Godtfred Grønningers Blog

Denne artikel er skrevet i anledning lektor, dr. teol. Nils Arne Pedersens artikel Guds børn og Fadervor (I), Dansk Teologisk Tidsskrift 2019 nr. 3-4. Flytningen af Fadervor i dåbsritualet af 1912 er et emne, der stadig kalder på debat. Nils Arne Pedersens (herefter NAP) artikel er nærmest nødvendig at beskæftige sig med i den forbindelse. Det er et meget grundigt arbejde. NAP afslutter denne første del af sin artikel med at konkludere, at Grundtvig “stod fast på, at selve frelsesmidlet var vandoverøsningen med døbeordene.” Denne konklusion giver det god mening at diskutere uden at inddrage anden del af artiklen. Selv om NAP underkaster Fadervors betydning og placering i dåben en selvstændig behandling i anden halvdel af sin artikel, tillader jeg mig tillige at inddrage dette spørgsmål. Det er nemlig umuligt at undgå det, når man skal skrive om Grundtvigs dåbssyn.

I afslutningen uddyber jeg min tolkning af Grundtvigs dåbssyn, idet jeg tilføjer flere eksempler fra Grundtvigs poetiske skrifter, ligesom jeg runder af med nogle få ord om hele denne problematiks betydning for kirkens dåbsritual. 

NAP’s diskussion af Fadervor i dåbsritualets rækkefølge ifølge Christian Thodbergs Grundtvig-fortolkning

Vi er på s. 101-108 i NAP’s artikel. Jeg vil ikke gøre så meget ud af NAP’s kritik af Christian Thodbergs Grundtvig-tolkning. Det er en skam, at Thodberg ikke er blandt os mere, så han selv kunne svare.

Blot nogle få ting. NAP citerer i fodnote 10, s. 103 Thodberg for, at Grundtvigs poesi er vigtigere end hans prosa til forståelse af Grundtvigs syn på dåben: “Hans personlige opfattelse fjern fra al polemik møder vi i salmerne”. Det er ikke nødvendigt her at tage stilling til dette Thodbergs synspunkt. I det følgende inddrager vi både Grundtvigs prosaskrifter og hans poetiske skrifter.

NAP gør opmærksom på, at en del af Thodbergs teologiske forudsætning for beskæftigelsen med Grundtvig er en spiritualiserende sakrament-teologi. Det er indlysende, at en teolog, der beskæftiger sig med et emne, har sine forudsætninger. Også jeg har mine forudsætninger. Det er blandt andet opfattelsen af dåben som en sakramental (engangs)handling, hvilket indebærer et positivt syn på Luthers og Grundtvigs udsagn om, at vi i dåben bliver Guds børn. Ret forstået er det et gangbart udsagn.

NAP’s forudsætninger skinner igennem på s. 105-106, hvor han drøfter Thodbergs “problem” med leddenes rækkefølge i salmen “Op til Guds hus vi gå”, (GSV V. No 108), der læner sig tæt op ad dåbsritualet. For at gøre en lang historie kort har Thodberg her et problem, mener NAP. Thodberg vikler sig ind i noget, der ligner en inkonsekvens, påstår han. “Problemet” er, at Fadervor i salmen kommer efter dåbspagtens spørgsmål og svar. Til trods for, at Thodberg påpeger mønstre i Grundtvigs tekster, der netop peger i retning af, at denne rækkefølge for Grundtvig er den rette, afviser Thodberg at tage konsekvensen. Hvis han havde taget konsekvensen, ville det understøtte NAP’s hypotese om, at Grundtvig betragtede vandoverøsningen sammen med “døbeordene” som selve den frelsende handling. Uden at gå ind Thodbergs tolkning og NAP’s kritik af denne, vil jeg præsentere min egen tolkning. Den har for mig at se den fordel, at den er enkel og ligetil.

For at gøre det klart, hvad vi taler om, citerer jeg strofen om Fadervor (6. strofe):

“Så lærer os Guds Søn
sin egen barnebøn,
indånder i vort bryst
sin egen barnerøst”

For det første angiver ordet “så” ikke en rækkefølge. Det betyder ikke “derefter”, men “således”, altså på samme måde, nemlig på samme måde som Guds Søn ved at tale troens ord til den, der døbes, skaber troens bekendelse på den døbtes tunge (3.-5. strofe). Altså: Guds Søn taler i dåben personligt Fadervor til den, der døbes, og lærer os derved at bede bønnen af hjertet. Hans egen barnerøst indånder han i vort bryst. Det stemmer utrolig godt med Grundtvigs “mageløse opdagelse”, der er grundlæggende for al hans teologi efter 1825. Fadervor forstår Grundtvig som hørende med til dåben.

Med udtrykket “den mageløse opdagelse” sigtes der til Grundtvigs store gennembrud i 1825. Det nye syn blev udviklet gennem de følgende år. Pointen i Grundtvigs “mageløse opdagelse” er, at evangeliets forplantning gennem slægterne ikke er sket eller sker ved skriftens døde bogstaver, tolket af de skriftkloge, men i menighedens forsamling, nemlig ved Herrens levende ord i dåben og nadveren. Den opstandne Herre er selv til stede ved døbefonten, hvor han taler sit levende og nyskabende ord til den, der døbes, og ved nadverbordet, hvor han til menigheden, som han i nadverens brød og vin deler sit legeme og blod med, taler sit livgivende og styrkende ord.

I betragtning af den alt bestemmende betydning, “den mageløse opdagelse” fik for Grundtvigs teologiske tænkning, er den den uomgængelige tolkningsnøgle til forståelse af Grundtvigs syn på Fadervors placering og funktion i dåbsritualet. Derfor er det et falsk alternativ, NAP på s. 108 opstiller i diskussionen af Thodbergs tolkning: ENTEN Fadervor placeret i “bønnens forgård” som en forbøn for den, der skal døbes eller, som Thodberg også siger det: som udtryk for menneskelig nød, fortvivlelse og gudsforladthed ELLER som et udtryk for den døbtes nye status som Guds barn, der nu efter dåben har ret til at bede Fadervor. (Jf. biskoppernes bemærkning i fortalen til Forslag til Ritualer …, 1910: “Endelig er Fadervor flyttet hen efter Daaben; derved udtrykkes det, at den døbte nu er optaget blandt dem, der har Ret til at bede Guds Børns Bøn …”) Ingen af delene er for mig at se tilfældet i Grundtvigs dåbsteologi, og det er den, vi her drøfter. I Grundtvigs forståelse er Fadervor som et ord talt af Herren en integreret del af dåben. Ved at tale Fadervor til den, der døbes, skænker Herren vedkommende barnekår hos Gud. Det er Grundtvigs forståelse, som i øvrigt er en rimelig tolkning af Luthers ritual af 1526. (Se længere nede!).

Desuden er det mere sandsynligt, at rækkefølgen i salmen ikke er udtryk for et ønske om en ændret rækkefølge i ritualet, men er tilfældig, for Grundtvig nævner ofte disse led i tilfældig rækkefølge. Eller lige så sandsynligt: rækkefølgen angiver en slags rangordning, idet troens ord altid er det vigtigste dåbsord (“det lille ord af Vor Herres egen mund”). Læser man hvad Grundtvig har skrevet om dåben, er der ingen tvivl om, at det vigtigste af dåbens ord (flertal) er Troens Ord, eller Dåbspagten, som forsagelsen og trosbekendelsen ved dåben tit kaldes.

NAP’s forudsætninger bliver tydelige, når han mener, at Thodbergs “problem” med denne rækkefølge kunne skyldes, at Thodberg ved at indse “problemet” og indrømme, at han tager fejl i sin tolkning af Grundtvig, kunne blive nødt til at erkende, “at flytningen af Fadervor ville pege på selve overøsningen med vand sammen med døbeordene som ritualets centrum.” Hvad man skal lægge mærke til, er, at NAP her præsenterer den helt centrale hypotese i sin artikel. Hypotesen, som han vil bevise, er, at selve overøsningen med vand sammen med døbeordene er ritualets centrum. Det er denne hypoteses holdbarhed, jeg vil undersøge i denne artikel.

I det følgende vil jeg vise, at hypotesen peger bort fra Grundtvigs dåbssyn. I stedet er den tæt forbundet med den lutherske ortodoksi og pietismen og peger i virkeligheden tilbage til højmiddelalderens skolastiske teologi, der stærkt nærmede sig et magisk syn på dåben. NAP’s formål med at påstå, at overøsningen med vand sammen med døbeordene, altså “Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”, er ritualets centrum, er, at det så bliver muligt at flytte rundt på de øvrige ord-elementer, aktuelt Fadervor. Det ved vi fra en kronik, som NAP fik trykt i Kristeligt Dagblad, og hvori han hævdede, at flytningen af Fadervor i dåbsritualet af 1912 skyldes indflydelsen fra Grundtvig.

Men altså: NAP mener, at for Grundtvig er “selve dåben” ensbetydende med overøsningen sammen med ordene “Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.” Jeg vil mene, at det virkelig interessante ved disse ord i dåbsbefalingen Matt. 28 ikke er, at de på et tidspunkt har fundet vej ind i dåbsritualet i form af “døbeordene”, men at de er et vidnesbyrd om, at der meget tidligt er blevet døbt med en treleddet trosbekendelse. Det er da også den, Grundtvig lægger så stor vægt på.

Grundtvigs syn på dåbsritualets led

Nu til afsnit III i NAP’s artikel, Grundtvigs syn på dåbsritualets led.

Her begynder det for alvor at blive interessant. Det er som sagt vigtigt for NAP at vise, at Grundtvig anså vandøsningen ledsaget af døbeordene som centrum i dåbsritualet. I stedet for at holde sig til Grundtvigs poetiske skrifter, og de klare steder i prosaskrifterne, hvori man næppe finder den lære, at selve frelsesmidlet er vandoverøsningen med døbeordene, bevæger NAP sig nu i stedet ind i et antal citater fra prosaskrifterne, som vi må se på. I de poetiske skrifter er det klart, at dåbens ord er: dåbspagten med spørgsmål og svar, fredlysningen og Fadervor, ikke “døbeordene”. Spørgsmålet er, om læsningen af prosaskrifterne kan rokke ved dette billede.

Thodberg – nu dukker han op igen, og med rette, for han har unægtelig fyldt meget i forskningen omkring Grundtvig og dåbens ritual – Thodberg har ret i, at salmerne viser Grundtvigs bundethed til ritualet, men spørgsmålet er, hvilket ritual han var bundet til og på hvilken måde. Det virker næsten, som om NAP med henblik på Thodbergs påvisning af Grundtvigs bundethed til ritualet har tænkt: Jeg skal give dig ritual, skal jeg! Og så giver han den hele armen i en gennemgang af dåbsritualet af 1783. NAP har ret i, at dette ritual “pegede på døbeordene med vandoverøsningen som selve den sakramentale handling.” (s. 109). Det er tydeligt nok, når man bemærker forløbet fra lovprisningen efter den indledende bøn. Lovprisningen er fra 1. Peters Brev 1,3. Her har biskop Balle foretaget en ændring fra “som haver igienfødt” til “som vil igienføde”, for barnet var jo ikke døbt endnu! NAP fortsætter: “Rettetheden mod centrum var endvidere tydelig, når der efter forsagelsen og trosbekendelsen blev spurgt: “Vil du på denne Troe være døbt?” At selve døbeformlen “Jeg døber dig” var i nutid samtidig med, at der østes vand, angav centrum, at nu fandt dåben sted, og den efterfølgende brug af førnutid (“som nu haver igienfødt … og haver forladt dig alle synder”) angav, at nu havde dåben fundet sted.”

NAPs analyse af Balles døbeformular er altså ganske vist rigtig nok, men sådan tænkte Grundtvig ikke, for han kendte Luthers dåbsritual af 1526. Balles ritual er netop betydeligt ændret i forhold til udgangspunktet, som er Luthers ritual.

1. Lovprisningen fra 1. Peters brev er ny, den er Balles opfindelse.
2. “Vil du på denne Troe være døbt?” har en udvidelse, der tydeligt stammer fra den lutherske ortodoksi; hos Luther hed det: “Vil du døbes?” I ortodoksien lagde man vægt på antagelse af den rette lære, ofte forstået som et dogmatisk system, bygget på “skriftsteder”, der blev doceret af teologerne. Men Grundtvig var ikke luthersk ortodoks. Betydningen af spørgsmålet: Vil du døbes? er oprindelig ikke at angive, at nu kommer dåbens centrum, men at sikre, at dåben sker frivilligt.
3. I bønnen/bekræftelsen efter vandoverøsningen er der også en udvidelse i forhold til Luthers ritual: “som dig nu haver igienfødt”. “Nu” er også en tilføjelse, der stammer fra den lutherske ortodoksi. Denne tilføjelse understreger ganske rigtigt den lutherske ortodoksis opfattelse af vandoverøsningen ledsaget af “døbeordene” som selve den sakramentale handling. Men denne opfattelse betød, at den døbtes person og tro blev koblet af. Dåben blev da også i ortodoksien forstået som en nøje parallel til den jødiske omskærelse. Dåben var noget, man gjorde ved et barn. Det kan ikke forenes med Grundtvigs syn på mennesket (også barnet) som skabt i Guds billede. Dåben var i øvrigt ikke frivillig. Forældrene blev idømt en mulkt, hvis de ikke lod barnet døbe! Dåbstvangen bestod endnu på Grundtvigs tid, indtil 1849.
4. Yderligere føjede Balle en sætning til korstegnelsen: “Annam det hellige korses Betegnelse … til et vidnesbyrd om, at du skal tro paa den korsfæstede Herre Jesum Kristum.” Balle tænkte pietistisk, og han ville med disse ord give til kende, at barnet engang i fremtiden skulle komme til tro.

Man kan umuligt forestille sig, at Grundtvig har tænkt sådan. 1. Pointen i den mageløse opdagelse, som Grundtvig med tiden udviklede den, var, at Herren ved at tale dåbspagtens ord skænker troen til den, der bliver døbt. 2. Grundtvig havde en drøm om en fornyelse af den danske kirke. Den naturlige modstander var rationalismen, som han mente havde ødelagt det kristelige liv. Men dette fik ikke Grundtvig til at søge tilbage til ortodoksien eller pietismen. Disse strømninger, som der stadig var mange spor af, tiltalte ham bestemt ikke, heller ikke i hans mest bibelfundamentalistiske tid i årene efter 1810. Specielt udtaler han sig altid meget kritisk om pietismen. Nej drømmen om fornyelse fik ham til at søge tilbage til Luther og til den ældste kirke og apostlene.

NAP urgerer den tanke, at Grundtvig så Troens Ord ikke som en del af dåben, men som dens vilkår. NAP anfører i denne forbindelse et citat fra “Skal den Lutherske Reformation virkelig fortsættes? (VU III, s. 273), NAP’s artikel fodnote 20. s. 109: “Hvem der vil skille Troes-Bekiendelsen fra Daaben som dens Vilkaar, vil aabenbart skille de Døbte fra det vor Herres Jesu Kristi Kirke-Samfund”. Det er langt fra det eneste sted, Grundtvig kalder Trosordet for dåbens vilkår. 

NAP har sikkert ret i sin tolkning, at “døbeordene” for Grundtvig ikke var tilstrækkelige, “fordi de ikke kontekstualiserede, hvem der mentes med de tre navne, og også derfor var Trosbekendelsen nødvendig for at præcisere, at det er det kristelige trossamfund, som man optages i.” Ja, det kan være rigtigt nok, men det er kun den ene side af Trosordets betydning i dåben, og det berettiger ikke isoleringen af Troens Ord som vilkår, idet der ses bort fra, at Grundtvig med flid kalder det for dåbsordet i den mageløse opdagelses forstand, som f.eks. i salmen, der står i GSV I, der udkom i 1836-37, No. 75,:

“Vor Herres røst
Er skjult i Troens Ord,
men bryder frem i Daaben til vor trøst.”.

Herrens røst bryder i Troens Ord frem i dåben og bliver til dåbsord. Troens Ord er en del af selve dåben. Jeg kender ikke affattelsesåret for salmen, men den kan højst være få år yngre end “Skal den lutherske reformation virkelig fortsættes? I salmen har vi den Grundtvig, der tager konsekvensen af den mageløse opdagelse og forstår Trosbekendelsen som Vor Herres røst i dåben.

Se også f.eks. GSV I, No. 76, 6. strofe: Her hedder det, at Herren

“Skiænker troen i sin Daab
Herlighedens store Haab.”

Det var aldrig Grundtvigs anliggende at gøre vandoverøsningen sammen med “døbeordene” til dåbens centrum. Derfor kan Grundtvig med de ord, som NAP citerer, “Hvem der vil skille Troes-Bekiendelsen fra Daaben som dens Vilkaar, vil aabenbart skille de Døbte fra det vor Herres Jesu Kristi Kirke-Samfund”, i stedet meget vel have ment, at dåben uden Trosbekendelsen slet ikke er den kristne dåb. 

Grundtvig omtalte hellere “Daabs-Ordet” end døbeordene eller indstiftelsesordene, som han enkelte gange skriver. Meget sigende i den forbindelse er det, at Grundtvig i Kirke-Spejl erindrer, hvordan den mageløse opdagelse kom til ham. Det er ganske vist skrevet så sent som 1871, men ordene må vel stå til troende. Grundtvig skriver:

“da slog det mig i et velsignet Øjeblik: at det mageløse Vidnesbyrd, jeg saa møjsommelig ledte om i hele Aandens Verden, det gjennemlød som en Himmel-Røst hele Tiden og Kristenheden i den apostoliske Tros-Bekendelse ved Daaben.

Hermed var for mig Lyset tændt og Lodden kastet; thi at “Vand-Badet i Ordet”, altsaa Daabs-Ordet, er den kristelige Livs-Kilde, det havde Luther jo strax lært mig; og at han, som selv havde indstiftet Daaben til et Gjenfødelsens og Fornyelsens Bad i den Helligaand, også selv havde bestemt, paa hvilken Tro der maatte døbes, naar man ved “Tro og Daab” vilde være sin Salighed Vis, det saa jeg strax, er saa åbenbar unægtelig, at hvem der ikke vil lade Tros-Ordet ved Daaben gjælde som et Ord til os af Herrens egen Mund, maa enten fornægte Herren som Daabens Indstifter, eller fornægte Daaben som Livs-Kilden, og derved stille sig udenfor den kristne Menighed.” (Fremhævelserne er mine).

Når Grundtvig efter den mageløse opdagelse taler om dåbsordet, mener han altså ikke “døbeordene”, men Troens Ord, “som vi må lade gjælde som et Ord til os af Herrens egen Mund”. “Til os” betyder sagt personligt i dåben til den, der bliver døbt. I parentes bemærket: Jeg tilslutter mig selvfølgelig ikke Grundtvigs teori om, at Jesus selv i de 40 dage efter opstandelsen dikterede apostlene den apostolske trosbekendelse. Den teoris umulighed har Henning Høirup gjort klar i det skrift af Høirup, som NAP henviser til i sin artikel.

Derimod er jeg aldrig i de poetiske skrifter stødt på tekster, hvor Grundtvig klart udtrykker, at døbeordet er konstituerende for dåben. Der er et overvældende stort materiale, også fra prosaskriferne, der vidner om, at Grundtvig betragtede dåbspagten, Fadervor og fredlysningen som dåbens ord. Det er ganske vist vel bevidnet, som NAP påviser, at han kalder døbeordene indstiftelsesord, men det er uklart, hvordan det skal forstås. Stadig fodnote 20, s. 109, hvor der anføres et citat fra afhandlingen “Om Daabs-Pagten”, 1832: “naar vi saaledes indskrænke os til at kræve vor Daabs-Pagt ubrødelig holdt og Indstiftelsens Ord ved begge Naade-Midler nøiagtig ført og fulgt.” Det er uklart, hvad Grundtvig forstår ved indstiftelsesord, fordi vi som bekendt ikke har en “dåbens indstiftelsesberetning” som en parallel til nadverens indstiftelsesberetning. Jeg tænker, at Grundtvig må bruge ordet “indstiftelsesordene” på en uegentlig måde. Det er åbenbart, at han betragtede ordene som vigtige, og at han ikke ville undvære dem, han regnede dem for historiske Jesus-ord, og de matcher Trosordets bekendelse til den treenige Gud, men de fylder slet ikke det samme i hans dåbsteologi som Fadervor, Troens Ord og fredlysningen. Måske viser der sig her en vis forskel på Poesi-Grundtvig og Prosa-Grundtvig?

Det er således ikke til at indse, at NAP kan bruge disse udsagn af Grundtvig om “indstiftelsesordene” som argument for, at “selve dåben” for Grundtvig var vandoverøsningen med “døbeordene”. Deraf følger, at vi heller ikke kan bruge dem som argument for, at Fadervors rette placering i dåbsritualet burde være efter “selve dåben”.

NAP går (s. 111) videre til Grundtvigs store afhandling “Daaben efter Christi indstiftelse” fra 1840. NAP skriver: “Ved siden af døbeordene insisterede Grundtvig i denne afhandling på, at dåbspagten, som den fandtes i den lutherske statskirke, hørte med som dåbens vilkår, idet tro og dåb hører sammen …” Ja, det tør siges. Denne afhandling af Grundtvig burde der gøres meget mere ud af i en debat om dåbens ord. Grundtvig beder sine medkristne om altid at tænke sig “Troen og Daaben” uopløselig forbundne.” (US 8, s. 410). Endvidere: “I Middelalderen er det klart, Mange ansaa Daaben uden tro for et Nådemiddel, der kunne føre ind i Himmeriges Rige, Men i Nyaars-Tiden blev det sædvanligere at anse Troen uden Daab for det ufejlbare Saligheds-Middel.” Begge opfattelser afviser Grundtvig som vildfarelser. Dette tema, tro og dåb, kredser Grundtvig så om over 6-7 sider! Undervejs får han slået fast, at han knytter genfødelsen ene og alene til “Troen og Daaben, som de i Kirken findes forenede” (US 8 s. 416). Og videre US 8, s. 417: “Vi vil derfor slet ikke tvistes med dem, der forsikkre os, de veed bestemt, der hører væsentlig slet ikke meer til Daaben end bare Vand og de Ord: Jeg døber dig i Navnet Faderens og Sønnens og den Hellig-Aands.” (Min fremhævelse) Han mener klart nok, at Troens Ord ikke kan undværes. Disse refleksioner får nemlig Gr. til, når han skal udrede, hvad der hører “væsentlig” med til dåben, at stille dåbspagtens ord i spidsen (US 8 s. 418). Dette bekræftes af ordene i US 8 s. 423: “At vi nu, for at finde denne Kraft i Daaben, maae ikke se på Vandet, det lagde allerede Luther os paa Hjerte, det stærkeste, han kunde, saa det er kun en nødvendig Fortsættelse, naar vi bemærke, at også Pagten hører til Guds-Ordet, og at dette for at gjenføde os, maa være et virkeligt “Ord af Guds Mund” til os, og ei et Sprog af Skriften.”

Altså:

Troen og dåben er uopløselig forbundne.

Hverken dåb uden tro eller tro uden dåb er frelsende.

Der hører “væsentlig” mere til dåben end vand og ordene “Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. “Væsentlig” forstår jeg ud fra sammenhængen som “nødvendigt”. Pagten, det vil sige forsagelsen og trosbekendelsen i spørgende form og ja-svaret, hører nødvendigt med.

Bemærk, at Grundtvigs tanke på ingen måde er den pietistiske, at den døbte engang i fremtiden må komme til den frelsende tro, mens den spæde døbte frelses uden tro ved vandet og de magiske ord “Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”! Det ville også være i strid med Ny Testamentes vidnesbyrd. Nej, for Grundtvig er troen en nødvendig del af selve dåben.

I sin prædiken Fastelavnssøndag 1840 (Grundtvig Prædikener i Vartov, bind 1 1839-40, Forlaget Vartov 2003) udtrykker Grundtvig sig på en måde, der understøtter min tolkning, som udelukker hypotesen om vandoverøsningen med “døbeordene” som den egentlige sakramentale handling:

“Saa tror jeg da først at vor Lutherske Daab, med sin Daabs-Pagt og med sin Forsikkring om Synds-Forladelse og den Helligaands Gave, er den selvsamme Daab, som vor Herre Jesus Christus indstiftede, saa Spørgsmaalene: forsager du og troer du, og Velsignelsen: Fred være med dig, er ligesaavel Herrens egne ord, som Vidnesbyrdet: jeg døber dig i Navnet Faderens og Sønnens og  den Helligaands.” Dette tyder da ikke på, at Grundtvig opfattede ordene “Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn” som de egentlige døbeord. Han stiller også her dåbspagten i spidsen.

Det er svært at se, hvordan man på den baggrund kan fastholde NAP’s centrale hypotese, at det er Grundtvigs opfattelse, at selve frelsesmidlet er vandoverøsningen med døbeordene. Det var ikke Grundtvigs synspunkt, og også ritualhistorisk set er det i øvrigt næppe holdbart, for “døbeordet” er kommet ret sent ind i ritualet..

Som det andet, der hører væsentlig med til dåben, nævner Grundtvig i afhandlingen “Daaben efter Christi Indstiftelse” bønnen/bekræftelsen efter vandoverøsningen: Den almægtige Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som nu har genfødt dig o.s.v.

Som det tredje nævner Grundtvig fredlysningen, Herrens velsignelse “Fred være med dig.”

Endelig nævner han Herrens bøn, altså Fadervor. Ganske vist ikke på linje med de tre nævnte “ord”, men som noget, der bestemt ikke kan være ligegyldigt, “thi dels fandtes alt det Væsentlige ved Daaben i den Pavelige Stats-Kirke, men næsten ei til at opdage, og deels kan vi ikke opgive noget, som med præg af den Hellig-Aand har gjennemlevet Kirken og naaede til os.” (US 8 s. 425).

Grundtvig har ikke udtalt sig om Fadervors placering, men det er nærmest utænkeligt, at han skulle have ment, at det var rigtigt at foretage en radikal ombrydning af det gamle ritual, som i sine hovedtræk går tilbage til Luther. Mon ikke det netop var dette klassiske lutherske ritual, Grundtvig var bundet til, og mon ikke det var det, Thodberg i virkeligheden mente? Thodberg har dog ikke urgeret udvidelserne fra ortodoksiens og pietismens tid. Grundtvig var principielt modstander af at ændre sakramenternes ritualer, som NAP også nævner det (s. 120), og i hvert fald kan det slås fast, at han aldrig har udtrykt et ønske om at flytte Fadervor. Hvis han havde næret det ønske eller anset det for forsvarligt, ville han utvivlsomt have givet udtryk for det. Her kan man så atter henvise til den placering og betydning for dåben, som Grundtvig i flere salmer tillægger Fadervor.

Det er en imponerende mængde stof, NAP har gravet frem og behandlet med stort overblik. Man kan lære meget af det. Hatten af for det. Min kritik går næsten udelukkende på “hypotesen”, hvilken han på s. 114 formulerer således: “her bruger [Grundtvig] det særlige navneord “Døbelse” om det egentlige nådemiddel, vandoverøsningen i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn”. 

Her på s. 114 i sin artikel er NAP gået fra “Daaben efter Christi Indstiftelse” fra 1840 frem til det indledende kapitel af bogen “Den christelige Børnelærdom” fra 1868. Dette kapitel var dog allerede skrevet i 1855 under samme overskrift “Den christelige Børnelærdom”. I 1855 hører for Grundtvig Fadervor med til det “væsentlige” i dåbens ord, således at dåbens ord nu, i tilfældig rækkefølge bliver Herrens velsignelse “Fred være med dig”, Fadervor og dåbspagten. NAP bruger to citater i forsøget på at underbygge sin tese. Dem bliver jeg derfor nødt til at skrive fuldt ud:

I dette citat citat jeg tager lidt mere med end NAP: “Men ligesom Døbelsen med Vand i Faderens og Sønnens og den Helligaands navn lærer os paa hvad Maade og ved hvilket Middel et Menneske optages i Kristi Menighed og bliver en Kristen, og (herfra begynder så citatet i NAPs beskæring): ligesom Herrens Velsignelse ved Daaben “Fred være med dig” lærer os, at der ved at blive en Kristen vindes Fred med Gud og Synds-Forladelse, og ligesom Herrens Bøn : Fadervor, der ved Daaben er lagt i hele Kristi Menigheds Mund, og ved Daaben lægges i hver enkelt Kristens Mund, lærer os, at Mennesket ved at blive Kristen bliver et Guds barn, – saaledes lærer Daabs-Pagten os baade, hvad det er for en Fader, hvad det er for en Søn, og hvad det er for en Helligaand, i hvis Navn et menneske døbes til at være en Kristen, og lærer i det hele, hvad der udkræves af ethvert Menneske, som ved Daaben efter Herrens Indstiftelse vil optages i Kristi Menighed.” (VU VI, s. 4-5) (Mine udhævelser).

NAP har ret, når han bemærker: “Det er her klart, at Grundtvig ikke mente, som ellers hævdet af Thodberg, at hvert eneste led i ritualet hver for sig rummede hele dåbens betydning.” Det er snarere sådan, at leddene (Herrens levende ord) tilsammen ikke bare udtrykker dåbens betydning, men jeg ville sige: skænker dåbens gave. Her er en vigtig en pointe, der viser, at det ikke går an, som NAP, at skelne mellem “Døbelsen” på den ene side som det egentlige nådemiddel og på den anden side de tre “ord”, Herrens velsignelse, Fadervor og dåbspagten. Det er mig ikke muligt at se, at Grundtvig, som NAP skriver, “anfører, at det er ved døbelsen, at mennesket bliver en kristen, medens Fadervor lærer os …” For mig er det klart, at det hele, som Grundtvig her taler om i dette citat, er børnelærdom. Det er undervisning om dåben, og det gælder såvel “Døbelsen” som dåbsordene. Læg mærke til parallelliteten mellem “Døbelsen, Herrens velsignelse, Fadervor og Daabs-Pagten! Ligesom – ligesom – ligesom – således. Alle disse parallelle led lærer os noget. Det er undervisning, og hvad der er vigtigt: “døbeordene” fremhæves på ingen måde på dåbspagtens bekostning. Dåb i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn kan Grundtvig ikke tænke uden dåbspagtens ord.

Noget helt andet end spørgsmålet om, hvad vi kan lære af de enkelte led i dåben, er spørgsmålet, hvad dåben er, og hvad den giver os. Det ser vi i det andet citat, som i Grundtvigs tekst ganske vist står først: “I denne Kristi menighed maa vi nu alle vide, at Daaben i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn er den eneste Optagelse, med det Vidnesbyrd, at denne Daab sker ikke blot med Vand, men med “Vand og Aand”, og er derfor ingen blot saakaldt Kirkeskik (Ceremoni), men er et himmelsk Gjenfødelsesbad, hvorved den Helligaand i Vorherres Jesu Kristi Navn skjænker os Synds-Forladelse og Himmelsk Børne-Ret med det evige Livs Haab.” (VU VI, s. 4-5) (Mine udhævelser).

“Dåben i Faderens, Sønnens og Helligaandens navn … er et himmelsk Gjenfødelsesbad, hvorved den Helligaand i Vorherres Jesu Kristi Navn skjænker os Synds-Forladelse og Himmelsk Børne-Ret med det evige Livs Haab.” Her er vi så at sige ved døbefonten, ikke i skolestuen (den kirkelige). Dér sker det, som Grundtvig underviser om i det først anførte citat. “denne Daab sker ikke blot med Vand, men med “Vand og Aand””. Ordet “Aand” dækker over ordene, der er mere end forklaring eller evt. løfte eller tilbud, de er skabende. Ved dåben skænker Helligånden os i Vor Herres Jesu navn: Syndsforladelse og himmelsk børneret med det evige livs håb. Det forudsætter netop, at Herrens velsignelse “Fred være med dig” (syndsforladelse), Fadervor (børneret og det evige livs håb) og, sammenfattende, dåbspagten er dåbens ord, altså er Herrens levende ord til den, der døbes. Dåben i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn kan ikke tænkes uden trosbekendelsens ord. Derfor må jeg mene, at heller ikke dette citat kan bruges til at underbygge NAP’s centrale hypotese, at vandoverøsningen med “døbeordene” er dåbens sakramentale centrum.

Der er mange interessante ting i resten af NAPs artikel, men der føjes ikke noget væsentligt til af betydning for det punkt, der for NAP er det centrale, som flere gange sagt den hypotese, at for Grundtvig var “selve frelsesmidlet vandøsningen med døbeordene.” Denne hypotese finder jeg ikke bevist. Jeg mener, den er uholdbar. De ændringer og tilføjelser til dåben, der skete i ortodoksiens og pietismens tid og sidst den omkalfatring, man foretog i 1912, har desværre været med til at cementere et dåbssyn, der klart afviger fra Grundtvigs, Luthers og apostlenes, som vi kender det fra det klassiske dåbsritual og Ny Testamente. Man kan næppe ændre ritualets grundlæggende struktur uden at ændre sakramentets teologi. Flytningen af Fadervor er ikke i sig selv en stor katastrofe, men får NAP ikke i sin argumentation for ændringen ikke kun gjort op med Thodbergs Grundtvig-tolkning, men også med Grundtvigs egen dåbspagtsteologi, der er selve hjertet i hans forståelse af dåben? Det er mit spørgsmål.

Nogle vil sikkert tænke: Hvad så med ritualet for nøddåb, som vi har i Folkekirkens ritualbog? Det kan som bekendt indskrænkes til vandoverøsning ledsaget af ordene “Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.”

Mit svar er, at der netop er tale om NØDDÅB. Nød bryder alle love. Og det forudsættes, at barnet, såfremt det lever, bliver “fremstillet” i kirken, for at dåben kan “gøres færdig”.

Afslutning – dåbsritualets kerne

Hvis vi skal forstå Grundtvigs dåbsteologi, er det efter min mening bedre at tale om ritualets kerne end om dets sakramentale centrum. I det gamle lutherske ritual, som Grundtvig kendte og brugte, ganske vist med de omtalte tilføjelser, som han ikke lagde vægt på, var der en fast kerne bestående af: 1. Fadervor under håndspålæggelse på dåbskandidatens hoved, 2. Forsagelsen og trosbekendelsen i form af spørgsmål og JA-svar. 3. Overøsning tre gange. 4. Bønnen “Den almægtige Gud o.s.v.” 5. Fredlysningen (Fred være med dig) også med håndspålæggelse. Læg mærke til, at vandøsningen er tæt omgivet af ord! “Døbeordene” nævner Grundtvig sjældent.

For Grundtvig er det det levende ord, som gør vandet til genfødelsens bad ved Helligånden. Han fastholder den lutherske pointe, at det er ordet, der er bærer af Helligånden. Ordene er for Grundtvig Fadervor, troens ord og fredlysningen. De tre “ord” er som Herrens levende ord så tæt knyttet til overøsningen, at Grundtvig opfattede dem som en nødvendig del af selve dåben. De hører med til kernen i ritualet.

Grundtvig opfandt ikke en teori om det levende ord i dåben, han opdagede det. Og han videreførte en ansats, som han fandt i Ny Testamente og hos Luther. Dog kritiserer Grundtvig et sted Luther for ikke at have taget konsekvensen af ordene i katekismen. På den ene side skriver Luther, at “det ikke er vandet, der gør det, men Guds ord, som er med og i vandet, og troen, som stoler på dette Guds ord i vandet.” Og på den anden side bruger han rask væk udtrykket “ordet og sakramenterne”, som om der skulle være sakramenter uden ordet! Det er et ikke uvigtigt udsagn til forståelse af Grundtvig. (Folkeligheden og dr. Rudelbach, UV 9, s. 92). Hans kritik af reformatoren er ægte reformatorisk.

Jeg kan ikke undlade at nævne P. Severinsen, hvis resultat af omfattende studier (Daabens Ord, et Bidrag til den kristne Daabs Historie, Kirkeligt Samfund 1924) var, at Dåbspagten meget tidligt har været døbeord. Lad bogen på enkelte punkter være forældet, hovedsynspunktet og mange af analyserne holder endnu. Det betyder, at det at blive døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn var at blive døbt med Dåbspagtens Ord. Det stemmer godt med Grundtvigs syn. Dåbspagten kan ikke skilles fra vanddåben.

Det samme gælder fredlysningen. Læs f.eks. DS 44, strofe 2, vv. 3-7:

“Hvad sagde Vor Herre
til dig i din dåb?
Var ikke det ordet, som passer kun sig
på dem, der indtræder i Guds Himmerig?
Var ikke det ordet ”Fred være med dig”?”

Hvad sagde Vor herre til dig i din dåb? I din dåb. Ikke ved eller før eller efter din dåb. Stedet belyser Grundtvigs syn på forholdet mellem ordet og vanddåben. Fredlysningen er, ligesom troens ord, en del af dåben.

Til Herrens levende ord i dåben hører også Fadervor. Herrens bøn kan ikke uden videre forstås som en del af “bønnens forgård”. Sådan kaldte professor Thodberg den første del af Luthers ritual. Det drejer sig om de to bønner “bede- og bankebønnen” og den lange “syndflodsbøn”. Men efter de to bønner skifter det, idet der efter en exorcisme læses “børneevangeliet” fra Markus 10, 13-16. Og først derefter kommer Fadervor. At der er en tæt sammenhæng mellem børneevangeliet og Fadervor kan ikke ingen nægte. Børneevangeliet slutter jo: “og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.” Luther fortsætter direkte med Fadervor uden nogen snak. “Så skal præsten lægge sin hånd på barnets hoved og bede Fadervor, mens fadderne knæler ned.” Fadervor er klart forstået som et velsignelsesord, altså et ord talt af Herren selv til den, der døbes.

At Fadervor er en bøn er en selvfølge, men i (!) dåben er den altså først Herrens levende ord. Derfor vil jeg mene, at Fadervor ikke uden videre kan kaldes en del af bønnens forgård. For Grundtvig er den i mindst lige så høj grad en del af kernen i ritualet, netop som ord fra den levende Herre.

Flere steder i Grundtvigs skrifter bevidner Grundtvigs syn på Fadervors placering i kernen i ritualet. Jeg har nævnt salmen Op til Guds hus vi gå. Vi kunne lige så godt tage “Sov sødt barnlille”, Slbg. 674, strofe 3-4. Det handler om, at gudsbarnet beder Frelserens bøn, som stiger i løn og høres i Himmerigs kor. Grundtvig bruger betegnende nok det udtryk om bønnen, som han plejer at bruge om trosbekendelsen: “det lille Guds ord”. Dermed mener han tydeligt, at Fadervor først er sagt af Herren selv, og selvfølgelig til gudsbarnet personligt i dåben. Derfor hedder det også i strofe 4: “Et ord af Guds Søn er blevet til bøn.” Der menes et ord i dåben. Altså er bønnen først Herrens levende ord til den, der døbes, og først bagefter er den gudsbarnets bøn livet igennem. Det er helt klart tænkt ud fra dåben. Salmen er skrevet som trøsteord under Grundtvigs alvorlige krise i 1844.

Når Grundtvig altså forstod Fadervor på den klassiske placering først som tilsigelse, hvorved dåbskandidaten får barnekår hos Gud og herefter kan sige Far til Gud, skaberen, så er der ikke nogen begrundelse for at have flyttet bønnen hen efter overøsningen eller “selve dåben”. I hvert fald ikke nogen grundtvigsk begrundelse. Tværtimod.

Da NAP’s artikel uden tvivl er ment som eller i det mindste uvægerligt vil opfattet som en del af den igangværende debat om dåbsritualet, tillader jeg mig at sætte denne lille krølle på halen. Ændringen i 1912 havde nogle skadelige konsekvenser. Sagen er jo den, at i 1912-ritualet (og 1992-ritualet) er både Fadervor og fredlysningen blevet marginaliseret ved at blive adskilt fra kernen i ritualet. Fadervor skal nu ikke mere siges til hvert enkelt barn, og karakteren af tilsigelse er i det hele taget forduftet fra Fadervor, ligesom fredlysningen nu heller ikke kræves sagt til hvert enkelt barn. I praksis ser man endda i disse år, at fredlysningen af mange præster simpelthen udelades. Det hele er ved at falde fra hinanden.

Det, man satte i værk, kan i virkeligheden bedst karakteriseres som en kernespaltning. Vel at mærke ikke af den slags, som genererer nyttig energi, men af den slags, der sætter en kædereaktion i gang med potentielt fatale konsekvenser.

I dagens debat er det nødvendigt at inddrage Grundtvigs syn på dåbens ord. Hvis jeg skal vove at blive lidt højstemt, står vi i dag over for et afgørende valg. Skal vi definitivt cementere et sidespor i den lutherske tradition (ortodoksien og pietismen), eller skal vi tilbage i sporet fra Ny Testamente, oldkirken og den lutherske reformation? Grundtvig er en fornem repræsentant for denne sidste mulighed.

Jeg vil derfor appellere til dem, der kommer til at træffe den endelige afgørelse, om nu omsider at få gjort skaden fra 1912 god igen. Lad os få Fadervor og fredlysningen i dåben på plads igen! Og er det for meget forlangt, så i det mindste fredlysningen. Her kan man passende lade sig inspirere af P. A. Fengers forslag fra 1874, der har fredlysningen efter bønnen/bekræftelsen lige efter vandoverøsningen. Ligesom i Luthers ritual fra 1526 og de danske ritualer indtil 1912. 

Anvendte forkortelser: US = N.F.S. Grundtvigs Udvalgte skrifter ved Holger Begtrup, 1-9, GSV = N.F.S. Grundtvigs Sang-Værk til den danske Kirke, I-V. VU = N.F.S. Grundtvig, Værker i Udvalg ved Georg Christensen og Hal Koch, I-X.

Villy Klit-Johansen, 20. oktober 2020

Den vestlige verden, som vi hører til, er meget præget af naturvidenskab og teknik. Vi er dygtige til at udforske naturen og omsætte vores viden til forbrugsvarer og for den sags skyld til militært isenkram, så vi bliver i stand til at opnå kontrol over verden.

 På det videnskabelige og tekniske og industrielle område har vesten været førende i flere hundrede år. Vi mener, at resten af verden burde lære af os på alle områder, også på det politiske, vi har jo skabt det bedste af alle samfund, mener vi, det burde være klart for alle. 

Fra tid til anden har nogle lande faktisk også ønsket at lære af vesten. Czar Peter den Store besluttede fx, at Rusland skulle moderniseres efter vestligt forbillede. En russisk forfatter (Meresjkovskij, d. 1941) har skrevet en roman om Peter den Store og hans søn Alexej. Et sted i bogen søger prins Alexej åndelig hjælp hos en hofdame, der stammer fra Tyskland. ”Tror de på Gud?” spørger han. Han får ikke noget klart svar. Hun væver i det og viger udenom. Og da er det, at Alexej udbryder: ”Ja, der har vi det, I vesterlændinge er kloge, og I er stærke, I er også retskafne, og I er højt ansete. Alt har I, men ikke Kristus. I har måske de rigtige meninger om ham, men I tror ikke på ham. Hvad skulle I også med ham? I har jo jer selv, og I frelser jer selv med al jeres dygtighed og retskaffenhed.” Og så indrømmer prinsen, hvor fattige, dumme og ringe russerne er, men han bekender troen på Kristus. Han skal frelse dem.

Hvem skal være vesterlændingenes frelser, når de kan selv? Vi har alt, det er sandt nok, men måske er der alligevel gået noget galt. Jeg mener: Kan vi helt se bort fra, at vesterlændingens egen dygtighed er blevet hans Gud? Hvis der bare er lidt om det, Meresjkovskij lader prins Alexej sige, gør vi klogt i at tænke over det. For mig er der ingen tvivl om, at det er en korrekt beskrivelse af vores kultur, og vores kultur er den, vi selv lever i og bliver præget af. Det bliver vi uvilkårligt uden, at vi tænker særligt over det. Så det er ikke sikkert, at vi kan melde hus forbi, når vi giver den russiske forfatter ret.

Martin Luther siger i Den store Katekismus, at ”En Gud kaldes det, som man venter sig alt godt fra, og som man tager sin tilflugt til i al nød.”

Hvad venter vi os alt godt af? Er det vores egen videnskabelige og tekniske dygtighed? Og vores militære og politiske overmagt? Er det vores dygtighed, der skal sikre os stabilitet og velstand, kort sagt det gode liv, og mere ønsker vi for resten ikke?

Spørgsmålet er altså, hvad der er vores Gud. Vores samfunds Gud, og vores personlige Gud.

Det personlige spørgsmål kan vi kun svare på hver især, så lad os i stedet høre, hvad Jesus siger. Han siger noget, der går stik imod det, der præger vesten. Han siger: ”Skilt fra mig kan I slet intet gøre.” Han siger med andre ord, at uden ham er vores liv slet ikke noget liv – trods alt, hvad vi har og kan.

Det betyder, at døden og ondskaben råder i verden, fordi mennesket tror, at det kan klare sig uden Gud.

”Skilt fra mig kan I slet intet gøre.” Det er jo næsten til at tage og føle på, fordi frugterne af menneskets selvklogskab og selvrådighed er så talrige. Vi lever jo i en verden, hvor magtbegæret er umætteligt. Menneskets værdighed bliver på grund af magtbegæret trådt under fode alle vegne i verden.

Det er virkelig mærkeligt, at der endnu er liv i troen på, at vores egen klogskab og dygtighed kan frelse os. Vi ser jo igen og igen, hvordan den går i dødens tjeneste.

”Jeg er det sande vintræ”, siger Jesus. Det betyder: ”Det er mig, der er livet – kun mig – og alt andet, der giver sig ud for at være det er blændværk. Og hvis der skal komme liv i jer dødsmærkede mennesker, må det komme fra mig.

Der ligger et rigt og dejligt indhold i det billede af vintræet. Han sagde det skærtorsdag aften, den sidste aften han levede, og den aften, da han indstiftede nadvermåltidet. De drak af den blodrøde vin, frugten af vintræet, og dagen efter led han den blodige død.

”Jeg er det sande vintræ.” Det billede er en prædiken om, at han på korset gav sig selv for os, og at han i nadverens brød og vin giver sig selv til os. Et par vers længere nede end det, vi hørte læst fra altret, siger Jesus med rene ord, uden billedsprog, hvad der er livets inderste hemmelighed. Han siger: ”Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner.” (Joh 15,13). Livet er kærlighed, det har han lært os. Uden den kærlighed, der vil give alt for andre, er der ikke noget, der er værd at kalde liv. Han har lært os det ved at gøre det. Han gav sit liv for at frelse os fra alt ondt.

Vintræ-billedet er meget stærkt. For dem dengang var det indlysende, for de fleste af dem kendte til at arbejde i vingårde.  De vidste godt, at det, der er særligt for vintræet, er, at det har en meget tynd stamme i forhold til det rige løv og den rige, saftige frugt. Vintræet kan ikke engang stå selv, det er nødt til at have noget at klatre op ad. Kan I se det billede: Vintræet har en meget tynd stamme, fordi det sender al saften og kraften ud i grenene, for at der kan dannes store, saftige drueklaser. Stammen beholder ikke noget for sig selv, den sender det videre, giver det fra sig, for at der kan blive en rig frugt.

Igen sagt uden billedet: Livet er kærlighed, og kærligheden hedder Kristus.

Kristus er livet.

I Johannesevangeliet har vi en hel række udsagn af Jesus, der begynder med ”Jeg er”: ”Jeg er livets brød”, ”jeg er verdens lys”, ”jeg er den gode hyrde”, ”jeg er opstandelsen og livet” og endelig ”jeg er det sande vintræ”.

”Jeg er”. Det er to ord, der i Bibelen er ladet med et vægtigt indhold. Det er fordi det er de to ord, Gud bruger, når han giver sig til kende for mennesker. Når den usynlige og ukendte Gud åbenbarer sig for mennesker, sker det med de to ord. Sådan var det, da han talte til Moses ved den brændende tornebusk i Sinaj Ørken. ”Gå ned til Ægypten og sig til Farao: ’Lad mit folk rejse’” sagde han.

Moses spurgte: ”Hvem er du Herre?” Det var da rart at vide.

Og så var det, at han fik det gådefulde svar fra Herren. ”Jeg er”.

Det er gådefuldt, fordi Gud på én gang giver sig til kende og skjuler sig. Gud kan vi aldrig kende til bunds. Han er altid større end det, vi kender til. Men samtidig er det uendelig godt, at han giver sig til kende. Det er uendelig glædeligt. Han henvender sig til os for at give os liv og glæde. Endda en fuldkommen glæde.

Kan I se, hvad det betyder, når Jesus tager de mægtige ord fra Gud i sin mund? Når han siger ”jeg er” – i dagens tekst: ”jeg er det sande vintræ”, så betyder det, at den ophøjede, fjerne, ukendte, gådefulde Gud er kommet ganske nær til os. Gud er kommet os så nær, at han har taget menneskeligt kød og blod på sig.

I mennesket Jesus fra Nazaret kommer han til det selvkloge, vestlige menneske med sin dom: Det er afgudsdyrkelse, når I gør jeres egen dygtighed til Gud. Og afgudsdyrkelse er dødens vej. Den fører til, at I mister forbindelsen til Kristus. Grenen visner og brækkes af og går til. Den bærer ikke frugt. Livet bliver frugtesløst.

I mennesket Jesus fra Nazaret kommer Gud til det selvkloge, ensomme, bange menneske med sin kærlighed, med sit liv og sin fred.

Vintræ-billedet viser os, at vi får lov til at høre sammen med Kristus. I husker, hvordan der bliver talt til fadderne ved døbefonten. Fadderne har sammen med forældrene ansvar for at hjælpe den døbte på vej, så han eller hun forhåbentlig kommer til at leve et liv, hvor han eller hun lytter til Kristi ord og ejer trygheden og glæden ved at turde sig ”Far” til den mægtige Gud: ”Vor Fader, du, som er i himlen.”

Det er hans gave til os i dåben: Gud har sat os i livgivende forbindelse med Kristus.

Når grenen så er podet ind i træstammen, så skal den bære frugt, det er meningen med podningen. Vi skal bære frugt i form af et liv, der bliver levet efter Hans, Kristi model. Guds kærlighed, som vi har fået gratis, skal vi bære ud i hverdagen. Verden har et skrigende behov for ægte kærlighed og godhed.

Det er altså på en vis måde en opgave, vi bliver pålagt. Men det er på den gode måde. Det er ikke et knusende krav. Det er ikke en byrde, han lægger på os. Det er en gave, han giver os. Læg mærke til, at der ikke en eneste gang står: ”Bær frugt.”  Jesus taler hele tiden, igen og igen om, at vi skal blive i ham, så bærer vi frugt. Det er omkvædet: Bliv i mig!

Det er det samme Luther udtrykker med ordene: Gode gerninger gør ikke en god mand, men en god mand gør gode gerninger.

Vi skal ikke begynde på det dybest set egoistiske projekt at gøre os selv gode ved at gøre gode gerninger, men vi skal koncentrere os om at høre Jesu ord og stole på det. Så lover han, at det skaber både kærlighed og glæde.

”Bliv i mig”, siger han. Vi skal altså lade frelseren komme til med hans forvandlende kraft.

”Den, der bliver i mig og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre.”

Sådan vil Kristus være Frelser for os hver især og for vores gudløse, vestlige verden.

Lov tak og evig ære være dig vor Gud, Fader Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Salmer: 402 – 436 – 292 —– 368 – (473) – 696

Villy Klit-Johansen

Fhv. minister Birthe Rønn Hornbech skriver i JyllandsPosten:

“Hvor der er ånd, er der frihed, siger Grundtvig med Paulus. Også for mig er åndsfriheden afledt af kristendommen. Jeg vender mig imod DF’s generalisering af alle muslimer som en homogen gruppe, som skal begrænses i retten til f. eks. at danne friskoler. Ekstremister blandt muslimer skal ikke behandles anderledes end andre ekstremister, men forfølges med den samme lov og intet andet.

Den politik, der diskriminerer og ekskluderer muslimerne, men hævder kristendommen som den monopoliserede danskhed, bruger kristendommen som politisk trumf.”

Jo jo, det lyder godt. Åndsfriheden er afledt af kristendommen. Fuldstændig enig. Grundtvig var en stærk fortaler for religionsfrihed og ytringsfrihed På skoleområdet gik han ind for forældrenes ret til selv at undervise deres børn. Undervisningspligt, ja. Skolepligt, nej. Og så videre og så videre. Grundtvigs liv var én lang kamp for åndsfrihed, og det har vi nydt godt af i Danmark siden først i 1800-tallet og langt hen i 1900-tallet. På visse punkter lignede han endda en ægte liberalist. Han ville sikre den private ejendomsret, og han gik ind for næringsfrihed og for friheden til at bo og rejse frit m.m.. Men hans “liberalisme” var praktisk, ikke ideologisk. Og det er vigtigt.

Især var Grundtvig med til at skabe den åndelige frihed, vi lever på endnu. Men måske er den ved at smuldre mellem fingrene på os. Jeg ved ikke, om Birthe Rønn Hornbech lever i 2020. Man kan godt blive lidt i tvivl om det. Vores land er totalt forandret, og det parti, som Rønn Hornbech har repræsenteret på tinge gennem årtier og som minister i en årrække, er et af de hovedansvarlige partier for, at vi er, hvor vi er i dag. Rønn blev folketingskandidat for Venstre i 1976, valgt ind i 1984, gled ud i 1987, men blev valgt igen i 1990 og blev siden genvalgt ved valg efter valg. Hun kom altså i Folketinget, netop da Uffe Ellemann Jensen blev formand, og der for alvor blev sat turbo på Venstres udvikling bort fra de folkelige kilder og hen mod ideologiseringen i liberalistisk retning. Hun har siddet i Venstres hovedbestyrelse i to perioder og været kirke- og integrationsminister.

Det er påfaldende, at BRH påberåber sig Grundtvig. Grundtvig var netop ikke liberalist i ideologisk forstand, han var udpræget folkelig. Hans frihedssyn udsprang ganske rigtigt af kristendommen, men han havde ikke et ideologisk-politisk sigte med det. Hans drøm var en åndelig og folkelig fornyelse, der kunne skabe grobund for folkelig deltagelse i samfundets anliggender, og som kunne skabe velstand og lige muligheder. Det folkelige fællesskab lå ham stærkt på sinde.

BRH er ikke en “fri fugl”, der kun taler for sig selv, tværtimod, hun er inkarneret venstrekvinde med et tungt ansvar at bære på. Hun har siddet centralt i partiet i den periode, da partiet blev forvandlet fra at være gode højskolebønders og andre jævne menneskers parti til at være de smarte storbyliberalisters og globalisters parti. Min egen far var, i parentes bemærket, selvfølgelig medlem af partiet, han var kirkeligt sindet og drev en lille privat virksomhed. Han var formentlig et typisk medlem i 1950erne. Rønn Hornbech er medansvarlig for at have svigtet den jævne mand og gradvis at have afgivet folkestyre og folkesuverænitet til den fremvoksende europæiske føderale stat. Hun er medansvarlig for, at grænsebevogtningen blev afskaffet, så der blev en åben ladeport for migranter. Hun er medansvarlig for hovedløst at have gjort Danmark til et indvandringsland og at have gjort de små i samfundet fremmede i deres eget land. Det kan man på ingen måde tage Grundtvig til indtægt for.

Rønn Hornbech er medansvarlig for, at der i dag er flere hundrede tusinde i vores land med baggrund i islam og mellemøstlig kultur. Jeg ved ikke, om DF “generaliserer alle muslimer som en ensartet gruppe”. Det lyder som en floskel, en automatreaktion. For mit eget vedkommende kan jeg sige, at jeg på baggrund af bekendtskab med et stort antal muslimer fra Mellemøsten lige siden begyndelsen af 1970erne udmærket ved, at der er stor forskel på dem. De er mennesker som os. Jeg håber, at Rønn Hornbech lige så vel som jeg OGSÅ ved, at der i de senere år er sket en islamisk vækkelse blandt muslimerne. De unge er langt mere bevidste om deres muslimske identitet end deres forældre og bedsteforældre. De er mere bevidste om, at islams lovkompleks, shariaen, ikke er forenelig med demokratiet, Og de holder på shariaen. Demokratiet bør indrettes på shariaens betingelser, mener rigtig mange af dem.

Så er det, jeg siger til Birthe Rønn Hornbech: Det er let at kritisere nogle formuleringer fra DF’ere, men hun burde være opmærksom på, at det er synspunkter, der har dyb klangbund blandt de små i samfundet. Jeg har selv mange gange kritiseret visse formuleringer og kan finde på at gøre det igen. Det er teologers opgave at nuancere visse bombastiske formuleringer, når de berører teologiske problemstillinger. Ud fra en inspiration fra Grundtvig kan debatten nuanceres og gøres mere frugtbar. Det burde BRH lægge sig efter. Det er for let at kritisere, som hun gør det. For let, fordi hun bærer et tungt ansvar for udviklingen. Det er jo ikke noget, der er sket af sig selv. Udviklingen er en følge af politiske beslutninger.

Derfor tillader jeg mig at spørge: Hvornår ser vi BRH tage stilling til de alvorlige problemer, som indvandringen skaber? Det er unødvendigt at remse dem op, vi kender dem alle. De rammer i meget ringe grad den internationalistisk indstillede storby-elite, de rammer den jævne mand og kvinde ud over hele landet. De rammer det arbejdende folk. Problemerne rammer de dårligst stillede danskere. Er BRH optaget af at få løst disse problemer? Eller er hun mere optaget af at skelne mellem almindelige muslimer og ekstremister, hvad det så siden er for noget. Det skylder hun da at redegøre for. Mange forskere mener i det mindste, at det er umuligt at skelne skarpt mellem “moderat islam” og islamisme.

Hvorom alting er: Situationen er en helt anden end på Grundtvigs tid. Han kæmpede for den jævne mands ret til religiøs frihed og selvbestemmelse. I dag står vi med en voksende befolkningsgruppe, der går ind for en religion, der er bestemt modstander af frihed, undtagen altså frihed til at indføre ufrihed i samfundet. Den “frihed” går skuffende mange muslimer ind for.

Det er da fint nok at adressere dem, “der diskriminerer og ekskluderer muslimerne, men hævder kristendommen som den monopoliserede danskhed”. Hvis nogen ellers vil kendes ved den karakteristik. Men hvad er da den ægte danskhed? Hvad er ægte dansk folkelighed? Og er det noget, BRH ønsker at fremme? DET ville virkelig være interessant at høre om. For en levende dansk folkelighed er den nødvendige forudsætning for vores samfund og folkestyre. Og kristendommen har unægtelig haft en afgørende indflydelse på udviklingen af dansk folkelighed. Skal det fortsat være tilfældet? Og er der i den forbindelse opgaver at løse, folkeligt, kirkeligt og politisk? Morten Messerschmidt fortjener tak, fordi han har åbnet debatten.

Jeg foreslår altså, at BRH og alle andre identificerer de faktiske problemer og arbejder positivt på at løse dem. For Danmarks skyld. For folkestyrets skyld. For frihedens skyld. Hvad er løsningen på, at en stor befolkningsgruppe, der er bundet af islam, ikke går ind for vores folkestyre og frihedstradition? Løsninger tak! Jeg er stærkt inspireret af Grundtvig, men hvorledes skal hans frihedssyn udmøntes i dag i den beskrevne situation? BRH’s synspunkt virker formalistisk, når hun skriver: “Ekstremister blandt muslimer skal ikke behandles anderledes end andre ekstremister, men forfølges med den samme lov og intet andet.” Lighed for loven. Ja, selvfølgelig. Men tiden er inde til at pege på løsninger.

Spørgsmålet er, om der ikke findes en berettiget forskelsbehandling. Det, der er ens, skal behandles ens, men når der i en række byer er opstået store parallelsamfund, hvor man praktiserer et alternativt lovsystem, er det jo ikke ens længere. Spørgsmålet er, om ikke det er nødvendigt at stå fast på, at det danske folk har førsteretten til den lille plet på kortet, som vi regner for “vort hjertes hjem herneden”. Hvis vi altså skal have en fremtid. Hvad en legitim diskrimination betyder konkret og i praksis, skal vi til at samtale om. Det er en folkelig nødvendighed, og det haster. Come on, Birthe Rønn Hornbech!

Venlig hilsen

Villy Klit-Johansen, 12. august 2020

Morten Messerschmidt er som bekendt blevet valgt til ny næstformand i Dansk Folkeparti. Han ser det som sin opgave at styrke DFs profil med “kristen værdikamp”. De mange angreb på MM, som er dukket op i den anledning, har ikke just været opløftende læsning.

Svend Brinkmann, professor i psykologi, forsøger at gøre sig morsom på MMs bekostning ved at fremhæve Jesu radikale budskab. Det lykkes ikke særlig godt. Det er Svend Brinkmann selv, der kommer til at stå i et komisk skær. Jeg citerer: “Han (Jesus) opfordrede til nåde og tilgivelse, bød de undertrykte, udstødte og fremmede velkommen og krævede det umulige: At man skal elske sine fjender og vende den anden kind til. … Et DF baseret på Jesu lære vil jo nok kræve en total forandring af partiets politik. Det bliver vildt!”

Hvis Svend Brinkmann mener, hvad han skriver, er han mere uvidende, eller måske mere perfid, end jeg ville have troet om ham. Han forstår ikke, eller lader som om, han ikke forstår, at ordet kristendom kan betyde andet end Jesu radikale fordring. Den kan selvfølgelig ikke omsættes til politik. Hvorfor så kræve det af DF? Hvad MM siger, er, at “det er vigtigt, at Danmark er et samfund, hvor befolkningen står robust fast på den danske kultur, og der er dansk kristendom selvfølgelig tema nummer et.” (Interview i Kristeligt Dagblad.) Det er jo noget ganske andet, end hvad Brinkmann taler om.

———————

Så er der Mogens Mogensen, der er formand for Folkekirkens Mellemkirkelige Råd og driver en selvstændig konsulentvirksomhed, Intercultural.dk. Han kommenterer på sin blog et interview, som Morten Messerschmidt har givet til Politiken. Det har jeg ikke adgang til, men jeg har set så mange andre udtalelser fra Morten Messerschmidt, at jeg godt tør kommentere Mogens Mogensens kommentar.

Mogens Mogensen begår den samme fejl som Svend Brinkmann, nemlig at forlange af DF, at partiet skal føre politik ud fra Jesu radikale fordring om at elske sin fjende. Som om der kan føres udenrigspolitik og udlændingepolitik på Bjergprædikenen. Det er da for langt ude! MM (Mogens Mogensen) kan være uenig med MM om, hvorvidt Danmark skal prioritere forfulgte kristne i forhold til andre, herunder muslimske, men at smide Jesu fordring om fjendekærlighed i hovedet på ham som argument er utilbørligt.

Jeg skal ikke kommentere alt, hvad MM (altså Mogens Mogensen) skriver, men han går i rette med Messerschmidt, fordi denne ønsker at styrke folkeskolens kristendomsundervisning. “Det må være kirkens opgave at undervise børn i Luthers Katekismus og ikke statens”, skriver han. Messerschmidt taler imidlertid ikke om Luthers Katekismus, men om “den kristne katekismus”, hvilket betyder en enkel og folkelig indføring i, hvad kristendom er. Det har vi i høj grad brug for. Mogensen beskylder Messerschmidt for at ville religiøs tvang. Mon ikke det er at tage munden for fuld? Hvis kristendomsundervisningen, som reglerne er nu, ikke er forkyndende, men udelukkende oplysende, holder argumentet ikke.

Man kan mene, som undertegnede, at undervisning i kristendom, afsyngelse af salmer m.m. uundgåeligt er forkyndende, hvorfor den burde være frivillig. Men den ville stadig være statens opgave. Folkekirken understøttes ifølge Grundloven af staten, det indebærer ganske naturligt, at det er statens pligt at sørge for en ordentlig kristendomsundervisning i Folkeskolen. Bør MM ikke roses for at interessere sig politisk for dette vigtige område?

Mogens Mogensens synspunkt betyder uundgåeligt, at han fjerner sig fra et folkekirkeligt syn og nærmer sig et frikirkeligt. Samtidig lyder det som en konsekvent sekularisme. Ønsker han virkelig, at Danmark bliver en gennemført sekulær stat? Det går jeg i det mindste ikke ind for. Jeg vil mene, at staten selvfølgelig ikke er eller skal være religiøst neutral, den skal tværtimod fremme dansk folkelighed, og hertil hører kristendommens dybe indflydelse på Danmark gennem århundreder.

Folkestyret har jo en levende dansk folkelighed som sin nødvendige forudsætning. Så også for folkestyrets skyld skal vi fremme oplysningen om kristendom.
Hvis staten skal være religiøst neutral, er den tom, men det kan den ikke være ret længe, den vil selvfølgelig blive fyldt af noget andet religiøst, enten en vestlig totalitær eller halvtotalitær ideologi af en slags eller mellemøstlig totalitær islamisme.

Lad det være nok i denne omgang. Der kunne være mere at sige, men det bliver for langt. Så jeg vil slutte med en opfordring til alle mennesker af god vilje om at stå sammen om at fremme dansk folkelighed, herunder kristendommen i den forstand, som Messerschmidt her tale om den. Et sådant sammenhold vil kunne omfatte langt større kredse end dem, som kirkelige organisationsfolk og frikirkeligt tænkende folk som Mogens Mogensen henvender sig til.

Betyder Danmark noget? Den slags kristendom, der ser bort fra folket og dets eksistens, vil få mange til at tage afstand fra kirken, er jeg bange fo

Villy Klit-Johansen, 7. august 2020

I dag, søndag den 9. august 2020, 9. søndag efter trinitatis har jeg holdt højmesse. Jeg har utvivlsom lånt tanker af andre, uden at jeg kan gøre rede for hvem. Forkyndere har lov til at stjæle med arme og ben.

Det blev som følger:

633 Har hånd du lagt på Herrens plov
Hilsen
Kollekt
Epistel, 2. Timoteusbrev, 1, 6-11
6 Dig være, mildeste Gud Fader
Evangelium, Lukas 12, 32-48
Lad os bekende vor kristne tro i dåbspagten: Trosbekendelsen
272 I lemmer, hvis hoved har himlen i vælde
Kort bøn før prædiken
Prædiken
275 Uforsagt, vær på vagt
Nadver
Nadversalme: 473 Dit minde skal, o Jesus, stå
Kollekt
Hilsen
Velsignelsen
292,v.5-7 Kærligheds og sandheds Ånd

Prædiken:
”I skal se fremad”. Det er den røde tråd i dagens evangelium. Det er det samme, salmen siger: ”Har hånd du lagt på Herrens plov, da se dig ej tilbage.”

Vi hører om tjenere, der venter på, at deres herre skal komme hjem fra bryllupsgilde.

Vi hører om husherren, der holder vagt om natten, for at der ikke skal komme indbrudstyve på besøg.

Og vi hører om den tro og kloge forvalter, henholdsvis den utro forvalter, og om, hvordan de to bærer sig ad, mens deres herre er bortrejst.

Og flere ting endnu hører vi om. Forskellige billeder bruger Jesus, men de skal alle sammen belyse den samme pointe: ”I skal se fremad.”

At være kristen er at leve i forventning. Som kristne skal vi ikke gå baglæns gennem tilværelsen med blikket rettet mod alt det jordiske gods, vi når at få skrabet sammen: ”Sælg jeres ejendele og giv almisse. Skaf jer punge, som ikke slides op, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer, og intet møl ødelægger.”

Når man sætter hele sit liv ind på at samle sig skatte her på jorden og i praksis har det som sit livs indhold, så går man baglæns gennem livet. Den slags ting forgår jo med tiden. Og hvis de ikke forgår før os, der ejer dem, ender det alligevel med, at vi må slippe dem til sidst. Der er vist noget om, at noget af det sidste, der sker, når et menneske dør, er, at hænderne åbnes. Hænderne, som vi har brugt til at gribe og samle til os med, mister kraften og lukkes op, og så har selv den rigeste ingen gavn af sin rigdom længere.

Rigdommen lægger vi nødvendigvis bag os, sådan er livet, så hvis vi har haft blikket rettet mod den, er vi gået baglæns gennem livet.

Det vil være en tragisk ende på det, for så vil vi ikke være i stand til at tage imod det, som Gud har i vente til os. Gud kommer nemlig forfra. Han kommer fra fremtiden.

Lykkeligt det menneske, der går forlæns gennem livet – med blikket rettet fremad mod Guds rige, det, som han har lovet, skal komme i synlig herlighed ved tidernes ende.

Lykkelig den, der lever i forventning til, at Guds vil opfylde sine store løfter.

Der er sikkert dem, der vil påstå, at det er den rene virkelighedsflugt sådan at leve i forventning til Gud. Lad dem mene det. Vi skal ikke bebrejde dem det. Men det er ikke sikkert, de bliver ved med at mene det. I hvert fald drejer det sig om en praktisk livsindstilling, der ikke kan undgå at få konsekvenser for det liv, vi lever.

Vi lever i et velstandssamfund, som verden måske aldrig har kendt magen til. Vi skulle måske tænke lidt mere over det spørgsmål, om det er den materielle velstand, der er Gud i dette land. Og der skal vi ikke skyde på andre, for vi er fælles om det alle sammen, og vi kan næppe undgå at blive påvirket af det.

Det mærkelige er, at vi taler så meget om fremskridt i den forbindelse. Det er paradoksalt, hvis fremskridtet får os til at gå baglæns, altså vende ryggen til Guds fremtid.

Hvis vi bare vil have maksimalt udbytte af livet her og nu, mister vi forventningen. Og livsglæden går med i købet, og tristhed og bekymring holder sit indtog. Eller overfladisk livsnydelse.

Alt det her gør Jesus nu til et personligt spørgsmål. Han indleder nemlig lignelsen om den tro og kloge forvalter med et spørgsmål: ”Hvem er da den tro og kloge forvalter.” Ja, hvem er han, den tro og kloge forvalter, der gør hvad hans herre har sat ham til at gøre? Er det mig? Eller er jeg tværtimod den anden, ham, der tænker ved sig selv: ”Min herre lader vente på sig! og derpå giver sig til at slå karlene og pigerne og at spise og drikke og fylde sig.” Det er meget konkrete billeder, Jesus bruger her.

Vi kan også vende tilbage til det i samfundet mere acceptable:

Er jeg den, der fuld af bekymring for den ukendte fremtid begærligt skraber til mig af de goder, som i virkeligheden tilhører min herre, for at sikre min fremtid?

Eller er jeg den tro tjener, der i tryg og glad forventning til Gud er fri i forhold til de materielle goder. Fri til at modtage og fri til at slippe dem for at dele med dem, der trænger? Hvis det er mig, så ser jeg fremad mod en lys fremtid, som Gud vil give mig i sit rige.

Spørgsmålet er personligt. Og så skal det da tilføjes, at dette personlige spørgsmål ikke er endeligt afgjort, så længe jeg lever og kan høre Jesu ord. Han indbyder os netop i dag til at gå med ind i troens trygge og glade forventning: ”I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have lamperne tændt.” Det betyder, at vi skal være klar til at bryde op hvert øjeblik. Der forestår noget glædeligt. Det skal vi se frem imod.

I skal være rede! Alle. Ikke kun de gamle og syge, men alle, også unge og raske.

Lyder det urimeligt? Er det lidt tåbeligt at indrette sit liv efter, at Kristus kommer? Hvordan mon det bliver opfattet af den, der ingen fremtid har? Af den, der har fået lægens dom: Der er ikke mere at gøre. Lyder det umuligt, urimeligt?

Det er nu ikke så sikkert. Det kan lige så godt være, at en og anden i den situation netop åbner sig for Guds løfter.

Men de, der måtte have det sådan, at de kun kan høre ordene om troens glade forventning som udtryk for ren ønsketænkning, og måske føler sig udenfor, de får endnu et ord af Jesus. Han siger: ”Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget.”

Jamen så er det klart, at ”troens glade forventning” ikke er noget, vi skal føle som et krav, vi ikke kan leve op til. Det er ikke et krav, det er en dejlig gave til alle, der vover at stole på det – måske på trods af forstandens protester og flertallets mening.

Det er dog stærkt, at han siger til dem, der ingen fremtid har: Jeres glæde og tryghed ligger virkelig forude – i Guds løfters opfyldelse. Han har besluttet at give jer livet igen i sit rige. Og når han har besluttet det, fortryder han det ikke. Han står ved sit ord, og han vil opfylde det.

Glæden og trygheden ligger ikke i noget af vores eget. Ikke fx i vores beslutning om at tro det eller hvad ved jeg. Vi kan være nok så tomme for håb og tro. Lad det være, hvad det er, frygtløsheden og trygheden ligger fast i Guds egen beslutning, uanset hvordan vi har det.

At være kristen er at leve i forventning. Det er at hvile i tillid til Guds klare løfter.

Men at hvile i tillid er ikke ensbetydende med åndelig dovenskab. Ellers havde Jesus ikke formanet os, som han gør, når han siger: ”Også I skal være rede, for Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det.”

Vi skal ikke falde i søvn. Vi skal ikke tro, at det går nok af sig selv alt sammen. Jo, det går af sig selv, men det går kun af sig selv, hvis vi lytter til Jesu ord og tager det til os.

Jesus afslører ikke, hvornår hans genkomst i herlighed vil ske. Men han siger, at den vil ske pludseligt, og derfor gælder det om at være vågen og være rede.

Rudolph Arendt har sagt det, som kun han kan sige det: ”De, der venter, får ikke timen at vide, men de, der ikke venter, får timen at vide: Det er den time, de ikke venter. Sådan er det, fordi det er Herren, de venter på.”

De, der ikke gider give sig af med at vente, vil opleve, at Herren kommer som en tyv om natten.

Men de, der holder fast ved forventningen – om dem siger Jesus: ”Salige de tjenere, som herren finder vågne, når han kommer! Sandelig siger jeg jer: Han skal binde kjortlen op om sig og lade dem sætte sig til bords og selv komme og sørge for dem.”

Se, det går mildest talt langt ud over det sædvanlige. Der bliver byttet op og ned på Herrens og tjenerens roller. Herren giver den som tjener. Han varter tjenerne op.

Det passer kun på én eneste, Jesus selv. Det ligner det, der skete skærtorsdag aften, da han påtog sig den tjenergerning at vaske disciplenes fødder.

Og hver gang vi holder altergang, går han omkring ved bordet og varter os tjenere op. Det er evangeliet omsat i en anskuelig handling: Kristus kan ved sin tjeneste frelse fortabte mennesker som dig og mig.

Ikke sært, at han priser dem salige, som han finder vågne, når han kommer.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.

Villy Klit-Johansen, 9. august 2020

Svaret er nej. Men da det har vist sig, at synspunktet er meget svært at forstå, gør jeg her rede for det. Mange tror, det er “grundtvigsk” at hævde, at Danmark er et kristent land, og det er pietistisk at benægte det. I virkeligheden forholder det sig omvendt. Hvilket ikke er svært at dokumentere.

Selv om hvert eneste menneske i landet var døbt og gik i kirke hver søndag, og Folkeskolen havde en kristen formålsparagraf og Danmarks Radio fyldte hele fladen med programmer om kristendom osv. osv., burde dansk folkelighed ikke kaldes kristen, og Danmark burde ikke kaldes et kristent land.

Lad mig forklare hvorfor. Eller lad mig først pointere, hvad der ikke er mit anliggende. Jeg er ikke tilhænger af de kulturradikales stadige forsøg på at trænge kristendommen ud af det offentlige rum. Og jeg ser ikke med milde øjne på de kulturradikales overtagelse af Folkehøjskolen. Jeg er ikke kulturradikal-humanistisk sekularist. Det er endda langt fra. Jeg skulle være et radikalt hoved, hvis jeg beklagede den frugtbare vekselvirkning, der gennem århundreder har været mellem folkelighed og kristendom, og hvis jeg bifaldt eller medvirkede til at udrydde de sidste rester heraf.

Hvorfor så sige nej til, at folkeligheden bør kaldes kristen? Det korte svar er, at vi ikke bør sammenblande folkelighed og kristendom.

Folkelighedsbegrebet er formet af Grundtvig. Ikke at han har opfundet det, men i Danmark er det formet af Grundtvig.

Men var Grundtvig ikke præst og teolog? Jo da, men han tænkte ikke folkeligheden udelukkende ud fra kristen teologi. Hele livet igennem var han stærkt optaget af vores hedenske oldtid. I myter, sagn og historie fandt han et rigt åndsliv, der i mange tilfælde var udtryk for sand erkendelse af menneskelivets og folkelivets vilkår.

Denne nordiske ånd beredte kristendommen en frugtbar jordbund, da den dukkede op. Grundtvig betragtede de nordiske sagn og myter som Nordens Gamle Testamente, uden at han dermed forkastede Bibelens Det gamle Testamente. Synet på det nordiske åndsliv følger af hans tro på skabelsen og Guds forsyn og dermed af hans historiesyn. Gud har (selvfølgelig) en finger med i spillet i folkenes historie, også netop de hedenske folks historie, og han har et mål med historien.

Det vigtige er, at det altid stod Grundtvig klart, at folket var der først. Folket var der, før kristendommen kom til det. Folket havde identitet, før det antog kristendommen.

Vel var det teologiske overvejelser, der fik teologen Grundtvig til at fastholde, at folket var der først og havde identitet, før det antog kristendommen. Men det at der ligger teologiske overvejelser bag, betyder ikke, at folket eller landet er kristent. Danmark er det DANSKE folks hjem gennem vel et par tusinde år. Folket har en før-kristen hedensk identitet, som kristendommen ikke har til hensigt at udslette.

Dette understreger Grundtvig stærkt i afhandlingen “Folkelighed og kristendom” fra 1847. Her indrømmer han på given foranledning, at han i sin ungdom ikke var klar i mælet. Han vedgår, at han selv var skyld i, at nogle fik den opfattelse, at han sammenblandede folkelighed og kristendom. Men han lover, at han fra nu af vil skelne klart mellem de to ting.

Vi giver Grundtvig ordet: “Selv derfor, naar Enkelte rose baade min Danskhed og min Christendom, bliver Enden dog gierne den Forbeholdenhed, at Danskheden naturligvis maa christnes før den er værd at nævne, og det er dog langt fra mine tanker, saa jeg stræber stedse tydeligere at holde Danskhed og Christendom ud fra hinanden, vist nok ikke som uforligelige, men dog som høist forskiellige, at den ene kun giælder i en Krog af Norden, den anden over hele verden, den ene giælder kun for en Tid, den anden baade for Tid og Evighed.”

Det er den i grunden hedenske folkelighed, han taler om. Den behøver ikke kristnes, for at den skal være “værd at nævne”.

I denne afhandling skriver han også: ”er Kiærlighed og Sandhed i Christendommens Aand, da følger deraf ikke blot, at den kan aldrig med List eller Vold ville udslette eller undertrykke nogen Folkelighed, men deraf følger ogsaa, at den er meget ilde tjent med, at det giøres i dens Navn, som Papisterne unægtelig gjorde det.”

Det er det samme, sagt med andre ord, når han understreger det meget vigtige, at kristendommen ikke er en lov, der skal beherske verden, men et glædeligt budskab, der skal tjene de mennesker, der frivilligt modtager det.

Her har De, kære læser, grunden til, at det ikke er i Grundtvigs ånd at kalde danskheden kristen.

Og her har vi også grunden til, at det er forkert at fremme islams udbredelse i det danske samfund. Islam har ikke den respekt for folkeligheden, som kristendommen har. Islam er netop en lov, der vil beherske verden. Præcis det, som Grundtvig bebrejder “papisterne”, altså pavekirken. Islam har simpelthen ikke det positive syn på de historisk udviklede folkeslag og deres åndsliv som den kristne teolog Grundtvig havde. Muslimer mener snarere, at de hedenske mennesker er vantro, og derfor skal de omvende sig til Islam. Hvis de “vantro” ikke omvender sig, kan de i bedste fald få lov til at leve som en undertrykt minoritet i den islamiske stat, som Islam tilstræber. Derfor er det ikke forkert at forbyde “bønnekald” fra moskeerne i Danmark. Begrundelsen bør ikke være, at Danmark er et kristent land, men at det er en legitim politisk opgave at hindre islam i at udbrede sin magt i Danmark.

Grundtvig mener stik modsat, at det kristne evangelium har en tjenende funktion i forhold til folkeligheden.

Det er helt afgørende, at vi får dette udtrykt klart og forståeligt. Hvis det altså overhovedet er til at forstå for dem, der bekæmper både dansk folkeligheds og kristendommens stilling i Danmark. Faktisk tror jeg ikke, de kan forstå det, når ikke engang mange teologer og “kirkefolk” kan forstå det, men det skal ikke hindre os i at gøre os vore tanker og udtrykke dem så klart, som vi overhovedet er i stand til. Og det gør vi så i det inderlige håb, at i det mindste de, der vil Danmark og kristendommen det godt, vil overveje det endnu engang.

For til sidst at skære det ud i pap: Ved at kalde folkeligheden kristen og ved at kalde Danmark et kristent land gør man dem begge, altså folkeligheden og kristendommen, en bjørnetjeneste. Man yder ikke folkeligheden den respekt, som Grundtvig lægger op til, og man står i fare for at skabe et forkert billede af, hvad kristendom er. Kristendom er noget andet end danskhed, og kristendom er unægtelig noget andet end islam. Kristendom er ikke en politisk ideologi, som islam i sin rene form er. Når man bruger sætningen “Danmark er et kristent land” som politisk slogan, gør man politik til et kristeligt anliggende, men politik er og bliver en folkelig sag.

Villy Klit-Johansen, 1. juli 2020

Lys – hvilket lys?
Åbenhed – for hvad?

“Giv os lyset tilbag’ (sic!)” af Per Krøis Kjærgaard kommer med i den næste udgave af Højskolesangbogen, der er lige på trapperne. Sangen er meget populær på efterskolerne. Ikke mindst i kraft af en ørehænger af en melodi, vil jeg tro. Men også teksten appellerer til de unge. Der er mange velklingende ord og sætninger, der er egnet til at vække positive følelser. Det er ord som glæde, lykke, lys og fællesskab. Og en sætning som “Nu skal der danses og elskes, hvor mørket er lyst!”

Lad det være sagt med det samme, at jeg mindst af alt ønsker at tage glæden ved sangen fra nogen. Det er ikke min hensigt. Jeg kan faktisk godt forstå, at mange gerne vil synge den.

Jeg vil blot dele nogle få iagttagelser med læseren. Jeg ser, at der med hensyn til den poetiske billedverden er en klar lighed med Grundtvigs klassiker “Der skinner en sol i lys og løn”, og der er vigtige centrale begreber, der er fælles. Tillige peger jeg på forskellen i udnyttelsen af billederne og begreberne. Der er nemlig forskel på, hvad de bruges til.

Ligheden mellem sangenes tematik er tydelig. Det viser allerede en opregning af følgende ord i de to sange:

“Giv os lyset tilbage”: Dørene åbne, hjertet er åbent, lys, solsiden, lyst, Helios.

“Der skinner en sol”: Sol, lys, lys, luk da op, luk op, luk op.

“Giv os lyset tilbage” har det til fælles med Grundtvigs sang, at den er en skolesang. Den ene er for unge, den anden for børn.

Der kunne anføres flere grunde til, at en sammenligning er et lidt hasarderet foretagende. Men jeg vover at gøre det alligevel! Af én grund: Jeg tror, denne øvelse siger noget om tiden.

Begge sange kredser om begrebet åbenhed. Men der en afgørende forskel på, hvad der ønskes åbnet for. Det, der optager forfatteren af den nye sang, er, at vi får skabt et land, der er præget af mangfoldighed og åbenhed og tolerance overfor for de fremmede, der kommer til Danmark. Det mener han, der er for lidt af. Derfor er sangen præget af en vis moralisme.

 “Kloden har mange forskellige slags”. Det er sikkert en overraskende oplysning for mange!

“Dørene åbne og smilene slidt.
Sådan er landet, jeg gerne vil kalde for mit.”

“Gi’ os landet tilbag’.
Gi’ tolerancen et nyt folkeslag.
Hjertet er åbent og sindet er frit.
Sådan er landet, jeg gerne vil kalde for mit.”

Her er forfatteren i skønneste overensstemmelse med den politiske korrekthed, som den defineres af den venstreorienterede politiske elite i partier, medier, universiteter, skoleverden og store dele af Folkekirken i disse år.

Men hvor kommer alt det positive, der nævnes, fra: glæden, lykken, lyset, fællesskabet? Ja, det synes at komme fra mennesket selv. Derfor de gentagne opfordringer: “lad os bruge ethvert timeslag”, “Gi’ tolerancen et nyt folkeslag!” Det eneste, der for mig at se åbner horisonten ud mod noget, der bliver os givet, er sætningen om at vandre med Helios:

“fællesskab fødes når JEG bli’r til OS!
Og vi vandrer med Helios.

Helios er græsk og betyder solen. Men hvad er solen et billede på? Det siges ikke, så det står hen i det uvisse.

Dermed er vi kommet til den gamle “Der skinner en sol”. I den er der ingen tvivl om, hvad solen er et billede på. Det er Guds ord. Solen skinner “hvor ånd har mund og mæle”; den skinner åbenlyst blandt mennesker, for ordet skal jo tales af nogen og kan høres af andre, og den skinner skjult i hjertet. Guds ord bringer os bud fra Himlen på englevinger små, og ånden gør, at det har en virkning. Ånden er nemlig selve Guds livskraft, der virker gennem ordet. Guds ord nævnes igen i ikke mindre end fire af de følgende seks vers. Den vægt, Grundtvig lægger på Guds ord betyder ikke, at han ville gøre skolen til kirke, det skal lige siges. Han skelnede mellem skole og kirke, ved vi. De har hver sin opgave. Men det er indlysende, at han ikke sætter vandtætte skotter mellem skolen og kirken.

Men altså: åbenheden i Grundtvigs sang er åbenhed overfor Guds ord. Se f. eks. det smukke og meget indholdsrige vers:

Og hvor Guds ord det lukkes ind,
det lejrer sig og sjunger:
Guds fred! bliv lys i sjæl og sind!
bliv sang på folketunger!

Grundtvig nævner et bestemt ord af Vor Herre nemlig ordet “Guds fred”. Det er nok almindelig kendt, at “Guds fred” spillede en stor rolle for Grundtvig. Det kan ganske vist høres som en hilsen slet og ret, men det klinger med, at det i Herrens mund er et ord for den frelse, som Han vandt ved sin død og opstandelse, altså syndernes forladelse og dødens overvindelse. Livets sejr. Ordet “Guds fred” er vel at mærke et ord, der sætter det i kraft, som ordet lyder på.

Bliv lys i sjæl og sind! er også sådan et “skaberord”, der sætter ordets indhold i kraft, ligesom ved skabelsen, da Gud sagde: “Bliv lys!”, og lyset blev til. Når Grundtvig i skolesammenhæng bruger ordet lys, betyder det oplysning, oplysning om livet. Skolen skal ikke blot give kundskaber, den skal være en skole for livet. Hvilket ikke er det samme som at påvirke dem med bestemte meninger og holdninger eller at sigte bevidst på en bestemt følelsesmæssig påvirkning.

Og så hører det endelig også med, at ånden gennem Guds ord skaber “sang på folketunger”. Ordet bliver til sang, det skaber sang, “det lejrer sig og sjunger”. Grundtvig ser ikke mennesket kun som et individ, men som et led i en større helhed, et folk med et modersmål (folketunger). Den åndelige kraft, der udgik fra Grundtvigs virke i det danske folk og den danske kirke, skabte da også en stor rigdom af folkelig sang. Og da Grundtvig beskedent mener, at det ikke er ham, men Guds ånd og ord, der skaber det alt sammen, er det kun naturligt, at sangen fortsætter med opfordringen: 

Så luk da op nu port og dør
for Herrens ord i skare,
så de så tæt som aldrig før
her ind og ud må fare!

Luk op i en lyksalig stund
dig for Guds ord, hvert øre!
Og luk dig op, du folkemund,
med ord, som du kan føre!

Og derfor gælder det om at tale både sandt og jævnt, man kan sige personligt, om “alt det høje”, for børn kan man ikke narre. Klart er barnets øje!

————

Hvorvidt sangene er poetisk forløst afstår jeg fra at vurdere, jeg har blot så nøgternt, som det er mig muligt, i al enkelhed, peget på forskellen i benyttelsen af de fælles poetiske billeder og begreber lys, sol og åbenhed. Billederne betyder noget helt forskelligt i de to sange. Tiden er en anden i dag. Døm selv, om den er bedre! Jeg lægger ikke skjul på, hvilken opfattelse af skolen, jeg selv mener, der er mest virkelighed i, og jeg vil ikke lægge skjul på, hvad jeg mener, vi skylder at give børn og unge del i. Behøver jeg fortælle, at jeg foretrækker den holdning, Grundtvig lægger ord til og sit hjerte i?

————

Villy Klit-Johansen, 5. juli 2020

Link til Giv os lyset tilbage: https://festklaveret.dk/tekst/1272/giv+os+lyset+tilbage.html

Der skinner en sol står i Højskolesangbogen, 18. udg. nr. 90

Bemærk de to datoer den 5. juni 1849 – og den 5. juni 1848!

Grundlovsdag bør være en fest for det folkelige Danmark.

Danmarks Riges Grundlov er et værdifuldt dokument, der nok er værd at fejre. Det gør vi i dag, selv om forholdene lige nu umuliggør de sædvanlige grundlovsfester. Vi er nødt til at blive hjemme.

Jeg sidder så her og tænker på, at Grundloven i sig selv kun et stykke papir i en glasmontre. Virkelig eksistens får den kun, hvis der findes en levende dansk folkelighed. Det er alene den, der kan give grundloven reelt indhold.

Det giver mig anledning til at mindes slaget ved Dybbøl den 5. juni 1848, hvor de danske bondesoldater slog en preussisk hærstyrke på omkring 12.000 mand. Kampen blev jo udkæmpet fortrinsvis af indkaldte bønderkarle. Værnepligten gjaldt nemlig endnu kun bondestanden. Det skal dog siges, at der deltog mange frivillige fra byerne.

Under krigen 1848-50 fulgte der langt større slag efter kampen ved Dybbøl. Slagene ved Fredericia 6. juli 1949 og Isted 25. juli 1850 var langt større. Men ved Dybbøl 5. juni havde vi dog 59 døde og 171 sårede. Tyske tropper var allerede på vej langt op i Jylland, mens den danske hovedstyrke var trukket ud til flankestillingen Dybbøl, hvor kampen stod. Det er ikke for meget sagt, at treårskrigen var en eksistenskamp for Danmark.

Det er sikkert ikke tilfældigt, at Grundloven blev vedtaget den 5. juni 1849 på årsdagen for slaget ved Dybbøl. Således mindedes man dem, der var døde for Danmark, og det blev markeret, at fremtiden ikke var en multinational stat under en enevældig konge, men fremtiden tilhørte det folkelige Danmark, der havde manifesteret sig så stærkt siden martsdagene 1948. Man taler som bekendt om “Ånden fra 48”.

Treårskrigen, dens årsager og dens forløb på slagmarken og i de diplomatiske forhandlinger, er et kompliceret stykke historie. Men skal det siges kort, vil jeg mene, at vi med rette kan slå fast, at det oprindelig danske Slesvig (det hed Sønderjylland) gennem århundreder langsomt var blevet fortysket op til en linje omtrent, hvor den nuværende landegrænse mod Tyskland går. Årsagen til fortyskningen var ikke mindst, at kongemagten udelukkende tænkte i dynastiske interesser og på det skammeligste forsømte det jævne folk.

Krigen begyndte i 1848 som et oprør blandt kongens tysksindede undersåtter i Slesvig og Holsten. De tysksindede ville have hele Slesvig løsrevet fra Danmark og sammen med det rent tyske Holsten tilsluttet Det Tyske Forbund. At befolkningen i det nordlige Slesvig, især bønderne, var danske af sind og modersmål blæste de højt og flot på i deres bestræbelse på at virkeliggøre drømmmen om tysk storhed.
Oprørerne fik hurtigt hjælp fra magtfulde tyske stater som Preussen og Østrig. Preussens og Østrigs støtte til oprørererne betød, at Danmarks eksistens reelt var truet.

Det positive, vi skal mindes, er, at i disse år vågnede folket til dåd. Den på mange måder lykkelige udvikling, vi, trods alle vanskeligheder, har haft i Danmark siden midten af 1800-tallet skyldes ikke grundloven, men den folkelige og kristelige opvækkelse i bondestanden. Og arbejderstandens kamp lidt senere skal vi bestemt ikke glemme i den forbindelse.

At genforeningen blev mulig i 1920 skyldes ikke mindst, at der var sket en folkelige vækkelse Sønderjylland. Den blev fastholdt og udbygget gennem de 56 år, 1864-1920, da landsdelen var underlagt Preussen og Det tyske Kejserrige.

Grundloven er en god ramme om det politiske liv i Danmark. Den skal vi fejre som folkets værn mod en politisk elites trang til regereri.

Men især er der grund til at fejre det folkelige Danmark. Dets historie skal fortælles som en opmuntring til at tage kampen op mod alt, hvad der i dag truer friheden og folkets ret til selv at bestemme over det fælles liv med egne love indenfor egne grænser.

Truslen kommer fra EU-ideologerne, fra den liberalistiske internationalisme med dens falske forestilling om universelle rettigheder og fra den muslimske indvandring. Men derom en anden gang. I dag gælder det det folkelige Danmark.

GOD OG GLÆDELIG GRUNDLOVSDAG!
KÆMP FOR ALT, HVAD DU HAR KÆRT!

i Hellevad Kirke søndag den 19. marts 2006 kl. 9.00 u. nadver.

336 Vor Gud han er så fast en borg
Hilsen
Kollekt
NT-læsning: Johannes’ Åbenbaring 2, 1-7
208 Skriv dig Jesus på mit hjerte
Evangelium, Johs. 8,42-51
Trosbekendelsen
Prædiken
289 Løgnens fader vi forsage
Kollekt
Hilsen
Velsignelsen
68 Se, hvilket menneske

—–

Prædiken:

Det er en voldsom strid, vi har hørt om. ”I har Djævelen til fader”, siger Jesus til dem, og de siger til ham: ”du er .. besat af en dæmon.” – Det er beskyldninger så barske, at man må tro, at Jesus her står overfor nogle af sine hårdeste modstandere. Og det er på en måde også tilfældet. Men det uhyggelige ved det er, at de mennesker, Jesus veksler så skarpe ord med, er nogle, der netop er kommet til tro på ham.

Nu kan det sådan set være lige meget, hvad de snakkede om dengang, og hvad det var for et spil, der kørte mellem dem. Men det er ikke lige meget, hvad det har at sige os. 

Hvordan ser Jesus på os, og hvordan ser vi på ham? Det er bestemt ikke lige meget.

Men selvfølgelig kan situationen dengang kaste lys ind over vores liv. Så vi ridser den lige op.

 Jesus er i Jerusalem i anledning af løvhyttefesten, og dér siger han tydeligt, hvem han er. Dér i templet vidner han om, at han er fra Gud. Han er den, der er sendt af Gud for at befri mennesker fra alt, hvad der vil ødelægge livet. Med de gamle ord hedder det, at han vil befri os fra syndens og dødens og Djævelens herredømme.

Først var nogle af jøderne altså kommet til tro på ham. Det er der fortalt om tidligere i kapitlet. Men resten af det – det af det, vi har hørt nu, og det følgende – det er en virkelig gyser.

Disse jøder, der i hvert fald havde vist en stor interesse for ham – så meget må det i det mindste betyde, at de kom til tro på ham, men meget mere betyder det vist heller ikke – de vendte sig snart imod ham, og det endte endda med, at de tog sten op for at kaste dem på ham. Det står til sidst i kapitlet.

Hvorfor gik det så galt, når det ellers var begyndt så godt? Hvis vi skal forsøge os med at svar, så var det vel, fordi Jesus gik for tæt på – efter deres mening. Han rørte ved ting og sager i deres personlige liv, som de ikke ville finde sig i, at han blandede sig i. Da det kom til stykket ville de være i fred for hans indblanding. Men den går ikke, når det er Gud, man står overfor. Verdens frelser må vi enten lukke ind i vores liv – eller bære følgerne af det. Hvis vi i virkeligheden ikke ønsker, at han skal blande sig i vores liv, så har det den konsekvens, at han ikke når det mål, han havde med at komme til verden og give sig helt for os. Hvis vi ikke vil have med ham at gøre, kommer han til at gå forgæves til os med sit gode budskab og sine gode gaver.

Jamen vel gik Jesus tæt på, det gjorde han, men det var ikke i ond hensigt. Det var mere ligesom når lægen bliver nødt til at fortælle patienten, at han lider af en alvorlig sygdom, og det bliver nødvendigt med en stor operation. Sådan blev Jesus nødt til at fortælle jøderne, hvor hårdt de var angrebet af en sygdom. Ikke en legemlig sygdom, men en åndelig. (Synden). De var faktisk dødssyge. De måtte under den store læges behandling for at blive frelst fra evig ulykke.

Inden vi går nærmere ind på, hvad den sygdom nærmere bestod i, kan vi slå fast, at der er noget i hele situationen her, der er aktuelt også i vore dage. Der er mange, mange mennesker, for hvem det begynder så godt. Jeg mener: De fleste bliver båret til Jesus i dåben, og på den måde bliver de sat ind i troens verden og får lov til at leve deres liv dér i lydighed mod Guds ord og i den fred og glæde, der råder hos Gud. Og forældrene, der i kærlighed bærer børnene til dåben, viser – kan man godt sige – en ganske stor interesse for troen ved at komme med deres børn.

Men trods denne gode begyndelse ender det ofte skidt, fordi Jesus ikke får lov til at blande sig i deres liv, når det kommer til stykket. Han får ikke lov til at blive Herre i deres liv – forældrenes og børnenes. Og så er det, at han kommer forgæves med sit gode budskab og sine gode gaver. Dette er ikke en dom, men det er sagt ud fra det, der høres og ses, og det er en opfordring til hver enkelt til at tænke alvorligt over, hvordan det er fat.

Hvad går hans budskab ud på, og hvad er det for gaver, han giver? Ja, han siger selv, hvad hans gode budskab er. Han siger det kort og klart: ”det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig.”

Det er hans budskab til os – lige netop til os, der lytter i dag. Nu skal du høre: Gud lever, og hvis du er kommet frem til den konklusion, at der ingen Gud er, så stands engang og hør et befriende budskab. Det, du mente, var Gud, findes ganske vist ikke. Det var kun dine egne forestillinger. Det gør ikke så meget, at de ikke er virkelighed. Men GUD lever. Og nu lader han høre fra sig, han, der er så svær at få øje på i alt det, der sker i verden – og for resten i dit eget liv. Nu lader han høre fra sig.

Nu sender han bud til dig for at fortælle, at han gør dig fri af alt det, der binder dig. Dine forestillinger om Gud fx. Men også din synd, det vil simpelthen sige det, at du ikke elsker Gud og ikke bryder dig om at være i hans nærhed og følge hans gode vilje.

Den skyld, der tynger dig, er betalt. Dit mellemværende med livets giver og herre er bragt ud af verden. En anden har betalt i dyre domme for alt, hvad du har både forbrudt og forsømt.

Det er hans gode budskab. Du har lov til at leve dit liv som et frit menneske. Du kan gå gennem livet med løftet hoved i tillid og frimodighed. Den Gud, som du skiftevis fornægter og skælder ud på og gemmer dig for, han findes måske kun i dine forestillinger, men Jesus lærer dig at kende den sande Gud. Han er din Fader i himlen, som tager sig af dig som sit elskede barn.

Hvad er det for en gave, Jesus giver os? Han svarer på de spørgsmål i tekstens sidste vers: ”Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.”

Det betyder ikke, at vi ikke skal dø. Det skal vi. Vi er alle Gud en død skyldige, men hans gave er, at vi ikke skal leve i angst for til sidst at være lukket ud fra Gud. Gud giver dig liv og lykke, også i døden. Livets Gud kan finde dig, også når døden har skjult dig for alle mennesker.

Holder du fast ved Jesu ord, skal du aldrig i evighed se døden, siger han. Det er hans gave til dig.

Men hvad vil det sige at holde fast ved Jesu ord? Det har ikke noget at gøre med at være en Guds riges UG-dreng. Det troede jeg som barn, men der er ingen, der kan tåle at leve et liv uden fejl og nederlag. Sådan et liv tager man skade af. Man bliver indbildsk og selvoptaget.

Nej, at holde fast ved Jesu ord er nærmere at have det som Peter. Kan I huske det? Evangeliet fortæller, at Jesus talte strenge, sande ord, så sande, at han oplevede, at mange af den grund forlod ham. Da spurgte han disciplene: ”Vil I også forlade mig?” Og Peter svarede: ”Herre, til hvem skal vi gå hen, du har det evige livs ord?”

Peter, der svigtede igen og igen, aflagde det vidnesbyrd om Jesus, at han var livets ord.

Ægte fuldkommenhed er at være fuldkommen afhængig af Kristus. Ligesom Peter og andre, der er fulde af fejl – og derfor ikke kan undvære en frelser.

Den falske fuldkommenhed lever mest af de andres fejl. De andres fejl stiver ens egen vaklende selvagtelse af.

Ham eller hende med det perfekte liv, bliver let selvglad.

Var det det, der var galt med jøderne? dem, Jesus talte så strengt til. ”Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig”, sagde han. De var allerede begyndt at pønse på at slå ham ihjel, og de mente, at de tjente Gud ved at slå ham ihjel. Han var en gudsbespotter, og de bekræftede sig selv i den overbevisning ved at slå ham ihjel. ”I har Djævelen til fader” sagde han lige ud til dem.

Dén hårde dom er vel ikke rettet imod os, for vi hader ikke Jesus. Men hvordan er det med vores kærlighed til ham? Hvordan er det med vores lyst til at høre hans ord og følge det? Hvordan er det med vores glæde ved hans ord og hans menighed? Og hvordan er det med vores iver efter at dele den glæde med andre?

Vi skal ikke være i tvivl om, at vi har en farlig modstander, som glæder sig, hvis vores kærlighed bliver kold.

Men vi ved også, at vi har en frelser, der er stærkere end fjenden. Kristus er dødens dødsfjende. Derfor har vi kun ét at gøre, det er igen og igen at vende tilbage til ham. Han kæmper for os, og han vinder for os, når vi er i følge med ham.

Derfor er vi fri af al frygt. Vi har en Herre, der allerede har vundet, dengang da han hang på korset. Da sejrede Guds kærlighed over alle onde magter. Derfor siger vi:

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.

Dette i forlængelse af mit opslag på Facebook for nogle dage siden om, at kristen tro ikke er en tro på, at Gud er til. Jeg tog, indrømmet lidt provokerende, udgangspunkt i Hebræerbrevet kap. 11, v. 6: “den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham”, idet jeg påstod, at dette ikke er kristen tro. Det lader sig måske tolke som sådan. Teologer kan jo fortolke alt til at betyde hvad som helst eller slet ingen ting. Men i det mindste har Hebræerbrevets udsagn vist ikke nogen parallel i Ny Testamente, så vidt jeg kan se.

Jeg må fastholde, at spørgsmålet om Guds eksistens er et filosofisk spørgsmål, som filosofferne ganske vist ikke kan besvare endegyldigt. Men de kan ikke lade være med at beskæftige sig med det. Ligesom kristne selvfølgelig med rimelighed kan beskæftige sig med det.

Men det må ikke stilles som en betingelse for at tro på Vor Herre Jesus Kristus og hans og vor himmelske Fader. Antagelsen af, at Gud er til, er ikke begyndelsen på den kristne tro. Tværtimod: Først kommer troen i mødet med Kristi ord og derefter EVENTUELT overvejelser om Guds eksistens. – Hvis man altså har interesse for den slags!

I mellemtiden har jeg kigget i Regin Prenters værdifulde bog “Guds virkelighed, hvori han tolker Anselms Proslogion. Filosofferne med Kant i spidsen plejer at tolke Anselms Proslogion som et (fejlslagent) forsøg på at bevise Guds eksistens, men det er en mistolkning. Det er ikke det, Anselm mener. Hans intention er ikke at levere et filosofisk gudsbevis, der kan overbevise en tid, der gør menneskets fornuft til Gud. Anselms skrift er udtrykkeligt henvendt til kristne.

Hen mod slutningen af sin bog (s. 158) skriver Prenter, at Anselm i Proslogion må “søge tilbage til en forudsætning, der står urokkelig fast: dette væsen (nl. det end hvilket noget større ikke kan tænkes, min parentes) kan tænkes FORDI det selv pånøder os sin virkelighed i troen.” … “Men dette, som vi TROR om Gud, er jo intet andet end det, der bedst kan sammenfattes i begrebet “det, end hvilket noget større ikke kan tænkes.” Altså kan dette begreb tænkes. Og ingen kan tænke det – og den, der tror, tænker det med nødvendighed – uden at tænke det eksisterende.”

Dette væsen, som vi kalder Gud kan tænkes, FORDI det selv pånøder os sin virkelighed i troen. Det er en afgørende sætning til forståelse af denne problematik, sådan som Anselm så den. Og den, der tror på den treenige Gud, Faderen og Sønnen og Helligånden, må selvfølgelig med nødvendighed tro, at han findes.

Proslogion er en kristen teologs dybsindige filosofiske overvejelser om Guds virkelighed. Ikke et gudsbevis (“det ontologiske gudsbevis”).

Alle overvejelser og forestillinger om Guds eksistens er altså frugtesløse uden den kristne tro som forudsætning. Når f.eks. DRs Nina Munk Perrin, for nu at bruge et eksempel, der er kendt fra pressen, i et interview siger: “Jeg tror ikke på Gud”, betyder det med 99 procents sikkerhed: Jeg tror ikke, at Gud findes. Det er ikke i sig selv nødvendigvis en fornægtelse af den kristne tro, ligesom sætningen “Jeg tror, at Gud er til”, ikke er en bekendelse af den kristne tro.

Et kristent svar til Perrin bør altså ikke være en påstand om, at Gud er til, eller et forsøg på at argumentere for, at Gud er til. Det eneste relevante svar vil være en forkyndelse af Kristus som Guds Søn, der blev menneske for ved sin død og opstandelse at frelse os fra synden og døden. En sådan forkyndelse bør hun møde, når hun kommer i kirke. Det er præstens uafrystelige ansvar, at det er dét, der lyder fra prædikestolen. Og i kirke kommer hun efter alt at dømme – i det mindste ved særlige lejligheder, eftersom hun oplyser, at hun har ladet sine børn døbe.

Villy Klit-Johansen, den 13. Marts 2020