Godtfred Grønningers Blog

Netop i årene omkring min ordination og indsættelse som præst var der en voldsom strid om dåben og Folkekirkens dåbspraksis. Mange husker navnene Frank Villy Nør og Ruben Jørgensen. Der stod så alvorlige sager på spil, at jeg var nødt til både at sætte mig grundigt ind i, hvad dåben er, og alvorligt overveje min dåbspraksis.

Den omfattende debat i 70erne fik afgørende betydning for min præstetjeneste. Jeg blev overbevist om, at administrationen af dåben kræver den største omhu. For eksempel blev nødvendigheden af en grundig dåbssamtale med forældrene forud for dåben indlysende for mig. Dåbssamtalen var bestemt ikke nogen selvfølge dengang. Det almindelige i bysogne var, at (en af) forældrene mødte op på kordegnekontoret og fik barnet indskrevet til dåb. Præsten så ikke forældrene eller barnet før ved døbefonten søndag formiddag. Kordegnen havde skrevet sedler med dåbsbørnenes navne og lagt dem i den rigtige rækkefølge, og så kunne man ellers sætte samlebånds-døbemaskinen i gang. Det var meget utilfredsstillende. Da det ikke var muligt at få ændret denne skik i sognet, blev det medvirkende til, at jeg søgte andet embede.

Endvidere førte min teologiske beskæftigelse med dåben til, at jeg måtte arbejde målrettet for dåbsoplæringen i form af den indledende konfirmationsforberedelse, der blev indført som en konsekvens af skoleloven, der trådte i kraft i 1975, og som slog fast, at skolens kristendomsundervisning ikke er kirkens dåbsoplæring. Opgaven var dermed kastet tilbage til forældrene og kirken, der har en klar forpligtelse til at bistå forældrene.

I mine formative år blev Grundtvigs noget oversete dåbspagtsteologi mig til stor hjælp. Jeg vil her skitsere den ganske kort, i meget sammentrængt form. Dette afsnit bør derfor læses langsomt. Grundtvig drømte om en folkelig og kristelig fornyelse, og han søgte kun sandheden, ikke hvad der kunne fungere. Det førte ham bagom rationalismen, pietismen og den lutherske ortodoksi tilbage til Luther og ultimativt til Kristi indstiftelse af dåben. Grundtvig søgte med en kombination af profetisk klarsyn og hårdt historisk arbejde tilbage til kilden. Dermed blev der kastet et helt nyt perspektiv på den lutherske tradition, som han er en del af. Eller rettere sagt et gammelt, et mere oprindeligt, perspektiv.

1. Kernen i hans syn er, at det er den opstandne Herre Kristus, der i dåben ved sit levende ord slutter sin nådepagt med den, der døbes, og tilsiger – i betydningen skænker – dåbskandidaten Guds fulde nåde: barnekår, den frelsende tro, syndsforladelse og det evige liv.

2. Pagten oprettes ved Kristi ord og menneskets svar. 

3. Det absolutte centrum i dette syn er menigheden, det vil sige Kristus selv, der rækker ud til mennesker med frelsen fra synden, døden og Djævelen.

4. Dåbens ord, der er Helligåndens redskab til genfødelsen i dåben, kan principielt ikke ændres.

5. Kristi ord i dåben er Fadervor, dåbspagtens spørgsmål og ja-svar og fredlysningen. (Villy Klit-Johansen, Præsteforeningens Blad 2020 nr. 7, og Grundtvig: “Daaben efter Christi Indstiftelse, 1840-1842, Udv.Skr. bd. 8, s. 407 ff).

6. Det lå Grundtvig stærkt på sinde, at man skal være omhyggelig med dåbens udførelse. Med dåbens udførelse tænkte han især på at bevare dåbens ord. Men med “omhu” tænkte han også på forvaltningen af dåben i videre forstand.

Den kristne enhedskultur er fortid. Grundtvig så allerede i begyndelsen af det nittende århundrede, hvor det bar hen. Han så for sig en tid efter religionstvang og tvangsdåb. Han var selv – til stor glæde for de vakte lægfolk – stærkt engageret i kampen for åndelig frihed. Han foregreb kort sagt det nutidige sekulariserede samfund. Derfor er det stadig i vor tid så åndeligt frugtbart, at han søgte tilbage til kilden. Det gør, at vi som kirke har fået en stor hjælp til at agere på en rimelig, det vil sige på en teologisk forsvarlig, måde. Ikke mindst på en måde, så det er klart, at vi er døbt til et liv i fællesskab med Vor Herre, der i dåben har givet os, den enkelte døbte, ALT. Der er ikke noget, som vi skal tilføje, for at dåben “virker”.

Spørgsmålet om, hvad dåben er, er nu igen i høj grad blevet aktualiseret i kraft af det af biskopperne igangsatte arbejde med kirkens ritualer. I debatten herom er det vigtigt at modarbejde ønsket i visse kredse om, at dåben bliver ændret, for at den kan komme til at udtrykke en bestemt teologi. Ikke engang en påstået luthersk teologi kan begrunde en ændring af dåben. Det var pointen i en kronik, som jeg fik trykt i Kristeligt Dagblad. Der er én Herre, én tro, én dåb (Ef. 4,6). Og dåben er indstiftet af Vor Herre Jesus. Så: Fingrene væk fra dåben!

Når debatten om ritualet forhåbentlig til sin tid er endt med et godt resultat, hvormed jeg mener, at der ikke er sket nogen væsentlig ændring, i allerbedste fald blot på et par afgørende punkter en tilbageføring til før 1912, så håber jeg, vi er kommet ud på den anden side bedre rustede til at forvalte dåben og forkynde og undervise om dåben. 

“Lad verden ej … Livets kilde, Den faste grund”, er et skrift, som jeg udgav i 2019. I denne pamflet underbygger jeg bl.a. synet på dåbspagten. Der er også, for en dels vedkommende, tale om debatterende artikler. Jeg har siden udgivelsen skrevet adskillige tekster om samme emne, idet jeg har adresseret den aktuelle debat. Jeg anbefaler den til læserens velvillige læsning og bedømmelse.

Den trykte udgave, 44 sider,  sælger jeg for kr. 30 + forsendelse. Der er kun et lille antal tilbage.

Villy Klit-Johansen

I en artikel i Præsteforeningens Blad viste jeg, at det er Grundtvigs overbevisning, at troen bliver givet os i dåben. I den forbindelse blev jeg spurgt på Facebook omtrent sådan: Hvad så med dem, der senere i livet kommer til tro? Spørgsmålet kræver et seriøst svar. Det forsøger jeg hermed at give.

Altså: Hvad vil det sige at tro?

Her er to bud.

1. “den, som kommer til Gud, må tro, at han er til.”

2. “Den, der tror og bliver døbt skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.”

Først 1.

Lad det være sagt med det samme, det er ikke kristendom. Hvorfor det? Jo, sagen er den, at kristen tro ikke er en tro på, at der er en Gud til. For at være eller blive kristen er man ikke nødt til at begynde med den antagelse eller forestilling, at der er en Gud. I virkeligheden er det en temmelig ualvorlig øvelse at forsøge at overbevise sig selv om sådan en tanke, og det er utilladeligt at forlange det af andre.

Diskussionen om Guds eksistens er ikke en diskussion, som kristne deltager i med henblik på at overbevise ateister eller tvivlende om, at Gud er til, for alle mennesker er stillet ens overfor det spørgsmål. En ærlig ateist kan man som kristen kun respektere og føle sig på linje med. Guds eksistens kan nemlig ikke bevises med samme metoder som naturvidenskaben benytter sig af. Så man kan sige, at kristne ikke “ved” noget som ateisterne ikke “ved” og omvendt.

Det betyder ikke, at gudstroen er ufornuftig. På ingen måde. Det er vigtigt at huske, at naturvidenskabens muligheder er begrænsede. Den kan ikke svare på spørgsmålet om tilværelsens dybeste gåde. Den kan ikke udtale sig om meningen med livet, og den kan ikke give svaret på, hvorfor der overhovedet er noget til og ikke bare ingenting. Tilværelsen er og forbliver en gåde.

Alligevel eller måske netop derfor giver det god mening, at filosoffer arbejder med disse spørgsmål. Herhjemme har vi haft en K.E. Løgstrup, der tænkte dybt og originalt og kom frem til, at en analyse af tilværelsen, som den fremtræder for os, lægger en religiøs tydning nær.

Men som sagt: Det er ikke kristendom at tro at Gud er til. Filosofien kan ad fornuftens vej højst rydde nogle fordomme af vejen og åbne blikket for, at livet er gådefuldt.

Sætning 1. er fra Ny Testamente (Hebræerbrevet kap. 11, v.  6) Hebræerbrevets ukendte forfatter udtrykker ikke kristendom i den sætning. Forstå mig ret. Isoleret betragtet som et skriftsted, der er løsrevet fra sammenhængen i brevet og i Ny Testamente som helhed, udtrykker det ikke kristendom. Hebræerbrevets ord: “den, der kommer til Gud, må tro, at han er til” forstår jeg sådan, at Gud filosofisk set er forudsætningen for alt, og det er der god fornuft i, for det ligger i begrebet Gud, filosofisk set.

Hvad kristen tro angår, gælder det i dybeste forstand, at ingen kommer troen nærmere ved fornuftens hjælp, og ingen er afskåret fra den kristne tro på grund af en tilbøjelighed til ateisme eller endda en stærk ateistisk overbevisning. Så det bedste råd er: Glem den diskussion! Og hermed er vi kommet til

Dernæst 2,

altså: “Den, der tror og bliver døbt skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.” (Markusevangeliet 16, 16).

Glem den teoretiske diskussion om Guds eksistens! Kristen tro kommer ind i billedet, når alt står på spil. Hvis ens timelige og evige lykke står på spil, så bliver kommer troen i Jesu forstand inden for horisonten.

Det er jo netop ord, som Jesus sagde til apostlene, da han viste sig for dem efter sin opstandelse. De står altså et meget vigtigt sted i evangeliet, hvor Jesus taler om tiden efter hans opstandelse og himmelfart. Altså om vores tid. Den, som tror og bliver døbt, skal frelses.

Først når det er et spørgsmål om liv og død, både i jordisk og i evig forstand, kommer troen ind i billedet. Først da bliver den relevant, som man siger i vore dage. Da kan fornuftens overvejelser ikke bruges til noget. Da nytter kun Jesu ord, der trøster, giver liv og overbeviser hjertet. Det betyder, at troen i absolut er forstand en gave, som Gud giver os i ordet.

Hermed er vi kommet til, hvad kristendom er. Når afgrunden åbner sig under én, eller når livets rigdom og overvældende godhed bliver nærværende for et menneske, er der mulighed for, at ordets sæd kan finde den gode jord, hvori den kan spire og gro.

Tror OG bliver døbt. Nu er det sådan, at de fleste her i landet er døbt med den kristne dåb. I dåben fik vi givet troen på Gud, vores skaber og himmelske far og på Jesus som vores Herre og Frelser fra synden og døden og alle ødelæggende magter og på Helligånden, der som Gud vil bo i vort hjerte og dér udrette alt godt.

Det er langtfra alle mennesker, der livet igennem har haft en vedvarende bevidsthed om den gave, de fik ved Herrens ord til dem i dåben. Mange voksede endda op og blev skeptiske, eller kom ligefrem til at foragte troen.

Men altså: Hvis sådan et menneske senere kommer til tro, hvordan skal det så forstås? Jeg vil mene, at så er det den tro, de fik i dåben, de kommer TILBAGE til, den tro, deres moder eller en anden hjalp dem med at svare ja til i dåben. Kommer de til tro, er det en tilbagevenden til den tro, de fik givet een gang for alle.

Når afgrunden åbner sig under et menneske, skal det have at vide, at det ikke behøver nogen større eller “finere” tro, end den, de fik i dåben. Troen er ikke noget, de selv skal præstere, den er Guds gave, og den er den faste grund i livet og i døden. Der er virkelig noget at komme tilbage til. Det er det gode budskab.

Hvis man er døbt som spæd, så er det at komme til tro at komme tilbage. Hvis man derimod ikke allerede er døbt, så er det at komme til tro ensbetydende med, at man må ønske at blive døbt for af den levende Herres egen mund at få givet troen på Gud, der har givet os livet og i sin Søn Jesus Kristus vil forny det til evigt liv, hvilket han som Ånd lægger ind i vores hjerte som en tillid til Kristus og hans ord.

Villy Klit-Johansen, marts 2020

Af en samtale på Facebook om tro og dåb

NN1: Jeg forstår (dog) ikke helt, hvorfor sakramentet ikke skulle være virksomt i sig selv. Er det ikke det, ser ligger i udtrykket ex opere operatio? At det ikke kommer an på dåbsbarnets evt. senere tro, om dåben virker eller ej til salighed. Men glimrende skrevet. Måske bør jeg læse den en gang til.

Villy Klit-Johansen: Lige nu må jeg svare kort, NN, for vi er ved at forberede gæsters ankomst til frokost. At sakramentet virker ex operere operato var netop det, Luther gjorde op med. Dåben som en slags magisk handling lå ham meget fjernt. Både for Luther og Grundtvig var det indlysende, at uden tro er der ingen genfødelse. Nec fides nec regeneratio, hedder det vist hos Luther. Det betyder, at uden tro sker der ikke nogen genfødelse i dåben.

Det er det alt for korte svar på et spørgsmål, der tydeligt lægger op til samtale. Den håber jeg, kan fortsættes. For det er vigtige sager, ikke mindst i denne tid, hvor der er lagt op til “en bred debat om kirkens ritualer”!

NN1: tak for det indledende korte svar. Nej dåben er ikke en magisk handling, men samtidig er dens “virkning” vel heller ikke betinget af dåbsbarnets tro? Der “sker noget” i dåben, som ikke lader sig forklare psykologisk uden at sakramentet ophører med at være sakramente.

NN2: Villy Klit-Johansen, men opgaven er vel at redegøre for hvad “fides” er ?

Villy Klit-Johansen: NN1 Nej, troen er ikke noget, der kan forklares psykologisk. Men dåben kan ikke adskilles fra troen. Hvis vi skiller dåben fra troen, kommer vi i konflikt med NT (fx. Mk. 16,16).

NN2 har selvfølgelig ret i, at der så må redegøres for, hvad troen er. Grundtvig er inde på det i salmen “I dåben lukkes op den dør” (Sangværket, bind 5, nr. 283). Han siger “Vor tro er hjertets sikkerhed / på Herren og hans tale.” Det lyder måske enfoldigt, men kan det siges bedre?

Han tilføjer, at troen ikke kommer ud af det blå: “den findes kun af troens ord / i hjertegangens gode jord / som åbner sig for sæden.” Det er altså ikke mennesket, der skal finde troen, det er tværtimod troens ord i dåben, der alene kan finde troen i menneskets hjerte. Det gælder vel i øvrigt, hvad enten dåbskandidaten er barn eller voksen.

Men kan børn tro? Grundtvig siger i den samme salme: “De små vi døber i det håb, / Guds-ordet tro skal møde.” Vi døber ikke, uden at der er svaret ja til troens ord. Men nogen garanti for tro kan vi ikke få, det er slet ikke vores opgave at søge garantier. Men hvis det kan tænkes, at Gud (Guds-ordet) kan finde troen, så kan vi døbe børn. Hvis det derimod ikke kan tænkes, så er der kun baptismens mulighed tilbage: Børn kan ikke døbes.

Jo, der sker noget i dåben. Dåben er et sakramente. Det er Grundtvig aldrig i tvivl om. Men det, der sker, sker i kraft af Ordet, der gør vandet til genfødelsens bad ved Helligånden.

Troen og dåben hører uløseligt sammen, når vi taler om den kristne dåb: “Vi er Guds hus og kirke nu, / bygget af levende stene, / som under kors med ærlig hun / troen og dåben forene.”

Det blev meget Grundtvig, men det er jo hans dåbssyn, jeg har skrevet om.

Men Grundtvig har det jo fra NT og fra Luther. Et hovedsted hos Luther er selvfølgelig ordene i Den Lille Katekismus. Først at der “sker noget” i dåben: “Dåbens virkning er syndernes forladelse, den befrier fra døden og Djævelen …” Jo vel sker der noget i dåben. Når du så skriver, at virkningen vel ikke er betinget af dåbsbarnets senere tro, er der to ting at sige dertil. 1. Troen kan under ingen omstændigheder betegnes som en betingelse for Guds nåde. Det er ikke det, det handler om. Troen er og bliver en gave. 2. Hos Luther og Grundtvig er der ikke tale om dåbsbarnets evt. senere tro, men om tro i dåbens situation og øjeblik. Luther skriver i Katekismen, at det “ikke er vandet, der gør det, men Guds ord, som er med og i vandet, og troen, som stoler på dette Guds ord i vandet.” Der er ikke tale om en evt. senere tro, men om troen i dåbens øjeblik. Uden tro sker der ikke nogen genfødelse i dåben.

NN2: Villy Klit-Johansen stort set enig, og dog: hvis dåbens tro kun er til stede i håbet, som Grundtvig skriver i dit anførte citat, så er der forskel på børns tro og voksnes tro, og da skifter vi hest i vadestedet og døber på to forskellige slags tro ved spædbarne- og voksendåb (dog: grundliggende døber vi jo på ordet). Det må ikke ske. Luther sætter i en disputation i 1540’erne lighedstegn mellem sola fide og solus Christus. Det har dog noget for sig.

Villy Klit-Johansen: Jeg tror ikke, det er det Grundtvig mener. At troen altså kun er til stede i håbet. Der er grundlæggende ikke forskel på barnedåb og voksendåb i henseende til troen. Der er tale om, at de, der har ansvaret for dåben: først forældrene, dernæst præsten og menigheden, principielt ikke kan afgøre, om troen er til stede. Det må vi overlader til Gud. Hvad vi kan gøre, er at håbe og bede. Det er så vores lille, men vigtige, opgave. Det er det, Grundtvig sigter til med ordene “De små vi døber i det håb, / Guds-ordet tro skal møde.”

Luthers lighedstegn mellem troen alene og Kristus alene har i den grad noget for sig. 🙂

Omkring 1970 plus minus et par år sagde en præst, at billetten til himlen er dåben og troen. Billetten består af to halvdele. Den ene halvdel er dåben, der er Guds værk. Den anden halvdel er troen, som mennesket skal komme med. Kun hvis disse to halvdele sættes sammen, er billetten hel og giver adgang til himlen.

Det, præsten sagde, er et præcist udtryk for en fatal fejludvikling i den lutherske tradition, hvor man nu altid taler om dåben og troen. Dåben først og derefter troen. – Måske følger troen efter, det beror på mennesket.

Det siger jo sig selv, at efter den tankegang kommer et menneskes frelse til helt og holdent at afhænge af mennesket selv. Troen er blevet en menneskelig præstation. Dette er stik imod Luthers opdagelse, da han læste i Bibelen: At det hele er Guds gave ved Jesus Kristus.

Grundtvig så lige gennem tågerne og vandt ny klarhed over evangelisk-luthersk kristendom med tråden intakt tilbage til Kristus, apostlene og oldkirken. Det kommer for eksempel til udtryk i en karakteristisk sprogbrug hos ham, som man let overser, nemlig det, at han altid, som i ALTID, både i prosaskrifterne og i salmer og digte har den modsatte rækkefølge: Tro og dåb. Læs selv efter! Altid: Tro og dåb. Det betyder, at troen er Guds gave i dåben, ikke noget, vi selv bagefter skal forsøge at lægge til. Tro og dåb er een billet. Den kan ikke deles i to.

Det at have Gud til Fader, det at frelses ved troen på Jesus Kristus og det at eje syndernes forladelse og det evige livs håb er alt sammen Guds gave til os i badet til genfødelse og fornyelse ved Helligånden. Det hænger sådan sammen, at den opstandne og levende Herres eget mægtige ord i Fadervor, Troens Ord og velsignelsen “Fred være med dig” gør dåben til frelsens vand. Ordet skaber troen. Sådan er det jo også i almindelige menneskelige forhold. Vores tiltro til et menneske kommer af det menneskes ord.

Den skæbnesvangre fejludvikling i den lutherske tradition består i, at troen er blevet adskilt fra dåben. Evangeliet bliver ganske vist forkyndt mange steder, men det er meget svært at se, at det har at gøre med dåben, der ellers er det grundlæggende i et kristent menneskes liv.

Hos Grundtvig hænger det sammen:
Vi er Guds hus og kirke nu,
bygget af levende stene,
som under kors med ærlig hu
troen og dåben FORENE.

Ikke adskiller, men forener.

Hvorfor skrive om dette emne igen igen? Fordi kristendom er godt budskab til de små. Ganske vist har kristendom ret forstået med alt at gøre, alt i livet, i samfundet og i verden, naturen inklusive, men grundlæggende er kristendom et budskab om frelse, ikke et ideologi, der skal forbedre verden. Kristendom er godt budskab til de små. Dem uden tro, uden håb og uden kærlighed. Derfor bredte kristendommen sig som en steppebrand i Romerriget i de første århundreder. Og derfor fængede evangeliet på reformationstiden. Det blev hørt som et budskab om befrielse, hvad det netop er. Det er et budskab om, at nu slår befrielsens time.

Jeg er ikke reformator. Luther var det. Og Grundtvig var det også. Han mente i hvert fald, at den lutherske reformation skulle fortsættes. Det er jeg enig i.

Villy Klit-Johansen 31. januar 2020

Nogle få vigtige citater af Grundtvig

“Daaben er kun et Gjenfødelsens og Fornyelsens Bad i i uopløselig Forening med Daabs-Pagten.”
(Den kristelige Børnelærdom, US 9, s. 335)

“Da det nu igjen er Tros-Ordet ved Daaben, hvorigennem den Helligaand, som den guddommelige Ordfører og Talsmand, personlig virker den tilsvarende Kristen-Tro …”
(Den kristelige Børnelærdom, US 9, s. 478-479).

“Og at Morten Luthers christelige Grund-Oplysning om “Ordet og Troen”, [at] det rene Guds-Ord og den hjertelige Tro derpaa er de eneste virkelige Drive-Hjul i Saliggiørelsens guddommelige Værk med den Helligaands Kraft.”
(N. F. S. Grundtvigs Vartovs-Prædikener 1839-1860 i udvalg ved Holger Begtrup)

-hvor er de grundtvigske i debatten?

Det er for mig ikke særlig opbyggeligt at diskutere teologi. Jeg har det langt bedre med at være til gudstjeneste. Men jeg vil ikke desto mindre mene, at det undertiden er nødvendigt at diskutere. 

Det er en kendsgerning, at der vidt og bredt i præsteskabet og på det teologiske parnas (og blandt kirkens medlemmer) florerer et meget tyndt dåbssyn. Mange regner simpelthen ikke dåben for et sakramente i egentlig forstand. Det vil sige, at man ikke anser dåben for at være det af Kristus indstiftede uomgængelige middel til at frelse det fortabte menneske ind i Guds rige.

På den anden side er der en hård kerne af luthersk ortodokse og statskirkepietister, som holder fast ved dåbens sakramentale karakter, men de gør det med ord og udsagn, der bringer dem meget tæt på det højmiddelalderlige katolske syn, at dåben virker “ex opere operato”, det vil sige, at den virker automatisk i og med at den udføres. Et sådant synspunkt forfægtes f. eks. af sognepræst Claus Thomas Nielsen i Tidehverv nr. 1 januar 2022. Så vidt jeg ved, har ingen imødegået hans synspunkt, som ellers står i direkte modsætning til den lutherske bekendelse. Men ellers er det i almindelighed noget med, at man temmelig højrøstet giver det synspunkt til kende, at “dåben gør en forskel”, “dåben frelser” eller at “vi i dåben bliver Guds børn”. Hvilket ikke i sig selv er forkert, men det er bare ikke et tilstrækkeligt svar.

Hvis vi bliver ved det sidste, at vi i dåben bliver Guds børn, så er der solid bibelsk, luthersk og grundtvigsk belæg for det, men det har ikke tidligere stået alene på den måde, som det efterhånden er kommet til i de kredse. Peder Madsens bøn, der i 1912 kom til at stå som indledende bøn i dåbsritualet, indeholder den efterhånden berømte tak til den himmelske Fader, “fordi du ved din enbårne Søn har givet os den hellige dåb, hvori du gør os til dine børn …”. Og så følger bønnen: “Tag i nåde imod dette barn, som vi bærer frem for dit åsyn …”

Den bøn er i den grad kommet til at styre hele debatten, Bispekandidater bliver i enqueter i Kristeligt Dagblad spurgt, om de mener, at man det er i dåben, vi bliver Guds børn. Alt andet er væk.

Det er oplysende at sammenligne Peder Madsens dåbsbøn med Luthers dåbsbøn fra hans tyske dåbsritual fra 1526: “Jeg råber til dig over denne N., din tjener, der beder om din dåbs gave og begærer din evige nåde ved den åndelige genfødelse…”.

I Peder Madsens bøn er barnet reduceret til en genstand for den hellige handling. I Luthers derimod er barnet en aktør. Barnet er med andre ord regnet for et fuldgyldigt menneske, et menneske skabt i Guds billede og bestemt til at tale med Gud. Den, der nu skal døbes, er en, der beder om dåbens gave. I den følgende “syndflodsbøn” hedder det så: “vi beder … at du i nåde vil se på denne N. og saliggøre ham med en ret tro i Ånden …” Og her tænkes der ikke på, at dåbsbarnet engang ad åre må få troen. Luther regnede bestemt ikke med, at der skulle være en frelse for spædbarnet uden troen på Kristus. Nej, der tænkes på dåben. Den frelsende tro gives i dåben. Retfærdiggørelse uden troen på Kristus var for Luther en utænkelig tanke. Og troen forstod han som en gave i absolut forstand.

Men er det ikke en forestilling om dåben som en automatisk virkende handling, der florerer i de ortodokse/pietistiske kredse? Det lyder afgjort sådan. De skal presses, før de går med til, at troen hører sammen med dåben.

Der er slet ingen tvivl om, hvor vi finder Grundtvig i hele denne problematik. Hans dåbssyn kan ikke gøres færdigt med, at “vi bliver Guds børn i dåben”. Og troen er ikke noget, der “hører sammen med dåben”, den er en del af selve dåben, uden hvilken den slet ikke er genfødelsens bad. Dette udtryk, der stammer fra Titusbrevet 3,3, spillede i øvrigt en stor rolle for Grundtvig. Hans dåbssyn rummer en langt, langt større dybde og rigdom, end man får indtryk af, når missionsfolk og tidehververe bruger ham i debatten.

Hvor er de grundtvigske? Hvor er de, der anser Grundtvig for den afgørende teolog på overgangen fra statskirke til religionsfrihed? De fylder alt for lidt i dagens debat.

Villy Klit-Johansen 21. april 2022

I Vor Frue sker det, at vi synger “Herrens røst var over vandet” ved højmesse med dåb. I Vor Frue får vi nemlig lov til at synge vægtige salmer! Den står som nr. 388 i Salmebogen.

“Herrens røst” er en klar demonstration af, hvordan den mageløse opdagelse blev udmøntet i praksis, altså i god gudstjenestelig poesi. Her ser vi, hvad “det levende” ord betyder for dåbssynet.

Salmen er noget redigeret i forhold til den oprindelige version, men salmebogens version går an. Den rummer:

1. To strofer om Guds mægtige ord ved skabelsen.

2. To strofer om Guds mægtige ord i dåben

3. En strofe om Guds mægtige ord i nadveren.

Det at Grundtvig ser en parallel mellem gudsordet i henholdsvis skabelsen og i dåb og nadver viser, hvordan han forstår Herrens ord i dåben og nadveren. Det er virkende ord. Det er ikke forkert at sige, at ordet er sakramentalt.

Ordene i 3. strofe er et prægnant udtryk for hovedsagen i Grundtvigs dåbssyn. “Herrens røst er over vandet, / Herrens røst i dåbens ord, / Herrens røst og intet andet / igenføder liv på jord.”

Også den 4. strofe er interessant ved at vise, at Grundtvig betragter Fadervor som Herrens ord i dåben, altså som en del af dåbens ord. “Herrens røst er dulgt i bønnen / af vor Herres egen mund.” Helge Dahn skriver i sin Salmehåndbog fra 1968: “Fadervor er tilsyneladende vort ord til Gud, men da det er Vor Herre, der har lært os bønnen, skjuler den i sig hans ord til os.” Helge Dahns ord viser, hvor svært det er for lutherske pietister at forstå radikaliteten i Grundtvigs syn. Udtrykket “har lært os bønnen” er for svagt, det kan forstås sådan, at det jo var Jesus, der lærte disciplene Fadervor, og de har skrevet den ned, så den også er nået til os. Men hvad Grundtvig mener, er, at Fadervor i dåben er Herrens levende ord til den, der døbes. Dermed gives dåbskandidaten barnekår hos Gud.

1
Herrens røst var over vandet,
Herrens røst med ånd og liv,
Herrens røst og intet andet
var det store Skaber-bliv;
deraf skinner sol og måne,
deraf sky og bølger blåne,
deraf blomstrer mark og eng.

2
Herrens røst var over støvet,
da han skabte mand af muld,
aldrig vorder overdøvet
efterklangen underfuld;
klart den toner fra vor tunge,
når som mennesker vi sjunge:
I Guds billed skabtes vi.

3
Herrens røst er over vandet,
Herrens røst i dåbens ord,
Herrens røst og intet andet
igenføder liv på jord,
nytårslivet af Guds nåde,
kristenlivet, dåbens gåde,
salighedens visse pant.

4
Herrens røst er dulgt i bønnen
af vor Herres egen mund,
æsker barnlig nådelønnen
for hans dyd af hjertens grund,
for hans kærlighed til sine,
for hans kors og for hans pine,
for hans dybe ydmyghed.

5
Herrens røst er over bordet
i sin kraft og herlighed,
i sin fylde dér livsordet
som Guds manna drypper ned;
kærlighed og sandhed sammen
nydes dér med lyst og gammen
som Guds vin og Himlens brød.

N.F.S. Grundtvig 1860 og 1864.

Villy Klit-Johansen, 20. maj 2022

Præsteskabet og de skriftkloge har altid haft det med at ville tage ordet ud af Vor Herres mund og bemægtige sig det.

Vi kan tage sådan noget som døbeordet “Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.” Det er indført omkring år 1000 som en tilføjelse til dåben. Hensigten var efter alt at dømme at styrke præsteskabets autoritet. Jeg, der døber, blev forstået som den døbende præst. Sådan høres det vel stadig af de fleste? Grundtvig ville ikke afskaffe det, men han forstod det sådan, at det er Herren Jesus, der døber. “Jeg døber dig o.s.v.” er ord talt af den levende Herre og Frelser. Forstået på den måde havde Grundtvig ikke noget at indvende imod det.

Et andet nedslagspunkt kunne være den drastiske ændring, der skete med dåbsritualet i 1912. Aldrig så snart var Grundtvig nemlig død, før de pietistiske blandt hans venner i præsteskabet begyndte at rulle hans dyrt købte indsigter tilbage. Det drejede sig igen om at tage ordet ud af Vor Herres mund og tage magten over det. Grundtvigs vigtige opdagelse, kaldet den mageløse opdagelse, indebar jo, at Kristus i dåben taler sit levende ord.

Det gik ud over Fadervor og fredlysningen (ordene “Fred være med dig”). De skriftkloge blandt præsterne, de kaldte sig endda grundtvigianere!, fik udvirket, at Fadervor blev flyttet og ændrede status fra Herrens ord, talt personligt til den, der døbes, til at være menneskers ord. De mente, i øvrigt ganske rigtigt, at vi i dåben bliver Guds børn, men hvordan? Åbenbart ikke i kraft af, at Kristus selv lægger os gudsbarnets bøn i munden. De fik flyttet Fadervor hen efter “selve dåben”, som de sagde, thi i dåben bliver vi Guds børn, og det er kun Guds børn, der har ret til at bede fadervor! Dermed var fadervor taget ud af Vor Herres mund som hans levende ord til den, der døbes.

Dåbspagten lod de dog i første omgang stå. Men hvor længe vil det vare? Dåbspagten fik Grundtvig jo også øje på som Herrens levende ord til os i dåben. Og navnlig dåbspagten.

Jeg citerer nogle salmelinjer der viser det, jeg her har skrevet, men det kan man læse alle vegne i de relevante skrifter af Grundtvig.Citatet er fra Grundtvigs Sang-Værk, Første bind, No. 92, 10. strofe, ss. 224-225:

Herrens Bøn og Troens Grund
Hørde af din egen Mund
Vi da brat med Gammen,
Hørde saa og Herrens Ord,
Ved vor Daab og ved Hans Bord,
Sagde alle Amen!

Dette efter den tørre og hårde tid, da vi sov kirkelivet bort. Men nu vågnede vi op igen. “Atter for din Guddoms-Røst / Øret sig oplukked”, står der i digtet. Og så kommer verset ovenfor, der er henvendt til Gud. “Herrens Bøn og Troens grund, hørde af din egen Mund”. Ved dåben og ved hans bord. Fadervor hører med til Herrens ord, talt til os i dåben. Sådan er Grundtvigs tro, som han henter direkte ud af dåbsritualet, som vi har det fra gammel tid. Så hører Fadervor hjemme i dåbens ord og ikke efter “dåben”. Fadervor er en central del af dåben.

Det samme er tilfældet med fredlysningen, der i 1912 også på det skammeligste blev marginaliseret. Man skal være meget bevidst om det for ikke at være med til at tage ordet ud af Vor Herres mund. Det med fredlysningen står også utallige steder i Grundtvigs skrifter. Her er et godt eksempel, endda fra en god salme i salmebogen, DDS 44, Urolige hjerte, v. 2:

Har ej med de færre
du favreste håb?
Hvad sagde vor Herre
til dig i din dåb?
Var ikke det ordet, som passer kun sig
på dem, der indtræder i Guds Himmerig?
Var ikke det ordet »Fred være med dig«?

Fred være med dig. Det var Herrens eget ord til dig i dåben. Ikke et fromt ønske, som hvis det var sagt af et menneske (præsten), men et levende, virkende ord, der giver det, som ordet lyder på, Guds fred, det vil sige alt, hvad der skal til, for at du kan leve i Guds rige her på jorden og i evigheden.

Mon ikke tiden er inde til at promovere Grundtvigs mageløse opdagelse og den dermed sammenhørende dåbspagtteologi? Selv om det ikke behager de skriftkloge. Vi skal ikke tage ordet ud af Vor Herres mund.

Villy Klit-Johansen, 11. april 2022

Regin Prenter var en af de fire store på det nye teologiske fakultet på Århus Universitet fra midten af det 20. århundrede. Han gjorde sig tidligt gældende som en internationalt anerkendt Luther-forsker og blev i øvrigt kendt for at besidde en usædvanlig omfattende lærdom. Men forskeren var først og fremmest præst. Han begyndte sin karriere som præst, og da han tog sin afsked som professor, blev han igen præst, nu i et lille sønderjysk landsogn. Det var i den periode, at hans arbejde som prædikant satte sig frugt i den bog, jeg her omtaler, og hvori den lærde teolog viser sig som en omsorgsfuld præst, der forkyndte evangeliet jævnt og hjerteligt.

Anledningen til den aktuelle genudgivelse er, at bogen, der oprindelig udkom i 1976, ikke er til at opdrive på antikvariat.net. Under corona-nedlukningen, mens det måtte anses for ikke helt forsvarligt at gå i kirke, læste vi Prenters prædikener hjemme i stuen. Dette møde med prædikenerne fra Branderup Kirke i en mærkelig og svær tid var til stor trøst og glæde. Og så imponerede de i høj grad ved den solide teologi, de er båret af. Men ikke død teologi; der er ånd og liv i dem. Læsningen overbeviste os om, at bogen i kraft af det tårnhøje teologiske og åndelige niveau burde gøres tilgængelig igen.

Mange præster i moden alder har sikkert denne bog stående i reolen, og for dem er der ingen grund til at købe genudgivelsen. Det skulle da lige være, hvis de ville betænke et kært menneske med en god gave.

Der er tale om en nænsomt revideret tekst. Revisionen er, bortset fra nogle småting, begrænset til, at citaterne fra Ny Testamente er opdateret. Prenter foretrak den oversættelse, der for ham var “den gamle”, nemlig 1907. I de tilfælde, hvor det kunne gøres, uden at det påvirkede Prenters tankegang, er citaterne skiftet ud med 1992. De ret talrige undtagelser er der gjort rede for i fodnoter. Når jeg læste prædikenerne op, opdagede jeg, at jeg uvilkårligt udskiftede “Eder” med “jer” o.s.v. Derfor revisionen. Bogen skulle jo gerne være så brugbar som muligt for præster og andet godtfolk, der som noget naturligt læser/hører 1992-oversættelsen i gudstjenesten. Indholdsmæssige ændringer er der ingen af.

Prenters prædikener er opbyggelig læsning. Det er også det primære formål med prædikener, men man bliver også godt oplyst. Hvis man ikke kender Regin Prenters teologi og gerne vil sætte sig ind i den, er “Ordet og troen” et udmærket sted at begynde. Læser man bogen med eftertanke og mere analyserende, finder man snart ud af, at den næsten kan bruges som en slags “praktisk teologi” eller for den sags skyld en mini-dogmatik. Man får indblik i Prenters syn på mennesket som skabt i Guds billede, man skimter hans religionsteologi, man lærer om hans syn på dåben, nadveren, konfirmationen, bibelen o.s.v.

Regin Prenter havde venner blandt både missionsfolk, tidehvervske, højkirkelige og grundtvigske. Jeg tror, det skyldes, dels at han aldrig havde travlt med, hvem han ikke kunne lide, for ham drejede det sig om sagen, det positive, og dels skyldes det, at de hver især læste ham gennem deres eget filter, og de kunne alle finde noget, de kunne sympatisere med. Han var simpelthen alt andet end snæver. I dag burde man måske sætte sig for at læse ham uden filter, som ikke hørende til det ene eller andet “parti”, for han sluttede sig aldrig til noget parti. Det er frugtbart at læse ham simpelthen som Prenter, altså som den store teolog, han var.

Hvilken teologi repræsenterer disse prædikener så? Inden jeg forsøger at svare på det spørgsmål, skal det siges, at prædikener hører eller læser man jo ikke for at analysere dem, men for at blive opbygget. Og prædikanten på sin side docerer ikke teologi. Han befinder sig i en anden verden end den analyserende, argumenterende og docerende, som hører den akademiske verden til. Men selvfølgelig har prædikener af det format, som der her er tale om, en teologisk holdning som forudsætning og baggrund. Den kan beskrives, og man kan virkelig lære teologi af prædikenerne, hvis man er til den slags.

Professor Prenter havde hentet inspiration fra flere kilder. Han var syntetiserende. Det er ikke det samme som at sige, at hans teologi var et konglomerat, altså en sammenhobning af uensartede elementer. Nej, syntetiserende skal tages i den præcise betydning, at han holdt elementer sammen, som hører sammen, og hvis de var skilt ad, satte satte han dem sammen. Det kom der en helstøbt teologi ud af. Det hele hænger ualmindelig godt sammen.

Man kan sige, at Prenters teologi, sådan som den kommer til udtryk i denne lille, men billedlig talt store bog, var luthersk nådemiddelteologi i grundtvigsk aftapning. Allerede titlen signalerer det. Her er det fristende at citere fra Grundtvigs prædiken til Pinse-mandag 1860: “Og at Luthers christelige Grund-Oplysning om “Ordet og Troen”, [at] det rene Guds-Ord og den hjertelige Tro derpaa er de eneste virkelige Drive-Hjul i Saliggiørelsens guddommelige Værk med den Helligaands Kraft heller ingensteds faldt i saa god Jord som hos os, det kiendes derpaa, at kun hos os har denne christelige Grund-Oplysning klaret sig til at oplyse Guds Vei paa Jorden og hans Frelsning blandt alle folk.” (N. F. S. Grundtvigs Vartovs-prædikener 1839-1860 i udvalg ved Holger Begtrup, s. 520).

Prenter forkynder på grundtvigsk vis, at den opstandne Kristus er virkelig stede i sin menighed i dåben, nadveren og evangeliet. Af Luther og Grundtvig havde han lært, at nådemidlerne, dåben og nadveren, ikke blot er symboler, men virkelige nådemidler, det vil sige midler, som Gud bruger til at skænke mennesker sin frelse. Hemmeligheden er Guds ord og Helligånden.

Dåben inddrages i et stort flertal af prædikenerne. Hvis man læser de steder, hvor dåben omtales, giver det et fint billede af Prenters grundtvigske dåbspagtsteologi.

Sagen er den, at Prenter i sjælden grad havde levet sig ind i dette helt grundlæggende tema i Grundtvigs teologiske tænkning. Den er kendetegnet ved, at Grundtvig har overvundet den adskillelse af troen og dåben, som man ikke kan nægte, at udviklingen af luthersk teologi i ortodoksiens og pietismens statskirkelige tid havde medført. Alle børn skulle døbes, og alle unge skulle omvendes til levende tro. Troen og dåben var skilt ad. Denne adskillelse havde gjort det svært at se dåben som udtryk for evangeliet. Dåben blev set som noget rent objektivt, og troen fik det derfor med at gå på egen hånd og blive en menneskelig præstation. Det er opgøret med denne skæve udvikling, som var foregået gennem statskirke-ortodoksien og statskirke-pietismen, der er Grundtvigs virkelige indsats på dette felt. Og det er netop også blandt andet på dette punkt, at Prenters teologi stadig, 21 år efter hans død, peger fremad. Frem mod en tid, da evangeliet forhåbentlig vil lyse mere klart iblandt os til trøst for de små, der trænger til det. Og hvor friheden er det element, den kristne menighed lever i, frigjort af enhver statskirkelig tvang.

For Prenter som for Grundtvig, hører troen og dåben sammen som én Guds gerning, der skænker frelsen til det fortabte menneske. Hemmeligheden er Guds ord og Guds Ånd.

Man har kaldt Prenter pietist, højkirkelig og “barthianer”. I virkeligheden var han grundtvigsk. Det var det, han var. Han var en seriøs grundtvigianer med et meget dybt og omfattende kendskab til Grundtvigs skrifter. Jeg anfører nogle få citater til belysning af hans syn på troen og dåben:

“Dåben er, både når den gives til voksne, og når den gives til små, en ny fødsel af vand og Helligånd, som det hedder i brevet til Titus kap. 3, v. 5: det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden.” (s. 21).

Troens nødvendighed bliver fastslået:

“troen … er det allernødvendigste, om vi skal leve og dø som Guds børn eller, sagt med et bibelsk udtryk, frelses, det vil sige: leve et ægte menneskeliv her på jorden og bevare det ud over dødens grænse.” (s. 35-36).

Og det bliver konsekvent fastholdt, at troen er en gave. Troen er ikke noget, vi finder hos os selv, den er noget, Kristus finder hos et menneske:

“det vi forstår ved tro, får vi ikke let øje på hos den kana’anæiske kvinde. Det skyldes måske, at vi ikke er kendere på troens område. Jesus derimod, den største kender, ser eller snarere hører sig til denne kvindes store tro.” (s. 35)

Troen er en gave, som gives i dåben:

“Vi beder: “Herre, bevar os, sammen med den lille dreng, der i dag skal døbes i vor kirke, i den tro, du føder os påny til at leve i ved den hellige dåb. Bevar os i den tro, du som et sennepskorn sår i os ved døbefonten.” (s. 29).

Troen gives i dåben. Det er vel at mærke ikke en tro, der skal vokse sig stor, den skal netop blive ved med at være lille.

Og troen gives til at leve i:

“Vi frelses ikke ved dåbsakten, men ved dåbspagten, som sluttes mellem Gud og os ved dåbsakten. Vi frelses derfor ikke ved at blive døbt og forlade dåbens pagt, men ved at blive døbt og blive i dåbens pagt. Og dåbens pagt er Guds pagt med de små, den pagt, der kun hviler på ét vilkår, dette: Guds rige hører de små til. Den, som ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.” (s. 24).

Det grundtvigske anslag bliver også meget tydeligt i prædikenen til 1. s. e. påske, som jeg ser som et af højdepunkterne (men der er flere højdepunkter, påskeprædikenerne f.eks):

“At møde den Opstandne er at få fred med Gud. Vort første møde med den Opstandne fandt sted i dåben. Da Fadervor under håndspålæggelse var overgivet os som Herrens og vor fælles bøn, altid hørt af Faderen i himmelen, da lød til sidst ordene: “Fred være med dig!” Så det stemmer, hvad Grundtvig har lært os at synge:

Fred er kirkens velkomst-ord
og farvel på denne jord;
I vor dåb det til os lød,
skal genlyde i vor død:
Fred med eder! Herrens fred,
nu og i al evighed!” (s. 72).”

Dåbspagtens ord, Fadervor og fredlysningen er den opstandne Herres levende ord til os i dåben. I de ord skænker han et fortabt menneske den evige frelse.

Af den grundtvigske dåbspagtsteologi følger for Prenter et klart syn på konfirmationen, som vi jo i den lutherske kirke har store problemer med at sætte på en fælles formel. Konfirmationen består i, at vi (den kristne menighed) bekræfter de unge i dåbspagten: “Han (Jesus) vil kalde os barnedøbte tilbage til vor dåbspagt. Han vil hjælpe os til at blive på den vej, han selv har banet for de små fra dåben til Guds rige. Også de store skal blive på den vej. Det er det, vi siger til vore konfirmander, når vi bekræfter dem i dåbspagten.” (s. 24). Dette syn gjorde Prenter til fortaler for konfirmation uden tilspørgsel og svar. “Hans” konfirmation bestod i konfirmationsvelsignelsen med håndspålæggelse. “Konfirmationsvelsignelsen” er netop en bekræftelse af dåben og en bøn til Gud om at “opholde konfirmanden i dåbens nåde.” Den ligger tæt op ad de tilsvarende ord, der ved dåben følger umiddelbart efter overøsningen.

Lad mig tilføje, at Prenter ikke springer over udsagn af Jesus, som vi selvretfærdige mennesker helst vil være fri for at høre. Synd forstår han som ulydighed mod Guds klart udtrykte vilje, og synden skiller os fra Gud. Og gudsfrygt er for ham et positivt ord.

Prenters skabelsesteologi og hans syn på lovens plads før evangeliet og ikke som hans gamle lærer, den reformerte Karl Barth, mente, efter evangeliet, betyder, at hans prædikener ikke er verdensfjerne. Hele det brogede menneskeliv og hele den brogede verden er hele tiden inden for horisonten. Det betyder så også, at et og andet derfor vil forekomme tidsbestemt, men det er faktisk forbavsende så meget, der virker fuldstændig aktuelt.

“Skabelse og genløsning” hedder Prenters dogmatik. Titlen afspejler den grundtvigske inspiration. Prenter hævdede i øvrigt, at Grundtvig livet igennem bevarede det syn på genløsningen eller med det traditionelle bibelske ord: frelsen, som han kom frem til ved sin omvendelse til luthersk bibelkristendom i 1810. Også på det punkt fulgte Prenter Grundtvig. 

Prenter er tæt på det bibelske sprog i prædikenerne. Er det Kana´anens tungemål, som man siger? Og dermed uforståeligt for “moderne mennesker?” Nej, det vil jeg ikke mene. Han forklarer altid de bibelske ord, og han er også tæt på det danske sprog, når det er bedst. Evangeliet tager bolig i det danske sprog. Man mærker, at det er prædikener, der er holdt for en landsbymenighed; de er holdt i et smukt og jævnt dansk, forståeligt for enhver.

I en forelæsning gjorde Prenter opmærksom på, at alle de bibelske ord er billeder. Allesammen. Han var ikke “fundamentalist”. Men de bibelske ord er vel at mærke billeder, der taler om noget reelt. Han var altså heller ikke uden videre med på Bultmanns afmytologiseringsprogram. Han anerkendte Bultmanns gode intention om at tale, så det kan forstås af det moderne menneske, men måtte alligevel sige fra på afgørende punkter. Men det vil føre for vidt at komme nærmere ind på dette.

Prenters syn på disse ting medfører, at han i prædikenerne uden forbehold – også uden skjulte forbehold – tager det som en virkelighed, at Guds Søn fra evighed af blev menneske, han forkynder opstandelsen som en virkelighed, og han forkynder Kristi genkomst som verdens dommer som en virkelighed. Det gør han, fordi han anser det for virkelighed. Men altså ikke på fundamentalistisk vis, sådan som dette begreb ofte forstås.

Med disse betragtninger har jeg på ingen måde ydet “Ordet og troen” retfærdighed. Den yder man kun retfærdighed ved at læse den og derved overraskes, oplyses, udfordres, opbygges og trøstes af selve evangeliet.

Bogen er ikke først og fremmest interessant som teologi, men som kristen forkyndelse. I prædikenerne gør Prenter alvor af det principielle syn på prædikenen, som han udtrykker i forordet. En prædiken er ikke en fremlæggelse af rigtige meninger, som man kan tilslutte sig eller ej. Hvis man altså forstår dem. Den er heller ikke en opfordring til nu at tage sig sammen og tro. Prædikenen hverken taler til forstanden eller appellerer til den religiøse anstrengelse. “Sigtet … har været at forkynde ordet, i den givne tekst, til troen, … der er hjertets åbnen sig for glæden i ordet.”

Prenter prædiker på baggrund af sin flittige beskæftigelse med klassiske teologiske emner. Og hans forkyndelse er “hjertelig”. Af begge grunde vil jeg varmt anbefale bogen.

Udgivelsen er støttet af VELUX FONDEN og Konvent for Kirke og Theologi.

Regin Prenter: Ordet og troen, prædikener fra Branderup Kirke
Forlaget Trykværket, 2021
136 sider, 169 kr.
Hæftet og med flapper.
ISBN 978-87-94058-55-1
Kan købes hos boghandlerne og i forlagets netbutik: trykvaerket.dk
Udkom den 16. november 2021

Villy Klit-Johansen, 30. november 2021

Regin Prenter: Ordet og troen, prædikener fra Branderup Kirke
Forlaget Trykværket, 2021
136 sider, 169 kr.
Hæftet og med flapper.
ISBN 978-87-94058-55-1

Kan købes hos boghandlerne og i forlagets netbutik: https://trykvaerket.dk/bog/ordet-og-troen/

Udkom den 16. november 2021

Hvis du påskønner initiativet, så udbred gerne kendskabet til det i dit netværk!

Formålet med udgivelsen er at gøre Regin Prenters væsentlige bog tilgængelig for nye læsere. Den kan ses som en brugsbog med en tæt relation til gudstjenesten. Derfor er den velegnet til at hente inspiration fra til prædikenforberedelsen. Lige så velegnet er den til husandagten, som måske er ved at få en renæssance i disse corona-tider? Og til personlig læsning. Og for den sags skyld til studiegrupper.

Hvis man ikke kender Regin Prenters teologi og gerne vil sætte sig ind i den, er “Ordet og troen” et udmærket sted at begynde. Prædikenerne er nemlig båret af en gennemtænkt teologi, der er meget rig på indhold. Og så er det sådan, at hele den brogede verden er inden for horisonten, når Prenter prædiker. Jeg vil ikke røbe detaljer.

Bogen er den oplagte julegave “Fra mig til mig selv” (både for teologer og lægfolk).

Der er tale om en nænsom revision af bogen fra 1976 (Forlaget Aros) – revideret af fhv. sognepræst Villy Klit-Johansen. For dem, der har udgivelsen fra 1976, er der ingen grund til at købe den nye.

Udgivelsen er muliggjort af støtte fra VELUX FONDEN og fra Konvent for Kirke og Theologi.