Forfatter: Villy Klit-Johansen

Svaret er nej. Men da det har vist sig, at synspunktet er meget svært at forstå, gør jeg her rede for det. Mange tror, det er “grundtvigsk” at hævde, at Danmark er et kristent land, og det er pietistisk at benægte det. I virkeligheden forholder det sig omvendt. Hvilket ikke er svært at dokumentere.

Selv om hvert eneste menneske i landet var døbt og gik i kirke hver søndag, og Folkeskolen havde en kristen formålsparagraf og Danmarks Radio fyldte hele fladen med programmer om kristendom osv. osv., burde dansk folkelighed ikke kaldes kristen, og Danmark burde ikke kaldes et kristent land.

Lad mig forklare hvorfor. Eller lad mig først pointere, hvad der ikke er mit anliggende. Jeg er ikke tilhænger af de kulturradikales stadige forsøg på at trænge kristendommen ud af det offentlige rum. Og jeg ser ikke med milde øjne på de kulturradikales overtagelse af Folkehøjskolen. Jeg er ikke kulturradikal-humanistisk sekularist. Det er endda langt fra. Jeg skulle være et radikalt hoved, hvis jeg beklagede den frugtbare vekselvirkning, der gennem århundreder har været mellem folkelighed og kristendom, og hvis jeg bifaldt eller medvirkede til at udrydde de sidste rester heraf.

Hvorfor så sige nej til, at folkeligheden bør kaldes kristen? Det korte svar er, at vi ikke bør sammenblande folkelighed og kristendom.

Folkelighedsbegrebet er formet af Grundtvig. Ikke at han har opfundet det, men i Danmark er det formet af Grundtvig.

Men var Grundtvig ikke præst og teolog? Jo da, men han tænkte ikke folkeligheden udelukkende ud fra kristen teologi. Hele livet igennem var han stærkt optaget af vores hedenske oldtid. I myter, sagn og historie fandt han et rigt åndsliv, der i mange tilfælde var udtryk for sand erkendelse af menneskelivets og folkelivets vilkår.

Denne nordiske ånd beredte kristendommen en frugtbar jordbund, da den dukkede op. Grundtvig betragtede de nordiske sagn og myter som Nordens Gamle Testamente, uden at han dermed forkastede Bibelens Det gamle Testamente. Synet på det nordiske åndsliv følger af hans tro på skabelsen og Guds forsyn og dermed af hans historiesyn. Gud har (selvfølgelig) en finger med i spillet i folkenes historie, også netop de hedenske folks historie, og han har et mål med historien.

Det vigtige er, at det altid stod Grundtvig klart, at folket var der først. Folket var der, før kristendommen kom til det. Folket havde identitet, før det antog kristendommen.

Vel var det teologiske overvejelser, der fik teologen Grundtvig til at fastholde, at folket var der først og havde identitet, før det antog kristendommen. Men det at der ligger teologiske overvejelser bag, betyder ikke, at folket eller landet er kristent. Danmark er det DANSKE folks hjem gennem vel et par tusinde år. Folket har en før-kristen hedensk identitet, som kristendommen ikke har til hensigt at udslette.

Dette understreger Grundtvig stærkt i afhandlingen “Folkelighed og kristendom” fra 1847. Her indrømmer han på given foranledning, at han i sin ungdom ikke var klar i mælet. Han vedgår, at han selv var skyld i, at nogle fik den opfattelse, at han sammenblandede folkelighed og kristendom. Men han lover, at han fra nu af vil skelne klart mellem de to ting.

Vi giver Grundtvig ordet: “Selv derfor, naar Enkelte rose baade min Danskhed og min Christendom, bliver Enden dog gierne den Forbeholdenhed, at Danskheden naturligvis maa christnes før den er værd at nævne, og det er dog langt fra mine tanker, saa jeg stræber stedse tydeligere at holde Danskhed og Christendom ud fra hinanden, vist nok ikke som uforligelige, men dog som høist forskiellige, at den ene kun giælder i en Krog af Norden, den anden over hele verden, den ene giælder kun for en Tid, den anden baade for Tid og Evighed.”

Det er den i grunden hedenske folkelighed, han taler om. Den behøver ikke kristnes, for at den skal være “værd at nævne”.

I denne afhandling skriver han også: ”er Kiærlighed og Sandhed i Christendommens Aand, da følger deraf ikke blot, at den kan aldrig med List eller Vold ville udslette eller undertrykke nogen Folkelighed, men deraf følger ogsaa, at den er meget ilde tjent med, at det giøres i dens Navn, som Papisterne unægtelig gjorde det.”

Det er det samme, sagt med andre ord, når han understreger det meget vigtige, at kristendommen ikke er en lov, der skal beherske verden, men et glædeligt budskab, der skal tjene de mennesker, der frivilligt modtager det.

Her har De, kære læser, grunden til, at det ikke er i Grundtvigs ånd at kalde danskheden kristen.

Og her har vi også grunden til, at det er forkert at fremme islams udbredelse i det danske samfund. Islam har ikke den respekt for folkeligheden, som kristendommen har. Islam er netop en lov, der vil beherske verden. Præcis det, som Grundtvig bebrejder “papisterne”, altså pavekirken. Islam har simpelthen ikke det positive syn på de historisk udviklede folkeslag og deres åndsliv som den kristne teolog Grundtvig havde. Muslimer mener snarere, at de hedenske mennesker er vantro, og derfor skal de omvende sig til Islam. Hvis de “vantro” ikke omvender sig, kan de i bedste fald få lov til at leve som en undertrykt minoritet i den islamiske stat, som Islam tilstræber. Derfor er det ikke forkert at forbyde “bønnekald” fra moskeerne i Danmark. Begrundelsen bør ikke være, at Danmark er et kristent land, men at det er en legitim politisk opgave at hindre islam i at udbrede sin magt i Danmark.

Grundtvig mener stik modsat, at det kristne evangelium har en tjenende funktion i forhold til folkeligheden.

Det er helt afgørende, at vi får dette udtrykt klart og forståeligt. Hvis det altså overhovedet er til at forstå for dem, der bekæmper både dansk folkeligheds og kristendommens stilling i Danmark. Faktisk tror jeg ikke, de kan forstå det, når ikke engang mange teologer og “kirkefolk” kan forstå det, men det skal ikke hindre os i at gøre os vore tanker og udtrykke dem så klart, som vi overhovedet er i stand til. Og det gør vi så i det inderlige håb, at i det mindste de, der vil Danmark og kristendommen det godt, vil overveje det endnu engang.

For til sidst at skære det ud i pap: Ved at kalde folkeligheden kristen og ved at kalde Danmark et kristent land gør man dem begge, altså folkeligheden og kristendommen, en bjørnetjeneste. Man yder ikke folkeligheden den respekt, som Grundtvig lægger op til, og man står i fare for at skabe et forkert billede af, hvad kristendom er. Kristendom er noget andet end danskhed, og kristendom er unægtelig noget andet end islam. Kristendom er ikke en politisk ideologi, som islam i sin rene form er. Når man bruger sætningen “Danmark er et kristent land” som politisk slogan, gør man politik til et kristeligt anliggende, men politik er og bliver en folkelig sag.

Villy Klit-Johansen, 1. juli 2020

Lys – hvilket lys?
Åbenhed – for hvad?

“Giv os lyset tilbag’ (sic!)” af Per Krøis Kjærgaard kommer med i den næste udgave af Højskolesangbogen, der er lige på trapperne. Sangen er meget populær på efterskolerne. Ikke mindst i kraft af en ørehænger af en melodi, vil jeg tro. Men også teksten appellerer til de unge. Der er mange velklingende ord og sætninger, der er egnet til at vække positive følelser. Det er ord som glæde, lykke, lys og fællesskab. Og en sætning som “Nu skal der danses og elskes, hvor mørket er lyst!”

Lad det være sagt med det samme, at jeg mindst af alt ønsker at tage glæden ved sangen fra nogen. Det er ikke min hensigt. Jeg kan faktisk godt forstå, at mange gerne vil synge den.

Jeg vil blot dele nogle få iagttagelser med læseren. Jeg ser, at der med hensyn til den poetiske billedverden er en klar lighed med Grundtvigs klassiker “Der skinner en sol i lys og løn”, og der er vigtige centrale begreber, der er fælles. Tillige peger jeg på forskellen i udnyttelsen af billederne og begreberne. Der er nemlig forskel på, hvad de bruges til.

Ligheden mellem sangenes tematik er tydelig. Det viser allerede en opregning af følgende ord i de to sange:

“Giv os lyset tilbage”: Dørene åbne, hjertet er åbent, lys, solsiden, lyst, Helios.

“Der skinner en sol”: Sol, lys, lys, luk da op, luk op, luk op.

“Giv os lyset tilbage” har det til fælles med Grundtvigs sang, at den er en skolesang. Den ene er for unge, den anden for børn.

Der kunne anføres flere grunde til, at en sammenligning er et lidt hasarderet foretagende. Men jeg vover at gøre det alligevel! Af én grund: Jeg tror, denne øvelse siger noget om tiden.

Begge sange kredser om begrebet åbenhed. Men der en afgørende forskel på, hvad der ønskes åbnet for. Det, der optager forfatteren af den nye sang, er, at vi får skabt et land, der er præget af mangfoldighed og åbenhed og tolerance overfor for de fremmede, der kommer til Danmark. Det mener han, der er for lidt af. Derfor er sangen præget af en vis moralisme.

 “Kloden har mange forskellige slags”. Det er sikkert en overraskende oplysning for mange!

“Dørene åbne og smilene slidt.
Sådan er landet, jeg gerne vil kalde for mit.”

“Gi’ os landet tilbag’.
Gi’ tolerancen et nyt folkeslag.
Hjertet er åbent og sindet er frit.
Sådan er landet, jeg gerne vil kalde for mit.”

Her er forfatteren i skønneste overensstemmelse med den politiske korrekthed, som den defineres af den venstreorienterede politiske elite i partier, medier, universiteter, skoleverden og store dele af Folkekirken i disse år.

Men hvor kommer alt det positive, der nævnes, fra: glæden, lykken, lyset, fællesskabet? Ja, det synes at komme fra mennesket selv. Derfor de gentagne opfordringer: “lad os bruge ethvert timeslag”, “Gi’ tolerancen et nyt folkeslag!” Det eneste, der for mig at se åbner horisonten ud mod noget, der bliver os givet, er sætningen om at vandre med Helios:

“fællesskab fødes når JEG bli’r til OS!
Og vi vandrer med Helios.

Helios er græsk og betyder solen. Men hvad er solen et billede på? Det siges ikke, så det står hen i det uvisse.

Dermed er vi kommet til den gamle “Der skinner en sol”. I den er der ingen tvivl om, hvad solen er et billede på. Det er Guds ord. Solen skinner “hvor ånd har mund og mæle”; den skinner åbenlyst blandt mennesker, for ordet skal jo tales af nogen og kan høres af andre, og den skinner skjult i hjertet. Guds ord bringer os bud fra Himlen på englevinger små, og ånden gør, at det har en virkning. Ånden er nemlig selve Guds livskraft, der virker gennem ordet. Guds ord nævnes igen i ikke mindre end fire af de følgende seks vers. Den vægt, Grundtvig lægger på Guds ord betyder ikke, at han ville gøre skolen til kirke, det skal lige siges. Han skelnede mellem skole og kirke, ved vi. De har hver sin opgave. Men det er indlysende, at han ikke sætter vandtætte skotter mellem skolen og kirken.

Men altså: åbenheden i Grundtvigs sang er åbenhed overfor Guds ord. Se f. eks. det smukke og meget indholdsrige vers:

Og hvor Guds ord det lukkes ind,
det lejrer sig og sjunger:
Guds fred! bliv lys i sjæl og sind!
bliv sang på folketunger!

Grundtvig nævner et bestemt ord af Vor Herre nemlig ordet “Guds fred”. Det er nok almindelig kendt, at “Guds fred” spillede en stor rolle for Grundtvig. Det kan ganske vist høres som en hilsen slet og ret, men det klinger med, at det i Herrens mund er et ord for den frelse, som Han vandt ved sin død og opstandelse, altså syndernes forladelse og dødens overvindelse. Livets sejr. Ordet “Guds fred” er vel at mærke et ord, der sætter det i kraft, som ordet lyder på.

Bliv lys i sjæl og sind! er også sådan et “skaberord”, der sætter ordets indhold i kraft, ligesom ved skabelsen, da Gud sagde: “Bliv lys!”, og lyset blev til. Når Grundtvig i skolesammenhæng bruger ordet lys, betyder det oplysning, oplysning om livet. Skolen skal ikke blot give kundskaber, den skal være en skole for livet. Hvilket ikke er det samme som at påvirke dem med bestemte meninger og holdninger eller at sigte bevidst på en bestemt følelsesmæssig påvirkning.

Og så hører det endelig også med, at ånden gennem Guds ord skaber “sang på folketunger”. Ordet bliver til sang, det skaber sang, “det lejrer sig og sjunger”. Grundtvig ser ikke mennesket kun som et individ, men som et led i en større helhed, et folk med et modersmål (folketunger). Den åndelige kraft, der udgik fra Grundtvigs virke i det danske folk og den danske kirke, skabte da også en stor rigdom af folkelig sang. Og da Grundtvig beskedent mener, at det ikke er ham, men Guds ånd og ord, der skaber det alt sammen, er det kun naturligt, at sangen fortsætter med opfordringen: 

Så luk da op nu port og dør
for Herrens ord i skare,
så de så tæt som aldrig før
her ind og ud må fare!

Luk op i en lyksalig stund
dig for Guds ord, hvert øre!
Og luk dig op, du folkemund,
med ord, som du kan føre!

Og derfor gælder det om at tale både sandt og jævnt, man kan sige personligt, om “alt det høje”, for børn kan man ikke narre. Klart er barnets øje!

————

Hvorvidt sangene er poetisk forløst afstår jeg fra at vurdere, jeg har blot så nøgternt, som det er mig muligt, i al enkelhed, peget på forskellen i benyttelsen af de fælles poetiske billeder og begreber lys, sol og åbenhed. Billederne betyder noget helt forskelligt i de to sange. Tiden er en anden i dag. Døm selv, om den er bedre! Jeg lægger ikke skjul på, hvilken opfattelse af skolen, jeg selv mener, der er mest virkelighed i, og jeg vil ikke lægge skjul på, hvad jeg mener, vi skylder at give børn og unge del i. Behøver jeg fortælle, at jeg foretrækker den holdning, Grundtvig lægger ord til og sit hjerte i?

————

Villy Klit-Johansen, 5. juli 2020

Link til Giv os lyset tilbage: https://festklaveret.dk/tekst/1272/giv+os+lyset+tilbage.html

Der skinner en sol står i Højskolesangbogen, 18. udg. nr. 90

Bemærk de to datoer den 5. juni 1849 – og den 5. juni 1848!

Grundlovsdag bør være en fest for det folkelige Danmark.

Danmarks Riges Grundlov er et værdifuldt dokument, der nok er værd at fejre. Det gør vi i dag, selv om forholdene lige nu umuliggør de sædvanlige grundlovsfester. Vi er nødt til at blive hjemme.

Jeg sidder så her og tænker på, at Grundloven i sig selv kun et stykke papir i en glasmontre. Virkelig eksistens får den kun, hvis der findes en levende dansk folkelighed. Det er alene den, der kan give grundloven reelt indhold.

Det giver mig anledning til at mindes slaget ved Dybbøl den 5. juni 1848, hvor de danske bondesoldater slog en preussisk hærstyrke på omkring 12.000 mand. Kampen blev jo udkæmpet fortrinsvis af indkaldte bønderkarle. Værnepligten gjaldt nemlig endnu kun bondestanden. Det skal dog siges, at der deltog mange frivillige fra byerne.

Under krigen 1848-50 fulgte der langt større slag efter kampen ved Dybbøl. Slagene ved Fredericia 6. juli 1949 og Isted 25. juli 1850 var langt større. Men ved Dybbøl 5. juni havde vi dog 59 døde og 171 sårede. Tyske tropper var allerede på vej langt op i Jylland, mens den danske hovedstyrke var trukket ud til flankestillingen Dybbøl, hvor kampen stod. Det er ikke for meget sagt, at treårskrigen var en eksistenskamp for Danmark.

Det er sikkert ikke tilfældigt, at Grundloven blev vedtaget den 5. juni 1849 på årsdagen for slaget ved Dybbøl. Således mindedes man dem, der var døde for Danmark, og det blev markeret, at fremtiden ikke var en multinational stat under en enevældig konge, men fremtiden tilhørte det folkelige Danmark, der havde manifesteret sig så stærkt siden martsdagene 1948. Man taler som bekendt om “Ånden fra 48”.

Treårskrigen, dens årsager og dens forløb på slagmarken og i de diplomatiske forhandlinger, er et kompliceret stykke historie. Men skal det siges kort, vil jeg mene, at vi med rette kan slå fast, at det oprindelig danske Slesvig (det hed Sønderjylland) gennem århundreder langsomt var blevet fortysket op til en linje omtrent, hvor den nuværende landegrænse mod Tyskland går. Årsagen til fortyskningen var ikke mindst, at kongemagten udelukkende tænkte i dynastiske interesser og på det skammeligste forsømte det jævne folk.

Krigen begyndte i 1848 som et oprør blandt kongens tysksindede undersåtter i Slesvig og Holsten. De tysksindede ville have hele Slesvig løsrevet fra Danmark og sammen med det rent tyske Holsten tilsluttet Det Tyske Forbund. At befolkningen i det nordlige Slesvig, især bønderne, var danske af sind og modersmål blæste de højt og flot på i deres bestræbelse på at virkeliggøre drømmmen om tysk storhed.
Oprørerne fik hurtigt hjælp fra magtfulde tyske stater som Preussen og Østrig. Preussens og Østrigs støtte til oprørererne betød, at Danmarks eksistens reelt var truet.

Det positive, vi skal mindes, er, at i disse år vågnede folket til dåd. Den på mange måder lykkelige udvikling, vi, trods alle vanskeligheder, har haft i Danmark siden midten af 1800-tallet skyldes ikke grundloven, men den folkelige og kristelige opvækkelse i bondestanden. Og arbejderstandens kamp lidt senere skal vi bestemt ikke glemme i den forbindelse.

At genforeningen blev mulig i 1920 skyldes ikke mindst, at der var sket en folkelige vækkelse Sønderjylland. Den blev fastholdt og udbygget gennem de 56 år, 1864-1920, da landsdelen var underlagt Preussen og Det tyske Kejserrige.

Grundloven er en god ramme om det politiske liv i Danmark. Den skal vi fejre som folkets værn mod en politisk elites trang til regereri.

Men især er der grund til at fejre det folkelige Danmark. Dets historie skal fortælles som en opmuntring til at tage kampen op mod alt, hvad der i dag truer friheden og folkets ret til selv at bestemme over det fælles liv med egne love indenfor egne grænser.

Truslen kommer fra EU-ideologerne, fra den liberalistiske internationalisme med dens falske forestilling om universelle rettigheder og fra den muslimske indvandring. Men derom en anden gang. I dag gælder det det folkelige Danmark.

GOD OG GLÆDELIG GRUNDLOVSDAG!
KÆMP FOR ALT, HVAD DU HAR KÆRT!

i Hellevad Kirke søndag den 19. marts 2006 kl. 9.00 u. nadver.

336 Vor Gud han er så fast en borg
Hilsen
Kollekt
NT-læsning: Johannes’ Åbenbaring 2, 1-7
208 Skriv dig Jesus på mit hjerte
Evangelium, Johs. 8,42-51
Trosbekendelsen
Prædiken
289 Løgnens fader vi forsage
Kollekt
Hilsen
Velsignelsen
68 Se, hvilket menneske

—–

Prædiken:

Det er en voldsom strid, vi har hørt om. ”I har Djævelen til fader”, siger Jesus til dem, og de siger til ham: ”du er .. besat af en dæmon.” – Det er beskyldninger så barske, at man må tro, at Jesus her står overfor nogle af sine hårdeste modstandere. Og det er på en måde også tilfældet. Men det uhyggelige ved det er, at de mennesker, Jesus veksler så skarpe ord med, er nogle, der netop er kommet til tro på ham.

Nu kan det sådan set være lige meget, hvad de snakkede om dengang, og hvad det var for et spil, der kørte mellem dem. Men det er ikke lige meget, hvad det har at sige os. 

Hvordan ser Jesus på os, og hvordan ser vi på ham? Det er bestemt ikke lige meget.

Men selvfølgelig kan situationen dengang kaste lys ind over vores liv. Så vi ridser den lige op.

 Jesus er i Jerusalem i anledning af løvhyttefesten, og dér siger han tydeligt, hvem han er. Dér i templet vidner han om, at han er fra Gud. Han er den, der er sendt af Gud for at befri mennesker fra alt, hvad der vil ødelægge livet. Med de gamle ord hedder det, at han vil befri os fra syndens og dødens og Djævelens herredømme.

Først var nogle af jøderne altså kommet til tro på ham. Det er der fortalt om tidligere i kapitlet. Men resten af det – det af det, vi har hørt nu, og det følgende – det er en virkelig gyser.

Disse jøder, der i hvert fald havde vist en stor interesse for ham – så meget må det i det mindste betyde, at de kom til tro på ham, men meget mere betyder det vist heller ikke – de vendte sig snart imod ham, og det endte endda med, at de tog sten op for at kaste dem på ham. Det står til sidst i kapitlet.

Hvorfor gik det så galt, når det ellers var begyndt så godt? Hvis vi skal forsøge os med at svar, så var det vel, fordi Jesus gik for tæt på – efter deres mening. Han rørte ved ting og sager i deres personlige liv, som de ikke ville finde sig i, at han blandede sig i. Da det kom til stykket ville de være i fred for hans indblanding. Men den går ikke, når det er Gud, man står overfor. Verdens frelser må vi enten lukke ind i vores liv – eller bære følgerne af det. Hvis vi i virkeligheden ikke ønsker, at han skal blande sig i vores liv, så har det den konsekvens, at han ikke når det mål, han havde med at komme til verden og give sig helt for os. Hvis vi ikke vil have med ham at gøre, kommer han til at gå forgæves til os med sit gode budskab og sine gode gaver.

Jamen vel gik Jesus tæt på, det gjorde han, men det var ikke i ond hensigt. Det var mere ligesom når lægen bliver nødt til at fortælle patienten, at han lider af en alvorlig sygdom, og det bliver nødvendigt med en stor operation. Sådan blev Jesus nødt til at fortælle jøderne, hvor hårdt de var angrebet af en sygdom. Ikke en legemlig sygdom, men en åndelig. (Synden). De var faktisk dødssyge. De måtte under den store læges behandling for at blive frelst fra evig ulykke.

Inden vi går nærmere ind på, hvad den sygdom nærmere bestod i, kan vi slå fast, at der er noget i hele situationen her, der er aktuelt også i vore dage. Der er mange, mange mennesker, for hvem det begynder så godt. Jeg mener: De fleste bliver båret til Jesus i dåben, og på den måde bliver de sat ind i troens verden og får lov til at leve deres liv dér i lydighed mod Guds ord og i den fred og glæde, der råder hos Gud. Og forældrene, der i kærlighed bærer børnene til dåben, viser – kan man godt sige – en ganske stor interesse for troen ved at komme med deres børn.

Men trods denne gode begyndelse ender det ofte skidt, fordi Jesus ikke får lov til at blande sig i deres liv, når det kommer til stykket. Han får ikke lov til at blive Herre i deres liv – forældrenes og børnenes. Og så er det, at han kommer forgæves med sit gode budskab og sine gode gaver. Dette er ikke en dom, men det er sagt ud fra det, der høres og ses, og det er en opfordring til hver enkelt til at tænke alvorligt over, hvordan det er fat.

Hvad går hans budskab ud på, og hvad er det for gaver, han giver? Ja, han siger selv, hvad hans gode budskab er. Han siger det kort og klart: ”det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig.”

Det er hans budskab til os – lige netop til os, der lytter i dag. Nu skal du høre: Gud lever, og hvis du er kommet frem til den konklusion, at der ingen Gud er, så stands engang og hør et befriende budskab. Det, du mente, var Gud, findes ganske vist ikke. Det var kun dine egne forestillinger. Det gør ikke så meget, at de ikke er virkelighed. Men GUD lever. Og nu lader han høre fra sig, han, der er så svær at få øje på i alt det, der sker i verden – og for resten i dit eget liv. Nu lader han høre fra sig.

Nu sender han bud til dig for at fortælle, at han gør dig fri af alt det, der binder dig. Dine forestillinger om Gud fx. Men også din synd, det vil simpelthen sige det, at du ikke elsker Gud og ikke bryder dig om at være i hans nærhed og følge hans gode vilje.

Den skyld, der tynger dig, er betalt. Dit mellemværende med livets giver og herre er bragt ud af verden. En anden har betalt i dyre domme for alt, hvad du har både forbrudt og forsømt.

Det er hans gode budskab. Du har lov til at leve dit liv som et frit menneske. Du kan gå gennem livet med løftet hoved i tillid og frimodighed. Den Gud, som du skiftevis fornægter og skælder ud på og gemmer dig for, han findes måske kun i dine forestillinger, men Jesus lærer dig at kende den sande Gud. Han er din Fader i himlen, som tager sig af dig som sit elskede barn.

Hvad er det for en gave, Jesus giver os? Han svarer på de spørgsmål i tekstens sidste vers: ”Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.”

Det betyder ikke, at vi ikke skal dø. Det skal vi. Vi er alle Gud en død skyldige, men hans gave er, at vi ikke skal leve i angst for til sidst at være lukket ud fra Gud. Gud giver dig liv og lykke, også i døden. Livets Gud kan finde dig, også når døden har skjult dig for alle mennesker.

Holder du fast ved Jesu ord, skal du aldrig i evighed se døden, siger han. Det er hans gave til dig.

Men hvad vil det sige at holde fast ved Jesu ord? Det har ikke noget at gøre med at være en Guds riges UG-dreng. Det troede jeg som barn, men der er ingen, der kan tåle at leve et liv uden fejl og nederlag. Sådan et liv tager man skade af. Man bliver indbildsk og selvoptaget.

Nej, at holde fast ved Jesu ord er nærmere at have det som Peter. Kan I huske det? Evangeliet fortæller, at Jesus talte strenge, sande ord, så sande, at han oplevede, at mange af den grund forlod ham. Da spurgte han disciplene: ”Vil I også forlade mig?” Og Peter svarede: ”Herre, til hvem skal vi gå hen, du har det evige livs ord?”

Peter, der svigtede igen og igen, aflagde det vidnesbyrd om Jesus, at han var livets ord.

Ægte fuldkommenhed er at være fuldkommen afhængig af Kristus. Ligesom Peter og andre, der er fulde af fejl – og derfor ikke kan undvære en frelser.

Den falske fuldkommenhed lever mest af de andres fejl. De andres fejl stiver ens egen vaklende selvagtelse af.

Ham eller hende med det perfekte liv, bliver let selvglad.

Var det det, der var galt med jøderne? dem, Jesus talte så strengt til. ”Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig”, sagde han. De var allerede begyndt at pønse på at slå ham ihjel, og de mente, at de tjente Gud ved at slå ham ihjel. Han var en gudsbespotter, og de bekræftede sig selv i den overbevisning ved at slå ham ihjel. ”I har Djævelen til fader” sagde han lige ud til dem.

Dén hårde dom er vel ikke rettet imod os, for vi hader ikke Jesus. Men hvordan er det med vores kærlighed til ham? Hvordan er det med vores lyst til at høre hans ord og følge det? Hvordan er det med vores glæde ved hans ord og hans menighed? Og hvordan er det med vores iver efter at dele den glæde med andre?

Vi skal ikke være i tvivl om, at vi har en farlig modstander, som glæder sig, hvis vores kærlighed bliver kold.

Men vi ved også, at vi har en frelser, der er stærkere end fjenden. Kristus er dødens dødsfjende. Derfor har vi kun ét at gøre, det er igen og igen at vende tilbage til ham. Han kæmper for os, og han vinder for os, når vi er i følge med ham.

Derfor er vi fri af al frygt. Vi har en Herre, der allerede har vundet, dengang da han hang på korset. Da sejrede Guds kærlighed over alle onde magter. Derfor siger vi:

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.

Dette i forlængelse af mit opslag på Facebook for nogle dage siden om, at kristen tro ikke er en tro på, at Gud er til. Jeg tog, indrømmet lidt provokerende, udgangspunkt i Hebræerbrevet kap. 11, v. 6: “den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham”, idet jeg påstod, at dette ikke er kristen tro. Det lader sig måske tolke som sådan. Teologer kan jo fortolke alt til at betyde hvad som helst eller slet ingen ting. Men i det mindste har Hebræerbrevets udsagn vist ikke nogen parallel i Ny Testamente, så vidt jeg kan se.

Jeg må fastholde, at spørgsmålet om Guds eksistens er et filosofisk spørgsmål, som filosofferne ganske vist ikke kan besvare endegyldigt. Men de kan ikke lade være med at beskæftige sig med det. Ligesom kristne selvfølgelig med rimelighed kan beskæftige sig med det.

Men det må ikke stilles som en betingelse for at tro på Vor Herre Jesus Kristus og hans og vor himmelske Fader. Antagelsen af, at Gud er til, er ikke begyndelsen på den kristne tro. Tværtimod: Først kommer troen i mødet med Kristi ord og derefter EVENTUELT overvejelser om Guds eksistens. – Hvis man altså har interesse for den slags!

I mellemtiden har jeg kigget i Regin Prenters værdifulde bog “Guds virkelighed, hvori han tolker Anselms Proslogion. Filosofferne med Kant i spidsen plejer at tolke Anselms Proslogion som et (fejlslagent) forsøg på at bevise Guds eksistens, men det er en mistolkning. Det er ikke det, Anselm mener. Hans intention er ikke at levere et filosofisk gudsbevis, der kan overbevise en tid, der gør menneskets fornuft til Gud. Anselms skrift er udtrykkeligt henvendt til kristne.

Hen mod slutningen af sin bog (s. 158) skriver Prenter, at Anselm i Proslogion må “søge tilbage til en forudsætning, der står urokkelig fast: dette væsen (nl. det end hvilket noget større ikke kan tænkes, min parentes) kan tænkes FORDI det selv pånøder os sin virkelighed i troen.” … “Men dette, som vi TROR om Gud, er jo intet andet end det, der bedst kan sammenfattes i begrebet “det, end hvilket noget større ikke kan tænkes.” Altså kan dette begreb tænkes. Og ingen kan tænke det – og den, der tror, tænker det med nødvendighed – uden at tænke det eksisterende.”

Dette væsen, som vi kalder Gud kan tænkes, FORDI det selv pånøder os sin virkelighed i troen. Det er en afgørende sætning til forståelse af denne problematik, sådan som Anselm så den. Og den, der tror på den treenige Gud, Faderen og Sønnen og Helligånden, må selvfølgelig med nødvendighed tro, at han findes.

Proslogion er en kristen teologs dybsindige filosofiske overvejelser om Guds virkelighed. Ikke et gudsbevis (“det ontologiske gudsbevis”).

Alle overvejelser og forestillinger om Guds eksistens er altså frugtesløse uden den kristne tro som forudsætning. Når f.eks. DRs Nina Munk Perrin, for nu at bruge et eksempel, der er kendt fra pressen, i et interview siger: “Jeg tror ikke på Gud”, betyder det med 99 procents sikkerhed: Jeg tror ikke, at Gud findes. Det er ikke i sig selv nødvendigvis en fornægtelse af den kristne tro, ligesom sætningen “Jeg tror, at Gud er til”, ikke er en bekendelse af den kristne tro.

Et kristent svar til Perrin bør altså ikke være en påstand om, at Gud er til, eller et forsøg på at argumentere for, at Gud er til. Det eneste relevante svar vil være en forkyndelse af Kristus som Guds Søn, der blev menneske for ved sin død og opstandelse at frelse os fra synden og døden. En sådan forkyndelse bør hun møde, når hun kommer i kirke. Det er præstens uafrystelige ansvar, at det er dét, der lyder fra prædikestolen. Og i kirke kommer hun efter alt at dømme – i det mindste ved særlige lejligheder, eftersom hun oplyser, at hun har ladet sine børn døbe.

Villy Klit-Johansen, den 13. Marts 2020

Af Villy Klit-Johansen, pastor emeritus, Lisbjerg

Nogle har i debatten hævdet, at flytningen af Fadervor i 1912 til efter “selve dåben” skyldes indflydelsen fra Grundtvig. Jeg vil i det følgende påvise, at det ikke er rigtigt, og at flytningen har haft skadelige konsekvenser.

Ritualets kerne

I det gamle lutherske ritual, som Grundtvig kendte og brugte, var der en fast kerne bestående af: 1. Fadervor under håndspålæggelse på dåbskandidatens hoved, 2. Forsagelsen og trosbekendelsen i form af spørgsmål og JA-svar. 3. Overøsning tre gange. 4. Bønnen “Den almægtige Gud o.s.v.” 5. Fredlysningen (Fred være med dig) også med håndspålæggelse. Læg mærke til, at vandøsningen er tæt omgivet af ord!

For Grundtvig er det det levende ord, som gør vandet til genfødelsens bad ved Helligånden. Han fastholder den lutherske pointe, at det er ordet, der er bærer af Helligånden. Ordene er for Grundtvig Fadervor, troens ord og fredlysningen. De tre “ord” er som Herrens levende ord så tæt knyttet til overøsningen, at Grundtvig opfattede dem som en nødvendig del af selve dåben. De hører til kernen i ritualet.

Den mageløse opdagelse

I den forbindelse er det uomgængelig nødvendigt at være opmærksom på Grundtvigs “mageløse opdagelse”. Pointen i “den mageløse opdagelse” er, at evangeliets forplantning gennem slægterne ikke er sket eller sker ved skriftens døde bogstaver, tolket af de skriftkloge, men i menighedens forsamling, nemlig ved Herrens levende ord i dåben og nadveren. Den opstandne Herre er selv til stede ved dåben og taler sit levende ord til den, der døbes.

Grundtvig opfandt ikke en teori om det levende ord i dåben, han opdagede det. Og han videreførte en ansats, som han fandt i Ny Testamente og hos Luther. Dog kritiserer Grundtvig et sted Luther for ikke at have taget konsekvensen af ordene i katekismen. På den ene side skriver Luther, at det ikke er vandet, der gør det o.s.v., og på den anden side bruger han rask væk udtrykket “ordet og sakramenterne”, som om der skulle være sakramenter uden ordet! Det er et ikke uvigtigt udsagn til forståelse af Grundtvig. (Folkeligheden og dr. Rudelbach, Udvalgte Skrifter bd. 9, s. 92). Hans kritik af reformatoren er ægte reformatorisk.

Et andet sted udtrykker Grundtvig sig meget stærkt: “Vi vil derfor slet ikke tvistes med dem, der forsikkre os, de veed bestemt, der hører VÆSENTLIG slet ikke mere til DAABEN end bare Vand og de Ord: Jeg døber dig i Navnet Faderens og Sønnens og den Hellig-Aands — vi vil slet ikke tvistes med dem, men blot bemærke, at hvem der troer, det er ved Daaben og ved den alene de Troende gjenfødes til det evige Liv (og det gør Grundtvig selvfølgelig, min parentes), umulig kan tage sig det saa let med dens Udførelse …” Citatet er fra afhandlingen “Daaben efter Christi Indstiftelse, 1840-1842, Udv.Skr. bd. 8, ss. 417-418. Med dåbens udførelse tænker Grundtvig på dåbens ord, som altså er noget andet end det, man i dag forstår ved døbeordene. Dåbens ord er ikke noget, vi kan skalte og valte med.

Lad mig tilføje, at Grundtvig “knytter genfødelsen ene og alene til troen og dåben, som de i kirken findes forenede”, Udvalgte Skrifter bd. 8, s. 416. Han regner ikke, som nogle pietister, med en anden genfødelse i omvendelsen. Og for ham er det udelukket at gøre troen til en præstation, som når man siger, at dåben er Guds underfulde gerning, men så tilføjer, at den ganske vist kun virker, hvis man tror på den. Den tanke dukker jævnligt op i debatten.

Det er tydeligt, at Grundtvig ikke tillagde “døbeordene”: “Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn” stor vægt. Jeg ved ikke, hvor meget liturgihistorie, han havde læst, måske meget, for han satte sig grundigt ind i alt, hvad han beskæftigede sig med. En historisk kendsgerning er det under alle omstændigheder, at “døbeordet” er en opfindelse fra tidlig middelalder. Det skulle vel tjene til at understrege den præstelige autoritet: JEG døber … Tidligere havde hele vægten ligget på Herrens ord. Grundtvig tager ikke dette døbeord med i sin opregning af, hvad der hører nødvendigt med til dåben (i “Dåben efter Christi indstiftelse”), for han mener som den ældste kirke, at det at døbe i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn er at døbe på forsagelsen og troen på den treenige Gud, rettet til dåbskandidaten som spørgsmål og besvaret af denne med JA.

Trosbekendelsen

Oprindelig kom overøsningen/neddykkelsen ikke EFTER trosbekendelsen. Men spørgsmålene på forsagelsen og på troen på Faderen og Sønnen og Helligånden var i det første kendte egentlige ritual, Hippolyts fra omkring 220, en integreret del af vanddåben. Efter dåbskandidatens svar på første trosartikel skete den første neddykning, efter svaret på anden trosartikel fulgte anden neddykning og efter svaret på tredje trosartikel den tredje neddykning. Dette understøtter naturligvis Grundtvigs syn på dåbspagten. Døbeordet var trosbekendelsen. Trosbekendelsens ord kan således ikke adskilles fra vanddåben. For Herrens levende ord er en del af selve dåben.

Fredlysningen

Det samme gælder fredlysningen. Læs f.eks. DS 44, strofe 2, vv. 3-7:

Hvad sagde Vor Herre
til dig i din dåb?
Var ikke det ordet, som passer kun sig
på dem, der indtræder i Guds Himmerig?
Var ikke det ordet ”Fred være med dig”?

Hvad sagde Vor herre til dig i din dåb? I din dåb. Ikke ved eller før eller efter din dåb. Præpositionen er ikke tilfældig. Som den stringent tænkende teolog, Grundtvig var, brugte han så at sige aldrig tilfældige ord. Stedet belyser Grundtvigs syn på forholdet mellem ordet og vanddåben. Fredlysningen er, ligesom troens ord, en del af dåben.

Fadervor

Til Herrens levende ord i dåben hører ifølge Grundtvig Fadervor. Herrens bøn kan ikke uden videre forstås som en del af “bønnens forgård”. Sådan kaldte Christian Thodberg den første del af Luthers ritual. Det drejer sig om de to bønner “bede- og bankebønnen” og den lange “syndflodsbøn”. Men efter de to bønner skifter det, idet der efter en exorcisme læses “børneevangeliet” fra Markus 10, 13-16. Og først derefter kommer Fadervor. At der er en tæt sammenhæng mellem børneevangeliet og Fadervor kan ingen nægte. Børneevangeliet slutter jo: “og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.” Luther fortsætter direkte med Fadervor uden nogen snak. “Så skal præsten lægge sin hånd på barnets hoved og bede Fadervor, mens fadderne knæler ned.” Fadervor er klart forstået som et velsignelsesord, altså et ord talt af Herren selv til den, der døbes.

At Fadervor er en bøn er en selvfølge, men i (!) dåben er den altså først Herrens levende ord. Derfor vil jeg mene, at Fadervor ikke uden videre kan kaldes en del af bønnens forgård. For Grundtvig er den i mindst lige så høj grad en del af kernen i ritualet, netop som ord fra den levende Herre.

Nu nogle steder i Grundtvigs skrifter, der bevidner Grundtvigs syn på Fadervors placering i kernen i ritualet. Først nævner jeg salmen Op til Guds hus vi gå, DS 443, strofe 6:

“Så lærer os Gud Søn
sin egen barnebøn,
indånder i vort brøst
sin egen barnerøst.”

“Så” betyder ikke “derefter”, men “således”, nemlig ved sit eget mægtige ord. Se sammenhængen, som er den, at Guds ord i form af tilspørgslen med forsagelsen og trosbekendelsen, ifølge stroferne 3, 4 og 5, selv baner sig vej til vor sjæl, der er døv og stum for evangelium, og fremkalder tungens ja. Guds ord kaldes hans Effata. “Guds røst, som almagts hånd, os skar for tungebånd.” Og så kommer det i strofe 6: “Så (således) lærer os Guds Søn / sin egen barnebøn.”, nemlig ved at tale den til dåbskandidaten som sit eget mægtige guddomsord, der åbner menneskets tillukkede sind. Stedet viser, at Grundtvig forstod Fadervor som tilsigelse og ikke som den bøn, kun den døbte har ret til at bede. Salmen har som bekendt sin baggrund i det gamle dåbsritual fra 1783.

Dernæst nævner jeg “Sov sødt barnlille”, strofe 3-4. Det handler om, at gudsbarnet beder Frelserens bøn, som stiger i løn og høres i Himmerigs kor. Grundtvig bruger betegnende nok det udtryk om bønnen, som han plejer at bruge om trosbekendelsen: “det lille Guds ord”. Dermed mener han tydeligt, at Fadervor først er sagt af Herren selv, og selvfølgelig til gudsbarnet personligt i dåben. Derfor hedder det også i strofe 4: “Et ord af Guds Søn er blevet til bøn.” Der menes et ord i dåben. Altså er bønnen først Herrens levende ord til den, der døbes, og først bagefter er den gudsbarnets bøn livet igennem. Det er helt klart tænkt ud fra dåben. Salmen er skrevet som trøsteord under Grundtvigs alvorlige krise i 1844.

Der kunne også nævnes en række prosasteder fra afhandlingen “Fadervor” i Den kristelige Børnelærdom, Grundtvig omtaler i afhandlingen Fadervor som Herrens bøn, “som han selv ved dåben lægger os i munden til at være vor daglige bøn”. Og: “Det varede længe med mig selv, inden jeg ret kom efter, hvor dejlig Herren ved dåben selv lærer os at bede, ligesom han der lærer os at tro, og hvormed han skænker os børne-retten, ligesom han med fredlysningen skænker os synds-forladelsen …” Ordene forudsætter Grundtvigs syn på dåben, sådan som han formulerede det efter den mageløse opdagelse, og bør ikke tolkes imod dette. Læg mærke til, at han ser en parallel mellem Fadervor, troens ord og fredlysningen!

I det sidste af citaterne har vi oven i købet nok så smukt rækkefølgen fra dåbsritualet (altså det klassiske). Netop: Fadervor, troens ord og fredlysningen. Grundtvig ser disse tre under eet som Herrens tilsigelse af Guds fulde nåde: barnekår, den frelsende tro, syndsforladelse.

Når Grundtvig altså forstod Fadervor på den klassiske placering først som tilsigelse, så dåbskandidaten derigennem lærer Herrens bøn, eller vi kan sige: får barnekår hos Gud og herefter kan sige Far til Gud, skaberen, så er der ikke nogen begrundelse for at have flyttet bønnen hen efter overøsningen eller “selve dåben”. I hvert fald ikke nogen grundtvigsk begrundelse. Tværtimod.

De skadelige konsekvenser af ændringen i 1912

Ændringen i 1912 havde nogle skadelige konsekvenser. Sagen er jo den, at i 1912-ritualet (og 1992-ritualet) er både Fadervor og fredlysningen blevet marginaliseret ved at blive adskilt fra kernen i ritualet. Fadervor skal nu ikke mere siges til hvert enkelt barn, og karakteren af tilsigelse er i det hele taget forduftet fra Fadervor, ligesom fredlysningen nu heller ikke kræves sagt til hvert enkelt barn. I praksis ser man endda i disse år, at fredlysningen af mange præster simpelthen udelades. Det hele er faldet fra hinanden.

Det, man satte i værk, kan i virkeligheden bedst karakteriseres som en kernespaltning. Vel at mærke ikke af den slags, som genererer nyttig energi, men af den slags, der sætter en kædereaktion i gang med potentielt fatale konsekvenser.

I dagens debat er det nødvendigt at inddrage Grundtvigs syn på dåbens ord. Ellers bliver dåben en magisk handling à la det romerske “ex opere operato”. Faren er, at ordet og dåben, troen og dåben, bliver skilt fra hinanden. Men vi må ikke adskille, hvad der hører sammen. Hvis jeg skal vove at blive lidt højstemt, står vi i dag over for et afgørende valg. Skal vi definitivt cementere det værste og mest provinsielle i den lutherske tradition, eller skal vi tilbage i sporet fra Ny Testamente, oldkirken og den lutherske reformation? Grundtvig er en fornem repræsentant for denne mulighed.

En opfordring

Jeg vil derfor appellere til dem, der kommer til at træffe den endelige afgørelse, om nu omsider at få gjort skaden fra 1912 god igen. Lad os få Fadervor og fredlysningen i dåben på plads igen!

Det værste i den lutherske tradition er, at den adskiller det, som Gud har sammenføjet.

Ordet adskilles fra dåben. Og troen adskilles fra dåben.

Dåben er den rene objektivitet. Og hvad bliver troen så? Ja, svaret giver sig selv: Troen bliver den rene subjektivitet, menneskets viljesbeslutning og roden rundt i eget – og andres – sjæleliv.

Objektivitet og subjektivitet er filosofiske begreber, der er trængt ind i kernen af kristendommen og har erstattet Helligånden. Den enkle og ukomplicerede kristentro er blevet korrumperet af filosofisk refleksion.

Det sørgelige resultat er, at dåben nærmest bliver en magisk handling, og troen bliver en menneskelig præstation. Du skal tro! I sin mest outrerede version bliver det til: Du skal tro på dåben!

Dermed er troen på Kristus sat i skammekrogen. Troen på Gud Fader og på Jesus Kristus og på Helligånden er manøvreret ud på et sidespor.

Dåben som den rene objektivitet findes historisk i den lutherske ortodoksi, og troen som den rene subjektivitet findes i den historiske pietisme.

I dag er de to tendenser ofte forenet i samme bevægelse eller kirkelige miljø. Se til missionsforeningerne og Tidehverv!

Den ikke så reflekterede pietisme findes i Indre Mission, der dog langt fra altid ender i ren metodisme, det må indrømmes.

Og den yderst raffinerede og intellektualistiske pietisme findes i den kierkegaardsk inspirerede Tidehverv. Ikke overraskende ser det ud til, at de to miljøer nu hastigt nærmer sig hinanden.

Og se til den brede og slatne pietisme, der behersker Folkekirken! Det er blevet til tro mig her og tro mig der og tro op ad døre og ned ad stolper. Tro som psykologi, og tro som anskuelser.

Vi skal i dag ikke vende tilbage til luthersk ortodoksi og til pietisme. Vi skal vende tilbage til evangeliet. Det var det, Grundtvig gjorde.

På dansk grund er det, jeg kalder det værste i den lutherske tradition, med stor konsekvens overvundet af ham:

Vi er Guds hus og kirke nu,
bygget af levende stene,
som under kors med ærlig hu
troen og dåben forene.

At “vi” under kors med ærlig hu / troen og dåben forene betyder, at “vi” holder fast ved troens ord i dåben. Troen er givet i dåben. “Vi” adskiller ikke, hvad Gud har sammenføjet. “Vi” med anførselstegn, fordi det er Helligåndens værk.

Troen er både troens ord ved dåben og troen i hjertet. Først ordet og så troen. Troen i hjertet er nemlig helt afhængig af troens ord. Hvis troen løsrives fra dåben, går den på egen hånd og ender i menneskeværk.

Derfor er det helt afgørende, at dåbsritualet ikke lider yderligere overlast i forbindelse med en fornyelse af ritualbogen. Det skulle endda gerne genoprettes.

Vedr. begrundet forslag om, at Fredlysningen og Fadervor føres tilbage på deres rette plads fra før 1912.

Udvalget opfordrer til indsendelse af kommentarer og forslag. Den opfordring vil jeg gerne tage op, idet jeg vil koncentrere min henvendelse om et bestemt punkt i dåbsritualet, nemlig Fredlysningens og Fadervors placering i forløbet.

Først: Det er en forudsætning for den følgende tekst, at der klart må skelnes mellem på den ene side dåben selv og på den anden side dåbens tolkning i teologi og forkyndelse såvel som dåbens udfoldelse i den kristnes liv. Her skal udelukkende et forhold ved dåben selv behandles, sådan som den kommer til udtryk i ritualet.

Baggrunden for min henvendelse er forståelsen af, at DÅBENS ORD i en luthersk tradition er en hovedsag. Luther stiller i sin Lille Katekismus spørgsmålet: “Hvordan kan vand gøre så store ting?” Og han svarer: “Det er ikke vandet, der gør det, men Guds ord, som er med og i vandet, og troen, som stoler på dette Guds ord i vandet.” Grundtvig fandt som bekendt, at denne pointe er uomgængelig, hvis vi ikke skal falde tilbage i et magisk dåbssyn à la det katolske “ex opere operato”. Synspunktet blev styrende for Grundtvigs omfattende og meget dybe arbejde med dåben.

Noget polemisk har Grundtvig udtrykt dette syn i følgende ord: “Vi vil derfor slet ikke tvistes med dem, der forsikkre os, de veed bestemt, der hører VÆSENTLIG slet ikke mer til DAABEN end bare Vand og de Ord: Jeg døber dig i Navnet Faderens og Sønnens og den Hellig-Aands — vi vil slet ikke tvistes med dem, men blot bemærke, at hvem der troer, det er ved Daaben og ved den alene de Troende gjenfødes til det evige Liv [og det gør Grundtvig selvfølgelig], umulig kan tage sig det saa let med dens Udførelse eller engang taale den Tanke, at vor Herre Jesus Christus skulde love alle dem det evige Liv, der blot ville lade sig døbe med de ord.”

Citatet er fra afhandlingen “Daaben efter Christi Indstiftelse, 1840-1842, Udv.Skr. bd. 8, ss. 417-418.

Dåben er altså primært Ordet, ikke vandet. Ordet vel at mærke sammen med vandet.

Det luthersk-grundtvigske syn på dåben tilsiger derfor den største varsomhed og omhu i omgangen med dåbens ord. Intet heri kan ændres vilkårligt. Det gælder navnlig de ord, som med stor sikkerhed kan identificeres som hørende med til dåbens væsen, og som altså ikke kan udelades eller ændres væsentligt, hvis dåben stadig skal være den kristne dåb. Det drejer sig om

1. dåbspagtens ord – spørgsmål og svar (før neddykkelsen/overøsningen),
2. efter neddykkelsen/overøsningen: bønnen/”Forsikkringen” (som Grundtvig kaldte den) med håndspålæggelse af dåbskandidatens hoved,
3. og fredlysningen (“Fred være med dig) også med håndspålæggelse. 

De fleste vil sikkert være enige om, at Fadervor og enkelte andre led også hører med til dåben.

Grundtvig nævner i afhandlingen “Daaben efter Christi Indstiftelse” ikke døbeordet “Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn” som hørende til dåbens væsen. Vidste han, at det er en nyhed, der indførtes tidligt i Middelalderen, hvor det fortrængte dåbspagtens spørgsmål og svar som døbeord? I hvert fald er det en historisk kendsgerning, at det forholder sig således.

————–

Både fredlysningen og Fadervor blev marginaliseret med det nye ritual i 1912.

Fredlysningen er ord, der under ingen omstændigheder kan fjernes fra ritualet. Alligevel er det, hvad der efter alt at dømme er ved at ske. Skaden begyndte allerede med ritual-ændringen i 1912. Indtil da kom Fredlysningen lige efter vanddåben i forlængelse af den afsluttende bøn: “Den almægtige Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som nu har genfødt dig o.s.v.” Fredlysningen havde altså en særdeles central placering i forløbet og skulle siges under håndspålæggelse på den døbtes hoved. Den var med andre ord en personlig tilsigelse.

Når der er flere dåb, blev det i 1912 “lovligt” at sige “fred være med jer” i stedet for “fred være med dig” og altså udelade den personlige tilsigelse under håndspålæggelse. I praksis er det nu kommet så vidt, at adskillige præster simpelthen udelader fredlysningen. Det er en konsekvens af 1912-ændringen, som man dengang burde have kunnet forudse.

Hvad Fadervor angår, blev bønnen i 1912 skudt ind imellem “Den almægtige Gud …” og “Fred være med dig”. I Luthers ritual af 1526 havde Fadervor en central placering i forbindelse med “børneevangeliet”, der slutter med “og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.” Fadervor følger i Luthers ritual umiddelbart efter. Fadervor blev altså opfattet som et velsignelsesord, en personlig tilsigelse, før den kan være “vores bøn”. Denne gode pointe gik tabt med ændringen i 1912. Der er derfor grund til at henlede opmærksomheden på, at de enkelte elementers placering og rækkefølge i ritualet er ikke ligegyldig. Thi det enkelte element får betydning ud fra konteksten.

For den, der, som undertegnede, hele sin præstetid har levet med Christian Thodbergs, Regin Prenters og N. F. S. Grundtvigs omfattende og grundige arbejde med dåben, er det utåleligt, at det enkelte barn skal snydes for den personlige tilsigelse af Fredlysningen og Fadervor. Selv om det med det nu gældende ritual virker klodset, har jeg derfor følt mig nødsaget til, som Kirkeritualet af 1685 i øvrigt befaler, at gå rundt til de ved adskillige gudstjenester mange dåbsbørn og berøre hver enkelts hoved under Fadervor, ligesom jeg dernæst har måttet gå en runde mere med den såre vigtige velsignelse fra Vor Herre selv, “Fred være med dig”, til hvert enkelt barn – med håndspålæggelse. Dette for at undgå resultatet af den forfaldshistorie, der blev sat i gang i 1912.

Den meget uheldige ændring blev desværre fastholdt i ritualbogen af 1992. Der går vel ikke skår af nogen ved nu endelig at føre Fredlysningen og Fadervor tilbage på deres rette plads. Peder Madsen er vist død. Samtidig kan man passende udelade den lidt mærkelige sætning: “Så vil vi nu hjælpe dette barn til hans velsignelse …” Den bliver nemlig derved overflødig. Dåben er dog mere end en velsignelse.

Med venlig hilsen
Villy Klit-Johansen, pastor emeritus
Præsteager 142, Lisbjerg
8200 Aarhus N
21 46 93 85

Eller: Hvorfor en muslimsk sang ikke bør optages i Højskolesangbogen

Er det fordi højskolesangbogen er en kristen sangbog? Er det fordi dansk folkelighed er en kristen folkelighed?

Svaret er nej. Selv om hvert eneste menneske i landet var døbt og gik i kirke hver søndag, og Folkeskolen havde en kristen formålsparagraf og Danmarks Radio fyldte hele fladen med programmer om kristendom osv. osv., burde dansk folkelighed ikke kaldes kristen, og Danmark burde ikke kaldes et kristent land.

Lad mig forklare hvorfor. Eller lad mig først pointere, hvad der ikke er mit anliggende. Jeg er ikke tilhænger af de kulturradikales stadige forsøg på at trænge kristendommen ud af det offentlige rum. Og jeg ser ikke med milde øjne på de kulturradikales overtagelse af Folkehøjskolen, ligesom jeg ikke mener, at den meget omtalte ramadan-sang skal optages i Højskolesangbogen. Jeg er ikke kulturradikal-humanistisk sekularist. Det er endda langt fra. Jeg skulle være et radikalt hoved, hvis jeg beklagede den frugtbare vekselvirkning, der gennem århundreder har været mellem folkelighed og kristendom, og hvis jeg bifaldt eller medvirkede til at udrydde de sidste rester heraf.

Hvorfor så sige nej til, at folkeligheden bør kaldes kristen? Det korte svar er, at vi ikke bør sammenblande folkelighed og kristendom.

Folkelighedsbegrebet er formet af Grundtvig. Ikke at han har opfundet det, men i Danmark er det formet af Grundtvig, og det er hans begreb om folkelighed, højskolen er sat i verden for at fremme.

Men var Grundtvig ikke præst og teolog? Jo da, men han tænkte ikke folkeligheden udelukkende ud fra kristen teologi. Hele livet igennem var han stærkt optaget af vores hedenske oldtid. I myter, sagn og historie fandt han et rigt åndsliv, der i mange tilfælde var udtryk for sand erkendelse af menneskelivets og folkelivets vilkår.

Denne nordiske ånd beredte kristendommen en frugtbar jordbund, da den dukkede op. Grundtvig betragtede de nordiske sagn og myter som Nordens Gamle Testamente, uden at han dermed forkastede Bibelens Det gamle Testamente. Synet på det nordiske åndsliv følger af hans tro på skabelsen og Guds forsyn og dermed af hans historiesyn. Gud har (selvfølgelig) en finger med i spillet i folkenes historie, også netop de hedenske folks historie, og han har et mål med historien.

Det vigtige er, at det altid stod Grundtvig klart, at folket var der først. Folket var der, før kristendommen kom til det. Folket havde identitet, før det antog kristendommen.

Vel var det teologiske overvejelser, der fik teologen Grundtvig til at fastholde, at folket var der først og havde identitet, før det antog kristendommen. Men det at der ligger teologiske overvejelser bag, betyder ikke, at folket eller landet er kristent. Danmark er det DANSKE folks hjem gennem vel et par tusinde år. Folket har en før-kristen hedensk identitet, som kristendommen ikke har til hensigt at udslette.

Dette understreger Grundtvig stærkt i afhandlingen “Folkelighed og kristendom” fra 1847. Her indrømmer han på given foranledning, at han i sin ungdom ikke var klar i mælet. Han vedgår, at han selv var skyld i, at nogle fik den opfattelse, at han sammenblandede folkelighed og kristendom. Men han lover, at han fra nu af vil skelne klart mellem de to ting.

Vi giver Grundtvig ordet: “Selv derfor, naar Enkelte rose baade min Danskhed og min Christendom, bliver Enden dog gierne den Forbeholdenhed, at Danskheden naturligvis maa christnes før den er værd at nævne, og det er dog langt fra mine tanker, saa jeg stræber stedse tydeligere at holde Danskhed og Christendom ud fra hinanden, vist nok ikke som uforligelige, men dog som høist forskiellige, at den ene kun giælder i en Krog af Norden, den anden over hele verden, den ene giælder kun for en Tid, den anden baade for Tid og Evighed.”

Det er den i grunden hedenske folkelighed, han taler om. Den behøver ikke kristnes, for at den skal være “værd at nævne”.

I denne afhandling skriver han også: ”er Kiærlighed og Sandhed i Christendommens Aand, da følger deraf ikke blot, at den kan aldrig med List eller Vold ville udslette eller undertrykke nogen Folkelighed, men deraf følger ogsaa, at den er meget ilde tjent med, at det giøres i dens Navn, som Papisterne unægtelig gjorde det.”

Det er det samme, sagt med andre ord, når han understreger det meget vigtige, at kristendommen ikke er en lov, der skal beherske verden, men et glædeligt budskab, der skal tjene de mennesker, der frivilligt modtager det.

Her har De, kære læser, grunden til, at det ikke er i Grundtvigs ånd at kalde danskheden kristen.

Og her har vi også grunden til, at en sang med muslimsk indhold ikke hører hjemme i højskolesangbogen. Islam har ikke den respekt for folkeligheden, som kristendommen har. Islam er netop en lov, der vil beherske verden. Præcis det, som Grundtvig bebrejder “papisterne”, altså pavekirken. Islam har simpelthen ikke det positive syn på de historisk udviklede folkeslag og deres åndsliv som den kristne teolog Grundtvig havde. Muslimer mener snarere, at de hedenske mennesker er vantro og derfor skal de omvende sig til Islam. Hvis de “vantro” ikke omvender sig, kan de i bedste fald få lov til at leve som en undertrykt minoritet i den islamiske stat, som Islam tilstræber.

Grundtvig mener stik modsat, at det kristne evangelium har en tjenende funktion i forhold til folkeligheden.

Det er helt afgørende, at vi får dette udtrykt klart og forståeligt. Hvis det altså overhovedet er til at forstå for dem, der bekæmper både dansk folkeligheds og kristendommens stilling i Danmark. Faktisk tror jeg ikke, de kan forstå det, men det skal ikke hindre os i at gøre os vore tanker og udtrykke dem så klart, som vi overhovedet er i stand til. Og det gør vi så i det inderlige håb, at i det mindste de, der vil Danmark og kristendommen det godt, vil kunne forstå det.

For til sidst at skære det ud i pap: Ved at kalde folkeligheden kristen og ved at kalde Danmark et kristent land gør man dem begge, altså folkeligheden og kristendommen, en bjørnetjeneste. Man yder ikke folkeligheden den respekt, som Grundtvig lægger op til, og man står i fare for at skabe et forkert billede af, hvad kristendom er. Kristendom er noget andet end danskhed, og kristendom er unægtelig noget andet end islam.

Ramadan-sangen bør ikke optages i Højskolesangbogen. Ikke fordi det ikke en kristen, men en muslimsk sang. Den muslimske sang hører ikke hjemme i Højskolesangbogen, fordi den ikke understøtter det, sangbogen efter min mening er til for: At fremme dansk folkelighed.

Villy Klit-Johansen, 18/9 2019

Dette skal ikke være et indlæg i debatten om ændring af dåbsritualet. Tværtimod. Jeg foreslår, at vi indstiller den debat indtil videre. Hvorfor? Fordi vor tid mangler den nødvendige sans og finfølelse til at foretage sådant.

Grundtvig havde den. Det er helt overvældende at se, hvor dybt han så. Tag f. eks. det følgende citat: “Vi vil derfor slet ikke tvivtes med dem, der forsikkre os, de veed bestemt, der hører VÆSENTLIG slet ikke mer til DAABEN end bare Vand og de Ord: Jeg døber dig i Navnet Faderens og Sønnens og den Hellig-Aands — vi vil slet ikke tvistes med dem, men blot bemærke, at hvem der troer, det er ved Daaben og ved den alene de Troende gjenfødes til det evige Liv [og det gør Grundtvig selvfølgelig], umulig kan tage sig det saa let med dens Udførelse, eller engang taale den Tanke, at vor Herre Jesus Christus skulde love alle dem det evige Liv, der blot ville lade sig døbe med de ord.”

Det er fra afhandlingen “Daaben efter Christi Indstiftelse, 1840-1842, Udv.Skr. bd. 8, ss. 417-418.

Har Grundtvig læst ritualhistorien grundigt? Det skulle ikke undre mig, for man må igen og igen undres over alt det, han vidste. I hvert fald er han ikke i tvivl om, at ordene “Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn” ikke er væsentlige til forståelse af, hvad dåben er. De er faktisk en relativt sen tilføjelse. De er kommet til i Middelalderen omkring år 1000.
Men hvilke ord i ritualet er så oprindelige og hører med til dåbens væsen, så de ikke kan udelades, hvis det stadig skal være den kristne dåb? Det undersøger Grundtvig i afhandlingen. Resultatet er, at tre ting er nødvendige:

1. Dåbspagten. Det vil sige tilspørgsel med forsagelsen og bekendelsen til den treenige Gud. Og ja-svar. Det er dåbspagtens ord, der gør, at vi døber i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, ikke præstens “magiske” ord.
2. Ordene, der siges under håndspålæggelse lige efter vanddåben: “Den almægtige Gud, vor Herres Jesus Christi Fader, som nu har genfødt dig o.s.v.”
3. Herrens velsignelse “Fred være med dig”.

Grundtvig drøfter og begrunder dette udførligt og overvejer også, hvad der uden skade eller endda med fordel kan tages med ud over disse tre led. Først og fremmest nævner han her Fadervor.

Til dem, der vil sige, at dette jo blot er dogmatik, der lukker sig om sig selv, må vi sige: Ja, vel er det dogmatik. Grundtvig var en kristen dogmatiker, den største, vi har haft. Faktisk er der ikke sket noget væsentlig på dette område siden Grundtvig. Hvis dogmatik er den alvorlige beskæftigelse med det grundlæggende i kristendommen, kan vi slet ikke undvære dogmatikken, uden at kirken ophører med at være Kristi Kirke.
Hvis ikke kirkens historie fremdeles skal være en stadig fortsat forfaldshistorie, må der et alvorligt arbejde til med kirkehistorien og dogmatikken. Først derefter giver det mening at drøfte ændringer i ritualet.

Villy Klit-Johansen, 16/9 2019