Af fhv. sognepræst Villy Klit-Johansen, Lisbjerg
Kristendommen er folkelig i en meget dyb forstand af ordet, og det bunder i virkeligheden i dåbspagten.
En gammel bekendt og noget ældre kollega af mig fik et godt råd af sin far. Min kollega var i begyndelsen af teologistudiet og var foruroliget og betænkelig ved meget af, hvad han hørte på fakultetet. Han syntes, at teologerne ligesom pillede det hele i stykker. Måske oplevede han det bare som en hård overgang at komme fra et miljø, hvor kristentroen var noget selvfølgeligt, til det akademiske miljø, hvor alting nødvendigvis må undersøges kritisk. Eller måske mødte han virkelig tanker, der var af en helt anden ånd. Det var svært at afgøre, og det kan selvfølgelig gøre et ungt menneske usikker.
Hans præstefars råd til ham lød: ”Hold du dig til dåbspagten, min søn.”
Det var et godt råd, for det er vigtigt at skelne mellem den akademiske teologi på universitetet og så kristentroen, der lever i kirken og i hjertet. Dåbspagten er et ståsted og et hvilested for troen, og samtidig giver den frihed til at prøve tanker af, uden at troen bliver væltet omkuld.
Lige for tiden raser der en debat om dåben, forårsaget af en udgivelse fra Folkekirkens Konfirmandcenter, betitlet ”Hellas Katekismus”. Luften er tyk af beskyldninger og påstande. Nogle mener, at dåben ikke er et middel for nåden, men derimod en bekendelse af evangeliet. (baptisterne Steenbuch, Hylleberg og Møller-Hansen, KD 25/10). En mener, at dåben strengt taget er unødvendig, for på Kristi kors bliver alle mennesker gjort til Guds børn. (Lars Sandbeck i en af biskop Skovsgaard oprettet tråd på Facebook). Nogle beskylder endda os, der hører hjemme i den lutherske kirkeafdeling, for at gøre dåben til en betingelse for Guds nåde!
De fleste debatindlæg er varianter af de velkendte tendenser: 1. Enten at dåben virker automatisk blot ved at blive udført, som katolikker mener, eller 2. at genfødelsen slet ikke sker i dåben (reformertes opfattelse), eller at dåben er menneskets bekræftelse på troen (baptistisk), eller bare en forkyndelse af noget, som vi sådan set godt ved i forvejen fra evangeliets forkyndelse. Den sidstnævnte tendens synes at være udbredt i dagens folkekirke.
Disse linjer skal ikke bruges til et teologisk skoleridt, men blot til et stilfærdigt vidnesbyrd om et gyldigt alternativ. Alternativet er dåbspagten, og det er ud fra den, dette er skrevet. Det er nogle overvejelser over et par salmer. Hvis man vil lære om kristendom, kan man nemlig med fordel gå til salmebogen.
Vi begynder i salmen ”Sov sødt barnlille”. I 4. strofe er der stor begejstring blandt Guds engle i himlen. Hvorfor? Fordi bønnen Fadervor er nået derop:
”De råbe, de sjunge:
På jordklimpens tunge
et ord af Guds Søn
er blevet til bøn” osv.
Jordklimpen er mennesket. Det er et ord af Guds Søn, der er blevet til bøn. Ja, det er klart. Fadervor er jo Herrens bøn. Jesus har selv formet bønnen, og han lærte sine disciple den. Nej, det er ikke det, der er meningen, det er meget større!
Grundtvig skriver om dåben, og han læner sig, som ofte, op ad dåbsritualet. Han er overbevist om, at den korsfæstede og opstandne Herre står lyslevende ved døbefonten og siger Fadervor til den, der bliver døbt, selv om det er et menneske, der lægger stemme og hånd til. I denne sammenhæng er Fadervor det lille Guds ord (”det lille Guds ord”, strofe 3); det store Guds ord er trosbekendelsen.
Vel er Fadervor en bøn, men først er den Guds levende ord til den, der bliver døbt. Det er en gave, der overdrages, endda under håndspålæggelse. Så kan det ikke blive mere personligt! Jeg er døbt. Fadervor er min bøn. Jeg er Guds barn. Gud lytter til mig.
Er det noget, Grundtvig finder på? Nej, i det dåbsritual, han var døbt med og selv døbte med, var rækkefølgen i de enkelte elementer anderledes. Fadervor kom lige efter evangeliestykket om de små børn, der blev båret til Jesus. Det går tilbage til Luthers dåbsritual ”Taufbüchlein” og sikkert meget længere tilbage.
”Børneevangeliet” slutter: ”og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.” Luthers ritual, der er dejligt fri for den småsnakkende stil, der senere har bredt sig, både i ritualet og i præsternes regibemærkninger, går direkte, uden snak, over til Fadervor. Der står ganske enkelt (min oversættelse): ”Så lægger præsten sine hænder på barnets hoved og beder Fadervor, mens fadderne knæler ned: Fadervor, du som er i Himlen osv.”
Lige præcis dét kunne jeg godt ønske ændret i vores ellers udmærkede dåbsritual: At få Fadervor tilbage på dens plads, hvorfra nogle emsige teologer fik den flyttet i 1912.
Men altså: I Markusevangeliet får vi ikke oplyst de velsignelsesord, som Jesus sagde, da han velsignede de små børn, men ved dåben er det Fadervor! Fadervor er de ord, hvormed Kristus velsigner den, der bliver døbt. I salmen ”Op til Guds vi gå”, der er digtet over dåbsritualet, hedder det:
Så lærer os Guds Søn
sin egen barnebøn,
indånder i vort bryst
sin egen barnerøst.
Guds Søn med faderfavn
os giver børnenavn,
Gud siger om vor bøn:
Den kommer fra min Søn.
Dér er det hele sagt. Forenet med Guds Søn i dåben, er vi Guds børn, og Gud hører vores bøn, som kom den fra Jesus selv.
Ofte taler Grundtvig om, at dåben er badet til genfødelse og fornyelse ved Helligånden. Det er den netop i kraft af Guds ord. Guds ord og vandet tilsammen, eller sagt på grundtvigsk: troen og dåben tilsammen, er ”genfødelsens bad”, hvor vi får barnekår hos den himmelske Fader.
Guds ord til os i dåben er først og fremmest Troens ord (den apostolske trosbekendelse). Troen får vi givet i dåben.
Dernæst er det også håbets ord, som er Fadervor. Håbet er også Guds gave til os i dåben.
Og endelig er det fredens ord. De sidste ord i dåben er ”Fred være med dig”. Det er de ord, som den opstandne Frelser mødte sine disciple med påskedag om aftenen, da de sad frygtsomme bag en stængt dør. Nu siger han det til den, der bliver døbt.
Fred er det samlende udtryk for hele frelsens realitet. Og det er ikke bare et fromt ønske af præsten. Det er Herrens eget mægtige ord, hvori han giver os det, som ordet lyder på. Ved dåben giver han altså denne store gave personligt til den, der bliver døbt: sin fred. Fred? Ja, “det er den fred, vor frelsermand / med angestsved har bragt i stand.” Mens præsten siger ”fred være med dig”, lægger han/hun hånden på barnets (eller ved voksendåb den voksnes) hoved, fordi det er et led i dåbspagten.
For Grundtvig er dåben livets kilde. Det er i menighedens forsamling, ved døbefont og nadverbord, at evangeliet er levende overleveret gennem slægterne fra apostlene til i dag. Bibelens ord og præsternes udlægninger er derimod lysord, der oplyser det liv, vi fik i dåben.
Denne skelnen mellem livsord og lysord er vigtig, for der er så mange, der gerne vil fortælle os, hvad vi skal tro. Der er mange, der gerne vil spille paver. I disse tider, som på Grundtvigs tid, er det især rationalister (fornuftsdyrkere) af forskellig slags, som mener, at evangeliet når til mennesker gennem deres kloge fortolkninger, og dette dødbideri skal der selvfølgelig gøres op med i teologisk kamp. Det med at spille paver kan de spare sig. I dåben (og nadveren) hører vi Guds ord til os.
Det betyder, at kristendom er en folkelig sag. Vi har alle lige og direkte adgang til Gud. Og dét hvad enten vi er lægfolk eller teologer. Teologerne har intet fortrin her. De må som alle andre tilbage til dåbspagten. Evangeliet er folkeligt.
Det havde Grundtvig lykke til at formulere klart i prosa og i vidunderlig poesi, og det har haft meget stor betydning for kirken i Danmark.