Regin Prenters prædikener genudgivet

Regin Prenter var en af de fire store på det nye teologiske fakultet på Århus Universitet fra midten af det 20. århundrede. Han gjorde sig tidligt gældende som en internationalt anerkendt Luther-forsker og blev i øvrigt kendt for at besidde en usædvanlig omfattende lærdom. Men forskeren var først og fremmest præst. Han begyndte sin karriere som præst, og da han tog sin afsked som professor, blev han igen præst, nu i et lille sønderjysk landsogn. Det var i den periode, at hans arbejde som prædikant satte sig frugt i den bog, jeg her omtaler, og hvori den lærde teolog viser sig som en omsorgsfuld præst, der forkyndte evangeliet jævnt og hjerteligt.

Anledningen til den aktuelle genudgivelse er, at bogen, der oprindelig udkom i 1976, ikke er til at opdrive på antikvariat.net. Under corona-nedlukningen, mens det måtte anses for ikke helt forsvarligt at gå i kirke, læste vi Prenters prædikener hjemme i stuen. Dette møde med prædikenerne fra Branderup Kirke i en mærkelig og svær tid var til stor trøst og glæde. Og så imponerede de i høj grad ved den solide teologi, de er båret af. Men ikke død teologi; der er ånd og liv i dem. Læsningen overbeviste os om, at bogen i kraft af det tårnhøje teologiske og åndelige niveau burde gøres tilgængelig igen.

Mange præster i moden alder har sikkert denne bog stående i reolen, og for dem er der ingen grund til at købe genudgivelsen. Det skulle da lige være, hvis de ville betænke et kært menneske med en god gave.

Der er tale om en nænsomt revideret tekst. Revisionen er, bortset fra nogle småting, begrænset til, at citaterne fra Ny Testamente er opdateret. Prenter foretrak den oversættelse, der for ham var “den gamle”, nemlig 1907. I de tilfælde, hvor det kunne gøres, uden at det påvirkede Prenters tankegang, er citaterne skiftet ud med 1992. De ret talrige undtagelser er der gjort rede for i fodnoter. Når jeg læste prædikenerne op, opdagede jeg, at jeg uvilkårligt udskiftede “Eder” med “jer” o.s.v. Derfor revisionen. Bogen skulle jo gerne være så brugbar som muligt for præster og andet godtfolk, der som noget naturligt læser/hører 1992-oversættelsen i gudstjenesten. Indholdsmæssige ændringer er der ingen af.

Prenters prædikener er opbyggelig læsning. Det er også det primære formål med prædikener, men man bliver også godt oplyst. Hvis man ikke kender Regin Prenters teologi og gerne vil sætte sig ind i den, er “Ordet og troen” et udmærket sted at begynde. Læser man bogen med eftertanke og mere analyserende, finder man snart ud af, at den næsten kan bruges som en slags “praktisk teologi” eller for den sags skyld en mini-dogmatik. Man får indblik i Prenters syn på mennesket som skabt i Guds billede, man skimter hans religionsteologi, man lærer om hans syn på dåben, nadveren, konfirmationen, bibelen o.s.v.

Regin Prenter havde venner blandt både missionsfolk, tidehvervske, højkirkelige og grundtvigske. Jeg tror, det skyldes, dels at han aldrig havde travlt med, hvem han ikke kunne lide, for ham drejede det sig om sagen, det positive, og dels skyldes det, at de hver især læste ham gennem deres eget filter, og de kunne alle finde noget, de kunne sympatisere med. Han var simpelthen alt andet end snæver. I dag burde man måske sætte sig for at læse ham uden filter, som ikke hørende til det ene eller andet “parti”, for han sluttede sig aldrig til noget parti. Det er frugtbart at læse ham simpelthen som Prenter, altså som den store teolog, han var.

Hvilken teologi repræsenterer disse prædikener så? Inden jeg forsøger at svare på det spørgsmål, skal det siges, at prædikener hører eller læser man jo ikke for at analysere dem, men for at blive opbygget. Og prædikanten på sin side docerer ikke teologi. Han befinder sig i en anden verden end den analyserende, argumenterende og docerende, som hører den akademiske verden til. Men selvfølgelig har prædikener af det format, som der her er tale om, en teologisk holdning som forudsætning og baggrund. Den kan beskrives, og man kan virkelig lære teologi af prædikenerne, hvis man er til den slags.

Professor Prenter havde hentet inspiration fra flere kilder. Han var syntetiserende. Det er ikke det samme som at sige, at hans teologi var et konglomerat, altså en sammenhobning af uensartede elementer. Nej, syntetiserende skal tages i den præcise betydning, at han holdt elementer sammen, som hører sammen, og hvis de var skilt ad, satte satte han dem sammen. Det kom der en helstøbt teologi ud af. Det hele hænger ualmindelig godt sammen.

Man kan sige, at Prenters teologi, sådan som den kommer til udtryk i denne lille, men billedlig talt store bog, var luthersk nådemiddelteologi i grundtvigsk aftapning. Allerede titlen signalerer det. Her er det fristende at citere fra Grundtvigs prædiken til Pinse-mandag 1860: “Og at Luthers christelige Grund-Oplysning om “Ordet og Troen”, [at] det rene Guds-Ord og den hjertelige Tro derpaa er de eneste virkelige Drive-Hjul i Saliggiørelsens guddommelige Værk med den Helligaands Kraft heller ingensteds faldt i saa god Jord som hos os, det kiendes derpaa, at kun hos os har denne christelige Grund-Oplysning klaret sig til at oplyse Guds Vei paa Jorden og hans Frelsning blandt alle folk.” (N. F. S. Grundtvigs Vartovs-prædikener 1839-1860 i udvalg ved Holger Begtrup, s. 520).

Prenter forkynder på grundtvigsk vis, at den opstandne Kristus er virkelig stede i sin menighed i dåben, nadveren og evangeliet. Af Luther og Grundtvig havde han lært, at nådemidlerne, dåben og nadveren, ikke blot er symboler, men virkelige nådemidler, det vil sige midler, som Gud bruger til at skænke mennesker sin frelse. Hemmeligheden er Guds ord og Helligånden.

Dåben inddrages i et stort flertal af prædikenerne. Hvis man læser de steder, hvor dåben omtales, giver det et fint billede af Prenters grundtvigske dåbspagtsteologi.

Sagen er den, at Prenter i sjælden grad havde levet sig ind i dette helt grundlæggende tema i Grundtvigs teologiske tænkning. Den er kendetegnet ved, at Grundtvig har overvundet den adskillelse af troen og dåben, som man ikke kan nægte, at udviklingen af luthersk teologi i ortodoksiens og pietismens statskirkelige tid havde medført. Alle børn skulle døbes, og alle unge skulle omvendes til levende tro. Troen og dåben var skilt ad. Denne adskillelse havde gjort det svært at se dåben som udtryk for evangeliet. Dåben blev set som noget rent objektivt, og troen fik det derfor med at gå på egen hånd og blive en menneskelig præstation. Det er opgøret med denne skæve udvikling, som var foregået gennem statskirke-ortodoksien og statskirke-pietismen, der er Grundtvigs virkelige indsats på dette felt. Og det er netop også blandt andet på dette punkt, at Prenters teologi stadig, 21 år efter hans død, peger fremad. Frem mod en tid, da evangeliet forhåbentlig vil lyse mere klart iblandt os til trøst for de små, der trænger til det. Og hvor friheden er det element, den kristne menighed lever i, frigjort af enhver statskirkelig tvang.

For Prenter som for Grundtvig, hører troen og dåben sammen som én Guds gerning, der skænker frelsen til det fortabte menneske. Hemmeligheden er Guds ord og Guds Ånd.

Man har kaldt Prenter pietist, højkirkelig og “barthianer”. I virkeligheden var han grundtvigsk. Det var det, han var. Han var en seriøs grundtvigianer med et meget dybt og omfattende kendskab til Grundtvigs skrifter. Jeg anfører nogle få citater til belysning af hans syn på troen og dåben:

“Dåben er, både når den gives til voksne, og når den gives til små, en ny fødsel af vand og Helligånd, som det hedder i brevet til Titus kap. 3, v. 5: det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden.” (s. 21).

Troens nødvendighed bliver fastslået:

“troen … er det allernødvendigste, om vi skal leve og dø som Guds børn eller, sagt med et bibelsk udtryk, frelses, det vil sige: leve et ægte menneskeliv her på jorden og bevare det ud over dødens grænse.” (s. 35-36).

Og det bliver konsekvent fastholdt, at troen er en gave. Troen er ikke noget, vi finder hos os selv, den er noget, Kristus finder hos et menneske:

“det vi forstår ved tro, får vi ikke let øje på hos den kana’anæiske kvinde. Det skyldes måske, at vi ikke er kendere på troens område. Jesus derimod, den største kender, ser eller snarere hører sig til denne kvindes store tro.” (s. 35)

Troen er en gave, som gives i dåben:

“Vi beder: “Herre, bevar os, sammen med den lille dreng, der i dag skal døbes i vor kirke, i den tro, du føder os påny til at leve i ved den hellige dåb. Bevar os i den tro, du som et sennepskorn sår i os ved døbefonten.” (s. 29).

Troen gives i dåben. Det er vel at mærke ikke en tro, der skal vokse sig stor, den skal netop blive ved med at være lille.

Og troen gives til at leve i:

“Vi frelses ikke ved dåbsakten, men ved dåbspagten, som sluttes mellem Gud og os ved dåbsakten. Vi frelses derfor ikke ved at blive døbt og forlade dåbens pagt, men ved at blive døbt og blive i dåbens pagt. Og dåbens pagt er Guds pagt med de små, den pagt, der kun hviler på ét vilkår, dette: Guds rige hører de små til. Den, som ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.” (s. 24).

Det grundtvigske anslag bliver også meget tydeligt i prædikenen til 1. s. e. påske, som jeg ser som et af højdepunkterne (men der er flere højdepunkter, påskeprædikenerne f.eks):

“At møde den Opstandne er at få fred med Gud. Vort første møde med den Opstandne fandt sted i dåben. Da Fadervor under håndspålæggelse var overgivet os som Herrens og vor fælles bøn, altid hørt af Faderen i himmelen, da lød til sidst ordene: “Fred være med dig!” Så det stemmer, hvad Grundtvig har lært os at synge:

Fred er kirkens velkomst-ord
og farvel på denne jord;
I vor dåb det til os lød,
skal genlyde i vor død:
Fred med eder! Herrens fred,
nu og i al evighed!” (s. 72).”

Dåbspagtens ord, Fadervor og fredlysningen er den opstandne Herres levende ord til os i dåben. I de ord skænker han et fortabt menneske den evige frelse.

Af den grundtvigske dåbspagtsteologi følger for Prenter et klart syn på konfirmationen, som vi jo i den lutherske kirke har store problemer med at sætte på en fælles formel. Konfirmationen består i, at vi (den kristne menighed) bekræfter de unge i dåbspagten: “Han (Jesus) vil kalde os barnedøbte tilbage til vor dåbspagt. Han vil hjælpe os til at blive på den vej, han selv har banet for de små fra dåben til Guds rige. Også de store skal blive på den vej. Det er det, vi siger til vore konfirmander, når vi bekræfter dem i dåbspagten.” (s. 24). Dette syn gjorde Prenter til fortaler for konfirmation uden tilspørgsel og svar. “Hans” konfirmation bestod i konfirmationsvelsignelsen med håndspålæggelse. “Konfirmationsvelsignelsen” er netop en bekræftelse af dåben og en bøn til Gud om at “opholde konfirmanden i dåbens nåde.” Den ligger tæt op ad de tilsvarende ord, der ved dåben følger umiddelbart efter overøsningen.

Lad mig tilføje, at Prenter ikke springer over udsagn af Jesus, som vi selvretfærdige mennesker helst vil være fri for at høre. Synd forstår han som ulydighed mod Guds klart udtrykte vilje, og synden skiller os fra Gud. Og gudsfrygt er for ham et positivt ord.

Prenters skabelsesteologi og hans syn på lovens plads før evangeliet og ikke som hans gamle lærer, den reformerte Karl Barth, mente, efter evangeliet, betyder, at hans prædikener ikke er verdensfjerne. Hele det brogede menneskeliv og hele den brogede verden er hele tiden inden for horisonten. Det betyder så også, at et og andet derfor vil forekomme tidsbestemt, men det er faktisk forbavsende så meget, der virker fuldstændig aktuelt.

“Skabelse og genløsning” hedder Prenters dogmatik. Titlen afspejler den grundtvigske inspiration. Prenter hævdede i øvrigt, at Grundtvig livet igennem bevarede det syn på genløsningen eller med det traditionelle bibelske ord: frelsen, som han kom frem til ved sin omvendelse til luthersk bibelkristendom i 1810. Også på det punkt fulgte Prenter Grundtvig. 

Prenter er tæt på det bibelske sprog i prædikenerne. Er det Kana´anens tungemål, som man siger? Og dermed uforståeligt for “moderne mennesker?” Nej, det vil jeg ikke mene. Han forklarer altid de bibelske ord, og han er også tæt på det danske sprog, når det er bedst. Evangeliet tager bolig i det danske sprog. Man mærker, at det er prædikener, der er holdt for en landsbymenighed; de er holdt i et smukt og jævnt dansk, forståeligt for enhver.

I en forelæsning gjorde Prenter opmærksom på, at alle de bibelske ord er billeder. Allesammen. Han var ikke “fundamentalist”. Men de bibelske ord er vel at mærke billeder, der taler om noget reelt. Han var altså heller ikke uden videre med på Bultmanns afmytologiseringsprogram. Han anerkendte Bultmanns gode intention om at tale, så det kan forstås af det moderne menneske, men måtte alligevel sige fra på afgørende punkter. Men det vil føre for vidt at komme nærmere ind på dette.

Prenters syn på disse ting medfører, at han i prædikenerne uden forbehold – også uden skjulte forbehold – tager det som en virkelighed, at Guds Søn fra evighed af blev menneske, han forkynder opstandelsen som en virkelighed, og han forkynder Kristi genkomst som verdens dommer som en virkelighed. Det gør han, fordi han anser det for virkelighed. Men altså ikke på fundamentalistisk vis, sådan som dette begreb ofte forstås.

Med disse betragtninger har jeg på ingen måde ydet “Ordet og troen” retfærdighed. Den yder man kun retfærdighed ved at læse den og derved overraskes, oplyses, udfordres, opbygges og trøstes af selve evangeliet.

Bogen er ikke først og fremmest interessant som teologi, men som kristen forkyndelse. I prædikenerne gør Prenter alvor af det principielle syn på prædikenen, som han udtrykker i forordet. En prædiken er ikke en fremlæggelse af rigtige meninger, som man kan tilslutte sig eller ej. Hvis man altså forstår dem. Den er heller ikke en opfordring til nu at tage sig sammen og tro. Prædikenen hverken taler til forstanden eller appellerer til den religiøse anstrengelse. “Sigtet … har været at forkynde ordet, i den givne tekst, til troen, … der er hjertets åbnen sig for glæden i ordet.”

Prenter prædiker på baggrund af sin flittige beskæftigelse med klassiske teologiske emner. Og hans forkyndelse er “hjertelig”. Af begge grunde vil jeg varmt anbefale bogen.

Udgivelsen er støttet af VELUX FONDEN og Konvent for Kirke og Theologi.

Regin Prenter: Ordet og troen, prædikener fra Branderup Kirke
Forlaget Trykværket, 2021
136 sider, 169 kr.
Hæftet og med flapper.
ISBN 978-87-94058-55-1
Kan købes hos boghandlerne og i forlagets netbutik: trykvaerket.dk
Udkom den 16. november 2021

Villy Klit-Johansen, 30. november 2021

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *