Den vestlige verden, som vi hører til, er meget præget af naturvidenskab og teknik. Vi er dygtige til at udforske naturen og omsætte vores viden til forbrugsvarer og for den sags skyld til militært isenkram, så vi bliver i stand til at opnå kontrol over verden.
På det videnskabelige og tekniske og industrielle område har vesten været førende i flere hundrede år. Vi mener, at resten af verden burde lære af os på alle områder, også på det politiske, vi har jo skabt det bedste af alle samfund, mener vi, det burde være klart for alle.
Fra tid til anden har nogle lande faktisk også ønsket at lære af vesten. Czar Peter den Store besluttede fx, at Rusland skulle moderniseres efter vestligt forbillede. En russisk forfatter (Meresjkovskij, d. 1941) har skrevet en roman om Peter den Store og hans søn Alexej. Et sted i bogen søger prins Alexej åndelig hjælp hos en hofdame, der stammer fra Tyskland. ”Tror de på Gud?” spørger han. Han får ikke noget klart svar. Hun væver i det og viger udenom. Og da er det, at Alexej udbryder: ”Ja, der har vi det, I vesterlændinge er kloge, og I er stærke, I er også retskafne, og I er højt ansete. Alt har I, men ikke Kristus. I har måske de rigtige meninger om ham, men I tror ikke på ham. Hvad skulle I også med ham? I har jo jer selv, og I frelser jer selv med al jeres dygtighed og retskaffenhed.” Og så indrømmer prinsen, hvor fattige, dumme og ringe russerne er, men han bekender troen på Kristus. Han skal frelse dem.
Hvem skal være vesterlændingenes frelser, når de kan selv? Vi har alt, det er sandt nok, men måske er der alligevel gået noget galt. Jeg mener: Kan vi helt se bort fra, at vesterlændingens egen dygtighed er blevet hans Gud? Hvis der bare er lidt om det, Meresjkovskij lader prins Alexej sige, gør vi klogt i at tænke over det. For mig er der ingen tvivl om, at det er en korrekt beskrivelse af vores kultur, og vores kultur er den, vi selv lever i og bliver præget af. Det bliver vi uvilkårligt uden, at vi tænker særligt over det. Så det er ikke sikkert, at vi kan melde hus forbi, når vi giver den russiske forfatter ret.
Martin Luther siger i Den store Katekismus, at ”En Gud kaldes det, som man venter sig alt godt fra, og som man tager sin tilflugt til i al nød.”
Hvad venter vi os alt godt af? Er det vores egen videnskabelige og tekniske dygtighed? Og vores militære og politiske overmagt? Er det vores dygtighed, der skal sikre os stabilitet og velstand, kort sagt det gode liv, og mere ønsker vi for resten ikke?
Spørgsmålet er altså, hvad der er vores Gud. Vores samfunds Gud, og vores personlige Gud.
Det personlige spørgsmål kan vi kun svare på hver især, så lad os i stedet høre, hvad Jesus siger. Han siger noget, der går stik imod det, der præger vesten. Han siger: ”Skilt fra mig kan I slet intet gøre.” Han siger med andre ord, at uden ham er vores liv slet ikke noget liv – trods alt, hvad vi har og kan.
Det betyder, at døden og ondskaben råder i verden, fordi mennesket tror, at det kan klare sig uden Gud.
”Skilt fra mig kan I slet intet gøre.” Det er jo næsten til at tage og føle på, fordi frugterne af menneskets selvklogskab og selvrådighed er så talrige. Vi lever jo i en verden, hvor magtbegæret er umætteligt. Menneskets værdighed bliver på grund af magtbegæret trådt under fode alle vegne i verden.
Det er virkelig mærkeligt, at der endnu er liv i troen på, at vores egen klogskab og dygtighed kan frelse os. Vi ser jo igen og igen, hvordan den går i dødens tjeneste.
”Jeg er det sande vintræ”, siger Jesus. Det betyder: ”Det er mig, der er livet – kun mig – og alt andet, der giver sig ud for at være det er blændværk. Og hvis der skal komme liv i jer dødsmærkede mennesker, må det komme fra mig.
Der ligger et rigt og dejligt indhold i det billede af vintræet. Han sagde det skærtorsdag aften, den sidste aften han levede, og den aften, da han indstiftede nadvermåltidet. De drak af den blodrøde vin, frugten af vintræet, og dagen efter led han den blodige død.
”Jeg er det sande vintræ.” Det billede er en prædiken om, at han på korset gav sig selv for os, og at han i nadverens brød og vin giver sig selv til os. Et par vers længere nede end det, vi hørte læst fra altret, siger Jesus med rene ord, uden billedsprog, hvad der er livets inderste hemmelighed. Han siger: ”Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner.” (Joh 15,13). Livet er kærlighed, det har han lært os. Uden den kærlighed, der vil give alt for andre, er der ikke noget, der er værd at kalde liv. Han har lært os det ved at gøre det. Han gav sit liv for at frelse os fra alt ondt.
Vintræ-billedet er meget stærkt. For dem dengang var det indlysende, for de fleste af dem kendte til at arbejde i vingårde. De vidste godt, at det, der er særligt for vintræet, er, at det har en meget tynd stamme i forhold til det rige løv og den rige, saftige frugt. Vintræet kan ikke engang stå selv, det er nødt til at have noget at klatre op ad. Kan I se det billede: Vintræet har en meget tynd stamme, fordi det sender al saften og kraften ud i grenene, for at der kan dannes store, saftige drueklaser. Stammen beholder ikke noget for sig selv, den sender det videre, giver det fra sig, for at der kan blive en rig frugt.
Igen sagt uden billedet: Livet er kærlighed, og kærligheden hedder Kristus.
Kristus er livet.
I Johannesevangeliet har vi en hel række udsagn af Jesus, der begynder med ”Jeg er”: ”Jeg er livets brød”, ”jeg er verdens lys”, ”jeg er den gode hyrde”, ”jeg er opstandelsen og livet” og endelig ”jeg er det sande vintræ”.
”Jeg er”. Det er to ord, der i Bibelen er ladet med et vægtigt indhold. Det er fordi det er de to ord, Gud bruger, når han giver sig til kende for mennesker. Når den usynlige og ukendte Gud åbenbarer sig for mennesker, sker det med de to ord. Sådan var det, da han talte til Moses ved den brændende tornebusk i Sinaj Ørken. ”Gå ned til Ægypten og sig til Farao: ’Lad mit folk rejse’” sagde han.
Moses spurgte: ”Hvem er du Herre?” Det var da rart at vide.
Og så var det, at han fik det gådefulde svar fra Herren. ”Jeg er”.
Det er gådefuldt, fordi Gud på én gang giver sig til kende og skjuler sig. Gud kan vi aldrig kende til bunds. Han er altid større end det, vi kender til. Men samtidig er det uendelig godt, at han giver sig til kende. Det er uendelig glædeligt. Han henvender sig til os for at give os liv og glæde. Endda en fuldkommen glæde.
Kan I se, hvad det betyder, når Jesus tager de mægtige ord fra Gud i sin mund? Når han siger ”jeg er” – i dagens tekst: ”jeg er det sande vintræ”, så betyder det, at den ophøjede, fjerne, ukendte, gådefulde Gud er kommet ganske nær til os. Gud er kommet os så nær, at han har taget menneskeligt kød og blod på sig.
I mennesket Jesus fra Nazaret kommer han til det selvkloge, vestlige menneske med sin dom: Det er afgudsdyrkelse, når I gør jeres egen dygtighed til Gud. Og afgudsdyrkelse er dødens vej. Den fører til, at I mister forbindelsen til Kristus. Grenen visner og brækkes af og går til. Den bærer ikke frugt. Livet bliver frugtesløst.
I mennesket Jesus fra Nazaret kommer Gud til det selvkloge, ensomme, bange menneske med sin kærlighed, med sit liv og sin fred.
Vintræ-billedet viser os, at vi får lov til at høre sammen med Kristus. I husker, hvordan der bliver talt til fadderne ved døbefonten. Fadderne har sammen med forældrene ansvar for at hjælpe den døbte på vej, så han eller hun forhåbentlig kommer til at leve et liv, hvor han eller hun lytter til Kristi ord og ejer trygheden og glæden ved at turde sig ”Far” til den mægtige Gud: ”Vor Fader, du, som er i himlen.”
Det er hans gave til os i dåben: Gud har sat os i livgivende forbindelse med Kristus.
Når grenen så er podet ind i træstammen, så skal den bære frugt, det er meningen med podningen. Vi skal bære frugt i form af et liv, der bliver levet efter Hans, Kristi model. Guds kærlighed, som vi har fået gratis, skal vi bære ud i hverdagen. Verden har et skrigende behov for ægte kærlighed og godhed.
Det er altså på en vis måde en opgave, vi bliver pålagt. Men det er på den gode måde. Det er ikke et knusende krav. Det er ikke en byrde, han lægger på os. Det er en gave, han giver os. Læg mærke til, at der ikke en eneste gang står: ”Bær frugt.” Jesus taler hele tiden, igen og igen om, at vi skal blive i ham, så bærer vi frugt. Det er omkvædet: Bliv i mig!
Det er det samme Luther udtrykker med ordene: Gode gerninger gør ikke en god mand, men en god mand gør gode gerninger.
Vi skal ikke begynde på det dybest set egoistiske projekt at gøre os selv gode ved at gøre gode gerninger, men vi skal koncentrere os om at høre Jesu ord og stole på det. Så lover han, at det skaber både kærlighed og glæde.
”Bliv i mig”, siger han. Vi skal altså lade frelseren komme til med hans forvandlende kraft.
”Den, der bliver i mig og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre.”
Sådan vil Kristus være Frelser for os hver især og for vores gudløse, vestlige verden.
Lov tak og evig ære være dig vor Gud, Fader Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Salmer: 402 – 436 – 292 —– 368 – (473) – 696
Villy Klit-Johansen