De, der kender mig, vil vide, at jeg er imod at give øget magt til EU. Ja, dybest set er jeg modstander af selve EU. Jeg respekterer dem, der – måske i virkeligheden uden at vide hvorfor – hylder denne store ide, den europæiske ide. Jeg respekterer dem og ideen så meget, at jeg argumenterer imod den. Det kan man kun gøre ud fra et helt grundlæggende syn på mennesket, folket og historien. Hvis modstanden er rent politisk eller ideologisk begrundet, smuldrer den hurtigt, som vi har set så mange gange.
Ideen bygger på et menneskesyn, der står i afgjort modsætning til det, vi kender fra den bibelske historie. Den bibelske historie er folkeslagenes historie fra først til sidst. Det begynder med babeltårnsmyten. Gud, der er historiens herre lader menneskeslægten dele sig i stadig flere folkeslag med hver sit sprog og ideelt set boende i hver sit land. Det er historiens naturlige gang, som enhver, der har læst historie, vil vide. I denne verden er menneskene konkrete; der findes ikke et abstrakt menneske. Der findes ikke et menneske, der ikke er præget af det folk, som det er født og opvokset i. Der findes ikke blot mennesker; der findes danske, tyske, franske o.s.v. mennesker. Det, der er fælles for alle mennesker, er, at de hører til et eller andet folk. For Grundtvig var Israels folk så at sige modellen.
I modsætning hertil har vi en falsk universalisme, som den franske. Den stammer fra den franske oplysningsfilosofi og den franske revolution, som ville afskaffe Gud og hans skabte verden og sætte den menneskelige fornuft i Guds sted. Fornuften er det for menneskene fælles, mente man. Ud fra den kan vi så at sige skabe en verden uden grænser og uden forskelle mellem mennesker.
Det er den ide, den franske republik bygger på, og det er den ide, EU-toppen vil bygge Den europæiske Union på. Ideen er, at de europæiske folk og lande skal sammensluttes i en stadig snævrere union. Grænserne skal forsvinde. Grænser er nemlig af det onde, mener de. Og det synspunkt er ved at være meget udbredt også i Danmark i næsten hele det politiske spektrum. Hver gang der er en krise af den ene eller anden slags, benytter EU-toppen lejligheden til at sætte fart på udviklingen hen imod én europæisk føderal stat. Det hele bygger på den falske franske universalisme. Ofte bliver den støttet af en lige så falsk kristelig universalisme af både katolsk og protestantisk farve.
Med den lutherske reformation kom bibelhistorien igen inden for synsfeltet. Det burde den komme igen.
Hvordan udmøntes den falske universalisme så i praksis? Jo, de politikere, vi vælger til EU-parlamentet, repræsenterer som bekendt ikke deres land, men politiske ideer eller interesser, der går på tværs af grænserne. Der kan ikke opstilles nationale partier til parlamentet. Det samme gælder kommissærerne. De er til for at fremme unionens interesser. En dansk kommissær repræsenterer altså ikke Danmark eller danske interesser, men udelukkende kommissionens. Og EU-domstolen – det er det samme. Den står i alle henseender over vore egne domstole. Tilmed er den en såkaldt aktivistisk domstol. Det vil sige, at den altid dømmer til fordel for unionsudviklingen.
EUs magt over vores land er ikke på nogen måde begrænset. Der er ikke det område af vores samfund, som EU ikke bestemmer over.
Hvordan skulle der kunne blive demokrati ud af den konstruktion? Den udhuler tværtimod folkestyret, og erstatter det ikke med noget, der kan kaldes demokrati, for demokrati, sådan som vi i dette land forstår det, er folkestyre. Men hvordan skulle der kunne være folkestyre uden et folk. Og et sådant findes ikke i EU. Der findes derimod mange folk. Det er endda vores lille verdensdels styrke, hvilket den store idés fortalere glemmer. Folkestyre forudsætter et folk, man kunne sige en fælles offentlighed, hvor fælles anliggender kan drøftes i en tillidsfuld atmosfære, fordi man grundlæggende forstår hinanden.
Kort sagt: EU er et luftkastel. Eller man kan roligt sige: Et babelstårn, et menneskeligt oprør mod den virkelige verden. Og desværre har EU jo skridt for skridt udviklet sig efter den plan, der er lagt fra begyndelsen, afvikling af nationalstaterne til fordel for en føderal stat. Det forsøges konsekvent nedtonet eller skjult af de danske politikere, der altid benytter udtrykket “det europæiske samarbejde”. Det er en eufemisme, der skal få nye tiltag til at glide ned.
Der bliver kaos uden EU, siger man. EU er et fredens projekt. Men man glemmer bare, at de steder, hvor der nu er krig eller for nylig har været krig, er de områder i Europa, hvor man har forsøgt sig med lignende unions-projekter. Først og fremmest Balkan og den sammenbrudte Sovjetunion. Eller for den sags skyld den noksom bekendte nordiske union, som Margrete I fik gennemført i sin tid. Den førte til en uendelig række af ødelæggende krige. Hvis EU ikke bliver standset i tide, ender det i kaos. Det er værd at overveje den kendsgerning, at freden i efterkrigstiden ikke blev sikret af EU, men af NATO.
Læren af historien burde være: NEJ til sammenslutning i en union, JA til samarbejde.
Uden samarbejde går det selvfølgelig ikke. Det siger sig selv.
Det er meget kort fortalt min argumentation mod EU.
P.S.
For en ordens skyld tilføjer jeg, at det ovenfor skrevne ikke er det kristne evangelium. Det, jeg her har skrevet, hører under det, som Grundtvig kaldte anskuelsen, den mosaisk-kristelige anskuelse. I den kristne tro gælder den ægte universalisme. Evangeliet er universelt, og i troen er der ingen forskel på mennesker. Men man kan ikke føre politik på evangeliet.
Villy Klit-Johansen, 26. april 2024