Den kristne dåb kort fortalt – en opfordring
Det er min opfattelse, at vi mangler en kort, nærmest katekismusagtigt kort, dåbsforklaring. Dåben er noget helt grundlæggende i evangelisk-luthersk kristendom. Derfor må vi kunne forklare dåben kort, klart og forståeligt.
Der findes udmærket litteratur, der tager udgangspunkt i nybagte forældres livssituation og går ind i de overvejelser, man som forældre kan gøre sig om at lade sit barn døbe – eller undlade dåb. At den nye livssituation, som man står i, når man bliver forældre, kan åbne for tanker om livets karakter af gave og om livets skrøbelighed og udsathed, er indlysende. Det skal bestemt heller ikke nægtes, at der med fordel kan sættes ord på dette i relation til dåben. Men det er min opfattelse, at vi også behøver en tekst, der kort forklarer dåben.
Det var Luhers store fortjeneste, at han med både pædagogisk og teologisk genialitet formåede i Katekismen at formulere en kort og tydelig dåbsforklaring, der viste sig at kunne holde gennem flere hundrede år. Det kunststykke kan vi i vor tid næppe gøre ham efter. Men vi må forsøge så godt vi kan, vel vidende, at vi står på skuldrene af Luther og andre gode kirkefædre, ikke mindst N. F. S. Grundtvig, hvis arbejde med dåben må tillægges betydelig vægt. Faktisk er der ikke tænkt og skrevet noget vigtigere om dåben siden reformationen.
Tidligere har vi op gennem historien haft forskellige udgaver af Luthers lille Katekismus, udvidet med forklaringer, der hver især afspejler den teologiske og åndelige strømning, der prægede den tid, den enkelte udgave af katekismen er blevet til i. Den metode skal vi ikke gentage, blandt andet, men ikke kun, fordi det ville gå ud over netop kortheden og klarheden.
Den ønskelige, måske nødvendige, dåbsforklaring, jeg forestiller mig, skal ikke fremlægge et eller anden “dåbssyn”, ikke vor tids, hvad det i øvrigt måtte gå ud på, ikke Luthers, ikke Paulus´s, ikke engang i almindelighed Ny Testamentes, men den skal blot i korthed gennemgå dåben selv, sådan som den fremtræder i dåbens handling og i dens ord, som de lyder ved døbefonten. Her tænkes på de ord i ritualet, der kan spores længst tilbage i historien og med rimelighed kan siges at høre nødvendigt med til dåben.
Den ønskede dåbsforklaring skal heller ikke forstå dåben ud fra den kendsgerning, at vi i Folkekirken anbefaler, at børn døbes. Hvad dåben er, forstås nemlig ikke ud fra den kendsgerning, at vi døber børn. Det omvendte er tilfældet: Vi anbefaler barnedåb ud fra vores forståelse af, hvad dåben er.
Nedenfor gør jeg et forsøg, der er så kort, at kun det allervigtigste kan tages med. En dåbsforklaring må nødvendigvis være kort, hvis travle mennesker skal kunne forholde sig til den og efter læsningen skal kunne huske, hvad dåben så er.
Muligvis lider mit forsøg under, at den korte form har medført en ”telegramstil”, der kan vanskeliggøre tilegnelsen. Kan den forstås af den interesserede læser, eller kræver formen, at man kender lidt til sagen på forhånd? Desuden er jeg ikke selv helt tilfreds med, at der intet er om forsagelsen. Jeg er åben overfor enhver konstruktiv kritik. Hvis mit udkast ikke duer, vil jeg ønske, at andre vil tage fat, ud fra den ide, jeg fremlægger.
Her kommer et link til en lille pjece, beregnet til uddeling, som indeholder teksten herunder. Pjecen kan frit downloades. Den må betragtes som et foreløbigt udkast.
Venlig hilsen
Villy Klit-Johansen
Her kommer min tekst:
Den kristne dåb- kort fortalt
Dåben har vi fra Jesus
Mattæusevangeliet fortæller, at Johannes Døber opholdt sig ved Jordanfloden og døbte. Folk bekendte deres synder og blev døbt. Jesus kom også til Johannes og blev døbt. Mærkeligt! Han havde nemlig ikke nogen synd at bekende. Pointen er, at han dermed sagde ja til at gå hele vejen. Helt frem til døden på korset for vores skyld. Det var den gerning, han indviede sig til ved dåben. (Mattæusevangeliet kap. 3, v. 1-17).
Den kristne dåb ligger i forlængelse af den dåb, Johannes Døber døbte med, men forskellen er Jesus, den korsfæstede og opstandne Frelser, og Helligånden. Den kristne dåbs indhold er Jesus, og Helligånden er Guds kraft, der virker igennem den.
Med andre ord:
Jesus lod sig døbe til at være ét med os.
Derfor kan vi til gengæld blive døbt til at være ét med ham.
Sammen med ham er vi Guds børn
Da Jesus blev døbt, lød der en røst fra himlen: ”Det er min elskede søn. I ham har jeg fundet velbehag.” Jesus er Guds Søn, og når vi bliver døbt, bliver vi døbt til at være brødre og søstre til Guds Søn og sammen med ham Guds børn. I den kristne dåb giver Guds Søn enhver, der vil det, et nyt liv som Guds barn. Han deler det, der er hans, med os.
Vandet
Dåben består af to dele, der hører uløseligt sammen: Dåbshandlingen og Guds ord.
Ordet står ikke alene, for Gud har knyttet sit ord sammen med en synlig, håndgribelig handling. I vore dage er det i almindelighed overøsning af hovedet med vand tre gange. Tidligere har det været neddykning i vand tre gange.
Dåben med vand har en stor billedkraft. Afvaskning og renselse er en af betydningerne. Vandet betyder også både liv og død. Man kan drukne i vand, men vand er også en betingelse for liv. Dåben er derfor ensbetydende med, at vi får syndernes forladelse og får lov til at dø og opstå til nyt liv sammen med Guds Søn.
Dette er en dyb hemmelighed, som vi skal erfare livet igennem. Enhver, der har et menneskehjerte, vil før eller siden erkende sit behov for Guds nåde. Guds tilgivelse og hans overvindelse af dødens magt i hans Søn Jesus er det, som vi trænger allermest til
Guds ord
Dåbshandling uden Guds ord er ikke dåb, men bare vand. Det er Guds ord og Helligånden, der gør dåben til mere end blot vand.
Guds ord ved dåben er først og fremmest den apostolske trosbekendelse. Den er dåbspagtens ord. Guds tilsagn om hans urokkelige kærlighed til os i liv og død kalder vi dåbspagten. Gud opretter sin pagt med det enkelte menneske i dåben. Lige forud for dåbshandlingen spørger han os med dåbspagtens ord, og vi svarer ja. Det er præstens stemme, vi hører, men det er den levende Herre Jesus selv, der i spørgsmålene tilbyder os alt, hvad trosbekendelsens ord rummer. De rummer i øvrigt så meget, at der er nok at glæde sig over – og tænke over – hele livet igennem:
NN (dåbskandidatens navn) Forsager du Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen?
– JA!
Tror du på Gud Fader, den almægtige,
himmelens og jordens skaber?
– Ja!
Tror du på Jesus Kristus,
hans enbårne Søn, vor Herre,
som er undfanget ved Helligånden,
født af Jomfru Maria,
pint under Pontius Pilatus,
korsfæstet, død og begravet,
nedfaret til Dødsriget,
på tredje dag opstanden fra de døde,
opfaret til himmels,
siddende ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd,
hvorfra han skal komme at dømme levende og døde?
– Ja!
Tror du på Helligånden,
den hellige, almindelige kirke,
de helliges samfund, syndernes forladelse,
kødets opstandelse og det evige liv?
– Ja!
Dåbspagtens indhold kan vi kort sammenfatte således:
1. I dåben træder den usynlige magt bag alt, hvad der er til, i personlig forbindelse med os. Han bøjer sig ved dåben helt ned til os, hver især, og henvender sig til os med sit livgivende ord.
2. Ved sin Søn, Jesus Kristus, giver han os indfødsret i sit rige, både her på jorden og i evigheden.
3. Livet igennem kalder han os i sin menighed stadig til at stole på ham som vor himmelske Far og på Jesus som vor Frelser fra alle onde magter. Og han lover at være med os og aldrig forlade os.
Dåbspagtens spørgsmål er Guds store tilbud til os. Intet kan hindre os i at svare ja til det, når det er det, vi af hjertet vil.
I dåben begynder et nyt liv. Vi kan kalde det et liv i dåbspagten. Dets fortegn er syndernes forladelse, og dets horisont er det evige livs håb.
Tro og dåb
Jesus sagde:
Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.
(Markusevangeliet kap. 16, v. 16)
Det ja, der lyder ved døbefonten er troens svar på dåbspagten. Større tro forlanger Gud ikke af os. Der er intet at føje til.
Trosbekendelsen er fortællingen om de mægtige ting, Gud har gjort for os. Den er ikke læresætninger, som vi skal vride forstanden af led på. Trosbekendelsen er ikke et krav om, hvad vi skal tro, men et tilbud om, hvad vi må have lov til at tro.
Efter ja-svaret følger dåben med vand.
Jesus har givet os en befaling
Vi skal døbe i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. (Mattæusevangeliet kap. 28, v. 16-20). Det gør vi, når vi døber på dåbspagtens ord og menneskets ja til denne store gave, som det er.
Ved barnedåb hjælper moderen, eller hvem der nu bærer barnet, med at svare. Det er der ikke noget mærkeligt eller forkert i, for forældrene hjælper jo det lille barn med alt, bogstavelig talt alt. Under opvæksten hjælper forældrene barnet med gradvis selv at overtage de forskellige opgaver i livet. De skal også hjælpe barnet med efterhånden at vokse i bevidstheden om dåben og det at være kristen. Jesus befalede jo ikke kun at døbe, men også at lære dem at holde alt det, som han har befalet.
I øvrigt er der ikke forskel på barnedåb og voksendåb. Dåben er den samme uanset den døbtes alder.
Fadervor – håbets bøn
Livet i dåbspagten er en vandring med Jesus gennem livet og døden frem til opstandelsen og det evige liv. På denne vandring har han udstyret os med alt, hvad vi har brug for under den farefulde rejse. Fadervor er den første hjælp, han giver os med på vejen.
Ved dåben lyder Fadervor til os som et ord fra vores levende Herre, mens præsten lægger sin hånd på vores hoved. Håndspålæggelsen understreger det personlige. Fadervor kommer som et ord fra Vor Herres hjerte til vores hjerte. Dermed giver Han os retten til at kalde den almægtige, usynlige, Gud FAR.
I dåben giver han os Fadervor som vores bøn. Den er beregnet til, at vi beder den hver dag. Bønnen drager os ind i barnets tillidsfulde forhold til den himmelske Far under alle livets forhold og giver os håbet som vores horisont og ledestjerne.
Herrens velsignelse
Herrens velsignelse ved dåbens slutning lyder:
Fred være med dig.
Det var den hilsen fra den opstandne Herre, som det hele begyndte med. Den er helt bogstaveligt begyndelsen på den kristne menighed og gudstjeneste. Den første søndag efter påske fandt i Jerusalem den første kristne gudstjeneste sted. Jesus kom gennem lukkede døre til de fortrykte disciple. For en uges tid siden så de ham dø, men nu stod han lyslevende blandt dem og sagde: “Fred være med jer.” (Johannesevangeliet kap. 20, v. 21).
Det nye liv som Guds barn begynder for den enkelte også med fredens ord fra Vor Herre. Ordet fred rummer i Herrens mund hele den frelse fra alle onde magter, som han vandt os ved sin død og opstandelse. Og når Herren selv siger det, giver han os dermed alt det, som ordet indeholder
Igen understreges den personlige tilsigelse ved, at præsten lægger sin hånd på den døbtes hoved, mens velsignelsen siges. Det er den velsignelse, der hentydes til i en salme:
Det fredens ord ved dåbens bad
den bange sjæl gør barneglad,
det fredens ord hver Herrens dag
gør rolig midt i våbenbrag
(Salmebogen nr. 676, v. 4)