I dag, søndag den 9. august 2020, 9. søndag efter trinitatis har jeg holdt højmesse. Jeg har utvivlsom lånt tanker af andre, uden at jeg kan gøre rede for hvem. Forkyndere har lov til at stjæle med arme og ben.
Det blev som følger:
633 Har hånd du lagt på Herrens plov
Hilsen
Kollekt
Epistel, 2. Timoteusbrev, 1, 6-11
6 Dig være, mildeste Gud Fader
Evangelium, Lukas 12, 32-48
Lad os bekende vor kristne tro i dåbspagten: Trosbekendelsen
272 I lemmer, hvis hoved har himlen i vælde
Kort bøn før prædiken
Prædiken
275 Uforsagt, vær på vagt
Nadver
Nadversalme: 473 Dit minde skal, o Jesus, stå
Kollekt
Hilsen
Velsignelsen
292,v.5-7 Kærligheds og sandheds Ånd
Prædiken:
”I skal se fremad”. Det er den røde tråd i dagens evangelium. Det er det samme, salmen siger: ”Har hånd du lagt på Herrens plov, da se dig ej tilbage.”
Vi hører om tjenere, der venter på, at deres herre skal komme hjem fra bryllupsgilde.
Vi hører om husherren, der holder vagt om natten, for at der ikke skal komme indbrudstyve på besøg.
Og vi hører om den tro og kloge forvalter, henholdsvis den utro forvalter, og om, hvordan de to bærer sig ad, mens deres herre er bortrejst.
Og flere ting endnu hører vi om. Forskellige billeder bruger Jesus, men de skal alle sammen belyse den samme pointe: ”I skal se fremad.”
At være kristen er at leve i forventning. Som kristne skal vi ikke gå baglæns gennem tilværelsen med blikket rettet mod alt det jordiske gods, vi når at få skrabet sammen: ”Sælg jeres ejendele og giv almisse. Skaf jer punge, som ikke slides op, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer, og intet møl ødelægger.”
Når man sætter hele sit liv ind på at samle sig skatte her på jorden og i praksis har det som sit livs indhold, så går man baglæns gennem livet. Den slags ting forgår jo med tiden. Og hvis de ikke forgår før os, der ejer dem, ender det alligevel med, at vi må slippe dem til sidst. Der er vist noget om, at noget af det sidste, der sker, når et menneske dør, er, at hænderne åbnes. Hænderne, som vi har brugt til at gribe og samle til os med, mister kraften og lukkes op, og så har selv den rigeste ingen gavn af sin rigdom længere.
Rigdommen lægger vi nødvendigvis bag os, sådan er livet, så hvis vi har haft blikket rettet mod den, er vi gået baglæns gennem livet.
Det vil være en tragisk ende på det, for så vil vi ikke være i stand til at tage imod det, som Gud har i vente til os. Gud kommer nemlig forfra. Han kommer fra fremtiden.
Lykkeligt det menneske, der går forlæns gennem livet – med blikket rettet fremad mod Guds rige, det, som han har lovet, skal komme i synlig herlighed ved tidernes ende.
Lykkelig den, der lever i forventning til, at Guds vil opfylde sine store løfter.
Der er sikkert dem, der vil påstå, at det er den rene virkelighedsflugt sådan at leve i forventning til Gud. Lad dem mene det. Vi skal ikke bebrejde dem det. Men det er ikke sikkert, de bliver ved med at mene det. I hvert fald drejer det sig om en praktisk livsindstilling, der ikke kan undgå at få konsekvenser for det liv, vi lever.
Vi lever i et velstandssamfund, som verden måske aldrig har kendt magen til. Vi skulle måske tænke lidt mere over det spørgsmål, om det er den materielle velstand, der er Gud i dette land. Og der skal vi ikke skyde på andre, for vi er fælles om det alle sammen, og vi kan næppe undgå at blive påvirket af det.
Det mærkelige er, at vi taler så meget om fremskridt i den forbindelse. Det er paradoksalt, hvis fremskridtet får os til at gå baglæns, altså vende ryggen til Guds fremtid.
Hvis vi bare vil have maksimalt udbytte af livet her og nu, mister vi forventningen. Og livsglæden går med i købet, og tristhed og bekymring holder sit indtog. Eller overfladisk livsnydelse.
Alt det her gør Jesus nu til et personligt spørgsmål. Han indleder nemlig lignelsen om den tro og kloge forvalter med et spørgsmål: ”Hvem er da den tro og kloge forvalter.” Ja, hvem er han, den tro og kloge forvalter, der gør hvad hans herre har sat ham til at gøre? Er det mig? Eller er jeg tværtimod den anden, ham, der tænker ved sig selv: ”Min herre lader vente på sig! og derpå giver sig til at slå karlene og pigerne og at spise og drikke og fylde sig.” Det er meget konkrete billeder, Jesus bruger her.
Vi kan også vende tilbage til det i samfundet mere acceptable:
Er jeg den, der fuld af bekymring for den ukendte fremtid begærligt skraber til mig af de goder, som i virkeligheden tilhører min herre, for at sikre min fremtid?
Eller er jeg den tro tjener, der i tryg og glad forventning til Gud er fri i forhold til de materielle goder. Fri til at modtage og fri til at slippe dem for at dele med dem, der trænger? Hvis det er mig, så ser jeg fremad mod en lys fremtid, som Gud vil give mig i sit rige.
Spørgsmålet er personligt. Og så skal det da tilføjes, at dette personlige spørgsmål ikke er endeligt afgjort, så længe jeg lever og kan høre Jesu ord. Han indbyder os netop i dag til at gå med ind i troens trygge og glade forventning: ”I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have lamperne tændt.” Det betyder, at vi skal være klar til at bryde op hvert øjeblik. Der forestår noget glædeligt. Det skal vi se frem imod.
I skal være rede! Alle. Ikke kun de gamle og syge, men alle, også unge og raske.
Lyder det urimeligt? Er det lidt tåbeligt at indrette sit liv efter, at Kristus kommer? Hvordan mon det bliver opfattet af den, der ingen fremtid har? Af den, der har fået lægens dom: Der er ikke mere at gøre. Lyder det umuligt, urimeligt?
Det er nu ikke så sikkert. Det kan lige så godt være, at en og anden i den situation netop åbner sig for Guds løfter.
Men de, der måtte have det sådan, at de kun kan høre ordene om troens glade forventning som udtryk for ren ønsketænkning, og måske føler sig udenfor, de får endnu et ord af Jesus. Han siger: ”Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget.”
Jamen så er det klart, at ”troens glade forventning” ikke er noget, vi skal føle som et krav, vi ikke kan leve op til. Det er ikke et krav, det er en dejlig gave til alle, der vover at stole på det – måske på trods af forstandens protester og flertallets mening.
Det er dog stærkt, at han siger til dem, der ingen fremtid har: Jeres glæde og tryghed ligger virkelig forude – i Guds løfters opfyldelse. Han har besluttet at give jer livet igen i sit rige. Og når han har besluttet det, fortryder han det ikke. Han står ved sit ord, og han vil opfylde det.
Glæden og trygheden ligger ikke i noget af vores eget. Ikke fx i vores beslutning om at tro det eller hvad ved jeg. Vi kan være nok så tomme for håb og tro. Lad det være, hvad det er, frygtløsheden og trygheden ligger fast i Guds egen beslutning, uanset hvordan vi har det.
At være kristen er at leve i forventning. Det er at hvile i tillid til Guds klare løfter.
Men at hvile i tillid er ikke ensbetydende med åndelig dovenskab. Ellers havde Jesus ikke formanet os, som han gør, når han siger: ”Også I skal være rede, for Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det.”
Vi skal ikke falde i søvn. Vi skal ikke tro, at det går nok af sig selv alt sammen. Jo, det går af sig selv, men det går kun af sig selv, hvis vi lytter til Jesu ord og tager det til os.
Jesus afslører ikke, hvornår hans genkomst i herlighed vil ske. Men han siger, at den vil ske pludseligt, og derfor gælder det om at være vågen og være rede.
Rudolph Arendt har sagt det, som kun han kan sige det: ”De, der venter, får ikke timen at vide, men de, der ikke venter, får timen at vide: Det er den time, de ikke venter. Sådan er det, fordi det er Herren, de venter på.”
De, der ikke gider give sig af med at vente, vil opleve, at Herren kommer som en tyv om natten.
Men de, der holder fast ved forventningen – om dem siger Jesus: ”Salige de tjenere, som herren finder vågne, når han kommer! Sandelig siger jeg jer: Han skal binde kjortlen op om sig og lade dem sætte sig til bords og selv komme og sørge for dem.”
Se, det går mildest talt langt ud over det sædvanlige. Der bliver byttet op og ned på Herrens og tjenerens roller. Herren giver den som tjener. Han varter tjenerne op.
Det passer kun på én eneste, Jesus selv. Det ligner det, der skete skærtorsdag aften, da han påtog sig den tjenergerning at vaske disciplenes fødder.
Og hver gang vi holder altergang, går han omkring ved bordet og varter os tjenere op. Det er evangeliet omsat i en anskuelig handling: Kristus kan ved sin tjeneste frelse fortabte mennesker som dig og mig.
Ikke sært, at han priser dem salige, som han finder vågne, når han kommer.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.
Villy Klit-Johansen, 9. august 2020