Godtfred Grønningers Blog

Af Villy Klit-Johansen, pastor emeritus, Lisbjerg

Nogle har i debatten hævdet, at flytningen af Fadervor i 1912 til efter “selve dåben” skyldes indflydelsen fra Grundtvig. Jeg vil i det følgende påvise, at det ikke er rigtigt, og at flytningen har haft skadelige konsekvenser.

Ritualets kerne

I det gamle lutherske ritual, som Grundtvig kendte og brugte, var der en fast kerne bestående af: 1. Fadervor under håndspålæggelse på dåbskandidatens hoved, 2. Forsagelsen og trosbekendelsen i form af spørgsmål og JA-svar. 3. Overøsning tre gange. 4. Bønnen “Den almægtige Gud o.s.v.” 5. Fredlysningen (Fred være med dig) også med håndspålæggelse. Læg mærke til, at vandøsningen er tæt omgivet af ord!

For Grundtvig er det det levende ord, som gør vandet til genfødelsens bad ved Helligånden. Han fastholder den lutherske pointe, at det er ordet, der er bærer af Helligånden. Ordene er for Grundtvig Fadervor, troens ord og fredlysningen. De tre “ord” er som Herrens levende ord så tæt knyttet til overøsningen, at Grundtvig opfattede dem som en nødvendig del af selve dåben. De hører til kernen i ritualet.

Den mageløse opdagelse

I den forbindelse er det uomgængelig nødvendigt at være opmærksom på Grundtvigs “mageløse opdagelse”. Pointen i “den mageløse opdagelse” er, at evangeliets forplantning gennem slægterne ikke er sket eller sker ved skriftens døde bogstaver, tolket af de skriftkloge, men i menighedens forsamling, nemlig ved Herrens levende ord i dåben og nadveren. Den opstandne Herre er selv til stede ved dåben og taler sit levende ord til den, der døbes.

Grundtvig opfandt ikke en teori om det levende ord i dåben, han opdagede det. Og han videreførte en ansats, som han fandt i Ny Testamente og hos Luther. Dog kritiserer Grundtvig et sted Luther for ikke at have taget konsekvensen af ordene i katekismen. På den ene side skriver Luther, at det ikke er vandet, der gør det o.s.v., og på den anden side bruger han rask væk udtrykket “ordet og sakramenterne”, som om der skulle være sakramenter uden ordet! Det er et ikke uvigtigt udsagn til forståelse af Grundtvig. (Folkeligheden og dr. Rudelbach, Udvalgte Skrifter bd. 9, s. 92). Hans kritik af reformatoren er ægte reformatorisk.

Et andet sted udtrykker Grundtvig sig meget stærkt: “Vi vil derfor slet ikke tvistes med dem, der forsikkre os, de veed bestemt, der hører VÆSENTLIG slet ikke mere til DAABEN end bare Vand og de Ord: Jeg døber dig i Navnet Faderens og Sønnens og den Hellig-Aands — vi vil slet ikke tvistes med dem, men blot bemærke, at hvem der troer, det er ved Daaben og ved den alene de Troende gjenfødes til det evige Liv (og det gør Grundtvig selvfølgelig, min parentes), umulig kan tage sig det saa let med dens Udførelse …” Citatet er fra afhandlingen “Daaben efter Christi Indstiftelse, 1840-1842, Udv.Skr. bd. 8, ss. 417-418. Med dåbens udførelse tænker Grundtvig på dåbens ord, som altså er noget andet end det, man i dag forstår ved døbeordene. Dåbens ord er ikke noget, vi kan skalte og valte med.

Lad mig tilføje, at Grundtvig “knytter genfødelsen ene og alene til troen og dåben, som de i kirken findes forenede”, Udvalgte Skrifter bd. 8, s. 416. Han regner ikke, som nogle pietister, med en anden genfødelse i omvendelsen. Og for ham er det udelukket at gøre troen til en præstation, som når man siger, at dåben er Guds underfulde gerning, men så tilføjer, at den ganske vist kun virker, hvis man tror på den. Den tanke dukker jævnligt op i debatten.

Det er tydeligt, at Grundtvig ikke tillagde “døbeordene”: “Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn” stor vægt. Jeg ved ikke, hvor meget liturgihistorie, han havde læst, måske meget, for han satte sig grundigt ind i alt, hvad han beskæftigede sig med. En historisk kendsgerning er det under alle omstændigheder, at “døbeordet” er en opfindelse fra tidlig middelalder. Det skulle vel tjene til at understrege den præstelige autoritet: JEG døber … Tidligere havde hele vægten ligget på Herrens ord. Grundtvig tager ikke dette døbeord med i sin opregning af, hvad der hører nødvendigt med til dåben (i “Dåben efter Christi indstiftelse”), for han mener som den ældste kirke, at det at døbe i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn er at døbe på forsagelsen og troen på den treenige Gud, rettet til dåbskandidaten som spørgsmål og besvaret af denne med JA.

Trosbekendelsen

Oprindelig kom overøsningen/neddykkelsen ikke EFTER trosbekendelsen. Men spørgsmålene på forsagelsen og på troen på Faderen og Sønnen og Helligånden var i det første kendte egentlige ritual, Hippolyts fra omkring 220, en integreret del af vanddåben. Efter dåbskandidatens svar på første trosartikel skete den første neddykning, efter svaret på anden trosartikel fulgte anden neddykning og efter svaret på tredje trosartikel den tredje neddykning. Dette understøtter naturligvis Grundtvigs syn på dåbspagten. Døbeordet var trosbekendelsen. Trosbekendelsens ord kan således ikke adskilles fra vanddåben. For Herrens levende ord er en del af selve dåben.

Fredlysningen

Det samme gælder fredlysningen. Læs f.eks. DS 44, strofe 2, vv. 3-7:

Hvad sagde Vor Herre
til dig i din dåb?
Var ikke det ordet, som passer kun sig
på dem, der indtræder i Guds Himmerig?
Var ikke det ordet ”Fred være med dig”?

Hvad sagde Vor herre til dig i din dåb? I din dåb. Ikke ved eller før eller efter din dåb. Præpositionen er ikke tilfældig. Som den stringent tænkende teolog, Grundtvig var, brugte han så at sige aldrig tilfældige ord. Stedet belyser Grundtvigs syn på forholdet mellem ordet og vanddåben. Fredlysningen er, ligesom troens ord, en del af dåben.

Fadervor

Til Herrens levende ord i dåben hører ifølge Grundtvig Fadervor. Herrens bøn kan ikke uden videre forstås som en del af “bønnens forgård”. Sådan kaldte Christian Thodberg den første del af Luthers ritual. Det drejer sig om de to bønner “bede- og bankebønnen” og den lange “syndflodsbøn”. Men efter de to bønner skifter det, idet der efter en exorcisme læses “børneevangeliet” fra Markus 10, 13-16. Og først derefter kommer Fadervor. At der er en tæt sammenhæng mellem børneevangeliet og Fadervor kan ingen nægte. Børneevangeliet slutter jo: “og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.” Luther fortsætter direkte med Fadervor uden nogen snak. “Så skal præsten lægge sin hånd på barnets hoved og bede Fadervor, mens fadderne knæler ned.” Fadervor er klart forstået som et velsignelsesord, altså et ord talt af Herren selv til den, der døbes.

At Fadervor er en bøn er en selvfølge, men i (!) dåben er den altså først Herrens levende ord. Derfor vil jeg mene, at Fadervor ikke uden videre kan kaldes en del af bønnens forgård. For Grundtvig er den i mindst lige så høj grad en del af kernen i ritualet, netop som ord fra den levende Herre.

Nu nogle steder i Grundtvigs skrifter, der bevidner Grundtvigs syn på Fadervors placering i kernen i ritualet. Først nævner jeg salmen Op til Guds hus vi gå, DS 443, strofe 6:

“Så lærer os Gud Søn
sin egen barnebøn,
indånder i vort brøst
sin egen barnerøst.”

“Så” betyder ikke “derefter”, men “således”, nemlig ved sit eget mægtige ord. Se sammenhængen, som er den, at Guds ord i form af tilspørgslen med forsagelsen og trosbekendelsen, ifølge stroferne 3, 4 og 5, selv baner sig vej til vor sjæl, der er døv og stum for evangelium, og fremkalder tungens ja. Guds ord kaldes hans Effata. “Guds røst, som almagts hånd, os skar for tungebånd.” Og så kommer det i strofe 6: “Så (således) lærer os Guds Søn / sin egen barnebøn.”, nemlig ved at tale den til dåbskandidaten som sit eget mægtige guddomsord, der åbner menneskets tillukkede sind. Stedet viser, at Grundtvig forstod Fadervor som tilsigelse og ikke som den bøn, kun den døbte har ret til at bede. Salmen har som bekendt sin baggrund i det gamle dåbsritual fra 1783.

Dernæst nævner jeg “Sov sødt barnlille”, strofe 3-4. Det handler om, at gudsbarnet beder Frelserens bøn, som stiger i løn og høres i Himmerigs kor. Grundtvig bruger betegnende nok det udtryk om bønnen, som han plejer at bruge om trosbekendelsen: “det lille Guds ord”. Dermed mener han tydeligt, at Fadervor først er sagt af Herren selv, og selvfølgelig til gudsbarnet personligt i dåben. Derfor hedder det også i strofe 4: “Et ord af Guds Søn er blevet til bøn.” Der menes et ord i dåben. Altså er bønnen først Herrens levende ord til den, der døbes, og først bagefter er den gudsbarnets bøn livet igennem. Det er helt klart tænkt ud fra dåben. Salmen er skrevet som trøsteord under Grundtvigs alvorlige krise i 1844.

Der kunne også nævnes en række prosasteder fra afhandlingen “Fadervor” i Den kristelige Børnelærdom, Grundtvig omtaler i afhandlingen Fadervor som Herrens bøn, “som han selv ved dåben lægger os i munden til at være vor daglige bøn”. Og: “Det varede længe med mig selv, inden jeg ret kom efter, hvor dejlig Herren ved dåben selv lærer os at bede, ligesom han der lærer os at tro, og hvormed han skænker os børne-retten, ligesom han med fredlysningen skænker os synds-forladelsen …” Ordene forudsætter Grundtvigs syn på dåben, sådan som han formulerede det efter den mageløse opdagelse, og bør ikke tolkes imod dette. Læg mærke til, at han ser en parallel mellem Fadervor, troens ord og fredlysningen!

I det sidste af citaterne har vi oven i købet nok så smukt rækkefølgen fra dåbsritualet (altså det klassiske). Netop: Fadervor, troens ord og fredlysningen. Grundtvig ser disse tre under eet som Herrens tilsigelse af Guds fulde nåde: barnekår, den frelsende tro, syndsforladelse.

Når Grundtvig altså forstod Fadervor på den klassiske placering først som tilsigelse, så dåbskandidaten derigennem lærer Herrens bøn, eller vi kan sige: får barnekår hos Gud og herefter kan sige Far til Gud, skaberen, så er der ikke nogen begrundelse for at have flyttet bønnen hen efter overøsningen eller “selve dåben”. I hvert fald ikke nogen grundtvigsk begrundelse. Tværtimod.

De skadelige konsekvenser af ændringen i 1912

Ændringen i 1912 havde nogle skadelige konsekvenser. Sagen er jo den, at i 1912-ritualet (og 1992-ritualet) er både Fadervor og fredlysningen blevet marginaliseret ved at blive adskilt fra kernen i ritualet. Fadervor skal nu ikke mere siges til hvert enkelt barn, og karakteren af tilsigelse er i det hele taget forduftet fra Fadervor, ligesom fredlysningen nu heller ikke kræves sagt til hvert enkelt barn. I praksis ser man endda i disse år, at fredlysningen af mange præster simpelthen udelades. Det hele er faldet fra hinanden.

Det, man satte i værk, kan i virkeligheden bedst karakteriseres som en kernespaltning. Vel at mærke ikke af den slags, som genererer nyttig energi, men af den slags, der sætter en kædereaktion i gang med potentielt fatale konsekvenser.

I dagens debat er det nødvendigt at inddrage Grundtvigs syn på dåbens ord. Ellers bliver dåben en magisk handling à la det romerske “ex opere operato”. Faren er, at ordet og dåben, troen og dåben, bliver skilt fra hinanden. Men vi må ikke adskille, hvad der hører sammen. Hvis jeg skal vove at blive lidt højstemt, står vi i dag over for et afgørende valg. Skal vi definitivt cementere det værste og mest provinsielle i den lutherske tradition, eller skal vi tilbage i sporet fra Ny Testamente, oldkirken og den lutherske reformation? Grundtvig er en fornem repræsentant for denne mulighed.

En opfordring

Jeg vil derfor appellere til dem, der kommer til at træffe den endelige afgørelse, om nu omsider at få gjort skaden fra 1912 god igen. Lad os få Fadervor og fredlysningen i dåben på plads igen!

Det værste i den lutherske tradition er, at den adskiller det, som Gud har sammenføjet.

Ordet adskilles fra dåben. Og troen adskilles fra dåben.

Dåben er den rene objektivitet. Og hvad bliver troen så? Ja, svaret giver sig selv: Troen bliver den rene subjektivitet, menneskets viljesbeslutning og roden rundt i eget – og andres – sjæleliv.

Objektivitet og subjektivitet er filosofiske begreber, der er trængt ind i kernen af kristendommen og har erstattet Helligånden. Den enkle og ukomplicerede kristentro er blevet korrumperet af filosofisk refleksion.

Det sørgelige resultat er, at dåben nærmest bliver en magisk handling, og troen bliver en menneskelig præstation. Du skal tro! I sin mest outrerede version bliver det til: Du skal tro på dåben!

Dermed er troen på Kristus sat i skammekrogen. Troen på Gud Fader og på Jesus Kristus og på Helligånden er manøvreret ud på et sidespor.

Dåben som den rene objektivitet findes historisk i den lutherske ortodoksi, og troen som den rene subjektivitet findes i den historiske pietisme.

I dag er de to tendenser ofte forenet i samme bevægelse eller kirkelige miljø. Se til missionsforeningerne og Tidehverv!

Den ikke så reflekterede pietisme findes i Indre Mission, der dog langt fra altid ender i ren metodisme, det må indrømmes.

Og den yderst raffinerede og intellektualistiske pietisme findes i den kierkegaardsk inspirerede Tidehverv. Ikke overraskende ser det ud til, at de to miljøer nu hastigt nærmer sig hinanden.

Og se til den brede og slatne pietisme, der behersker Folkekirken! Det er blevet til tro mig her og tro mig der og tro op ad døre og ned ad stolper. Tro som psykologi, og tro som anskuelser.

Vi skal i dag ikke vende tilbage til luthersk ortodoksi og til pietisme. Vi skal vende tilbage til evangeliet. Det var det, Grundtvig gjorde.

På dansk grund er det, jeg kalder det værste i den lutherske tradition, med stor konsekvens overvundet af ham:

Vi er Guds hus og kirke nu,
bygget af levende stene,
som under kors med ærlig hu
troen og dåben forene.

At “vi” under kors med ærlig hu / troen og dåben forene betyder, at “vi” holder fast ved troens ord i dåben. Troen er givet i dåben. “Vi” adskiller ikke, hvad Gud har sammenføjet. “Vi” med anførselstegn, fordi det er Helligåndens værk.

Troen er både troens ord ved dåben og troen i hjertet. Først ordet og så troen. Troen i hjertet er nemlig helt afhængig af troens ord. Hvis troen løsrives fra dåben, går den på egen hånd og ender i menneskeværk.

Derfor er det helt afgørende, at dåbsritualet ikke lider yderligere overlast i forbindelse med en fornyelse af ritualbogen. Det skulle endda gerne genoprettes.

Vedr. begrundet forslag om, at Fredlysningen og Fadervor føres tilbage på deres rette plads fra før 1912.

Udvalget opfordrer til indsendelse af kommentarer og forslag. Den opfordring vil jeg gerne tage op, idet jeg vil koncentrere min henvendelse om et bestemt punkt i dåbsritualet, nemlig Fredlysningens og Fadervors placering i forløbet.

Først: Det er en forudsætning for den følgende tekst, at der klart må skelnes mellem på den ene side dåben selv og på den anden side dåbens tolkning i teologi og forkyndelse såvel som dåbens udfoldelse i den kristnes liv. Her skal udelukkende et forhold ved dåben selv behandles, sådan som den kommer til udtryk i ritualet.

Baggrunden for min henvendelse er forståelsen af, at DÅBENS ORD i en luthersk tradition er en hovedsag. Luther stiller i sin Lille Katekismus spørgsmålet: “Hvordan kan vand gøre så store ting?” Og han svarer: “Det er ikke vandet, der gør det, men Guds ord, som er med og i vandet, og troen, som stoler på dette Guds ord i vandet.” Grundtvig fandt som bekendt, at denne pointe er uomgængelig, hvis vi ikke skal falde tilbage i et magisk dåbssyn à la det katolske “ex opere operato”. Synspunktet blev styrende for Grundtvigs omfattende og meget dybe arbejde med dåben.

Noget polemisk har Grundtvig udtrykt dette syn i følgende ord: “Vi vil derfor slet ikke tvistes med dem, der forsikkre os, de veed bestemt, der hører VÆSENTLIG slet ikke mer til DAABEN end bare Vand og de Ord: Jeg døber dig i Navnet Faderens og Sønnens og den Hellig-Aands — vi vil slet ikke tvistes med dem, men blot bemærke, at hvem der troer, det er ved Daaben og ved den alene de Troende gjenfødes til det evige Liv [og det gør Grundtvig selvfølgelig], umulig kan tage sig det saa let med dens Udførelse eller engang taale den Tanke, at vor Herre Jesus Christus skulde love alle dem det evige Liv, der blot ville lade sig døbe med de ord.”

Citatet er fra afhandlingen “Daaben efter Christi Indstiftelse, 1840-1842, Udv.Skr. bd. 8, ss. 417-418.

Dåben er altså primært Ordet, ikke vandet. Ordet vel at mærke sammen med vandet.

Det luthersk-grundtvigske syn på dåben tilsiger derfor den største varsomhed og omhu i omgangen med dåbens ord. Intet heri kan ændres vilkårligt. Det gælder navnlig de ord, som med stor sikkerhed kan identificeres som hørende med til dåbens væsen, og som altså ikke kan udelades eller ændres væsentligt, hvis dåben stadig skal være den kristne dåb. Det drejer sig om

1. dåbspagtens ord – spørgsmål og svar (før neddykkelsen/overøsningen),
2. efter neddykkelsen/overøsningen: bønnen/”Forsikkringen” (som Grundtvig kaldte den) med håndspålæggelse af dåbskandidatens hoved,
3. og fredlysningen (“Fred være med dig) også med håndspålæggelse. 

De fleste vil sikkert være enige om, at Fadervor og enkelte andre led også hører med til dåben.

Grundtvig nævner i afhandlingen “Daaben efter Christi Indstiftelse” ikke døbeordet “Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn” som hørende til dåbens væsen. Vidste han, at det er en nyhed, der indførtes tidligt i Middelalderen, hvor det fortrængte dåbspagtens spørgsmål og svar som døbeord? I hvert fald er det en historisk kendsgerning, at det forholder sig således.

————–

Både fredlysningen og Fadervor blev marginaliseret med det nye ritual i 1912.

Fredlysningen er ord, der under ingen omstændigheder kan fjernes fra ritualet. Alligevel er det, hvad der efter alt at dømme er ved at ske. Skaden begyndte allerede med ritual-ændringen i 1912. Indtil da kom Fredlysningen lige efter vanddåben i forlængelse af den afsluttende bøn: “Den almægtige Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som nu har genfødt dig o.s.v.” Fredlysningen havde altså en særdeles central placering i forløbet og skulle siges under håndspålæggelse på den døbtes hoved. Den var med andre ord en personlig tilsigelse.

Når der er flere dåb, blev det i 1912 “lovligt” at sige “fred være med jer” i stedet for “fred være med dig” og altså udelade den personlige tilsigelse under håndspålæggelse. I praksis er det nu kommet så vidt, at adskillige præster simpelthen udelader fredlysningen. Det er en konsekvens af 1912-ændringen, som man dengang burde have kunnet forudse.

Hvad Fadervor angår, blev bønnen i 1912 skudt ind imellem “Den almægtige Gud …” og “Fred være med dig”. I Luthers ritual af 1526 havde Fadervor en central placering i forbindelse med “børneevangeliet”, der slutter med “og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.” Fadervor følger i Luthers ritual umiddelbart efter. Fadervor blev altså opfattet som et velsignelsesord, en personlig tilsigelse, før den kan være “vores bøn”. Denne gode pointe gik tabt med ændringen i 1912. Der er derfor grund til at henlede opmærksomheden på, at de enkelte elementers placering og rækkefølge i ritualet er ikke ligegyldig. Thi det enkelte element får betydning ud fra konteksten.

For den, der, som undertegnede, hele sin præstetid har levet med Christian Thodbergs, Regin Prenters og N. F. S. Grundtvigs omfattende og grundige arbejde med dåben, er det utåleligt, at det enkelte barn skal snydes for den personlige tilsigelse af Fredlysningen og Fadervor. Selv om det med det nu gældende ritual virker klodset, har jeg derfor følt mig nødsaget til, som Kirkeritualet af 1685 i øvrigt befaler, at gå rundt til de ved adskillige gudstjenester mange dåbsbørn og berøre hver enkelts hoved under Fadervor, ligesom jeg dernæst har måttet gå en runde mere med den såre vigtige velsignelse fra Vor Herre selv, “Fred være med dig”, til hvert enkelt barn – med håndspålæggelse. Dette for at undgå resultatet af den forfaldshistorie, der blev sat i gang i 1912.

Den meget uheldige ændring blev desværre fastholdt i ritualbogen af 1992. Der går vel ikke skår af nogen ved nu endelig at føre Fredlysningen og Fadervor tilbage på deres rette plads. Peder Madsen er vist død. Samtidig kan man passende udelade den lidt mærkelige sætning: “Så vil vi nu hjælpe dette barn til hans velsignelse …” Den bliver nemlig derved overflødig. Dåben er dog mere end en velsignelse.

Med venlig hilsen
Villy Klit-Johansen, pastor emeritus
Præsteager 142, Lisbjerg
8200 Aarhus N
21 46 93 85

Eller: Hvorfor en muslimsk sang ikke bør optages i Højskolesangbogen

Er det fordi højskolesangbogen er en kristen sangbog? Er det fordi dansk folkelighed er en kristen folkelighed?

Svaret er nej. Selv om hvert eneste menneske i landet var døbt og gik i kirke hver søndag, og Folkeskolen havde en kristen formålsparagraf og Danmarks Radio fyldte hele fladen med programmer om kristendom osv. osv., burde dansk folkelighed ikke kaldes kristen, og Danmark burde ikke kaldes et kristent land.

Lad mig forklare hvorfor. Eller lad mig først pointere, hvad der ikke er mit anliggende. Jeg er ikke tilhænger af de kulturradikales stadige forsøg på at trænge kristendommen ud af det offentlige rum. Og jeg ser ikke med milde øjne på de kulturradikales overtagelse af Folkehøjskolen, ligesom jeg ikke mener, at den meget omtalte ramadan-sang skal optages i Højskolesangbogen. Jeg er ikke kulturradikal-humanistisk sekularist. Det er endda langt fra. Jeg skulle være et radikalt hoved, hvis jeg beklagede den frugtbare vekselvirkning, der gennem århundreder har været mellem folkelighed og kristendom, og hvis jeg bifaldt eller medvirkede til at udrydde de sidste rester heraf.

Hvorfor så sige nej til, at folkeligheden bør kaldes kristen? Det korte svar er, at vi ikke bør sammenblande folkelighed og kristendom.

Folkelighedsbegrebet er formet af Grundtvig. Ikke at han har opfundet det, men i Danmark er det formet af Grundtvig, og det er hans begreb om folkelighed, højskolen er sat i verden for at fremme.

Men var Grundtvig ikke præst og teolog? Jo da, men han tænkte ikke folkeligheden udelukkende ud fra kristen teologi. Hele livet igennem var han stærkt optaget af vores hedenske oldtid. I myter, sagn og historie fandt han et rigt åndsliv, der i mange tilfælde var udtryk for sand erkendelse af menneskelivets og folkelivets vilkår.

Denne nordiske ånd beredte kristendommen en frugtbar jordbund, da den dukkede op. Grundtvig betragtede de nordiske sagn og myter som Nordens Gamle Testamente, uden at han dermed forkastede Bibelens Det gamle Testamente. Synet på det nordiske åndsliv følger af hans tro på skabelsen og Guds forsyn og dermed af hans historiesyn. Gud har (selvfølgelig) en finger med i spillet i folkenes historie, også netop de hedenske folks historie, og han har et mål med historien.

Det vigtige er, at det altid stod Grundtvig klart, at folket var der først. Folket var der, før kristendommen kom til det. Folket havde identitet, før det antog kristendommen.

Vel var det teologiske overvejelser, der fik teologen Grundtvig til at fastholde, at folket var der først og havde identitet, før det antog kristendommen. Men det at der ligger teologiske overvejelser bag, betyder ikke, at folket eller landet er kristent. Danmark er det DANSKE folks hjem gennem vel et par tusinde år. Folket har en før-kristen hedensk identitet, som kristendommen ikke har til hensigt at udslette.

Dette understreger Grundtvig stærkt i afhandlingen “Folkelighed og kristendom” fra 1847. Her indrømmer han på given foranledning, at han i sin ungdom ikke var klar i mælet. Han vedgår, at han selv var skyld i, at nogle fik den opfattelse, at han sammenblandede folkelighed og kristendom. Men han lover, at han fra nu af vil skelne klart mellem de to ting.

Vi giver Grundtvig ordet: “Selv derfor, naar Enkelte rose baade min Danskhed og min Christendom, bliver Enden dog gierne den Forbeholdenhed, at Danskheden naturligvis maa christnes før den er værd at nævne, og det er dog langt fra mine tanker, saa jeg stræber stedse tydeligere at holde Danskhed og Christendom ud fra hinanden, vist nok ikke som uforligelige, men dog som høist forskiellige, at den ene kun giælder i en Krog af Norden, den anden over hele verden, den ene giælder kun for en Tid, den anden baade for Tid og Evighed.”

Det er den i grunden hedenske folkelighed, han taler om. Den behøver ikke kristnes, for at den skal være “værd at nævne”.

I denne afhandling skriver han også: ”er Kiærlighed og Sandhed i Christendommens Aand, da følger deraf ikke blot, at den kan aldrig med List eller Vold ville udslette eller undertrykke nogen Folkelighed, men deraf følger ogsaa, at den er meget ilde tjent med, at det giøres i dens Navn, som Papisterne unægtelig gjorde det.”

Det er det samme, sagt med andre ord, når han understreger det meget vigtige, at kristendommen ikke er en lov, der skal beherske verden, men et glædeligt budskab, der skal tjene de mennesker, der frivilligt modtager det.

Her har De, kære læser, grunden til, at det ikke er i Grundtvigs ånd at kalde danskheden kristen.

Og her har vi også grunden til, at en sang med muslimsk indhold ikke hører hjemme i højskolesangbogen. Islam har ikke den respekt for folkeligheden, som kristendommen har. Islam er netop en lov, der vil beherske verden. Præcis det, som Grundtvig bebrejder “papisterne”, altså pavekirken. Islam har simpelthen ikke det positive syn på de historisk udviklede folkeslag og deres åndsliv som den kristne teolog Grundtvig havde. Muslimer mener snarere, at de hedenske mennesker er vantro og derfor skal de omvende sig til Islam. Hvis de “vantro” ikke omvender sig, kan de i bedste fald få lov til at leve som en undertrykt minoritet i den islamiske stat, som Islam tilstræber.

Grundtvig mener stik modsat, at det kristne evangelium har en tjenende funktion i forhold til folkeligheden.

Det er helt afgørende, at vi får dette udtrykt klart og forståeligt. Hvis det altså overhovedet er til at forstå for dem, der bekæmper både dansk folkeligheds og kristendommens stilling i Danmark. Faktisk tror jeg ikke, de kan forstå det, men det skal ikke hindre os i at gøre os vore tanker og udtrykke dem så klart, som vi overhovedet er i stand til. Og det gør vi så i det inderlige håb, at i det mindste de, der vil Danmark og kristendommen det godt, vil kunne forstå det.

For til sidst at skære det ud i pap: Ved at kalde folkeligheden kristen og ved at kalde Danmark et kristent land gør man dem begge, altså folkeligheden og kristendommen, en bjørnetjeneste. Man yder ikke folkeligheden den respekt, som Grundtvig lægger op til, og man står i fare for at skabe et forkert billede af, hvad kristendom er. Kristendom er noget andet end danskhed, og kristendom er unægtelig noget andet end islam.

Ramadan-sangen bør ikke optages i Højskolesangbogen. Ikke fordi det ikke en kristen, men en muslimsk sang. Den muslimske sang hører ikke hjemme i Højskolesangbogen, fordi den ikke understøtter det, sangbogen efter min mening er til for: At fremme dansk folkelighed.

Villy Klit-Johansen, 18/9 2019

Dette skal ikke være et indlæg i debatten om ændring af dåbsritualet. Tværtimod. Jeg foreslår, at vi indstiller den debat indtil videre. Hvorfor? Fordi vor tid mangler den nødvendige sans og finfølelse til at foretage sådant.

Grundtvig havde den. Det er helt overvældende at se, hvor dybt han så. Tag f. eks. det følgende citat: “Vi vil derfor slet ikke tvivtes med dem, der forsikkre os, de veed bestemt, der hører VÆSENTLIG slet ikke mer til DAABEN end bare Vand og de Ord: Jeg døber dig i Navnet Faderens og Sønnens og den Hellig-Aands — vi vil slet ikke tvistes med dem, men blot bemærke, at hvem der troer, det er ved Daaben og ved den alene de Troende gjenfødes til det evige Liv [og det gør Grundtvig selvfølgelig], umulig kan tage sig det saa let med dens Udførelse, eller engang taale den Tanke, at vor Herre Jesus Christus skulde love alle dem det evige Liv, der blot ville lade sig døbe med de ord.”

Det er fra afhandlingen “Daaben efter Christi Indstiftelse, 1840-1842, Udv.Skr. bd. 8, ss. 417-418.

Har Grundtvig læst ritualhistorien grundigt? Det skulle ikke undre mig, for man må igen og igen undres over alt det, han vidste. I hvert fald er han ikke i tvivl om, at ordene “Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn” ikke er væsentlige til forståelse af, hvad dåben er. De er faktisk en relativt sen tilføjelse. De er kommet til i Middelalderen omkring år 1000.
Men hvilke ord i ritualet er så oprindelige og hører med til dåbens væsen, så de ikke kan udelades, hvis det stadig skal være den kristne dåb? Det undersøger Grundtvig i afhandlingen. Resultatet er, at tre ting er nødvendige:

1. Dåbspagten. Det vil sige tilspørgsel med forsagelsen og bekendelsen til den treenige Gud. Og ja-svar. Det er dåbspagtens ord, der gør, at vi døber i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, ikke præstens “magiske” ord.
2. Ordene, der siges under håndspålæggelse lige efter vanddåben: “Den almægtige Gud, vor Herres Jesus Christi Fader, som nu har genfødt dig o.s.v.”
3. Herrens velsignelse “Fred være med dig”.

Grundtvig drøfter og begrunder dette udførligt og overvejer også, hvad der uden skade eller endda med fordel kan tages med ud over disse tre led. Først og fremmest nævner han her Fadervor.

Til dem, der vil sige, at dette jo blot er dogmatik, der lukker sig om sig selv, må vi sige: Ja, vel er det dogmatik. Grundtvig var en kristen dogmatiker, den største, vi har haft. Faktisk er der ikke sket noget væsentlig på dette område siden Grundtvig. Hvis dogmatik er den alvorlige beskæftigelse med det grundlæggende i kristendommen, kan vi slet ikke undvære dogmatikken, uden at kirken ophører med at være Kristi Kirke.
Hvis ikke kirkens historie fremdeles skal være en stadig fortsat forfaldshistorie, må der et alvorligt arbejde til med kirkehistorien og dogmatikken. Først derefter giver det mening at drøfte ændringer i ritualet.

Villy Klit-Johansen, 16/9 2019

især teologerne og de teologisk interesserede

Det bliver nok mit sidste offentlige indlæg i den standende dåbsdebat.

Jeg begynder med et langt citat af N.F.S. Grundtvig. Jeg læste det for mange år siden, men det har åbenbart lagret sig et sted dybt inde i mit hoved, for synspunktet var i virkeligheden det, jeg gav udtryk for i min kronik i Kristeligt Dagblad forrige mandag.

Nu citatet. I artiklen Om folkeligheden og dr. Rudelbach (Udv. skr. 9, s. 92) taler Grundtvig om det mægtige fremskridt, der skete i og med, at reformatorerne skelnede skarpt mellem Herrens egne indstiftelser (dåben og nadveren) og alle de andre kirkeskikke, og at de indførte folkenes modersmål i kirken.

Og så fortsætter han: “Begge Dele matte nemlig skee, førend man, aandelig og kristelig talt, kunne gaa videre, thi derved kom det først atter for Lyset, hvor det levende Guds Ord og den levende Menneske-Natur var at søge, men vi kan ikke sige, at det sekstende Aarhundredes Reformatorer fandt dem deri [nemlig i Herrens egne indstiftelser, min parentes]; thi selv Morten Luther, som dog følde dybt, de maatte være der, saa dog kun glimt deraf og turde i denne Henseende ikke troe sine egne Øjne. Naar man saaledes bestandig talde om “Ordet og Sakramenterne”, som om der var noget kristeligt Sacrament uden Ord, da giendrev vel Morten Luther den Bagvendte Talemaade ved det udtrykkelige Vidnesbyrd, at uden Guds Ord blev Vandet Vand og var ingen Daab [Den lille Katekismus, min parentes], og at uden Ordet “det er mit Legeme” og “gives for eder” var Nadveren intet guddommeligt Naademiddel; men han brugde dog selv den bagvendte Talemaade “Ordet og Sacramenterne”, og havde meget forvirrede Tanker om Forskiellen mellem Guds levende Ord, den Hellige Skrift og de skriftkloges Prædiken, og den Forskiel maa dog nødvendig klare sig, før vi kan finde det levende Guds Ord, der ene er mægtigt til at borttage vore Synder og skienke os det evige Liv.”

Grundtvig er her i dyb samklang med intentionen i den lutherske reformation. Og han har fuld dækning i skriften (Ef. 5,26, 1. Pet. 3,21 og mange andre steder). Det har de kredse i Folkekirken, som meget ofte taler om, at dåben frelser, forvandler m.m, derimod ikke. Hvis man ikke har dåbens ord med, udtrykker man et syn, der ligger meget tæt på det romersk-katolske: at dåben virker i og med, at den udføres. Det er et syn, der har meget stor udbredelse.

Grundtvigs kritik af Luther kommer vi simpelthen ikke uden om, hvis vi stadig holder af Kristi menighed og har det levende Guds ord som vor eneste salighed.

Jeg har brugt en meget stor del af mit liv til at tale og skrive om dette, men nu er det slut, for jeg interesserer mig også for andre emner. Men jeg undrer mig over, at Grundtvigs erkendelser har så lidt gennemslagskraft i Folkekirken, hvor så mange præster kalder sig grundtvigske.

Altså slut herfra.

Vi er Guds hus og kirke nu,
bygget af levende stene,
som under kors med ærlig hu
troen og dåben forene.

Der er en svaghed i den lutherske tradition. Den kommer af, at troen og dåben ikke forenes, men skilles ad. Jeg mener ikke, at det svarer til Luthers hensigt, men sådan har det udviklet sig.

Lutherdommen oscillerer til stadighed mellem noget, der ligger meget tæt på det katolske, nærmest magiske, syn og et syn, der slet ikke mener, at dåben er genfødelsens bad ved Helligånden.

Det kommer som sagt af, at man ikke forener troen og dåben. Herved tænkes ikke på dåbsritualet, for det er stort set bevaret uskadt, men der tænkes på det, der har været i teologernes hoveder og munde.

Først med Grundtvig er denne svaghed blevet overvundet. At vi “under kors med ærlig hu / troen og dåben forene” betyder, at vi holder fast ved troens ord ved dåben. Troen er givet i dåben. Ordene har hos Grundtvig nemlig altid en præcis betydning.

“Troen” er både troens ord ved dåben og troen i hjertet. Først ordet og så troen. Troen i hjertet er nemlig helt afhængig af troens ord. Hvis troen løsrives fra dåben, går den på egen hånd og ender i menneskeværk. Eller den dør hen.

Gud ske tak for Grundtvig, som lærte os at forene troen og dåben – under kors med ærlig hu. Som i dåbsritualet, således også i hovederne og i hjerterne og i livet.

Det af biskopperne nedsatte fagudvalg om dåben og nadveren har barslet med en stor rapport og med to små hefter. Det ene af dem, “Dåben kort fortalt”, giver anledning til nedenstående refleksioner.

Først får vi i heftet en både teologisk og pædagogisk set glimrende indføring i Martin Luthers dåbsteologi. Derefter følger dåbsritualets led og en forklaring af disses indhold. Hensigten er, “at pege på, hvor og hvordan de motiver, der ligger i dåben evangelisk luthersk, kan komme til udfoldelse i et dåbsritual.” Den mulighed holdes åben, at dåbsritualet eventuelt kan ændres med Luthers teologi som målestok.

Det er problematisk, at teologien bliver tildelt højere rang end dåbsritualet. Selvfølgelig tillægger vi Luthers teologi stor værdi, men dåben bygger ikke på Luthers teologi. En gennemgang af dåben burde i stedet tage udgangspunkt i dåbsritualets bærende og altså nødvendige elementer, således som Christian Thodberg i forlængelse af Grundtvigs indsats gjorde det i sit store arbejde med dåbsritualets historie.

Luthers store reformatoriske opdagelse var “retfærdiggørelsen ved troen alene”. Den fik ham ikke til at ændre dåben, men han kom til at se den i et nyt lys. Hans nye erkendelse var, at det, der gør dåben til genfødelsens bad, ikke er vandet, “men Guds ord, som er med og i vandet, og troen, som stoler på dette Guds ord i vandet.” (Lille Katekismus).

Det var en vigtig indsigt, Luther nåede frem til. Dåben kunne nu forstås som evangelium, som den ultimative trøst over for de magter, der truer os: synden, Guds lov, døden og Djævelen. Desværre nåede Luther aldrig, så vidt det ses, frem til en klar erkendelse af, hvad dette Guds ord i dåben så er, helt konkret. Han henviste i tidens løb til forskellige ord fra Bibelen, men mærkeligt nok ord, der ikke var en del af det oprindelige i dåbsritualet.

Til trods for, at evangeliet med den lutherske reformation kom til at skinne klart, er der grund til at være opmærksom på denne svaghed i den lutherske tradition. Selv hvor man med Luther har fastholdt, at dåben er et (engangs)sakramente, altså et nådemiddel, hvorigennem Gud skænker frelsen til mennesket, har den manglende bevidsthed om dåbens ord medført angst og usikkerhed. For man siger: Dåben er Guds handling, men vi skal jo tro på den, ellers frelser den ikke.

Hvis dåben virkelig skal kunne forstås og fastholdes som den ultimative trøst, må der være klarhed over dette. Det lader sig med temmelig stor sikkerhed fastslå, hvilke led (ord) der hører nødvendigt med til dåben. Det er: Forsagelsen og Trosbekendelsen i spørgende form, talt til den, der skal døbes. Det er det, som dåbskandidaten svarer ja til før dåben. Ved barnedåb træder den voksne, der bærer barnet, hjælpende til. Endvidere: Fadervor, bønnen “Den almægtige Gud, o.s.v.” og endelig Herrens egen velsignelse: “Fred være med dig”, som underligt nok ikke er med i arbejdsgruppens hefte. Det er vel en forglemmelse? Grundtvig arbejdede med spørgsmålet om, hvad der hører nødvendigt med til dåben, i afhandlingen “Daaben efter Christi indstiftelse” fra o. 1840.

Det vigtigste at få frem i dagens debat er, at dåben kun er genfødelsens bad i kraft af Guds levende ord til det enkelte menneske og troen, der i tillid griber om Guds ord. Uden Guds ord og troen er dåben ikke genfødelsens bad.

Først når vi erkender, at tro og dåb hører sammen som én Guds handling, forstår vi dåben som evangelium, som den sidste afgørende trøst. Troen er Guds gave ved dåbens ord. Hvis troen bliver løst fra Guds ord i dåben, går den på egen hånd og bliver uvægerligt til menneskets præstation. Og så har vi spillet gående. Troen bliver et: Du skal! Eller et: Du kan i kraft af din vilje, din fornuft eller din moralske evne. Erfaringen har vist, at biblicistisk luthersk teologi let ender i en subjektivisme, hvor den frelsende tro bliver noget, mennesket selv må tilføje til dåben, før den kan blive genfødelsens bad.

For Grundtvig var det især forsagelsen og troens ord, der var dåbens ord. Regin Prenter, en af de største danske teologer i det 20. årh., overvejer spørgsmålet om evt. at afskaffe tilspørgslen med forsagelsen og troen ved barnedåb med den begrundelse, at “et så lille barn jo ikke kan tro”. “Men” skriver Prenter, “så bliver det svært at fastholde barnedåben som en virkelig genfødelse. Enten opgiver man tanken om genfødelsen, og dåben bliver bare en symbolsk “forkyndelse” af Guds uforskyldte nåde, eller også fastholder man, “at der virkelig sker noget i dåben”, men når dette “noget” sker, uden at barnets tro er med i det, glider man uundgåeligt i retning af en “magisk” dåbsopfattelse, hvorefter dåben virker automatisk, uden at menneskets tro er med i det, altså “ex opere operato”, som det hed hos skolastikerne (de store teologer i middelalderen, min parentes). Begge opfattelser er uforenelige med det, Confessio Augustana siger om dåben som genfødelsens bad.” (Regin Prenter: Kirkens lutherske bekendelse, s. 105).

Den lutherske kirkes problem med dåbens ord kan ikke løses ved blot at gentage Luthers teologi. Ikke engang en fornyet tolkning af Bibelen kan løse problemet. Flere steder i Ny Testamente er dåbens ord ganske vist forudsat, men det bliver ikke citeret. Det er ikke så underligt, når man husker på, at dåben er ældre end Ny Testamente. Det var Grundtvigs “mageløse opdagelse”. Dåben var en levende overlevering i menigheden, før Ny Testamente blev til som bog.

Denne opdagelse gav større klarhed om dåbens ord, end det var muligt for Luther at nå frem til. Grundtvig blev aldrig træt af at pege hen på den store glæde: at Vor Herre Jesus i dåben og nadveren taler sit levende ord netop til os. Det betyder ikke, at han benægter, at Gud kan tale, når og hvor han vil, og gennem hvem han vil, men det betyder, at den anfægtede sjæl kan høre, at her taler den opstandne og levende Herre troens og håbets ord med personlig adresse.

Jakob Knudsen skrev om dette: “Han (Grundtvig) ville befri “de kristne små” fra angsten under præsternes og de lærdes strid og tyranni, han ville, at de selv skulle kunne dømme, føle, skønne i deres saligheds sag; og da han således søgte, funklede med ét for hans øjne det evige guld.” Smukkere kan det næsten ikke siges.

For at stille det skarpt op bliver man på den baggrund nødt til i dag at spørge de lutherske teologer: Er Kristus hos os i teologernes udlægning af skriftens døde bogstaver, eller er han hos os i sin menighed, hvor han taler sit levende ord til os i dåben og nadveren? Svaret bør være, at Guds Søn blev menneske, ikke bogstaver. Det betyder ikke, at Bibelen kan undværes som kilde til dåbens teologi, men det betyder, at man ikke kan konstruere dåben ud fra Ny Testamente, hvilket Luther i øvrigt heller ikke forsøgte på, og det betyder, at de relevante bibelske tekster primært hører hjemme i prædiken og undervisning og kun i begrænset omfang i dåbsritualet.

Hvad dåbsritualet angår, kan det med glæde konstateres, at det blev bevaret uskadt gennem den fornyelse, som reformationen var. Kun elementer, der ikke var klart begrundet i evangeliet, rensede Luther ud. Sådan bør det også være i dag: Dåben kan principielt ikke ændres. Hverken det moderne menneskes erfaringer eller teologiske meninger kan begrunde ændringer i dåben, selv om ritualet selvfølgelig kan forbedres på enkelte punkter. Pointen er altså ikke, at Luthers teologi skal erstattes med Grundtvigs, men at vi bør nyttiggøre Grundtvigs erkendelse: At dåben selv går forud for enhver dåbsteologi.

Villy Klit-Johansen
fhv. sognepræst, Lisbjerg

Lidt åndeligt husflidsarbejde

Nu trænger vi til noget andet end det politiske kævl, der ellers fylder hele fladen. Noget vigtigere, uden hvilket det hele kan være lige meget.

Grundtvigs store digt fra 1824 med 312 (!) strofer på hver 11 linjer er meget komplekst og derfor uudtømmeligt. Hvad det i øvrigt kan siges at være, er det klart for mig, at det er en udfoldelse af drømmen om en åndelig opvækkelse, folkeligt og kristeligt. Grundtvig skelner ikke så klart mellem det folkelige og det kristelige, som han, så vidt jeg kan se, gør det nogle år senere.

I 1824 er Grundtvig i fuld gang med ikke just at forlade den lutherske bibelkristendom, som han gennem en dyb krise annammede i 1810, han forlader aldrig det syn på frelsen, han fik i 1810, men han er i 1824 i gang at udvide synsfeltet ganske betragteligt. Den nordiske mytologi, Danmarks hedenske oldtid og historien (Saxo) kommer til at spille en stor og positiv rolle.

Hvad der gør digtet så gribende er ikke mindst, at Grundtvig sætter sig selv ind et hundrede procent på denne opvækkelse. Han er ikke den, der betragter og beskriver. Han satser hele butikken. Hans person spiller endda en afgørende rolle i fornyelsen. Det var det, der fik flere af hans samtidige til at beskylde ham for hovmod. Men er det mon retfærdigt? Det mente han i det mindste ikke selv, for det er ikke ham, det drejer sig om, men åndslivets kilder, som han først fik adgang til gennem den handicappede hushjælp og barnepige Malene i præstegården i Udby, “DENGANG JEG BLEV LILLE IGEN”. (strofe 283).  Han måtte netop blive lille for at kunne bruges.

Det er denne iagttagelse, jeg vil omtale: At begrebet “de små” spiller en stor rolle i digtet. Og det gælder både i det kristelige og i det folkelige, hvilket bekræfter, at hans folkelige syn har “kirkekalk på ærmet”, som Poul Erik Søe engang bemærkede. De smaa er både Mor Danmarks børn og Guds børn. Alligevel skal man dog ikke blande det folkelige og det kristelige sammen.

“Dengang jeg blev lille igen” hentyder til hans omvendelse i 1810. De små er dem, der erkender egen afmagt, når det gælder det helt afgørende: At nå Gud, at blive forsonet med Gud og vide sig accepteret af ham. Denne erfaring fra 1810 er som allerede nævnt grundlæggende for hans syn hele livet igennem. Også efter at han i 1824 begynder at modificere og nytolke den lutherske kristendom.

I strofe 62 er vi netop tilbage i 1810:

Som Barnet, saa Bordet,
Han dækked i Chor,
til Ære for Ordet,
som Barnet kun troer,
Til Gavn og til Glæde
For alle DE SMAA,
som gerne til sæde
Paa Skamlerne gaae
Og gerne staae Skrifte
For Ham, som vil stifte
Et kærligt, et evigt Forlig!
(Barnet er vist nok det åndsliv, der blev frugten af Luthers indsats)

Skal digteren kunne bruges til noget, også folkeligt, må han blive lille. Ellers kan han ikke bruges i Åndens og Ordets tjeneste for “de små”. Det nytter ikke noget at tale ned til folk, som åndseliten har for vane. Han må helt ned i øjenhøjde med jævne folk. Han skal ikke som den (bedre)vidende akademiker tale dunder til folk, han må stikke fingeren i jorden. Han må gøre det, som han før har været for fin til:

“Om Finger i Jorden
At stikke med flid,
Om Fruen i Norden
At vække med Vid.”
(Strofe 192)
Fruen i Norden er det danske som en åndelig realitet. Her er vi altså ovre i det folkelige. Folket vækkes kun ved en folkelig forkyndelse. Strofe 169:

“Nu lød over Vange
En folke-lig røst,
I Sagn og i Sange
Til Børnenes Trøst
Til Spot for de Store,
Til Gavn for de Smaa,
Som hvad dem kan more
Selv prægtig forstaae,
Til Bro over Belte,
Som skille fra Helte,
Et kortsynet Puslinge-Kuld.

Tanken tages op igen i strofe 198:
O, mærker dog, Blinde!
Hvad Tosser forstaae:
Hvo Marken vil vinde,
Maa prøve derpaa!
Hvo Folket vil træffe
Tilbunds under Øe,
Med Folket maa bjæffe,
Om ei det kan gjøe!
Hvo for det vil sjunge
Maa laane dets Tunge,
og lære at aande paa den!
(Hvo betyder hvem, folkets tunge er folkets sprog, modersmålet, som det lever på det jævne folks tunge).

Jeg vil mene, at det med “de små” spiller en organiserende rolle i Grundtvigs tankeverden, og det er en uomgængelig sag, hvis Grundtvigs drøm om en folkelig og kristelig opvækkelse skal have betydning for Danmark i dag i en situation, hvor ideologierne har taget det åndelige livs plads. Hvilket er ganske ødelæggende.

Men gå selv på opdagelse. Jeg har fundet temaet eksplicit i stroferne 62, 160, 166, 169, 205, 211, 248, 281, 283, 287 og 312. Men jeg tror, det i virkeligheden er allestedsnærværende som et bærende element.

Emnet kunne fortjene en nærmere undersøgelse og behandling.

Et stort JA til den folkelige myte

#MortenMesserschmidt og #MartinAHansen

På lørdag den 15. juni er det Valdemarsdag, Dannebrogs dag. Det er oven i købet 800 årsdagen for den berømte hændelse ved Lyndanisse i Estland i 1219.

Morten Messerschmidt foreslog for nylig, at dagen gøres til dansk nationaldag. Jeg skal ikke her tage stilling til Messerschmidts forslag, der under alle omstændigheder er velment og sympatisk. Men måske vil det være lidt for bombastisk for dansk mentalitet at have en nationaldag. Folket er nemlig vigtigere end nationen. Nationer uden et folk forsøger man at skabe ved højhed og blæst, hvad vi danske som bekendt ikke er skabt til. Ved jorden at blive …

Folket derimod er ikke noget, vi skal skabe ved at piske en stemning op. Det er en gave – og en opgave, vi kan tage på os, hvis vi altså vil. Så: Skal vi ikke bare fejre dagen. Gerne i langt større udstrækning, end vi plejer. Hvis vi er så heldige at have en flagstang, er der noget, vi lige skal huske. Flagning fra offentlige bygninger er en selvfølge. Lad os bruge Valdemarsdagen! Vi har den jo allerede. Det er også vigtigt, at vi fortæller vore børn og børnebørn historien om Dannebrog. Det er ikke sikkert, de får den at høre i skolen.

Til en fejring af Valdemarsdag kan vi hente god inspiration hos Martin A. Hansen, der 2/9 1947 skrev en god artikel, “Dag og Myte”. Det er folkeligheden i den dybeste forstand, han er optaget af. Jeg bringer nogle gode citater fra artiklen – efterfulgt af mine kommentarer og refleksioner, der selvfølgelig ikke har det samme litterære niveau som MAH’s tekst, men jeg har behov for at formulere min forståelse af den fine tekst. Den har noget at sige ind i vores aktuelle situation.

MAH skriver om nationale mærkedage i et folkeligt perspektiv. Folk har faktisk sans for kvalitet. Han nævner i den forbindelse de folkekære salmer, historien og sproget. Og nu citerer jeg: “Et Folk, som endnu er et Folk og ikke opløst i Masse, kan ikke lade være med at skabe Mytologi af sin Historie.”

MAH er opmærksom på risikoen for misbrug af flaget som symbol. Men: “Flaget er i stand til at taale meget, fordi det er faldet ned fra Himlen. Børn tager i vor Tid straks afstand fra den barnlige Historie, og saa giver de sig rigtig til at tro paa den. Og saadan gaar det nok de fleste. Den barnlige Myte, vor sidste billedskabte Folkemyte, er en lille frisk Kilde, som ikke engang Nationalismen rigtig har kunnet plumre. Der er nemlig Visdom i den. Den fortæller, at hvad der skaber og opbygger et Folk og hindrer det i at falde hen i “Masse”, dets Idé og Mysterium, det er hemmelighedsfuldt, kan hverken planlægges eller rationaliseres, men det genfødes og gives i Oplevelsen, det falder ned fra Himlen.”

Videre: “Det alvorligste Spørgsmaal for os i Dag er simpelthen, om der eksisterer et dansk folk. Det kan man ikke faa Svar paa hver Dag. Til daglig ser man “Masser”, Partier, Erhverv o.s.v. Og efter alt at dømme har europæisk Civilisation i flere Generationer stilet efter at faa opløst de aandelige Organismer, som Folkene er, til Mekanismer, Masser, indespærret i Nationalismens Fæstninger. Og det er sjældent, man i den Tid har faaet tydelige Livstegn fra Folkene som folk. Tegn har ikke manglet, men de har kunnet tydes som blot og bart nationalistiske, hvis Udartning hører Massefænomenet til. Og føres den udvikling til Vejs Ende, maa man vente, Kulturen falder hen i Kaos. Kultur, som vi er vant til det, er utænkeligt uden de skabende Organer, Folkene.”

Mine overvejelser:

Det er tydeligt, at MAH i sit syn på folket er dybt inspireret af Grundtvig. Et folk er en åndelig realitet. Folket er grundtvigsk sagt “mer’ end mængde, muld og strand”, i MAHs sprog: mere end masse.  MAHs masse-begreb nærmer sig vel fænomenet pøbel. Masse er en samling individer, der af en folkeforfører kan gejles op til had og vold. Men et folk er mere end det samlede antal individer, der bor indenfor en given stats grænser. Historiens og mytens betydning som folkets livskilder var han fuldt bevidst om og arbejdede flittigt med på.

Af Grundtvig har han lært, at folket er skabt af Guds Ånd, ikke af os selv. Det er derfor noget, vi skal være ydmyge over for. Der er ingen grund til stolt selvglæde. At det er en åndelig størrelse betyder ikke, at det er ganske uafhængigt af afstamning, land, grænser og den slags konkrete forhold, slet ikke. Ånd uden legemlighed var både for Grundtvig og MAH noget forfærdeligt spøgelsesvæsen. Men omvendt: et folk, der har mistet forbindelsen til sine åndelige livskilder falder hen til “masse” og bliver et let offer for demagoger.

Med nationalisme mener HAH ikke det, at et folk nyder selvstændighed i sit eget land inden for sin egen stats grænser. Det betragtede han ikke som nationalisme, men som et ubetinget gode. Nej, nationalisme kendte han blandt andet fra det nazistiske Tyskland, som forstod Das Volk ud fra racistiske teorier, og som betragtede den tyske nation som overlegen og berettiget til med militær magt at flytte grænser til egen fordel og skaffe sig magten over nabolandene.

Uden folkene falder Kulturen hen i kaos og opløsning. Til kulturen hører folkestyret. Folkestyret er afhængigt af folket. Det kan lyde som en banalitet, men er en overset sandhed: Den levende folkelighed er en forudsætning for folkestyret. Uden folket ender folkestyret i en parodi. Bestræbelsen på at opløse de åndelige organismer, som folkene er, fortsætter i øvrigt for fuld kraft i vore dage. På grundlag af skadelige ideologier. Ingen nævnt, ingen glemt.

Vi mangler i dag en digter af Martin A. Hansens format til med mund og pen at føre en folkelig forkyndelse. Den er nødvendig til at oplive den gode folkelighed, der er en nødvendighed for samfundet, folkestyret og for det kristne evangeliums udbredelse.

Alle ønskes en god Valdemarsdag.

P.S. Citaterne er hentet fra “For folkets frihed. Martin A. Hansen og Besættelsen, red. Jørgen Jørgensen, Gyldendal 2018 ss. 213 og 214. Bogen kan varmt anbefales.