Forfatter: Villy Klit-Johansen

De, der kender mig, vil vide, at jeg er imod at give øget magt til EU. Ja, dybest set er jeg modstander af selve EU. Jeg respekterer dem, der – måske i virkeligheden uden at vide hvorfor – hylder denne store ide, den europæiske ide. Jeg respekterer dem og ideen så meget, at jeg argumenterer imod den. Det kan man kun gøre ud fra et helt grundlæggende syn på mennesket, folket og historien. Hvis modstanden er rent politisk eller ideologisk begrundet, smuldrer den hurtigt, som vi har set så mange gange.

Ideen bygger på et menneskesyn, der står i afgjort modsætning til det, vi kender fra den bibelske historie. Den bibelske historie er folkeslagenes historie fra først til sidst. Det begynder med babeltårnsmyten. Gud, der er historiens herre lader menneskeslægten dele sig i stadig flere folkeslag med hver sit sprog og ideelt set boende i hver sit land. Det er historiens naturlige gang, som enhver, der har læst historie, vil vide. I denne verden er menneskene konkrete; der findes ikke et abstrakt menneske. Der findes ikke et menneske, der ikke er præget af det folk, som det er født og opvokset i. Der findes ikke blot mennesker; der findes danske, tyske, franske o.s.v. mennesker. Det, der er fælles for alle mennesker, er, at de hører til et eller andet folk. For Grundtvig var Israels folk så at sige modellen.

I modsætning hertil har vi en falsk universalisme, som den franske. Den stammer fra den franske oplysningsfilosofi og den franske revolution, som ville afskaffe Gud og hans skabte verden og sætte den menneskelige fornuft i Guds sted. Fornuften er det for menneskene fælles, mente man. Ud fra den kan vi så at sige skabe en verden uden grænser og uden forskelle mellem mennesker.

Det er den ide, den franske republik bygger på, og det er den ide, EU-toppen vil bygge Den europæiske Union på. Ideen er, at de europæiske folk og lande skal sammensluttes i en stadig snævrere union. Grænserne skal forsvinde. Grænser er nemlig af det onde, mener de. Og det synspunkt er ved at være meget udbredt også i Danmark i næsten hele det politiske spektrum. Hver gang der er en krise af den ene eller anden slags, benytter EU-toppen lejligheden til at sætte fart på udviklingen hen imod én europæisk føderal stat. Det hele bygger på den falske franske universalisme. Ofte bliver den støttet af en lige så falsk kristelig universalisme af både katolsk og protestantisk farve.

Med den lutherske reformation kom bibelhistorien igen inden for synsfeltet. Det burde den komme igen.

Hvordan udmøntes den falske universalisme så i praksis? Jo, de politikere, vi vælger til EU-parlamentet, repræsenterer som bekendt ikke deres land, men politiske ideer eller interesser, der går på tværs af grænserne. Der kan ikke opstilles nationale partier til parlamentet. Det samme gælder kommissærerne. De er til for at fremme unionens interesser. En dansk kommissær repræsenterer altså ikke Danmark eller danske interesser, men udelukkende kommissionens. Og EU-domstolen – det er det samme. Den står i alle henseender over vore egne domstole. Tilmed er den en såkaldt aktivistisk domstol. Det vil sige, at den altid dømmer til fordel for unionsudviklingen.

EUs magt over vores land er ikke på nogen måde begrænset. Der er ikke det område af vores samfund, som EU ikke bestemmer over.

Hvordan skulle der kunne blive demokrati ud af den konstruktion? Den udhuler tværtimod folkestyret, og erstatter det ikke med noget, der kan kaldes demokrati, for demokrati, sådan som vi i dette land forstår det, er folkestyre. Men hvordan skulle der kunne være folkestyre uden et folk. Og et sådant findes ikke i EU. Der findes derimod mange folk. Det er endda vores lille verdensdels styrke, hvilket den store idés fortalere glemmer. Folkestyre forudsætter et folk, man kunne sige en fælles offentlighed, hvor fælles anliggender kan drøftes i en tillidsfuld atmosfære, fordi man grundlæggende forstår hinanden.

Kort sagt: EU er et luftkastel. Eller man kan roligt sige: Et babelstårn, et menneskeligt oprør mod den virkelige verden. Og desværre har EU jo skridt for skridt udviklet sig efter den plan, der er lagt fra begyndelsen, afvikling af nationalstaterne til fordel for en føderal stat. Det forsøges konsekvent nedtonet eller skjult af de danske politikere, der altid benytter udtrykket “det europæiske samarbejde”. Det er en eufemisme, der skal få nye tiltag til at glide ned.

Der bliver kaos uden EU, siger man. EU er et fredens projekt. Men man glemmer bare, at de steder, hvor der nu er krig eller for nylig har været krig, er de områder i Europa, hvor man har forsøgt sig med lignende unions-projekter. Først og fremmest Balkan og den sammenbrudte Sovjetunion. Eller for den sags skyld den noksom bekendte nordiske union, som Margrete I fik gennemført i sin tid. Den førte til en uendelig række af ødelæggende krige. Hvis EU ikke bliver standset i tide, ender det i kaos. Det er værd at overveje den kendsgerning, at freden i efterkrigstiden ikke blev sikret af EU, men af NATO.

Læren af historien burde være: NEJ til sammenslutning i en union, JA til samarbejde.

Uden samarbejde går det selvfølgelig ikke. Det siger sig selv.

Det er meget kort fortalt min argumentation mod EU.

P.S.

For en ordens skyld tilføjer jeg, at det ovenfor skrevne ikke er det kristne evangelium. Det, jeg her har skrevet, hører under det, som Grundtvig kaldte anskuelsen, den mosaisk-kristelige anskuelse. I den kristne tro gælder den ægte universalisme. Evangeliet er universelt, og i troen er der ingen forskel på mennesker. Men man kan ikke føre politik på evangeliet.

Villy Klit-Johansen, 26. april 2024

Motto: “guddommelig Trøst over Synd og Død og al Verdens Møisommelighed”

De følgende overvejelser over dåbens liturgi og om sandhed og frihed i kirken udspringer af en læsning af “Den danske statskirke upartisk betragtet”, Grundtvigs skrift fra 1832. Jeg benytter Georg Christensen og Hal Koch “Værker i Udvalg”. Skriftet står i tredje bind, s. 312-358. Jeg vil her beskæftige mig med kapitlet “Alter-Bog og Sogne-Baand”, s. 327 ff. Det er yderst relevant for det pågående arbejde med især dåbsritualet.

Grundtvigs hovedsynspunkt rent kirkepolitisk er forslaget (kravet) om præstefrihed og sognebåndets løsning.

Set fra præsternes side: Hvis gammeldags troende præster skal være bundet til alterbogen (han tænker navnlig på dåbs-ritualet og nadver-ritualet), kan intet forandres deri. Og hvis der sker ændringer, må præsterne stilles frit både i lære og forkyndelse og i forhold til ritualerne.

Set fra lægfolkets side: “Fædrenetroens” bekendere må ved sognebåndets løsning skaffes samvittighedsfrihed.

Opfyldelsen af disse krav vil være til nytte for staten, skriver Den Gamle.

Sognebåndsløsningen blev som bekendt indført i 1855, og yderligere valgmenighedsloven i 1868. Præsternes frihed m.h.t. den kristne lære og ritualerne er derimod aldrig gennemført. Både præsteskabet og et politisk flertal mener stadig, at det er en opgave for staten at fastlægge reglerne vedrørende disse for spørgsmålet om liv og salighed helt afgørende områder. Det er stadig sådan, at ændringer i ritualerne skal lovfæstes ved Kongelig Anordning. Det er da et problem, især hvis liturgi-arbejdet fører til, at der sker væsentlige ændringer.

Hvorfor er det et problem? Jo, som Grundtvigs skriver (s. 327), fordi liturgi og kristen lære for lutherske kristne er på det nøjeste forbundne, og “Ordet ved Naade-Midlerne, som netop er det store Tvistens Æble i Liturgien,  [er] ingenlunde en blot Gjenstand for “Smag og Behag”, men Kilden til hele de Troendes Haab og Trøst.” Derfor er ændring af dåbens ord et problem.

Det er menneskers liv og salighed, som Grundtvig er optaget af. Hvis man tog nådemidlerne (dåben og nadveren) bort, mener Grundtvig, ville den kristne kirke dermed være forsvundet. Og i hvert fald: derved ville den tabe alt tiltrækkende for dem, “der i Kirken søge guddommelig Trøst over Synd og Død og al Verdens Møisommelighed, altså Fæderne-Troens virkelige tilhængere.” (s. 328).

Også s. 328 skriver G., at det er et såre vanskeligt spørgsmål, “hvormeget Man kunde forandre ved Naademidlerne, uden at forgribe sig paa noget Væsentligt”.

Hvad er det væsentlige ved dåben, som man ikke må forgribe sig på? En del af svaret er allerede givet i og med, at Ordet ved nådemidlerne ingenlunde er et spørgsmål om smag og behag, men kilden til de troendes håb og trøst.

Dåbens ord er nemlig helt afgørende for, om dåben er den ægte kristne dåb. I artiklen Om folkeligheden og dr. Rudelbach (Udv. skr. 9, s. 92) fra 1848 kritiserer G. Luther for den bagvendte talemåde “ordet og sakramenterne”. Luther modsiger med den talemåde sig selv, for i Katekismen siger han jo, at uden Guds ord er vandet bare vand og ingen dåb. Man kan altså ikke skelne på den måde, som Luther gør med den talemåde, for dåbens ord er en integreret del af dåben. Og Ordet kan principielt ikke ændres.

Hvad er da dåbens ord? Det er for G. de personligt henvendende ord fra den levende Herre Jesus til den, der døbes. I “Den danske statskirke upartisk betragtet”, fremgår det klart, at Grundtvig ved dåbens ord først og fremmest forstår dåbspagtens ord. Det samme er tilfældet i alt, hvad Grundtvig efter 1825 skrev om emnet. Men et utal af steder viser, at han videre tænker på de ord, som vi kan identificere rent grammatisk, nemlig dem, der som personlig tiltale har 2. person ental: Forsager du …? Tror du …, Jeg døber dig … og Fred være med dig”. Et utal af steder, som det vil føre for vidt at citere, viser også, at G. ud fra Luthers ritual 1526 regner Fadervor med til dåbens ord, forstået som Herrens levende ord til den, der bliver døbt.

Men i det skrift, vi har fremme, koncentrerer Grundtvig sig om Dåbspagten, der for ham altid er det centrale dåbsord. “Forandrede man virkelig det Mindste ved Daabs-Pagten eller Daaben selv, da ville jeg protestere.” (s. 330) Og hvis det i en tænkt situation, hvor han skulle have et barn døbt, ikke hjalp at protestere, ville han selv døbe sit barn. Med “dåben selv” mener G. vel vandet, altså det at den kristne dåb er Dåbspagten eller med et andet ord Troens ord i uopløselig forbindelse med Vandet. Til dåben hører selvfølgelig vand! Det er ikke en overflødig bemærkning, for Grundtvig mødte som ung den rationalistiske teologi med dens tro på menneskets moralske fornuft og dens nedvurdering af det “mysteriøse” i kristendommen, hvortil dåben hørte.

Først når den uopløselige enhed af ordet og troen og dåben er på plads, taler Grundtvig om dåben som genfødelsens og fornyelsens bad i Helligånden, hvori vi modtager syndsforladelse og bliver Guds børn med arveret til det evige liv. Grundtvig regnede nemlig ikke med, at børn frelses uden troen på Kristus. Han regnede derimod med, at både troen og bekendelsens ord gives i dåben, når der svares ja til Herrens store tilbud. Men når det er på plads, taler han virkelig om dåben som genfødelsens og fornyelsens bad i Helligånden o.s.v. (ss. 329 og 331).

Som tilhænger af “fædrenetroen”, den gamle uforanderlige kristendom, tåler Grundtvig ikke den mindste ændring af dåben i denne forstand. Og hvis noget ændres, må der indføres både sognebåndsløsning og præstefrihed i forhold til troslæren og ritualerne.

Nu var der i Grundtvigs fødeår 1783 indført et nyt ritual, det, som biskop Balle stod bag, og det var Grundtvig blevet døbt med. I det ritual var exorcismen (djævleuddrivelsen) afskaffet, og Luthers “syndflodsbøn” var erstattet af biskop Balles lange indledning, der var en sammenkædning af en masse skriftsteder, der skulle bevise dåbens nødvendighed p.g.a. arvesynden.

Sådan en ny indledning til dåben kunne Grundtvig godt leve med, “naar den kun  passede med Troen og Daaben.” (s. 329). Det har han ment, at Balles indledning gjorde, selv om han selv utvivlsomt ville have formuleret sig anderledes.

Godt, at Grundtvig ikke kom til at opleve den nu gældende indledning, som blev indført i 1912, endda under påstand om, at det i virkeligheden var, hvad G. mente! Det drejer sig især om professor og biskop Peder Madsens indledende bøn, der vel ikke er i direkte modstrid med “troen og dåben”, men den passer bestemt ikke med “troen og dåben”. Dertil kommer sammenblandingen af skriftsteder med Herrens levende ord og endelig marginaliseringen af Fadervor. Alt i alt alvorlige ændringer.

Grundtvig ville nok have græmmet sig, men efter et par dybe indåndinger ville han sikkert have tænkt, at han godt kunne leve med den nye indledning, når blot selve “Troen og dåben” blev stående. Vi har levet med den nye indledning siden 1912, og tiden må være inde til en bedre løsning. Helst en sprogligt moderniseret udgave af Luthers Bede- og bankebøn fra 1526 og Fadervor og fredlysningen tilbage på den rette plads..

Såvidt dåbsritualets indledning, men nu er der fare for, at man vil ændre selve dåbspagten. Mange steder undlader man spørgsmålet om forsagelsen. Og det ligger i dåbskommissionens kommissorium, at kommissionen skal udforme et forslag med en “forkortet tilspørgsel” ved gudstjenester, hvor menigheden sammen har bekendt troen.

Denne opgaves formulering forudsætter den opfattelse, at trosbekendelsen i fremsættende form i menighedens mund er trobekendelsens primære form. Men den opfattelse er forkert. Trosbekendelsens grundform er den spørgende form ved dåben.

Ved en ordning med “forkortet tilspørgsel” kan man næppe undgå den misere, at Troens ord bliver taget ud af Herrens mund og i stedet lagt i menneskers. Men vi kan ikke døbe på en bekendelse, som mennesker i flok mere eller mindre bevidst har sagt i kor eller sunget sammen. Vi kan kun døbe på Herrens levende ord til den, der døbes, når der svares ja til det. (Se: https://villy.klit-johansen.dk/2022/12/06/den-roede-traad/)

Hvis noget sådant skulle ende med at blive autoriseret, står vi i den situation, at “den liturgiske Uenighed ret egentlig er en uforlignelig Tvist om “Troen”, umuelig at bilægge … og kan Stats-Kirkens Præster umuelig enes om Ordene ved Daaben, da vilde al anden Enighed være ubetydelig.” (s. 331). Så vidt Den Gamle. Enhver ændring af dåbens ord er for ham et oplæg til krig i kirken. – Hvis der altså ikke indføres ritualfrihed.

Selv om “forkortet tilspørgsel” skulle blive valgfri, vil den dybe splittelse i Folkekirken (statskirken) være til at tage og føle på. Vel har vi sognebåndsløsning som en mulighed, men for mange lægfolk vil sognebåndsløsning være illusorisk, hvis det viser sig umuligt indenfor en rimelig afstand at finde en præst, der vil døbe efter Kristi indstiftelse. Og for præster, der holder sig til “fædrenetroen”, kan det evt. blive umuligt at få et embede. Så er der muligheden for at danne valgmenighed. Valgmenigheder kan godt være folkekirkelige i den ægte betydning af ordet, men de står også i risikoen for at “lukke sig om sig selv”, som man siger. Kirken skal gerne være, hvor folket er.

Efterhånden som de sidste rester af den kristne enhedskultur forsvinder, bevæger vi os frem mod omvæltende tider. Mon Grundtvigs fremsynede tanker har en chance? Mon “fædrenetroen” har en chance i Folkekirken på længere sigt?

Løsningen er ikke en adskillelse af stat og kirke, for det ville være til skade for både staten og folket. Nej, løsningen er frihed. Frihed for statslig indblanding i liturgi og lære. Og vigtigst af alt: den frihed i kirken, der beror på  Ånd. For hvor Herrens Ånd er, dér er frihed. Det betyder, at det må være slut med den forestilling, at der er visse præster, dem, man er uenig med, som i virkeligheden ikke burde være i Folkekirken.

Og det er et spørgsmål, om ikke det stadig er den statskirkelige lutherske ortodoksis og pietismes (de skriftkloges) tankegods, der definerer, hvad Folkekirken står for. Inspirationen fra Grundtvig burde bringe Folkekirken nærmere i overensstemmelse med det genuint evangelisk-lutherske.

Den kristne kirke bygger alene på bekendelsen til Jesus som Kristus og Guds Søn, den bekendelse, om hvilken Jesus sagde til apostelen Peter, at det havde den himmelske Fader selv åbenbaret ham. (Matt. 16,17). Og vi kan Gud ske tak tilføje, at Herren Jesus selv har givet os denne bekendelse som troens grund og frelsens kilde, da vi blev døbt.

Den ægte frihed, altså den, der beror på Ånd, giver gerne plads for dem, man er mest uenig med. Grundtvigs personlige eksempel kan udmærket tjene til forbillede. Præsteskabet skal holde op med at klamre sig til den statskirkelige magt. Den eneste magt, der bør anvendes i sager om den rette lære og ordene ved sakramenterne, er ordets magt. Kristelig sandhed, der sættes igennem med magt, det være sig statslig eller kirkelig magt, kan ikke være kristelig sandhed. Thi hvor Herrens Ånd er, dér er frihed.

Men skal der slet ingen grænse være for friheden i Folkekirken? Jo, den skal kun stå for kristendom. Men lige siden apostlenes dage har der været forskellige tolkninger af kristendommen. Mennesker, der er inspireret af Grundtvig, vil altid føle et stærkt ubehag ved forsøg på ensretning i kirken.

Villy Klit-Johansen 22. april 2024

Folk fra Norge og Sverige lægger mærke til, at vi i Danmark har en særlig brug af begrebet dåbspagten. Hvor man i de andre nordiske kirker taler om dåben, taler vi i Danmark almindeligvis om dåbspagten. Det er Grundtvigs indsats, der er årsagen til denne forskel.

Grundtvig kritiserede ofte “lutherdommen”. Lidt forenklet kan man sige, at det er forskellen mellem skriftstedsmatematik og det levende ord, mellem død dogmatik og liv. For Grundtvig var dåbspagten grundlaget for den kristne lære, og det betyder, at den kristne lære er fyldt med liv, for dåbspagten er i denne forbindelse ikke uden videre lig med trosbekendelsen! Det er som dåbspagtens ord, at trosbekendelsen er grundlag for den kristne lære.

Så kan der ikke være tale om, at vi bygger på døde læresætninger. Kristendom er liv, ikke et tankesystem, man bare skal lære udenad.

Lad det i al fredsommelighed være sagt, at Grundtvigs forståelse af dåbspagten er mere i overensstemmelse med Ny Testamente og Luther end mangt og meget i lutherdommen efter Luther.

Grundtvig kunne aldrig blive træt af at skrive om dåbspagten, eller dåbs-pagten, som han skrev. Han havde det med at sætte bindestreg i sammensatte navneord. I det her tilfælde betyder det, at dåben er en pagt. Den måde at udtrykke sig på stammer blandt andet fra 1. Peters Brev 3,21. Jeg citerer efter Frederik den Sjettes Nye Testamente 1822: “… Daaben, hvilken ikke er en renselse fra Kiødets Ureenhed, men en god Samvittigheds Pagt med Gud ved Jesu Christi Opstandelse.” Denne oversættelse går igen tilbage til Luthers bibeloversættelse, og den er ført videre i de autoriserede oversættelser indtil 1992. Men det er ikke et enkelt skriftsted, Grundtvig går ud fra; det er et helhedssyn, et grundlæggende historisk syn på, hvad dåben er.

Som Grundtvig efter den mageløse opdagelse kom til at se det, er dåben og dåbspagten ikke to ting, ikke engang to ting, der hører sammen. De er én ting. Dåben er en pagt, og dåbspagten er dåben.

Vi kunne slå ned på et utal af Grundtvig-tekster, der dokumenterer denne påstand. Vi vælger et meget karakteristisk og meget klart digt fra “Sangværk til den Danske Kirke”. Det hedder slet og ret “Daabs-Pagten”. Jeg har sat det ind til sidst i opslaget.

Det falder straks i øjnene, at det overordnede begreb netop er “Dåbs-pagten”. Ordet “dåb” er indlejret i og underordnet begrebet “dåbs-pagten”.

Dåbspagtens stiftelse begynder (1. strofe) med “himmeldybe (!) alvors-tanker”. Det er spørgsmålet om forsagelsen af djævelen. Men der er netop ikke tale om en dyster alvor. Det ses af ordet “himmel-dybe”, der bryder med sprogets logik. Normalt ville det hedde “himmelhøje” eller “helvedesdybe”. Dåbspagtens alvorstanker kan aldrig være uden glimt af himmelsk munterhed.

Der er en nærmest ubegribelig rigdom samlet i dette korte digt. Guds riges dør åbner sig for enhver barnesjæl, der banker på. Tanken om, at den, der kommer til dåben, banker på Guds riges dør, stammer fra den bøn, Luther indleder dåben med i ritualet af 1526. Bønnen stod stadig i ritualet på Grundtvigs tid.

En barnesjæl er ikke nødvendigvis et spædbarn. Det er et menneske, der ved med sig selv, at ingen kommer ind i Guds rige, hvis han ikke tager imod det som et lille barn. Det vil sige som en, der intet kan gøre til det selv; han eller hun må modtage det som en ren og skær gave. Det er den eneste mulighed for at komme ind i Guds rige.(“Barneevangeliet” fra Markusevangeliet 10,13-16 står stadig i dåbsritualet).

Alle mennesker er ved Helligånden kaldet (indbudt) til Jesu dåb, der rummer “nådens trøst og livets håb”. Det er nærmest ensbetydende med syndernes forladelse og et levende håb, der lyser som en stjerne over vejen frem. Dåb rimer på håb! Dette er vel at mærke ikke døde læresætninger, men det er LIV.

Ved dåben spørger Vorherre, det vil sige Vor Herre Jesus, nemlig selv med forsagelsens og troens ord, “forsager du…?”, “tror du…?” Når du blot svarer JA, bliver du født påny til evigt liv “af vand og Ånd i Jesu dåb”.

Det hedder “du”, for dåbspagten er et personligt forhold til Gud. Det er så stort, at det næsten sprænger sproget. Sprogets største, bedste og mest gådefulde ord hober sig op, når dåbspagtens herlighed skal udtrykkes: Guds rige, nådens trøst, livets håb, sandhed, evigt liv, genfødes, herlighedens visse håb. Mindre kan ikke gøre det, for intet mindre end dét kan opfylde hjertets trang og længsel, som er nedlagt i det fra skaberens hånd og Ånd. Og tag ikke fejl! Det er vel gennemtænkt. Det hele hænger særdeles godt sammen. Men en indgående analyse skal ikke foretages her.

4. strofe handler om, at dåben er en genfødelse til ET LIV i dåbspagten. Det vil sige et liv med Vor Herre Jesus. Et liv, det varer fra vi bliver døbt, til vi sætter træskoene. Og så slutter det altså alligevel ikke med døden! “Thi evigt liv med Kristi sind / du æder og du drikker ind” ved Herrens bord.

Skal vi lige have med, at Grundtvig skriver: “Når UDEN SKRØMT du svarer ja”? Dette i 3. strofe og hele 5. strofe skriver han ikke mindst, fordi dåben var blevet en borgerpligt. Forældre var under trussel om straf blevet tvunget til at lade deres børn døbe. Grundtvig skrev digtet blot elleve år efer religionsfrihedens indførelse med Grundloven af 1849. Det er klart, at tvangen havde medført et hykleri uden lige. Grundtvig var religionsfrihedens mand. Han var restløst den åndelige friheds mand. Når han skriver “uden skrømt” er det den omsorgsfulde sjælesørger, der taler. Det korresponderer med 5. strofe, der handler om den situation, at der svares ja på skrømt.

“UDEN SKRØMT” er altså historisk betinget, men det er klart, at den del af digtet også har bud til os i dag. Vi lever jo i en folkekirke, som er en forlængelse af enevældens statskirke. Alvoren er ikke nødvendigvis Folkekirkens stærkeste side, heller ikke når det gælder administrationen af dåben.

Ikke mere i denne omgang. Her kommer digtet, som vi præster i virkeligheden burde lære udenad. Selv får jeg det nu nok ikke gjort, men det lønner sig i det mindste at læse det langsomt og gentagne gange. Retskrivningen har jeg moderniseret; tegnsætningen er som i Sangværk:

Dåbs-pagten, 1862. Sangværk bind 5, nr. 170

1
Guds riges dør sig åbne skal
for hver en barnesjæl, som banker,
men dog Vorherre med sit kald
har himmeldybe alvors-tanker,
han spørger brat med hellig hu,
forsager og undsiger du
min avindsmand, som fræk og kåd,
dig friste vil med råd og dåd?

2
Dernæst han spørger: Tror du,
i navnet mit det velbekendte,
mit Jesus-navn, med ærlig hu
på Faderen, som mig udsendte,
på verdens skaber, enegud,
fra hvem min Sandheds-Ånd går ud,
og kalder alle til min dåb
med nådens trøst og livets håb?

3
Når uden skrømt du svarer ja,
du er af sandhed, du til livet,
til evigt liv genfødes da,
som det i Jesu navn er givet,
af vand og Ånd i Jesu dåb,
med herlighedens visse håb;
så frit som Guds enbårne Søn
du bede kan Vorherres bøn!

4
Og bliver barnligheden stor,
med Ånd og visdom af Guds nåde,
da stedes du til Herrens bord,
hvor selv sig løser livets gåde;
thi evigt liv med Kristi sind
du æder og du drikker ind
med guddoms-ordet: tager frit
alt hvad jeg har i legem mit!

5
Men svares ja der kun på skrømt
ved Herrens dåb, som en forræder
sig hykleren da selv har dømt,
sin dom ved Herrens bord han æder,
som Judas fin og falsk i sind
grund-løgneren han lukker ind,
Iskariot han følger med
fra Herrens Åsyn til sit sted!

Villy Klit-Johansen 10. marts 2024

Lidt om det centrale i Grundtvigs “mageløse opdagelse”

Det er dåbens ord, Grundtvig siger sådan om: det er intet løfte. Hvad er det da? En trussel? Nej, det er noget stort og godt. Meget større end et løfte. Og endnu bedre.

Udsagnet kan findes i Sangværk, femte bind nr. 274. Grundtvig kan ikke siges fri for her at polemisere mod “lutheranerne”, det vil sige statskirkelighedens luthersk-ortodokse og pietister. De var skriftteologer, og de var derfor ikke i stand til at skelne Bibelens ord fra dåbens ord. Bibelens ord er gengivelse af ord, der er sagt til mennesker engang. Dåbens ord er ord, sagt til os i dåbens øjeblik. Til os. Dåbens ord står i anden person ental. I dåben siger Gud “du” til os.

Det er kernen i det, man kalder Grundtvigs “dåbspagtsteologi”. Ordet er lidt misvisende, for der er ikke tale om en dåbsteologi, men om en opdagelse af, hvad dåben er. Hvad er dåben da? Den er en pagt, som Gud slutter med et menneske. Ved sit ord i dåben.

Grundtvig opdagede, at dåbens ord ikke er mere eller mindre velvalgte skriftsteder. Som for eksempel missionsbefalingen i Matt. 28, der slutter med ordene “jeg er med jer alle dage”. Det er ganske vist et løfte, men det er ikke dåbens ord; ordet hører hjemme i en anden sammenhæng og er først så småt begyndt at komme ind i dåbsritualet med Balles ritual af 1783. Dåbens ord er heller ikke ordene fra slutningen af Markusevangeliet: “Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.” Det er gode ord, som Luther bruger i Den lille Katekismus, men det er ikke dåbens ord. De er ikke ord, der hører “væsentligt” med i dåbens ritual. (et af Grundtvig brugt udtryk i “Dåben efter Kristi indstiftelse”, 1832). Markus-ordet står ikke i dåbsritualet, og det står i tredje person. Det er ikke tiltale, men omtale. Disse to skriftord siger ikke “du” til den, der bliver døbt. Kun ved badet og ved bordet hører vi Guds ord til os. Som bekendt.

Dåbens ord er ikke et løfte. Grundtvig havde jo fundet ud af, at noget i den lutherske kirke var gået skævt. Man talte om dåbspagten som et løfte, mennesket gav Gud. I sandhed et skrøbeligt fundament at leve sit liv på. Ikke engang hvis vi forstår løftet som Guds løfte til os, er det træffende, for det bliver rask væk forstået som et betinget løfte. Betinget af menneskets “tro”. Nej, dåbens ord er dåbspagtens ord – og nu citerer jeg sangen eller salmen i Sangværket:

Gudskelov for Daabens Pagt,
Eens med alle Døbte!
Herrens Ord i mund os lagt,
Det er intet Løfte,
Det er Sandhed, Liv og Aand,
Det er Enighedens Baand
Mellem Jord og Himmel.

Dåbens ord er sandhed, liv og Ånd. Ordet sandhed hentyder i Grundtvigs tekster som regel til Jesus. Dåbens ord er ord af ham til den, der døbes, ord, som Han lægger os i munden! Og hans ord er et mægtigt Guds ord, det er livets ord, som skænker mennesket et nyt liv, genføder det til et nyt liv. Det nye liv er enighedens båd/mellem jord og himmel. Det skal sige, at dåben er et nyt forhold til Gud. Troens forhold. Troen er skænket os i dåben. Troen er i absolut forstand en gave, ikke menneskets præstation.

Vi kan ikke få det hele med, men i 4. strofe begrundes salmedigterens “gudskelov for dåbens pagt” således:

For det Ord af Sandheds Mund,
Som er kirkens Klippegrund
og Livs-Kildespringet.

Dåbens ord er den faste grund, og det er livets kilde. Og dåbens ord er altså først og fremmest dåbspagtens ord, forsagelsens og troens ord, ved døbefonten rettet som et spørgsmål til dåbskandidaten og modtaget ved dennes JA. Det ja er troen, troen, der frelser fra syndens og dødens magt.

I nr. 229 i samme bog hedder det i strofe 6 og 7:

Intet Ord paa nogen Tunge
Nogensinde kom herhid,
Kaldt af Gamle og af Unge
Troens Ord fra Arildstid,
Uden det, hvormed endnu
Selv du spørges: troer du?

I det Troens Ord Gud-Fader
Og Guds Søn af Kierlighed
Evigt liv dig overlader
Med Guds Aand og med Guds Fred,
Naar du troer fra først til sidst,
Ja og Amen, det er vist.

Dåbens ord er først og fremmest dåbspagtens ord. Men der hører mere med. Herrens velsignelse “Fred være med dig” er også en nødvendig del af dåben. Og videre Fadervor (kommer senere i digtet), ligesom forsagelsens og troens ord lagt os i munden af Jesus, hvorved vi inddrages i hans barneforhold til Faderen i himlen.

Dåbens ord er intet løfte, det er livets kilde. Mon det spiller nogen rolle i dåbskommissionens arbejde, at “Dåben er en god samvittigheds pagt med Gud, ved Jesu opstandelse fra de døde” (1. Pet, 3,21). Vi må håbe, at det for kommissionens medlemmer er klart, at dåben ikke er en handling, som vi kan skalte og valte med. Dåbens ritual er ikke noget, vi kan strikke sammen ud fra vores læsning af Bibelen eller ud fra en eller anden yndlingsteologi, for dåben er en pagt, indstiftet af Kristus. Derfor havde jeg nær sagt: Fingrene væk fra dåben! Fri os fra en hjemmelavet dåb!

Må vi ikke nok blive fri for at få et ritual, der lægger op til at døbe på den tro, som menigheden lige har bekendt, som der lægges op til i nogle forslag? Som om vi har nogen bemyndigelse til at døbe nogen på “hvad vi sammen har bekendt” (“Frederiksbergritualet”). Vi kan kun døbe på Herrens ord, talt til den, der døbes og det JA tak, der svares til Guds store tilbud.

Villy Klit-Johansen, 11. februar 2024

– den indledende bøn og tekstlæsning i dåbsritualet

Siden 1912 har Peder Madsens bøn og “dåbsbefalingen” fra Matt. 28,18b-20 stået i dåbsritualets indledning. Kender man ikke ritualets historie, kunne man tro, at det altid har været sådan, og det er svært at forestille sig, at det kan være anderledes. Men det har været anderledes – og bedre. Den nuværende indledning leder tilhørernes tanker i en bestemt retning. Og desværre i en retning, der fører bort fra det, som dåben er, nemlig en pagt.

Jo mere man fordyber sig i Luthers dåbsritual af 1526, jo mere klart bliver det, i hvilken grad “lutheranerne” har omtolket dåben. Jeg bruger ordet “lutheranerne” i den betydning, Grundtvig giver det i digtet Lutheranerne i Sang-værk bd. 5 nr. 316“. Hvad han kritiserer i digtet, er det, som det lutherske skriftprincip historisk udartede til hos rationalisterne, men også hos statskirkens luthersk-ortodokse og pietister. Problemet er, at deres skriftsyn gjorde dem mere eller mindre døve for Herrens levende ord i dåben. Livets ord.

Luther holdt fast i, at dåben er en pagt. Det er ikke lykkedes “lutheranerne” fuldstændig at fjerne denne virkelighed fra ritualet. Selve pagtens ord står der i det mindste endnu, og det kan vi takke Grundtvig for, men “lutheranerne”, er nået ganske langt med deres nedbrydning af dåbsritualet. Baggrunden herfor er, vil jeg påstå, en form for statskirkeligt magtstræb.

Man forsøgte, og forsøger stadig, at bevare illusionen om enevældens kristne enhedskultur og dermed statskirkens magt over sjælene. Bestræbelsen synes at gå ud på at bevare så mange som muligt som medlemmer af Folkekirken. Derfor er “dåbsbefalingen” som noget nyt indført i dåbsritualet. Den er sat i spidsen som en anden sergent-kommando til præsterne og alle, der hører den. Og fra den henter præsterne rask væk hele dåbens betydning, som så skal være et løfte om, at Herren er med os alle dage. Men dåben adskilt fra pagten er ikke den dåb, Kristus indstiftede. Fokus burde i stedet være på det centralt kristelige: At vi i dåben bliver født til et nyt liv i pagt med Vor Herre og Frelser, Jesus.

Luther var fuldt bevidst om, hvad dåben er. Indledningen i 1912-ritualet erstattede de to bønner i Luthers ritual, bede-banke-bønnen og syndflodsbønnen. Syndflodsbønnen er bygget over ordene i 1. Petersbrev 3,20b-21: “… i [Noas ark] blev nogle få, nemlig otte sjæle, frelst gennem vand. Det vand er et billede på den dåb, der nu frelser jer; ikke en fjernelse af legemets snavs, men en god samvittigheds pagt med Gud, ved Jesu opstandelse.”

Ordet pagt i Petersbrev-stedet er ikke det ord, vi kender fra de velkendte udtryk “den gamle pagt” og “den nye pagt”. I den sammenhæng er det det græske ord, diatækæ, der er oversat med “pagt”. I 1. Pet. er det et andet græsk/latinsk begreb, der er på færde, og det er ret interessant. I den græske tekst står ordet eperåtema. Det svarer nøje til det latinske interrogatio. Peter virkede som bekendt i Rom, der er kendt for sin udviklede juridiske tradition. Så det er ikke så mærkeligt, at han tyer til denne sprogbrug for at gøre sine læsere begribeligt, hvad dåben er. Interrogatio/eperåtema er netop en teknisk term fra juraens område. Jeg citerer den store Jensen og Goldschmidt latin-dansk ordbog: “i det juridiske sprog om en gennem spørgsmål opnået forpligtelse, heraf = kontrakt”. Altså: en person bliver spurgt, og svarer personen ja, er det en bindende aftale.

Da Luther sad på Wartburg og oversatte Ny Testamente til tysk, valgte han at oversætte med ordet Bund, hvilket er gået videre i de danske bibeloversættelser med ordet pagt. I nyere tyske oversættelser er det ændret til “bøn” (wir bitten), i den engelske King James sågar “answer”, svar. I den svenske, jeg er i besiddelse af, står der: “”utan betyder, att man anropar Gud om ett gott samvete …” Man oversætter altså i vore lutherske nabokirker og i England med enten “bøn” eller “svar”.

Men der er ingen tvivl om, at Luther havde ret i at oversætte med Bund/pagt. Og igen må vi takke Grundtvigs indflydelse for, at de danske bibeloversættelser indtil nu står fast på denne oversættelse. Han var åndsbeslægtet med den tyske reformator. Den ikke-grundtvigske professor Peder Madsen, der som sagt har forfattet den nuværende indledende bøn, plæderer i sin posthumt udgivne dogmatik, Den kristelige Troslære, Gads Forlag 1912-1913, ikke overraskende for oversættelsen “en henvendelse til Gud om en god samvittighed.” (s. 612-613). Men det er heldigvis ikke slået igennem i de senere oversættelser af Ny Testamente.

Det bør i parentes bemærkes, at når Luther indleder dåbsritualet med en bøn, bygget over 1. Pet. 3,20b-21, betyder det ikke, at dåbens ritual er formet ud fra dette eller andre steder i Ny Testamente, for dåben er som bekendt ældre end Ny Testamente, men 1. Peter-stedet er et af talrige steder i NT, hvor det skinner igennem, hvad dåben er.

Man kunne nævne dåben af den etiopiske hofmand i Apostlenes Gerninger 8,37-38. Filip har på etiopierens anmodning udlagt et sted fra Ejasas for ham; det handler om Jesus. Ud fra Esajas forkynder Filip evangeliet om Jesus for ham, og etiopieren spørger, om der er noget til hinder for, at han kan blive døbt. Og så kommer det:

Spørgsmål: “Tror du af hele dit hjerte, kan det ske”.
Svar: “Jeg tror, at Jesus Kristus er Guds søn.”

Det er dåbspagten. Og på den blev etiopieren straks døbt.

Om spørgsmålet går på troen på Jesus Kristus, Guds Søn eller på den treenige Gud som i den apostolske trosbekendelse er ikke afgørende. Det afgørende er, at dåben er en pagt. Dåben er en pagt, der skænker os en god samvittighed ved troen på frelseren, Jesus Kristus. Dåben er troens forhold til Kristus.

“Lutheranerne” havde, som sagt, deres dagsorden med den omtolkning af dåben, som Peder Madsens bøn og indførelsen af missionsbefalingen, som ordene i Mattæusevangeliets slutning rettelig bør kaldes, i dåbsritualet er udtryk for. I dagens Folkekirke forsvares nydannelserne i 1912, så vidt det kan konstateres, mest ihærdigt af tidehvervske og indremissionske præster og teologer. De overser vist, at Peder Madsens bøn er meget tidsbestemt, i virkeligheden mere bestemt af tiden dengang end af dåben, og det kan ikke nægtes, at den betegner et skred bort fra det klassiske dåbsritual.

Hvad missionsbefalingen angår, hører den slet ikke hjemme i dåbsritualet. Dens betydning for forståelsen af dåben er snarere, at den er et vidnesbyrd om, at der så tidligt som på Mattæusevangeliets affattelsestid er blevet døbt på et JA til troen på den treenige Gud. Christian Thodberg gjorde ret i at flytte missionsbefalingen hen i faddertiltalen til sidst i sit forslag til dåbsritual i betænkning nr. 973 af 1983.

Vi kan nok ikke genindføre Luthers “syndflodsbøn”. Men vi kan forsyne dåbsritualet med en bøn, der flugter bedre med Luthers bøn og med selve dåben. Og så kan vi udskifte missionsbefalingen med ordene fra 1. Petersbrev og på den måde genoptage pagtsmotivet fra Luthers bøn. Det kunne lyde sådan: “Således står der skrevet hos apostelen Peter: ‘I [Noas ark] blev nogle få, nemlig otte sjæle, frelst gennem vand. Det vand er et billede på den dåb, der nu frelser jer; ikke en fjernelse af legemets snavs, men en god samvittigheds pagt med Gud, ved Jesu opstandelse.'”

Ellers kunne vi på dette sted i ritualet læse beretningen om Jesu dåb, enten i Mattæus´ eller i Markus´ version.

Villy Klit-Johansen, 11. februar 2024

Et motiveret forsøg

I. Peder Madsens bøn – og Luthers

Der kan ikke indvendes noget imod det teologiske indhold i Peder Madsens bøn, som vi har brugt siden 1912. At vi bliver Guds børn i dåben, og at vi i dåben får Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv er grundkristeligt. Det er en afsporing af debatten, når det er blevet det, den drejer sig om.

Men der er god grund til at benytte lejligheden til nu, 111 år efter, nøje at overveje denne bøns hele karakter.

En opmærksom sammenligning med Luthers “bede- og bankebøn” og “syndflodsbønnen” i hans ritual af 1526 gør det klart, hvad der er galt i den nuværende bøn. Der er faktisk sket et alvorligt skred.

Det, der i Peder Madsens bøn er påstande og belæring, nemlig at vi i dåben bliver Guds børn og får Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv, er i Luthers bøn netop bøn. I Luthers bøn bedes der om, “at denne frelsende syndflod må bortskylle alt det, han har fra Adam, og det, han selv har gjort.” (syndernes forladelse). Og der bedes om, “at han med alle dine troende må blive værdig til at få del i din forjættelse om evigt liv ved Jesus Kristus, vor Herre.” (det evige liv). Det er virkelig en væsentlig forskel, om kirken så at sige har dåben i sin magt, eller om alt beror på Gud, og vi derfor er henvist til at komme til ham i ydmyg bøn.

Det næste, man bemærker, er, at Luther forudsætter, ligesom i øvrigt Grundtvig, at barnet er en selvstændig person, som Gud kan slutte sin pagt med. I Peder Madsens bøn er der derimod en tendens til at gøre barnet til en genstand, som man gør noget ved. Det er næsten som et ekko af den lutherske ortodoksis syn på dåben som en ækvivalent til den jødiske omskærelse. Pietismen er som bekendt den logiske følge af dette syn. I Luthers ritual er det helt anderledes. Her foregår det mellem Gud og den, der døbes. Det, der sker i dåben, sker mellem Gud og den, der døbes.

1. I Peder Madsens bøn bærer vi et barn frem for Guds åsyn. I Luthers bøn er dåbskandidaten en, der “begærer din evige nåde ved den åndelige genfødelse”. Dåbskandidaten er en, der beder og banker på hos Gud.
2. I Peder Madsens bøn er dåbskandidaten en passiv genstand. I Luthers bøn er denne en, som Gud taler til og kalder troen frem i. Det er det, Luther beder om: “at du i nåde vil se på denne N. og saliggøre ham med en ret tro i Ånden.”

Der er endnu en stor forskel. Peder Madsen forudsætter, man fristes til at sige: i forlængelse af den statskirkelige tvangsdåb, at dåbskandidaten er et barn. Men det er jo langtfra altid tilfældet. I dag endnu mindre end på Peder Madsens tid og endnu meget mindre end på Luthers tid. Luther forudsætter derimod, at dåbskandidaten er et menneske, der trænger til frelsen fra syndens og dødens magt. Hos Luther, som hos Grundtvig, er der ingen forskel på, om den, der døbes, er barn eller voksen. Dåben er den samme. Der er kun èn dåb.

Endelig kan man pege på det ulogiske i at lade den indledende bøn begynde med tak. Det naturlige må være at indlede med bøn, som det er tilfældet i Luthers ritual af 1526, og slutte med tak. I ritualbogen er dåbskollekten (slutningskollekt) netop en takkebøn: “Herre, vor Gud, himmelske Fader! Vi takker dig af hjertens grund, fordi du har ladet os komme til den nådefulde dåb …” Nadverritualet begynder heller ikke med en takkebøn, men med en bedebøn.

II. Presset fra moderniteten

Den nuværende dåbsbøn er, ligesom det allermeste af, hvad der bringes i forslag i dag, præget af moderniteten. Med moderniteten menes der pietismen, der, som ofte fremhævet, er individualistisk, men hvad vigtigere er: den er subjektivistisk. Den kulminerede med Kierkegaards eksistensteologi. Rent bortset fra hvad godt der er at sige om Kierkegaard, alvor kan man ikke frakende ham, så er det velkendt, at han ikke regnede dåben for noget. Det, der gør et menneske kristent, er den personlige afgørelse i voksen alder, mente han. Pietisterne og Kierkegaard har på grund af deres subjektivisme store problemer med dåben, især barnedåben. Kierkegaard regnede dåben for “ren objektivitet”, som kun kunne få betydning ved en inderlig, subjektiv tilegnelse i voksen alder. Se note! *)

Moderniteten er også slået igennem i Peder Madsens bøn. Det er som om, han viger for presset fra moderniteten. Guds ord i dåben og troen på Guds ord i dåben er, som allerede påpeget, ladt ude af betragtning. Det er den afgørende forskel på bønnen i Luthers ritual og den af Peder Madsen forfattede. Analysen viser således, i hvor høj grad den bøn, der indleder det nuværende ritual, er påvirket af moderniteten.

Skal vi ikke benytte lejligheden til nu, da der er nedsat en dåbskommission, at prøve at komme tilbage i sporet? Vi kender indvendingen. Et spædbarn kan jo ikke tro, siger man, og det kan ikke svare. Svaret på indvendingen er: Hvis Gud ikke kan slutte sin pagt med et spædbarn ved sit ord og troen, der tager imod det, han giver i sit ord, bør vi selvfølgelig ikke døbe børn. Så har baptisterne ret i, at barnedåb ikke har noget at gøre med en kristen dåb.

III. Dåbsbønnens relation til ritualets kerne

Ved formulering af dåbsbønnen bør det være en forudsætning, at den skal understøtte det, som er dåbens kerne. Dåbens kerne er, hvad ordene angår, de ord, der tæt omgiver vandøsningen:

1. Fadervor under håndspålæggelse
2. Dåbspagtens ord (spørgsmål og ja-svar)
3. Døbeordene: Jeg døber dig …
4. Fredlysningen under håndspålæggelse

Bemærk, at disse ord i dåbens kerne er tiltale og tilsigelse, talt af Herren Jesus!

Den indledende bøn skal ligesom i øvrigt også de bibeltekster, der læses i ritualet, være saglige. Dermed menes, at de ikke skal forstyrre selve dåbens kerne ved at bringe al mulig teologi ind i ritualet, den være aldrig så god og velment. Sentimentaliserende ord om de søde børn og forældres bekymringer hører heller ikke hjemme i dåbsritualets indledende bøn. I bønnen skal der bedes om netop det, som Gud vil give i dåben.

Det bør man holde sig for øje, når man drister sig ud i det såre vanskelige at formulere en dåbsbøn.

Teologisk originalitet skal man gøre alt for at undgå. Dåbsteologi er en god, ja en nødvendig ting, men den skal ikke trænge ind i dåbsritualet.

Sprogligt kan bønnen nedenfor sikkert forbedres, uden at det går ud over indholdet.

IV. Konklusion

Vi må have en bøn, der er mere bøn og mindre påstand og dogmatisk belæring. Navnlig er det vigtigt at få bønnen om Helligånden med, jf. DDS 446 “O, lad din Ånd nu med os være”.

Vi må have en bøn, der dækker både barnedåb og voksendåb.

Vi må have en bøn, der, i overensstemmelse med dåbens kerne, beder om netop det, som Gud vil give.

V. Et forsøg

Lad os bede:

(Stedord ændres i forhold til dåbskandidatens/-kandidaternes køn og antal)

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for (den), der i dag kommer til den hellige dåb. Tag imod (ham) som dit barn!

Jesus, vor Frelser fra syndens og dødens magt, du har selv sagt: “Bed, så skal I få, søg, så skal I finde, bank på, så skal der lukkes op for jer.” Giv nu dåbens gave til (den), der beder, og luk døren til dit evige rige op for (den), der banker på!

Vi beder dig, vor Gud, send din Helligånd, så (han) modtager, hvad du vil give ved dit ord i dåben! Forén (ham) med dig i dåbens pagt, og giv (ham) at leve alle sine dage for dit ansigt i glad forventning til dit kommende rige!

Amen

_____________________________

*) Elektrisk strøm vil altid følge den kortest mulige vej. Derfor er det fatalt, hvis der er en kortslutning i en printplade. Tanken har det desværre som den elektriske strøm, den følger den kortest mulige vej.

Den tankemæssige kortslutning, der her sigtes til, kommer af, at man bruger den filosofiske skelnen mellem objektivt og subjektivt på kristendommen. Denne skelnen stammer nærmere bestemt fra Kant og Hegel. Når den anvendes på teologien, konkret i den udbredte forestilling om dåben som noget objektivt og troen som noget subjektivt, er der tale om en tankemæssig kortslutning. Den stemmer godt med tankegods fra ortodoksien og især pietismen, men ikke med den lutherske reformation. De røde lamper på kontrolpanelet står og blinker.

Sagen er den, at den historiske statskirkelige lutherske ortodoksi og den statskirkelige pietisme fik dåben og troen godt og grundigt adskilt. Efter Kant blev det almindeligt, også i dansk teologi, at bruge den filosofiske skelnen mellem objektivt og subjektivt på teologien.  Det er den dag i dag i præstekredse og i det teologiske akademia en udbredt forestilling, at Grundtvigs mageløse opdagelse kan indpasses i denne tradition. Men det er en kortslutning. Sandheden er, at den mageløse opdagelse ligger i forlængelse af den lutherske reformation – og i virkeligheden i forlængelse af kirkens historie helt tilbage til dåbens indstifter.

Grundtvigs tanker fulgte på dette punkt Åndens bane uden at benytte kortslutningens korteste vej. Det er hans sande storhed. Tankens enfold er hans storhed. Ganske vist taler han et sted om, hvad der er det eneste objektive i kirken. Han skriver om kirken, at den: “staaer og falder med sine Naade-Midler, fordi de er det eneste Grund-Virkelige, Objective i den.” (“Om Daabs-Pagten” 1832-33). Men det betyder noget helt andet. Han mener, at kristendom er noget bestemt, har altid været noget bestemt og vil altid være noget bestemt. Det skriver han en del om i skriftet “Skal den lutherske reformation fortsættes?” fra 1830 (Udvalgte Skrifter, bd. 5, s. 278 ff.).

Pointen i skriftet “Om Daabs-Pagten” er netop ikke en adskillelse af troen og dåben, men  sammenhængen mellem dem. “Kirken har oprettet en Daabs-Pagt med os, som indeholdes i Spørgsmaal og Gjensvar, der ikke blot findes i vor Alter-Bog, og ei indførdes af Morten Luther, men findes i den Biskoppelige og den Pavelige Kirke saavelsom hos os, ja findes i Grunden hele Christenheden over, hvor Man ikke beviislig har forandret dem efter Apostlernes Tid. Denne Daabs-Pagt, som vi godt tør paastaae, er uadskillelig fra den ægte christelige Daab …” Dåbspagten med spørgsmålet på forsagelsen og troen og troens ja hertil er uadskillelig fra dåben. Uden dette er dåben ikke et sakramente. Det lagde Grundtvig stor vægt på.

Tanken om en skelnen mellem objektivt og subjektivt er en helt anden sag. Den skelnen tog Grundtvig kraftigt afstand fra. Guds ord og troen er ét, de kan ikke skilles ad. Ordet er ikke til uden troen, og troen er ikke til uden ordet. Og ordet og troen er præcis det, der gør dåben til et sakramente.

Grundtvigs mageløse opdagelse er altså ikke en opdagelse af dåbens sakramentale karakter. Dåbens sakramentale karakter forudsatte Grundtvig lige fra sin lutherske vækkelse i 1810, og på dette punkt adskilte han sig ikke fra de luthersk-ortodokse og pietisterne, nej opdagelsen i 1824-25 var, at troen og dåben hører uløseligt sammen. På dette punkt argumenterede Grundtvig konsekvent mod den lutherske ortodoksi og pietismen. Han mente, at dåben er et trosforhold til Gud. At adskille i objektivt og subjektivt, dåben og troen, som Kierkegaard og Martensen og mange efter dem har gjort, beror på en kortslutning.

Grundtvigs syn på troen og dåben som en uløselig enhed er det, man kalder Grundtvigs dåbspagtteologi. Det er enfoldigt, det er stort, og det er ingen kortslutning.

Villy Klit-Johansen, 31. august 2023

Grundtvig skal bringes i spil i den aktuelle debat om dåbsritualet

Igen i dag søndag den 23. juli sang vi i Aarhus Vor Frue salmebogens nr. 407, Nu står sjælen op af døde. Jeg er lige ved at mene, at det er gudstjenestesalmen over alle gudstjenestesalmer. Den er båret af påskens opstandelsesglæde. Opstandelsen er virkelighed i gudstjenestens NU. Den opstandne og levende Jesus er selv til stede, hvor to eller tre “troe, hvad kun Guds engle ser.”

Salmen er tre strofer fra digtet “Jesus! hvor er du dog henne?” (Sangværk 1. bd., nr. 35). Salmebogens tre strofer svarer (stort set) til digtets strofe 11, 12 og 8. Salmen kommer her:

1
Nu står sjælen op af døde,
for os lyser Kristus nu,
daglig kan vi Herren møde,
kommende hans røst i hu,
og når klokken ringer sammen,
dybt vi føle da med gammen:
Jesus er, hvor to og tre
tro, hvad kun Guds engle se.

2
Sejer! Glæde over glæde!
Nu et lys for mig opgår:
Jesus! du var selv til stede,
nu jeg ved det, hvor og når:
hånd du på mit hoved lagde,
grant jeg ved nu, hvad du sagde,
hvor jeg døbtes med dit ord,
hvor du bød mig til dit bord.

3
Jesus! Ja, nu har jeg vundet,
du er min, og jeg er din.
Nu jeg har din bolig fundet
mellem os så favr og fin.
Du er med os alle dage,
når vi dig på ordet tage,
som det lever, død til trods,
som det lyder, sagt til os.

N.F.S. Grundtvig 1836.

Grundtvig er i digtet ikke fri for at polemisere mod statskirke-ortodoksiens hævdelse af skriften og teologernes udlægning af skriften som essensen i kristendommen. Denne polemik er udeladt i salmebogen. I de tre valgte strofer udtrykkes det positive i Grundtvigs syn.

Digtet åbnes med spørgsmålet: “Jesus! hvor er du dog henne?” Problematikken er helt igennem sjælesørgerisk tænkt. Hvor finder “de små” den Jesus, der for os overvandt døden?

Svaret gives i sidste strofe:

Du er med os alle Dage,
Naar vi dig på Ordet tage,
som det lever, Død til Trods,
Som de lyder, sagt til os!

Med “Ordet” mener Grundtvig ikke ord fra en bog, evt. læst op af en præst, men Herrens levende røst. Jvf. “hans røst”, slbg. strofe 1, linje 4.

Læg mærke til fremhævelsen af ordene Ordet, lever, lyder, sagt til os. Altså sagt til os personligt. Hvor og hvornår taler Jesus personligt til os? Det gør han dér, hvor han klart og tydeligt taler i 2. person, du, dig, I jer. Hvor gør han det?

G. svarer i slbg. strofe 2. Men det er tydeligere i den oprindelige tekst i Sangværket. Jeg citerer slutningen af strofe 7 og hele strofe 8, svarende til slbg. strofe 2:

Hvad var det, Han selv mig sagde,
Da han mig i Vuggen lagde?
Hvad er det, jeg selv har sagt,
Da med Ham jeg gik i pagt?

Pagt! ja Pagt med Hjertens Glæde,
Nu et lys for mig opgaar,
Jesus! Du var selv tilstæde,
Nu jeg veed det hvor og naar,
Haand du på mit hoved lagde,
Grandt jeg veed nu hvad du sagde,
Hvor jeg døbtes med dit Ord,
Hvor Du bød mig til dit bord!

“Jeg” ved nøjagtig, hvad du sagde, da jeg blev døbt med dit ord. Det var ikke tekster fra den hellige skrift. Nej det var det levende ord talt personligt til mig. Bibelens ord er ord, skrevet til bestemte mennesker på en bestemt tid. Herrens ord i dåben er uomtvistelig talt til os.

Hvilke ord er det? Pagtens ord selvfølgelig! Forsager du Djævelen …? Tror du på Gud …? Og så det ja, som lille jeg fik sagt.

Men når G skriver “Hånd du på mit hoved lagde” er det utvivlsomt et par ord mere, han mener.

For det første er det Fadervor. Selv om bønnen formelt set ikke er henvendt i 2. person til “mig”, da jeg blev døbt, skal den forstås som Herrens levende ord til “mig”. “Jeg” fik af ham overdraget barnebønnen og dermed barneforholdet til den himmelske Fader.

For det andet er det selvfølgelig fredlysningen, som G omtaler i digtets 5. strofe: “Du gik gennem lukte Dørre, / lydt Guds fred i Kredsen bød.”

Herfra skal der lyde en opfordring til, at man, ikke mindst de, der har indflydelse på dåbskommissionens arbejde, lærer tydeligt at skelne mellem apostlenes undervisning om dåben og Herrens levende ord I dåben. G kaldte det henholdsvis lysordet og livsordet. At drikke af livets kilde er noget andet og større end at få lys over dåben gennem undervisning og prædiken.

Det er selvfølgelig ikke sådan, at oplysningen (teologien i Skriften og teologers skrifter) er unødvendig. Slet ikke. Eller jeg vil sige tværtimod. Men den skal ikke føres ind i dåbsritualet af teologer, der som bekendt elsker at teologisere, også at teologisere dåben. Ikke at der er noget galt i at drive dåbsteologi, men den skal ikke føres ind i dåben.

Herrens levende ord i dåben er dåbsritualets kerne. Det bør stå klart, før vi tænker på at ændre noget som helst i ritualet.

Grandt jeg veed nu hvad du sagde,
Hvor jeg døbtes med dit Ord,
Hvor Du bød mig til dit bord!

Villy Klit-Johansen 25. juli 2023

Skamlingsbankens talerstol fra 1903 er en stensætning, dannet af et større antal granitsten. Den største sten, den, der har front mod tilhørerne, er udstyret med et gedigent stykke stenhuggerarbejde, der er udført af Niels Larsen Stevns efter tegning af Lorenz Frølich, der på det tidspunkt var 84 år gammel. Begge var grundtvigianere med tilknytning til Københavns Valgmenighed. Stevns var som ung elev på Vallekilde Højskole, hvor Ernst Trier fik stor betydning for hans udvikling.

De to løver, der dominerer billedet, hviler fødderne på Thors hammer, Mjølner. I hammeren er der indridset to fisk. Over løverne ses ni hjerter og på hver side af dem en lærke.

Umiddelbart tænker man på Grundtvigs sang “Velkommen i den grønne lund” med verset:

“Vi føre løver i vort skjold
af hjerter tæt omsatte,
dem førte vi fra hedenold
og ingen abekatte.”

Ved Det unge Grænseværns stiftelsesfest på Skamlingsbanken i 1934 citerede H.P. Hanssen i sin tale Laurids Skaus ord: “Det er løver, og ikke aber der springer i det danske våben.” Skau, bondesønnen fra Sommersted, var en fremragende repræsentant for den danske folkelige vækkelse blandt bondebefolkningen i Nordslesvig. Han kæmpede for danskhedens og det danske sprogs ret i Slesvig. Skau holdt en berømt tale ved en festlighed 21. februar 1843 på en kro i Sommersted, og han talte på Skamlingsbanken både den 18. maj 1843 og den 4. juli 1844 (hvor Grundtvig også holdt en stor tale). Jeg har ikke fundet den fulde ordlyd af Skaus taler, så jeg ved ikke, om ordene, som H.P. Hanssens citerer, er fra en af disse tre taler. Grundtvigs sang er skrevet til et folkemøde i Suserup Lystskov den 28. maj 1843. Det er mig derfor ikke muligt at afgøre, om der er nogen forbindelse mellem Skaus udtalelse og Grundtvigs sang, og i givet fald, hvilken vej inspirationen er gået. Hvorom alting er, kunstnerne, Frølich og Larsen Stevns, har i det mindste kendt Grundtvigs sang.

Men hvis vi nu begynder fra “bunden”. Thors hammer symboliserer det danske folk. Fiskene må symbolisere kristendommen. Kristendommen har ikke udslettet det danske folk; det ville stride mod den forståelse, som de to kunstnere havde fra Grundtvig. Det danske folk var til, før kristendommen kom hertil, og det består også efter. Kristendommen har aldrig villet udslette nogen folkelighed, mente Grundtvig som bekendt. Kristendommen lever i det danske folk som fisk i vandet.

Løverne fra rigsvåbenet hviler på Thors hammer. Det vil sige, at riget hviler på det danske folk, der ganske vist blev kristnet, men riget hviler på det danske folk, ikke på kristendommen. Det er en vigtig grundtvigsk pointe. Og folk betyder ikke befolkning, der er en rent numerisk størrelse. Folk er et begreb fra “den mosaisk-kristelige anskuelse”, altså et “religiøst” begreb.

De ni hjerter er selvfølgelig dem fra rigsvåbenet. Grundtvig brugte rimet løvemod – hjerteblod.

Så er der lærkerne. Ja, selvfølgelig sangfuglene. “Kun ord, som går i sagn og sang fra mund til mund i folkevang, opholder folkelivet.” (Grundtvigs noksom bekendte sang).

Hvad ligger der mon i den omstændighed, at der kun er to løver, og ikke tre som i det danske rigsvåben? Jo, vi er jo i Slesvig, så det er vel de to slesvigske løver. Kampen gik jo om danskhedens ret i Slesvig. I sin store tale ved folkemødet på Skamlingsbanken den 4. juli 1844 sagde Laurids Skau: “den slesvigske Nationalitet bestaar ikke i noget, som hverken er dansk eller tysk, men den er enten dansk eller tysk, og vor er den danske.” Det var den, han kæmpede for, for den var under voldsomt pres.

Billedets stil? Niels Larsen Stevns rettede sig ikke uden videre efter Lorenz Frølichs tegning, som Stevns ikke var tilfreds med. Under arbejdet, der foregik på havnen i Kolding, besøgte Stevns Øster Starup Kirke nordvest for Kolding, ud mod Egtved. Det er en jysk kvaderstenskirke, der i muren har nogle løver, hugget ud i granit. De blev en stor inspiration for Stevns, der generelt var inspireret af den tidlige middelalderlige kristne kunst. Og for øvrigt af den arkaiske græske kunst, ikke den klassiske, som Thorvaldsen dyrkede. Det enkle, oprindelige var det, Stevns var inspireret af og stræbte efter. Han rettede løverne til efter dette ideal, så godt det lod sig gøre.

Man kunne tilføje, at det er ganske interessant, at Grundtvig overhovedet ikke brød sig om billedkunst, men ikke desto mindre er mange billedkunstnere blevet inspireret af ham. Det har Niels Thomsen en artikel om i bogen “I al sin glans. Grundtvig og grundtvigsk”. Men nu må opslaget vist ikke blive længere!

P.S. Jeg har engang stået på denne talerstol og læst op for en lille forsamling af den tale, Grundtvig holdt på stedet 4. juli 1844. Skørt, men sandt!

Villy Klit-Johansen 1. juli 2023

Frederiksberg Provsti har siden 2015 arbejdet med dåben og dåbsritualet. På et tidspunkt blev der nedsat en arbejdsgruppe, der skulle formulere et forslag til nyt dåbsritual. Det er det, der er offentliggjort på provstiets hjemmeside, og som med biskoppens tilladelse kan bruges i provstiets kirker. “Frederiksbergritualet” kan læses her: https://folkekirken-frederiksberg.dk/page/875/frederiksberg-ritualet.

Især det at der er givet biskoppelige tilladelse og så den omstændighed, at biskopperne har anmodet Kirkeministeriet om, at der nedsættes en dåbskommission gør det nødvendigt, at vi for kirkens skyld tager stilling til dette dåbsritual. Der er virkelig nok at tage fat på. Jeg håber, at mange vil deltage i arbejdet.

Provst Kirsten Jørgensen, Frederiksberg skriver i “Præsten” 2023 #16, s. 308, at de særlig har været optaget af: “Et ønske om at lade teologiens og traditionens ord mødes af det moderne menneskes erfaring og forventning i forhold til dåb, tro og kirke.” Det er i det mindste al ære værd at være optaget af “det moderne menneskes” erfaring og forventning, forstået som de folkelige religiøse forestillinger. Hvis det altså skal forstås sådan. Meningen med begrebet folkekirke er for mig at se netop, at kirken bør være et mødested mellem den folkelige religiøsitet (læs: mennesker af alle slags) og den kristne forkyndelse og dåb.

På hjemmesiden står der i introduktionen til ritualet i forlængelse heraf: “Hvordan fører vi traditionen videre og fornyr den, så den svarer på nutidens spørgsmål og forbliver en levende del af samfund og kultur.” Her begynder det at blive problematisk, for skal et dåbsritual virkelig svare på nutidens spørgsmål? Det kan jo være, at nutidens spørgsmål er helt forkerte. Det er dog bedre, for ikke at sige, at det er kristeligt set nødvendigt at lade dåben være, hvad den er. Dåben er ikke “vores”, så vi kan lave den om efter tidens spørgsmål. I dåben er det tværtimod Gud, der spørger, og mennesket, der svarer: “Forsager du Djævelen … Tror du på Gud …? Hvis man ønsker at blive døbt, svares der “Ja”.

Det næste, der falder i øjnene, er, at dåbsliturgien er opdelt i to: 1. For hele menigheden og 2. Ved døbefonten. I første del står til indledning den velkendte lovprisning fra 1. Petersbrev: Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader o.s.v. Derefter kommer der en række dåbstaler, en række bønner og en række skriftlæsninger. Jeg vil mene, at det er uheldigt at gøre dåbstaler og forskellige bibeltekster, valgt af præsten eller dåbsforældrene, til en del af dåbsliturgien. Det giver alt for meget rum for præsters mere eller mindre velbegrundede private meninger. Sådan noget bør ikke blandes ind i dåben. Lad dog dåben stå alene! Den står stærkt.

Generelt er det sigende, at bestemte ord er meget hyppigt forekommende i de foreslåede dåbstaler, ligesom også i forslagene til indledende bøn og i faddertiltalerne. Det er ordene fællesskab, kærlighed og velsignelse og de dermed beslægtede udsagnsord. Det må antages, at det er de begreber, de gode frederiksbergske præster mener skal til for at “møde det moderne menneskes erfaring og forventning”. Denne tendens dominerer i en grad, så dåben selv, som vi har modtaget den fra fædrene, blegner noget. Disse ord formodes åbenbart at klinge bedre i “det moderne menneskes” øren end forsagelse af Djævelen, genfødelse ved vand og Helligånden, syndernes forladelse og det evige liv og den slags.

——————–

Nu en kommentar til en af de anførte dåbstaler. Det er den, der er beregnet til dåb af børn. Talen lyder sådan:

“Vi døber vores børn i Faderens navn,
i taknemmelighed over livets gave.
Vi døber vores børn i Jesu navn,
fordi nåden og tilgivelsen gælder dem.
Vi døber vores børn i Helligåndens navn,
for at de skal få kræfter til at leve
og vide, at de aldrig bliver forladt.”

Bortset fra, at perspektivet er udelukkende dennesidigt, hvilket kan kritiseres, så går det galt med treenigheden. Man skal være meget omhyggelig med formuleringerne i en dåbsliturgi. Problemet i denne tale er, at der lægges op til, at vi døber i tre navne. Men så kan det jo forstås som triteisme (treguderi). Den bibeltekst, der må antages at ligge bagved talen, er Mattæus 28,16-20, kaldet missionsbefalingen. Her står ordene: “idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.” Det er vigtigt for forståelsen af stedet, at ordet “navn” er ental. (græsk: eis to onoma, latin in nomine). Vi døber (forhåbentlig) ikke til tre navne, men til det ene navn, som  er Guds navn, Faderen og Sønnen og Helligånden. Ét navn, én Gud. Sådan oversatte Luther det: “Ich taufe dich im Namen des Vaters und des Sohns und des heiligen Geistes.” Og sådan har man altid forstået det i Danmark. Det var lettere at se i ældre oversættelser, der fulgte den græske grundtekst mere nøje. Se f. eks. Frederik den Sjettes Nye Testamente: ”… og døber dem i Navnet Faderens, og Sønnens, og den Hellig Aands.” “Navnet” i ental bestemt form. Formuleringen i den frederiksbergske dåbstale skyldes sikkert skødesløshed eller uopmærksomhed, vil jeg tro. Derfor er det godt, at Frederiksbergritualet bliver lagt ud til offentlig debat. Tak for det!

Vi går videre til skriftlæsningerne.

Først anføres Mattæus 28,18-20. Det er den eneste skriftlæsning, som frederiksbergerne mener, bør autoriseres. Det er meget påfaldende, eftersom denne tekst først er kommet ind i dåbsritualet med biskop Balles ritual af 1783. Og det endda kun i form af en kort citering i Balles lange indledning, der er en sammenkædning af en lang række skriftsteder. Balle skriver: “… da han befalede sine Disciple: Gaaer hen, og lærer alle Folk, og døber dem i Navnet Faderens, og Sønnens, og den Hellig Aands.” Kun dette citerer Balle fra Matt. 28,18-20, og det er som sagt en nyhed, at denne tekst overhovedet optræder i dåbsritualet. Teksten er da heller ikke nogen vigtig tekst til forståelse af dåben. Den danner afslutning på Mattæusevangeliet og handler om evangeliets verdensperspektiv. Apostlene (kirken) bliver sendt med evangeliet til alle folkeslag. Det er en farlig mission, der vil koste mange kristne livet. Den trøst, som Herren giver dem, er, at Han selv vil være med dem alle dage indtil verdens ende. Det er ikke en central dåbstekst, men en missionsbefaling. Derfor bør den ikke tildeles den position i dåben, som der lægges op til i Frederiksbergritualet.

Der bør ikke være så mange tekstlæsninger i dåbsritualet, heller ikke valgfrie. Så kan de være så gode, de være vil. De hører hjemme i prædiken og undervisning. Sagen er jo den, at dåben er ældre end Ny Testamente. Jeg mener, vi bør skelne mellem dåben, som Vor Herre har indstiftet den, og så på den anden side apostlenes teologiske undervisning og forkyndelse. De to ting hører sammen i menighedens liv, men de bør ikke blandes sammen. Vi behøver strengt taget ikke skriftstykker i dåbsritualet, for det er ikke skriftstykkerne, der gør dåben til dåb. Biskop Balle indledte i sit ritual 1783 dåben med en hel dogmatik efter loci-metoden. Det er ikke efterlignelsesværdigt.

Det er ikke sådan: Dåben er som bekendt ikke vandet alene, men vandet og Guds ord. Vandet giver sig selv, når der er dåb, men man skal ikke mene, at så kan vi efter teologisk eller privat behag fylde bibeltekster og andet godt ind i ritualet. Det er sandt, at dåben ikke bare er vand, den er vandet og ordet. Men hvilke ord? Det er et afgørende spørgsmål: Hvilke ord er dåbens ord? Svaret er, at det er de ord, der er talt af Herren selv i dåbens situation. Og dermed mener jeg ikke de ord, der i vores ritual indledes med: “Således taler Vor Herre Jesus Kristus”. Det er nemlig ikke den heldigste formulering, for det, der så følger efter, er ord, som han engang talte til nogle bestemte mennesker. Nej, vi skal lytte nøje efter de ord, som Herren taler personligt til den, der døbes. Det er ordene:

1. “Forsager du Djævelen og alle hans gerninger … Tror du på Gud Fader …”
2. “Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.”
3. Fadervor, som tales og dermed gives til den, der døbes.
4. Herrens egen velsignelse: “Fred være med dig.”

Det er alt sammen personlig tiltale. Det er de ord, hvormed Herren Jesus slutter sin pagt med et menneske, forener sig med et menneske, så alt det, der er hans, bliver det menneskes. At det er tiltale til den, der døbes, gælder også Fadervor, selv om der ikke grammatisk bruges 2. person til den, der døbes. Bønnen er selvfølgelig formelt rettet til Gud. Men i dåben er Fadervor at forstå som Herrens ord, som han selv overdrager til den, der døbes. Derved inddrages den døbte i Jesu eget barneforhold til hans himmelske Fader.

I Luthers ritual og i det danske indtil 1912 er der en tæt sammenhæng mellem børneevangeliet og Fadervor. Det kan ingen nægte. Børneevangeliet slutter jo: “og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.” Luther fortsætter direkte med Fadervor uden nogen snak. “Så skal præsten lægge sin hånd på barnets hoved og bede Fadervor, mens fadderne knæler ned.” Fadervor er klart forstået som et velsignelsesord, altså et ord talt af Herren selv til den, der døbes. Fadervor er en bøn, menneskets anråbelse af Gud, men i dåben er den først Herrens levende ord. Altså i Luthers ritual og indtil den hovedløse ændring af Folkekirkens ritual i 1912, der så sørgeligt marginaliserede Fadervor.

For Grundtvig var denne sammenhæng en selvfølgelighed. Det kan man se utallige steder i hans skrifter. Tænk for eksempel på “Sov sødt, barnlille”, v. 4: “et ord af Guds Søn er blevet til bøn.” Med “Et ord af Guds Søn” menes der ikke, at bønnen som bekendt stammer fra Jesus, men at den skal forstås som Herrens levende ord i dåben. I  v. 3 har Grundtvig endda lige kaldt Fadervor “det lille Guds ord”.

Dåben er vandet sammen med Herrens levende ord, personlig talt til den, der døbes, og troen, der stoler på ordet. Med andre ord: Dåben er dåbspagten.

Det er kort udtrykt den grundtvigske “dåbspagtsteologi”. Vi skylder at takke Grundtvig for denne mageløse opdagelse (netop ikke opfindelse!). De fire nævnte “ord” er sammen med vandøsningen dåbens kerne. Eller med andre ord: Det er selve dåben.

Derfor må jeg mene, at to tekstlæsninger i dåbsritualet er nok. Det skal så være centrale tekster, og de skal ikke kunne udskiftes med andre, for det vil bringe forvirring ind i dåben og i folks hoveder. Det næste forslag i rækken, Markus 1,9-11, Jesu dåb ved Johannes Døber, er en langt mere central dåbstekst. Den – sammen med børneevangeliet, Markus 10,13-16, så er meningen klar! 

Jesu dåb ved Johannes Døber, enten fra Markus eller måske bedre fra Mattæus 3,13-17, holder jeg på, fordi de to store af vore fædre, Luther og Grundtvig, betragtede denne begivenhed som den kristne dåbs indstiftelse, og der findes mig bekendt ikke nogen anden begivenhed i evangelierne, der kommer nærmere på at fortjene denne betegnelse.

Hvad børneevangeliet angår, kan det ikke undværes. Det har stået i dåbsritualet siden oldtiden. Når vi absolut bør beholde det, er det fordi dåben i selve dåbsritualet er forstået som et trosforhold til Gud, og i børneevangeliet gør Jesus det netop klart, hvad troen er. “Som et lille barn” betyder at tage imod gaven uden at kunne gøre sig fortjent til den. Det er en vigtig pointe, der også er det bedste forsvar for barnedåben. Den tekst kan dårligt undværes i dåben.

De to omtalte tekster er centrale tekster omkring dåben. Også børneevangeliet, selv om det ikke bogstaveligt handler om dåben.

Flere af de foreslåede tekster er velegnede som udgangspunkt for prædikener ved dåbsgudstjenester. Tag dem ud af ritualet og bring dem som forslag til prædiketekster andetsteds! Og hvorfor så ikke medtage så væsentlige tekster som  1. Petersbrev 3,20b-21 om dåben som en pagt og Apostlenes Gerninger 8,35b-39 om den etiopiske hofmands dåb. Manden kan blive døbt, da han adspurgt af Filip om troen, svarer: “Jeg tror, at Jesus Kristus er Guds Søn.” Det er også en tekst om dåben som pagt.

———————-

Så kommer vi til det, der er selve dåben. Eller skulle være det, for i Frederiksbergritualet sker der et alvorligt brud med traditionen. Forsagelsen og trosbekendelsen er i dette ritual ikke Herrens levende ord til den, der skal døbes. De er i stedet lagt i menighedens mund. Begrundelsen er, som provst Kirsten Jørgensen skriver i “Præsten”: “Mindre fokus på dåben som individets handling og større fokus på, at vi døbes ind i kirkens fællesskab.” (Der var det igen, fællesskabet). Man har i tidens løb hørt forskellige begrundelser for ønsket om at tage troens ord ud af Herrens mund og lægge det i menneskers mund. Ingen af dem er overbevisende, heller ikke provstens.

Det er indlysende, at et menneske ved dåben bliver et lem på Kristi legeme. Men det er da den enkelte, der bliver det, og det sker ved, at Kristus slutter sin pagt med det enkelte menneske personligt og skænker det troen og håbet og kærligheden som gave i absolut forstand, lige til at tage imod med JA-svaret. Dermed bliver den døbte et lem på Kristi legeme. Dåben har aldrig været “individets handling”. Den er Kristi handling. At han unægtelig har betroet sin menighed den opgave at lægge mund og hånd til, gør provstens modstilling af “individet” og “kirkens fællesskab” uforståelig. Dåben finder i princippet sted i menigheden også ved hjemmedåb.

Så længe der findes grundtvigianere, vil der blive strid, når nogen forsøger at få troens ord flyttet fra Herrens mund til menneskers. Som om det, der står i dåbspagtens ord, er noget, vi med vores fornuft eller viljesbeslutning eller hede følelser er i stand til at stå inde for, bare vi er mange nok om det! Nej, lad Kristus selv stå inde for de store ord i dåbspagten! De er hans ord, som vi kan leve på og vokse i.

Frederiksbergritualet har ikke udeladt tilspørgslen, men beholder den i kort form:

“NN: Tror du, sådan som vi sammen har bekendt, på Gud Fader? – Ja
Tror du på Jesus Kristus? – Ja
Tror du på Helligånden? – Ja
Vil du døbes på denne tro? – Ja”

Der skal altså efter dette ritual svares ja til “hvad vi sammen har bekendt” i stedet for til Herrens store tilbud. Den ændring er den sværeste at kapere.

Tilmed er forsagelsen udeladt i denne forkortede tilspørgsel. Men forsagelsen hører da med til dåbspagten. Hvordan skal dåben ellers kunne forstås som den store omvendelse, hvor Frelseren flytter os fra mørket til lyset i Guds rige? Det er dåben forstået som pagt, der fortoner sig. Det virker, som om frederiksbergerne er blinde for, at dåben er et trosforhold til Gud. Den er ellers velbegrundet, og fastholdelsen af dåben som en pagt kan siges at være Grundtvigs og den danske kirkes vigtige bidrag til den universelle kirke. En lang, lang række salmer vil miste deres mening, skulle Frederiksbergritualet på dette punkt vinde anerkendelse eller endda blive autoriseret.

Det er slemt nok, men lige så slemt er det, at fredlysningen er sendt på pension. Den er simpelthen kasseret. Det er virkelig svært at forstå. Grundtvig mente, at Herrens velsignelse, altså: Fred være med dig!, hører med til dåbens væsen. Den hører nødvendigt med til dåbsritualet. Det kan man mene om, hvad man vil, men der skal meget gode grunde til at slette den af ritualbogen. I ritualet, altså det gældende ritual, står den endda med stor vægt som det sidste ord til den døbte.

”Fred være med dig!”, det var var den hilsen fra den opstandne Herre, som det hele begyndte med påskedag om aftenen. Og det er de ord, det nye liv som Guds barn begynder med for den enkelte.

Velsignelsen siges, ligesom Fadervor, under håndspålæggelse på den døbtes hoved, hvis man ellers følger den gældende ritualbog. Håndspålæggelsen understreger, at der oprettes et personligt forhold mellem Gud og det bestemte menneske. Det er jo personlig tiltale. Den mægtige Herre bøjer sig ned og siger du til et menneske! Der er rigtig meget i salmebogen, der vil blive uforståeligt med udeladelsen af fredlysningen. Den er, trods sin korthed, et af de meget vigtige led i dåben, men den vil man smide ud!

Jeg anerkender absolut intentionen bag det arbejde, man har gjort, og jeg anerkender, at der i frederiksbergernes arbejde findes gode enkelte formuleringer. Men hvis vi skal lade “det moderne menneske” møde “teologiens og traditionens ord”, som det noget nedsættende hedder om den hellige dåb, så må vi først kende “teologiens og traditionens ord”. Jeg ville sige: Vi må først kende dåben, som Herren har indstiftet den. Ellers bliver der ikke tale om et møde mellem mennesker og dåben, men et brud med noget centralt i dåben. Vi må virkelig tænke os om, før vi laver hovedløse ændringer. Dem er der lavet nok af i tidens løb.

Villy Klit-Johansen 1. maj 2023

Martin A. Hansen læser vi jo. Det er nærmest en selvfølgelighed. Der er tale om et monumentalt værk fra det 20. århundrede. Ikke til at komme uden om. Litteraten, nu også sognepræst Anders Thyrring Andersen analyserer i “Polspænding”, især i kap. IX, MAH´ s dybe inspiration fra Kierkegaard og hans noget mere komplekse forhold til Grundtvig. Jeg vurderer, at Anders Thyrrings fremstilling af sagforholdet er retvisende, så det forudsætter jeg i det følgende, hvor jeg tillader mig at sætte nogle spørgsmålstegn ved MAH´ s forståelse af Grundtvig. Det forekommer mig, at hans næsegruse beundring for Kierkegaard hindrer ham i at forstå Grundtvig. Facebook-formatet tillader ikke en dybere analyse, mit eget format måske heller ikke(!), så det bliver kun nogle punktvise nedslag, der dog rummer et overordnet synspunkt.

MAH’s nadveroplevelse, som han fortæller om i hospitalsdagbogen (sidetal husker jeg ikke), viser, at han grundlæggende har fattet evangeliet. “Meningen skulle man ikke komme med. Nar, som man var, den kunne bare gives.” Ja,bedre kan det vist ikke siges. Kierkegaard havde også fattet evangeliet. Selvfølgelig. Jeg erindrer et billede, som Kierkegaard et sted bruger, jeg husker ikke hvor. Han siger noget i retning af, at havet spejler himlen, men kun hvis det holder sig i ro. Hvis det anstrenger sig bare den mindste smule, forsvinder billedet. Det er et usædvanlig smukt og rammende billede af evangeliets kerne. Samtidig rummer det også forståelsen af livet som en kamp med tvivlen (hvis det anstrenger sig!). En “grundtvigsk” kommentar kunne være: Det hele er givet i dåben, også håbet, det hele er givet som et liv at leve i pagten. Ingen har lovet os, at det er en slentretur i ro og mag. Det er netop en grundtvigsk kommentar, for det ville Kierkegaard ikke kunne sige.

MAH’s udtalelse til Sverre Riisøen i en samtale i Aarhus Stiftstidende i 1954 kan jeg tilslutte mig. Han siger:”Idyl-religiøsiteten skyr jeg som pesten. Men hvad havde jeg vundet i livet uden Søren Kierkegaard som et af de faste stadier på min vej:” Med “idyl-religiøsiteten” tænker han tænker vel på den “grundtvigianske” kristendom (Polspænding s. 296), og måske også på Grundtvig selv. Men i så fald vil jeg mene, at han skyder Grundtvig noget i skoene. Ualvorlig kan man bestemt ikke kalde den gamle.

MAH havde heller ikke behøvet at ty til Kierkegaards tankegang i sin udlægning af “O kristelighed” i sit sidste dagbogsnotat i hospitalsdagbogen (s. 287): “At blive frelst vil ikke sige at finde det rette igen – det kan ingen – men det vil sige gennem fortvivlelse at nå ud i et øde, hvor alt er tabt, og hvor redningen kommer.” Det ville den gamle kunne sige ja og amen til, men det er ikke det, salmen “O kristelighed” handler om. Den befinder sig et andet sted i G.’s rige tankeverden.

Ikke desto mindre har MAH hentet inspiration fra begge de to store. Men især fra Kierkegaard, der unægtelig er meget radikal i sin tankegang. Det er hele tiden hin enkelte, springet ud på de jeg ved ikke hvor mange favne, afgørelsen, eksistensen, subjektivismen (s. 290), valget, den eksistentielle anstrengelse (s. 289). At det er bevægende på denne vis at få et indblik i Kierkegaards ensomhed og sjælekvaler kan der ikke herske tvivl om, og ethvert menneske, der kender til alvor og ejer følelse, vil kende noget af det fra sit eget liv.

Personlig har jeg nok lidt ensidigt studeret i Grundtvigs dåbspagtsteologi. Hvorfor? Fordi det i den lutherske tradition efter Luther har knebet gevaldigt med at få troen til at hænge sammen med dåben. Det er en fatal fejludvikling, fatal, fordi den i høj grad overbelaster det enkelte menneske. Altså overbelaster det i forhold til Gud. Udviklingen i det lutherske (ortodoksien, statskirkepietismen, rationalismen, vækkelserne) har tildelt mennesket mere i gudsforholdet, end det kan bære, og det er blevet svært at se, at det frelses af nåde og ikke ved egen kraft. Ofte er det kommet til at se ud, som om evangeliet er en “lære”, som mennesket kan “vælge at tro på”. Det, der bestandig siden 1825 optog Grundtvig, var overvindelsen af den dikotomi mellem objektivt og subjektivt, dåben og troen, som det lutherske var endt i. Kierkegaard og MAH kunne simpelthen ikke få troen til at hænge sammen med dåben. Grundtvigs mageløse opdagelse betød, at det HANG sammen. DÅBSPAGTEN ER ET PERSONLIGT TROSFORHOLD TIL GUD. Det betyder, at det, evangelisk set, er umuligt at adskille troen og dåben, det vil sige ordet og troen, for det centrale i dåben er Guds ord. Det har jeg skrevet så meget om, at de må hænge mine læsere ud af halsen. MAH forstod det ikke. Dertil var han for kierkegaardsk.

Det hænger nøje sammen med den afgørende dikotomi, som MAH med Kierkegaard som vejleder dyrkede, mellem hin enkelte og fællesskabet, menigheden. De to mener, at det begynder med hin enkelte, og de mange hine enkelte kan eventuelt finde sammen og danne menighed (s. 301: “forsaavidt der, religieust, ER ‘Menighed’, da er dette et Begreb, som ligger paa den anden Side af ‘den enkelte’” (Kierkegaards Samlede Værker, bd. 18, s. 67-68)

Det er opdagelsen af og troen på Herrens tilstedeværelse i menighedens forsamling, der gør, at MAH´s og Kierkegaards dikotomi mellem den enkelte og fællesskabet er umulig. Menigheden er ikke en sammenslutning af enkelte troende. Menigheden er dybest set Kristus selv. Derfor er kristendom ikke en “lære”, som den enkelte kan beslutte at “tro på”, men kristendom er Kristi eget liv, der skænkes os at få del i, ikke intellektuelt ved læsning, men gennem hans levende ord i dåben og nadveren.

MAH indrømmer ganske vist (s. 301, at det ikke er Bibelen, men menigheden, som er det bærende i kristendommens liv. Her henviser han til “Kirkens Gienmæle fra 1825. Men han har svært ved at fastholde den pointe. Thi I DEN TID, VI LEVER I, REFLEKTIONSTIDEN, må vi nødvendigvis begynde med Kierkegaard. Grundtvig hører en eller anden fremtid til. Kierkegaard må først have fuldført sit nedbrydningsværk (nedbrydningen af den enkeltes gåen op i massen), først da bliver der mulighed for den grundtvigske menighedsforståelse (s. 297-298). Her er jeg i fremmed land, for jeg tror som sagt ikke det er rigtigt.

Måske er det rigtigt, hvis man udelukkende vil henvende sig til en intellektuel elite, men er det det, vi skal? Grundtvig mente, at det hele begynder med de små i folket. DE SMÅ – de fylder umådelig meget i den gamles tankeverden. Han havde lært det af Jesus, der sagde: “Jeg priser dig fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige.” (Mattæus 11, 25).

Hvad havde MAH mon læst af Grundtvig? I Polspænding på s. 287 skriver Anders Thyrring, at MAH jævnlig opstiller lister over sine inspirationskilder i første halvdel af 1940’erne, og der er der intet spor af Grundtvig. Det er helt klart, at Kierkegaard var hans primære inspirationskilde – næst efter evangeliet.

På s. 301 nævner Anders Thyrring et citat fra “Kætterbreve”, hvoraf det fremgår, at MAH kender Kirkens Gienmæle. Og så er der de allersidste sider af dagbogen, hvor MAH skriver notater om “O kristelighed”, fordi et forlag havde opfordret ham til at skrive om salmen. Den forsøger han lidt kikset at forstå med sit kierkegaardske begrebsapparat.

MAH skriver meget om, at Grundtvig ikke kan bruges til noget i den moderne tid. Måske engang, når man ved Kierkegaards hjælp har renset ud i augiasstalden. Men hvor han har sine forestillinger om Grundtvigs tanker fra forbliver en gåde.

Det er en skam, at han havde så mange meninger om Grundtvig, men i virkeligheden havde forstået så lidt af det centrale i hans tankeverden.

MAH blev aldrig grundtvigianer, fastslår Anders Thyrring. Og med rette. Han voksede jo op i Indre Mission. Derfra gik hans vej meget tidligt i ungdommen til læsning af Kierkegaard.

Hvis han havde læst mere af Grundtvig, kunne det medført en forløsning for ham personligt. Det krampagtige kierkegaardske kunne han måske være blevet løst fra. Måske! Men så ville han muligvis ikke være blevet digter. Det er vel netop den forkrampede spænding, der gør ham til digter?

Mine overvejelser her ændrer ikke ved, at MAH var en stor forfatter. Og det ændrer heller ikke ved, at Grundtvig ikke kan bruges i dag én til én, som man siger. Men det kan Kierkegaard nu altså heller ikke, selv om man næsten kan få det indtryk, når man ser, hvor meget han fylder blandt de lærde, i medierne, på antikvariaternes hylder o.s.v.

For mig at se gælder det i dag om at finde ind til det centrale i Grundtvigs tankeverden. Dér er der vitaminer for ånden. Derfra vil der kunne flyde en rig fornyelse af dansk kirke og dansk folkelighed. Det er jeg overbevist om.

Villy Klit-Johansen 20. april 2023