Kategori: Ikke kategoriseret

Dåbsritualets kerne ifølge Dåbskommissionen

Dåbskommissionen mener, at der i dåbsritualet er en tydelig kerne. “Kommissionen ser denne kerne i dåben i den treenige Guds navn, dåbsbekræftelsen og Fadervor.” (Midtvejsrapporten s. 5)

Kommissionen definerer ikke begrebet dåbsritualets kerne. Men kan man måske gå ud fra, at det betyder de led, der skal til, for at det er den kristne dåb? Sådan tillader jeg mig at forstå det.

Dåbens kerne er ifølge kommissionen:

1. Dåb i den treenige Guds navn 
2. Dåbsbekræftelse
3. Fadervor

1. Ja, selvfølgelig hører dåben i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn til i dåbsritualets kerne.

2. “Bekræftelsen” er menighedens bekræftelse af dåben og dens bekendelse af, hvad den tror om dåben. Bekræftelsen er vigtig. Grundtvig mente, at den hører med til dåbens væsen; den hører altså nødvendigt med. Men Bekræftelsen kommer i kommissionens forståelse ind på linje med Kristi ord i dåben: “JEG døber DIG i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.” Kommissionen skelner altså ikke mellem Kristi ord og menighedens (menneskers) ord. Det er problematisk.

3. Fadervor hører også med i dåbsritualets kerne. Men hvordan stemmer det med, at Fadervor siden 1912 er henlagt til efter dåben. Kommissionen henholder sig til “den udbredte forståelse af Fadervor som dåbsgave til barnet.” (s. 9). Hvis gave? Jo, “Fadervor følger efter håndpålæggelsen og fungerer på dette sted i ritualet som de døbtes gave til den døbte!” I midtvejsrapportens model III kan Fadervor endda ligge efter faddertiltalen, og så bliver det ligefrem fantasifuldt, hvad dåben skal betyde. Læs selv!

Grundtvig forstår ud fra Fadervors klassiske placering i den lutherske reformations dåbsritual bønnen som Kristi gave til den, der døbes. Kristus selv lægger os i dåben Fadervor i munden, så vi dermed bliver inddraget i den enbårne Søns eget barneforhold til den himmelske Fader. Så i reformationens ritual kan man da med rette sige, at Fadervor hører hjemme i kernen.

Dåbens kerne grundtvigsk og luthersk set

Nu bruger kommissionen altså begrebet “dåbsritualets kerne”. Lad os da bruge det og definere det klart. Grundtvigsk set er kernen de ord af den levende Frelser og Herre i dåben, der gør dåben til genfødelsens og fornyelsens bad. De har karakter af tilsigelse

Det er

1. Fadervor
2. Dåbspagtens ord (Forsager DU …, Tror DU… efterfulgt af svaret JA.
3. Dåben ledsaget af ordene JEG døber DIG i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.
4. Fredlysningen: “Fred være med DIG”.

Kommentarer:

1. Fadervors vanskæbne og oprindelige betydning har vi kommenteret

2. Dåbspagten. Hvis vi sammenligner vi med, hvor dåbskommissionen tydeligt ser ritualets kerne, må vi sige: Ups!, der røg dåbspagten ud af kernen. Så kan man bedre forstå, at kommissionen kan foretage det livsfarlige stunt at flytte menighedens fælles bekendelse IND I DÅBSRITUALET. Altså tage dåbspagtens ord ud af Herrens mund og lægge det i menneskers. I stedet for at lade Herren om at lægge os dåbspagtens ord i mund og hjerte. Den frelsende tro er Jesu gave i dåben

Betyder det, at dåben i kraft af disse ord virker automatisk. Nej, selvfølgelig ikke. Hvis der svares ja hyklerisk, altså uden at man mener det, eller hvis dåben sker under tvang, som det langt op i historien har været tilfældet, er der ikke nogen garanti for, at Guds nådegave er modtaget. 

3. Døbeordene hører med til kernen under den forudsætning, at de forstås som Kristi ord til den, der bliver døbt. Det er ikke den døbende præsts ord, men Herrens eget nådefulde ord.

4. “Fred være med dig” er Herrens eget velsignelsesord, der giver det, som ordene siger. Det betyder: Nu er alt godt mellem Gud og dig. Fredlysningen er også slettet af kernen i dåbskommissionens forståelse.

 Det er ligesom Fadervor, dåbspagten og døbeordene et “guddomsord, der skaber, hvad det nævner. Det er ikke en forkyndelse eller en oplysning om et forhold, der nu er etableret, nej, det er ord, der skal sammenlignes med skaberordet: “Bliv lys”, og der blev lys. Eller hans ord til den døvstumme: “Effatha!”-”Luk dig op”. Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. (Mark. 7,31 ff.). Eller hans ord til den døden unge mand, som de var ved at bære til graven: “Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!” Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans moder. (Luk. 7,13-14).

Luther og Grundtvig tænkte sjælesørgerisk. De forstod Herrens ord i dåben, Fadervor, dåbspagten, døbeordene og fredlysningen som Frelserens trøst og hjælp til det bestemte nødstedte menneske, der nævnes med navn. Det er ord, der skaber, hvad de nævner. Derfor er dåben et genfødelsens og fornyelsens bad. Den er frelsende. Kristi levende ord gør dåben til genfødelsens og fornyelsens bad.

Disse fire ord er altså dåbens kerne. Hvis dåbskommissionen ville tage det alvorligt, ville det få store konsekvenser for kommissionens arbejde.

Hvis man tilslutter sig dåbskommissionens synspunkt, kan man så fortsætte med at synge Grundtvigs salmer, f.eks. “Guds fred er mer end englevagt”? Og kan man overhovedet forstå dem, når dåbspagtens ord og fredlysningen altså ikke længere må høre til i ritualets kerne?

4.
Det fredens ord ved dåbens bad
den bange sjæl gør barneglad,
det fredens ord hver Herrens dag
gør rolig midt i våbenbrag.

5.
Du ved det godt, Guds menighed!
det ene tjener til din fred,
at i dit hjerte og din mund
er troens ord i allen stund.

6.
Thi da Guds Søn med freden kom,
det var kun tro, han spurgte om;
for den og ej for verden al,
Guds nåde og Guds fred er fal! (=opnåelig)

—————-

I min læsning af disse to skrifter fandt jeg gode grundtvigske/lutherske vitaminer:

Dåbens ord – Grundtvig om sandhed og frihed i kirken – Godtfred Grønningers Blog

Den røde tråd i Kristenhedens Syvstjerne – Godtfred Grønningers Blog

Jo, det er Grundtvigs fødselsdag. I år bør vi benytte anledningen til at beskæftige os seriøst med hans tolkning af dåbsritualet. Som landet ligger, fristes man til at spørge, om der er plads til hans syn i dagens folkekirke? Den aktuelle debat kunne tyde på, at det nærmest er trængt ud.

Det a-sakramentale dåbssyn, der er udbredt Folkekirken, har jeg argumenteret imod i flere artikler. Det går selvfølgelig ikke an at nedskrive dåben til noget mindre end et nådemiddel, hvori Gud skænker den evige frelse til troen. Det har jeg taget stilling til, så det lader jeg ligge i denne omgang.

Skriftlæsninger eller Kristus selv – det levende ord

Spørgsmålet til deltagerne i den aktuelle drøftelse er jo: Hvad er det, der gør dåben til et nådemiddel eller et sakramente? Er det teologernes påfund, eller er det Herrens levende ord og troen på det?

Stærke kræfter især omkring en del af Tidehverv og dele af Indre Mission ser bort fra Grundtvigs forsøg på at gøre op med den uheldige udvikling af dåbsritualet efter reformationen under statskirkens lutherske ortodoksi og pietisme.

Grundtvig søgte tilbage til det oprindelige, og det fandt han i høj grad repræsenteret i den lutherske reformations dåbsritual af 1526. Dette ritual, der er udgangspunktet for det danske, står i Luthers “Taufbüchlein”, der er aftrykt i “Die Bekenntnisschriften der evangelisch-lutherische Kirche”. Heri ligger vægten på Guds ord i dåben og troen på Guds ord i dåben, ikke på bibelske læsninger. Det er i skønneste overensstemmelse med ordene i Den lille Katekismus: “Det er ikke vandet, der gør det [nemlig skænker frelsen], men Guds ord, som er med og i vandet, og troen, som stoler på dette Guds ord i vandet”. I Luthers ritual af 1526 er der da heller ikke andre skriftlæsninger end “børneevangeliet” fra Markus 10,13-16.

Der er noget alvorligt på spil her. Enevældens statskirkelige luthersk-ortodokse og pietister ændrede gradvis dåbsritualet, så det afspejlede deres teologi. I denne forbindelse gik deres teologi ud på, at dåbens sakramentale karakter blev sat af visse af dem udvalgte skriftsteder. Grundtvig kaldte dem “de skriftkloge”, fordi de repræsenterede en perverteret udgave af Luthers “skriften alene”. Denne afart af luthersk teologi blev ført til en foreløbig sejr med dåbsritualet af 1912. Det var et overgreb på dåben.

Det er den linje i den lutherske tradition, som dele af Tidehverv og Indre Mission nu forsvarer med næb og klør. Stik imod Luthers og Grundtvigs intention. For Grundtvigs vedkommende kan enhver, der kan læse, overbevise sig om det ved at læse de relevante skrifter af Grundtvig.

For Luther og Grundtvig var Guds ord og troen det afgørende. Og følger man Grundtvig, hører dåbspagtens spørgsmål om forsagelsen og troen og ja-svaret dertil uløseligt med til dåben som et konstituerende led.

Den indledende bøn

Nu er ritualets indledende bøn i kraft af de luthersk-ortodokses indædte kampagne bragt i fokus. Om den indledende bøn gælder det rent principielt, at den, før vi overhovedet tager stilling til indhold og formulering, i og med placeringen som indledning før selve dåben uundgåeligt kommer til at bestemme den lyttende menigheds opfattelse af dåben. Derfor er det meget vigtigt, hvad der står i den.

Læser man de indledende bønner i Luthers ritual (bede-banke-bønnen og syndflodsbønnen), er det klart, at de i ét og alt er underordnet selve dåben, altså ordet, der er forbundet med vandet, og troen på ordet. I disse bønner bliver der bedt om netop det, som det centrale i dåben peger på som dåbens gave.

Således forholder det sig ikke med 1912-bønnen, som stadig står i det gældende ritual. Den har en anden dagsorden, der peger væk fra det centrale og bevæger sig ud ad en tangent. Vi har levet med denne bøn i lange tider og har ikke haft de store problemer med den, fordi det centrale i dåben dog var bevaret, omend i en noget forkommen skikkelse. Men nu ..

Den indflydelsesrige lektor, dr. teol. Nils Arne Pedersen, udtrykker i kronik i Kristeligt Dagblad 11. maj 2025 tilfredshed med, at “det er lykkedes at samle alle kommissionens medlemmer om at anerkende, at når dåbsritualets nuværende indledende takkebøn udtrykker genfødslen i dåben med formuleringen “hvori du gør os til dine børn”, så er det i overensstemmelse med de nytestamentlige, oldkirkelige og lutherske/grundtvigske forståelser af, at dåben giver barnekår hos Gud”. Nils Arne Pedersen fortsætter: “At kommissionen her er nået til enighed, kan dog kun få betydning, hvis den tager konsekvensen, som er, at kun takkebønnens fine formulering skal være det, der samler folkekirken som én kirke”.

Det lyder unægtelig, som om lektoren lægger op til, at 1912-bønnen skal tillægges bekendelseskarakter. Hvis det virkelig er meningen, er der ikke længere tale om et sammenstød mellem teologiske meninger, men om noget potentielt kirkesplittende. Den lærde teolog er åbenbart ikke i stand til at forstå Grundtvigs kritik af den lutherske ortodoksi/pietismen på grundlag af Luthers reformatoriske ritual, som Grundtvig skrev sine salmer og vigtige artikler på. Med al respekt, Grundtvig var hverken doktor i teologi eller ansat på universitetet, men han er den største teolog siden reformationen.

Pedersen mener tydeligvis, at alle, der ikke kan tilslutte sig formuleringen i bønnen fra 1912, ikke har et bibelsk og luthersk dåbssyn. Ak, hvor misforstået! Som om dåben først er blevet et sakramente i 1912!

Hvis Nils Arne Pedersen fastholder sit synspunkt, er det udtryk for, at der føres kirkekamp mod det luthersk-reformatoriske og det grundtvigske. Under sådanne omstændigheder bliver det nødvendigt at kræve, at bønnen fra 1912 bliver erstattet af en bøn, der er i overensstemmelse med selve dåbens karakter.

Der må i den grundtvigske verden og i Indre Mission og andre kredse i Folkekirken være kræfter, der der vil tilslutte sig det grundtvigske synspunkt, at dåben ikke skal bestemmes af de skriftkloges teologi, for dåben er indstiftet af Guds eneste Søn, og dåben er følgelig troens personlige forhold til Gud ved ham, vor Frelser Jesus Kristus.

På Grundtvigs fødselsdag må vi sammen med fødselaren besinde os på den oprindelige kristne tro. Hvem vil være med til intensiverede studier? Måske er der ligefrem behov for at indbyde til et møde med lødige foredrag og debat.

---

Det ovenstående er kort udtrykt. Analyse, debat og konkrete forslag findes her: https://villy.klit-johansen.dk/2025/09/07/folkekirkens-daabsritual/

Villy Klit-Johansen, 8. september 2025

Det er meget interessant, at professor Regin Prenter i de prædikener, han holdt i Branderup Kirke i midten af 70erne, forkynder helt og holdent grundtvigsk om dåben. Han prædiker ud fra Grundtvigs dåbspagtsteologi, som Grundtvig fra og med den “mageløse opdagelse” i 1824-25 har fået øjnene åbnet for i det lutherske dåbsritual. Alt hvad Grundtvig skrev efter den tid i et utal af salmer og flere dybtborende artikler er gennemsyret af denne befriende opdagelse.

Regin Prenter havde dette syn som udgangspunkt for sit arbejde med dåben og hele kristendomsforståelsen. Det er et syn, der flytter vægten fra teologernes fortolkning af Bibelen til Herrens levende ord i dåben og nadveren. Det er i virkeligheden også udgangspunktet for Grundtvigs folkelige syn. Grundtvig vidste jo, at her kunne børn og jævne folk være med. Levende kristendom var overleveret fra slægt til slægt netop ved døbefonten og nadverbordet – helt bortset fra “de skriftkloges” skiftende tankekonstruktioner.

Det er ikke mindst den stærke grundtvigske inspiration i Prenters forkyndelse, som har begrundet genudgivelsen. Det er ikke, fordi jeg mener, at vi kan gentage Prenters prædikener i 2024. Men vi læser jo også Grundtvigs og Luthers prædikener for at lære af dem.

Prenters grundtvigske, pastorale omsorg for “de små” kommer frem i prædikenerne fra Branderup-tiden. Det første eksempel kan findes i prædiken til

1. s. e. h3k, s. 21 ff.:

“Når Guds rige hører de små børn til, hvem kan da sige nej, når de beder om dåben …? Den bøn fremføres på barnets vegne af dets forældre.”

Uden polemik – polemik hører ikke hjemme i en prædiken – lader Prenter som om, den indledende bøn i ritualet stadig er den fra Luthers 1526-ritual, der stod i dåbsritualet indtil 1912. “Jeg råber til dig over denne N. din tjener, der beder om din dåbs gave … giv nu det gode til den, som beder …” Hele den drastiske omstøbning af ritualet og dermed forståelsen af dåben, der for alvor begyndte med enevældens lutherske ortodoksi og efterfølgende pietisme, og som kulminerede med ritualet af 1912, ser Prenter bort fra. Han prædiker luthersk-grundtvigsk om dåben.

To citater mere fra samme prædiken:

“Han [Jesus] vil kalde os barnedøbte tilbage til vor dåbs pagt. Han vil hjælpe os til at blive på den vej, han selv har banet for de små fra dåben til Guds rige. Også de store skal blive på den vej. Det er det, vi siger til vore konfirmander, når vi bekræfter dem i dåbspagten.”

Dåben er for Prenter dåbspagten, og konfirmationen er ikke konfirmandens eget bevidste svar på troens ord, som forældrene i sin tid svarede på ved døbefonten. Så stor betydning tillagde Grundtvig (og Prenter) ikke den voksne bevidsthed. Konfirmationen er intet andet end menighedens bekræftelse af dåben. Der skal ikke en ny kirkelig handling til, for at dåben kan “virke”. Derfor skal konfirmanden ikke højtideligt stilles et eller andet mærkeligt spørgsmål, som han/hun besvarer.

Og det sidste citat fra denne prædiken:

“Vi frelses ikke ved dåbsakten, men ved dåbspagten, som sluttes mellem Gud og os ved dåbsakten.”

Det er selve kernen i Grundtvigs mageløse opdagelse.

I prædikenen til 3. s. e. h3k, s. 29:

“Vi beder: “Herre, bevar os, sammen med den lille dreng, der i dag skal døbes i vor kirke, i den tro, du føder os påny til at leve i ved den hellige dåb. Bevar os i den tro, du som et sennepskorn sår i os ved døbefonten.”

Prenter kunne aldrig komme bort fra Grundtvigs dybe forståelse af den uløselige sammenhæng mellem Ordet og Troen. Som Prenter et sted i en af prædikenerne skriver: “Troen er slet ikke noget, vi kan gøre til vor ejendom, i en større eller mindre portion. Den tro, Jesus taler om, er noget andet end det, apostlene og vi mener, når ordet tro lyder.” Troen er den tro, som Kristus ved sit ord giver os (sår i os) i dåben.

2. påskedag, s. 69:

“Når den Opstandne kalder os ved navn – og det gjorde han, da han sluttede pagt med os i dåben – da løskøber, dvs. frier han os ud af den fortabelse, hvori vi befinder os, da giver han os magt til at kalde ham vor Herre.”

Ja, dåben er ikke vandet alene, dåben er dåbspagten, Herrens levende ord og hjertets ja til det.

1. søndag efter påske, s. 72:

“Da Fadervor under håndspålæggelse var overgivet os som Herrens og vor fælles bøn, altid hørt af Faderen i himmelen, da lød til sidst ordene: “Fred være med dig!”

Igen forudsætter Prenter det lutherske ritual fra før statskirkens skriftkloge, de luthersk ortodokse og pietisterne, gjorde sig til herrer over dåben. Det var det lutherske ritual, som Grundtvig digtede sine salmer på. I det kom Fadervor uden fantasifulde præstelige regibemærkninger lige efter ordene fra “børneevangeliet”: “Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.” Derefter skulle præsten lægge hånden på dåbskandidatens hoved og bede Fadervor, der altså i sammenhængen forstås som Herrens ord til den, der døbes. En overdragelse, der giver ret til sammen med Jesus at være Guds barn og tale til hans og vor himmelske Fader. Efter dåbspagten, vanddåben og menighedens bekræftelse af dåben sluttede dåben, som Grundtvig kendte den fra det lutherske ritual, særdeles stærkt med Jesu ord: “Fred være med dig.” Det er Herrens velsignelse, der giver, hvad ordet siger, til den, der tror det.

20. s. e. trin, s. 122-123:

Til sine vordende mordere siger Jesus til sidst: “Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter.” Hvad er det for et folk? Det er alle dem, der i tro på den korsfæstede og opstandne Jesus Kristus bliver døbt til hans navn. Og hvad er det for frugter, dette folk bærer? Det er alle de nye mennesker, som ved troen og dåben, slægt efter slægt, lukkes ind i Guds rige.”

Igen en meget grundtvigsk formulering. Kirken som et folk. Troen og dåben; de to ord står hos Grundtvig ALTID i den rækkefølge. Det er der nok en pointe i.

Betyder Prenters grundtvigske syn, at han benægter dåbens karakter af sakramente? Nej, selvfølgelig ikke. I prædikenen til 1. s. e. h3k over “børneevangeliet”, Mark 10,13-16 (s. 21) understreger han, at “dåben er uendelig meget mere end en forbigående barnevelsignelse, så smuk og betydningsfuld denne end er, når det er Jesus, der giver den. Dåben er, både når den gives til voksne, og når den gives til små, en ny fødsel af vand og Helligånd, som det hedder i brevet til Titus kap. 3, v. 5: det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden.”

Der er slet ikke nogen modsætning mellem vægten på ordet og troen og dåben som genfødelsens bad, for Helligånden er netop “enheden af ordet og troen”. Denne tanke udfolder Prenter i Skabelse og Genløsning s. 481 ff. Og det er netop ordet og troen, der gør dåben til genfødelsens bad. Det er genuint grundtvigsk tankegods, som man ikke skal læse meget i de relevante grundtvig-skrifter for at støde på. Jeg nøjes med at anføre et enkelt eksempel.

Hvis man ser bort fra salmerne, har Grundtvig næppe udtrykt sin dåbspagtsteologi klarere, end han gør det i sin prædiken til aftensang 6. søndag efter trinitatis 1842 (Grundtvig, prædikener i Vartov, bind 3, Forlaget Vartov 2003). Sproget er lidt knudret, men tanken er klar. Han understreger først, at uden genfødelsen af vand og Ånd i dåben får man ikke magt til at blive Guds barn. Dåben er altså nødvendig. Dernæst får vi hans bud på, i hvilken forstand man kan tale om, at der sker en genfødelse i dåben:

“Dette er det første, mine venner, men det andet er ligesom dette, at uden ordet og troen udretter dåben slet intet, … så hvem der enten vil indbilde sig, at dåben kan genføde ham uden tro, eller at han genfødes ved nogen anden tro end troen paa det ord, som lyder til ham ved dåben, når han på Herrens vegne tilspørges: forsager du? og tror du? og døbes paa Herrens vegne i Faderens og Sønnens og Helligaandens Navn, og velsignes paa Herrens vegne med hans “Fred være med dig,” … får også nøjes med en indbildt genfødelse.” Så vidt Grundtvig. Der kunne anføres et utal af steder i Grundtvigs skrifter, både prosaskrifterne og de poetiske, med samme indhold.

Det er denne “dåbspagtsteologi” hos Grundtvig, som Regin Prenter var dybt indlevet i og øste så flittigt af. Prenter prædikede ud fra det lutherske ritual, som Grundtvig skrev sine salmer på. Og, som man kan konstatere, uden polemik, fordi polemik slet ikke hører hjemme i en prædiken. Tilhørerne i Branderup Kirke har sikkert ikke bemærket denne særlige side af Prenters forkyndelse, ligesom en læser let vil kunne overse den. Det, der betyder noget, når vi er til gudstjeneste, er jo at høre evangeliet og blive opbygget af det.

Gad vidst, hvad Prenter ville have ytret i forbindelse med det aktuelle arbejde med dåbsritualet! Plads i dåbskommissionen ville han næppe have fået. Dertil var han for grundtvigsk.

Villy Klit-Johansen, 14. juli 2025

Det er ikke konstruktivt at gøre kampen om dåbsritualet til et spørgsmål om at bevare Peder Madsens indledende bøn, som har stået i ritualet siden 1912.

En opmærksom sammenligning med Luthers “bede- og bankebøn” og “syndflodsbønnen” i hans ritual af 1526 gør det klart, hvad der er galt i den nuværende bøn. Der er faktisk sket et alvorligt skred.

Det, der i Luthers bøn netop er bøn, er i Peder Madsens bøn blevet til dogmatiske påstande og belæring, nemlig at vi i dåben bliver Guds børn og får Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv. I Luthers bøn derimod beder vi for dåbskandidaten om syndernes forladelse og det evige liv. Det sker med ordene: “at denne frelsende syndflod må bortskylle alt det, han har fra Adam, og det, han selv har gjort.” (syndernes forladelse), og “at han med alle dine troende må blive værdig til at få del i din forjættelse om evigt liv ved Jesus Kristus, vor Herre.” (det evige liv). Det er virkelig en væsentlig forskel, om kirken så at sige har dåben i sin magt, eller om alt beror på Gud, og vi derfor er henvist til at komme til ham i ydmyg bøn.

Det næste, man bemærker, er, at Luther forudsætter, ligesom i højeste grad Grundtvig, at barnet er en selvstændig person, som Gud kan slutte sin pagt med. I Peder Madsens bøn er der derimod en tendens til at gøre barnet til en genstand, som man gør noget ved. Det er næsten som et ekko af den lutherske ortodoksis syn på dåben som en ækvivalent til den jødiske omskærelse. I Luthers ritual er det helt anderledes. Her foregår det mellem Gud og den, der døbes. Det, der sker i dåben, sker mellem Gud og den, der døbes. Derfor er det heller ikke gudfader eller gudmoder, der bliver spurgt med forsagelsen og trosbekendelsen, det er den, der bliver døbt.

I Peder Madsens bøn bærer vi et barn frem for Guds åsyn. I Luthers bøn er dåbskandidaten en, der “begærer din evige nåde ved den åndelige genfødelse”. Dåbskandidaten er en, der beder og banker på hos Gud.

I Peder Madsens bøn er således dåbskandidaten en passiv genstand. I Luthers bøn er denne en person, som Gud taler til, hvorved han kalder troen frem i dåbskandidatens hjerte. Det er det, Luther beder om: “at du i nåde vil se på denne N. og saliggøre ham med en ret tro i Ånden.” Dåbspagten er altså tænkt med i Luthers bøn. Det er den ikke i Peder Madsens. Dåbspagten var altafgørende for den lutherske Grundtvig. Vi har et godt eksempel i “Barnelivets favre dage”, 2. strofe:

Men hvad alle verdens vise
kun omsonst vil prøve på,
han, som alle kristne prise,
har bevist, hans ord formå:
hver, som tror af hjertens grund,
hvad han os har lagt i mund,
de i dåben fødes atter
til Guds børn, hans søn og datter. (DDS 454)

Det er et meget præcist udtryk for Grundtvigs “dåbspagtsteologi”. Kernen i dåben er Ordet og troen. Ordet, som Gud i dåben har lagt os i munden, er Fadervor og forsagelsen og trosbekendelsen. Gud har lagt os ordet i munden, så det vender tilbage til ham, når vi svarer ja til dåbspagtens ord, og når vi beder Fadervor.

Der er endnu en stor forskel. Peder Madsen forudsætter, man fristes til at sige: i forlængelse af den statskirkelige tvangsdåb, at dåbskandidaten er et barn. Men det er jo langtfra altid tilfældet. I dag endnu mindre end på Peder Madsens tid og endnu meget mindre end på Luthers tid. Luther forudsætter derimod, at dåbskandidaten er et menneske, der trænger til frelsen fra syndens og dødens magt. Hos Luther, som hos Grundtvig, er der ingen forskel på, om den, der døbes, er barn eller voksen. Dåben er den samme. Der er kun én dåb.

Endelig kan man pege på det ulogiske i at lade den indledende bøn begynde med tak. Det naturlige må være at indlede med bøn, som det er tilfældet i Luthers ritual af 1526, og slutte med tak. I ritualbogen er dåbskollekten (slutningskollekten) netop en takkebøn: “Herre, vor Gud, himmelske Fader! Vi takker dig af hjertens grund, fordi du har ladet os komme til den nådefulde dåb …” Nadverritualet begynder heller ikke med en takkebøn, men med en bedebøn.

Presset fra moderniteten

Den nuværende dåbsbøn er, ligesom det allermeste af, hvad der bringes i forslag i dag, præget af moderniteten. Med moderniteten menes der subjektivismen, der vel har rod i pietismen. Man siger tit, at pietismen er individualistisk, hvilket måske er rigtigt, men hvad der er vigtigere: den er subjektivistisk. Den kulminerede med Kierkegaards eksistensteologi.

Rent bortset fra hvad godt der er at sige om Kierkegaard, alvor kan man ikke frakende ham, så er det velkendt, at han ikke regnede dåben for noget. Det, der gør et menneske kristent, er den personlige afgørelse i voksen alder, mente han. Pietisterne og Kierkegaard har på grund af deres subjektivisme store problemer med dåben, især barnedåben. Kierkegaard regnede dåben for “ren objektivitet”, som kun kunne få betydning ved en inderlig, subjektiv tilegnelse i voksen alder.

Det er moderniteten: Troen er en beslutning eller en følelse eller en oplevelse. Den eneste autoritet er selvet. Og det hjælper ikke noget så at flytte vægten til det objektive. Hele skaden er opstået ved opdelingen i objektivt og subjektivt. Det er en filosofisk figur, som er ganske fremmed for evangeliet og Guds Ånd. Det havde Grundtvig et skarpt blik for. Jeg har skrevet en selvstændig artikel om denne problematik, så jeg skal ikke komme nærmere ind på den her.

Moderniteten er også slået igennem i Peder Madsens bøn. Det er som om, han viger for presset fra moderniteten. Guds ord i dåben og troen på Guds ord i dåben er, som allerede påpeget, ladt ude af betragtning. Det er den afgørende forskel på bønnen i Luthers ritual og den af Peder Madsen forfattede. Analysen viser således, i hvor høj grad den bøn, der indleder det nuværende ritual, er bestemt af moderniteten.

Skal vi ikke benytte lejligheden til nu, da der er nedsat en dåbskommission, at prøve at komme tilbage i sporet? Vi kender indvendingen. Et spædbarn kan jo ikke tro, siger man, og det kan ikke svare. Svaret på indvendingen er: Hvis Gud ikke kan slutte sin pagt med et spædbarn ved sit ord og troen, der tager imod dét, han giver i sit ord, bør vi selvfølgelig ikke døbe børn. Så har baptisterne ret i, at barnedåb ikke har noget at gøre med en kristen dåb.

Dåbsbønnens relation til ritualets kerne

Ved formulering af dåbsbønnen bør det være en forudsætning, at den skal understøtte det, som er dåbens kerne. Dåbens kerne er, som allerede nævnt, hvad ordene angår, de ord, der tæt omgiver vandøsningen:

1. Fadervor under håndspålæggelse

2. Dåbspagtens ord (spørgsmål og ja-svar)

3. Døbeordene: Jeg døber dig …

4. Fredlysningen under håndspålæggelse

Bemærk, at disse ord i dåbens kerne er tiltale og tilsigelse, talt af Herren Jesus!

Den indledende bøn skal ligesom i øvrigt også de bibeltekster, der læses i ritualet, være saglige. Dermed menes, at de ikke skal forstyrre selve dåbens kerne ved at bringe al mulig teologi ind i ritualet, den være aldrig så god og velment. Sentimentaliserende ord om de søde børn og forældres bekymringer hører heller ikke hjemme i dåbsritualets indledende bøn. I bønnen skal der bedes om netop det, som Gud vil give i dåben. Det bør man holde sig for øje, når man drister sig ud i det såre vanskelige at formulere en dåbsbøn. Teologisk originalitet skal man gøre alt for at undgå. Dåbsteologi er en god, ja en nødvendig ting, men den skal ikke trænge ind i dåbsritualet.

Konklusion

1. Vi må have en bøn, der er mere bøn og mindre påstand og dogmatisk belæring. Navnlig er det vigtigt at få bønnen om Helligånden med, jf. DDS 446 “O, lad din Ånd nu med os være”.

2. Vi må have en bøn, der dækker både barnedåb og voksendåb.

3. Vi må have en bøn, der, i overensstemmelse med dåbens kerne, beder om netop det, som Gud vil give.

Et forsøg

Sprogligt kan bønnen nedenfor muligvis forbedres, uden at det går ud over indholdet. Andet steds argumenterer jeg for, at vi skal have én obligatorisk bøn i dåbsritualet, hvis vi fremtidig skal have et autoriseret ritual.

Lad os bede:

(Stedord indsættes alt efter dåbskandidatens/-kandidaternes køn og antal: han/ham/hans, hun/hende/hendes, de/dem/deres).

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for (___), der i dag kommer til den hellige dåb. Tag imod (___) som dit barn!

Jesus, vor Frelser fra syndens og dødens magt, du har selv sagt: “Bed, så skal I få, søg, så skal I finde, bank på, så skal der lukkes op for jer.” Giv nu dåbens gave til (___), der beder, og luk døren til dit evige rige op for (___), der banker på!

Kære Gud, send din Helligånd i (___s) hjerte! Lad dit ord lykkes, så (___) modtager, hvad du vil give i dåben! Forén (___) med dig i dåbens pagt og giv (___) at leve alle sine dage i din menighed i troskab mod dit ord og i forventning til dit kommende rige! Amen.

Villy Klit-Johansen, 9. juli 2025

Luthers Taufbüchlein og Grundtvigs mageløse opdagelse som en kritisk instans i forhold til den lutherske tradition i den danske kirke.

I anledning af, at Kirkeministeriets dåbskommission den 2. april udgav en midtvejsrapport er der grund til at minde om, at Grundtvig mente, at den lutherske reformation skulle fortsættes.

Vi giver ordet til Grundtvig:

”Hvad man end vil behage at kalde Reformation, saa betyder Ordet i det Latinske Sprog, hvoraf det er laant, dog en Fornyelse eller Gienfødelse af det Oprindelige i givne Forhold eller Indretninger, og toges i den Mening af Morten Luther og hans første Discipler, saa i Kirkens og Statens Historie kan den Lutherske Reformation aldrig komme til at betyde Andet, end det Lutherske Forsøg paa at bringe den Christne Kirke tilbage til sin oprindelige Beskaffenhed i alle Henseender.” (Grundtvig, Skal den Lutherske Reformation virkelig fortsættes?, Udvalgte Skrifter, bind. 5, s. 296.)

Grundtvig tænkte især på dåben. Den skulle så vidt muligt bringes tilbage til sin oprindelige beskaffenhed. Han brugte i dén forbindelse med forkærlighed udtrykket “dåben efter Kristi indstiftelse”.

Dåbsbønnen

Indflydelsesrige kredse i folkekirken arbejder ihærdigt på, at debatten om dåbsritualet kommer til at dreje sig om én bestemt ting. Det eneste afgørende for dem synes at være, at den indledende bøn, som biskop Peder Madsen i 1912 forsynede dåbsritualet med, bliver bibeholdt. Det er den noksom bekendte bøn, hvori det hedder: “Vi takker dig, himmelske Fader, fordi du ved din enbårne Søn har givet os den hellige dåb, hvori du gør os til dine børn og skænker os Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv.”

Disse kredse er bange for, at en afskaffelse af denne bøn vil afsvække eller helt fjerne teologien om, at vi i dåben bliver Guds børn, så der er en forskel på før og efter.

Teologien om, at vi bliver Guds børn i dåben er ikke forkert. Den er klart udtrykt af apostelen Paulus. Det er heller ikke forkert, at der er forskel på før og efter. Både Luther og Grundtvig fastholdt dette. Luther fremhæver det i sin “Taufbüchlein” fra 1526 i fortalen til hans dåbsritual fra dette år, og i Grundtvigs tekster findes det mange steder.

Der er imidlertid en markant forskel på, hvordan tanken om, at vi bliver Guds børn i dåben, fungerer i Peder Madsens ritual 1912 og i Luthers 1526. I Peder Madsens er det en dogmatisk påstand, pakket ind i en takkebøn. I Luthers 1526 er det noget, som der ydmygt bedes om. I fortalen til sit ritual skriver Luther: “Her hører du i denne bøns ord, med hvor megen klage og hvor alvorligt den kristne kirke bærer det lille barn frem og med vedvarende, utvivlsomme ord bekender for Gud, at det er besat af Djævelen og er et syndens og unådens barn, og således flittigt beder om hjælp og nåde gennem dåben, at det må blive et Guds barn.” (Oversat efter “Die Bekenntnisschriften der evangelisch-lutherischen Kirche, Vandenhoech und Ruprecht in Göttingen 1967”, s. 535-536).

I samme skrift, s. 537, opfordrer Luther dem, der står omkring døbefonten, til at høre Guds ord og bede alvorligt med på bønnen. Og lidt længere fremme formaner han om, at alt skal gå ordentligt til ”så man ikke udsætter det høje sakramente for Djævlens spot og vanærer Gud, som deri med så overstrømmende og grundløs rigdom overøser os med sin nåde, så det ligefrem kaldes “en ny fødsel”, for at vi skal blive fri af al Djævelens tyranni, blive befriet fra synden, døden og helvede, og blive livets børn og arvinger til alle Guds åndelige goder og blive Guds egne børn og Kristi brødre.”

Der er ingen slinger i valsen: i dåben bliver vi Guds børn. Men det er værd at lægge mærke til, at det ikke fremsættes som en dogmatisk påstand. Den lutherske reformations dåbsritual har bønnen som fortegn. Det, at vi i dåben bliver Guds børn, er ikke en selvfølgelig ting. Det fremstår ikke som den rigtige teologi, som menigheden i dåbens situation skal belæres om af de skriftkloge teologer. Det er noget, som vi tigger Gud om.

Forskellen på det lutherske og det moderne ritual er til at tage og føle på. Rent faktisk er der en afgrund mellem dem. I det moderne ritual er det at blive Guds barn kirkens påstand.. Det leder unægtelig tanken hen på en selvsikker og selvgod folkekirke, der endda med staten i ryggen kan dele ud af sin rigdom. Dette skriver jeg med stor ulyst. Jeg  ved næsten ikke, om jeg tør skrive det, men prøv at læse Johannes´Åbenbaring kap. 3, v. 14-22!

Når vi så kommer til selve Luthers 1526-ritual, der er udgangspunktet for folkekirkens ritual, ser vi det samme. Fortegnet er bønnen: “Jeg råber til dig over denne N., din tjener, der beder om din dåbs gave og begærer din evige nåde ved den åndelige genfødelse.” Derefter kommer “bede- og bankebønnen”, hvor den, der skal døbes, ligeledes betragtes som en, der beder og banker på hos Gud: “så giv nu det gode til den, som beder, åbn døren for den, som banker, at han må erhverve dette himmelske bads evige velsignelse o.s.v.”.

I den danske folkekirke lægger vi i den indledende bøn ud med at fastslå som en kendsgerning, at vi bliver Guds børn i dåben. Det er ikke er nogen bøn, for vi beder ikke om noget. Vi er rige. Vi har ikke brug for at bede Gud om noget. Jo, i bønnen beder vi ganske vist også om, at Gud vil tage imod det barn, som vi bærer frem for hans ansigt, men den bøn falder til jorden, fordi et bestemt teologisk motiv (at vi i dåben bliver Guds børn) er blevet indført i ritualet og endda stillet i spidsen, så det kommer til at bestemme hele ritualet og trække opmærksomheden bort fra selve dåbens kerne, der er Kristi oprettelse af sin pagt med den, der bliver døbt.

Peder Madsens bøn fra 1912 er ikke udtryk for en stor tiltro til Gud eller et “stærkt dåbssyn”, som indflydelsesrige og magtfulde kredse af teologer mener. Den er tværtimod et markant udtryk for et dåbsritual, der er kørt af sporet – bort fra den lutherske reformation.

En nærmere analyse og sammenligning med reformationens bøn viser, at vi gerne kan undvære Peder Madsens bøn. Det store spørgsmål er, hvad vi så skal have i stedet. Det er derom, kampen bør stå. Vi kan ikke uden videre vende tilbage til reformationens bøn, men vi skal i ritualet have en bøn, der er virkelig bøn, og vi skal have en bøn, der korresponderer med selve dåben som Kristi indstiftelse. Vi skal ikke have en bøn, hvori en selvtilstrækkelig kirke flager med sin teologi.

Missionsbefalingen i dåbsritualet – dåbens indstiftelse

Missionsbefalingen fra Matt. 28,19-20 får i dåbskommissionens midtvejsrapport en meget central placering lige før dåbspagten og dåben Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Det ligger helt på linje med ånden i Peder Madsens bøn. I midtvejsrapporten bliver missionsbefalingen oven i købet kaldt dåbens indstiftelsesord. Den pointeret antigrundtvigske Peder Madsen docerede også, at missionsbefalingen er dåbens indstiftelsesord, og han påstod ganske frimodigt, at tilspørgslen med forsagelsen og troen ikke hører med til dåben efter Kristi indstiftelse! (Se “Den kristelige troslære, s. 616-617!).

At missionsbefalingen skulle være dåbens indstiftelsesord er en opfindelse af den pietistiske biskop Hersleb (1689-1757), der i en lang betænkning gav udtryk for, at det var en mangel, at dåbens indstiftelse, og dermed mente han Matt. 28,19-20, ikke var med i ritualet. Han foreslog, at den skulle læses umiddelbart før tilspørgslen med forsagelsen og trosbekendelsen. Det er netop, hvad dåbskommissionen nu foreslår. Teksten fra Matt. 28. opfattes sådan, at kirken har fået fuldmagt til at udføre dåben på Guds vegne. Igen trænger kirken sig frem og gør sig stor og mægtig på Kristi bekostning.

I Luthers 1526-ritual skal dåbens indstiftelse findes i Jesu dåb ved Johannes Døber. Det fremgår af “syndflodsbønnen”, der følger efter “bede- og bankebønnen”: “du, som gennem dit kære barns, Jesu Kristi dåb har helliget Jordan og alle vande til en salig syndflod og en rigelig renselse fra synden …”. Missionsbefalingen fra Matt. 28. er opstået senere end dåben og hører slet ikke hjemme i ritualet. Dåben er ældre end Matthæusevangeliet. Dåbens indstiftelse er Jesu egen dåb, og når vi bliver døbt, bliver vi døbt med hans dåb og bliver ét med ham, så vi sammen med ham er Guds børn. Motivet Guds børn er til stede i det lutherske ritual før Peder Madsens revolution i 1912, men rigtignok på en ganske anden evangelisk måde.

Fadervor i dåbsritualet

Motivet Guds børn er til stede et sted mere i det lutherske ritual, nemlig i fadervor, der i det klassiske ritual står før vanddåben, lige efter “børneevangeliet”, der slutter: “og han tog dem i favn og velsignede dem”. Derefter skal præsten lægge sin hånd på dåbsbarnets hoved og bede fadervor. Fadervor er altså forstået primært som Kristi eget levende ord til den, der døbes. Fadervor overdrages til den, der skal døbes, og denne inddrages dermed i Jesu eget barneforhold til den himmelske fader.

Dåbskommissionen vil beholde fadervor på Peder Madsens placering af Herrens bøn efter dåben, hvor bønnen mister sin oprindelige betydning. Kommissionen vil ikke have fadervor flyttet tilbage i dåbens kerne af Kristi levende ord til den, der døbes. Man vil beholde den på den nuværende plads i forløbet. I midtvejsrapporten hedder det, at fadervor “fungerer på dette sted i ritualet som de døbtes gave til den døbte.” (s. 43). Igen gør kirken sig rig og magtfuld ved at tiltage sig ejerskabet til Kristi ord, som den kan dele ud af. Kommissionen foreslår endda, at fadervor kan flyttes til efter faddertiltalen.

Der savnes et kritisk forhold til den lutherske tradition 

Det kan ikke nægtes, at den danske statskirke/folkekirken i tidens løb gradvis har ændret dåben, så den er er kommet langt bort fra fra den lutherske reformation. Det er ingen overdrivelse at sige, at dåbsritualet er kommet ganske tæt på den middelalderlige katolske opfattelse af dåben som virkende automatisk (“ex opere operato”). Man kan roligt sige, at dåbsmagien har sneget sig ind i ritualet.

Den meget indflydelsesrige biskop Martensen (1808-1884) kan ikke sige sig fri for en stærk tendens i den retning. Han hævdede, at Helligånden ganske vist gives i dåben, men ikke troen. Helligånden gives derimod i dåben som en evne til at tro, en mulighed, der sidenhen kan udvikles. Denne lære overtog Indre Missions formand Vilh. Beck. Den findes allerede i den middelalderlige katolske teologi. Middelalderens katolske “normalteolog” Thomas Aquinas mente netop, at spædbarnet i dåben får skænket trosevnen, men den aktuelle tro vokser først frem senere i livet. (“Med nåden i favn”, Fønix 2024, s. 216). Det er en farlig lære, for den medfører en betydelig risiko for, at troen, der altså skal følge efter, når barnet bliver voksent og bevidst, bliver en menneskelig præstation. Samtidig medfører det, at et spædbarn altså kan blive frelst uden tro. Det er en forestilling, der er helt utænkelig for Luther og Grundtvig.

I folkekirken mangler vi desværre selvkritik. Grundtvig var i stand til at forholde sig kritisk til den lutherske tradition efter reformationen, men hans indsigter efter den mageløse opdagelse i 1825 har sat sig ringe spor. Han mente som bekendt, at den lutherske reformation skulle fortsættes. Men der er desværre sket det, at kirkens ritual i stedet har bevæget sig længere og længere bort fra reformationens dybeste anliggende: At dåben er det fornemste udtryk for, at et menneske retfærdiggøres ved troen på Kristus.

Luthers ritual af 1526 er på tysk. Luther droppede latinen; det var ham meget om at gøre, at der blev “døbt på tysk”, så at fadderne og de omkringstående, “desto mere kan blive tilskyndet til tro og alvorlig andagt.” Og han mente som bekendt, at Ordet og troen var det afgørende i dåben, ligesom det var for Grundtvig.

Grundtvig skrev en artikel på 12 sider i Den Christelige Børnelærdom om Ordet og Troen (Udv. Skr. 9, s. 437-448), og i Christenhedens Syvstjerne har han en lang række strofer i afsnittet “Tysker-kirken” om samme emne (“Christenhedens Syvstjerne, Th. Michaelsen og Tilges Forlag, København 1860, ss. 121 ff. I Th. Balslevs udgave, Kirkeligt Samfund 1955, er det fra strofe 23 og videre, s. 150 f.). Disse skrifter burde i langt højere grad frugtbargøres i arbejdet med dåbsritualet.

Ordet og troen som det centrale i dåben betyder, at dåben er en pagt, hvorved Kristus nådigt tager den, der døbes, ind i troens forhold til ham. Troen er i absolut forstand en gave. Derfor bedes der i “syndflodsbønnen” om, at Gud “i nåde vil se på denne N. og saliggøre ham med en ret tro i Ånden.” Grundtvig er i det stykke helt på linje med den lutherske reformation. Opfattelsen af dåben som en pagt er ganske vist ikke helt fraværende i midtvejsrapporten, men den får desværre ikke nogen indflydelse på de tre mulige modeller, der foreslås.

I dåbskommissionens midtvejsrapport savnes en kritisk forholden sig til den lutherske tradition, og der mangler en bestræbelse på tilbagevenden til det oprindelige.

Det oprindelige er en fattig kirke, der ved dåben tigger Gud om den gave, han i dåben vil give ved sin Søn, vor frelser Jesus Kristus. Gaven udtrykkes på mange måder. Ikke mindst er det syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv, som det hedder i dåbspagten.

Villy Klit-Johansen, 9. juli 2025

Revolution eller reformation

Midtvejsrapporten udkom den 2. april, H.C. Andersens fødselsdag. Men noget eventyr er der ikke tale om. Rapporten er tør i sproget, som det sig hør og bør i den slags tekster. Kommissionen har arbejdet systematisk – og hårdt, der er gået et stort arbejde forud. Det er der grund til at takke kommissionens medlemmer for.

Der er mange gode detaljer i rapporten. Dem ser vi imidlertid i denne omgang bort fra. Det skal ikke handle om enkeltheder, selv om de kan være vigtige nok, men om tendensen, retningen. Er der tale om en revolution eller en reformation?

En nøgtern vurdering er, at rapporten er det foreløbig sidste skridt i en revolution i slow motion. Revolutionen begyndte ret hurtigt efter reformationen. Vi vil ikke her følge udviklingen skridt for skridt, men lader det stå som en påstand, at teologerne, de skriftkloge, som Grundtvig ville sige, i ortodoksiens tid indførte den ene ændring efter den anden, der førte bort fra reformationens anliggende, og denne udvikling accelererede under den statskirkelige pietisme.

Tendensen i udviklingen var en bevægelse bort fra dåben som en pagt, der oprettes med den enkelte ved Kristi levende ord og troen, der tager imod hans gave, hen imod et ”exegeternes pavedømme”, idet teologerne i stadig stigende grad kilede deres fortolkning af skriften ind mellem Gud og mennesket. På den måde gjorde de sig til herre over dåben og menneskers gudsforhold.

Da Grundtvig fik øjnene op for denne ulykkelige tilstand, råbte han vagt i gevær. I forsøget på at standse den revolution, der var i gang, talte og skrev han år efter år om dåbspagten som essensen af dåben. Kristi levende ord og troen på det er dét, der gør dåben til genfødelsens bad i den Helligånd. Grundtvig var af den grund ildeset i det statskirkelige magtapparat.

Efter Grundtvigs død begyndte mange af hans venner at omtolke ham, så revolutionen kunne fortsættes. Den kulminerede med dåbsritualet i 1912. 1992-ritualet ændrede intet, og nu er det klart, at dåbskommissionen ønsker at fortsætte revolutionen. Kommissionens udspil lægger op til, at den inden længe føres igennem til sejr.

Hvordan? 1. Jo, strukturen fra Peder Madsens dåbritual af 1912 bevares. Denne struktur og hvad deraf fulgte, betegner ellers det største brud med den lutherske reformation. 2. Fadervor flyttes ikke tilbage på plads i dåbsritualets kerne af Kristi levende ord, men tages ud af Kristi mund og lægges i menneskers. Det hedder, at fadervor er de døbtes gave til den døbte. Igen skydes der en menneskelig instans ind mellem Gud og hans menneske. 3. Missionsbefalingen fra Matt. 28,19-20 flyttes hen til lige før vanddåben, og denne bibeltekst bliver gjort til dåbens indstiftelsesord, så den indtager den plads, der kun tilkommer Kristi levende ord i dåbspagten. Dette er bare de vigtigste ting. At revolutionen er foregået skridt for skridt betyder ikke, at der ikke kan tales om en revolution. Samlet set betyder udviklingen i den lutherske statskirke en total omvæltning.

Hvis der er nogen af kommissionens medlemmer, der støtter Grundtvigs intention og bestræbelse på, at kirkens dåb skal være “dåben efter Kristi indstiftelse”, har de ikke kunnet sætte sig igennem. Prisen betales af dem, Grundtvig kaldte ”de små”, af mennesker af alle slags, hvis hjerte hænger ved Kristus. De må ængstelige spørge, om dåben i statskirken er Kristi dåb eller de skriftkloges dåb.

Grundtvig var i den grad imod de statskirkelige lutheranske skriftkloges revolution. Han var reformationens mand. Han skriver:

”Hvad man end vil behage at kalde Reformation, saa betyder Ordet i det Latinske Sprog, hvoraf det er laant, dog en Fornyelse eller Gienfødelse af det Oprindelige i givne Forhold eller Indretninger, og toges i den Mening af Morten Luther og hans første Discipler, saa i Kirkens og Statens Historie kan den Lutherske Reformation aldrig komme til at betyde Andet, end det Lutherske Forsøg paa at bringe den Christne Kirke tilbage til sin oprindelige Beskaffenhed i alle Henseender.” (Grundtvig, Skal den Lutherske Reformation virkelig fortsættes?, Udvalgte Skrifter, bind. 5, s. 296.)

Især gjaldt det for Grundtvig dåbens og nadverens skikkelse. Han arbejdede ved Åndens kraft på, at kirkens dåbsritual skulle afspejle dåben efter Kristi indstiftelse. Dette forstod han som den lutherske reformations anliggende: At forsøge at bringe den kristne kirke tilbage til sin oprindelige beskaffenhed i alle henseender.

Kommissionen har skullet tage en række hensyn. Der nævnes: Bevidsthed om, at vi står i en tradition, evangelisk-luthersk, grundtvigsk, pietistisk, som folkekirke og som en del af Kristi kirke i verden. Yderligere: Bevidsthed om samtid, kultur og samfund, herunder sprog og erfaring. (Midtvejsrapporten s. 13). Alt sammen er udmærket, men hvad der mangler, er hensynet til det reformatoriske. Det skulle da ellers være det vigtigste. Ikke at kommissionen skulle agere reformator. Selvfølgelig ikke. Den skulle blot have forholdt sig kritisk til den lutherske tradition. Kritikken behøvede de ikke engang præstere selv, den er leveret på et sølvfad af Grundtvig. Hans indsats kunne kommissionen have ladet sig inspirere af i stedet for at vandre videre ad slow motion-revolutionens vej.

Alt tyder på, at løbet er kørt. Og hvad så? Ja, hvis de reformatoriske og de revolutionære skal kunne blive i folkekirken sammen, er tiden inde til at gennemføre Grundtvigs forslag om ritualfrihed. Så vil det blive tydeligt, at der er forskellige slags kristendom i folkekirken, og den enkelte kan frit vælge mellem de forskellige slags menigheder.

For klarhedens skyld: Til de revolutionære må regnes dem, der betragter den nuværende struktur i dåbsritualet som hellig, og dem, der kæmper en brav kamp for at bevare den pietistiske biskop Peder Madsens bøn fra 1912, for, som det atter og atter påstås, så vil en afskaffelse af denne bøn betyde en afsvækkelse af dåben som sakramente. Som om dåben først blev et sakramente i 1912! Og som om det er dogmatiske påstande, pakket ind i en takkebøn, der gør dåben til et sakramente!

Kommissionen lægger op til forskellige alternative bibelske læsninger i dåbsritualet. Den øgede brug af bibeltekster i ritualet betyder, at dåbspagten sættes i skyggen, og forskellige teologier føres ind i dåbsritualet, hvor de slet ikke hører hjemme. Deres rette plads er i prædiken og undervisning.

Endelig åbnes der mulighed for, at dåbspagtens ord i gudstjenester med dåb lyder som menighedens fælles bekendelse, hvorefter den, der skal døbes, bliver spurgt med en stærkt forkortet udgave af dåbspagtens ord. Det vil skabe det indtryk, at menighedens bekendelse er den primære form af trosbekendelsen. Men det er den spørgende form ved dåben, der er den primære. Det betyder, at både troen og de ord, med hvilke vi kan bekende den, er Guds gave i dåben. Det må fastholdes, at der kun kan døbes på et ja til Herrens levende ord og ikke på et ja til menighedens fælles bekendelse. Igen skydes en menneskelig instans ind mellem Gud og menneske. Der foreslås endda en kort tilspørgsel uden forsagelsen! Grundtvig må vende sig i sin grav.

I stedet for kommissionens forslag anbefales følgende: Ved højmesse med dåb udelades fælles bekendelse, og ved dåben benyttes der fuld tilspørgsel til den eller dem, der skal døbes.

Man skal ikke se bort fra, at det er en vanskelig opgave for kommissionen at finde en fællesnævner for de meget forskellige holdninger, som findes i folkekirken. Det er mere end svært. Kommissionen har gjort et behjertet forsøg, men det klogeste vil være at erkende, at opgaven er umulig.

Villy Klit-Johansen, 15. maj 2025

Sangværk bind I, nr. 92

1. Fader-Vor er Herrens Bøn,
Passer sig kun for Guds Søn,
Som Sig os tilregner,
Og for Brødre, Systre smaa,
Som, med Barne-Tro derpaa,
Ham sig kækt tilegner!

2. Men hvor er nu Tro og Haab,
som de lyde ved vor Daab,
Hvem har dem nu inde?
Fattes ei de Liv og Aand,
Selv hvor de med Barne-Haand
Drages end til Minde!

3. Derfor læses Fader-Vor,
Som i Bog det skrevet staar,
Sjelden kun det bedes,
Sættes lavt mod egne Ord,
Regnes knap ved Herrens Bord,
Naar til fest, der redes !

4. Som det gaar med Herrens Bøn,
Saa med Navnet paa Guds Søn,
Rod til Bønnens Dyder:
Faa kun lyder saa i Favn
Nu vor Herres Jesu Navn,
At det Hjertet fryder!

5. Vel hver Bøn med ærligt Sind
Kommer for Guds Throne ind,
Engle den frembære,
Undres selv dog høilig paa,
At ei længer nu de Smaa
Fader-Vor kan lære!

6. Lederen paa Livets Vei,
Herrens Aand dog undres ei,
Dybt Han kun bedrøves,
Sukker: hvi kom jeg herned
Til den hele Menighed,
Hvis jeg ei behøves!

7. O du gode Hellig-Aand!
Aldrig kan dit Lede-Baand
Herrens Folk undvære,
Ei til Himmels fare Børn,
Hvis paa Vinger ei som Ørn
Du os did vil bære!

8. Bliv ei vreed, vi sov saa haardt,
Kirke-Livet sov vi bort,
Og med Livet Trøsten,
Aar for Aar blev Hjertet sløvt,
Dag for Dag blev Øret døvt
Da for Himmel-Røsten!

9. Men nu vaagned vi igjen,
Som en Død, hvis bedste Ven
Ved hans Baare sukked,
Da dit Suk blev Hjertets Trøst,
Atter for din Guddoms-Røst
Øret sig oplukked!

10. Herrens Bøn og Troens Grund
Hørde af din egen Mund
Vi da brat med Gammen,
Hørde saa og Herrens Ord,
Ved vor Daab og ved Hans Bord,
Sagde Alle Amen!

11. Op vi med det Amen fik
Munden, som i Baglaas gik,
Mens vi sov på Bogen,
Var maaskee det lidt for høit,
Lød vort Amen lidt for drøit,
Saa kun bli’r man vaagen!

12. Nu vi komme grant ihu,
At vor Talsmand kaldtes du,
Før vi randt af Rode,
Talsmand i vor Herres Navn,
Ham til Ære, os til Gavn,
Faders Aand, den Gode!

13. Derfor sagte nynne vi:
Talsmand! staae os kraftig bi!
Lær Du os at bede,
Som Guds Søn, der, uden Bog,
Himlens rette Barne-Sprog
Husked godt hernede!

14. Trøstens Aand paa Jorderig!
Troen lever kun af Dig,
Giv den Mod og Evne,
Saa i Navnet af Guds Søn
Vi kan bede Herrens bøn,
Gud vor Fader nævne!

15. Uden Dig det klinger dødt,
Haardt og stivt, ei blødt og sødt,
Jesus Drot at kalde,
Lær os Smaa nu, i din Favn,
I vor Herres Jesu Navn
Ret paa Knæ at falde!

16. Slaae et Kors  med Herrens Røst
For vort Ansigt og vort Bryst,
saa vi kan fornemme,
At vor Jesus, det er Ham,
Som, trods Korsets Død og Skam,
Har Gud-Faders stemme!

17. Da vi hørde Troens Ord,
Vel med Ja og Amen svor
Vi til Korsets Fane,
Men kun paa det Vilkaar godt,
Vei til vor og Korsets Drot
Du os vilde Bane!

18. Der var Himmel-Vidner Tre
Til vor Daab, vel ei at see,
Alle dog at høre;
Med din egen Mund de To
Dig i Pant til Moder tro
Satte for vort Øre!

19. Ja, det er en afgjort Sag,
Dig pantsatte til sin Dag
Herren i sin Kirke;
Godt begyndt er halvt fuldendt,
Saa det Værk, Du er udsendt
Til som Gud at virke!

20. Selv den store Snog at slaa,
Selv til Paradis at gaae,
Os er over Magten,
Havde derfor Herren glemt,
Hvad Han loved os bestemt,
Selv Han brød jo Pagten!

21. Men kan Moder glemme Søn,
Os ei glemmer Han i Løn,
Som os dyrekiøbde,
Som os, til en evig Trøst,
Med sin Faders Aand og Røst
Korsede og døbde!

22. Skiøndt vi brød den gode Pagt,
Stod mod Fienden slet paa Vagt,
Sov fra al vor Glæde,
Han til Enden elsked dog
Dem, Han skrev i Livets Bog,
Elskede som Spæde!

23. Han os kaldte med sit Kluk,
Han os vakde med dit Suk
Trøster med din Tale,
Bøier i sit Frelser-Navn,
Løfter til sin Faders Favn
Høit i Himmel-Sale!

24. End vi stamme paa den Bøn,
Der kun passer paa Guds Søn,
Som sig os tilregner,
Og paa Brødre, Systre smaa,
Som, med Barne-Tro derpaa,
Ham sig kiækt tilegner!

25. Vækst vi alle har behov,
Levende dog, Gud Skee Lov!
Stamme vi i Aanden!
Kommer Tid, da kommer Raad,
Stemmen giennem Sang og Graad
Styrkes efterhaanden.

26. Da Guds Aand af Hjertens Grund
Lægger Bønnen i vor Mund,
Fader-Vor vi sige,
I vor Herres Jesu Navn,
Saa os i Hans Faders Favn
Aabnes Himmerige!

som det kommer til udtryk i salmen “Fadervor er Herrens bøn”, Sangværk I, nr. 92

Hvis man vil finde ind i hjertet af Grundtvigs kristendom, er “Sangværket” en guldgrube. Når man er kommet i gang med læsningen, er det simpelthen umuligt at stoppe. Guldet glimter alle vegne.

 ‘Fadervor er Herrens bøn’ er måske ikke et af Grundtvigs poetiske mesterværker, men den kan læses som en indføring i det centrale i Grundtvigs kristendom. Læser man salmen, vil man straks se, at Grundtvig ikke kan sige fadervor uden at sige dåben, og han kan ikke sige dåben uden at sige fadervor – eller faktisk dåbspagten og fadervor – for det, der gør dåben til det, den er, er det levende ord, talt af Jesus selv ved dåben. Han lever og er usynlig til stede ved dåben og nadveren. Han lever i dag i sin kirke, hvor han virker ved Helligånden.

Grundtvigs kristendom er en folkelig kristendom. Derom senere. Det er ikke kun i denne tekst, at det forholder sig sådan, det er sådan, det er overalt i Grundtvigs trykte, skriftlige produktion efter den mageløse opdagelse.

Salmen er repræsentativ for Grundtvigs kristendom. Det kan man ikke helt sige om det udvalg af hans salmer, der har fundet optagelse i Den danske Salmebog. I det følgende vil den blive analyseret, kommenteret og tolket. Dette er skrevet i det håb, at Grundtvigs digt må blive læst.

Det er ikke sikkert, at alle læsere er i besiddelse af “Sangværk til den danske kirke” med salmer og kristelige digte gavmildt strøet ud over de i alt 2799 sider. Derfor har jeg tastet salmen ind. Den kommer i et særskilt opslag.

Den åndelige elendighed og vendepunktet

Strofe 1-5

1. Første strofe er vigtig. Det ses af, at den gentages med variation i strofe 24. Fadervor er i streng forstand Herrens bøn, men den bliver også vores, idet han ved dåben giver sig selv til os, så vi bliver hans små brødre og søstre, når vi med barnetroen frimodigt tager imod ham.

“Han tilregner sig os”. Der tænkes både på, at han blev menneske som os og levede og døde og opstod for os, og at han er levende blandt os i sin menighed.

2. Hvordan giver han sig til os i dåben? Det gør han i sit ord, i dåbens ord. “Tro og håb” er Grundtvigs måde at sige troens ord og fadervor. Forsagelsen og trosbekendelsen er troens ord, og fadervor er hos Grundtvig håbets ord. Troens ord og fadervor lyder til os i dåben, lige til at tage imod. Troens ord og fadervor hører til i dåbsritualets kerne. Det bør siges ind i debatten om dåbsritualet i denne tid.

Men hvordan står det til hos os med troens og håbets ord? Hvem har dem i hjertet? Grundtvig mener, at ordene mangler liv og ånd. Det står ikke godt til.

3. Fadervor bliver læst op af en bog. Som en død remse. Bedt bliver den sjældent, den kommer ikke fra hjertet. Her antydes allerede Grundtvigs kritik af den lutherske skriftteologi efter reformationen. Bog-teologien endte med åndelig død.

Det er ikke et godt tegn, at det regnes for finere at bede med sine egne ord end at bede med på Herrens bøn. Den er dog bordbønnen ved nadverens festmåltid!

4. Som det er med fadervor, er det desværre også med Jesu navn. Det er få, hos hvem navnet lyder, så det fryder hjertet.

5. Ganske vist når enhver bøn, der bedes med et ærligt sind, ind for Guds trone, for englene bærer den derind. Men englene undrer sig over, at “de små” ikke længere for alvor kan lære fadervor. Teologernes døde skriftteologi er gået ud over “de små”, der trænger til evangeliets trøst. De blev gjort afhængige af teologernes skiftende (og ofte forkerte) tolkninger. De små er ikke udelukkende de spæde børn, de små er alle, der ved med sig selv, at de ikke er værdige til at komme i Himmeriget. Det er jo nemlig målet at komme i himmeriget. (strofe 26,6).

Grundtvig skriver i “Den kristelige Børnelærdom”: “Endelig er det klart, at efter Apostel-Skriften skal baade den sande Kristendom, som Aabenbaringen af den himmelske Faders Kærlighed, uden al sammenligning være mest tiltalende for ”de smaa” i alle Maader: de umyndige, enfoldige og ydmyge, og tillige skal Erfaring vise, at den ægte Menighed bestaar fornemmelig af dem, der slet ingen Anseelse har i denne Verden, enten for Højbyrdighed, Rigdom, Magt eller Lærdom og Vidskab …” (Udvalgte skrifter 9, s. 338).

Grundtvigs kristendom er en folkelig kristendom. Grundtvig var stærkt imod præsters og teologers tendens til at stille sig imellem Guds ord og mennesket. I den Romersk-katolske Kirke var det det gejstlige hierarki med paven i spidsen, der stillede sig frem, så de skyggede for evangeliet. I den lutherske kirke så han en lignende tendens. Her var det blot de lærde, der med deres skriftfortolkning gjorde sig til herre over menighedens tro. Grundtvig brugte om dette udtrykket ”det eksegetiske pavedømme”. Grundtvig holdt stærkt på, at de lærde ikke har lov til at gøre ”de små” afhængige af deres teologiske fortolkninger. De små har nemlig direkte adgang til livets ord i dåben og nadveren. Det er det folkelige i Grundtvigs kristendom.

Strofe 6-19:

6. Englene undres. Herrens Ånd til gengæld bedrøves dybt og sukker

7-8. Fra strofe 7 henvender salmen sig til Helligånden. Helligånden omtales, henholdsvis tiltales, “Herrens Ånd” (str. 6) “du gode Helligånd (str. 7), “vor Talsmand … Faders Ånd, den gode” (str. 12), “trøstens Ånd på jorderig” (str. 14), “sin [Jesu] Faders Ånd og røst” (str. 21), “Guds Ånd” (str. 26). Henvendelsen til Helligånden fortsætter til og med strofe 23.

I de to strofer 7-8 har henvendelsen til Helligånden karakter af inderlig bøn. Vi er ikke selv i stand til at “fare til himmels” (i bøn? eller mest sandsynligt ultimativt om den evige frelse), Helligånden må bære os derop.

Det står rent elendigt til. Grundtvig tigger Helligånden: Bliv ikke vred! Vi sov kirkelivet bort. Hjertet blev mere og mere sløvt, og øret blev døvt for himmelrøsten. Det er netop Ordet, det levende ord, Helligånden virker igennem. Helligånden er den kraft, der virker i ordet.

I tredje vers i strofe 8 kommer noget for Grundtvig vigtigt. Sammen med livet sov vi trøsten bort. Trøst skal ikke forstås, som når vi trøster et barn, der har slået sit knæ. Der menes ikke ”et trøstende ord” i den forstand, men konkret HJÆLP mod dødens magt.

Grundtvig var særdeles vel bevandret i den akademiske teologi, men det er ikke den slags, der ligger ham på sinde. Han er først og fremmest sjælesørger. Han var aldrig ansat på Universitetets teologiske fakultet og benyttede sig ikke af akademikernes videnskabelige form, men ikke desto mindre var han Danmarks største teolog i 1800-tallet. For ikke at sige, at han er vores største teolog i tiden efter reformationen.

Ordet trøst kommer igen i strofe 9, 14, 21 og 23. Salmen er skrevet for dem, der trænger til trøsten fra Guds ord. Det er dem, Grundtvig kalder “de små” (strofe 1, 5, 15 og 24). Til dem hørte digteren selv, og andre end de, der trænger til trøsten, vil næppe have interesse for hans ord.

Vendepunktet

Strofe 9-10 er vendepunktet.

9. I strofe 9 vender det. Vi vågnede faktisk af den åndelige søvn. Eller endnu stærkere: Den åndelige død. Opvækkelsen lignede i virkeligheden en dødeopvækkelse. Helligåndens suk blev hjertets trøst. Der spilles på Rom. 8,26: “Også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke.” Ved Helligåndens kraft lukkede øret sig igen op for det levende ord fra Gud. Igen: Ånden virker igennem ordet.

Grundtvigs kristendom er vækkelseskristendom. Kristendom er liv og ånd. (str. 2). Ikke tilfældigt fylder henvendelsen til Helligånden det meste af salmen. Helligånden er den levendegørende kraft i Herrens ord,

Kristenlivet er tro og håb. Hvis vi vil have kærligheden med, må vi gå til nr. 93, 3.

10.

Herrens Bøn og Troens Grund
Hørde af din egen Mund
Vi da brat med Gammen,
Hørde saa og Herrens Ord,
Ved vor Daab og ved Hans Bord,
Sagde Alle Amen!

Den mageløse opdagelse var den, at den levende Jesus ved dåben og nadveren taler sit lige så levende ord til os. Netop til os. Helligånden er den “måde”, Herren nu er til stede og taler til os. Da vi vågnede op og hørte ordet af Åndens egen mund, var det dermed Herrens ord, vi hørte. Ordet kaldes “Herrens bøn og troens ord”. Det vil som sagt sige fadervor og dåbspagten.

Grundtvig havde lært af Luther (Den lille Katekismus), at dåben ikke er “bare vand, men den er vandet, indesluttet i Guds befaling og forbundet med Guds ord.” Grundtvig så imidlertid klarere end Luther, at dåbens ord ikke er skriftsteder, men det levende ord.

Når Grundtvig altså regner fadervor og dåbspagtens ord for at være dåbens ord, betyder det, at fadervor og troen gives os i dåben, og dermed er det udelukket, at det skulle være Grundtvigs opfattelse, at fadervor i dåbsritualet først hører hjemme efter dåben, som der lægges op til det i det drastisk omstøbte ritual af 1912. Se også Den kristelige Børnelærdom: “Fadervor, som, når vi ved dåben modtager det af Herrens egen mund”. (Udvalgte Skrifter 9, s. 378). Selvfølgelig hører fadervor hjemme i kristenlivet efter dåben, den er beregnet til at bedes hver dag, men Herrens bøn kan kun være den døbtes bøn, når den først i dåben er givet til os af Herren selv.

I 1912 fik teologerne forrykket perspektivet i Herrens dåb bort fra troens forhold til frelseren Jesus givet os i dåben, og samtidig forsøgte de at indsnævre horisonten, så et enkelt motiv (”hvori du gør os til dine børn”) blev helt dominerende.

Jeg respekterer dem, der følger den vej, som den lutherske ortodoksi og pietismen stak ud, selv om det ikke er mig muligt at se, at den giver mening i dag. Den var på en måde forståelig under enevældens åndelige tvang, men den er det ikke længere. Som sagt respekterer jeg de teologer, især i Indre Mission og Tidehverv, som holder fast ved den vej. Men det undrer mig, at indflydelsesrige teologer og kirkelige magthavere mener, at de kan tage Grundtvig til indtægt for den ulyksalige omstøbning af dåbsritualet, der blev foretaget i 1912.

11. I strofen indrømmer digteren, at han nok fo’r for hårdt frem, da han havde gjort sin mageløse opdagelse. Hans begejstrede Amen kom til at lyde lidt for ”drøjt”. Men sådan er det, når man vågner af søvnen. Munden var gået i baglås, “mens vi sov på bogen.” Det er en indrømmelse af, at han gik for hårdt til professor Clausen i sin pamflet “Kirkens genmæle” i 1825.

Det kan ikke nægtes, at Grundtvigs kritik ikke kun rammer rationalismen, hans kritik rammer også hele udviklingen efter reformationen, altså også den lutherske ortodoksi og pietismen. Skaden var, at teologerne dyrkede en perverteret udgave af Luthers “skriften alene”. Som rettesnor for teologien er Luthers “skriften alene” fuldt ud gyldigt, ja uundværligt, men det er ikke de døde bogstaver, der skaber livet, det gør kun Herrens levende ord, som vi nu igen “hørte ved vor dåb og Herrens bord.”

Skriftteologien er i øvrigt ifølge Grundtvig kun til åndelig gavn i den udstrækning den drives i afhængighed af Helligånden. Grundtvig viser, at der for kirken er en anden vej, en vej, der er bedre i overensstemmelse med Luther og især da med Herren Jesus.

12. Grundtvigs kristendom er trinitarisk, Gud er den treenige Gud, Faderen og Sønnen og Helligånden. Helligånden er “Talsmand i vor Herres navn Faders Ånd, den gode”. Grundtvig udleder den kristelige treenighedstanke udelukkende af dåbspagten og dåbsordet.

Det skriver han om i Den kristelige Børnelærdom.  Helligånden er Åndelig person med selvbevidsthed … og “naar man nu kristelig betragter Forsøgene paa nærmere at oplyse og forklare den guddommelige Treenighed, da skal hverken Grækernes i Oldtiden eller Latinernes i Middelalderen eller Tyskernes i Nyaarstiden friste os til Efterligning, da de enten gik ud fra Vantro eller førte dertil” o.s.v. (Udvalgte skrifter 9, s. 474-475.).

Dette kan godt ses som en kommentar til de aktuelle forsøg på at gøre den “nikænske” bekendelse til bekendelsen i højmessen. Grundtvigs betragtning indebærer ikke en afstandtagen fra hans side fra Nicænum som læredokument. Han tilsluttede sig helt og fuldt Nicænums indhold. Vel at mærke som læredokument, men ikke som gudstjenestebekendelse. Han skelnede nemlig mellem liv og lære, kirke og skole. Nicænum hører hjemme i ”skolen”, det vil sige i teologien.

13. Nu – efter opvækkelsen – har påkaldelsen af Helligånden fået en anden og lysere tone. Vi nynner sagte til Talsmanden, Helligånden: Lær du os at bede!

14. Troen lever alene af “trøstens Ånd”. Ham beder vi om at give os mod og evne, så vi i Jesu navn kan bede Herrens bøn og kalde Gud vor Fader. Igen er formuleringen trinitarisk.

15. Der spilles på 1. Kor. 12,3: “ingen kan sige: Jesus er Herre! undtagen ved Helligånden.” Drot, konge, er Grundtvigs gengivelse af “Herre”.

16. Det er stadig bøn til Helligånden, og dåben er stadig horisonten. Vi beder med salmens ord Helligånden om at tegne os med korsets tegn for ansigt og bryst, som det sker i dåben. Også dette vers er trinitarisk. Det er Jesus, der har Gud Faders stemme.

17. Helligånden banede os vej til korsets drot, altså korsets Herre. Atter slås det på luthersk vis fast, at Ånden virker gennem ordet. Vi hørte ved dåben troens ord som et spørgsmål rettet til os, og vi svarede ja dertil. Dåbspagtens ord og vores ja dertil er det gode vilkår, der åbner vejen til Vor Herre Jesus. Dåbspagtens ord er også troens grund (strofe 10,1), og det er livets ord. Vægten ligger i salmen på det sidste, dåbspagten som livets ord. Det viser den stærke fremhævelse af Helligåndens gerning.

18. Strofe 18 er lidt svær at forstå. Den kan overspringes, uden at man går glip af sammenhængen. Men vi prøver. Der var tre himmelvidner til vores dåb. De var usynlige, men de kunne høres. De tre vidner er Faderen og Sønnen og Helligånden. Her behøver vi den oplysning, at oversættelsen af NT af 1819 (ved Kong Frederik den Siettes christelige Omsorg med Flid efterseet, og rettet efter Grundtexten) har følgende oversættelse af 1. Johs. 5,6-8, som Grundtvig alluderer til:

“Vers. 6. Denne er den, som kom med Vand og Blod, Jesus Christus; ikke med Vand alene, men med Vand og Blod; og det er Aanden, som vidner, at Aanden er Sandhed.
Vers 7. Thi de ere tre, som vidne [i Himmelen: Faderen, Ordet og den Hellig Aand; og disse tre ere Eet.
Vers 8. Og de ere tre, som vidne paa Jorden]: Aanden, og Vandet, og Blodet; og disse tre forene sig til Eet.”

En fodnote i 1819-oversættelsen af Ny Testamente oplyser, at ordene i skarp parentes i 7. og 8. vers mangler i alle gamle håndskrifter, de ældste oversættelser og kirkefædre.

“Pant” i næstsidste linje skal vi til 2. Kor. 1,22 for at forstå. Der står: “Og den, som knytter både os og jer fast til Kristus, og som salvede os, er Gud, der også beseglede os og gav os Ånden i pant i vore hjerter.”

Den tro(faste) moder, som de to, Faderen og Sønnen satte Helligånden i pant til, er kirken. Kirken er vor moder. Helligånden som pant er en “sikkerhed”, som er stillet til kirken, når den er tro mod ordet. Pantet blev jo sat for vort øre. Sikkerhed skal hverken forstås som selvsikkerhed i form af tiltro til egen personlige fromhed eller som en selvfed kirkeligheds magtglæde. En kirkelighed, værst, historisk set, en statskirkelighed, der mener at have forpagtet Guds sandhed, er langt fra apostelens og Grundtvigs forståelse af Helligånden som pant.

19. Tanken fortsættes i strofe 18 i en tillidsfuld tone. Typisk for Grundtvig bruger han et velkendt gammelt ordsprog: Godt begyndt er halvt fuldendt.

Livet i Pagten – den evige trøst

Strofe 20-23

20. Henvendelsen til Helligånden fortsætter frem til og med strofe 23. Tredje linje i denne strofe lyder: “Trøster med din tale”: din tale er Helligåndens tale. Men nu inddrages en stærk forkyndelse af Herren Jesus og hans gerning, vel at mærke hans gerning for os i dag. Nærmere bestemt handler det om kristenlivet, der er det samme som livet i dåbspagten. Og det betyder igen Jesus eget liv, som han har delt med os og givet os lov til at leve. Kristenlivet er for Grundtvig Kristi liv, delt med os. Pagtens ord er hans eget spørgsmål til os ved dåben om forsagelsen og troen og vores taknemmelige ja til den gave, han dér giver os. Gaven er den at høre sammen med ham for tid og evighed, jf. strofe 21,4 “evig trøst” og strofe 26: “således åbnes Himmerige”.

I denne del af salmen bliver dåbspagten strakt ud over livet. I livet skal den stå sin prøve. Livet er ikke en dans på roser, truet som vi er af døden. Vi er oppe mod kræfter, som vi ikke selv magter, døden og Djævelen (den store snog). Vi er ikke i stand til i egen kraft at nå Paradiset. Den evige frelse kan vi kun modtage som en uforskyldt gave. Den gave fik vi i dåben, og i livet skal den stå sin prøve. Det går ikke af sig selv, vi kan ikke sove os ind i himmeriget (strofe 2-5). Det er ikke som en åndelig sovepude, Helligånden er givet os til pant. (strofe 18-19), og vi kan umuligt selv overvinde de truende magter. Men Herren glemmer ikke sin pagt, hans løfte står fast.

Strofe 21.

Men kan Moder glemme Søn,
os ei glemmer Han i Løn,
Som os dyrekiøbde,
Som os, til en evig Trøst,
Med sin Faders Aand og Røst
Korsede og døbde!

Det evangelisk-sjælesørgeriske aspekt træder stærkt frem. Grundtvig trækker på de gode ord i Esajas 49,15: “Glemmer en kvinde sit diende barn? Glemmer en mor det barn hun fødte? Selv om de skulle glemme, glemmer jeg ikke dig.”

Vi er dyrt købte, 1. Kor. 6,20 og 7,23. Se også Åbenbaringsbogen 5,9: “du købte med dit blod mennesker til Gud af alle stammer og tungemål, folk og folkeslag”!

“Købte” rimer på “døbte”. Han korsede og døbte os til en evig trøst. Som altid hos Grundtvig er det ikke dåbens vand i sig selv, der udretter noget, det er Ordet. Han døbte os med sin Faders Ånd og røst, altså det levende ord.

Igen er det et udtryk for Grundtvigs tro på den treenige Gud. Det stod Grundtvig klart, at vi ikke kan udforske og kende den usynlige Gud. Vi lærer ham at kende gennem hans åbenbaring. Derfor er det Helligånden og Sønnen, der fylder i salmen, Helligånden i strofe 6-19 og Sønnen i strofe 20-23. Det er Guds åbenbaring og gerning på jorden, Grundtvig primært synger om. Det er gennem den, vi lærer Gud at kende som skaber og Fader.

Der kan næppe være tvivl om, at det er beretningen om Jesu dåb i Matt. 3,13-17, der ligger bagved de sidste to linjer i strofe 21, især er det versene Matt. 3,16 og 17, der lyder: “Men da Jesus var døbt steg han straks op fra vandet og se himlene åbnede sig over ham og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede Søn, i ham har jeg fundet velbehag.”

Guds Søn døbte os med sin egen dåb, med Ånden og røsten fra himmelen, til sammen med ham at være Guds elskede børn. Se Grundtvigs gendigtning af Luthers salme om Jesu dåb, Sangværk bind 1 nr. 382, især strofe 3, linje 9: ”Med Jesu dåb vi døbes!” Beretningen om Jesu dåb kunne med fordel få en mere fremtrædende plads i dåbsteologien. Både Luther og Grundtvig anså beretningen om Jesu dåb som det nærmeste, vi kommer til en historisk beretning om dåbens indstiftelse. Se igen Nr. 382 strofe 1:

Vor Herre kom til Jordans flod,
alt som Gud Fader ville,
og af Sanct Hans sig døbe lod,
da udsprang livets kilde,
da blanded Han et sjæle-bad,
som synd og død i allen stad
kan herlig oversvømme;
i dåben vi genfødes!

(fremhævelsen er min).

I modsætning hertil er missionsbefalingen siden 1912 stillet i spidsen som en sergent-agtig kommando. Den blev allerede udtrykkeligt ønsket indført i dåbsritualet af den pietistiske biskop Peder Hersleb (biskop over Sjællands Stift 1737-1757), der betragtede missionsbefalingen som dåbens indstiftelsesord. Det var dog først med biskop Balles dåbsritual 1783, at den i forkortet form fik plads i ritualets indledning. I 1912 kom den endelig ind i fuld længde. Men den hører jo ikke hjemme i denne sammenhæng.

I prædikener ved gudstjenester med dåb bliver missionsbefalingens slutord meget ofte fremhævet som Jesu løfte, “Jeg er med jer alle dage”. Men i Luthers lille Katekismus er dåbens løfte noget andet. Dér er det den opstandnes ord, der står i slutningen af Markusevangeliet (16,16): “Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.” Dåbens løfte er pagtens ord. Sådan forstod Grundtvig det også. Strofe 20:

Havde derfor Herren glemt,
Hvad han loved os bestemt,
Selv Han brød jo Pagten!

I pagten skænker Gud ved sin Søn, der døde for vore synder og opstod som livets sejr-helt, enhver som tror, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. Det er, hvad Grundtvig forstår ved dåbens løfte. Løftet er Herrens ord i pagten.

Der skete i 1912 en voldsom ændring, der fik store konsekvenser for forståelsen af dåben. Perspektivet blev forskudt fra forståelsen af dåben som en pagt ved Herrens ord og troen, der tager imod det, til dåben som nærmest en magisk handling. Det medfører den udbredte forestilling, at troen er noget, som mennesket selv lægger til efterfølgende. Det er en farlig tankegang, fordi frelsen så risikerer at blive set som menneskets præstation.

For Grundtvig hænger Ordet og Troen uløseligt sammen. Troen er ikke til uden ordet, og ordet er ikke uden troen. Det er evangelium for ”de små”.

I Den kristelige Børnelærdom udfolder Grundtvig temaet “ordet og troen” over 12 sider. (Udvalgte skrifter 9, s. 437 ff.). Han har også markante strofer om samme emne andre steder, f.eks. i Kristenhedens Syvstjerne i “Tyskermenigheden”. (Kristenhedens Syvstjerne, København 1860, s. 121 ff.)

I artiklen om ORDET OG TROEN beklager Grundtvig, at reformationens store fornyelsesværk i begyndelsen af 1500-tallet nærmest blev kvalt i fødslen, fordi vi fik en statskirke, der lignede kirkestaten. Når Kristi menighed sammenblandes med politisk magt, er der altid grund til at være på vagt. Efter reformationen er det kun gået tilbage med det store fornyelsesværk.

Når jeg nu refererer det følgende fra artiklen ORDET OG TROEN, understreger jeg, at enhver lighed med nutidige forhold naturligvis er utilsigtet og alene må tilskrives læserens fantasi. Grundtvig skriver, at det er hans erfaring, at “vi nu har meget ondt ved at blive forstået af dem [de lutherske skriftkloge], når vi med de allerjævneste ord og på det allertydeligste udvikler den kristelige oplysnings ældgamle, i pavedømmet skjulte, men af Luther på ny opdagede grundsætning om “Ordet og Troen”, det kristelige Guds-ord og den dertil svarende menigheds-tro, som de to i saliggørelsens orden uadskillelige grund-kræfter.”

De skriftkloge, altså teologerne, kan simpelthen ikke forstå det, der skulle være det enkleste af alt. Men lykkeligvis er det ikke sådan med kvinder og børn. De ulærde, ”de små”, fatter umiddelbart, ”at vi har det evige livs ord, fuldt af nåde og sandhed, midt iblandt os i det troens og håbets og kærlighedens ord af Vorherres Jesu Kristi egen mund, med ”hans egen røst”, som lyder til os alle fra ham, ved hans egne indstiftelser: den hellige dåb og den hellige nadver.” (Udvalgte skrifter 9, s. 439).

Alvorlig talt: Man kan spørge, om folkekirken som organisation er til for sin egen skyld. Eller er den til for dem, som Grundtvig kalder “de små”?

Den 12-siders artikel fra Den kristelige Børnelærdom rummer nærmest som i en nøddeskal hele Grundtvigs kristendomsopfattelse i al dens kompleksitet og rigdom. Han har blandt andet nogle værdifulde overvejelser vedrørende spørgsmålet om Guds børn i henholdsvis skabelsens og genløsningens perspektiv. Hans overvejelser desangående bør bringes ind i den diskussion, der føres i folkekirken om, hvorvidt vi bliver Guds børn i dåben. Grundtvigs overvejelser kunne i høj grad kvalificere debatten. Det er tiltrængt. Artiklen kan varmt anbefales. Her har vi dog holdt os til det, der er relevant for denne artikels emne: Det centrale i Grundtvigs kristendom.

22. Herrens trofasthed mod pagten og hans kærlighed til dem, han skrev ind i livets bog, træder stærkt frem på baggrund af vor svigten og svaghed. I Den kristelige Børnelærdom i afsnittet om Fadervor skriver Grundtvig: “skjønt vi ikke elskede Gud, som vi efter Loven skulde, saa elskede Gud dog os, og sendte sin Søn til vore synders Afsoning; og Gud veed jo, at kun denne hans uforskyldte Naade og Faderlige Kjærlighed kan bevæge vort Hjærte til at elske ham igjen, som har elsket os først o.s.v.” (Udvalgte skrifter 9, s. 381).

Tanken om at være indskrevet i livets bog er et udtryk, hentet i Åbenbaringsbogen 13,8, 17,8 og 20,15. Grundtvig kendte sin Bibel og brugte den flittigt.

23. Jesu frelser-omsorg bliver yderligere udmalet med det billede, som Jesus brugte i domstalen over Jerusalem: “Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne.” Fortsættelsen er udeladt: “Men I ville ikke.” (Matt. 23,37 og Luk. 13,34). Grundtvig bruger billedet fra domstalen i sin trøstetale.

Slutning

Strofe 24-26

24. Med gentagelsen af 1. strofe er ringen sluttet. Første linje er varieret: “end vi stamme på den bøn.” Vi beder ganske vist fadervor, men vi “stammer” kun på den. Vi er stadig “de små”, der er helt og fuldt afhængige af vor store broder, Guds Søn, og Helligånden. Se strofe 1, 5 og 15!

25. Vi har behov for vækst. En typisk grundtvigsk tanke, der ikke er fremmed for Ny Testamente. Se Ef. 4,13; Fil. 1,9; Kol. 1,10; Kol. 2,19; 2. Thess. 1,3; 1. Pet. 2,2; 2. Pet. 1,8! Vi skal ikke gennemgå alle disse steder, men det synes at være pointen, at væksten sker ved Guds ord og Ånd.

Det er muligt at tolke Grundtvigs vækstanke ud fra hele den teologi, han fremlægger i denne salme og i Den kristelige Børnelærdom: “Det maa være Faderen, skjult med Sønnen i Aanden, som gennem Nadverordet personlig medvirker til den guddommelige Kjærligheds Opkomst og Væxt o.s.v.” (Den kristelige Børnelærdom, Udvalgte skrifter 9, s. 479). Grundtvig knytter det nye livs fødsel fast til dåben og dets vækst til nadveren, der nævnes i strofe 3 og i den helt centrale strofe 10.

Vel er vi små og trænger til at vokse, men vi er dog levende, og når vi beder fadervor, stammer vi trods alt på den i Ånden. Vi er i en helt ny virkelighed sammenlignet med den i digtets indledning beskrevne. Igen bruger Grundtvig en folkelig talemåde: “Kommer tid, kommer råd.” Stemmen styrkes efterhånden. Og når enden er god, er alting godt:

Da Guds Aand af Hjertens Grund
Lægger Bønnen i vor Mund,
Fader-Vor vi sige,
I vor Herres Jesu Navn,
Saa os i Hans Faders Favn
Aabnes Himmerige!

Villy Klit-Johansen, den 31. marts 2025

Jeg har udvalgt ti strofer af Grundtvigs 76 strofer lange digt Budstikke i Høinorden fra 1864, fordi de giver et udmærket billede af Grundtvigs syn på menneskeliv og folkelighed, så det vil vi se lidt på. (Tallene i parentes er strofernes numre i Grundtvigs digt (Udv. Skr. 10, s. 518-531)

Vi skal ikke være bange for at synge sange, som vi ikke forstår fuldt ud første gang vi ser teksten. Er det måske tendensen i de seneste udgaver af Højskolesangbogen, at der ikke må være knaster af den slags? Det er en tendens, som vi bør gå imod. “Vi har ej blot et fosterland” kan synges på Oluf Rings udmærkede melodi til “Kun ord, som går i sagn og sang”, der står i melodibøgerne til tidligere udgaver af Højskolesangbogen.

1 (8)
Vi har ej blot et fosterland
ved Østersø og Vesterstrand
at værge alle dage,
vi har i åndelig forstand
et dejligt, os forjættet land
at gæste og indtage.

2 (18)
Det gode land med livets ord
i åndens verden her på jord,
som nu vi efterhige,
det flyder i sin frugtbarhed
med mælk og honning, liv og fred,
har friheds lys tillige.

3 (52)
Nordlyset, det er sandheds ord,
i øst og vest, i syd og nord,
om menneske-idrætter,
med hånd og mund til folkegavn,
og et kærmindekranset navn
i kamp mod trold og jætter.

4 (53)
Det idræts-ord er tungens mål,
ej pennestrøg med fjer og stål,
om end de var guldrøde;
ej livets, men kun dødens ord
i bøger som i gravskrift bor,
kun Ormene til føde!

5 (54)
Kun ord, som går i sagn og sang
fra mund til mund i folkevang
opholder folkelivet;
I folkets egne gamle ord
kun folkelig oplysning bor,
af folkeånden givet!

6 (70)
Når folke-livet sine kår
og midt i dem sig selv forstår
med alle sine gåder,
da folder ud sin kraft det frit,
og gør til målet kæmpeskridt,
hvor helte-ånden råder.

7 (59)
I livets dyd og livets dåd
Guds hjertelag og vise råd
sig selv må åbenbare;
har han sig skabt hos os et spejl,
han også, det slår aldrig fejl,
for os sig vil forklare.

8 (72)
Mens rosen har sin søde duft,
mens lærken slår i sommerluft,
og nattergal i skyggen,
små-helte føder kærlighed
for frihed og livsalig fred,
og priser børne-lykken!

9 (73)
Højnordens gamle tungemål
som grønne træer med blad og nål
da skyder top og krone,
med fugle-reder altid ny,
hvorfra sig svinger sang i sky
alt med den gamle tone!

10 (74)
Da skal man se, at klarhed bor
slet ikke i bælgmørke ord
og stumme tanke-streger,
men i hvert sandhedskærligt bryst,
det jævne ord, den klare røst,
som livet vederkvæger!

Strofe 1 og 2

Vi har et fædreland at forsvare, vel har vi det, Grundtvig skrev digtet i 1864!, så den sag var meget aktuel, men nu skal I høre: der er noget, der er dybere og på en vis måde vigtigere, fordi det er selve forudsætningen for begrebet fosterland eller fædreland, og det er forudsætningen for, at nogen vil forsvare det, når det, som i 1864, endda er i fare for at blive udslettet.

Det er vigtigt for Grundtvig at trøste og oplive os ved at pege på, at vi “i åndelig forstand har et dejligt, os forjættet land at gæste og indtage.” Bagved dette billede, for det er et billede, ligger beretningen i 2. Mosebog kap. 3 om, at Gud viser sig for Moses i en brændende tornebusk og siger til ham, at han skal føre israelitterne ud af slaveriet i Ægypten og gennem ørkenen frem til det forjættede land, der flyder med mælk og honning.

Grundtvig digter imidlertid ikke om et geografisk land. Ordene “i åndelig forstand” er vigtige. Dette “gode land”, som det bibelske land er et billede på, er præget af begreberne liv og fred – og frihed. Det er så lidt aggressivt og nationalchauvinistisk, som det kan være.

Dette gode land er noget, som vi efterhiger. Det betyder, at det ikke er noget, vi har virkeliggjort eller er i stand til at virkeliggøre. Det er ikke en idé i lighed med den revolutionære socialisme, der mener at kunne virkeliggøre et slags paradis på jorden i form af det kommunistiske samfund. Med ét ord, et meget grundtvigsk ord, handler det i denne sang om folkeligheden, den folkelige fornyelse. Den mener Grundtvig vil være til folkegavn.

Strofe 3, 4 og 5

Folkeligheden lever af ordet og ånden. Ordet er et gennemgående begreb i stroferne 2, 3, 4, 5 og 10. I 3. strofe kaldes ordet “nordlyset”. I det ene ord samler Grundtvig sin drøm om en helt ny oplysning, der skal afløse fornuftsdyrkelsen. Grundtvig hadede fornuftsdyrkelsen af et godt hjerte.

Fornuftsdyrkelsens fejl er, at den mener med abstrakte begreber at kunne gribe og forstå hele tilværelsen. Samtidig fornægter den Ånden. Det er der mange strofer om i det store digt.

“Ånden er sat i band”
(Udv. 10, s. 519).

Det er Latiner-Skolens Værk,
Som Slangen træsk, som Døden stærk,
som Helved uden ende.
(Udv. skrifter 10, s. 520)

Det er især den tyske fornuft, han er ude efter, selv om oplysningsfilosofien i virkeligheden prægede hele Europa.

Al tysk Oplysning er af Luft,
Sin egen Gud er tysk Fornuft,
Og lyst den giør derefter;
Til Selv-Ophøielse og Pral,
Og til sig selv at giøre gal,
Kun dertil har den Kræfter.

Vi må forstå, at den slet ikke gør lyst, den bringer kun mørke. Det er stærke sager. Vel også for stærke, for der er mere at sige om oplysningstiden. Grundtvigs tanker om frihed er ganske vist hentet et andet sted fra, men de står ikke nødvendigvis i modsætning til oplysningstænkernes ønske om tanke- og trykkefrihed.

De voldsomme udfald mod det tyske og den tyske fornuft kan måske undskyldes med den fare for undergang, det danske folk og det danske rige svævede i. Jeg har ikke taget de meget polemiske strofer med i det udvalg, som jeg synes, vi skal synge. Den forkastelige fornuftsreligion er dog med i ordene “trold og jætter”, som det hedder med ord fra den nordiske mytologi. Trolde og jætter, det er dem, der fornægter, at mennesket er skabt i Guds billede, “med levende ord på sin tunge”, som det hedder i en anden sang. Ordet er netop det, som mennesket til forskel fra alle andre skabninger har til fælles med Gud. Over for trolde og jætter med deres dårlige filosofi, der er meget intellektualistisk og akademisk-elitær, sætter Grundtvig det folkelige. Han kalder dette syn for den mosaisk-kristelige anskuelse, fordi han henter det ud af den bibelske historie.

Hverken fornuftsfilosofien eller videnskaberne om mennesket, såsom antropologi, psykologi og sociologi, kan gribe sandheden om mennesket. De kan selvfølgelig have en stor, men dog begrænset værdi. Men sandheden om menneskelivet kender man kun ved at leve menneskeliv. Og da menneskelivet altid er folkeliv, gælder det også folkelivet, at erkendelsens vigtigste kilde ikke er fornuften, men historien. Det er det, der ligger i, at sandhedens ord er ord om menneske-idrætter, handlinger gjort af mennesker. Kærminder er et hyppigt forekommende ord hos Den Gamle. Det kommer af “kære minder”, altså historien, som vi lever i. Vi er en del af den. Og det er ikke fornuften, der er kilden til erkendelse, det er menneskeslægtens erfaring gennem utallige slægter. Vi kan ikke forstå hele tilværelsen ved hjælp af abstrakte begreber, men ordet kan give os mod og lyst til at tage det næste skridt.

Når Grundtvig taler om ordet, mener han det levende ord, ikke det døde ord i bøgerne. (Strofe 53). “Det idræts-ord er tungens mål”. Idræts-ord vil sige, at det levende ord, tungemålet, er skabende. Det er poetisk. Det kommer af af græsk poiesis, skabelse. Grundtvig taler ud fra sit historisk-poetiske syn. Ved ordet skaber ånden livet. Ordet skaber handling.

Alt det er baggrunden for 5. strofe:

Kun ord, som går i sagn og sang
fra mund til mund i folkevang
opholder folkelivet;
I folkets egne gamle ord
kun folkelig oplysning bor,
af folkeånden givet!

Her er det hele i grunden sagt. Folkelig oplysning er ikke akademikernes forskning omsat til populærvidenskab, men fortælling og sang. Akademikernes forskning omsat til populærvidenskab er det, vi kalder folkeoplysning. Ikke at den er værdiløs, slet ikke, men folkeoplysning er noget helt andet end den folkelige oplysning. Den folkelige oplysning kommer af folkets egne gamle ord. Den kommer altså ikke ovenfra, fra de lærde, men virkelig nedefra. Fra folkets eget liv.

Folkeånden er ikke det samme som Helligånden. Helligånden hører sammen med frelsen i Jesus Kristus, men folkeånden er godt nok Guds Ånd. Den er den underfulde kraft, der gennem ordet gør, at folkets liv virkeliggøres. Folkeånden hører til på skabelsens plan. Folket, eller folkene, for der er mange folk på jorden, er villet af Gud. Gud er historiens herre, og han har i historiens løb ladet folkene vokse frem med hver sin opgave. Grundtvigs syn er universelt. Han skrev flere gange verdenshistorien igennem, men han skrev aldrig en danmarkshistorie.

Strofe 6

Når folke-livet kender sine kår, nemlig sine kår som en åndelig størrelse, altså en gådefuld størrelse, der ikke kan begribes med fornuften eller for den sags skyld instrumentaliseres af staten – når folke-livet altså kender sine kår og dermed forstår sig selv, da folder det sin livskraft ud, den, kraft, som er ånden. Når det her hedder helte-ånden, skyldes det igen Grundtvigs inspiration fra den nordiske mytologi.

“Og gør til målet kæmpeskridt.” Målet er den levende folkelighed udfoldet i folkelivet. Igen: Vi kan ikke skabe himmerig på jord:

Kærlighedens himmerige
er endnu at vente på.

Ja, det oprinder først på den yderste dag, når Kristus kommer igen for at dømme levende og døde. Men her på jorden kan kærligheden, nemlig kærligheden til “eget folk og fædres land” dog gøre kæmpeskridt mod målet:

Kærlighedens jorderige
lukkes dog med bølgen blå,
er endnu og var alt længe
“Danmark dejligst vang og vænge”.

Sådan i digtet “Den danske nødvendighed” fra 1853. Se Højskolesangbogen, syttende udgave, nr. 155,4! Det er den sang, der hedder “Kærlighed til fædrelandet”. Den har også fundet vej ind i den nyeste udgave af salmebogen. Kærlighedens jorderige er noget, vi – med ordet fra 2. strofe i mit ovenstående udvalg, “efterhiger”. Men når folkeligheden virkeliggøres gennem ordet og ånden, er det allerede til en vis grad en virkelighed.

Strofe 7

Denne strofe har jeg taget med, fordi den modsiger den filosofi, der med fornuften som sin guddom mener at kunne sige, hvordan historien nødvendigvis vil forløbe og ende. Der kan tænkes på marxismen og på filosoffen Hegel. Det kan vi ikke gå nærmere ind på. Men i Grundtvigs tankegang er det ikke fornuften, der er Gud. I hans tankegang og tro forstår vi ikke mere, end vi allerede har levet. Historien er Guds, og hans nådige styrelse åbenbarer sig “i livets dyd og livets dåd”. Dyd er ikke en moralsk eller etisk kategori, det betyder sådan noget som duelighed. Dyd og dåd er altså historien. I historien åbenbares Guds hjertelag og vise råd. Menneskeslægtens levnedsløb er som et spejl, hvori Gud “vil sig forklare”. Billedet af spejlet bruger Grundtvig også i en salme, Gud Herren så til jorden ned, Slbg. nr. 493:

O du, som skabte hjerte mit,
det dybe underfulde,
o, dan det efter hjerte dit
til Himmel-spejl i mulde.

I denne salme er billedet set i frelsens perspektiv. I nærværende digt er det set i skabelsens perspektiv. Men både i salmen og i Budstikke i højnorden hænger billedet af spejlet sammen med det grundlæggende menneskesyn, at mennesket er skabt i Guds billede. På en måde, så det spejler Gud. Det indebærer en umådelig høj vurdering af mennesket. Selv det dybest faldne menneske er stadig skabt i Guds billede og har derfor en uendelig værdi. Sådan så Jesus mennesket, da han gik omkring på jorden og mødte mennesker af alle slags.

Vi vender tilbage til udtrykket “han også, det slår aldrig fejl, / for os sig vil forklare.” Vi skal være opmærksomme på, at forklare betyder noget andet end for os i dag. Nu betyder det at give nogle grunde til, at noget er, som det er. I Grundtvigs sprog betyder det, at Gud vil komme til at stå klarere for os. Gennem historien klarer Gud sig for os, altså Gud som historiens herre, ikke Gud som frelseren. Ham kender vi kun i Jesus Kristus.

Strofe 8

Strofe 8 og 9 er et par meget smukke strofer. Først nummer 8:

Mens rosen har sin søde duft
mens lærken slår i sommerluft,
og nattergal i skyggen,
små-helte føder kærlighed
for frihed og livsalig fred,
og priser børne-lykken.

Vi er nødt til at sætte kryds og bolle. Det er ikke små-helte, der føder kærlighed. Krydset skal stå under kærlighed, bolle under føder og trekant under små-helte. Det er kærligheden, nemlig kærligheden til eget folk og fædres land, der føder små-helte. Kærligheden føder ikke drabelige krigere, men hverdagens små helte, der ved, at livet er kamp. Livet er en stadig kamp mod trolde og jætter, der vil tage det underfulde ud af tilværelsen og som sagt gøre den menneskelige fornuft til Gud.

Igen kommer ordene frihed og fred, endda livsalig fred, som en beskrivelse af den lykkelige tid, der kommer, når ordet og ånden får lov til at råde.

Friheden er meget vigtig for Grundtvig. Det at høre til et folk er en fri sag. Det er nemlig en hjertesag. De, der ikke vil høre til folket, har frihed til at udelukke sig fra det. Man kommer heller ikke til at høre til et folk, for eksempel ved at folketinget beslutter det ved lov. Og omvendt kan man høre til folket, selv om man ikke har indfødsret. Her råder friheden. Ånd, frihed og hjerte er tre ord, der i dette forhold ikke kan skilles ad.

Vi skal også lige standse ved, at kærligheden priser “børne-lykken”. Grundtvigs kærlighed til folket var ikke mindst hans uudslukkelige kærlighed til de små i folket, børnene og almuen og tjenestefolkene, som ikke var regnet for noget. Dem regnede Grundtvig med.

Strofe 9

Der er mange blomster og fugle i Grundtvigs digte, både de “verdslige” og salmerne. Han skabte en meget smuk billedverden.

Højnordens gamle tungemål, det er modersmålet. For Grundtvig var det hævet over enhver diskussion, at hvis ord skal nå hjertet, så må de komme til os på modersmålet. Han afskyede latinen, som var de lærdes sprog, og han afskyede tendensen til at se ned på det danske sprog til fordel for det fremmede tyske.

I disse år vender han sig ganske sikkert i sin grav over den stigende anglificering. Der er læreanstalter og store erhversvirksomheder, hvor alt foregår på engelsk. Det engelske trænger ind alle vegne, ofte uden at folk opdager det. Det kan komme til at skade folkeligheden, så det skal vi være opmærksomme på.

Udtrykket Højnordens gamle tungemål viser i øvrigt, at Grundtvig regnede med en nordisk folkelighed. Digtet hedder jo også Budstikke i højnorden. De nordiske folk er nært beslægtede, så nært, at sprogene i virkeligheden er dialekter af det samme sprog. Andre folk er vi fjernere beslægtet med. Men alle hører de til menneskeslægten, den fælles slægt.

Men det er da et herligt billede, Grundtvig tegner af den levende folkelighed, han ser for sig:

Højnordens gamle tungemål
som grønne træer med blad og nål
da skyder top og krone,
med fugle-reder altid ny,
hvorfra sig svinger sang i sky
alt med den gamle tone.

Det er ikke uden betydning, at et levende folk altså er et syngende folk. Den folkelige sang er med til at opholde folkelivet (strofe 5), og den levende folkelighed skaber igen ny sang. Den må nødvendigvis udtrykke sig i sang. Det er da dejligt.

Strofe 10

Når det levende ord og ånden kommer til at råde, da vil i hvert fald nogle kunne se, at klarhed over menneskelivet ikke bor i de bælgmørke ord og stumme tanke-streger, som fornuftsreligionen vil trække ned over hovedet på folket. Dér bor klarheden over menneskelivet ikke:

men i hvert sandhedskærligt bryst,
det jævne ord, den klare røst,
som livet vederkvæger!

Kun der bor klarheden.

Vederkvæde betyder oplive, evt. genoplive, forfriske, styrke. Det er det jævne ord på modersmålet, altså jævne menneskers sprog, der kan oplive og styrke folkeligheden. 

————————–

Perspektiverende spørgsmål

Grundtvigs digt giver anledning til at spørge, om hans folkelige syn har nogen betydning i dagens skole? Er der plads i den danske skoleverden for den folkelige oplysning i Grundtvigs forstand?

Tales der i skolen i dag udelukkende til forstanden og ikke til hjertet? Vil skolen danne børnene til med lyst at begive sig sig ud i livets kamp mod jættevæsenet? Eller vil skolen instrumentalisere børnene, altså uddanne dem til nyttige samfundsborgere, læs: gode skattebetalere?

——————

Vi kunne også spørge om, hvilken betydning Grundtvigs folkelige syn i dag har i det danske politiske system og i medieverdenen? Er der nogen bevidsthed om, at et sundt folkestyre har en levende folkelighed som forudsætning? Eller går det hele op i regneark? Mener man, at alt kan klares ved at “dreje på nogle håndtag nede i maskinrummet”?

————-

Grundtvigs dybe – og klare – tænkning om folkeligheden rejser nogle alvorlige spørgsmål til vor tids utopister, der fabler om verden som én republik uden grænser. Grundtvig rejser også alvorlige spørgsmål til dem, der drømmer om Europa som én republik uden grænser. Han kalder dem simpelthen tilbage til virkeligheden.

————-

Vi er blevet et rigt land. Det diskuteres blandt faghistorikere, om den folkelige vækkelse i bondestanden, som blev en følge af Grundtvigs tanker, var en medvirkende årsag til væksten i materiel rigdom. Det benægtes af historikerne Per Boje og Jeppe Nevers, der netop i nov. 2024 har udgivet sidste dobbeltbind af deres værk “Vejen til velstand, Kapitalismen og det moderne Danmark.” Den smukke historie om den frie bondestand, der på højskolen fik livslyst og virketrang og tog hjem og dannede andelsmejerier og andelsslagterier og skabte Danmarks rigdom ved den store eksport af smør og flæsk til det britiske marked, passer ikke. Danmarks rigdom blev skabt af helt andre kræfter. For eksempel fremsynede industrifolk med udsyn til den omkringliggende verden.

Det, som historikerne er nået frem til gennem deres forskning, skal da nok passe, men der findes anden rigdom end den materielle. Jeppe Nevers medgiver i et interview i WeekendAvisen 15/11-2024, at “grundfortællingen om de folkelige bevægelser passer fint til demokrati- og kulturhistorien, men fortællingen kan ikke forklare den økonomiske historie.”

De to historikere synes ikke at have forståelse for den åndelige kraft i de folkelige bevægelser. Den er der ingen grund til at tale ned. Der fremvoksede et rigt åndeligt liv omkring højskoler, forsamlingshuse og da også missionshusene. Det løftede i høj grad det menneskelige liv med store positive virkninger, også i det sociale og økonomiske liv. At det skulle være det, der skabte Danmarks velstand, har aldrig været pointen. Der findes anden rigdom end den materielle. Når Grundtvig taler om folkegavn, som han gør det i strofe 3 tænker han ikke på et økonomisk mirakel. Men han forudsætter rigtignok, at det åndelige aldrig kan skille fra det legemlige.

—————-

De folkelige bevægelser er stort set ved at være fortid. Derfor kan man spørge, om der stadig er håb om en folkelig fornyelse. Man kan godt få øje på tegn hist og her. Hvor mange eller få, der har sans for det lige nu, er ikke det afgørende. Vores opgave er at bruge det levende ord og på det ord leve menneskeliv med lyst og mod og glæde. Og det uanset hvor mange eller få, der har sans for det. Fremtiden kender vi ikke, og håbet kan vi aldrig opgive.

Villy Klit-Johansen den 19. november 2024

Forestil dig, at du har et Rolex-ur til 911.295 kr, en rund million. Det er altså et meget kostbart ur med et uhyre forfinet mekanisk værk. Nu synes du, at det ikke længere lever op til tidens krav. Hvad gør du?

Går du til smeden med det? Grovsmeden. Hvis du gør det, må du forvente, at han lægger uret i essen, indtil det er rødglødende. Og derefter lægger han det på ambolten og går løs på det med forhammeren. Nej vel! Det gør du nok ikke.

Sandsynligvis har du ikke engang et Rolex til den pris. Men du – vi – har til gengæld et meget, meget kostbart dåbsritual. Grundtvig mente, at det burde svare til selve Kristi indstiftelse af dåben. Hvis der skulle ændres noget i det, skulle det netop være med henblik på at bringe det mere i overensstemmelse med Kristi indstiftelse.

For Grundtvig betød det i praksis: i nærmere overensstemmelse med Luthers Taufbüchlein af 1526, der er udgangspunktet for vores nuværende dåbsritual. I skriftet “Daaben efter Christi Indstiftelse” og mange, mange andre skrifter går han grundigt til værks. Ikke noget med synsninger og private meninger og hensyntagen til, hvad “folk” ønskede. Hvorfor det? Jo, fordi der for ham ikke fandtes nogen anden sand kristendom end den oprindelige.

Grundtvig fandt, at dåbsritualet i de godt tre hundrede år siden reformationen ad flere omgange havde “været en tur hos grovsmeden”. Statskirkens luthersk-ortodokse teologer havde hamret det igennem, så det var ved at blive fordunklet, at dåbens indhold er, at Kristus, lyslevende til stede, optager et menneske i sit eget liv som Guds Søn, så det bestemte menneske i dåben bliver et Guds barn, i troen og dåben forenet med ham i livet som i døden. Dåben er troens forhold til Kristus, og dermed er den livets kilde. Det var det, ritualet skulle rumme. Dåben er Kristi optagelse af et menneske i dåbspagten. Dåbspagten i uløselig forbindelse med vandet er dåbens essens.

I løbet af ortodoksiens tid blev dåbens ritual ændret, så det mere og mere kom til at dreje sig om den rette lære. Den rette lære blev udtrykt gennem mange skriftsteder fra Det Nye Testamente. Folk skulle forstå dåben fra skriftsteder, som en papegøje kunne lære udenad. De ortodokse havde slet ikke øje for, at dåben er Kristi indstiftelse, og at Ny Testamentes forfattere levede længe efter dåbens indstiftelse. De fattede ikke, at dåben til Kristus er livets kilde. Ny Testamente kan aldrig blive andet end efterfølgende beskrivelse af livets kilde. Tilmed var dåben forbundet med tvang. Alle SKULLE døbes. Det er et under, at den kristne tro overlevede grovsmedenes overgreb på dåbens ritual.

Den pietisme, der fulgte efter ortodoksien holdt i hovedsagen fast ved de ortodokse teologers lærdom, som de havde belemret dåbsritualet med. Det skulle de jo. Så det gjorde de. Men den rette lære er i sig selv død, det viste ortodoksiens historie klart. Den rette lære kan ikke skabe liv. Der kommer ikke liv af noget dødt. Og så blev det jo til, at statskirkepietisterne trods deres tilslutning til ortodoksernes store, tomme ord selvfølgelig kom til at lægge vægten på det subjektive. Den enkeltes subjektive følelser og viljesbeslutning blev det afgørende. Det er en sørgelig historie.

Dåbskommissionens opgave

Nu er der i kommissoriet for den siddende dåbskommission lagt op til, at vor tids åndelige grovsmede for alvor skal til at gå løs på det kostelige og forfinede værk, som dåben efter Kristi indstiftelse er. Kommissionen skal arbejde videre på grundlag af det værste i den lutherske tradition, som netop beskrevet.

“Kommissionen skal overveje evt. behov for og i givet fald komme med forslag til supplerende bibelske læsninger”, vel at mærke i dåbsritualet! Hverken Luther eller Grundtvig indførte bibelske læsninger i ritualet, for de kendte forskel på Herrens levende ord og Ny Testamentes skrifter med deres teologi. Børneevangeliet fra Markus 10 var den eneste tekst fra Ny Testamente, og det fjernede de naturligvis ikke.

Diverse tekster fra Det nye Testamente har deres plads i prædiken og undervisning, og dér har de deres store betydning. I en kommende ritualbog kunne man anføre en række relevante tekster som forslag til prædiketekster ved dåbsgudstjenester.

“Kommissionen skal overveje evt. behov for – og i givet fald komme med forslag til supplerende bønner på den nuværende takkebøns og dåbskollekts plads …” Hvad mon de bønner skal indeholde? Tør man håbe på, at de skal pege hen på dåbens indhold: Kristi levende ord og troen, der griber om det? De bange anelser melder sig, når der i kommissoriet tilføjes: “særligt til brug i forbindelse med dåb af unge og voksne, men også ved dåb af børn:” Men er der da mere end én dåb? Er det den døbtes alder, der bestemmer, hvad dåben er? Eller er det netop Kristi indstiftelse?

“Kommissionen skal overveje evt. behov for – og i givet fald komme med forslag til – mindre sproglige justeringer af den nuværende dåbsbøn og dåbskollekt.” Biskopperne – det er vel dem, der står bag ved formuleringen af kommissoriet – lægger altså op til, at Folkekirken skal fortsætte amokløbet på vejen bort fra dåben efter Kristi indstiftelse hen imod en dåb efter teologernes, eller nu måske en folkeforsamlings indstiftelse. Den nuværende dåbsbøn fra 1912 er jo netop den foreløbige kulmination på ortodoksiens bestræbelse på, med statskirkepietismens tilslutning, ved hjælp af grovsmedens esse, ambolt og forhammer at “omsmede dåben”. I bønnen i Luthers ritual blev der ikke præsenteret ret lære, men der blev BEDT om, at den, der blev døbt måtte få “den saliggørende tro”. Luther vidste nemlig, at livet ikke kommer af god teologi, men god teologi udspringer af livet. Det var netop også, hvad Grundtvig mente.

I den nuværende “bøn” af Peder Madsen bliver menigheden belært om, at vi i dåben bliver Guds børn og får Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv. Men pladsen foran dåben er ikke stedet til belæring, den er stedet til BØN. Bøn om, at Gud ved Helligånden vil give, hvad Kristi levende ord i dåben indeholder. Levende kristendom kommer nemlig ikke af teologernes belæring, men af Kristi levende ord. Livet strømmer fra den levende kilde, ikke fra teologernes døde lærdom. Pladsen tillader ikke citater fra Grundtvigs skrifter om denne sag, men de findes i rigt mål.

Dette er ikke en kritik af kommissionens medlemmer, men af kommissoriet. Man kan kun håbe, at kommissionens medlemmer besinder sig, ikke på den lutherske tradition som netop beskrevet, men på dåbens kostelige og uhyre forfinede åndelige værk, der slet ikke tåler at komme under grovsmedenes behandling endnu en gang.

Villy Klit-Johansen, den 5. november 2024