adgang til at høre og tro evangeliet uden at være afhængig af teologernes skiftende udlægninger.
Det, der typisk blev foreslået og til dels også praktiseret af en del præster, var, at man fjernede forsagelsen. Dåbspagten i spørgende form ville man heller ikke vide af. Man ændrede ritualet, så menigheden i stedet bekendte troen i fremsættende form: Lad os bekende den kristelige tro, som disse børn skal døbes på: “Vi tror på Gud Fader … osv.” Og så: “Vil du døbes på denne tro?”
Både i Norge og Sverige blev dåbsritualet ændret efter de samme linjer som forsøgt af Grundtvigs kirkelige modstandere. I de nordiske broderlande er man netop gået så radikalt til værks, at man i dag døber uden dåbspagten. Takket være Grundtvigs ihærdige indsats skete det ikke i Danmark.
Striden spidsede til flere gange, bl.a. i 1832, da en skomager Jensen klagede til biskoppen over, at stiftsprovst H. G. Clausen ved dåb af skomagerens barn forandrede dåbspagtens ord. Bl.a. udelod han netop forsagelsen.
En kreds på 160 personer havde i 1831 på grund af de utålelige forhold for de gammeldags troende ansøgt kongen om tilladelse til at træde ud af statskirken og danne en frimenighed med Grundtvig som præst. Ansøgningen blev afslået, der var som bekendt ikke religionsfrihed i 1832. Dette afslag fik i øvrigt Grundtvig til i skriftet “Om Daabs-Pagten” i 1832 for første gang at stille krav om sognebåndets løsning. Men det er striden om dåbspagten, der er skriftets hovedanliggende. Med sædvanlig kamplyst skriver Grundtvig:
“Kirken har oprettet en Daabs-Pagt med os, som indeholdes i Spørgsmaal og Gensvar, der ikke blot findes i vor Alter-Bog, og ei indførdes af Morten Luther, men findes i den Biskoppelige og den Pavelige Kirke saavelsom hos os, ja findes i grunden hele Christenheden over, hvor Man ikke beviislig har forandret dem efter Apostlernes Tid. Denne Daabs-Pagt, som vi godt tør paastaa, er uadskillelig fra den ægte christelige Daab.” (Udv. Skr., bd. 5, s. 369).
Det stod Grundtvig klart, at ingen har ret til at forandre dåben.
Ikke mere om striden. Men det er bemærkelsesværdigt, at Grundtvig så stærkt hævder, at dåbspagten går tilbage til apostlenes tid. Om man skal kalde det et Åndens klarsyn eller et sikkert instinkt for den historiske sammenhæng, ved jeg ikke, men der er ingen tvivl om, at han havde ret.
Alt tyder på, at det er den oprindelige form for dåb. Ordene “Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn” blev først “autoriseret” vistnok i begyndelsen af 1000-årene. Man kunne ellers godt forledes til at tro, at de ord er “døbeordene”.
Dåbspagtens betydning
Det er virkelig en overvejelse værd, om ikke der skulle ligge noget værdifuldt, jeg mener noget evangelisk trøsterigt, i, at den apostolske trosbekendelses oprindelige form er den spørgende ved dåben, for det betyder jo, at vi slipper for det for et ærligt menneske uoverkommelige at stille sig op og sige: “Jeg tror” og så nævne alle trosbekendelsens store og dyre ord som en slags påstande eller som noget, “vi da sagtens kan tro på”. Når vi bekender troen, for det gør vi, endda frimodigt og af hjertet, gør vi det “i dåbspagten”, altså i den trygge forvisning, at ordene har vi fået givet af Gud. Det er ikke vore ord. Det er hans ord, som vi får lov til at “plapre efter” så at sige. Det er ikke os, der bærer de store ord, det er ordene, der bærer os. Fordi de er Guds ord, jf. salmen “Barnelivets favre dage”:
“hver, som tror af hjertens grund,
hvad han os har lagt i mund.” (Slbg. 454,2)
Et af de kendte grundtvigske slagord lyder: “Kun ved badet og ved bordet hører vi Guds ord til os.” Det er ikke fordi Grundtvig ikke regnede Bibelen og prædikenen. Få har kendt og brugt Bibelen så intensivt som han. Så at sige alt, hvad han skrev, er gennemsyret af åbenbare og skjulte bibelcitater og tankegange fra skriften. Han siger selv, at han betragter evangeliernes beretning om Jesus som fuldt ud troværdig.
Men der er et spørgsmål, der trænger sig på: “Hvad siger Kristus til mig?”
Vi hører i evangeliet, at han talte livsalige ord til den døvstumme, og han hørte det. Til den lamme ved Betesda Dam, og han rejste sig. Til den kanaanæiske kvinde, til Nikodemus og endda til den døde Lazarus, og han kom levende ud af graven. Men hvad siger han til mig? Jeg kan læse om, hvad han sagde til mennesker, han mødte, da han gik hernede, men siger han noget til mig?
Ja, det gjorde han uden tvivl ved døbefonten, og kan jeg ikke huske det, så bliver jeg mindet om det hver gang, der er dåb.
Det grundtvigske syn på dåbspagten er gået mig i blodet først og fremmest, fordi det i dette syn er klart, at dåben er udtryk for evangeliet og formidler evangeliet.
Man går fejl af sagen, når man bebrejder Grundtvig, at han vitterlig mente, at trosbekendelsen ordret er overgivet af Jesus selv til apostlene. Det er ganske vist indlysende, at Jesus ikke har dikteret trosbekendelsen til apostlene i den form, vi har i salmebogen og alterbogen i dag! Det er heller ikke nødvendigt for at holde fast i det, der er pointen.
Jeg har altid været tryg ved, at jeg ikke skulle døbe på en trosbekendelse, som jeg selv eller menigheden har aflagt, men på Guds eget ord, der kalder på menneskets ja. Vi døber i Folkekirken med dåbspagten og på dåbspagten.
Når jeg har haft samtale med forældre forud for dåb, har jeg derfor sagt til dem, at jeg ser på barnet, når jeg spørger med forsagelsens og trosbekendelsens ord, for det er barnet, der skal døbes, og med et glimt i øjet, men bestemt i ramme alvor, har jeg fortsat: “Først hvis jeg konstaterer, at barnet ikke svarer, ser jeg op på far eller mor, eller hvem der nu bærer, og så må han eller hun træde hjælpende til, sådan som de i øvrigt hjælper deres barn med bogstavelig talt alt andet, så det er helt, som det skal være”.
I øvrigt er der ikke noget sært i, at Gud taler til det lille barn, det gør forældrene jo også. Det er faktisk sådan, barnet lærer at tale. Man venter ikke med at tale til barnet, indtil det bør kunne tale, for det ville man helt sikkert ikke få noget godt ud af. Man taler til det som det menneske, det er, og så vokser og udvikles det. Sådan kan man også se på Guds forhold til os.
Jeg kan ikke lade være med at fortælle om en af de sidste dåb, jeg havde i Egvad Kirke, inden jeg gik på pension. Det var en lille dreng, der skulle døbes. Han havde den i vore dage sædvanlige alder 3-4 måneder eller så. Det var faderen, der bar ham til dåben.
Vi nåede til dåbspagten. Jeg så den lille dreng i øjnene, det er ikke dem alle sammen, der sover sig igennem det, og begyndte: “Forsager du …” Og hvad så jeg? Drengen sagde med på forsagelsen! Og derefter på trosbekendelsen. Hele vejen igennem. Uden lyd ganske vist, men han bevægede læberne synkront med mine lige til “syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.”
Det var så stærk en oplevelse, at jeg var lige ved at overveje ikke at se op på faderen som tegn til, at han skulle sige ja. Det forekom næsten overflødigt.
Da jeg havde ført familien ud af kirken, sagde faderen: “Så du det? Så du, at han var med?” Faderen havde også bemærket det og var lige så overrasket som jeg.
Min pointe er, at med hensyn til at bekende troen behøver vi aldrig nå højere end til at “plapre Gud efter” og forsøge så godt, vi kan, at gentage hans mægtige ord. Drengen var godt begyndt på det, og så er det om at gøre, at denne gode begyndelse får en lige så god fortsættelse. Dåbens fortsættelse? Det er et liv i dåbspagten, et liv, hvor man stadig hører Guds ord og vokser i troens erkendelse og kærlighedens gerninger.
Og et liv i dåbspagten er et privilegeret liv, hvor vi hver aften kan bekende al synd for Gud og, inden vi lægger os til at sove, kan takke ham for syndernes forladelse. Og om søndagen kan vi i nadveren blive bekræftet (konfirmeret) i troen på syndernes forladelse og få kraft og styrke til at gå ud i hverdagen og fortsætte vandringen frem mod Guds riges komme i herlighed.
Jeg bekender, at jeg er endog meget glad for at være døbt ind i og have fået lov til at gøre tjeneste i en kirke, der har bevaret dåbspagten, så der ingen tvivl er om, at i dåben stifter Vor himmelske Fader et personligt forhold mellem sig og det menneske, stort eller lille, som han bøjer sig helt ned til og taler sit mægtige ord til.
Denne store rigdom har jeg, selvfølgelig på en meget enkel måde, undervist i ved utallige dåbssamtaler, idet dåbssamtalerne i hovedsagen har været en gennemgang af det centrale i ritualet, nemlig dåbspagten. På den måde er forældrene blevet mere trygge ved deres rolle ved dåbshandlingen og har samtidig fået en kort indføring i dåbens indhold. To fluer med et smæk!
Til slut skal det understreges, at det ikke skal forstås sådan, at hermed er alt sagt om dåben, det er langt fra. Men der er begyndt fra den rigtige ende. Efter min opfattelse er selve dåbspagten det bedste sted at tage udgangspunkt. I næste omgang kan vi finde megen oplysning i Det Nye Testamente. Det Nye Testamente belyser dåbspagten såre rigt og føjer en masse nødvendig undervisning og forkyndelse til.
Dåbspagten er livsordet. Bibelen er lysordet.
Og til allersidst: Hvis nogen spørger: Hvad med dem, der ikke er døbt med dåbspagten, så svarer vi – på linje med P. Severinsen i “Daabens Ord”: Vi forkaster ikke dåben i den norske og svenske kirke og i andre kirker, der er ophørt med at døbe med dåbspagten. Men man kan i nogen grad sammenligne med ritualet for “hjemmedåb af børn i øjeblikkelig livsfare (nøddåb)”, hvor dåbspagten er udeladt. Her forventes det, at der bliver rettet op på denne mangel ved en efterfølgende “fremstilling” i kirken. Svarende hertil kan man tilbyde personer, der er døbt uden dåbspagten og har et problem med det, en lignende handling, i praksis en slags konfirmation med tilspørgsel og svar.
————————
Litteratur:
Luthers lille Katekismus
Die Bekenntnisschriften der evangelisch-lutherischen Kirche, Göttingen, Vandenhoeck und Ruprecht, 1967
Danmarks og Norgis Kirke-Ritual, 1685
N.F.S. Grundtvig: Kirkens Gienmæle, 1825, Udv. Skr., bd. 4
N.F.S. Grundtvig: Om Daabs-Pagten, 1832, Udv. Skr., bd. 5
N.F.S. Grundtvig: Daaben efter Christi indstiftelse i “Kirkelige oplysninger især for lutherske Christne” 1840-1842, Udv. Skr., bd. 8, s. 407-435.
N.F.S. Grundtvig: Christenhedens Syvstjerne, Th. Michaelsen og Tillges Forlag, København 1860
N.F.S. Grundtvig: Den kristelige Børnelærdom, 1868, Udv. Skr., bd. 9
P. Severinsen: Daabens Ord, Et bidrag til den kristne Daabs Historie, Udgivet af Kirkeligt Samfund 1924
Christian Thodberg: En glemt dimension i Grundtvigs salmer – bundetheden til dåbsritualet, Gads Forlag 1969
Dåb og brudevielse, Betænkning afgivet af Kirkeministeriets liturgiske kommission, Betænkning nr. 973, København 1983
Gudstjenesteordning for Den Danske Folkekirke, Ritualbog, 1992
Den danske Salmebog, 2003, hvorfra salmecitaterne er hentet
Forkortelse:
Udv. Skr.: N.F.S. Grundtvigs Udvalgte Skrifter ved Holger Begtrup, København 1904