Godtfred Grønningers Blog

Mange gode og uden tvivl velmenende præster og teologer, vel især i og omkring Tidehverv og Indre Mission, holder i den løbende debat om dåbsritualet energisk på, at der ikke må ske ændringer i ritualet. Må det være tilladt ganske stilfærdigt at minde disse præster og teologer om, at de med deres kamp mod ændringer kommer til at forsvare de ændringer, som gradvis er indført, og ikke mindst de drastiske ændringer, der blev indført med ritualet af 1912. Ændringer, som vi stadig lever med.

Her skal blot nævnes flytningen af fredshilsenen “Fred være med dig”. Indtil 1912 stod fredshilsenen som et af de centrale led. Rækkefølgen var:

Dåbspagten,
vanddåben med døbeordene (Jeg døber dig osv.),
bekræftelsen og forbønnen (Den almægtige Gud osv.),
fredshilsenen (med håndspålæggelse!), der altså var et centralt led i dåben.

I 1912 blev fredshilsenen sammen med Fadervor forvist fra dåbens kerne af Herrens levende ord til en plads efter dåben. Sådan noget har altid konsekvenser, for rækkefølgen af leddene har betydning. Leddene får deres betydning fra de omgivende led. Derom en anden gang.

For fredshilsenens vedkommende har konsekvensen været, at den har mistet sin vægt i sammenhængen, så den nu ofte simpelthen udelades. Det oplever vi jævnligt, f.eks. var det tilfældet ved en gudstjeneste med dåb i Roskilde Domkirke, som vi deltog i tidligere i år.

Grundtvig betragtede fredshilsenen som hørende med til dåbens væsen. Det argumenterer han for i “Daaben efter Christi Indstiftelse” (Udvalgte Skrifter bd. 8 s. 424). Fredshilsenens store betydning fremgår af, at den var den velsignelse, som den opstandne Herre hilste disciplene med, da han kom til dem påskesøndag om aftenen, da de var samlet og af frygt sad bag låste døre. Indtil reformationen var “Fred være med dig” den eneste velsignelse, der lød i gudstjenesten. Den er for kristne simpelthen Herrens velsignelse.

Her et par citater af Grundtvig:

“At nu dette “Fred være med dig” er et Ord af Herrens egen Mund, fristes Ingen til at betvivle, da det, efter Apostelen Johannes Vidnesbyrd, var den Velsignelse, hvormed Han efter Opstandelsen indtraadte blandt sine Apostler, men et andet og vigtigt Spørgsmaal er det vist nok, om Han ved Daabens Indstiftelse forordnede, at det i hans Navn skulle siges til alle de døbte.” Det var Grundtvig næppe i tvivl om. Og i hvert fald:

“At det nu ogsaa er af den høieste Vigtighed, at dette Ord, som giver den Troende “Herrens Fred”, lyder ved Daaben, det føle vi, naar vi i dette Ord af Herrens egen Mund tilegne os “den evige Velsignelse …” (Min fremhævelse).

Det afgørende er, at fred ikke er et fromt ønske, som præsten udtaler ved den højtidelige handling, nej, det er det Kristi levende ord, der rummer, nej giver, alt det, som han, Guds Søn er kommet med til os: Syndernes forladelse og adgangen til sammen med Ham at gå ind i Guds rige. Fredshilsenen giver det, som ordet lyder på. Den velsignelse har ingen lov til at udelade ved dåben.

Dertil kommer, at mange af Grundtvigs salmer med denne ændring, som de “konservative” forsvarer, bliver uforståelige, for det er velkendt, at en lang række af den gamles salmer knytter direkte til ved dåbsritualet. Nogle få eksempler:

“Hvad sagde vor Herre
til dig i din dåb?
Var ikke det ordet, som passer kun sig
på dem, der indtræder i Guds Himmerig?
Var ikke det ordet “Fred være med dig”?
(Slbg 44, 2)

Fred er kirkens velkomstord
og farvel på denne jord;
i vor dåb det til os lød,
skal genlyde i vor død:
(Slbg. 426, 2)

Det fredens ord ved dåbens bad
den bange sjæl gør barneglad,
(Slbg. 676, 4)

Gudskelov for dåbens pagt,
ens med alle døbte!
Herrens ord i mund os lagt,
det er intet løfte,
det er sandhed, liv og ånd,
det er enighedens bånd
mellem jord og himmel!

Aksler vi Guds milde åg,
skænker han os freden,
skriver ind i livets bog
os til saligheden,
(Sangværk femte bind nr. 274, 1-2)

“Guds milde åg”, som vi kan tage på os, er dåbspagten. Når vi svarer ja til dåbspagtens ord, skænker han os straks freden.

Grundtvig mente, at vi ikke kan være omhyggelige nok med ordene ved dåben. Det kunne vi godt lære af i dag.

Villy Klit-Johansen, 3. oktober 2024

Hvad kan vi gøre? Og hvad kan vi ikke gøre?

“så lidt som dit ord,
så lidt kan dit kor,
dit syngende folk, gå til grunde.” (DDS 652, 3. strofe).

Det er Grundtvig, der lærer os at synge sådan i den elskede salme “Vor Herre! Til dig må jeg ty”.

Vi kan til en begyndelse slå fast, at den kristne menighed altså er et syngende folk. Det behøver vi ikke bruge tid på at dokumentere. Men i praksis står det i vore dage i mange kirker sløjt til med menighedens sang.

Hvordan kan det være? Og hvad kan der gøres for at få sangen til at fylde kirkens rum? Disse spørgsmål diskuteres jævnligt i aviser og blade og mand og mand imellem.

En af grundene til, at sangen ofte ikke rigtig klinger i kirken, er, at mange simpelthen er holdt op med at synge. Eller aldrig er kommet i gang med at synge. Den systematiske oplæring i at synge de almindeligste salmer og danske sange, som de ældre blandt os fik gennem folkeskolens ugentlige sangtime og den daglige morgensang, praktiseres næppe i mange skoler i dag.

Og når man ikke synger, mister man evnen til at synge. Hvis man aldrig går, mister man jo også med tiden evnen til at gå. De relevante muskler svinder simpelthen ind. Og det kan ske ret hurtigt.

Hvad kan der gøres for at højne sangen i kirken? Der gøres allerede meget, rigtig meget. Tænk på de mange både børnekor og voksenkor, der er oprettet de seneste årtier.

Her skal nævnes nogle få konkrete tiltag, der kunne iværksættes uden stort besvær.

1. Organister kunne indbyde vidt og bredt til at møde op i kirken en halv time eller tre kvarter, før gudstjenesten begynder. Hvis der den pågældende søndag skal synges en mindre kendt salme, er der en chance for at lære den, så flere kan synge med under gudstjenesten.

2. Men især må øvelsen gå ud på simpelthen at give mennesker mod til at synge. Mange synes jo, det er flovt at synge; de synes, det er at skabe sig. Det kan en pædagogisk set dygtig organist godt gøre noget ved. Vi må på en god måde få dem til at komme, som enten tror, de ikke kan synge, eller synes, det er flovt at synge.

3. Man burde alvorligt overveje korets forhold til menighedssangen. I større bykirker er der et kor af mere eller mindre professionelle sangere, der glæder menigheden med de sange, de undertiden synger som gudstjenestens indgangsmusik (introitus), og den motet, de synger hver søndag efter prædikenen og den eller de stykker, de synger under altergangen. Det er selvfølgelig et stort gode.

Men altså, korets forhold til salmesangen. I princippet er det menigheden, der synger salmerne. Orglet og koret er til for at ledsage og støtte menighedens sang, ikke at erstatte den. I “gamle dage” var der en kirkesanger, der befandt sig på gulvet sammen med menigheden. Netop fordi hans opgave var at lede menigheden i sangen. Nu har vi i mange bykirker ikke en kirkesanger, men så kunne koret under salmesangen flyttes fra orgelpulpituret ned på gulvet og fordeles rundt omkring i kirken mellem de andre medlemmer af menigheden og således udfylde den funktion, som kirkesangeren tidligere havde. Det kunne styrke menighedssangen.

4. Præster og organister burde betænke, at menigheden slet ikke kender så mange salmer, som de selv gør. Repertoiret af salmer kan med fordel indskrænkes. Det er ikke fremmende for sangen at belemre menigheden med alt for mange mindre kendte salmer. Tænk på, at folk skal have lov til at synge de salmer, som de kender og elsker. Der må kun være en enkelt ny eller mindre kendt gammel salme ved hver gudstjeneste.

5. Og hvad melodierne angår, bør repertoiret også indskrænkes. Det er ikke et godt princip, at salmer skal synges på “den originale melodi”. Hvis den originale melodi er enten for lidt kendt eller for svær at synge, går der ikke noget af præst og organist ved at vælge den mere kendte melodi, der næsten altid findes som en valgmulighed. Der må ikke stilles for store krav til menigheden. Den skal gerne kunne følge med.

———

Til sidst: Der er utvivlsomt mange ting, der er overset i disse overvejelser, men det vigtigste af alt skal nævnes. Den kristne menighed er et syngende folk, fordi den har en grund til at synge. Hemmeligheden ved menigheder, der synger af karsken bælg, er, at de har en grund til at synge. Sådan var det i Grundtvigs Vartov, der blev vidt berømt for sangen. Og sådan har jeg selv haft den store glæde at opleve det i en menighed, jeg var præst for i Elling-Strandby ved Frederikshavn. Sangen kom fra hjertet. Hjertet måtte udtrykke sin taknemmelighed til Gud netop i sang. De har sikkert ikke haft smukke sangstemmer alle sammen, men det, som hjertet rummede, måtte ud.

Guds Ord og Ånd havde fornyet hjerterne. Det er noget, vi ikke selv kan gøre, det kan kun Gud. Menigheden vidste, at Herren Jesus selv var til stede som dens liv, dens håb og glæde. “Du blandt vore lovsange bor”.

I får lige hele den 3. strofe af salmen:

“Du er i det hellige ord,
du gav os i hjerter og munde,
du blandt vore lovsange bor
som røsten blandt fugle i lunde;
så lidt som dit ord,
så lidt kan dit kor,
dit syngende folk, gå til grunde.”

—————-

Til allersidst:

At menighedssangen har spillet en stor rolle i den kristne kirke lige fra begyndelsen, fremgår af, at Jesus sang skærtorsdag aften sammen med sine disciple (Matt. 26,30), ligesom Paulus formaner menigheden i Kolossæ til at undervise og formane hinanden “med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres hjerte til Gud.” (Kol. 3,16). For nu bare at nævne et par eksempler fra Bibelen.

Ordene fra Kolossenserbrevet viser, at de kristne sang, fordi de havde noget at synge om. Sangen kom fra hjertet, der måtte udtrykke sin taknemmelighed til Gud netop i sang.

Villy Klit-Johansen, 24. juli 2024

MED NÅDEN I FAVN
Dåbens teologiske baggrund og betydning
Redigeret af Sasja Emilie Mathiasen Stopa og Rasmus H.C. Dreyer
Fønix 2024, Palmeserien #25, 385 sider

Forlaget Fønix fortjener stor anerkendelse for tre udgivelser med relevans for kommissionsarbejdet om dåben:

1. Christian Thodbergs Dåben og dåbsritualets historie, Palmeserien 2, Tidsskriftet Fønix 2017,                                                                                                               2. Regin Prenter: Kritik, tro og erkendelse, Samlede artikler fra Fønix, Palmeserien #23, 2023                                                                                               3. og nu den bog, der skal omtales her.

Bogens titel er en salmestump fra “Sov sødt barnlille” af Grundtvig. Grundtvig er da også til stede – mere eller mindre – i flere af de ti artikler af ni forskellige forfattere, af hvilke de syv er universitetsansatte, altså lærde teologer. De øvrige to er på udgivelsestidspunktet henholdsvis sognepræst (Kristoffer Garne) og forlægger, foredragsholder og patristiker (Johannes Aakjær Steenbuch). De to er i øvrigt bestemt ikke ulærde.

Til trods for, at Grundtvig nævnes mange gange, må det beklages, at han er noget stedmoderligt behandlet. Burde bogen ikke have haft en artikel med en dyb redegørelse for Grundtvigs dåbspagtsteologi? Grundtvigs arbejde med dåben er dog det mest afgørende, der på det område er præsteret siden reformationen.

Nuvel, denne bog bør anskaffes (og læses!) af enhver præst i Den Danske Folkekirke. Man behøver ikke læse den ud i ét, for den er en antologi. Artiklerne, der er ordnet kirkehistorisk-kronologisk, kan læses uafhængigt af hinanden, og der er en del overlapninger. 

Der er tre indsigtsfulde artikler om dåben i oldkirken af Nils Arne Pedersen, Johannes Aakjær Steenbuch og Maria Munkholt Christensen. Middelalderen tager Nils Holger Petersen sig af. Reformationstidens dåbsteologi behandles af Sasja Emilie Mathiasen Stopa, Christine Svinth-Værge Pôder og Rasmus H.C. Dreyer.

Det er umuligt på den begrænsede plads at gå nærmere ind på alle artiklerne. Men det skal nævnes, at redaktørerne dristigt har ladet antologien både begynde og slutte med en artikel af religionshistorikeren Anders Klostergaard Petersen. De to tekster er ret svært tilgængelige, så det kan anbefales at begynde læsningen andetsteds i bogen. Jeg læser Klostergaards artikler som en apologi for religionen mod den moderne ateisme. Det aktuelle arbejde med dåbsritualet kaster de derimod ikke lys over.

Stopas bidrag, “At drukne i Guds nåde: Dåbens tillidsvækkende pagt hos Luther, Grundtvig og i dag”, rummer mange vigtige indsigter. Vinklingen er præget af, at forfatteren ikke er kirkehistoriker, men systematisk teolog. Forståelsen af troen som tillid er meget frugtbar. Programmatisk hedder det: “Mit bidrag … tager udgangspunkt i en analyse af Luthers forståelse af dåben som begyndelsen på et livsforandrende tillidsforhold mellem Gud og menneske, der hviler på Guds frelsesløfte og har afgørende konsekvenser for fællesskabet”. (s. 199).

Med udgangspunkt i dåbsforståelsen hos Luther og Grundtvig vil Stopa give sit bud på, “hvordan vi i dag kan fortolke og forkynde dåben som et livsnødvendigt ritual, der imødegår (skal vel forstås som “imødekommer”) en almenmenneskelig erfaring af livets tvetydighed …” (s. 199). Det er et frugtbart synspunkt, der kan give inspiration til præstens prædiken.

Stopas artikel giver også anledning til at stille nogle kritiske spørgsmål og fremkomme med indvendinger. Hun skriver, at “Grundtvig var opdraget i et pietistisk præget præstehjem, og hans opgør med rationalismens skriftteologi har sine rødder plantet i pietismens betoning af det levende, åndsbårne forhold mellem Jesus og den troende, der beskytter mod synd.” (s. 220).

Hvordan vil Stopa begrunde påstanden om, at Grundtvigs barndomshjem var pietistisk præget? Der henvises ikke til kilder, der bekræfter dette. Hidtil er Grundtvigs hjem i litteraturen om Grundtvig og i Grundtvigs egne tekster da også blevet beskrevet som gammeldags luthersk.

Også det med, at Grundtvigs opgør med “rationalismens skriftteologi” skulle have sine rødder plantet i pietismens betoning af det levende, åndsbårne forhold mellem Jesus og den troende, savner belæg. Intet tyder på, at Grundtvig var inspireret af pietistisk teologi. I årene 1824-25, da han gjorde sin mageløse opdagelse,kendte han ikke engang Brorsons salmer. Hans mageløse opdagelse lader sig da også bedst forstå uden pietismen. Det, der kendetegner pietismen, er ikke mindst, at den lægger vægt på omvendelsen i konfirmationsalderen eller i voksen alder. Omvendelsen må følge efter barnedåben. Men sådan så Grundtvig ikke på det. For ham var omvendelsen og troen givet med dåben, hvad betyder et ja til forsagelsen og troen ellers? Troen var netop givet som en gave i absolut forstand. Stopas tese om en pietistisk baggrund er derfor uforståelig.

Endelig vil jeg nævne sætningen på s. 229: “Eftersom dåben i den evangelisk-lutherske kirke er en barnedåb, svarer ritualet på forældrenes konkrete erfaring af at få et barn”. Det kan være rigtigt nok i de tilfælde, hvor den, der døbes, er et spædbarn, og det er stadig de fleste. Men er det en holdbar påstand, at dåben i den evangelisk-lutherske kirke er barnedåb? Hvad begrundes den påstand med? Den kan i det mindste ikke underbygges med vort rituals udgangspunkt i Luthers dåbsritual af 1526. Jeg behandlet spørgsmålet i artiklen “To slags dåb – en for børn og en anden for voksne?”: To slags dåb – en for børn og en anden for voksne? – Godtfred Grønningers Blog (klit-johansen.dk).

Rasmus H.C. Dreyers ”Reformation af dåben: Kirkehistorisk lys på Luther, Zwingli og døbernes debat om dåben” kan stærkt anbefales. Den udmærker sig ved en klar fremstilling og en god sans for, hvad der er væsentligt. Den kan man med fordel læse først.

Til sidst: Den smukkeste blomst i denne brogede buket er for denne anmelder Kristoffer Garnes “Folkekirkens dåbsritual og dåbssalmer”. Den er vigtig af flere grunde: For det første, fordi den beskæftiger sig med det konkrete, Folkekirkens dåbsritual, der diskuteres i disse år; for det andet fordi Garne har sæde i dåbskommissionen og endelig fordi forfatteren ikke lægger skjul på den grundtvigske inspiration. Et par citater viser dette: “Grundtvig sætter så at sige dåben i centrum for hele sin teologi”, “Grundtvig anskuer trosbekendelsen ved dåben som troens ord, hvori Gud henvender sig til os og slutter pagt med den, der døbes”, “Med Grundtvigs salmer er fadervor blevet understreget som en uadskillelig del af dåbsritualet” og endelig om selve ritualet: “Det skal i forlængelse af traditionen have en stram struktur koncentreret om de centrale led, og så kan salme og prædiken folde dåbens betydning ud.” Herfra kan der kun lyde et Amen!

Meget mere burde tages frem, men alting har en ende. Summa summarum: Køb straks denne bog – og læs den! Forfatterne fortjener det, og sagen fortjener en grundig debat. Det bidrager bogen til. Den kalder på både tilslutning og modsigelse. Og sådan må det være.

Villy Klit-Johansen, 2/7 2024

Overvejelse over dåbsritualet

Den siddende dåbskommissiion skal “overveje evt. behov for – og i givet fald komme med forslag til – supplerende bibelske tekstlæsninger (ud over de to nugældende), særligt til brug i forbindelse med dåb af unge og voksne, men også til dåb af børn. Herudover skal kommissionen vurdere, om de foreslåede læsninger skal være alternative eller supplerende til de allerede autoriserede tekster.”

Denne formulering synes at forudsætte, at man efter forgodtbefindende kan inkorporere forskellige bibeltekster i dåbsritualet. Men det er en farlig vej at betræde. Farlig, fordi dåben ikke bliver sakramente (frelsesmiddel) i kraft af nok så gode bibeltekster. Genfødelsens bad ved Den Helligånd bliver dåben kun i kraft af Herrens indstiftelse. Og farlig at betræde er den vej, også fordi formuleringen i kommissioriet meget let leder til den opfattelse, at der er to slags dåb, en for børn og en anden for voksne. Men der er kun én dåb, for der er kun en vej til frelse, nemlig troen på og bekendelsen til Jesus som Kristus og Guds Søn. Netop den tro og den bekendelse, som Herren selv giver os i dåben. Lad det allerede være sagt, at det er det afgørende argument for, at vi skal ét og kun ét dåbsritual.

Er Luthers ritual 1526 et gennemtænkt barnedåbsritual?

Jeg må først slå fast, at Thodbergs bog “Dåben og dåbsritualets historie”, Forlaget Fønix 2017, ikke er til at komme uden om, når dåbsritualet skal diskuteres. Bogen er en frugt af årtiers arbejde i universitetssammenhæng med dette vigtige emne.

Det er meget fortjenstfuldt, at Thodberg lagde vægt på, at udgangspunktet i dansk sammenhæng er Luthers dåbsritual af 1526. Hans analyse af udviklingen fra reformationen op til vore dage fører til denne konklusion: “Højdepunktet i udvandingen af det lutherske dåbsritual (nåedes) i og med Peder Madsens 1912-ritual.” (s. 207). Da det nyeste autoriserede ritual af 1992 stort set er identisk med 1912-ritualet, gælder Thodbergs vurdering også 1992. Det store lyspunkt i historien er for Thodberg som for undertegnede Grundtvigs store og originale arbejde med dåben med udgangspunkt i hans “mageløse opdagelse”.

Thodbergs bog er god at få forstand af. Alligevel er der et og andet i bogen, som der kan sættes spørgsmålstegn ved. Er det for eksempel rigtigt, når Thodberg hævder, at “Det enestående ved Luthers dåbsritual var, at det var et gennemtænkt barnedåbsritual”? Det vil jeg forsøge at vise, ikke er tilfældet. Ikke at Thodberg i og for sig lægger op til, at der er to slags dåb, men der er alligevel noget i hans fremstilling, der trækker i den retning. Jeg tænker netop på den påstand, at Luthers ritual er et barnedåbsritual, og på det forslag til indledende bøn, som Thodberg præsenterer i bogen.

I Luthers ritual tales der ganske vist flere steder om “barnet”:

(Jeg citerer fra Die Bekenntnisschriften der Evangelisch-lutherischen Kirche, Göttingen, Vandenhoeck und Rupricht 1967). (Min oversættelse).

1. Så skal præsten lægge sine hænder på barnets (tysk: Kinds) hoved og bede Fadervor.” (s. 540)

2. Derefter skal man føre barnet (das Kindlin) til dåben.” (s. 540).

3. “Dernæst lader præsten barnet (Das Kind) forsage Djævelen ved dets faddere (seine Paten)” (s. 540).

4. “Så tager han barnet og dypper det i dåben.” (s. 540).

5. “Så skal fadderne holde barnet i dåben, og præsten siger … “Den almægtige Gud og Vor Herres Jesu Kristi Fader …”” (s. 541).

Som sagt tales der faktisk om “barnet”. Men det betyder ikke, at Luthers ritual er et særligt barnedåbsritual. Omtalen af barnet afspejler blot den kendsgerning, at dåb på Luthers tid af forskellige grunde normalt var barnedåb. Man bør lægge mærke til, at omtalen af “barnet” udelukkende forekommer i regi-bemærkningerne (foruden en enkelt gang i fortalen), ikke i selve ritualet.

Ritualet er i sig selv ganske tydeligt en døbeformel, der kan bruges, og er tænkt anvendt, både ved dåb af børn og af voksne. Nogle træk, der viser dette:

1. “O almægtige, evige Gud, Vor Herres Jesu Kristi Fader, jeg anråber dig over denne din tjener N., der beder om din dåbs gave …” (s. 538).

2. Efter henvisningen til Jesu løfte, “bed, så skal I få o.s.v.): “så ræk nu det gode (das Gut) til den, der beder …” (s. 538).

3. I “syndflodsbønnen: “vi beder dig ved samme din grundløse barmhjertighed, at du vil se i nåde til denne N og saliggøre ham med en ret tro i Ånden …” (s. 539).

4. Tilspørgslen med forsagelsen og troen: “Forsager du Djævelen?… JA. Tror du på Gud …? JA (s. 540).

5. “Vil du døbes?” JA. (s. 540).

Som det fremgår, er der intet i selve ritualet, der antyder, at det skulle være et særligt barnedåbsritual. Den, der døbes, er en, der beder. Dåbskanditaden er en, som Gud kan give troen. Og han/hun er en, der personligt bliver spurgt om forsagelsen og troen. Det er ganske enkelt et dåbsritual. Der er i princippet ingen forskel på, om Gud i dåben opretter sin nådepagt med at barn eller en voksen, eller for den sags skyld med en mentalt retarderet.

Det betyder selvfølgelig, at tro er noget andet, end hvad man i vore dage sædvanlig forstår ved tro. I dag kan man ikke tænke tro uden subjektiv bevidsthed og evne til at beslutte og træffe afgørelse, men det var ikke sådan, apostlene og især Jesus talte om tro. Luther og Grundtvig tænkte heller ikke i den forstand “moderne” om troen.

Problemet i det nuværende dåbsritual er ikke, at det er for svært at forstå. Problemet er ikke engang af en slags, der kan afhjælpes ved indførelse af andre (evt. valgfrie) bibeltekster i dåbsritualet, som der lægges op til i dåbskommissionens kommissorium. Nej, problemet er, at det er kommet for langt bort fra udgangspunktet.

Christian Thodberg udtrykker i den omtalte bog forståelse for baptisternes påstande om folkekirkens “dåbsmagi”. (s. 209). Her kan der tænkes på flere af de ændringer i dåbsritualet, der er indført i tidens løb efter reformationen. Jeg bemærker den markante forskel på de indledende bønner i henholdsvis Luthers ritual og Peder Madsens bøn i det gældende ritual. Men mange andre tilsyneladende små ændringer, der er indført, trækker i samme uheldige retning.

Nu må tiden være inde til en “restituering af det gamle ritual til brug i vores tid”, mener Thodberg (s. 221-222). Dette ønske kan jeg tilslutte mig.

Som man vil kunne forstå, er jeg dog ikke enig med Thodberg i et og alt, f.eks. er det svært at forstå, at han ud fra sin (fejl)tolkning af Luthers ritual i sit forslag til indledende bøn gør dåben til et decideret barnedåbsritual.

Til gengæld bør det i høj grad påskønnes, at Thodberg havde et klart blik for, at indledningen til Luthers ritual er bøn. Det er en meget vigtig erkendelse med vide parspektiver. Indledningen kalder han med tilslutning til Richard Fangel “Bønnens forgård”. (Præsteforeningens Blad 1960/6-7, Thodberg s. 106). Ved formulering af en indledende bøn bør man dog være opmærksom på, at den er en del af dåbsritualet, og derfor skal den stemme med det, der er kernen i dåben.

Det samme gælder selvfølgelig de bibeltekster, der indgår i ritualet. De skal ikke forstyrre billedet, men understøtte ritualets kerne, som udelukker tanken om to slags dåb, en slags for børn og en anden for voksne. Ritualets indledning er ikke stedet til at lufte sin dåbsteologi, det er et sted til bøn.

Villy Klit-Johansen, 4. juni 2024

De, der kender mig, vil vide, at jeg er imod at give øget magt til EU. Ja, dybest set er jeg modstander af selve EU. Jeg respekterer dem, der – måske i virkeligheden uden at vide hvorfor – hylder denne store ide, den europæiske ide. Jeg respekterer dem og ideen så meget, at jeg argumenterer imod den. Det kan man kun gøre ud fra et helt grundlæggende syn på mennesket, folket og historien. Hvis modstanden er rent politisk eller ideologisk begrundet, smuldrer den hurtigt, som vi har set så mange gange.

Ideen bygger på et menneskesyn, der står i afgjort modsætning til det, vi kender fra den bibelske historie. Den bibelske historie er folkeslagenes historie fra først til sidst. Det begynder med babeltårnsmyten. Gud, der er historiens herre lader menneskeslægten dele sig i stadig flere folkeslag med hver sit sprog og ideelt set boende i hver sit land. Det er historiens naturlige gang, som enhver, der har læst historie, vil vide. I denne verden er menneskene konkrete; der findes ikke et abstrakt menneske. Der findes ikke et menneske, der ikke er præget af det folk, som det er født og opvokset i. Der findes ikke blot mennesker; der findes danske, tyske, franske o.s.v. mennesker. Det, der er fælles for alle mennesker, er, at de hører til et eller andet folk. For Grundtvig var Israels folk så at sige modellen.

I modsætning hertil har vi en falsk universalisme, som den franske. Den stammer fra den franske oplysningsfilosofi og den franske revolution, som ville afskaffe Gud og hans skabte verden og sætte den menneskelige fornuft i Guds sted. Fornuften er det for menneskene fælles, mente man. Ud fra den kan vi så at sige skabe en verden uden grænser og uden forskelle mellem mennesker.

Det er den ide, den franske republik bygger på, og det er den ide, EU-toppen vil bygge Den europæiske Union på. Ideen er, at de europæiske folk og lande skal sammensluttes i en stadig snævrere union. Grænserne skal forsvinde. Grænser er nemlig af det onde, mener de. Og det synspunkt er ved at være meget udbredt også i Danmark i næsten hele det politiske spektrum. Hver gang der er en krise af den ene eller anden slags, benytter EU-toppen lejligheden til at sætte fart på udviklingen hen imod én europæisk føderal stat. Det hele bygger på den falske franske universalisme. Ofte bliver den støttet af en lige så falsk kristelig universalisme af både katolsk og protestantisk farve.

Med den lutherske reformation kom bibelhistorien igen inden for synsfeltet. Det burde den komme igen.

Hvordan udmøntes den falske universalisme så i praksis? Jo, de politikere, vi vælger til EU-parlamentet, repræsenterer som bekendt ikke deres land, men politiske ideer eller interesser, der går på tværs af grænserne. Der kan ikke opstilles nationale partier til parlamentet. Det samme gælder kommissærerne. De er til for at fremme unionens interesser. En dansk kommissær repræsenterer altså ikke Danmark eller danske interesser, men udelukkende kommissionens. Og EU-domstolen – det er det samme. Den står i alle henseender over vore egne domstole. Tilmed er den en såkaldt aktivistisk domstol. Det vil sige, at den altid dømmer til fordel for unionsudviklingen.

EUs magt over vores land er ikke på nogen måde begrænset. Der er ikke det område af vores samfund, som EU ikke bestemmer over.

Hvordan skulle der kunne blive demokrati ud af den konstruktion? Den udhuler tværtimod folkestyret, og erstatter det ikke med noget, der kan kaldes demokrati, for demokrati, sådan som vi i dette land forstår det, er folkestyre. Men hvordan skulle der kunne være folkestyre uden et folk. Og et sådant findes ikke i EU. Der findes derimod mange folk. Det er endda vores lille verdensdels styrke, hvilket den store idés fortalere glemmer. Folkestyre forudsætter et folk, man kunne sige en fælles offentlighed, hvor fælles anliggender kan drøftes i en tillidsfuld atmosfære, fordi man grundlæggende forstår hinanden.

Kort sagt: EU er et luftkastel. Eller man kan roligt sige: Et babelstårn, et menneskeligt oprør mod den virkelige verden. Og desværre har EU jo skridt for skridt udviklet sig efter den plan, der er lagt fra begyndelsen, afvikling af nationalstaterne til fordel for en føderal stat. Det forsøges konsekvent nedtonet eller skjult af de danske politikere, der altid benytter udtrykket “det europæiske samarbejde”. Det er en eufemisme, der skal få nye tiltag til at glide ned.

Der bliver kaos uden EU, siger man. EU er et fredens projekt. Men man glemmer bare, at de steder, hvor der nu er krig eller for nylig har været krig, er de områder i Europa, hvor man har forsøgt sig med lignende unions-projekter. Først og fremmest Balkan og den sammenbrudte Sovjetunion. Eller for den sags skyld den noksom bekendte nordiske union, som Margrete I fik gennemført i sin tid. Den førte til en uendelig række af ødelæggende krige. Hvis EU ikke bliver standset i tide, ender det i kaos. Det er værd at overveje den kendsgerning, at freden i efterkrigstiden ikke blev sikret af EU, men af NATO.

Læren af historien burde være: NEJ til sammenslutning i en union, JA til samarbejde.

Uden samarbejde går det selvfølgelig ikke. Det siger sig selv.

Det er meget kort fortalt min argumentation mod EU.

P.S.

For en ordens skyld tilføjer jeg, at det ovenfor skrevne ikke er det kristne evangelium. Det, jeg her har skrevet, hører under det, som Grundtvig kaldte anskuelsen, den mosaisk-kristelige anskuelse. I den kristne tro gælder den ægte universalisme. Evangeliet er universelt, og i troen er der ingen forskel på mennesker. Men man kan ikke føre politik på evangeliet.

Villy Klit-Johansen, 26. april 2024

Motto: “guddommelig Trøst over Synd og Død og al Verdens Møisommelighed”

De følgende overvejelser over dåbens liturgi og om sandhed og frihed i kirken udspringer af en læsning af “Den danske statskirke upartisk betragtet”, Grundtvigs skrift fra 1832. Jeg benytter Georg Christensen og Hal Koch “Værker i Udvalg”. Skriftet står i tredje bind, s. 312-358. Jeg vil her beskæftige mig med kapitlet “Alter-Bog og Sogne-Baand”, s. 327 ff. Det er yderst relevant for det pågående arbejde med især dåbsritualet.

Grundtvigs hovedsynspunkt rent kirkepolitisk er forslaget (kravet) om præstefrihed og sognebåndets løsning.

Set fra præsternes side: Hvis gammeldags troende præster skal være bundet til alterbogen (han tænker navnlig på dåbs-ritualet og nadver-ritualet), kan intet forandres deri. Og hvis der sker ændringer, må præsterne stilles frit både i lære og forkyndelse og i forhold til ritualerne.

Set fra lægfolkets side: “Fædrenetroens” bekendere må ved sognebåndets løsning skaffes samvittighedsfrihed.

Opfyldelsen af disse krav vil være til nytte for staten, skriver Den Gamle.

Sognebåndsløsningen blev som bekendt indført i 1855, og yderligere valgmenighedsloven i 1868. Præsternes frihed m.h.t. den kristne lære og ritualerne er derimod aldrig gennemført. Både præsteskabet og et politisk flertal mener stadig, at det er en opgave for staten at fastlægge reglerne vedrørende disse for spørgsmålet om liv og salighed helt afgørende områder. Det er stadig sådan, at ændringer i ritualerne skal lovfæstes ved Kongelig Anordning. Det er da et problem, især hvis liturgi-arbejdet fører til, at der sker væsentlige ændringer.

Hvorfor er det et problem? Jo, som Grundtvigs skriver (s. 327), fordi liturgi og kristen lære for lutherske kristne er på det nøjeste forbundne, og “Ordet ved Naade-Midlerne, som netop er det store Tvistens Æble i Liturgien,  [er] ingenlunde en blot Gjenstand for “Smag og Behag”, men Kilden til hele de Troendes Haab og Trøst.” Derfor er ændring af dåbens ord et problem.

Det er menneskers liv og salighed, som Grundtvig er optaget af. Hvis man tog nådemidlerne (dåben og nadveren) bort, mener Grundtvig, ville den kristne kirke dermed være forsvundet. Og i hvert fald: derved ville den tabe alt tiltrækkende for dem, “der i Kirken søge guddommelig Trøst over Synd og Død og al Verdens Møisommelighed, altså Fæderne-Troens virkelige tilhængere.” (s. 328).

Også s. 328 skriver G., at det er et såre vanskeligt spørgsmål, “hvormeget Man kunde forandre ved Naademidlerne, uden at forgribe sig paa noget Væsentligt”.

Hvad er det væsentlige ved dåben, som man ikke må forgribe sig på? En del af svaret er allerede givet i og med, at Ordet ved nådemidlerne ingenlunde er et spørgsmål om smag og behag, men kilden til de troendes håb og trøst.

Dåbens ord er nemlig helt afgørende for, om dåben er den ægte kristne dåb. I artiklen Om folkeligheden og dr. Rudelbach (Udv. skr. 9, s. 92) fra 1848 kritiserer G. Luther for den bagvendte talemåde “ordet og sakramenterne”. Luther modsiger med den talemåde sig selv, for i Katekismen siger han jo, at uden Guds ord er vandet bare vand og ingen dåb. Man kan altså ikke skelne på den måde, som Luther gør med den talemåde, for dåbens ord er en integreret del af dåben. Og Ordet kan principielt ikke ændres.

Hvad er da dåbens ord? Det er for G. de personligt henvendende ord fra den levende Herre Jesus til den, der døbes. I “Den danske statskirke upartisk betragtet”, fremgår det klart, at Grundtvig ved dåbens ord først og fremmest forstår dåbspagtens ord. Det samme er tilfældet i alt, hvad Grundtvig efter 1825 skrev om emnet. Men et utal af steder viser, at han videre tænker på de ord, som vi kan identificere rent grammatisk, nemlig dem, der som personlig tiltale har 2. person ental: Forsager du …? Tror du …, Jeg døber dig … og Fred være med dig”. Et utal af steder, som det vil føre for vidt at citere, viser også, at G. ud fra Luthers ritual 1526 regner Fadervor med til dåbens ord, forstået som Herrens levende ord til den, der bliver døbt.

Men i det skrift, vi har fremme, koncentrerer Grundtvig sig om Dåbspagten, der for ham altid er det centrale dåbsord. “Forandrede man virkelig det Mindste ved Daabs-Pagten eller Daaben selv, da ville jeg protestere.” (s. 330) Og hvis det i en tænkt situation, hvor han skulle have et barn døbt, ikke hjalp at protestere, ville han selv døbe sit barn. Med “dåben selv” mener G. vel vandet, altså det at den kristne dåb er Dåbspagten eller med et andet ord Troens ord i uopløselig forbindelse med Vandet. Til dåben hører selvfølgelig vand! Det er ikke en overflødig bemærkning, for Grundtvig mødte som ung den rationalistiske teologi med dens tro på menneskets moralske fornuft og dens nedvurdering af det “mysteriøse” i kristendommen, hvortil dåben hørte.

Først når den uopløselige enhed af ordet og troen og dåben er på plads, taler Grundtvig om dåben som genfødelsens og fornyelsens bad i Helligånden, hvori vi modtager syndsforladelse og bliver Guds børn med arveret til det evige liv. Grundtvig regnede nemlig ikke med, at børn frelses uden troen på Kristus. Han regnede derimod med, at både troen og bekendelsens ord gives i dåben, når der svares ja til Herrens store tilbud. Men når det er på plads, taler han virkelig om dåben som genfødelsens og fornyelsens bad i Helligånden o.s.v. (ss. 329 og 331).

Som tilhænger af “fædrenetroen”, den gamle uforanderlige kristendom, tåler Grundtvig ikke den mindste ændring af dåben i denne forstand. Og hvis noget ændres, må der indføres både sognebåndsløsning og præstefrihed i forhold til troslæren og ritualerne.

Nu var der i Grundtvigs fødeår 1783 indført et nyt ritual, det, som biskop Balle stod bag, og det var Grundtvig blevet døbt med. I det ritual var exorcismen (djævleuddrivelsen) afskaffet, og Luthers “syndflodsbøn” var erstattet af biskop Balles lange indledning, der var en sammenkædning af en masse skriftsteder, der skulle bevise dåbens nødvendighed p.g.a. arvesynden.

Sådan en ny indledning til dåben kunne Grundtvig godt leve med, “naar den kun  passede med Troen og Daaben.” (s. 329). Det har han ment, at Balles indledning gjorde, selv om han selv utvivlsomt ville have formuleret sig anderledes.

Godt, at Grundtvig ikke kom til at opleve den nu gældende indledning, som blev indført i 1912, endda under påstand om, at det i virkeligheden var, hvad G. mente! Det drejer sig især om professor og biskop Peder Madsens indledende bøn, der vel ikke er i direkte modstrid med “troen og dåben”, men den passer bestemt ikke med “troen og dåben”. Dertil kommer sammenblandingen af skriftsteder med Herrens levende ord og endelig marginaliseringen af Fadervor. Alt i alt alvorlige ændringer.

Grundtvig ville nok have græmmet sig, men efter et par dybe indåndinger ville han sikkert have tænkt, at han godt kunne leve med den nye indledning, når blot selve “Troen og dåben” blev stående. Vi har levet med den nye indledning siden 1912, og tiden må være inde til en bedre løsning. Helst en sprogligt moderniseret udgave af Luthers Bede- og bankebøn fra 1526 og Fadervor og fredlysningen tilbage på den rette plads..

Såvidt dåbsritualets indledning, men nu er der fare for, at man vil ændre selve dåbspagten. Mange steder undlader man spørgsmålet om forsagelsen. Og det ligger i dåbskommissionens kommissorium, at kommissionen skal udforme et forslag med en “forkortet tilspørgsel” ved gudstjenester, hvor menigheden sammen har bekendt troen.

Denne opgaves formulering forudsætter den opfattelse, at trosbekendelsen i fremsættende form i menighedens mund er trobekendelsens primære form. Men den opfattelse er forkert. Trosbekendelsens grundform er den spørgende form ved dåben.

Ved en ordning med “forkortet tilspørgsel” kan man næppe undgå den misere, at Troens ord bliver taget ud af Herrens mund og i stedet lagt i menneskers. Men vi kan ikke døbe på en bekendelse, som mennesker i flok mere eller mindre bevidst har sagt i kor eller sunget sammen. Vi kan kun døbe på Herrens levende ord til den, der døbes, når der svares ja til det. (Se: https://villy.klit-johansen.dk/2022/12/06/den-roede-traad/)

Hvis noget sådant skulle ende med at blive autoriseret, står vi i den situation, at “den liturgiske Uenighed ret egentlig er en uforlignelig Tvist om “Troen”, umuelig at bilægge … og kan Stats-Kirkens Præster umuelig enes om Ordene ved Daaben, da vilde al anden Enighed være ubetydelig.” (s. 331). Så vidt Den Gamle. Enhver ændring af dåbens ord er for ham et oplæg til krig i kirken. – Hvis der altså ikke indføres ritualfrihed.

Selv om “forkortet tilspørgsel” skulle blive valgfri, vil den dybe splittelse i Folkekirken (statskirken) være til at tage og føle på. Vel har vi sognebåndsløsning som en mulighed, men for mange lægfolk vil sognebåndsløsning være illusorisk, hvis det viser sig umuligt indenfor en rimelig afstand at finde en præst, der vil døbe efter Kristi indstiftelse. Og for præster, der holder sig til “fædrenetroen”, kan det evt. blive umuligt at få et embede. Så er der muligheden for at danne valgmenighed. Valgmenigheder kan godt være folkekirkelige i den ægte betydning af ordet, men de står også i risikoen for at “lukke sig om sig selv”, som man siger. Kirken skal gerne være, hvor folket er.

Efterhånden som de sidste rester af den kristne enhedskultur forsvinder, bevæger vi os frem mod omvæltende tider. Mon Grundtvigs fremsynede tanker har en chance? Mon “fædrenetroen” har en chance i Folkekirken på længere sigt?

Løsningen er ikke en adskillelse af stat og kirke, for det ville være til skade for både staten og folket. Nej, løsningen er frihed. Frihed for statslig indblanding i liturgi og lære. Og vigtigst af alt: den frihed i kirken, der beror på  Ånd. For hvor Herrens Ånd er, dér er frihed. Det betyder, at det må være slut med den forestilling, at der er visse præster, dem, man er uenig med, som i virkeligheden ikke burde være i Folkekirken.

Og det er et spørgsmål, om ikke det stadig er den statskirkelige lutherske ortodoksis og pietismes (de skriftkloges) tankegods, der definerer, hvad Folkekirken står for. Inspirationen fra Grundtvig burde bringe Folkekirken nærmere i overensstemmelse med det genuint evangelisk-lutherske.

Den kristne kirke bygger alene på bekendelsen til Jesus som Kristus og Guds Søn, den bekendelse, om hvilken Jesus sagde til apostelen Peter, at det havde den himmelske Fader selv åbenbaret ham. (Matt. 16,17). Og vi kan Gud ske tak tilføje, at Herren Jesus selv har givet os denne bekendelse som troens grund og frelsens kilde, da vi blev døbt.

Den ægte frihed, altså den, der beror på Ånd, giver gerne plads for dem, man er mest uenig med. Grundtvigs personlige eksempel kan udmærket tjene til forbillede. Præsteskabet skal holde op med at klamre sig til den statskirkelige magt. Den eneste magt, der bør anvendes i sager om den rette lære og ordene ved sakramenterne, er ordets magt. Kristelig sandhed, der sættes igennem med magt, det være sig statslig eller kirkelig magt, kan ikke være kristelig sandhed. Thi hvor Herrens Ånd er, dér er frihed.

Men skal der slet ingen grænse være for friheden i Folkekirken? Jo, den skal kun stå for kristendom. Men lige siden apostlenes dage har der været forskellige tolkninger af kristendommen. Mennesker, der er inspireret af Grundtvig, vil altid føle et stærkt ubehag ved forsøg på ensretning i kirken.

Villy Klit-Johansen 22. april 2024

Folk fra Norge og Sverige lægger mærke til, at vi i Danmark har en særlig brug af begrebet dåbspagten. Hvor man i de andre nordiske kirker taler om dåben, taler vi i Danmark almindeligvis om dåbspagten. Det er Grundtvigs indsats, der er årsagen til denne forskel.

Grundtvig kritiserede ofte “lutherdommen”. Lidt forenklet kan man sige, at det er forskellen mellem skriftstedsmatematik og det levende ord, mellem død dogmatik og liv. For Grundtvig var dåbspagten grundlaget for den kristne lære, og det betyder, at den kristne lære er fyldt med liv, for dåbspagten er i denne forbindelse ikke uden videre lig med trosbekendelsen! Det er som dåbspagtens ord, at trosbekendelsen er grundlag for den kristne lære.

Så kan der ikke være tale om, at vi bygger på døde læresætninger. Kristendom er liv, ikke et tankesystem, man bare skal lære udenad.

Lad det i al fredsommelighed være sagt, at Grundtvigs forståelse af dåbspagten er mere i overensstemmelse med Ny Testamente og Luther end mangt og meget i lutherdommen efter Luther.

Grundtvig kunne aldrig blive træt af at skrive om dåbspagten, eller dåbs-pagten, som han skrev. Han havde det med at sætte bindestreg i sammensatte navneord. I det her tilfælde betyder det, at dåben er en pagt. Den måde at udtrykke sig på stammer blandt andet fra 1. Peters Brev 3,21. Jeg citerer efter Frederik den Sjettes Nye Testamente 1822: “… Daaben, hvilken ikke er en renselse fra Kiødets Ureenhed, men en god Samvittigheds Pagt med Gud ved Jesu Christi Opstandelse.” Denne oversættelse går igen tilbage til Luthers bibeloversættelse, og den er ført videre i de autoriserede oversættelser indtil 1992. Men det er ikke et enkelt skriftsted, Grundtvig går ud fra; det er et helhedssyn, et grundlæggende historisk syn på, hvad dåben er.

Som Grundtvig efter den mageløse opdagelse kom til at se det, er dåben og dåbspagten ikke to ting, ikke engang to ting, der hører sammen. De er én ting. Dåben er en pagt, og dåbspagten er dåben.

Vi kunne slå ned på et utal af Grundtvig-tekster, der dokumenterer denne påstand. Vi vælger et meget karakteristisk og meget klart digt fra “Sangværk til den Danske Kirke”. Det hedder slet og ret “Daabs-Pagten”. Jeg har sat det ind til sidst i opslaget.

Det falder straks i øjnene, at det overordnede begreb netop er “Dåbs-pagten”. Ordet “dåb” er indlejret i og underordnet begrebet “dåbs-pagten”.

Dåbspagtens stiftelse begynder (1. strofe) med “himmeldybe (!) alvors-tanker”. Det er spørgsmålet om forsagelsen af djævelen. Men der er netop ikke tale om en dyster alvor. Det ses af ordet “himmel-dybe”, der bryder med sprogets logik. Normalt ville det hedde “himmelhøje” eller “helvedesdybe”. Dåbspagtens alvorstanker kan aldrig være uden glimt af himmelsk munterhed.

Der er en nærmest ubegribelig rigdom samlet i dette korte digt. Guds riges dør åbner sig for enhver barnesjæl, der banker på. Tanken om, at den, der kommer til dåben, banker på Guds riges dør, stammer fra den bøn, Luther indleder dåben med i ritualet af 1526. Bønnen stod stadig i ritualet på Grundtvigs tid.

En barnesjæl er ikke nødvendigvis et spædbarn. Det er et menneske, der ved med sig selv, at ingen kommer ind i Guds rige, hvis han ikke tager imod det som et lille barn. Det vil sige som en, der intet kan gøre til det selv; han eller hun må modtage det som en ren og skær gave. Det er den eneste mulighed for at komme ind i Guds rige.(“Barneevangeliet” fra Markusevangeliet 10,13-16 står stadig i dåbsritualet).

Alle mennesker er ved Helligånden kaldet (indbudt) til Jesu dåb, der rummer “nådens trøst og livets håb”. Det er nærmest ensbetydende med syndernes forladelse og et levende håb, der lyser som en stjerne over vejen frem. Dåb rimer på håb! Dette er vel at mærke ikke døde læresætninger, men det er LIV.

Ved dåben spørger Vorherre, det vil sige Vor Herre Jesus, nemlig selv med forsagelsens og troens ord, “forsager du…?”, “tror du…?” Når du blot svarer JA, bliver du født påny til evigt liv “af vand og Ånd i Jesu dåb”.

Det hedder “du”, for dåbspagten er et personligt forhold til Gud. Det er så stort, at det næsten sprænger sproget. Sprogets største, bedste og mest gådefulde ord hober sig op, når dåbspagtens herlighed skal udtrykkes: Guds rige, nådens trøst, livets håb, sandhed, evigt liv, genfødes, herlighedens visse håb. Mindre kan ikke gøre det, for intet mindre end dét kan opfylde hjertets trang og længsel, som er nedlagt i det fra skaberens hånd og Ånd. Og tag ikke fejl! Det er vel gennemtænkt. Det hele hænger særdeles godt sammen. Men en indgående analyse skal ikke foretages her.

4. strofe handler om, at dåben er en genfødelse til ET LIV i dåbspagten. Det vil sige et liv med Vor Herre Jesus. Et liv, det varer fra vi bliver døbt, til vi sætter træskoene. Og så slutter det altså alligevel ikke med døden! “Thi evigt liv med Kristi sind / du æder og du drikker ind” ved Herrens bord.

Skal vi lige have med, at Grundtvig skriver: “Når UDEN SKRØMT du svarer ja”? Dette i 3. strofe og hele 5. strofe skriver han ikke mindst, fordi dåben var blevet en borgerpligt. Forældre var under trussel om straf blevet tvunget til at lade deres børn døbe. Grundtvig skrev digtet blot elleve år efer religionsfrihedens indførelse med Grundloven af 1849. Det er klart, at tvangen havde medført et hykleri uden lige. Grundtvig var religionsfrihedens mand. Han var restløst den åndelige friheds mand. Når han skriver “uden skrømt” er det den omsorgsfulde sjælesørger, der taler. Det korresponderer med 5. strofe, der handler om den situation, at der svares ja på skrømt.

“UDEN SKRØMT” er altså historisk betinget, men det er klart, at den del af digtet også har bud til os i dag. Vi lever jo i en folkekirke, som er en forlængelse af enevældens statskirke. Alvoren er ikke nødvendigvis Folkekirkens stærkeste side, heller ikke når det gælder administrationen af dåben.

Ikke mere i denne omgang. Her kommer digtet, som vi præster i virkeligheden burde lære udenad. Selv får jeg det nu nok ikke gjort, men det lønner sig i det mindste at læse det langsomt og gentagne gange. Retskrivningen har jeg moderniseret; tegnsætningen er som i Sangværk:

Dåbs-pagten, 1862. Sangværk bind 5, nr. 170

1
Guds riges dør sig åbne skal
for hver en barnesjæl, som banker,
men dog Vorherre med sit kald
har himmeldybe alvors-tanker,
han spørger brat med hellig hu,
forsager og undsiger du
min avindsmand, som fræk og kåd,
dig friste vil med råd og dåd?

2
Dernæst han spørger: Tror du,
i navnet mit det velbekendte,
mit Jesus-navn, med ærlig hu
på Faderen, som mig udsendte,
på verdens skaber, enegud,
fra hvem min Sandheds-Ånd går ud,
og kalder alle til min dåb
med nådens trøst og livets håb?

3
Når uden skrømt du svarer ja,
du er af sandhed, du til livet,
til evigt liv genfødes da,
som det i Jesu navn er givet,
af vand og Ånd i Jesu dåb,
med herlighedens visse håb;
så frit som Guds enbårne Søn
du bede kan Vorherres bøn!

4
Og bliver barnligheden stor,
med Ånd og visdom af Guds nåde,
da stedes du til Herrens bord,
hvor selv sig løser livets gåde;
thi evigt liv med Kristi sind
du æder og du drikker ind
med guddoms-ordet: tager frit
alt hvad jeg har i legem mit!

5
Men svares ja der kun på skrømt
ved Herrens dåb, som en forræder
sig hykleren da selv har dømt,
sin dom ved Herrens bord han æder,
som Judas fin og falsk i sind
grund-løgneren han lukker ind,
Iskariot han følger med
fra Herrens Åsyn til sit sted!

Villy Klit-Johansen 10. marts 2024

Lidt om det centrale i Grundtvigs “mageløse opdagelse”

Det er dåbens ord, Grundtvig siger sådan om: det er intet løfte. Hvad er det da? En trussel? Nej, det er noget stort og godt. Meget større end et løfte. Og endnu bedre.

Udsagnet kan findes i Sangværk, femte bind nr. 274. Grundtvig kan ikke siges fri for her at polemisere mod “lutheranerne”, det vil sige statskirkelighedens luthersk-ortodokse og pietister. De var skriftteologer, og de var derfor ikke i stand til at skelne Bibelens ord fra dåbens ord. Bibelens ord er gengivelse af ord, der er sagt til mennesker engang. Dåbens ord er ord, sagt til os i dåbens øjeblik. Til os. Dåbens ord står i anden person ental. I dåben siger Gud “du” til os.

Det er kernen i det, man kalder Grundtvigs “dåbspagtsteologi”. Ordet er lidt misvisende, for der er ikke tale om en dåbsteologi, men om en opdagelse af, hvad dåben er. Hvad er dåben da? Den er en pagt, som Gud slutter med et menneske. Ved sit ord i dåben.

Grundtvig opdagede, at dåbens ord ikke er mere eller mindre velvalgte skriftsteder. Som for eksempel missionsbefalingen i Matt. 28, der slutter med ordene “jeg er med jer alle dage”. Det er ganske vist et løfte, men det er ikke dåbens ord; ordet hører hjemme i en anden sammenhæng og er først så småt begyndt at komme ind i dåbsritualet med Balles ritual af 1783. Dåbens ord er heller ikke ordene fra slutningen af Markusevangeliet: “Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.” Det er gode ord, som Luther bruger i Den lille Katekismus, men det er ikke dåbens ord. De er ikke ord, der hører “væsentligt” med i dåbens ritual. (et af Grundtvig brugt udtryk i “Dåben efter Kristi indstiftelse”, 1832). Markus-ordet står ikke i dåbsritualet, og det står i tredje person. Det er ikke tiltale, men omtale. Disse to skriftord siger ikke “du” til den, der bliver døbt. Kun ved badet og ved bordet hører vi Guds ord til os. Som bekendt.

Dåbens ord er ikke et løfte. Grundtvig havde jo fundet ud af, at noget i den lutherske kirke var gået skævt. Man talte om dåbspagten som et løfte, mennesket gav Gud. I sandhed et skrøbeligt fundament at leve sit liv på. Ikke engang hvis vi forstår løftet som Guds løfte til os, er det træffende, for det bliver rask væk forstået som et betinget løfte. Betinget af menneskets “tro”. Nej, dåbens ord er dåbspagtens ord – og nu citerer jeg sangen eller salmen i Sangværket:

Gudskelov for Daabens Pagt,
Eens med alle Døbte!
Herrens Ord i mund os lagt,
Det er intet Løfte,
Det er Sandhed, Liv og Aand,
Det er Enighedens Baand
Mellem Jord og Himmel.

Dåbens ord er sandhed, liv og Ånd. Ordet sandhed hentyder i Grundtvigs tekster som regel til Jesus. Dåbens ord er ord af ham til den, der døbes, ord, som Han lægger os i munden! Og hans ord er et mægtigt Guds ord, det er livets ord, som skænker mennesket et nyt liv, genføder det til et nyt liv. Det nye liv er enighedens båd/mellem jord og himmel. Det skal sige, at dåben er et nyt forhold til Gud. Troens forhold. Troen er skænket os i dåben. Troen er i absolut forstand en gave, ikke menneskets præstation.

Vi kan ikke få det hele med, men i 4. strofe begrundes salmedigterens “gudskelov for dåbens pagt” således:

For det Ord af Sandheds Mund,
Som er kirkens Klippegrund
og Livs-Kildespringet.

Dåbens ord er den faste grund, og det er livets kilde. Og dåbens ord er altså først og fremmest dåbspagtens ord, forsagelsens og troens ord, ved døbefonten rettet som et spørgsmål til dåbskandidaten og modtaget ved dennes JA. Det ja er troen, troen, der frelser fra syndens og dødens magt.

I nr. 229 i samme bog hedder det i strofe 6 og 7:

Intet Ord paa nogen Tunge
Nogensinde kom herhid,
Kaldt af Gamle og af Unge
Troens Ord fra Arildstid,
Uden det, hvormed endnu
Selv du spørges: troer du?

I det Troens Ord Gud-Fader
Og Guds Søn af Kierlighed
Evigt liv dig overlader
Med Guds Aand og med Guds Fred,
Naar du troer fra først til sidst,
Ja og Amen, det er vist.

Dåbens ord er først og fremmest dåbspagtens ord. Men der hører mere med. Herrens velsignelse “Fred være med dig” er også en nødvendig del af dåben. Og videre Fadervor (kommer senere i digtet), ligesom forsagelsens og troens ord lagt os i munden af Jesus, hvorved vi inddrages i hans barneforhold til Faderen i himlen.

Dåbens ord er intet løfte, det er livets kilde. Mon det spiller nogen rolle i dåbskommissionens arbejde, at “Dåben er en god samvittigheds pagt med Gud, ved Jesu opstandelse fra de døde” (1. Pet, 3,21). Vi må håbe, at det for kommissionens medlemmer er klart, at dåben ikke er en handling, som vi kan skalte og valte med. Dåbens ritual er ikke noget, vi kan strikke sammen ud fra vores læsning af Bibelen eller ud fra en eller anden yndlingsteologi, for dåben er en pagt, indstiftet af Kristus. Derfor havde jeg nær sagt: Fingrene væk fra dåben! Fri os fra en hjemmelavet dåb!

Må vi ikke nok blive fri for at få et ritual, der lægger op til at døbe på den tro, som menigheden lige har bekendt, som der lægges op til i nogle forslag? Som om vi har nogen bemyndigelse til at døbe nogen på “hvad vi sammen har bekendt” (“Frederiksbergritualet”). Vi kan kun døbe på Herrens ord, talt til den, der døbes og det JA tak, der svares til Guds store tilbud.

Villy Klit-Johansen, 11. februar 2024

– den indledende bøn og tekstlæsning i dåbsritualet

Siden 1912 har Peder Madsens bøn og “dåbsbefalingen” fra Matt. 28,18b-20 stået i dåbsritualets indledning. Kender man ikke ritualets historie, kunne man tro, at det altid har været sådan, og det er svært at forestille sig, at det kan være anderledes. Men det har været anderledes – og bedre. Den nuværende indledning leder tilhørernes tanker i en bestemt retning. Og desværre i en retning, der fører bort fra det, som dåben er, nemlig en pagt.

Jo mere man fordyber sig i Luthers dåbsritual af 1526, jo mere klart bliver det, i hvilken grad “lutheranerne” har omtolket dåben. Jeg bruger ordet “lutheranerne” i den betydning, Grundtvig giver det i digtet Lutheranerne i Sang-værk bd. 5 nr. 316“. Hvad han kritiserer i digtet, er det, som det lutherske skriftprincip historisk udartede til hos rationalisterne, men også hos statskirkens luthersk-ortodokse og pietister. Problemet er, at deres skriftsyn gjorde dem mere eller mindre døve for Herrens levende ord i dåben. Livets ord.

Luther holdt fast i, at dåben er en pagt. Det er ikke lykkedes “lutheranerne” fuldstændig at fjerne denne virkelighed fra ritualet. Selve pagtens ord står der i det mindste endnu, og det kan vi takke Grundtvig for, men “lutheranerne”, er nået ganske langt med deres nedbrydning af dåbsritualet. Baggrunden herfor er, vil jeg påstå, en form for statskirkeligt magtstræb.

Man forsøgte, og forsøger stadig, at bevare illusionen om enevældens kristne enhedskultur og dermed statskirkens magt over sjælene. Bestræbelsen synes at gå ud på at bevare så mange som muligt som medlemmer af Folkekirken. Derfor er “dåbsbefalingen” som noget nyt indført i dåbsritualet. Den er sat i spidsen som en anden sergent-kommando til præsterne og alle, der hører den. Og fra den henter præsterne rask væk hele dåbens betydning, som så skal være et løfte om, at Herren er med os alle dage. Men dåben adskilt fra pagten er ikke den dåb, Kristus indstiftede. Fokus burde i stedet være på det centralt kristelige: At vi i dåben bliver født til et nyt liv i pagt med Vor Herre og Frelser, Jesus.

Luther var fuldt bevidst om, hvad dåben er. Indledningen i 1912-ritualet erstattede de to bønner i Luthers ritual, bede-banke-bønnen og syndflodsbønnen. Syndflodsbønnen er bygget over ordene i 1. Petersbrev 3,20b-21: “… i [Noas ark] blev nogle få, nemlig otte sjæle, frelst gennem vand. Det vand er et billede på den dåb, der nu frelser jer; ikke en fjernelse af legemets snavs, men en god samvittigheds pagt med Gud, ved Jesu opstandelse.”

Ordet pagt i Petersbrev-stedet er ikke det ord, vi kender fra de velkendte udtryk “den gamle pagt” og “den nye pagt”. I den sammenhæng er det det græske ord, diatækæ, der er oversat med “pagt”. I 1. Pet. er det et andet græsk/latinsk begreb, der er på færde, og det er ret interessant. I den græske tekst står ordet eperåtema. Det svarer nøje til det latinske interrogatio. Peter virkede som bekendt i Rom, der er kendt for sin udviklede juridiske tradition. Så det er ikke så mærkeligt, at han tyer til denne sprogbrug for at gøre sine læsere begribeligt, hvad dåben er. Interrogatio/eperåtema er netop en teknisk term fra juraens område. Jeg citerer den store Jensen og Goldschmidt latin-dansk ordbog: “i det juridiske sprog om en gennem spørgsmål opnået forpligtelse, heraf = kontrakt”. Altså: en person bliver spurgt, og svarer personen ja, er det en bindende aftale.

Da Luther sad på Wartburg og oversatte Ny Testamente til tysk, valgte han at oversætte med ordet Bund, hvilket er gået videre i de danske bibeloversættelser med ordet pagt. I nyere tyske oversættelser er det ændret til “bøn” (wir bitten), i den engelske King James sågar “answer”, svar. I den svenske, jeg er i besiddelse af, står der: “”utan betyder, att man anropar Gud om ett gott samvete …” Man oversætter altså i vore lutherske nabokirker og i England med enten “bøn” eller “svar”.

Men der er ingen tvivl om, at Luther havde ret i at oversætte med Bund/pagt. Og igen må vi takke Grundtvigs indflydelse for, at de danske bibeloversættelser indtil nu står fast på denne oversættelse. Han var åndsbeslægtet med den tyske reformator. Den ikke-grundtvigske professor Peder Madsen, der som sagt har forfattet den nuværende indledende bøn, plæderer i sin posthumt udgivne dogmatik, Den kristelige Troslære, Gads Forlag 1912-1913, ikke overraskende for oversættelsen “en henvendelse til Gud om en god samvittighed.” (s. 612-613). Men det er heldigvis ikke slået igennem i de senere oversættelser af Ny Testamente.

Det bør i parentes bemærkes, at når Luther indleder dåbsritualet med en bøn, bygget over 1. Pet. 3,20b-21, betyder det ikke, at dåbens ritual er formet ud fra dette eller andre steder i Ny Testamente, for dåben er som bekendt ældre end Ny Testamente, men 1. Peter-stedet er et af talrige steder i NT, hvor det skinner igennem, hvad dåben er.

Man kunne nævne dåben af den etiopiske hofmand i Apostlenes Gerninger 8,37-38. Filip har på etiopierens anmodning udlagt et sted fra Ejasas for ham; det handler om Jesus. Ud fra Esajas forkynder Filip evangeliet om Jesus for ham, og etiopieren spørger, om der er noget til hinder for, at han kan blive døbt. Og så kommer det:

Spørgsmål: “Tror du af hele dit hjerte, kan det ske”.
Svar: “Jeg tror, at Jesus Kristus er Guds søn.”

Det er dåbspagten. Og på den blev etiopieren straks døbt.

Om spørgsmålet går på troen på Jesus Kristus, Guds Søn eller på den treenige Gud som i den apostolske trosbekendelse er ikke afgørende. Det afgørende er, at dåben er en pagt. Dåben er en pagt, der skænker os en god samvittighed ved troen på frelseren, Jesus Kristus. Dåben er troens forhold til Kristus.

“Lutheranerne” havde, som sagt, deres dagsorden med den omtolkning af dåben, som Peder Madsens bøn og indførelsen af missionsbefalingen, som ordene i Mattæusevangeliets slutning rettelig bør kaldes, i dåbsritualet er udtryk for. I dagens Folkekirke forsvares nydannelserne i 1912, så vidt det kan konstateres, mest ihærdigt af tidehvervske og indremissionske præster og teologer. De overser vist, at Peder Madsens bøn er meget tidsbestemt, i virkeligheden mere bestemt af tiden dengang end af dåben, og det kan ikke nægtes, at den betegner et skred bort fra det klassiske dåbsritual.

Hvad missionsbefalingen angår, hører den slet ikke hjemme i dåbsritualet. Dens betydning for forståelsen af dåben er snarere, at den er et vidnesbyrd om, at der så tidligt som på Mattæusevangeliets affattelsestid er blevet døbt på et JA til troen på den treenige Gud. Christian Thodberg gjorde ret i at flytte missionsbefalingen hen i faddertiltalen til sidst i sit forslag til dåbsritual i betænkning nr. 973 af 1983.

Vi kan nok ikke genindføre Luthers “syndflodsbøn”. Men vi kan forsyne dåbsritualet med en bøn, der flugter bedre med Luthers bøn og med selve dåben. Og så kan vi udskifte missionsbefalingen med ordene fra 1. Petersbrev og på den måde genoptage pagtsmotivet fra Luthers bøn. Det kunne lyde sådan: “Således står der skrevet hos apostelen Peter: ‘I [Noas ark] blev nogle få, nemlig otte sjæle, frelst gennem vand. Det vand er et billede på den dåb, der nu frelser jer; ikke en fjernelse af legemets snavs, men en god samvittigheds pagt med Gud, ved Jesu opstandelse.'”

Ellers kunne vi på dette sted i ritualet læse beretningen om Jesu dåb, enten i Mattæus´ eller i Markus´ version.

Villy Klit-Johansen, 11. februar 2024